Kreativ destruktion

Kreativ destruktion, hvad er det?

I forbindelse med et avisindlæg om udsigten for de traditionelle medier, i første række aviser, i en fremtid domineret af et stadigt ekspanderende internet og udviklingen af stadig nye informations- og formidlingsplatforme, så jeg begrebet "kreativ destruktion" anvendt.
    Jeg kunne ikke få det ud af hovedet og havde en erindring om at det var et begreb jeg allerede havde kendt i min ungdom da jeg læste Marx. Jeg husker det også anvendt til at forklare hvorfor  de to bombeødelagte taberlande, Japan og Tyskland, efter 2. Verdenskrig gennemgik en fantastisk  hurtig økonomisk-industriel udvikling og helt overhalede England der var en af sejrherrerne.

Begrebet indebærer i princippet at noget må ødelægges for at give plads til at noget nyt kan opstå. Mytologisk og metaforisk er der jo tale om en slags Fugl Fønix der som bekendt brændte sig selv for  at genopstå af asken.
   Søgning på nettet bekræfter at det oprindelig er et marxistisk begreb til at forstå og forklare den udvikling i spring som kendetegner kapitalismen, hvor konkurrencen fungerer som en dynamisk kraft der kombinerer ødelæggelsen af gamle virksomheder og produktionsformer med en revolutionær udvikling af nye, for eksempel den overgang vi har oplevet de sidste 20-30 år - fra industrisamfund til informationssamfund.
   Begrebets moderne talsmand hedder Joseph Schumpeter, en økonom der i 40´erne brugte begrebet til at beskrive perioder i kapitalismens historier med radikal innovation. Wikipedia skriver:

In Capitalism, Socialism and Democracy, Schumpeter popularized and used the term to describe the process of transformation that accompanies radical innovation. In Schumpeter's vision ofcapitalism, innovative entry by entrepreneurs was the force that sustained long-term economic growth, even as it destroyed the value of established companies and laborers that enjoyed some degree of monopolypower derived from previous technological, organizational, regulatory, and economic paradigms.

I vore dage er begrebet relevant til at beskriver hvordan gamle medier som aviser må gå under og give plads for nye medieformer i forbindelse med internet og digitalisering af alle former for information.
    Det som begrebet indfanger, er at enhver evolution foregår på baggrund af destruktion. Inden for den biologisk lære om livets udvikling her på jorden, opererer man med den tanke at korte perioder af masseudryddelse af et meget stort antal arter af liv, har ført til en springende acceleration af evolutionen ved at give "plads" og muligheder for nye grupper af organismer til at udvikle og sprede sig i de nicher som er blevet tomme. Det kendteste eksempel er dinosaurernes uddøen for omkring 60 millioner år siden, der gav plads for udviklingen af pattedyrene, og dermed for os mennesker. 
    Vi kender tankegangen fra bevingede ord som "at begynde på en frisk", "intet er så slemt at det ikke er godt for noget", "det må gøre ondt, før det kan gøre godt", "vi må viske tavlen ren".    
    Vi kender det også som en socialpsyklologisk mekanisme i forbindelse med udvikling af nye ideer, hvor man skal sørge for at gøre sig "tom" for præfabrikerede forestillinger: Når man skal brainstorme, skal man begynde med en "hvid tavle" eller et "tomt bord". Også i forbindelse med ledelsesteori findes tankegangen, hvor det er en almindelig anerkendt regel at en ny chef hvis han skal kunne forny virksomheden, skal se at komme af med det lag af næstkommanderende souschefer, som forgængeren har ansat. 
    En personlig erindring: Min mormor blomstrede op og fik nyt liv, da min morfar døde da han var ca. 65 år. Han var en stor og dominerende patriark, og da han var væk, blev min mormor livlig, aktiv og udfarende på en måde som vi i familien aldrig havde oplevet hende før mens hun "stod i skyggen". Hun blev 91 år gammel. 
   For mit eget vedkommende har jeg forstået det som jeg jævnligt og med nogenlunde faste intervaller har gjort i mit voksenliv, nemlig skiftet job - villet og frivilligt - som en slag mental kreativ destruktion. Jeg har set det som en positiv mental drivkraft at komme hen et sted hvor jeg - i overført betydning - sad i lort til halsen - uden at have sikkerhed for om jeg kunne klare det. 
   Det jeg ødelægger eller opgiver, ved sådan en skifte-job-operation, det er alle de tankemønstre og de relationer som gør dagligdagen og arbejdslivet forudsigeligt i en bestemt stilling  - og som gør mig tryg - og doven!
   Dovenskab betyder mentalt set at den kreative stavblender går i stå. Resultatet er en ubevidst frustration. Og løsningen er: kreativ destruktion - ved at skifte til et job hvor en stor del af opgaven går ud på at klare udfordringer som man ikke har præfabrikerede strategier og svar på.

