Bidrag til en web-tv-dramaturgi (7) - citater og 'klip' som naturlige web-tv-formater - og hvad deraf følger

Brugernes forhold til nettet er præget af utålmodighed, i en helt anden grad og et helt andet omfang end forholdet til at se tv.

   I og med at en netside i selve sin opsætning med forskellige links og en lang række muligheder for interaktiv handling, så er brugeren også hele tiden bevidst om at den foreliggende mulighed, fx et videoindslag der kører i playeren, kun er en af mange. Og at hvis det brugeren ser, keder eller er forudsigeligt, så står man bare af og prøver noget andet.

Det helt grundlæggende ved nettet som interaktivt medie er at brugeren har kontrollen og er opdraget til at have den. Derfor er grundholdningen til nettet som medie og konsumptionen af web-tv, præget af en lean-forward-indstilling. Mens almindelig tv-sening i dagligstuen foregår med en lean-backward-indstillng.

   Det kan forklare at de færreste der ser web-tv, ser det i full-screen-format. Det har selvfølgelig noget at gøre med at opløsningen ofte er relativt dårlig i full-screen-visning.

   Og rent psykologisk oplever man når man har aktiveret full-screen i playeren, at man mentalt set bliver ”besat” eller ”styret”, hvad der er typisk for lean-backward-modtagelsen.

   Så for at vælge full-screen af et web-tv-indslag skal helt specielle voyeur-behov tilgodeses i det man ser – type-eksemplet er porno.

De to grundidnstillinger - lean-forward og lean-backward - som adskiller måden at se tv-på når det foregår hhv. ved computerskærmen og foran et stort fladskærm-tv, kan så vidt jeg kan se forbindes med om det er hjernens task-positive netværk eller dens task-negative netværk (også kaldet the default mode network) som dominerer under modtagelsen.

Web-tv-genrerkrav

Kort og koncentreret, det er stikordene til de fleste web-tv-genrer - idet formatets indhold skal kunne konsumeres under en lean-forward-indstilling.
   Langt hen ad vejen er det nærmest at sammenligne med  et reklame-tv-format, et format som også er indrettet på at seerne er utålmodig og vil videre.

   Mange web-tv-indslag er derfor citater og klip – uddrag af større tv-fortællinger – som netop har reklamens karakter: ”Hvis du vil se mere, så gå ind på vores hjemmeside xxxxdotcom.”

   Andre har karakter af uspeakede montager af klip – indsamlet fra forskellig kilder med tematiske fællestræk.
   Rent teknisk er det den simpleste måde at redigere på: klip plus klip plus klip – uden voice over. Fx montager af klip fra forskellige spillefilm med en bestemt type scener, til illustration af en pointe om disse film skrevet på web-siden.

   Filmtrailere og musikvideoer er umiddelbart velegnede som web-tv-indslag – idet de begge er korte og har karakter af ”foreløbige” oplevelser der lover mere.

Fra TV-programmer siden slutnngen af 80´erne kendes genren ”The Funniest Home-videos”. Dem vrimler det også med på nettet, og de har features der på mange måde er prototypen på web-tv-formatet: brugergenereret, uredigeret (dvs. en enkelt scene), og som fortæller en afsluttet historie hvori der sker noget overraskende og morsomt (dvs. et enkelt vendepunkt). Nix weiter.

   Der findes flere hjemmesider med den slags clip: fx wwww.stupidvideo.com. 

   Men også fx DR.dk/Bonanza har mange klip fra tidligere programmer der viser scener "som folk husker" - scener med høj fascinationsværdi. Fx Jørgen Ryge Petersen der vrider halsen om på en due.

TV-nyhedsformatet er i sig selv også velegnet til web-tv – fordi det er kort og dermed nemt konsumerbart i lean-forward-indstillingen.  

   Men i sin standard produktionsform, direkte overført fra broad-cast-tv, er produktionsværdien - indslaget production value - alt for stor i relation til konteksten, og mange nyhedssites med web-tv udnytter ikke - eller alt for dårligt - at nettet tillader og inviterer til en meget mere primitiv, rå og opløst redigering end hvad broadcast kræver.

Klip-formatet er også velegnet til brugergenererede tv-indslag, fordi de kan optages og sendes ind (næsten) uredigeret og oploades til fx YouTube. 

Med Politikens dokumentarforsøg ”CLIPS” på Politiken.dk for 5 år siden har man et klart eksempel på at man omdefinerer et broadcast-format, tv-dokumentaren der normalt ikke er på under 25 minutter, til et der i varighed passer til de utålmodige netbrugere: 5 minutters minidokumentar.

