Christian Braad Thomsen - og udenadslærens velsignelser i "intelligent memorering"

Jeg synes det var hårdt at skulle lære samlevers, kongerækker og tabeller i skolen. Jeg gjorde det, men fra  starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødeselsdage, telefonnumre. Så jeg løser problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig.

   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen. Rubrikken er "At huske med hjertet", og overliggeren har etikketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

HBN´s indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæves det at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst terperi, at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder længe, eller for evigt. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: 7 gane 8 er 56 - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - mneomoteknikker - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom en metafor - mentalt at sammnekoble det svære  fx en tales forskellige afnsit i rækkefølge - med noget fyisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: basic-level-kategorier.

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem, når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså koblede de forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af en tekst. Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental blending af to konceptuelle rum, sådan at de blev koblet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum, når et nyt afsnit af talen skulle udsiges.

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn. Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolbænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse, som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har omvendt sig offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode.

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken "Intet er lært, som ikke huskes". Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly C-mihalys bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Crativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly C-mihaly er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets basic-level-kategorier.

Simulations-pædagogik - også for journalister - en konsekvens af teorien om den kropsindlejrede metaforiske tænkning

Forståelse som simulation! 

   Det har været den tankemæssign forestilling jeg har forfulgt i en stor del af den sidste måneds blogindlæg. 

   Udløseren var bogen "From Molecule to Metaphor" af Jerome A. Feldman, en forsker som metaforens mestertænker George Lakoff og kollega Mark Johnson har arbejdet sammen med i en række år.
   De har udkastet teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: The Embodied Theory of Language, ifølge hvilken tænkning, indlæring, forståelse og planlægning foregår gennem de neurale netværks simulation af isomorfe sanseindtryk og bevægelser, en sammenhæng som bl.a. begrundes i eksistensen og funktionen af de såkaldte spejlneuroner.

En af konsekvenserne er at jeg nu lige genopliver min interesse for det man i 70´erne kaldte erfaringspædagogik. 

   For denne pædagogiske tradition kan i høj grad tænkes og forstås som "simulations-pædagogik", en pædagogik hvori man i undervisningen simulerer erfaringsprocesser der gør det muligt at tænke og forstå det man lærer, i basis-kategorier der er krops- sanse-, handlings- og erfaringsforankrede - og dermed særligt simulationsegenede.

  

Den danske Wikipedia definerer:

Erfaringspædagogik er en pædagogisk retning, som fremhæver vigtigheden af den læring, der opnås ved, at eleverne danner deres egne erfaringer. Dette ses i modsætning til boglig lærdom og andre former for andenhåndsviden. 

   Det er væsentligt for erfaringspædagogikken, at erfaring er et tovejsforhold, hvor eleven på den ene side er aktiv i forhold til sin omverden, men hvor hun (eller han) på den anden side selv må tage følgerne af egne prioriteringer, beslutninger og handlinger. 

   Erfaringspædagogikken benævnes ofte med det engelske slagord learning by doing (læring gennem handling) som er udmøntet af én af denne retnings ophavsmænd: John Dewey. Derfor kaldes ordsproget også 'learning by Dewey'. Et anden kendt slagord er 'trying and undergoing', som også stammer fra John Dewey. Her er undergoing refleksionen af trying. Altså skal der reflekteres (undergoing) over det man gør ud fra ens handlinger (trying).

I forbindelse med etableringen af RUC i starten af 70´erne blev teorierne om erfaringspædgogik fusioneret og blended med socialpsykologiske teorier om gruppedynamiske samarbejds- og udviklingsprocesser. 

   Og dette konceptuellet blend blev omsat i planer for akademiske studier baseret på at de studerende for det meste arbejdede i "projektgrupper", grupper der ud fra en "problemformulering" skulle foretage et stykke kollektivt stuidearbejde der skulle resulterer i en "projektrapport" der var grundlaget for en "mundtlig evaluering" (="gruppeeksamen"). 

   Og det grupperne altså simulerede - sagde teorien - var større eller mindre dele af den akademiske arbejds- og erkendelsesproces, med en institutionaliseret slutning der simulerede det mundtlige disputatsforsvar.

   Det de derigennem lærte, skulle - sagde teorien - gør dem mere egnede til at løse problemer og arbejdsopgaver når de kom ud i virkeligheden!

