Med journalistik på hjernen - ADHD som diagnose for journalister - og for moderne tv-genrers fortælleform

Tiltrækker journalistfaget og arbejdet som journalist særlige personlighedstyper? Og smitter det af på de journalistiske genrer i medierne? 

   

Har man som jeg har siddet i en række år og skullet vælge hvem blandt ansøgerne der skulle ind på den journalistuddannelse jeg var ansat på, så må man nok sige at der er noget om snakken. I hvert fald når det gælder svaret på det første spørgsmål.

   Nogle af de træk vi førsøgte at "diagnosticere", var "overdrevent nysgerrig", "ufortrødent gåpåmod", "sproglig kreativitet", "lyst til at prøve nyt", "villige til at tage en risiko", "kan tænke skævt og ud af boksen".

   Det er nogle år siden, men jeg mener faktisk vi lavede noget i retning af et afkrydsningsskema for bedømmelsen i forhold til en række personlighedtræk og/eller karriere-træk.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at hjerneforskningen og den kognitive psykolog skelner mellem flere forskellige personlighedstyper: fx er der nogen der er HSP´ere og nogen der er HSS´ere - 'High Sensitive Personality' - og 'High Sensation Seekers'.

   .Jeg har en klar fornemmelse af at der er en overrepræsentation af begge typer blandt dem der tiltrækkes af og søger ind på faget journalistik, og dermed også blandt dets færdiguddannede udøvere.

   Det var hvad filminstruktør Chr. Braad Thomsen fik mig til at tænke på med sit debatindlæg i Politiken fra den 28. april (som jeg klippede og lagde til side til nærmere overvejelse) hvori han forklarer dramaturgien i en masse moderne tv-programmer og -formater, med at tilrettelæggerne - journalisterne - har ADHD - 'Attention Deficit/Hyperactivity Disorder':

    Og nu i mandags den 13. maj fik den selvsamme tv-form en tilsvarende kritisk kommentar af sprogprofessor Jørn Lund i Politiken.

Jeg har tidligere skrevet om både filminstruktøren og sprogprofessoren. Og om dem begge for det gode - at de utvivlsomt tilhører gruppen af de særligt kreative personligheder - som denne personlighedstype er defineret af kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihalyi i hans glimrende hovedværk "Creativity - Flow and the Pychology of Discovery ad Invention". Blandt andet kendetegnet ved: "flere personligheder i en".

Den ganske provokerende og opmærksomhedsvækkende rubrikk på Braad Thomsens debatindlæg lød:

DR's tv-journalister har ADHD

Underrubrikken: "DR´s programmer er klippet i stykker, ikke sammen".

Kommentaren tager afsæt i en tv-udsendelse fra den 21.4 med serietitlen 'Danmark på piller'.

   Den sidste udsendelse i serien handler om diagnosen ADHD, og den problematiserer at diagnosen uddeles med meget rund hånd af læger og psykiatere på baggrund af et relativt overfladisk spørgeskema, og især at "lidelsen" hos børn i stort omfang behandles med medicin der kan have alvorligt bivirkninger.

 

Det Chr. Braad Thomsen harcelerer over i den anledning, er måden udsendelsen er skruet sammen og fortalt på - dens dramaturgiske eller retoriske konstruktion. Og han ser den som et symptom - et metonymisk udtryk - for en generel sygdomstilstand hos journalister og i tv-kulturen:

   Mange tv-journalister har tilsyneladende ADHD, viser en stikprøveundersøgelse i udsendelsen, og det slår igennem i rigtig mange tv-udsendelser som 'overfladiskhed' og 'fragmentering'; og i anden omgang slår det igennem ved hvad det gør ved seerne: Det "reducere dem til bimmerbørn", er Braad Thomsens argumentation:

Tredje afsnit af tv-serien 'Danmark på piller' (sendt 21.4) rummede en interessant pointe.

   Tilrettelæggeren, journalist Anders Stjernholm, foretog en ADHD-test på en række tv-medarbejdere – og den afslørede, at otte ud af ni testpersoner havde symptomer på ADHD.