   De fleste Clips-film man så, var så også historier der fortællemæssigt går lige på fra starten: en attac-start uden et egentlig anslag: Man forudsætter at seeren har læst teksten på netsiden som oplæg inden man sætter playeren i gang.

   Anskuer man Clips-filmene med tv-fakta-genre-begreberne: demonstrerende, illustre­rende, afslørende, afdækkende, afprøvende, så var alle Clips-dokumentarerne afdækkende. Montagemæssigt var dem jeg husker, meget simple og uden speak.
   Nogle var mere lyriske end fortællende, husker jeg.

   Læs om projektets ide her:

http://www.dfi.dk/Branche_og_stoette/Filmvaerkstedet/Projekter-og-Workshops/Clips.aspx

Selv har jeg gennem 10 år som medlem af juryen for Danidas "Verdensbilledelegatet" været med til at lancere på nettet mere end hundrede u-landsdokumentarfilm produceret af studerende legatmodtagere. Her er standardvarigheden 12 minutter. 

   Se her - en guldgrube af mini-dokumentarer som kun har kunnet realiseres i kraft af muligheden for lancering på nettet - og det korte format:

http://www.emu.dk/3verden/verdensbilledfilm/index.html

How-to-formatet som man kan finde i mange afarter, er også et som er tilpasset nettet. 

   Der er tale om instruktionsvideoer og gør-det-selv-videoer, ofte af en varighed på ca. 5 minutter, som i høj grad er produceret af 'almindelige mennesker' som har en eller anden form for ekspertise, og praktisk viden de vil dele med andre. 

   Genremæssigt er der er altså tale om brugergenererede demonstrerende indslag.

   Her en oversigt over de bedste How-to-web-video-sider:

1. VideoJug: VideoJug mixes user generated clips with professionally made content. Videos are accompanied by a text version, and you can download clips to your iPod or PSP. This UK-based site is receiving a lot of hype from the British press.

2. Sclipo carries a remix of the YouTube tagline: “Broadcast your skills”. The European startup provides how-to guides in English and Spanish.

3. Sutree: Sutree is a video aggregator that pulls in videos from sites like YouTube and Metacafe. Clips are picked by users and approved by moderators. There are no user profiles or playlists, making it a fairly lightweight offering.

4. 5min: 5min is a "videopedia" with a large amount of content. What we like: it offers unique features like slow-motion and zooming, especially useful for learning new skills.

5. Expert Village: Expert Village is trying to win on volume, with thousands of videos posted by experts. Currently, the site counts more than 1,700 experts and some 17,000 videos.

6. ViewDo: similar to VideoJug, ViewDo provides tagging, comments, video embeds, and RSS feeds for each expert. The contributors are ranked based on their expertise.

7. Helpful Video: With its minimalist interface, Helpful video is one of the few sites where you actually have to pay for some clips. The concept is interesting, but we doubt anyone will pay for your beginner's guide to karate: there are just too many free alternatives.

8. TeacherTube: TeacherTube is YouTube for education, with courses for maths, data processing and literature. The site is organized by “channels” and “groups” (college, university, sciences, technology, Maths…). Features include blog embeds, favorites, tagging and commenting.

9. Vidipedia: Vidipedia wants to be the Wikipedia of the videos. It provides info on personalities, historical events and other content you'd expect to find in an encyclopedia. You can leave comments, download or embed videos elsewhere.

10. YouTube: Don't forget YouTube itself: the YouTube category “How To and DIY provides a massive number of how-to videos and inspiration for projects. In fact, it could crush the others simply because of YouTube's massive userbase.

Beslægtet med dem er en form hvor forbrugere afprøver og tester varer. Altså vi er her inden for genren afprøvende fakta – i kombination med brugergenereret web-tv.

Instruktionsvideoer hvor professionelle lærer fra sig, har jeg selv stiftet bekendskab med inden for fagområdet akvarelmaling. 

   På YouTube vrimler det simpelt hen med meget instruktive relativt korte videoindslag hvor dygtige akvarelmalere demonstrerer deres professionelle håndværksmæssige tricks. Bare søg på "watercolour painting technique". Spejlneuronerne klarer resten.

   Disse indslag fungerer så ofte som reklametrailere for hele video-kurser med mange indslag af samme maler som man kan købe og downloade. Varigheden er mellem 10 og 15 minutter pr. indslag.