Projektarbejde-studieformen var et opgør med de forstillinger om indlæring og forståelse som siden er blevet kaldt "the banking model of education". Som bank-metaforen siger, er der tale om en frame på uddannelse der ser og forstår elever og studerende som "beholdere" man fylder autoriseret (akademisk, encyklopædisk) viden på - ligesom man sætter penge i banken. 

   Denne frame udspringer af den grundlæggende konceptuelle metafor: MIND IS A CONTAINER, som altså gør det "indlysende" at tænke på viden som en værdifuld "ting" man kan sætte i en bank (en "sparegris") - for siden at kunne trække den ud igen når den skulle bruges (="paratviden").

   Deraf udspringer metaforiske udsagn som:

• Jeg kunne ikke få det ind i mit hoved at den sidste teori var den rigtige.
• Han sugede til sig alle de nyeste tanker om kognitiv lingvistik.
• Elverne var fuldstændig tomhjernede.
• Hun var i forvejen fyldt op med al den bibelske udenadslære, så der var ikke rum til ny viden.
• Teorien var så omfattende at han ikke kunne rumme den.

En anden konceptuel metafor er mere dynamisk: MIND IS A (BON)FIRE -  SINDET er et BÅL. 

   Ud af den udspringer det bevingede ord som positivt fremhæver den sidste metaforiske frame frem for den første: 

Elever er ikke flasker der skal fyldes, de er bål som skal tændes!

En lang række metaforiske udsagn om læring og forståelse, trækker på den metafor:

• Hun havde en glødende interesse for matematik.
• Hun var en ildsjæl på studiet.
• Professoren tændte en gnist hos de studerende der flammede op i et vedvarende fagligt engagement
• Læreren brændte for sit fag.
• De studerende blev tændt på den nye teori.
• Jeg tænder helt af på den tankegang.

Det som beholder-metaforen som frame på uddannelse udelukker, er følelser, mens bål-metaforen som frame indtænker følelser i det at studere og blive klogere; metaforen er sikkert afledt af en anden, konceptuel metafor, nemlig: LOVE IS FIRE.

   Den konceptuelle metafor SINDET er et BÅL tillader også underviseren at tænke sit job som en der skal "inspirere" (=tænde) sine elever, og at tænke på den viden han skal videregive til elverne - ikke som "penge" der skal gemmes og spares op og kunne trækkes ud igen - men som "brænde" eleverne skal "omsætte" til noget de selv "brænder for".

Man kan selvfølgelig også når man aktiverer forestillingen om  "simulationspædagogik", tænke på: 

• at piloter lærer at flyve i en "fly-simulator", og at kirurg-studerende lærer at skære og opererer - på grise som de skal simulerer er menneske-kroppe der bliver opereret;
• at man lærer at køre bil ved prøve at køre bil - men det har netop karakter af simulation fordi kørelæreren sidder ved siden af og kan bremse;
• at man på gruppedynamik- og teambuilding-kurser får en række opgaver der simulerer hhv. samarbejde og konflikt, så man kan lærer at tænke "rigtigt" om muligheder og konsekvenser når der på arbejde opstår samarbejdsproblemer; fidusen kan være at man gennem simulationen får indarbejdet et komplekst "positivt" handleberedskab defineret helt konkret i forhold til de mennesker man skal arbejde sammen med;
• at de fantacy-computerspil som børn og voksne udfolder sig i, gør dem fortrolige med at de i fantasirum kan simulere at de slår ihjel og bruge magi til at opnå mål, ligesom de kan når de læser fantacy-bøger eller selv spille rollespil hvor de har klædt sig ud som fantasi-figurer;
• at alle former for spil i det hele taget er simulationsrum med spilleregler som man respekterer og følger mens man er i spillet: skakbrikkerne er konger, dronninger, tårne, løbere, bønder, springere - og spllet simulerer en slags strategisk krigsførels, hvor den der kan simulerer bedst hvordan "brættet" vil se ud to-tre-fire træk frem, vinder;
• at når børn leger "far, mor og børn", så simulerer de familieinteraktion som om de var voksne: "Så var du jo faren, så var jeg moren, så var Georg lillen", for at lære og forstå de voksnes roller og tænkning:
• at når piger leger med dukker og drenge med biler, så er det de lærer, kønnets kropsindlejrede pyskologi gennem simulation af voksenaktiviteter;

Nogle uddannelser er regulære simulations-uddannelser fordi det man i den profession skal lærer, kræver at man kan handle rigtigt og fornuftigt og løse opgaverne hurtigt og effektivt - sådan at man opnår professionel kvalitet - uden at tænke bevidst over det når man udfører arbejdet - det give bare sig selv. 