   Journalisten brugte resultatet til at vise, at testprøven er idiotisk, og det er da muligt - men det er egentlig mere sandsynligt, at der faktisk er en voldsom forekomst af ADHD blandt netop tv-journalister. Deres programmer tyder på det.

   Det fremgår af den måde, programmerne bygges op på. Tv-journalister klipper deres programmer i stykker i stedet for at klippe dem sammen. Man starter typisk med en person, som man så klipper væk fra, før den pågældende har fortalt sin historie færdig.I udsendelsen blev ADHD beskrevet som en lidelse, der gør det vanskeligt for patienterne at koncentrere sig og holde fokus. Og præcis det problem har de fleste tv-programmer.

   Man klipper til en anden og en tredje og så tilbage til den første, som nu får lov at fortælle lidt mere, men ikke så meget, at man fatter, hvad det drejer sig om, før udsendelsens anden og tredje medvirkende får lov at fortælle videre om deres historie. (...).

   Der er ingen tvivl om, at tv-journalisterne lærer at sådan skal man fortælle på tv.Denne fragmentering af virkeligheden er typisk for ADHD-patienter. De magter ikke at koncentrere sig om et længere forløb, men lader sig hele tiden distrahere. De er præget af en hyperaktivitet, som forhindrer fordybelse.

   De bliver med andre ord skolet i at udvikle ADHD – og lidelsen smitter af på seerne, som ikke får mulighed for at fordybe sig i en problemstilling, fordi de hele tiden bliver distraheret af noget andet. Tv-journalisterne tror, at denne fortællemåde er særligt 'filmisk', og at den signalerer gang i den.

  Men den gør det modsatte. Tv-journalisternes fortællermåde nedbryder systematisk enhver sammenhængende fortælling, den smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn.

Braad Thomsen anfører også at udsendelsernes tilrettelægger i den 3. udsendelse selv fortæller at han  er blevet diagnosticeret og medicinsk behandlet for ADHD tidligere, at han fik alvorlige bivirkninger af medicinen, og at han nu - heldigvis - er kommet ud af den medicinske behandling:

Journalist Anders Stjernholm er ærlig nok til i udsendelserne at fortælle, at han selv lider af ADHD, men i stedet for at hjælpe ham, lader tv ham fremture hæmningsløst med en ADHD-agtig klipning, som forlængst er blevet skoledannende i DR.

Ups! Hvordan i alverden skulle DR "hjælpe ham"?
   Men tilsyneladende rager det i virkeligheden heller ikke artiklens skribent. Det er et rent retorisk greb.  Braad Thomsen er i gang med en mere selvoptagen metaforiske framing.
   Underteksten er at hvis Chr. Braad Thomsen havde været konsulent på Anders Stjernholms programserie, så ville han have kunnet hjælpe tv-journalisten med at gennemføre en redigering/klipning som ville have muliggjort den fordybelse og givet den sammenhæng i historien og i udsendelserne som den manglede.

    Altså: Hvis Braad Thomsen havde haft snor i Stjernholm ville journalisten ikke have fået frit løb for sin ukoncentrerede og hyperaktive hjernes lyst til at klippe historien i stykker i stedet for at klippe den sammen (hjulpet af "tv" (= DR) der lade ham "fremture hæmningsløst").

Der er jo ingen tvivl om at Braad Thomsen bruger ADHD-som en derogativ metafor til at frame en gruppe mennesker (journalister) og en institution (DR) som han ikke bryder sig om. Og som en pseudoforklaring på en særlig dramaturgisk form som har udviklet sig kraftigt i tv - og i dokumentarfilm de seneste 20-30 år, og som han heller ikke bryder sig om. En form som ligger meget langt fra de dramaturgiske idealer Braad Thomsen selv styrer efter i sine egne film, og som kendetegner en del af de filminstruktører hvis film han i årenes løb har skrevet kyndigt og beundrende om, fx flere af de franske nybølgefilm-instruktører.

Men hvis vi nu ikke lige bruger ADHD i nedsættende betydning, men helt nøgternt som en sammenfatning af nogle kendetegn på en særlig personlighedstype, så bliver synspunktet meget mere interessant (og meget mere i Braad Thomsens ånd, i øvrigt).

