Videnssprog vs. erfaringssprog - og de to hjernehalvdeles måder at tænke på

Jeg sluttede sidst blogindlæg med at fortælle om en faglig AHA-oplevelse: at der var store ligheder - en slags analogi - mellem de lister jeg for mange år siden som sprogforsker opstillede for at karakterisere to slags sprogbrug: erfaringssprog og videnssprog. Sådan liste-definerede jeg de to former for sprogbrug:

Videnssprog	Erfaringssprog
·        logisk ·        upersonligt ·        abstrakt ·        billedfattigt ·        følelsesrenset ·        monologisk ·        systemorienteret ·        rødder i skriftsprog ·        bruges mest offentligt	·        sanseligt ·        personligt  ·        konkret ·        billedrigt ·        følelsesladet ·        dialogisk ·        handlingsorienteret ·        rødder i talesprog ·        bruges mest privat

Videnssprog er den form for sprogbrug som findes i akademiske afhandlinger og bøger, og i forskellige administrative genrer: notater, analyser, anbefalinger, rapporter, forretningsbreve, juridiske dokumenter, artikler i fagtidsskrifter. Det er "systemverdenens" sprog.

   Erfaringssproget er den form for sprogbrug som næsten alle mennesker bruger som dagligt omgangssprog, og det er også det sprog som forfattere bruger i romaner og noveller, og som findes i erindringer og dagbøger; og endelig er det det sprog vi finder i en række journalistiske genrer: reportager, features, fortællende journalistik. Det er "livsverdenens" sprog.

Og her er så flere varianter af hvordan forskere og formidlere har systematiseret de to former for tænkning som der er udbredt enighed om er domineret af/udspringer af henholdsvis venstre og højre hjernehalvdel:

Da højre hjernehalvdels tænkning foregår ubevidst, så er alle kreative processer når de kommer til udtryk i et sprogligt produkt et resultat af at højre og venstre halvdel af hjernen arbejder sammen.

Ligheden er slående mellem de to sæt af lister. Der er en klar korrespondance mellem højre hjernehalvdels tænkning og erfaringssprog på den ene side og mellem venstre hjernehalvdels tænkning og videnssprog på den anden.

Historisk set må erfaringssproget være det oprindelige. Det hænger sammen med og er funktionelt i forhold til oprindelige livsformer som jægere og samlere og agerdyrkere. Og det ligger i smuk forlængelse af den metaforteori som jeg tidligere har omtalt og fundet beskrevet i Metaphors We Live By - af George Lakoff og Mark Johnson. 

   Deres teori går ud på at når vi tænker og udtrykker os, så sker det i flere stadier og på flere konceptuelle niveauer, men det primære er at vi som mennesker tænker og udtrykker os gennem en række grundlæggende konceptuelle metaforer hvis referencer er vores krops fysiologi, denne krops orientering i tid og rum, og de handlinger kroppen foretager i forhold til vores umiddelbare omgivelser. Altså vores umiddelbare fysiske erfaringer med os selv og med det rum vi sanser og handler i.

   

Videnssproget er en slags sproglig overbygning, et sprogligt og kognitivt destillat med rod i opfindelsen af skriftsprog og udviklet sammen med de administrative og kommunikative behov for overblik, sammenfatning, analyse og kategorisering som er knytte til udviklingen af store komplekse kultursamfund; der er tale om samfudnsformationer som er kendetegnet ved befolkningstætte storbyer, handelscentre og centraliserede magkoncentrationer - tidligst opstået omkring de store floder Nilen, Eufrat og Tigris, Indus og Ganges, Den gule flod m.fl.

   Videnssproget er altså også metaforisk - men i anden potens så at sige- nemlig når vi skal til at definerer gennem erfaringssproget: Journalistik er når en mand løber rundt for at jage en historie som han senere vil forme til en artikel der lægges ind på en side i avisen. 

Serendipitet - hvad er det og hvorfor det?

"Serendipitet", er et ord jeg først stødte på i dag, og ved et sært sammentræf. Men med det samme jeg læste hvad betydningen var, med det samme kunne jeg se hvor vigtigt begrebet var - set i sammenhæng med diskussionen om kreativitet og intuition.