   Det er uddannelser som man også kunne kalde flow-centrerede-uddannelser, fordi selve den aktive simulerende læreproces indebærer at man får internaliseret og automatiseret det komplekse mentalt-kropslige beredskab som gør at man kan komme i flow når omgivelserne og arbejdsopgaverne er til det, og at man belønnes med den coctail af interne "lykke"-hormoner som typisk ledsager en flowaktivitet når man udfører arbejdet.

   Til disse flow-uddannelser, hører en lang række traditionelle håndværksuddannelser. Og en række kunst(håndværks)uddannelser: ballet, musik, billedhugger, kunstmaler, skuespiller, keramiker.
   Og dertil hører også at blive uddannet til soldat eller Falck-redder eller politibetjent.
   Eller udøver af elitesportsgrene som tennis, cykelløb, fodbold.

Og så journalistik! 

   Det er ikke forkert når gamle erfarne udøvere af faget siger at man kun kan lære journalistik i praksis.  Det er naturligvis heller ikke hele sandheden. 

   Men grundlæggende må man sige at en kompetent og velfungerende nyhedsjournalist skal have internaliseret et komplekst forestillings-, sanse- ,handle- og skrive-beredskab som gør at han har "næse" for nyheder; og at når han på dagen har "opsnuset" sådan en, så har han en række nyhedsframes klar, og for hver frame har han et repertoire af "moves" som gør at han på kort tid kan skaffe citater fra de kilder som er nødvendige for at han kan vinkle historien så kilderne underbygger, sandsynliggør eller "beviser" den påstand med nyhedsværdi som udtrykker vinklen. 

At få internatliseret et sådant komplekst professionelt beredskab kræver simulation - eller med et godt dansk ord: øvelse i praksis: simulerende research-, interview- og skrive-øvelser hvor journalist-eleven hele tiden får feed back på øvelsens proces og output, og sådan at den vordende journalist hver gang får internaliseret og automatiseret en stadig større del af det samlede tænke-, oplevelses- og handleberedskab.

Denne proces har Ettema & Glasser beskrevet nøje - med empirisk belæg fra mange interviews med rutinerede undersøgende journalister - i bogen: “Custodians of Conscience – Investigative Journalism and Public Virtue”. Og deres analyse gør brug af begreber som en ”praksissociolog”, Donald A. Schön, har udviklet i bogen ”The Reflective Practicioner – How Professionals Think in Action”.
   Ettema & Glasser forsøger i deres bog at indkredse ”skills not taught in textbooks” – professionelle kvalifikationer der bygger på ”tavs viden” som den professionelle trækker på når han udøver sin professionelle praksis, det som Shön kalder ”knowledge and reflection in action.” 
   Og som jeg kunne kalde "den kropsindlejede forståelse" - fx i denne sammenhæng den intuitive kropsindlejrede forståelse af hvordan man tænker og gør når man har travlt med som journalist at producere nyheder, baseret på facts, flere historier om dagen, dag efter dag. Og de skal være "journalistisk sande", "tilstræbt objektive" og have "nyhedsværdi". Hver gang.

Dette professionelle journalistisk beredskab er - det er min påstand - grundlæggende et mentalt simulationsberedskab.

                               (fortsættelse følger den 10. juli)

Grænsebomme - effektiv politik-symbolik og udtryk for mixofobi

Grænsebomme! Hvad er det?
 

Metonym + Metafor > Faktion < Blending = Symbolpolitik

"Grænsebomme" er noget der er nemt at tegne, det er noget der er nemt at forstå hvad meningen er med. Det er noget vi alle har haft personlige erfaringer med. Ordet ligger godt og tungt - på tungen. Og det ligsom runger for det indre øre med minder og associationer. Fedt ord, fedt begreb.

   Som mental forestilling i bevidstheden er "grænsebom" en såkaldt basic-level-kategori. Og basic-level-kategori-ord, er erfaringssprogets gloserarimu og leksikon.
   Derfor er Dansk Folkepart meget mere kreative end nogen af de andre politiske partier. Som altid har svært ved at formulere sig i andet end videnssprog. Og skal have spindoktorer til at oversætte.