For det første er det faktisk ikke usandsynligt at den stikprøve-undersøgelse som værten Anders Stjernhom foretager ved at lade en halv snes relativt kendte værter besvare diagnoseskemaet som bruges af læger, har fat i noget. Blandt værterne er Ane Cortzen, Adrian Hughes, Anders Lund Madsen og Christine Feldthaus, fire personer som jeg alle ville diagnosticere som særligt kreative personligheder.

Jeg har tidligere skrevet om at der er en sammenhæng mellem synæstesi og kreativitet. Og undersøgelser viser at ca. 25% af de mennesker der diagnosticeres som ADHD´ere, også har synæstesi. Mange gange flere end procentdelen blandt befolkningen som helhed, hvor mellem 2 og 5 procent er synæstetikere.

   Og der er faktisk efterhånden en lang række videnskabelige undersøgelser der peger på en sammenhæng mellem kreativitet og ADHD, altså at mange af de børn og voksne der har fået eller haft diagnosen ADHD, også scorer højt ved kreativitetprøver i divergent tænkning.

  Jeg har været inde på den slags problemstillinger i bl.a. følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/adhd-og-den-kreative-personlighed.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/autisterne-specialisterne-og-kreativ.html 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/primadonnaer-og-de-srligt-sensitive.html

En række artikler og undersøgelser kobler endvidere ADHD-diagnosen både sammen med den særligt sensitive personlighedstype (HSP) som er ekstra modtagelig og overvældende påvirkelig af ydre sanseindtryk og stimuli, og sammen med den spændingsøgende personlighedstype (HSS) som er kendetegnet ved at få 'abstinenser' hvis ikke der hele tiden sker noget nyt, spændende og udfordrende i omgivelserne; i nogle sammenhænge omtales den personlighedstype også som 'high risk seekers'.

   I begge tilfælde synes de særlige personlighedstræk at have noget at gøre med hjernens kemiske belønningssystem (dopamin mv.) i samspil med den egenskab ved hjernen som kaldes 'latent inhibition', og som hos mange højt begavede kreative mennesker tilsyneladende er "svækket".

Jeg har tidligere på forventet efterbevilling navngivet et nyt forskningsfelt omkring journalistik: 'neurojournalistik', svarende til en række andre moderne videnskabelige knopskydninger fra de sidste 15-20 års hjerneforskning: 'neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuroesthetics, neurotheology'.

   En artikel i Politiken i dag - under temarubrikken 'Navne' - fortæller om udnævnelsen af Peter Vuust til professor i 'neuromusicology' - betegnelsen nævnes ikke i artiklen, men Wikipedia fortæller at ...

Neuromusicology studies the "brain areas involved in music processing, neural and cognitive processes of musical processing," and "ontogeny of musical capacity and musical skill".

... og det dækker præcist beskrivelsen i artiklen i Politiken med rubrikken "Et ben i musikken og et i naturvidenskaben".  Vuust er Danmarks første professor i 'neuromusicology'.

   Jeg kunne anbefale vores to universitære journalistuddannelser, den på RUC og den på SDU, at slå et par phd-stipendier op  i 'neurojournalistik' - med henblik på at udforske problemstillinger der forbinder naturvidenskabelig hjerneforskning med journalistik.  

   I alt for mange år har de forskningsområder som journalistik blev koblet sammen med, været enten sociologi eller sprogvidenskab.
   Når man som jeg i mange år har levet og arbejdet sammen med journalister i alle mulige sammenhæng, så er det imidlertid klart at der i problemfeltet 'neurojournalistik' ligger et ekstremt frugtbart, interessant og uopdyrket forskningsområde.

 

Så tilbage til spørgsmålet om den særlige form for 'flerspors-dramaturgi' som har fået Chr. Braad Thomsen til at associere negativt til ADHD.