   Jeg fik simpelt hen en AHA-oplevelse. BUM. PLING. DONG.

Ordet refererer til det fænomen at man opdager noget godt eller vigtigt eller interessant, mens man er i gang med (at søge) noget helt andet. Eller opdagelser ved en tilfældighed. Det kan defineres som evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

   Et berømt eksempel er penicillin som Alexander Flemming opdagede fordi han glemte en petriskål med en bakteriekultur i en vindueskarm og tog på ferie, og da han kom tilbage opdagede han at skålen var kontamineret med en svamp som havde svækket bakteriekulturens vækst.

   Et andet kendt eksempel er Columbus opdagelse af Amerika, mens han var igang med at finde søvejen til Indien.

   Et tredje er Newton der opdagede tyngdeloven da han sad og mediterede over æbler der faldt fra genene af det træ han befandt sig under.

Jeg får associationer til:

- Poul Martinsen som, da jeg interviewede ham, flere gange understregede heldets betydning for at hans produktioner var så vellykkede som de var.

- Bevingede ord som: "Det er mere held, end forstand."

- Målmanden Peter Schmeichel der sagde: Jo mere man træner, jo heldigere er man.

- Pasteur der har sagt: "Tilfældet virker kun for den der er forberedt"/Chance favours the prepared mind"

- Og naturligvis (jfr. foregående blog) John Lennon: Life is what happens to you, while you are busy making other plans.

Selve måden jeg nåede hen til begrebet på (eller det nåede hen til mig), er i sig selv udtryk for serendipitet:
   Jeg og en anden som også (tilfældigvis!) hedder Peter, holdt en lille julefrokost sammen på den restaurant der hedder SULT i Filmhuset i Vognmagergade i København. Vi snakkede en hel del om kreativitet, AHA-oplevelser, og diskuterede om der var nogen sammenhæng mellem AHA-oplevelsen som publikum skal opleve i klimaks på en god film, hvis ellers den er dramaturgisk skruet rigtig sammen, og så den AHA-oplevelse man får når man har tumlet med et problem, har sovet på det, og om morgenen vågner og har løsningen!

   Da vi forlod hinanden valgte jeg den lange vej til Hovedbanegården ad Strøget, frem for den korte til S-toget på Nørreport. Jeg er ellers for doven til at gå lange ture og vælger altid den korteste og nemmeste vej, men den dag var jeg i løftet stemning. Og pludselig kom jeg i tanker om en historie om en mand der tumlede rundt i mørket og blev udsat for alskens strabadser, og i dagslys opdagede han at det var en "stork". Jeg huskede ikke præcis historiens pointe, men jeg forbandt den med Karen Blixen.

   Da jeg så fik en mail fra min navnebroder i dag, der henviste til vores kreative snak om kreativitet og formidling, kom jeg igen i tanker om manden og turen i mørket og storken og Karen Blixen. Jeg googlede på associationen og fandt en henvisning til en historie af Karen Blixen i et tidsskrift Peripetri (som betyder dramaturgisk vendepunkt). Den er fra hendes første bog Den afrikanske farm:

I et lille rundt hus med et rundt vindue i og en lille trekantet have til, boede der en mand. Ikke langt fra huset var der en sø med en mængde fisk i, som manden fangede og solgte i byen. En nat vågnede han op ved at høre en frygtelig larm, og han begav sig af sted i mørket for at finde ud af, hvad der var i vejen. Han løb ned ad søen til. Først løb han sydpå. Her snublede han over en sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op igen, faldt i en anden grøft, kom op igen, faldt i en tredje grøft og kom til sidste også op af den. Han forstod nu, at han havde taget fejl, og at larmen ikke kom fra denne kant, og han løb tilbage mod nord. Men da han var der, mente han igen at høre, at larmen kom sydfra, og han løb samme vej tilbage. Han snublede først over en stor sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op, faldt i en anden grøft, kom op, faldt i en tredje grøft, og kom til sidst også op af den. Nu kunne han bestemt høre, at larmen kom fra enden af søen. Han styrtede da derhen og så, at der var en stor lækage i dæmningen her, og at alt vandet, og fiskene med strømmede ud gennem hullet. Han tog da fat på at stoppe lækken til, og arbejdede på det hele natten, og først da hans arbejde var færdigt, vendte han tilbage til sit hus og gik i seng. Da manden nu vågnede næste morgen og så ud af sit runde vindue: hvad så han da? En stork!