Når derimod vores allesammens mentale "hjemme-hjælper-mordanmark" og hendes to blonde og velsoignerede vildmænd udtaler sig i den politiske debat, er det altid med brug af erfaringsprog - og dermed med gennemgående brug af basic-level-kategorier - indhyldet i en sværm af dekorative, forskønnende og kamuflerende omskrivninger: eufemismer

   Det samme saftige og livlige sprog som Glistrup, Erhard Jacobsen og Preben Møller Hansen også så effektivt gjorde brug af.

   Et fremragende eksempel har vi her i Pia Kjærsgaards udtalelse på sin face-book-side:

Regeringen har været alt for eftergivende. Jeg forstår ikke den falden på maven for tyskerne, bare fordi den tyske udenrigsminister og deres ambassadør bliver sure i skralden. Vi skal da ikke finde os i hvad som helst og beskyldes for alt muligt, bare fordi vi beslutter os for en afbalanceret kontrol ved grænsen.

Man bemærker basis-kategori-metaforerne "falden på maven", "blive sure i skralden", "finde os i hvad som helst", og eufemismen "afbalanceret kontrol ved grænsen".

   Læg også mærke til den kreative blending af to metaforiske klicheer: "falde på halen"="opføre sig som en klovn" + "lægge sig på maven"="udtrykke underdanighed". Og blendingen af: "blive gal i skralden"="blive vred" + "blive sur"="blive utilfreds".

   Det er lige efter bogen! Sprogligt kan det ikke gøres mere effektivt i forhold til en bred folkelig målgruppe. Almindelige mennesker vil i deres erfaringsprog have mængder af den slags sproglig blandinger - fagligt kaldt kontaminationer; sproglige vendinger som pæne og dannede mennesker synes er udtryk for uplejet sprog og dårlig sproglig opdragelse.

Tilbage til analysen af grænsebomme og hvad deraf følger:
   "En grænsebom" er et anskueligt metonym på det mere abstrakte fænomen: en grænse. Andre anskuelige metonymer på det samme er: "uniformerede toldbetjente". Et tredje er: "glasbure" på hver side af vejbaner.

 

Er der noget de ønsker i DF, så er det at sætte grænser. Først og fremmest mentale grænser: opdeling af mennesker i kategorier som skal behandles forskelligt: der skal gøres forskel, for at DF kan gøre en forskel.
   Pensionister får ældrecheck (også et basic-kategori-ord), nytilkomne flygtninge og indvandrere får halv kontanthjælp, noget som de med den sædvanlige kreative flair for eufemismer, har tildelt betegnelsen "starthjælp".

   Mixofobi er den vidneskabelige betegnelse for det som DF appellerer til - og som de  til hver en tid og med flid vil fremme.

Tre hundrede millioner kr. er fakta, 100 nyansatte toldere er fakta. Opførelsen af bygninger til disse toldere er fakta (dog først forventet færdigopført 2014). Men det vi reelt skal vi betale for. er et sæt kulisser til en scenografi om et symbolsk teater hvor mentale skygger og næsten usynlige spøgelser fra fortiden kan få rum til at svæve rundt.

Det kreative mesterstykket fra DFS side er at få regeringen til at finansiere opførelsen af  amatørteaterforestillingen "GRÆNSEBOMMENE".

   For disse rekvisitter, kostumer og sætstykker er ikke bare indlysende metonymer, men udgør tilsammen en lige så effektiv metafor på et kompleks af følelser, forestillinger og ideer som findes i en pænt stor del af befolkningen, men som det ellers er politisk ukorrekt at besidde, tænke på og især - tale om:

• fremmedangst og -had
• racisme
• religiøs diskrimination
• etnisk renhed og udrensning 
• nationalisme 
• isolationisme
• egoisme
• misundelse 

Og som underlægningsmusik: en næsten uhørlig melodi der giver en ubestemt fornemmelse af historisk nag og mindreværdsfølelser over for de større og rigere naboer: Tyskland og Sverige.

Fidusen er at en sådan metafor er udtryk for kreativ konceptuel blending af ét mentalt input-rum der er tabuiseret (ikke så meget fy-fy som det har været, og mere af svenskere og tyskere end af os), med et andet input-rum der nu er legaliseret, men juridiske kontroversielt og internationalt meget diskutabelt og kritisabelt.

   Og ud af denne kreative blendingproces kom et mentalt output - et konceptuelt blend: den vage og abstrakte formulering "permanent grænsekontrol" - i en åbent indrømmet politisk studehandel med regeringen.

  Genialt!

Skatteborgerne skal betale omkring tre hundrede millioner kr. om året i en uvis fremtid, for... ja, for hvad?

