Den autoteliske personlighed har nemt ved at komme i "flow" - men hvad sætter den igang?

Et af de begreber som Mihaly C-mihaly gør en del ud af er: "autotelic". Handlingsforløb og personligheder kan være autoteliske!

 I sin store bog om kreativitet, nævner han som det 9. og sidste punkt i listen over hvad der kendetegner "flow": "The activity becomse autotelic". Det betyder noget i retning af at en aktivitet bliver et mål i sig selv, og at ydre hensyn til nytteværdi, økonmisk gevinst, offentlig anerkendelse mv. forsvinder ud af det mentale synsfelt.

   Han beskriver udviklingsprocessen med at kunne bruge computeren bedre og bedre og til mere og mere, efterhånden som man lærer den at kende og finder ud ad hvad man kan gøre med den:

I may begin to enjoy using the computer for its own sake as well. At this point the acitivty becomes autotelic, which is Greek for somthing that is an end in itselv. Some activities such as art, music and sports og usually autotelic. There are no reason for duing them execpt to feel the experience they provide. Most things in life are exotelic. We do them not because we enjoy them  but in order to get at som later goal.

Jeg har med denne blog og arbejdet med at researche indlæg, opleve flow i ekstrem grad: link-joy - har jeg fundet ud af er et dækkende ord. Og denne blog og det at skrive ind i den, er blevet en kilde til daglig fornøjelse. Det startede med at jeg ville have den mentale gevinst ved at skriveriet, altså netop som en autotelisk aktivitet, og frigjort fra forpligtelsen til at skrive en bog - som ville være en exotelisk aktivitet.

I bogen "Flow" som jeg for nylig fik fat i og begyndte at læse, har han en beskrivelse af en personlighedstype som har let ved at komme i en "flow-tilstand": "The Autotelic Personality".   

   I kort form kan denne personlighedstype beskrives som en der har let ved at transformere trusler,  modstand og forhindringer om til "fornøjelige" udfordringer og opgaver med mulighed for at kunne løses - med kreativ tænkning. Og en personlighed som derfor bevare eller ligefrem udvikler sin indre harmoni derigennem.

Mihaly C-mihalya argumenterer for at den autolektiske personlighed kan vær delvis arveligt betinget, men i høj grad også noget tillært gennem opdragelse og erfaring - og "møder". 

   Hvilke personlighedstræk modarbejder muligheden for at komme i flow? Han modstiller to yderpoler: Hvis man har besvær med at koncentrere sig og fastholde opmærksomheden på noget, og hvis man er stærkt selvoptaget og primært fokuseret på hvilket indtryk man gør på sine sociale omgivelser. 

   For at kunne opleve flow må man dels mentalt være i stand til at udelukke en masse af de irrelevante informationer som konstant banker på sanseapperatet og kræver opmærksomhed; og dels må man være i stand til at se bort fra hvad andre mener og tænker om en og og være uafhængig af ydre anerkendelse og opmærksomhed.

Jeg har løbende spekuleret over hvilken sammenhæng der kan være mellem den barndom og ungdom som jeg har konstateret kendetegner rigtig mange særligt kreative personligheder, og så det der kommer ud af det: en mere eller mindre autotelisk personlighed. Hvorfor går de ikke i hundene, opgiver at få mening i livet, forsvinder i tilværelsens kaos? 

   Udgangspunktet er dog savn, tab, vrede, fremmdgørelse, identitetsusikkerhed. 

Jeg synes Mihaly C-mihaly har nogle interessante overvejelser idet han konfronterer sin egen tænkning med Freuds, som jo principielt gjorde os alle mere eller mindre mentalt handicappede - enten som neurotikere - eller som narcisister. 

Ever since Freud, psychologists have been interested in explaining how early childhood trauma leads to adult psychic dysfunction. This line of causation is fairly easy to understnad. More difficult and more interesting is the opposite outcome: the instances when suffering give a person the encentive to becom a great artist, a wise statesman, og a scientist. If one assumes that external events must determinde psychci outcomes, the it makes sense tose the nurotic response to suffering as normal, and the constructive response as "defence" og "sublimation". But if one assumes that people have a choice in how theyd respond to external events, i what meaning they atribute to suffering, then one can interpret the constructive response as normal and the neurotic omne as a failure to rise to challenge, as a break down in the ability to flow.

Mihaly siger altså i virkeligheden at det er et spørgsmål om framing. Og han mener at den positive frame - og dermed et frame-skift væk fra offer-framen - kan opnås hvis man oplever positive rollemodeller eller støttende mentorer i virkeligheden. Eller hvis man i gennem de mentale simulationsmodeller som leveres af kunst, litteratur, musik, filosofi, videnskab, religion - erkender mulighederne for at komme i flow ved at se bort fra og sætte sig ud over "forstyrrende" forhold i fortid og nutid. 

   Her vender jeg tilbage til mine metafor- og metonym-analyser.
  Det har været min påstand i tidligere indlæg at mennesker oplever disse symbolske og blendede verdener som basic-level-kategori-optikker, optikker som bevirker at de kan se sig selv og deres omgivende virkelighed som "target" - mål - for de metaforiske og metonymisk simulationer som de indeholder. 

   Den autoteliske personlighed udfolder sig en stor del af sin tid i kreative og produktive flow- processer, men er også ofte selv et produkt af mødet med flow-inviterende metaforiske og metonymiske produkter. 

   Mihaly C-mihaly i sin bog om "flow":

Whatever one´s background, there are still many opportunities later on in life to draw meaning from the past. Most people who discover complex life themes remember either an older person or a historical figure whom they greatly admirede and who served as a model, or they recall having read a book that revealed new possibilities for action. (...)

   At its best litterature contains ordered information about behavior, models of purpose, and examples of lives successfully patterned around meaningful goals. Many people confronted with the randomness og existence have drawn hope from the knowledge the others before them hade faced semilar problems, and had been able to prevail. And this i just litterature; what about music, art, philosophy and religion?s

Christian Braad Thomsen - og udenadslærens velsignelser i "intelligent memorering"

Jeg synes det var hårdt at skulle lære samlevers, kongerækker og tabeller i skolen. Jeg gjorde det, men fra  starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødeselsdage, telefonnumre. Så jeg løser problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig.

   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen. Rubrikken er "At huske med hjertet", og overliggeren har etikketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

HBN´s indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæves det at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst terperi, at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder længe, eller for evigt. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: 7 gane 8 er 56 - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - mneomoteknikker - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom en metafor - mentalt at sammnekoble det svære  fx en tales forskellige afnsit i rækkefølge - med noget fyisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: basic-level-kategorier.

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem, når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså koblede de forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af en tekst. Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental blending af to konceptuelle rum, sådan at de blev koblet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum, når et nyt afsnit af talen skulle udsiges.

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn. Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolbænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse, som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har omvendt sig offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode.

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken "Intet er lært, som ikke huskes". Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly C-mihalys bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Crativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly C-mihaly er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets basic-level-kategorier.