Historien giver ingen mening. Hvilken forbindelse er der mellem den tumultariske tur om natten og den stork han ser om dagen? Ingen - før man får at vide at man skal tegne ruten med dens forskellige vendepunkter mens man får historien fortalt. Så har man nemlig tegnet en stork!

   Karen Blixen ser historien som en skæbnefortælling. Manden tager sin skæbne på sig selv om han ikke forstår hvad meningen er, før han næste morgen kan se at han med sine spor i landskabet har tegnet en stork. Derfor turens forskellige retninger og vendepunkter. AHA!

   Tidskriftet hvori historien var refereret, var et temanummer om serendipitet og dets betydning - fra forskellige vinkler. Og flere andre historier bliver også refereret som illustration, bl.a. HC. Andersens Klods Hans,  der jo samler tre ting op på rejsen til prinsessen: en træsko uden overlæder, noget plutte og en død krage. Og de tre ting, viser det sig så, er dem der gør det muligt for ham at vinde prinsessen, der ellers sender alle friere ud i mørket fordi de ikke kan svare for sig.

    Begrebets oprindelse ifølge Wikipedia:

Ordet 'serendipitet' stammer fra engelsk (serendipity), og det kan føres præcist tilbage til Horace Walpole (1717-1797), der i et brev til en god ven i 1754 ville beskrive et heldigt fund, og i denne forbindelse dannede ordet serendipity ud fra titlen på et persisk eventyr oversat fra italiensk til engelsk, The Three Princes of Serendip, som han havde læst som barn. Serendip er et gammelt persisk navn for Sri Lanka. Eventyrets tre hovedpersoner havde den særlige evne til at finde det usøgte, og ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med.

Bogen som to af artiklerne refererede til var: Robert Merton og Elinor Barber: The Travels and Adventures of Serendipity. I lyset af mine blogføljeton om Kinarejse og kreativitet, tænder jeg straks på titlen der kobler "rejse" og "eventyr" sammen. Den må jeg da vist se at få fat i. Ligesom den bog som min navnebroder viste mig han var igang med: Steven Johnson: Where Good Ideas Come From: The Natural History og Innovation.

Selv havde jeg en slags serendipitets-oplevelse for nylig!

   For mange år siden "opfandt jeg" distinktionen erfaringssprog vs. videnssprog, som udtryk for en slags terminologisk modstrategi i forhold til en engelsk sprogsociologs distinktion: restricted code vs. elaboratede code, som i følge ham karakteriserede hhv. arbejderklassens og den uddannede middelklasses sprog.

   Jeg opstillede to lister for hvad der var typiske træk og kendetegn ved de to typer sprogbrug, og brugte siden distinktionen analytisk i bøger og artikler i forskellige pædagogiske sammenhænge: til sygeplejersker, til medarbejdere i Danmarks Radio, til dansklærere, til journalister.

   For tre uger siden blev jeg ringet op af en sygeplejeforsker fra KU der havde læst om distinktionen i min bog henvendt til sygeplejersker: Skriv Sundere, hvori det er en vigtig pointe at man skal tage udgangspunkt i erfaringsprog når man informerer patienter.

    Forskeren havde haft glæde af den distinktion, fortalte hun, og ville vide hvad det hed på engelsk - for hun skulle skrive en akademisk meriterende artikel i et engelsksproget tidsskrift. Jeg fandt på: language of (everyday) experience og language of (systematic) knowledge.