   Det er der ingen der kan finde ud af. Hverken eksperter, politikere eller journalister.

   DF har ganske vist lavet en aftale med regeringen om at der skal indføres såkaldt "permanent grænsekontrol", men hvad det så derefter indebærer - principielt og i praksis, svar på de spørgsmål blæser i vinden: 
  Om det overhovedet har nogen effekt, og effekt på hvad og på hvem? Om gennemførelsen af "det", er i stride med EU-principper og Schengen-aftalen?

Alt ligger i tåger, og journalisterne går helt agurk! Tjek Tv-Avisen, TV 2/Nyhederne, News, og jeg skal komme efter dig. Dansk public-service nyhedsmedier som PR-agenter for DF mens de kører på nyhedsjournalistisk automatpilot.
   Tillykke!

Krum og sur agurk går der også i Danmarks EU-partnere. Og ikke mindst den største og vigtigste, Tyskland, er gerådet i stor ophidselse (og de har i forvejen jo haft nok at se til hvad  agurker angår).

   Forskellige af regeringens centrale ministrer tumler rundt i udlandet og forsikrer om det ene - og tumler rundt i de danske medier og forsikrer om det modsatte. Et tumultarisk teaterforestilling uden lige.

   Og en total blanding af politisk back-stage og front-stage hvor ingen kan finde den grimasse der kan passe.

   På deres vegne sidder jeg her i sommervarmen i mit sommerhus og krummer - tæer. Det er næste synd for dem.

Den kreative bagmand og manuskriptforfatter i DF er sikkert rejst til Grækenland - og ligger nu i parasollens skygge og nyder at dette land er ved at gå politisk agurk og økonomisk bankerot.
   Det giver lavpris på alle hylder, og man kan få olivenolieret agurke- og tomatsalat med fetaost, grillede lammekoteletter og Retsina - for et rent symbolsk beløb.

Når minder og følelser gemmes - og kaldes frem igen - a la Mads Brügger

Hjernen gemme minder i den den del af hjernen der kaldes hippocampus, mens voldsomme følelser gemmes i den del der hedder amygdala.

   Illustreret Videnskab har en artikel om hvordan den sammenkobling af minder og følelser som kendetegner posttraumatisk stress, kan svækkes eller kureres. Rubrikken er "Forskere vil fjerne vores traumer". Og første del af manchetten lyder:

Flere forskerhold er ved at udvikle metoder, der kan ændre vores hukommelse, så rædselsvækkende minder enten glemmes eller ændres og ikke længere udløser frygt. 

I artiklen beskrives det at når hjernen gemmer noget vi oplever eller lærer, så sker det ved at indtrykkene sendes fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen, som sikrer det oplevede og lærte langtidsholdbarhed, men som det til gengæld tager lang tid at lagre informationerne i:

I en proces, der kaldes konsolidering, skal hjernens nervebaner nemlig bogstavelig talt bygges om for at kunne gemme de nye informationer.

   De senere års forskning har vist, at hver gang et minde er hentet frem fra langtidshukommelsen, bliver det i princippet slettet og skal konsolideres igen for at forblive i vores erindring. Det giver hjernen mulighed for at bearbejde mindet og opdatere det med ny information, men det betyder også, at det, vi husker, ikke nødvendigvis er det vi oprindelig oplevede. Hvis vi fortæller en oplevelse fra ungdommen og pynter en smule på historien, vil det altså være den ny og ikke helt virkelighedstro historie, der bagefter gemmes i langtidshukommelsen og erstatter mindet om det faktiske forløb. Denne proces kaldes rekonslidering, og den kan kun ske i et kort afgrænset tidsvindue, efter at mindet er kaldt frem fra langtidshukommelsen. 

Forsøgene som forskerne har foretaget, viser at hvis en fremkaldelse af et minde som er forbundet med stærke negative følelser ("frygt"), foregår i en kontekst som er tryg, så kan man kortvarigt frakoble den negative føelelse. Men frakoblingen er som regel ikke vedvarende.

   Frakoblingen af minde og frygten forbundet med det viste sig ved forsøg at kunne blive permanent, hvis der kun gik kort tid fra at mindet og de negative følelser var re-aktiveret, og så til at man rekonsoliderede mindet i en ufarlig og tryg sammenhæng. I dette kort tidsvindue var det altså mental mulighed for at erstatte den traumatiserede erindring, med en barbejdet erindring som var emotionelt ustresset.