Trille - 'et øje i det høje' - og barndomserindringer

Politiken havde i søndags et stort to-siders opslag med et portræt af sangerinden Trille der ikke har sunget i mange mange år - i anledning af en genudgivelse i et box-sæt af hendes plader fra 70´erne og 80´erne.
   De fleste af mine jævnaldrende danskere husker hende ikke mindst for en sang hun sang i tv i programmet Musikalske venner i 1970, med omkvædet: "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud." Sangen handlede - formuleret i antydninger - om en pige der onanerede og som følte skyld på grund af "øjet i det høje".
  Jeg husker hende også fra mit tidligere liv, men ikke lige for den sang.

For det første kender jeg Trille fra vores fælles gymnasieskole på Christianshavn. Jeg har danset med hende til gymnasiefester, og været på kristelige gymnasielejre med hende. Og husker at hun optrådte med folkesange og eget guitarspil til nogle af festerne og på lejrene.
   Og vi har det til fælles at vi begge har været udvekslingsstudenter i USA. Med et års forskydning.
   Mange år senere har jeg mødt hende i B&U-afdelingen i DR i slutningen af 80´erne, hvor hun skrev manuskripter til børnetegnefilm, og hvor jeg var indkaldt som dramaturg for et mindre hold af forfattere som alle skulle skrive historier til det samme tegnefilmskoncept.
   Hun var klart et multitalent, en person med flere personligheder. Ikke sådan at komme i kontakt med.
   I øvrigt bor hun nu også i Sydsjælland, kun 30 kilometer fra Vordingborg. Og jeg og fruen har besøgt hende der  et par gange på hendes gård - langt ude på en pløjemark.

Jeg husker godt at hun var datter af en enlig mor og boede i en lejlighed på Højdevej på Amager, for det var samme vej som min daværende gymnasiekæreste også boede på. Det jeg ikke har vidst noget om, var historien om tabet af faderen. Journalisten Mette Olsen refererer i portrættets indledning:

Om eftermiddagen sørgede Trille altid for at lægge faderens sutsko ind på radiatoren, så de var lune når han kom hjem. Og når døren gik op, var det som et pust af verden, der kom med ind i den lille toværelses i Sundby. En gang havde han en hummer med hjem. En anden gang trak han et par rulleskøjter til hende op af mappen. Da hun lå syg med halsbetændelse, havde han købet den hel nye 'Pippi Langstrømpe'. Faderen havde haft polio som barn (...), men en af nyrerne havde åbenbart også taget skade. I hvert fald svigtede den pludselig. "Så døde min far da jeg var syv".

Trille får selv ordet i artiklen lidt senere:

Han lå jo hjemme i en periode og spiste en frygtelig masse hvidløg, for det skulle måske hjælpe, og havde kameluldsbælte på. Han havde også en kolbe at pisse i, og det var simpelt hen det rene blod. Så kom han på Bispebjerg Hospital. Min mor og jeg tog derud hver eneste dag med sporvognen. Og så var det altså slut.