   Men lige da jeg sad og kigge på de to lister i en af mine gamle artikler, (ind)så jeg pludselig - AHA - at listerne var næsten identiske med de lister man ser hver gang nogen skriver om hvad der kendetegner de to hjernehalvdeles forskellige funktioner og måder at tænke på.

(fortsættelse følger: 
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 12: The inner game of travelling - og hvad det betyder

"Life is what happens to you, while you ar busy making other plans," skrev John Lennon i en sang til sin søn. Tænkt sammen med H.C. Andersens "At rejse er at leve", så er her forklaringen på at jeg ikke bryder mig om at læse guidebøger før jeg rejser.

   Pointen i John Lennon-citatet er den samme som gjorde Timothy Gallway´s bog "The Inner Game of Tennis" til en så stor succes, og Timothy Gallway til en kultfigur inden for coaching af sportsfolk og erhvervsledere: Du skal forhindre eller undertrykke den mentale dialog mellem "Self 1" og "Self 2", for det er den dialog som forhindre "Self 2" (=den del af dig der handler og erfarer i nuet) i at fungere optimalt. "Self 1" udgøres af alle de forhåndsforventninger og bekymringer du har til tennisspillet og dig selv som spiller, og som hele tiden interfererer med din krops intuitive forsøg på ud fra tidligere erfaringer at gøre det rigtige i øjeblikket:

If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer. And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go. 

Hvad skal der så til, ifølge Timothy? Man må lære "at lade det ske"/"letting it happen" og "at dæmpe sindet"/"quiet the mind", og sørge for at komme i "en tilstand af ikke bedømmelse"/"a state of non-judgement". For uddybning se f.eks. 

http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html.

Det er slående hvor tæt en række af disse principper stemmer overens med den kinesiske religiøse tradition som kaldes Taoisme, og hvis målsætning det er at frigøre mennesket fra alle de trivielle bekymringer og ambitioner som forhindrer det i at leve fuld og helt i harmoni med sig selv og naturen. Jeg citerer lige fra Wikepedias artikel:

Taoismen lærer, at man bør leve et liv i overensstemmelse med tao, den naturlige dynamik i verden; at man bør udnytte denne dynamik i stedet for at stille sig i vejen for den. Dette konkretiseres i princippet om wu wei, opnåelse gennem ikke-handlen. Universet udfolder sig harmonisk ifølge sine egne love og udøvelsen af menneskelig vilje i mod denne udfoldelse forstyrrer denne naturlige harmoni. I stedet bør man lære at fornemme den tao, der flyder gennem alle ting, og handle i overensstemmelse med den.

Man kan sige at vores rejseleders måde at forvalte sin rolle på (se blogindlæg fra den 18. nov.), som var kendetegnet ved at fortælle relativt lidt i forvejen om det vi skulle se, og ofte bevidst tale vores forventninger ned, lå i smuk forlængelse af såvel John Lennons råd til sin søn, og af Timothy Gallways og Taoismens principper.

   

Hvornår kom jeg selv nærmest til mit "Self 2" på rejsen? En aften var vi ude at sejle på floden ved byen Yangshuo, og vores båd fulgte på siden af en fisker der fiskede med tamme skarvfugle. Teknikken som er 1000 år gammel går ud på at de tæmmede skarver får bundet en snor om halsen, så de ikke kan sluge de fiske de fanger. Og når de så vender tilbage til fiskerens båd, så "tømmer" han deres hals for de fisk de har fanget og slugt. Når de tamme skarver accepterer det, er det sikkert det samme tæmningsprincipe som gør at jagthunde ikke spiser de ænder som de apporterer. De har lært at det er en fordel i det lange løb, at lade være. Så bliver de både rost af den menneskelige "alfa-han", og får daglige rationer af letfordøjelig hundemad.

   At opleve det fiskeri i punkt-oplyst mørke om aftenene, var som en drøm og et eventyr - vi var i en times tid i en helt anden verden. Men i vejen for oplevelsen kom - desværre - mine og mine medrejsendes forsøg på at tage fotos af fiskeriet in action,  at tage fotografier i den situation er udtryk for en klar "Self 1"-aktivitet og -bevidsthedstilstand.