Jeg får en association til det at lagre information på en disc, fx i form af en tekst. Hvis man så fremkalder teksten på skærmen og bearbejder den, og trykker gem, så overskriver man de tidligere lagrede tekst med den nye. 

   På DR.dk/DR2/VidenOm/Temaer/Hjernen/ fortæller de nærmere om denne langtdishukommelses indretning:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Hvorfor er effekten af rekonsolidering i hukommelsen af genkaldte minder og følelser interessant i en kreativitetssammenhæng?

   Jo, fordi rigtig mange forfattere skriver ud fra reaktiverede minder fra barndom og ungdom med stærkt negativt følelsesindhold, minder om tab og savn og mobning mv., som jeg jævnligt har fremhævet i tidligere indlæg. Og derved sker der en re-konsolidering af de minder han/hun skriver om, og som jo må være lagret i den episodiske hukommelse.

   Det at reaktivere erindringer og derefter omskrive dem i en fiktiv form, kan altså tænkes helt eller delvist at afkoble sammenhængen mellem mindet og følelserne, nemlig hvis det foregår inden for bestemte "tidsvinduer". Det burde så indebære at forfatteren kan "frigøre" den kreative proces fra hele tiden at skulle koble tilbage til og tage udgangspunkt i et "traume"-erindringskompleks. En frigørelse som måske også kan indebære at lysten og trangen til at skrive "dør". Man kender måske til begrebet "en udbrændt forfatter".

   Eller omvendt: Lige meget hvor meget forfatterne skriver og skriver, så vil de negative følelser forbundet med de rekonsoliderede minder, blive hængende - efter en kort terapeutisk lettelse som er umiddelbart forbundet med den kreative skriveproces.

   Koblingen af et stadig bearbejdet minde i kunstneriske udtryk og de negative følelser fastholdes i så fald - som en permanent kilde til kreativt frustration og irritation.

Jeg har tidligere nævnt journalisten og tv-dokumantaristen Mads Brügger som prototype på den særligt kreative personlighed. En personlighed der med lyst dyrker tvetydigheden og gråzonen mellem sandhed og løgn i forskellige former for faktion og fortællende journalistik.

  Weekendens Information har i sit Sommertider-tillæg et portrætinterview med Mads Brügger i en serie med temaet "Faderoprør". Rubrikken lyder "Patriarken har mistet sit båthorn".

  Og Mads har ondt i faderforholdet, fremgår det. Faderen var der nemlig ikke - han var fysisk og mentalt fraværende:

"Min far var klassisk patriark. I min barndom leve han fuldt og helt op til tidens idealer om en far, der var fraværende, men som skaffede mad på bordet." (/) Ofte var han væk i flere uger, og Mads savnede ham. Så vender han solbrændt hjem fra fjerne afkroge af verden med gaver, og hverdagen fortsætter med sine vante rutiner. 

Til "de vante rutiner" hører stramt afmålt "kvalitetstid" hver fredag hvor faderen havde fri og hentede Mads tidligt fra skole og derefter købte bøftatar hos den lokale slagter, en ret som far og søn så nyder sammen.

   Mads husker et skænderi med faderen da han er ca. 10 år, et skænderi hvorunder han begyndte at græde:

Jeg græder helt utrøsteligt,og så siger han til mig at det skal jeg holde op med, for drenge græder ikke! Jeg formoder det er derfor, jeg stadig har en grædeblokade. Så vil mange sige, at det er jo forfærdeligt, og du har jo et problem, men et eller andet sted er det jo også rigtigt - og der jo forbudt at sige - men mænd græder ikke.

Som teenager fik Mads jævnligt skideballer af faderen - der med patriarkalsk pondus skældte sønnen ud for at hænge ud med en gruppe "vandkæmmede kytbanehiphoppere" og bedrive grafitti-hærværk under kystbanens brohvælvinger.

   Først som 30-årig tager Mads Brügger opgøret med sin far om hans svigt, da faderen lader sig skille fra Madses mor:

"Jeg kunne slet ikke forlige mig med, at han havde mødet en anden kvinde, som han syntes var så interessant, at han ville forlade min mor. Jeg kunne simpelt hen ikke begribe det! Det hele forekom med tilbagevirkende kraft helt forlorent."

   Mads Brügger konfronterer sin far. Men den far, som han gennem sin barndom og ungdom husker som både angrebslysten og aggressiv, tager bare imod.

   "Det var nok svært at opretholde det patriarkalske. Jeg formoder, at han lidt følte, at han havde udspillet sin rolle."