Endelig vil jeg her fremhæve de såkaldte Ted-talks-videoer som er et resultat af årlige konferencer hvor kloge folk inden for alle fagområder inviteres til at holde en 18 minutters forelæsning for et inviteret og kvalificeret publikum - om et emne forelæseren er stærkt optaget af - afleveret på en engagerende og inspirerende måde.

   Wikipedia fortæller:

TED (Technology, Entertainment, Design) is a global set of conferences owned by the private non-profit Sapling Foundation, under the slogan "ideas worth spreading".

   TED was founded in 1984 as a one-off event.[1] The annual conference began in 1990, inMonterey, California.[4] TED's early emphasis was technology and design, consistent with its origins in the Silicon Valley.

   The TED main conference is held annually in Long Beach, and its companion TEDActive is held in Palm Springs. Both conferences will move from Long Beach and Palm Springs toVancouver and Whistler, respectively, in 2014.[5] 

   TED events are also held throughout the U.S. and in Europe and Asia, offering live streaming of the talks. 

   They address a wide range of topics within the research and practice of science and culture, often through storytelling.[6] The speakers are given a maximum of 18 minutes to present their ideas in the most innovative and engaging ways they can. 

   Past presenters include Bill Clinton, Jane Goodall, Malcolm Gladwell, Al Gore, Gordon Brown, Richard Dawkins, Bill Gates, Googlefounders Larry Page and Sergey Brin, and many Nobel Prize winners.[7] 

   TED's current curator is the British former computer journalist and magazine publisher Chris Anderson.

   Since June 2006,[1] the talks have been offered for free viewing online, under Attribution-NonCommercial-NoDerivs Creative Commons license, through TED.com.[8] 

   As of May 2013, over 1,500 talks are available free online.[9] By January 2009 they had been viewed 50 million times. In June 2011, the viewing figure stood at more than 500 million,[10] and on Tuesday November 13, 2012, TED Talks had been watched one billion times worldwide, reflecting a still growing global audience.[11]

Jeg har flere gange her på bloggen henvist til TED-video-indslag med forelæsninger holdt af forfattere til de fagbøger jeg har læst og refereret. 

Fakta-fiktion-skellet udviskes

Da mange af de web-tv-indslag der kan afspilles i en player, er citater der er løsrevet fra deres oprindelige kontekst, og fordi der er så mange brugergenerede indslag i cirkulation, så bliver skellet mellem fakta og fiktion udvisket. 

   De garantier og overenskomster mellem afsender/producent og modtager som normalt er knyttet til tv-faktagenrer i broad-cast-tv, svækkes ved løsrivelsen fra den oprindelige kanal-kontekst. 

   Ofte vil det være utroligt svært at finde ud af kilden til klippet, om det der vises, er foregået af sig selv eller er iscenesat, og om klippet oprindelig er tænkt som illustration eller dokumentation.

   Alt det her peger på at web-tv-dramaturgi må tage spørgsmålet fakta-fiktion op.
   Og det kan også være relevant at fokusere på reklamefilmens traditionelle genrer, fordi reklamefilm både er korte og typiske balancerer på kanten af fakta-fiktion-skellet.

Fortsættelse følger her: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/bidrag-til-en-web-tv-dramaturgi-8-tv.html

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (8) - tv-reklamernes genrer som prototyper for web-tv-genrer

I kraft af nettets særlige modtagervilkår: utålmodigheden hos brugeren, så inviterer det til informationsformidling i koncentreret form og med høj oplevelsesværdi. 

    Derfor er det rimeligt at antage at tv-reklamespottets genrer også vil være relevante som prototyper for web-tv-indslagenes forskellige genrer eller undergenrer.

   Og den antagelse holder stik et langt stykke hen ad vejen.

En omfattende lærebog med titlen ”How to Create Effective TV Commercials” – af Huntley Baldwin har jeg haft stående på hylden i mange år. 

   Den gennemgår reklamespot-genrerne i detaljer og skelner mellem 'left-brain advertising' – og 'right-brain advertising'. 

   Left-brain commercials (LB) er fakta-orienterede og argumenterende, right-brain commercials (RB) er fiktions-orienterde og fokusere på følelsesappel og oplevelse. 

   Stikord til LB commercials er: ”linear”, ”logical”, ”rational”, verbal”, mens RB commercials har stikord som ”underholdende”, ”intuitiv”, ”visuel”. 

   Kravene til LB commercials er: ”simplicity”, ”explicit execution of the message”, ”correlation between words and picuteres”, product message/story line integration”. 

   Kravene til RB commercials er: “it should be single minded”, “it should be believable”, “it should be relevant”, “it should pay attention to details”, “it should be likable”.