Men den rene "Self 2"-oplevelse indtrådte til sidst.  Fiskeren lagde sin båd med sine tamme fisker-skarvfugle på dækket ind på en sandbanke ved flodbredden, så vi kunne se de mærkelige fortidsfugle tæt på. Han tog en af skarverne på skulderen. Den gik videre til skulderen på en af de andre rejsekammerater. Og jeg trængte mig frem - og pludselig stod jeg med en skarv på skulederen.Den var forbavsende let, men det meste af en fugl der fylder er jo også fjer.

   Jeg kløede min skulder-skarv på halsen - ind under fjerene, og den lagde sit hoved og sit næb ind til min kind. Jeg kunne have stået med den i timevis, hvis det havde været muligt.

Ellers var der klar forskel på kvaliteten af oplevelsen de dage hvor jeg ikke havde kamera med og ikke fotograferede, og så oplevelsen de dage hvor jeg var optaget af at tage billeder.

   Fruen og jeg havde en løs aftale om at skiftes til at tage billeder. Og det at tage billeder med den hensigt og plan at vise dem til dem derhjemme, er selvfølgelig styret af "Self 1" - i en bevidsthedstilstand som en reporters med en distance og et stadigt vurderende blik der stiller sig i vejen for virkelig at leve og opleve her og nu.

Og der er ingen tvivl om at det jeg husker bedst - hvis jeg giver afkald på erindringshjælp fra de fotografier jeg tog på turen - er naturoplevlserne da vi sejlede på Yangtsefloden med de Tre Store Kløfter - og så det meget betagende bjerg- og flodlandskabet omkring byen Yangshou.

Om aftenen var bjergene projektørbelyst - en kunstig ting - men i "a state of non-judgement" kunne man frit give sig hen i oplevelsen af at det var der de gamle kinesiske heltehistorier og eventyr udspillede sig.

   Den oplevelse blev i den grad hjulpet på vej og forstærket af det helt utrolige udendørs lys- og teatershow vi var tilskuere til den sidste aften i Yangshou. Det foregik på en kæmpescene ved floden Lijiang, og kulissen var de belyste bjerge.

   De omkring 600 medvirkende der optrådte i forestillingen, var rekrutteret blandt den fattige lokalbefolkning, som ved at være medvirkende, tjente sig en beskeden ekstraindtægt. Titlen var: Impression Liu Sanjie. Her et stillbillede af et af "impressionerne":

Instruktøren var Zhang Yimou.

   Det var ham der iscenesatte åbningsceremonien ved OL i Peking i 2008. Han har også instrueret filmene Hero og House of Flying Daggers - begge film med eventyrlige historier der er henlagt til Tang-dynastiets tidligste periode i 600-tallet, samme periode som den historiske Dommer Dee levede (se foregående blogindlæg).

   Langt de fleste af Zhang Yimous senere film er henlagt til andre perioder af Kinas historie end hans og vores egen tid. Men man har en klar fornemmelse af at der altid i hans historiske film er en aktuel undertekst med kritisk kant til det autoritære kommunistiske regime og dets undertrykkelse af den jævne kinesiske befolkning; en undertrykkelse som for han selv betød at han som ung blev tvangsfjernet fra sin skole og sendt til en fjern provins for at arbejde i landbruget og på en fabrik.

   Tre af hans tidlige film hvis historie forgik i samtiden, og hvor kritikken ikke er til at misforstå, er blevet forbudt i Kina: Raise the Red Lantern, The Story of Qiu Ju, og To Live.

   Men helt i overensstemmelse med den kinesisk kultur, så løser han sine problemer med det autoritære system ved kreativt at udnytte at kinesere har en tradition for at fremstille virkeligheden i poetisk-metaforisk forklædning, en fremstilling "i overført betydning" magthaverne derfor ikke kan komme efter, men som det kinesiske publikum fint er i stand til afkode.