Trille fortæller videre at der ikke blev talt med hend om hendes eget savn af faderen, det måtte hun pakke ned og holde for sig selv. Men hun blev sin sørgende "mors krykke", fortæller hun:

Jeg tror, jeg har haft nogle meget, meget lange antenner ude for hele tiden at lodde, om stemningen var i orden. Og det  der hensyn til, om alle nu havde det godt, har jeg båret med mig alt for længe. Nu har jeg lagt noget af det bag mig. Men sådan har jeg haft det i mange år.

Det med at have særlige følsomme antenner ude i forhold til de nære omgivelser, synes at være et ofte optrædende træk ved den særligt kreative personlighed, et mentalt resultat af savn og tab i barndom og ungdom.
   Poul Martinsen fortæller noget lignende om sit særlige forhold til sin meget ældre søster, som var meget humørsvingende, og om hvordan han lærte at være særligt opmærksom på og følsom over for de tegn der afslørede hvor på humørskalaen søsteren befandt sig.
   Han mente selv at den særlige følsomhed han den gang udviklede, var noget der kom ham til gode når han skulle interviewe mennesker til sine dokumentarprogrammer. Som en slags intuition.

I øvrigt har en meget kreativ fotograf lavet en iscenesat montage på forsiden af kultursektionen, hvor man ser Trille sidde med albuerne på et bord og med sin ene hånd holde et pladecover op foran sig fra en af hendes LP´er: Indeni/Udefra. På coveret kan man se hendes ansigt - hun så godt ud - fra den gang. Når man så bladrer ind til selve artiklen, ser man hende sidde uden at ansigtet er dækket, sådan som hun ser ud nu hvor hun må være midt i 60´erne.
   Alderen og hendes liv har sat sig kraftige spor. Hun ser hærget og brugt ud.
   God ide af fotografen, godt tænkt, flot realiseret. Man får virkelig en rigtig AHA-oplevelse. I hvert fald for mig lidt af et chok på den måde at blive konfronteret med forskellen mellem mit erindringsbillede af hende som stemmer overens med cover-billedet, og så fotografens nutidige billede.
   Fotografen hedder Peter Hove Olsen.

Kreative restriktioner - i Kina: Han Han og 'græsmudderhesten'

Jeg skrev tidligere om Ai Weiwi - den kinesiske avantgarde-kunstner som lod sin protest mod det kinesiske autoritære og undertrykkende styre komme til udtryk gennem undertekst og indirekte henvisninger og associationer.
   Politiken har idag en historie i sin kultursektion om et andet og nok så markant eksempel på det samme fænomen. Det drejer sig om den unge kinesiske forfatter Han Han. Han er et stort idol for den kinesiske ungdom, og hans blog bliver læst af omkring 300 millioner mennesker, fortæller avisen. Og man må gå ud fra det hovedsagelig er kinesere. Han er født 1982 og har udgivet 14 bøger der har solgt i meget store oplag. Oven i er han professionel rallykører og musikproducer. Et kreativt multitalent, kan man slutte sig til. Og utroligt populær blandt de unge kinesere.
  Han har for nylig lanceret et litterært magasin, Dangzhonyan, som i første udgave blev solgt i 1,5 millioner eksemplarer. Men pludselig var der ingen med indflydelse i Kina der ville samarbejde med ham og magasinet, så det måtte lukke. Hvorfor?