Her er de genrer Huntly Baldwin opererer med:

• Product Presentation – den simpleste form (svarende til den illustrerende fakta-genrer)
• Demonstration, med undergenrer:
• -        Explanatory (product in use)
• -        Side by side (comparativ)
• -        Before-After
• -        Torture-test
• -        Demonstrator faith
• Problems and Solutions, med undergenrer (dramatisering med voice over)
• -        Show the problem/need
• -        Show the problem with others
• -        Show ridiculous alternatives
• Slice of life (dramatisering med ren scenisk fremstilling i realistisk stil med dialog, men uden begyndelse og slutning)
• Presenters – en form for stand up/værtsfunktion med øjenkontakt med seerne, med undergenrer
• -        The salesperson-spokeperson
• -        The authority-spokesperson
• -        The satisfied user-spokesperson
• -        The celebrity-spokesperson
• Continuing Characters (jfr. Squash-reklamerne med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard, og Polle fra Snave)
• Testimonials – en slags reklamens vox pop, troværdige udsagn fra almindelige mennesker der har prøvet varen
• Vignettes – viser en montage af mange forskellige menneskers erfaring med produktet (en bølgemodel)
• Story – en minifortælling med begyndelse midte og slutning – og en hovedperson der gennemgår et forløb: kan være romantisk, sentimental, humoristisk 

Der er andre mere litterære og fiktive: 

• People/Narration, 
• Satire, Musical, 
• Personification, 
• Analogy/Symbolism.

 En række af disse reklamespot-genrer findes umiddelbart også i brugergenererede web-tv-indslag; det gælder: 'testimonial', 'presenter', 'demonstration', 'slice of life'.

TV-reklameforskerne Jøgen Stigel og Christian Jantzen har i en længere artikel ”Reklamen i dansk landsdækende tv” opregnet en lang række typiske kendetegn på tv-reklamespottet som på mange måder også kan gælde for web-tv-indslag:

• Tv-spottet skal trække opmærksomhed til sig og helst også producere aktiv opmærksomhed under seningen. På den måde fungerer det distraktivt i forhold til de(t) egentlige program(mer), men også i forhold til de øvrige spots, som det er placeret sammen med. Disse fungerer i deres tur også distraktivt ind på spottet. Det enkelte spot er således i opmærksomhedskonkurrence med de omgivende spots. Dette betyder, at det enkelte spot skal markere sin forskelligartethed - helst igennem en original udformning set i forhold til gennemsnittet.

• Som al anden reklame er tv-spottet styret af retoriske strategier, dvs. at det er helt afgørende, at budskabsudformningen er succesfuld, gennemslagskraftig og opmærksomhedsvækkende. Den skal have seeren i tale, etablere kontakt og sympati.

• Tv-spottet er i sin udformning parasitært - også på anden måde end ved at lukrere på de øvrige programmer. Det lukrerer også på de etablerede måder at udtrykke tingene på, og det blander vidt forskellige traditioner og former fra mediernes verdener (tv, radio, printmedier) og etablerede genremæssige traditioner. 

• Tv-spottet er ofte synkretistisk. Det går ikke af vejen for at bruge og blande hvilke som helst virkemidler - helt i overensstemmelse med dets retoriske funktion.

Stigel og Jantzen fremhæver også at "tv-reklamen i lighed med den øvrige programvirksomhed på tv, opererer ad to hovedveje i sine forsøg på at tale til seerne og fascinere dem". 

   Den ene hovedvej kalder de den faktuelle fremstillingsform. 

   Den anden hovedvej kalder de den fiktive fremstillingsform. 

   Og senere opererer de også med at de to fremstillingsformer appellerer mest til henholdsvis den højre og den venstre hjernehalvdel - ligesom Huntley Baldwin gjorde :

Den faktuelle fremstillingsform er karakteriseret ved den direkte talte henvendelse til seerne. Enten ved - som det kendes fra f.eks. typisk tv-nyhederne - at et ansigt taler direkte til skærmen og dermed postuleret direkte til seerne eller ved, at en stemme, hvis ejermand ikke ses, taler under et billedforløb i den såkaldte voice-over. 

   I denne fremstillingsform betones med andre ord selve kommunikationssituationen: dens kontaktforhold, dens "jeg-du"-forhold og ofte også dens "her- og-nu"- forhold.