Historien som lys-showet er inspireret af, har Zhang Yimou  også hentet langt tilbage fra Tang-dynastiets epoke, og ifølge den kinesiske turist-hjemmeside ... 

http://www.yangshuoholiday.com/yangshuo/attractions_liusanjie.htm, 

.... er det et regulært lokalt eventyr som samtidig tematiserer undertrykkelse og frihedskamp:

The story is about a lady called Liu SanJie who lived in the city of Liuzhou where she worked in the fields. Liu Sanjie was well known in Liuzhou for her great singing voice. She would always sing while she worked in the fields. Most of her songs were about the repression felt by her and the farmers from the local landlords who over taxed them. She had to leave Liuzhou for her own safety and came to Yangshuo on a bamboo raft and settled here.Yangshuo's farmers also had problems with their landlord and Liu Sanjie took up singing against them. The local landlord had her kidnapped, but she escaped after the local farmers staged an uprising against the landlord. The locals agreed with the landlord that they did not have to pay taxes if they could sing better than the landlord, something which they always did.Then under the Big Banyan tree, Liu Sanjie tossed her love ball to her loved one, which he accepted and they lived happily ever after.

Min egen konklusion på den her erkendelsesesrejse med udnyttelse af teorier om kreativitet, er at vilkårene for at "The Inner Game of Travelling" kan optimeres hvis man forholder sig bevidst til dem.

   At rejse er at leve! Men hvad vil man have ud af det liv når man rejser?

   Ligesom læsnig af turguider sætter et filter ind foran oplevelsen, så gør fotograferingen af seværdighedene det også.

    Så for fremtiden vil jeg ikke løbe hektisk rundt og fotografere seværdigheder fra min rejse - seværdigheder som jeg så bagefter kan finde meget flottere billeder af på nettet. Og nødløsningen at så placerer vi bare vores kære rejseledsager i forgrunden, slides også hurtigt op.

   For fremtiden når jeg tager på rejse, vil jeg kun fotografere mennesker og ikke-seværdigheder. F.eks. burde jeg i Peking have taget billeder af de hundreder af forskellige mere eller mindre hjemmeproducerede el-cykler, el-knallerter og el-scootere, som var et resultat af en bystyrebeslutning der simpelthen har forbudt kørsel med benzinmotordrevne tohjulede køretøjer inden for bygrænsen.

   Og jeg vil måske prøve helt at undgå at tage kamera med på rejsen. Men måske får jeg så fotograferingsabstinenser.

   Next stop: Kap Verde-øerne!

                                                                      

                                            THE END

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 11: Den historiske krimi og Robert van Gulik

Hvor Qui Xiaolong på rejsen hjalp mig med at befolke megabyerne Peking, Shanghai og Hongkong med liv, så er det en anden forfatter som blev aktualiseret af alle de historiske paladser, murkonstruktioner, templer og Buddhafigurer vi så.

   Navnet er Robert van Gulik, hans gennemgående detektiv har navnet Dee Jen-djieh.

   Robert van Guliks kriminalromaner hører til i den underafdeling af etniske krimier hvor personer, plot og miljø er placeret tilbage i en fjern fortid - og her altså Kinas. Serien er jeg så først begyndt at genlæse efter hjemkomsten fra Kinarejsen. 

Det er mange år siden jeg stødte på serien, og jeg blev dybt fascineret fordi de som krimihistorier var så utroligt fremmedartede. Forfatteren er hollænder og skrev romanerne om Dommer Dee i 50-erne og 60-erne. Hans faglige forudsætninger var at han i mange år havde forsket i Kinas historie, kultur og sprog. 

   Det der satte Robert van Gulik igang som forfatter af romanerne, var at han til engelsk oversatte en autentisk kinesisk krimihistorie fra 17-hundredtallet der havde Dommer Dee (eller Di, som det staves i de danske oversættelser) som hovedperson. Titlen: Celebrated Cases og Judge Dee (Dee Goongan) - An Authentic Eighteenth-Century Detective Novel. 

     

   

Romanen var en historie blandt mange fra den periode der havde dommeren som hovedperson. Da oversættelsen blev en salgssucces, bruget Robert van Gulik disse romaners skabeloner og hovedperson som inspiration til en lang række romaner med plot inspireret af forfatterens kendskab til den kinesiske litteraturhistorie, men tilrettelagt efter europæiske genrekrav til en kriminalroman.