En vigtig pointe i Politikens artikel er at Han Han er systemkritiker, men på en måde så det er svært at ramme ham. Han udnytter den kinesiske tradition for dobbeltbundethed og tvetydigheder i sproget. Det at ord som skriftligt har et helt forskelligt udtryk, lydligt ligner hinanden, sådan at kineserne kan få associationer som styret ikke ønsker, men har svært ved at kritisere og dømme ham for.
  Det nu lukkede magasins titel var Dangzhonyan - som er betegnelsen for Kommunistpartiets centralkomite. Men det kan også rent lydligt betyde noget i retning af: "et kor af solister" - hvilket kan give kinesere associationer til ytringsfrihed.
  Politiken artikel citerer Mette Holm, Kinaeskpert, for andre lignende eksempler. På You-Tube finder man et indslag med en sang på kinesisk om det modige og udholdende fantasidyr græsmudderhesten. På hovedsproget mandarin minder udtrykket slående om "din mors vagina". I sangens fortælling besejrer 'græsmudderhesten' en invaderende hær af 'flodkrabber' - et ord der på kinesisk der lyder næsten som udtalen af ordet "harmoni", som jo er Det kinesiske styres faste eufemisme for nødvendigheden af at undertrykke anderledes tænkende.
   Altså det vi i andre sammenhænge har kaldt en undertekst: det der er den egentlige mening, men som er underforstået.

Artiklen nævner at det som Han Han gør i forhold til det kinesiske styre, på mange måder minder om Vaclav Havels måde at forvalte sit forfatterskab på under det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet.
Og om en del danske revyviseforfatteres sange under nazisternes besættelse af Danmark.

Kreative restriktioner er noget som sætter fantasien i gang hos skrivende folk for at komme uden om mure og grænser, forbud og forhindringer . Det er noget kunstnere og journalister kan pålægge sig selv (jfr. dokumentarfilmen De fem benspænd som var et resultat af Lars von Triers udfordring til Jørgen Leth). Men også noget et system kan udfordrer kritiske og modvillige kunstnere med, så de arbejder med fantasistimulerende metaforer og allegorier.

Den heldige Jussi - med en rodløs barndom - og Julian Assange ligeså

Jeg har tidligere fremført den teori at mange meget kreative mennesker i deres barndom og ungdom er blevet flyttet meget omkring og dermed  socialt og mentalt  blevet revet op med rode, og at denne rodløshed sætter sig spor i sindet som en splittelse og et savn der stimulere til kraftig fantaseren - og dermed til en permanent kreativ uro og rastløshed.

Politiken har 2. juledag et stort interviewportræt med Jussi Adler-Olsen, foranlediget af hans kæmpesucces som krimiforfatter, skrevet af Carsten Andersen. JA-O´s fjerde roman i serien om Afdeling Q  - afdelingen for glemte sager - og om den skæve treenighed af Carl Mørck, Assad og Rose, er udgivet i et førsteoplag på 80.000.

   Artiklen går lige til sagen fra starten. Det er i barndommens tabte land at kimen til forfatterskabet lægges:

Da Jussi Adler-Olsen er 13 år, tror han livet er slut. Han er i chok. Hans far, overlægen har lige fortalt familien, at han har købt hus i Brøndbyøster. Det er på den måde han får fortalt, at de skal bryde op igen, som de gjorde, da overlæge Henry Olsen skiftede job fra sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland til Sct. Hans Hospital i København og videre igen til statshospitalet i Brønderslev, hvor de nu bor. Det går også meget hurtigt op for sønnen Jussi, at Brøndbyøster ikke er lige rundt om hjørnet, selv om bynavnet smager lidt som Brønderslev. Brøndbyøster ligger ved København, men for Jussi kunne det lige så godt være en anden planet, for på det øjeblik mister han sin kendte verden. Han må sige farvel til vennen Bamse, skolekammeraterne, trygheden og omgivelserne på statshospitalet. Og fremover skal de endda bo uden for hospitalet. (...) I dag, 47 år sener, kan Jussi Adler-Olsen se, at det ikke var der, det hele sluttede. Måske var det i virkeligheden der, det hele begyndte. (...) I dag kalder han det en milepæl i sit liv. "Det var der, min forfattertilværelse begyndte", siger han. 