   Den beskrives af sprogprofessor Jørn Lund sådan her i Politiken i forbindelse med en gennemgang af ordet 'auktion's forskellige udtaler i dansk:

Udsendelsen 'Auktionshuset' er en konceptudsendelse efter en opskrift, som evig og altid følges i disse år. Netop som man er ved at blive interesseret i noget, foretages der et klip til noget helt andet, som så afbrydes af et kort klip med noget tredje, hvorefter der klippes tilbage til det første. Det hele ledsaget af en begejstret speak  udført af en stemme, som lyder som en blanding af en reklamespeak og  en stemme i børne-tv i halvfjerdserne, man kender også maneren fra programannoncereringen.

   Begejstringen er konstant og udhuler derved sin troværdighed, og man kan føle, at der er tales ned til én. Overgangene mellem klippene etableres med sætninger som "Mens der er glæde i Bredgade, bliver der regnet på tingene i Gitforeningen", "Og medens Jesper Bruun Rasmussen svinger hammeren, er en kunde trådt ind ad døren i Herning", "Om få øjeblikke vil det vise sig, om det lykkes" (...)

Jørn Lund lægger heller ikke skjul på sin distance til denne særlige dramaturgiske konstruktion. 

Dette at en fortælling - fakta eller fiktion eller midt i mellem-faktion - skifter mellem flere "plotlinier" er ellers en  rigtig gammel historie. 

   I romanen er det en klassiske fortælleform næsten lige siden denne genres fødsel for omkring 600 år siden. Og man kan måske tænke på Ingemans historiske romaner hvis man vil have nogle nationale eksempler på udnyttelsen af denne form - med en autoritativ 'Voice of God'-fortæller der gelejder læsren rundt mellem de forskellige personers handlingstråde.
   Men også Iliaden og Odysseen har flere sideløbende plotlinier som fortæller og tilhører sammen skal pendle imellem efterhånden som fortællingen skrider frem. 

Også i filmens historie helt tilbage fra 30´erne har man såkaldte 'multilineære ensemblefilm' med "Grand Hotel" (1932) og "La Grande Illusion" (1937) som eksempler. Flere plotlinier med hver sin bærende krakter, som filmens fortælling pendler imellem.
   En kendt dansk film af nyere dato inden for denne dramaturgiske genre er den populære og elskede "Italiensk for begyndere".

   Inden for tv-dokumentarismen har formen med flere plotlinier ofte været brugt af en af mestrene  Lars Engels, fx. i DR-dokumentar-serien "Piger i Vestre Fængsel" (1996). 

    Og en anden i samme vægklasse, Poul Martinsen, brugte den multilineære form allerede i "Viktoria og Martin flytter" (1978, i "Vil du danse med mig" (1986), "Blandt tusinde ansigter" (1990), "Frugtbarhedeklinikken" (1995); og ikke mindst i den TV-Oscar-belønnede dokumentarserie "Høje historier" (1999).
   Somme tider uden speak, og somme tider med.

Formen fik i tv-fiktion sin store opblomstring med tv-soap-serier fra USA som "Dollars" og "Dallas" - senere parodieret i serien "Soap". Og i England med serien "Upstairs - Downstairs".

   En af de længst levende af docu-soap-slagsen havde titlen "Glamour" der vist først blev "lukket" for et par år siden. 

   Men også herhjemme er "Matador-serien" et eksempel på en vellykket multiplot-konstruktion. Den populære serie "Taxa" var ligeledes konstrueret over dette skema.
   Ikke at forglemme "Krøniken".

Dette at forbinde multiplot-konstruktionen i en dokumentarserie med en autoritativ underliggende speak til at hjælpe seerne med overgange og forventinger fra den ene plot-linie til den anden, får en opblomstring i midten af 90´erne med den såkaldte docusoap-genre, fint eksemplificeret med den engelske langtidsserie "Airport", og herhjemme med fx serien "De unge mødre". 

   

Det som Anders Stjernholm gør, og som måske især irriterer Chr. Braad Thomsen, er at han selv iscenesætter flere plotlinier i de programserier han veksler imellem, samtidig med at han selv optræder både som voice-over-speaker og som omvandrende og opsøgende vært i billedet - i stedet for som traditionelt: at speaken og speakeren blot høre "under" billederne".