   Dommer Dee er faktisk en historisk kendt kinesisk embedsmand fra 600-tallet under Tang-dynastiet. Og han har opnået en særlig status i kinesisk litteratur, fordi der igennem årene i Kina blev fortalt og skrevet rigtig mange historier med ham som hovedperson, en Kungfutse-moralsk barsk herre der opklarede forbrydelser og eksekverede hårde, men -efter kinesisk lov - retfærdige domme. Disse kinesiske bøger var ofte illustreret, så man har også sat ansigt på ham, altid med et stort sort skæg.

Robert van Gulik

Dommer Dee

Ordet "dommer"/"judge" er ret misvisende i forhold til den sociale og administrative funktion han faktisk varetager. I romanerne omtales han også som "magistrate" (="fredsdommer"), men rent faktisk er han øverste administrative myndighed for et stort "distrikt" med en tæt befolket, befæstet by som centrum; han er denne bys borgmester,  og så er han også politichef, efterforsker, anklager og dommer. Alt sammen forenet i en person.

   En "dommer" som Dee er udpeget af Kejseren, og for at få adgang til stillingen, skal han først have taget en høj akademisk-administrativ eksamen i litteratur, i lovgivning og i fægtekunst og kampsport. Begår han administrative eller juridiske fejl, bliver han fyret og måske henrettet, eller - som en mild dom - forvist til en post i de yderste grænseregioner.

   Fruen har i øvrigt lige mindet mig om at et af komplekserne i Den forbudte by i Peking som vi så, udelukkende var bygget og indrette til at afholde eksaminer for dem der ville kvalificere sig til de højeste administrative embeder som dommer Dees.

   Set med moderne vestlige øjne, er der i "dommer"-embedet sket en total sammenblanding af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Denne uhyre magtfulde embedsmandsrolle har imidlertid langt over 1000 år på bagen i kinesisk historie, så  det er ikke mærkeligt at kineserne har svært ved at forstå hvad alt det der med demokrati og magtens tredeling egentlig går ud på. 

   Og heller ikke så mærkeligt at proletariatets diktatur ikke føltes specielt fremmed for kineserne. Mao var i praksis en kejserskikkelse - omgærdet med stort set samme aura og udstyret med en tilsvarende enevældig magt som de gamle kejsere.

Romanerne om Dommer Dee der opklarer forbrydelser i sit distrikt og dømmer forbryderne til døden, ofte efter lovbestemt tortur, giver læserne et levend indblik i dagligliv, kultur og administration i et Kina med ubrudte kulturelle og litterære rødder helt tilbage til det første kejserrige. Blandt andet får man som læser indblik i konflikter og modsætninger mellem den gamle Konfutse-moral-religion som dommeren står for, og så Taoismen (den med Ying og Yang) og den indtrængende Buddhisme. 

Historierne giver også indblik i den kinesiske juridiske tradition, som for os virker barbarisk, men som i en kinesisk fortid gav mening.

   Som historiker har Robert van Gulik forsket i mange forskellige sider af kinesisk kultur- og samfundsliv og har blandt andet publiceret en akademisk afhandling om sex, kønsroller og ritualer omkring ægteskab: Sexual Life in Ancient China. A preliminary survey of Chines sex and society from ca. 1500 B.C. till 1644 A.D. Hans viden her har sat sig spor i romanerne som er ret eksplicitte mht. forholdet mellem kønnene, herunder prostitution, kurtisane- og konkubinesystemet. 

Jeg fik jævnligt associationer til van Guliks Dee-historier da vi så Den forbudte by og Sommerpaladset i Peking. Men også terrakottahæren i området omkring byen Xian fik ekstra liv gennem de indtryk jeg have fra Dommer Dee-krimierne. 