Jeg formoder at Mads Brügger i et vist omfang trækker på en kreativ vrede når han producerer sine skæve ting og tanker.

   Portrættet i Information var skrevet af Tina Splidsboel og Majken Klintø

Billedskemaer - og deres betydning for vores kreative begrebsdannelse og nytænkning

"Billed-skemaer", hvad er det?

   Jeg har ikke skrevet om det før, men i den kropsindlejrede sprogteori er det et lige så vigtigt et begreb som "basis-niveau-kategorier": basic-level categories... 

... hvis man vil forstå hvordan den menneskelige bevidsthed fungerer når vi forstår og tænker nyt - altså når vi er kreative i den bredeste forstand af ordet.

Jeg har i en del af de foregående blogindlæg gjort meget ud af basic-level-kategorier og de ord som udtrykker disse kategorier, fordi det er disse ord som kendetegner og definerer erfaringssproget.

   Ud fra basic-level-kategorier kan man mentalt set gå i to retninger: "opad" gennem abstraktion, og "nedad" gennem specifikation.

   Basic-level-kategorierne "hund", "kat", "ko", "får" kan sammenfattes og forstås som del-elementer i den mere abstrakte kategori "dyr".

   Eller basic-level-kategorien "hund" kan specificeres i forhold til race: "boxer", "gravhund", "labrador", "grand danois" , "puddel", etc.

   Basic-level-kategorierne "blå", "rød", "gul" kan sammenfattes og forstås gennem den mere abstrakte kategori "farve".

   Eller basic-level-kategorien "rød" kan specificeres i farvenuancer: "rosa", "lilla", "pink".

   Basic-level-kategorierne "løbe", "gå", "hoppe", "løfte", "tage", "sætte sig" kan sammenfattes og forstås som del-elementer i den mere abstrakte kategori "bevægelse".

   Basic-level-kategorien "løbe" kan specificeres i "spæne", "sprinte", "galopere".

   Meget firkantet sagt er der tale om metonymiske del-helhed-forhold når vi bevæger os op ad abstraktionsstigen.

Det er den første grundsætning inden for den kropsindelejrede sprogteori: Vi kan ikke tankemæssigt  bevæge os op og ned ad abstraktionsstigen, uden mentalt set at tage udgangspunkt i og vende tilbage til basic-level-kategorier, som jo udspringer af vores direkte kropslige erfaringer gennem sansning og handling i forhold til en fysisk omverden- vores sanse- og handlerum.

   Som Lakoff skriver i bogen "Women, Fire and Dangerous Things":

Basic-level categories ar defined by the convergence of our gestalt perception, our capacity for bodily movement, and our ability to form riche mental images.

Men i Lakoff og Johnsons bøger og artikler - efter bogen "The Metphors We Live By" - så indgår der en andet begreb der er lige så interessant: Det de kalder "billed-skemaer": image schemas. Og erfaringssprogets koncetuelle metaforer har tit rod i billed-skemaer, viser det sig.

Billedskemaer angiver grundlæggen rumlige relationer som har at gøre med vores kropslige fysiske orientering. Og de er førsproglige. 

   Vi har fx et BEHOLDER-skema, et OP-NED-skema, et KILDE-STI-MÅL-skema, et DEL-HELHED-skema, et CENTER-PERIFERI-skema, et FOR-BAG-skema, et BÅND-skema, et FORHINDRING-skema.

   Ifølge Wikipedia kan man af den teoretiske litteratur uddrage ca. 50 image-skemaer. De defineres sådan her:

An image schema is a recurring stucture within our cognitive processes which establishes patterns of understanding and reasoning. Image schemas are formed from our bodily interactions, from linguistic experience, and from historical context. The term is explained in Mark Johnson's book The Body in the Mind, in case study 2 of George Lakoff's Women, Fire and Dangerous Things and by Rudolf Arnheim in Visual Thinking.