   Seeren er en instans, der tales til, og talens autoritetsforhold spiller en stor rolle, ligesom spørgsmål om verbal og non-verbal troværdighed i meget høj grad klæber ved den talende. Det fremgår umiddelbart, at den talende vil fortælle seeren noget.(…)

   I forbindelse med den faktuelle fremstillingsform, kan vi altså operere med tre rimeligt veldefinerede underformater: voice-over, presenter, testimonial, hvis audio-visuelle forløb alle er karakteriserede ved først og fremmest at være styrede af det talte verbale udsagn/udtryk.

Om den fiktive fremstillingsform skriver Stigel og Jantzen:

Dette trick med at få seeren til selv at opleve pointen igennem et audio-visuelt forløb er ellers først og fremmest noget, som de fiktive formidlingsformer kan. De sætter seeren i en position som én, der oplever og perciperer via syns- og høresans, i højere grad end de sætter ham i en position, hvor nogen - ganske vist på skrømt - taler direkte til ham. 

   I den forstand skænker de fiktive fremstillingsformer principielt seeren et større frihedsrum. Han får ikke fortalt, hvad dette, der sker foran øjnene på ham, dog skal betyde. Han skal i højere grad selv danne sig en forestilling om, hvad det betyder ved at bruge sin indlevelses- og forestillingsevne. 

   På den måde er de fiktive forløb indirekte styrende, for også de har som regel et bestemt budskab, der oftest slås fast til sidst. Styringen foregår igennem den måde, hvorpå et visuelt organiseret forløb er skruet sammen og med en bagvedliggende bevidsthed om, hvad seeren selv udmærket kan slutte sig til og vil slutte sig til. 

   Men det afgørende er, at seeren selv udfordres og selv oplever sig som kompetent til at afgøre, hvad der skal tillægges betydning i det, han ser og hører. Der er ikke nogen - hverken uden for eller ved siden af det audio-visuelle forløb, som øjensynlig forløber i dets egen ret - som sideordnet fortæller eller kommenterer, hvad der sker i det audio-visuelt gengivne handlingsforløb. Bortset fra eventuel underlægningsmusik optræder ingen instans, som kommenterer eller demonstrativt peger på det fortalte.(…)

Inden for fiktionsformerne skelner Stigel og Jantzen, så yderligere mellem to indholds- og udtryksmæssige grundformer: 'drama' og 'montage':

Én som først og fremmest er styret af at ville give et indholdsmæssigt sammenhængende realistisk fortælleforløb med vægt på en handlingsgang og udvekslinger mellem aktører og en pointe, som udspringer heraf. 

   Klipningen tjener her først og fremmest den funktion at skulle binde handling, aktører, tid og rum sammen. Denne grundform, som stort set overholder reglerne for klassisk fortællende analytisk montage, og som er bundet til årsag-virkning som en grundlæggende forståelses­form, vil vi i det følgende give betegnelsen drama.

   Heroverfor en anden, som først og fremmest er styret af et formelt montageprincip, dvs. at montagen ikke sigter mod at give publikum et egentligt handlingsmæssigt sammenhængende forløb.

   Det er derimod ligheder og forskelle, billedmotiverne set som formelle udtryksstørrelser m.h.t. bevægelse, aktører og aktørernes handlinger osv., samt den underliggende klipperytme, som udgør det sammenbindende konstruktionsprincip. Denne anden grundform vil vi i det følgende give betegnelsen montage.

Grundlæggende er tv-reklamespottet jo en form for 'faktion' idet der altid er indeholdt både fiktive og faktiske elementer, uanset om det er den ene eller den anden 'hovedvej' vi genremæssigt følger.

   Det peger mod at vi også må forholde os til faktionsspørgsmålet som noget der presser sig på når vi taler specielt om web-tv.

(fortsættelse følger)

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (6) - retorik vs. dramaturgi i netkonteksten

For mere end 2000 år siden udviklede det græske universalgeni Aristoteles grundprincipperne for det vi i dag kalder dramaturgi - læren om hvordan man skaber spænding og fremdrift i fortællinger fremstillet på en scene.

   Af gode grunde var denne dramaturgi udformet med afsæt i og rette mod de græske teaters formidling af historier for et publikum. 

    Wikipedia (dansk):

I den vestlige tradition er det første værk om dramaturgi Aristoteles Poetik, fra omkring år 350 f.kr. I dette værk analyserer Aristoteles episk digtning, tragedie og komik. Den del af værket der handler om komik er senere tabt.

At afsnittet om komediens dramaturgi er gået tabt, er bare ærgerligt.