Jussi referer i artiklen sin far der sagde til ham som ung: "Du har ekstremt mange talenter. I mine øjne er dit største talent at du er heldig. Alle de øvrige talenter skal du udforske undervejs og lade være med at tænke på endemålet."

   Et sådant udsagn referer jo indirekte til det begreb jeg omtalte for et par blogindlæg siden: serendipitet - evnen til - tilfældigt - at gøre heldige opdagelser. I hvert fald er det heldigt for hans forfatterskab at han som helt lille fik lov til frit at gå rundt på gangene på sindssygehospitalet på Nykøbing Sjælland.

    Det gave skræmmende oplevelser der gav inspiration og stof til senere fortællinger. Han rapporterer til journalisten om en ren gyservirkelighed som hans far tillod ham frit at bevæge sig rundt i:

Det var i 1955. Der var ingen psykofarmaka,og det var derfor jeg senere skrev romanen 'Alfabethuset'. Beskrivelserne fra filmen 'Gøgereden'  er vand ved siden af hvordan det var i Nykøbing. Der var skrigebure på den ene side og skrigebure på den anden side.  Kvinder og mænd for sig. Kvinderne var let påklædte. Mændene var stort set nøgne, for de havde det med at angribe hinanden. Man risikerede at de stoppede underbukserne i munden på hinanden eller forsøgte at kvæle hinanden med en undertrøje. De sprang op i hegnet og skreg, men for mig var de ikke skræmmende. De var bare sindssyge. Jeg var fem-seks år, men for mig var det lægerne, der var skræmmende. De havde magten. Det var dem der havde stetoskoperne og de lange kanyler. (...) Det var skræmmende og grænseoverskridende.

Det er naturligvis en tilfældighed at en anden meget kreativ personlighed som i den grad har domineret mediebilledet i den sidste del af 2010, har samme initialer som Jussi Adler-Olsen: J.A. Ja, rigtigt: Frontfiguren for Wikileaks, Julian Assange. Og en faktaboks i forbindelse med et interview i Politiken fortæller at han i sin barndom har flyttet bopæl mere end to dusin gange.

   Den første stedfar som han fik da han var et år gammel, var direktør for et omrejsende teaterselskab. Han fortæller om Julian at han fra helt lille havde en meget stærk retfærdighedssans, og: "He always stood up for the underdog... he was always very angry about people ganging up on other people."

    Da han var ni år gammel fik hans mor en ny mand og han selv en ny stedfar der var new-age-musiker.

  Så det har godt nok være et barndomsliv med savn, rodløshed og fremmedgørelse der har leveret brændstof til at den mentale grænsenedbrydende stavblender er gået i gang for alvor.

   Første kreative grænseoverskridelse med samfundsmæssig "impact" var at han blev hacker. Wikipedia fortæller:

In 1987, after turning 16, Assange began hacking under the name "Mendax" (derived from a phrase of Horace: "splendide mendax", or "nobly untruthful").^[2] He and two other hackers joined to form a group which they named the International Subversives. Assange wrote down the early rules of the subculture: "Don’t damage computer systems you break into (including crashing them); don’t change the information in those systems (except for altering logs to cover your tracks); and share information".

Interviewbøger om særligt kreative mennesker - af Teddy Petersen og af Annie Dunch

Andre end mig er interesserede i kreativitet ud fra personlighedens synsvinkel. Og har realiseret deres interesse i form af interviews med et udvalg af arten - udgivet i bogform.

   Sjovt nok var det også en af de ideer jeg havde da jeg, inden jeg fik ideen til denne blog, tænkte på at skrive en bog om kreativitet. Den ide udsprang af min oplevelser og mit udbytte ved at interviewe tv-dokumentarismens grand old man, Poul Martinsen, som jo, ikke overraskende, viste sig at udvise alle de egenskaber som faglitteraturen fortæller kendetegner den personlighedstype.