   De tre plotlinie-historier er: 

1. Rasmus og hans familie som søger en second opinion hos en anden psykiater i forhold til at skulle give Rasmus ADHD-medicin som den første har ordineret,
2. Mikkel og hans familie som har kæmpet med læger og kommune for at undgå at skulle give Mikkel ADHD-medicin - under trusler om tvangsfjernelse hvis de ikke gjorde det.
3. En pilotundersøgles hvor en 10 kendte DR-værter udfylder et spørgskema hvis besvarelse indgår centralt i lægernes diagnosticeringen af ADHD, en undersøgelser som peger imod at 8 ud af de 10 er i farezonen for en ADHD-diagnose.
4. Endelig udgør Anders Stjernholm en aktiv plotlinie i kraft af at vi i billeder og scener følger hans jagt på sandheden, bl.a. ved også at interviewe to psykiater-eksperter med modstridende synspunkter.

Jeg har svært ved at se at man som seer skulle bliver særlig "bimmer" i hovedet af at se faktaprogrammer konstrueret efter multiplotdramaturgiens skabeloner. Det er som regel ikke svært mentalt at tage de afbrudte fortællespor op, og i det her tilfælde sørger værten for at tage os ved hånden under overgangen fra det ene til det andet til det tredje - og tilbage igen. 

   Forestiller man sig alternativet: at de tre første plotlinier blev ført til ende i afsluttede historier efter hinanden, så er jeg sikker på at både Chr. Braad Thomsen og Jørn Lund ville hoppe fra undervejs og zappe til en anden kanal, med mindre emnet ADHD var personligt relevant for dem.

Se Anders Stjernholms udsendelse her:

http://www.dr.dk/tv/se/danmark-pa-piller/danmark-pa-piller-3-3#!/

Og for særligt interesserede, Anders Stjernholm optræder også i et børne- og ungdomsprogram - i serien "Eksperimentet", et program der har titlen "Træn ADHD-hjernen rask". 

   Det kan indtil videre ses på:

http://www.dr.dk/tv/se/eksperimentet/eksperimentet-traen-adhd-hjernen-rask-3-3/

Christian Braad Thomsen - og udenadslærens velsignelser i "intelligent memorering"

Jeg synes det var hårdt at skulle lære samlevers, kongerækker og tabeller i skolen. Jeg gjorde det, men fra  starten har den del af min hukommelse ikke været særlig god. Jeg har også altid haft svært ved at huske navne, fødeselsdage, telefonnumre. Så jeg løser problemerne ved forskellige former for skrevne oversigter, først og fremmest i min lommebog som jeg altid har hos mig.

   Derfor fanges jeg af en artikel af Helle Broberg Nielsen i bogtillægget til denne uges Weekendavisen. Rubrikken er "At huske med hjertet", og overliggeren har etikketten "Terperi", og med den for mig provokerende vinkel på artiklen: "Som pædagogisk metode har udenadslæren vist sig at være uovertruffen. Så nu er den blevet populær igen - dog under betegnelsen "intelligent memorering".

HBN´s indgang til artiklen er et citat fra Jyllandsposten af Christian Braad Thomsen, en af de særligt kreative personligheder, en original og speciel filmkunstner, og en heftig debattør når det stikker ham:

Jeg er lykkelig over, at tilhøre den generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemmelighed over at være en del af dette liv.

Senere i artiklen fremhæves det at det som er negativt i min pædagogiske optik, altid er blevet kaldt tomt  og åndløst terperi, at det på andre sprog anskues gennem metaforen "to learn by heart" - at lære med hjertet.

   Læg lige mærket til igen hvordan kroppens fysiske dele bruges som metafor på indre mentale processer.

Men en kendsgerning er det jo at det man har lært udenad, det sidder længe, eller for evigt. Og noget af det er vigtigt for livsvigtige mentale operationer. Jeg ville fx nødigt undvære at jeg lærte tabeller. Uden dem kan man jo ikke regne: 7 gane 8 er 56 - og sådan derudad! Og alfabetet: a, b, c, ...