De dramaturgiske konstruktions-principper var og er altså knyttet til læren om hvordan man ”forfører' et publikum hen mod en dramatisk forløsning – katarsis – gennem et forløb af scener og akter lagt kronologisk og med optrædende skuespillere der taler og interagerer som rollehavende i historien. 

   Publikum er placeret som tilskuere – nogen der ser på mens handlingen foregik for deres øjne. Men altså placeret i en iagttagerposition uden for fortællingen - som 'en flue på væggen', ville man sige med en moderne formulering. 

   I den moderne film- og tv-dramaturgi taler man om at få information, fascination og identifikation til at spille sammen i et scenisk forløb af handlinger i tid og rum – et forløb hvor plottet er det forhindringsløb hovedpersonen skal gennemføre for (måske) at nå sit mål i klimaks - for at bevise præmissen.

                      

Retorikken er en anden ”lære” – nemlig læren om 'overtalelse' af et publikum, som Aristote­les også var fader til. 

   Denne lære har fokus på overtalelsesmidler i forhold til et deltagende publikum som på forhånd antages at have en indbygget modstand - skepsis - i forhold budskabet, og som skulle overbevises gennem formidling af viden og verbal argumentation.

   Retorikken i denne version opererer med tre veje og midler til overtalelse: 

• gennem logos: appel til logik og argumenter, 
• gennem patos: appel gennem følelses­udtryk og følelsespåvirkning, 
• gennem etos: appel gennem henvisning til talerens troværdighed og autoritet.

Som led i overtalelsesforløbet bruges en fremstillingsform der udnytter en fingeret samtale med modtageren, en simuleret dialog hvori indgår 'retoriske spørgsmål' (tænkte spørgsmål fra modtageren), og retoriske indvendinger (tænkte modargumenter fra modtageren). 

   Specielt i forhold til logosappel udarbejdes en særlig argumentationslogik – dvs. spillereglerne for hvordan man kommer fra forskellige præmisser og forudsætninger til konklusioner. 

   Typisk for den traditionelle politiske tale er en udtalt eksplicit appel til reaktioner fra tilhørerne – i modsætning til tilskuerne ved en film- eller teaterforestilling

                      

Mens dramaturgien opererer med et subjekt i historien hvis udvikling tilskueren står uden for og kun indirekte kan deltage i gennem indlevelse med subjektet, så opererer retorikken med at tilhøreren selv er eller gøres til subjekt i fremstillingen. 

  I den retoriske fremstilling er tilhøreren (eller læseren) den der direkte gennem appelformerne, gennem logisk stringens, gennem retoriske spørgsmål og indvending skal hjælpes eller tvinges til ar få en overbevisning som ved­kommende ikke havde fra start.

   Som led i et overtalelsesforløb kan taleren gøre brug af illustrerende anekdoter og historier som indlejrede delelementer der er med til at underbygge i en argumentation.

To fremstillingsmåder

Man kan sige at retorikken og dramaturgien går ind og definerer de bagvedliggende principper for to forskellige overordnede fortælle- eller fremstillingsmåder: den retorisk-didaktiske og den episk-dramatiske. Og at de hver for sig aktiverer en særlig fremdrift – der er med til at motivere tilskueren eller tilhøreren til at følge med fra start til slut.

Når det gælder faktaprogrammer og journalistiske indslag trækker tv-dramaturgien altså ikke bare på film- og teaterdramaturgiens principper, men – i kraft af sin kombination af scenisk fremstilling (reportageoptagelser), interviewsekvenser og speak/voice over – trækker den også en del på retorikkens grundlæggende tankegang og greb. 

    Og fremdriften skyldes typis en kombination af retorisk-didaktisk og episk-dramatisk femdrift. 

   Et nyhedsindslag kan være bygget op omkring en modstilling af argumenter og modargumenter i interviews fra to kilder, hvor intentionen i sidste instans er at seeren skal tage stilling. 

   Værten kan starte med et retoriske spørgsmål til seerne - og meddele at det svarer det følgende indslag på, etc. 

    Og især i kritisk journalistiske indslag i magasiner og afslørende dokumen­tarer, går den overordnede logik i fortællingen ud på at bevise en kontroversiel påstand/vinkel over for seerne, en påstand som det forudsættes at seeren på forhånd er skeptisk eller tvivlende over for, og hvis overbevisningskraft står og falder med journalistens etos.

Fælles for principperne i dramaturgi og retorik er imidlertid deres lineære karakter: Når dramaet er til ende er præmissen eller moralen bevist, når talen er til ende er tilhørerne i princippet overbevist om at den overordnede påstand som taleren søger tilslutning til, er sand. 