   Jeg luftede ideen om bogen for Teddy Petersen, som i mange år har været redaktør for journalisthøjskolens forlag AJOUR, og som jeg har arbejdet sammen med i min tid som konsulent i DR i 80-erne. Han opfandt bl.a. radioformatet "Noget-for-noget", som var et indholdsmæssigt kvalificeret modstykke til det indholdstomme "De ringer, vi spiller" med den uopslidelige Jørn Hjorting som folkeelsket vært.

   Bogen blev jo ikke til noget i denne omgang, men ud af ideudvekslingen fik jeg bl.a. Teddy Petersens interviewbog: I skribentens værksted. Tolv samtaler med journalister om at skrive.

   Han har valgt en velskrevet artikel fra hver af interviewpersonerne, og i interviewene efterforsker han spørgsmål om...

...de overvejelser, der ligger til grund for artiklen, de vanskeligheder og glæder der forekommer under skriveprocessen og mere generelt: Hvordan skaber de forudsætningerne for at skrive godt? Hvordan skrider arbejdet frem? Hvor lægger de vægten? Hvornår er det sværest? Skønnest? Hvad læser den skrivende selv?

Cirka halvdelen af de interviewede journalister kender jeg af navn. Jeg vil hen ad vejen i det kommende års blogindlæg, trække på en række af disse interviews. Især når jeg forfølger temaet kreativt sprog og sproglig kreativitet.

En af mine morgensvømme- og morgensauna-venner her i Vordingborg hedder René og er også et meget kreativt menneske: meget snakkende, meget social, meget  opmærksomhedskrævende; han skriver sange, spiller og synger, og så har han også startet sig et netantikvariat-udsalg, da han oprindelig er boghandleruddannet, men manglede lyst til at stå og ekspedere i en butik. Han er en tænksom person, som synes at stort set alt i denne verden er interessant at tænke over. Han er den eneste langhårede mand blandt morgensvømmerne, selv om han er omkring de 60.

   Da han hørte om min blog om kreativitet, fandt han straks frem af reolerne og forærede mig et gammelt hæfte fra 60-erne om emnet, vist nok fra et pædagogisk kursus han selv havde gået på i sin ungdom. Og her op til Jul stak han mig så en bog - kun til låns fordi han selv ville læse den. Det er også en interviewbog, titlen: Inspiration og kreativitet - af en forfatter hvis navn jeg ikke kendte, men som på indersiden af omslaget beskrives sådan: "Annie Dunch, designer, fortæller, vanebryder og inspirator har interviewet otte af sine yndlingskunstnere om inspiration og kreativitet."

   Af navn kender jeg ca. halvdelen af kunstnerne. På bagsiden beskrives de spørgsmål Annie har udforsket: "Hvor kommer inspirationen fra? Findes der en guddommelig en af slagsen? Og hvilken rolle har intuitionen?" Derefter udfoldes bogens indhold sådan:

Otte af vores anerkendte kunstnere kommer ind på disse spørgsmål når de fortæller om deres kreativt proces, når de fortæller om deres kreative proces, om hvordan idéer opstår, og om hvad der inspirerer dem inden for film, jazz, kunsthåndværk, opera, poesi, skrivekunst, skulptur og trylleri. Bogen sætter samtidig fokus på deres kreativitet i barndommen - som på forunderlig vis blev virkeliggjort i deres voksne liv. De turde tro på at de kunne nå deres mål. De brændte for deres kreativit. De var inspirerende. Fortællingerne er baseret på samtale med Annie Dunch, men fremstår som fortalt af den enkelte kunstner direkte til læseren. INSPIRATION OG KREATIVITET inspirerer til et liv med mere kreativitet og livsglæde. 

Også temaet den kreative personligheds rødder i barndommen, og spørgsmålet om intuitiv tænkning kan jeg forfølge via nogle af disse interviews - hvis man skal  tro på bagsideteksten.

Jeg får noget at læse på i Juleferien!