Fordi jeg selv har haft svært ved det, så har husketeknikker - mneomoteknikker - også altid interesseret mig. Og de går jo ud på - ligesom en metafor - mentalt at sammnekoble det svære  fx en tales forskellige afnsit i rækkefølge - med noget fyisk, konkret, visuelt - altså med mit nylærte ord: basic-level-kategorier.

   De gamle grækere brugte fx deres lokale tempels forskellige rum til det formål: De forbandt mentalt først talens afsnit forfra med de forskelle rum i templet i den rækkefølge man ville møde dem, når man gik ind i den ene ende og ud i den anden.

  Altså koblede de forestillingen om en konkret fysisk og velkendt lokalitet som man fysisk kunne gå i gennem, med en del af en tekst. Med brug af et af de andre ny ord jeg har lært mig, så foretog de altså en bevidst mental blending af to konceptuelle rum, sådan at de blev koblet sammen i hukommelsen. Ved så at genkalde sig det der nemt kunne huskes, templets rum, så fulgte det svært huskelige - talens elementer styk for styk - med frem i bevidstheden.

   Når de så skulle holde talen, så skete det gennem simulation af en spadseretur gennem templet med ophold ved de forskellige rum, når et nyt afsnit af talen skulle udsiges.

Hvis mine lærere i skolen havde lært mig noget om mnemoteknikker, så kan det være at mit negative syn på udenadslære ikke ville have præget mit pædagogiske grundsyn. Jeg har i et andet indlæg fortalt om hvor svært jeg havde ved at lære fremmedsprog gennem "skolbænk-metoden"; men at jeg lærte fx flydenden engelsk på ingen tid ved at bo i en amerikansk familie og gå i skole i USA.

Jeg opregnede i et tidligere indlæg de tre slags langtidshukommelse som man i hjerneforskningen regner med:

- Episodisk hukommelse (personlige hukommelse) er bygget på situationer og begivenheder, vi har oplevet. Her er vores erfaringer, og herfra henter vi f.eks. detaljer om en episode fra vores barndom.

- Semantisk hukommelse (videnshukommelse) rummer vores generelle kundskaber, vores ordforråd, vores viden om geografi og kemiske formler osv.

- Procedurehukommelse (handlingshukommelse) lagrer praktiske færdigheder, som at cykle, køre bil, spille tennis m.m., færdigheder, som skal øves mange gange.

Min konklusion er at jeg skal have koblet de informationsenheder som jeg skal have indlejret i den semantiske hukommelse, sammen med elementer i den episodiske hukommelse, som fungerer glimrende.

Tilbage til Christian Braad Thomsen og hans glæde ved at have lært salmevers udenad - så han "husker det med hjertet." Og derfor har mulighed for resten af livet mentalt at aktivere den udenadslærte musik og ord i form af samler og bruge denne mentale aktivitet til at blive i godt humør med om morgenen. 

   Det er der en biologisk forklaring på. En søgning på "singing" og "endorphins" giver en masse hit, som dette citat kan sammenfatte:

Some of the ways in which choral singing makes people happy are physical, and you get them whether you're in a chorus or in a shower -- as long as you're using proper breathing techniques during that shower solo. Singing can have some of the same effects as exercise, like the release of endorphins, which give the singer an overall "lifted" feeling and are associated with stress reduction. It's also an aerobic activity, meaning it gets more oxygen into the blood for better circulation, which tends to promote a good mood. And singing necessitates deep breathing, another anxiety reducer. Deep breathing is a key to meditation and other relaxation techniques, and you can't sing well without it.

Altså de udenadslærte salmevers og melodier giver ham mulighed for på en nem måde at starte dagen i en flow-tilstand!

Men det er ikke artiklens overordnede pointe, som jo er polemisk vendt mod 68-generationens afvisende holdning til udenadslære og terperi, og som hævder at det betød at et vigtigt barn røg ud med badevandet.  

   Helle Broberg Nielsen fremhæver i artiklen Sten Clod Poulsen, en af den tværfaglige, problemorientede projektundervisnings stærkeste profeter i 70´erne. For han har omvendt sig offentlige i flere artikler. Og jeg husker selv en kronik i Politiken for et års tid siden hvor han gik offentlig mental bodsgang i forhold til netop hans og mange andres indædte kritik af terperi som pædagogisk metode.