   I begge tilfælde drejer det sig om styring af en modtager mod et mål - hhv. gennem forførelse og gennem overtalelse.

Web-tv og vægtningen af de to fortællemåder

Ser vi på nettet og web-tv i en journalistisk sammenhæng, så synes jeg det er tydeligt at vægten mellem retorik og dramaturgi skifter: retorikken bliver overordnet dramaturgien. Og der er ikke tale om linearitet i fremstillingen.

   Det hænger sammen med at konteksten på netsiden uden om playeren grundlæggende er verbal og fornuftstyret og implicerer en aktiv bruger – ligesom den klassiske tale implicerer en tænkt aktiv tilhører der vil lade sig overbevise med ny viden, logik og argumenter, og som kan finde på at reagerer med æg og tomater adresseret taleren hvis utilfredsheden bliver for stor 

   Den implicerede aktive bruger til web-tv-indslag er tilsvarende en der fx kan have kommentarer til det læste eller sete, en der kan have indvendinger mod vinklen i et indslag, en der er uvidende og søger viden ved at åbne indslaget, en der sidder med spørgsmål som så kan finde svar via et link eller er surftur.

                      

Mens tv – og især nyhedstv – ses passivt og af vane, så er brugerne af web-tv – og af web-information i det hele taget – aktiveret gennem hele tiden at skulle foretage valg. 

   Man kan sige at en webside er et stort 'retorisk landskab' der bygger på forestillingen om at forskellige brugere har forskellige ønsker, forskellige spørgsmål og forskellige ressourcer til at gå ind i samspil med netsiden. Forskelligheder som alle skal kunne tilgodeses af sidens ”tilbud”.

Websiden omkring playeren er typisk bygget op i forskellig kasser der hver tilgodeser forskellig behov og ønsker hos seeren med udgangspunkt i web-videoindslaget: en social dimension, en vidensdimension, en associationsdimension, etc. 

   Nogle af disse dimensioner har karakter af noget der kan indfries gennem valg af/klik til yderligere tekstindslag eller web-tv-indslag der ligner eller associerer til det allerede sete eller der er tematisk forbundet til det allerede sete gennem uddybning og supplering. 

    Andre dimensioner i en anden kasse indfries af handlinger med eller i forhold til det foreliggende indslag: vurder det, send det videre, arkiver det, kommenter det, suppler det.

(fortsættelse følger)

"Don´t mess with the lady in black" - animeret kvindelig pakistansk superhelt - i genial forklædning

Politiken bragte igår en mindre artikel i sin kultursektion som er interessant ud fra mange synsvinkler - ikke mindst den som har med 'kreativ konceptuel blending' at gøre.

   Rubrikken lød 

Burkaklædt superhelt skaber debat

Manchetten lød: 

Den kvindelige pakistanske superhelt Burkahævneren bekæmper Taleban og korrupte politikere og forsvarer kvinders ret til uddannelse. Men ikke alle er lige begejstrede. 

På en tv-kanal i Pakistan har man lanceret en animationsserie for børn med en kvindelig hovedperson der som i alle superhelteserier har to identiteter: den hverdagslige hvor hun er skolelærer, og den fantastiske hvor hun som superhelt er forklædt i en vildt flagrende burka. 

Burkahævneren bekæmper altså korrupte politikere og onde talebanere, og hun behersker en særlig kampsport hvor hun som våben og kasteskyts mod fjenderne bruger¨ - ja, selvfølgelig - bøger og skriveredskaber. 

   Se her traileren til serien på YouTube:

Animeringen er i stil og udførelse moderne og helt professionel, som man kan se. Og konceptet er jo lige i øjet, synes jeg.

   Man tager superhelt(inde)-ideen fra amerikanske tegneserier og -film, og transponerer den ind i en pakistansk kulturel og aktuel setting: effektivt virkende konceptuel blending. 

   En superhelt(inde) har to identiteter, og masken der skjuler den sande identitet, er en der ellers traditionelt forbindes med forbryderes hel- eller halvmaske, fx i form af en elefanthue:

Her nogle kendte maskerede superhelte fra vores vestlige medieverden:

Forklædte forbrydere er onde, forklædt superhelt er gode, og i ly af forklædningen hjælper de med deres særlig evner og våben til at bekæmpe ondskaben. 

   Det er den visuelle omvendte logik bag alle maskerede eventyrhelte - både dem med superkræfter og dem der bare er fantastisk gode - som Zoro:

Denne omvendte indholds- og udtrykslogik er så med Burkahævner-figuren kreativt overført til den aktuelle pakistanske politiske virkelighed, hvor det ikke er svært for publikum at genkende hendes fjender, onde mænd som bekæmper kvinders sekulære skolegang som vestligt inspireret kætteri. 