Lad os tage CONTAINER/BEHOLDER-skemaet. Det definerer tre elementer: IND(E(N)), UD(E(N)), GRÆNSE. Og en lang række konceptuelle metaforer udspringer af dette skema:

SYNSFELTET er en BEHOLDER:

• Han er ude af syne
• Jeg fik ham inden for synsvidde

PERSONLIGHEDEN er en BEHOLDER

• Jeg er ude af mig selv
• Han så ind i sin egen sorte sjæl
• Hans ven var overfladisk
• Hun havde et rigt indre liv

SPROGET er en BEHOLDER

• Din tale indeholder en del interessante argumenter
• Hans teori har begrænset betydning
• Han kunne ikke trænge ind i Kierkegaards tekst
• Han trak den centrale tankegang ud af bogen

Vi kan også tage OP-NED-skemaet, som jo har kroppens orientering i rummet som grundlag. Også det skema er afsæt for et væld af konceptuelle metaforer:

LYKKELIG er OP, ULYKKELIG er NED

• Han var i højt humør
• Han var på toppen
• Patienten var langt nede
• Stemningen i forsamlingen var stigende
• Pigen var nedtrykt
• Hun gik ned med flaget

BEVIDST er OP, BEVIDSTLØS er NED

• Han vågnede op af sin døs
• Han faldt i søvn
• De er under hypnose
• Hans tanker foregik over bevidsthedsgrænsen

GODT er OP, DÅRLIGT er NED

• Han har en høj moral
• Han argumenterede på et højt niveau
• Virksomheden går ned ad bakke
• Hans opførsel er under lavmålet
• Hans arbejde var helt i top

SOCIALE FORHOLD er BÅND

• De var tæt forbundne venner
• Hans kone havde snor i ham
• De blev bundet ind i et spind af gensidige afhængighedsforhold
• De sorte i Sydstaterne brød slaveriets lænker gennem et voldeligt oprør
• Han havde et stort netværk af venner og bekendte
• Familierne var kædet sammen gennem ægteskaber på kryds og tværs
• Deres kærlighed hang i en tynd tråd

Fælles og helt gennemgående for disse image-skemaer er, at de udspringer af og korresponderer med førsproglige kropslige  og sensoriske erfaringer, og at de gennem metaforisk blending og overføring gør det muligt for os at forstå abstrakte begreber som moral, bevidsthed, personlighed, sprog, sociale forhold, mv. via disse metaforers fysisk-kropslige optik, som så netop for en stor del leveres af basic-level-kategori-ord.

Når vi altså skal udtrykke en tankegang og begrebsliggørelsen af den i det abstrakte videnssprog, så skal vi trække på basic-level-kategori-ord i samarbejde med førsproglige image-skemaer. 

   Og det sker i høj grad ved at rumlige relationer bliver overført til begrebsmæssige relationer - en metaforisk afbildning fra fysisk rum til tanke-rum.

  Fx: En KATEGORI er en BEHOLDER, en HIERARKISK STRUKTUR får mening gennem OP-NED-skemaet kombineret med DEL-HELHED-skemaet.

Jeg tænker mig at de rumlige image-skemaer som grundlag for abstrakt tænkning, er en vigtig del af den højre hjernehalvdels måde at tænke på.

Dette at abstrakte begreber og forhold forstås gennem rumlige image-skemaer, kan nemlig i så fald forklare hvorfor en masse store opdagelser sker gennem rumlig metaforisk tænkning - gennem bevidste eller ubevidste tankeeksperimenter og simulation.

   I Arthur Koestlers epokeskabende bog "The Act of Creation" citerer han Einstein der var blevet spurgt om hvordan hans arbejdsmetode var:

The words of the language, as they are written or spoken, do not seem to lay any role in my mechanism og thought. The physical entities which seem to serve as element in thought are certain signs and more og less clear images which can be voluntarily reproduced and combined...

... Taken from a psycholgical viewpoint, this combinatory play seems to be the essential features in productive thought - before there is connection with logical cnstruktion in words or other kinds of signs wihch can be communicated to others.

   The above mentioned elements are, in any case, of visual and some of muscular type. Cenventional words or other signs hav to be sought for laboriously only in a secondary stage, when the mentioned assiociative play i sufficiently established and can be reproduced at will.

Og se her hvordan han beskrev kimen til sin opdagelse af relativitetsteorien. Det foregik som en slags scenisk tankeeksperiment som han fortæller om i sine "Selvbiografiske noter":

"...a paradox upon which I had already hit at the age of sixteen: If I pursue a beam of light with the velocity c (velocity of light in a vacuum), I should observe such a beam of light as an electromagnetic field at rest though spatially oscillating. There seems to be no such thing, however, neither on the basis of experience nor according to Maxwell's equations. From the very beginning it appeared to me intuitively clear that, judged from the standpoint of such an observer, everything would have to happen according to the same laws as for an observer who, relative to the earth, was at rest. For how should the first observer know or be able to determine, that he is in a state of fast uniform motion? One sees in this paradox the germ of the special relativity theory is already contained."