   I en artikel han skrev til Weekendavisen, var rubrikken "Intet er lært, som ikke huskes". Og underrubrikken "Da vi nedkæmpede Den Sorte Skole, nedkæmpede vi også hukommelsens rolle i indlæringsprocessen. Deraf den pædagogiske misere. Intelligent memorering er vejen frem."

Og pludselig kobler det sammen til min aktuelle læsning af Mihaly C-mihalys bog "Flow - The classic work on how to achieve happiness." Begrebet behandler han i sin bog "Crativity" i et enkelt hovedafsnit, men det bygger så på denne bog hvor det udfoldes meget mere. 

   Mihaly C-mihaly er optaget af hvad der skaber "orden i bevidstheden", og  "how to avoid chaos in consciousness, idet "flow"-tilstanden er en sådan tilstand af ordnet kreativ optagethed hvor man glemmer tid og sig selv for at gå op i - mentalt forsvinde under - fx læsningen af en bog eller skrivningen af et digt. 

Thus, although flow always involves the use of muscle and nerve, on the on hande, and will, thought, and feelings on the other, it does make sense to differentiate a class of activities that are enjoyable  because they order the mind directly, rather than through the mediation of bodily feelings. These activities are primalily symbolic in nature, in that they depend on natual languages, matematics, or somother abstract notation system lige a computer language to achieve their ordering effects in the mind. A symbolic system is like a game ind that it provides a seperate reality, a world of its own whre on can perform actions that are permitted to occur in that world, but that it would not make much sense anywhere else. In symbolic systems, the "action" i ususally restrictede to the mental manipulation of concepts.

Det Mihaly taler om her, er klart nok at symbolske systemer gør det muligt for hjernen at simulere handlinger mentalt. Den metafor han bruger er "game" - et spil. Og her fremhæver Mihaly C-mihaly så betydningen af hukommelsen for at kunne "spille" de forskellige mentale "spil" som muliggør flow.

"In reviewing the conditions that help establish order in the mind, we shall first look at the extremely mportant role of memory,..."

   Rubrikken til det kapitel lyder:

THE MOTHER OF SCIENCE

Han indleder kapitlet med - igen - at henvise til "de gamle grækere":

The Greeks personified memory as lady Menomosyne. Mother of the nine Muses, she was believed to have given birth to all the arts ande sciences. It is valid to consider memory the oldest mental skill, from which alle others derive, for, i we weren´t able to remember, we couldn´t follow the rules that make other mental operations possible. Neither logic nor poetry could wcist, and the rudiments of science would have to be rediscovered with earch new generation. (...)

   All forms of mental flow depend on memory, either directly or indrectly. History suggests tht the oldes way of organizing information involved recalling one´s ancestors, the line of descent that gave each person his or her identity as member of a tribe or af family. 

Selv tænker jeg her at et nemt billede på betydningen af den semantiske hukommelse og udenadslære af symboler i mentale spil, er skakspillet. 

   Du kan ikke spille skak hvis du ikke har udenadslært navnene på brikkerne og hvad de kan på brættet: konge, dronning, tårn, springer, løber, bonde. Og du skal også have lært brættet at kende som det symbolske landskab brikkerne kan bevæge sig i og true og slå hinanden.

   Du kan altså ikke spille skak hvis du ikke i hovedet kan simulere både brikker og skakbræt, hvis indbyrdes sammenhæng du må hive frem fra hukommelsen når du sætter dig ved brættet med en modstander og begynder at spille et mentalt simulationsspil hvor du skal kunne forestille dig træk og modtræk frem i tiden.

   Du behøver ikke nødvendigvis at kunne de verbale betegnelser for brikkerne, og de tal som angiver det enkelte felts placering i forhold til alle de andre. Men du skal have brikkerne som konceptuelle enheder fast indlagt i den semantiske langtidshukommelse for at kunne spille spillet. 

   Man kan sige at skakbrikkerne er at betragte som som spillets basic-level-kategorier.