   Og at udlægge den enkle metaforik i hendes våben og kampteknik, er heller ikke svært.

Valget af burkaen som forklædning for heltinden er genial, synes jeg, idet det er Talebanernes målsætning at, når de kommer til magten, så skal alle kvinder bære burka når de færdes offentligt. 

   Og ligesom når homoseksuelle fx har vendt skældsordet "bøsse" på hovedet og gjort det til en hædersbetegnelse, så vender man her den islamistiske kvindeundertrykkelses synlige manifestation på hovedet og gør det til symbol på frigørelse af kvinder og deres ret til ikke-religiøs uddannelse.

   NB! For en ordens skyld, så er det ikke helt korrekt at kalde forklædningen en "burka" - det er faktisk en såkaldt "nikab".

Det er heller ikke svært at identificere forbilledet og inspirationskilden til Burkahævneren: Malala Yousafzai, den pakistanske unge kvinde som blev forsøgt myrdet af Taleban fordi hun offentligt via sin blog på internettet kæmpede for pakistanske kvinders ret til sekulær skolegang og uddannelse - og med udtalt kritik af den ultrakonservativ islamistiske ideologi som bla. Taleban repræsenterer.

Ideen kommer fra den engelsk-pakistanske pop-sanger, komponist og producer Aaron Haroon Rashid, og konceptet er udviklet med den erklærede hensigt at serien skulle give seerne ...

... a sense of the importance of girls’ education as well as teaching lessons about respecting the environment and embracing diversity."

Asia Life introducere serien således:

From early August, children across Pakistan will be glued to their television sets to watch an unlikely female superhero clad not in spandex, but a head-to-toe, flowing black burka. Her name is apt: Burka Avenger.

   The heroine of the Urdu language series, set to air on Pakistan’s Geo TV, fights a menace more dangerous than physical weapons. She is primarily fighting against a local gang’s nefarious efforts to close a girls’ school.

   The series will trace the adventures of the book-wielding superhero and three young sidekicks – Ashu, her twin brother Immu, and their friend Mooli (who has a pet goat, Golu) – as they battle villain Baba Badook and his team of thugs in the imaginary hamlet of Halwapur.

   The town comes complete with a corrupt mayor, Vadero Pajero, in cahoots with Bandook and company. In the very first episode, Pajero agrees to shut down the local girls’ school in exchange for kickbacks from Bandook, a wicked magician with a thick black beard.

   The dialog gets right to the point. Babook says: “What business do women have with education? They should stay at home, washing, scrubbing and cleaning, toiling in the kitchen.”

  Young Ashu shoots back: “The girls of today are the mothers of tomorrow. If the mothers are not educated, then future generations will also remain illiterate.”

 Sound familiar?

http://thediplomat.com/asia-life/2013/07/burka-avenger-pakistans-very-own-wonder-woman/

Men hvordan er det egentlig med kvindelige superhelte i vores eget vestlige mediebillede? Faktisk vrimler det ikke med dem. Og den mest kendte, Wonderwoman, er godt nok ikke maskeret og forklædt så det gør noget: 

Wonderwoman ville nok ikke fungere i en pakistansk kvindefrigørende kontekst.

Jeg spår Burkahævneren en dundrende succes og stor international udbredelse. Det er simpelt hen bare en skide god ide. 

Astro Boy, Asimov, Animé, Animisme - om hvordan alting hænger samme med alting - også vores kat

Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder. 

   Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum. 

   

Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.

   Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.

   Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre,  hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.

Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?

   Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.

1. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

1. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier. 

   Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.

   Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.

   Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:  

Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning: 

Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.

   Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.

   Berømte værker inkluderer Astro Boy, Blackjack, Princess Knight, og Kimba the White Lion (som Walt Disney Companys Løvernes Konge antagelig var baseret på). Hans "livsværk" var en serie ved navnHinotori – en historie om livet og døden.

De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner.  Og endelig blev de begge  banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.

   

Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).

   

Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.

    Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).

   

Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.

   Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen. 

   Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
   Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen

   

Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set. 

   Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':

Den sidste  jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.  

   'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det. 

   Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat. 

   En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen. 

   Som her:

Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.

   Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.

Her er Fister - inde - i frugtkurv:

Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:

Her Fister - ude - i sele og snor:

 

 

 

 

 

 

Hjertet bløder.  Men hellere det end at Fister bløder.