   Ja, sådan var det: I forhold til de historier flippede jeg helt ud, netop da vi kom til byen Xian. Den inderste kerne af byen er omgivet af en kæmpebred og høj forsvarsmur - bygget i et kvadrat og med fire indgange eller porte mod hver sit verdenshjørne. Og det er præcis den slags byer med den slags mure, porte og forsvarsværker som Dommer Dee er den øverste kejserlige embedsmand for.

   Han bliver så flyttet fra embede til embede i forskellige provinser i de 10-15 år serien dækker, og avancerer til stadig mere centrale regioner efterhånden som hans opklaringer af forbrydelser meriterer ham hos kejseren.

    Her er billeder fra Xian som koblede mig til romanernes univers og gav mig et regulært kick:

Beskrevet i kreativitetsteoriens begreber, så er van Guliks romaner i sig selv udtryk for blending af to konceptuelle rum: et rum der indeholder den faktiske kinesiske historie omkring Tang-dynastiets i 600-tallet - med en dommer Dee som en betydningsfuld kejserlig embedsmand, og så et andet rum der indeholder det fiktive univers i kinesiske kriminalhistorier fra 1700-tallet - med en fiktiv hovedperson af samme navn og stilling som detektiv.

   Og så sker der så igen når jeg ved genlæsningen af disse romaner, kobler deres fiktion og fiktive virkelighed sammen med den faktiske virkelighed som jeg oplevede og nu genfremkalder i erindringen under læsningen.

   Hvor svært kan det være? Ikke at opleve og føle det i nuet, men at udtrykke det i analytiske ord bagefter, det er sværere end man skulle tro. 

   Det ser jeg på i næste og dermed også sidste blog i denne rejseføljeton.

                                                                                                       (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 10: Den etniske krimi og Qui Xiaolong

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så genlæste jeg undervejs på Kinarejsen en serie krimier af den kinesiske forfatter Qui Xiaolong. Her ses han på besøg i Shanghai hvor hovedpersonen i romanerne, Chefinspektør Chen Cao, også arbejder og er vokset op.

Hovedpersonens liv op til det tidpunkt hvor partiet  besluttede at den unge digter og magister i engelsk skulle ansættes i politiet, er stærkt selvbiografisk og er i centrale detaljer kalkeret over Qui Xiaolongs eget barndoms- og ungdomsliv.

   Ideen til at kombinerer den personlige baggrund med dette for en humanist næsten "uspiselige" job som politichef og efterforsker, fik han ved at en tidligere medstuderende i engelsk rent faktisk blev "tvangsudskrevet" til et en stilling i politiet i Shanghai.

   Qui Xiaolong fortæller i øvrigt i et andet interview at han var inspireret af Sjöwall og Walö og deres sociologiske "approach" til krimihistorierne da han selv kastede sig ud i krimiforfatterskabet.

Hvorfor har jeg nu fået den skøre ide at læse etniske krimier mens jeg rejser og opholder mig på det sted de foregår?

   Det hænger sammen med at når man rejser som turist, så er det i virkeligheden et utroligt overfladisk indtryk man får af stedet og de seværdigheder og events man konfronterer sig med. Uden dybde - uanset hvor god rejselederen er, og uanset hvor velskrevet "turen-går-til"-guidebogen er. Man har ikke en ærlig chance for at lære almindelige mennesker i befolkningen at kende og den sociale virkelighed og dagligdag som de lever i og med, er en lukket bog

   Dem man møder på rejsen, har stort set kun et mål: at lokke og narre penge ud af turisterne. De ser os som malkekøer, ikke som mennesker. Og vi ser dem til gengæld som urimeligt anmassende og påtrængende når de forsøger at sælge turist-junk til os.

   Og her kommer de etniske krimier ind. De åbner op for den virkelighed man ser. Det at de er krimier, giver altid et tvesyn på den sociale og økonomiske virkelighed de foregår i. Moderne krimier sætter moralske og sociale problemer på spidsen, og afdækker samfundsmæssige modsætninger og dilemmaer. Og når de er gode, og det er de ofte, så poder de ens bevidsthed med levende mennesker som man så ved fantasiens hjælp kan befolke de syns- og lydindtryk med som man får ved mødet med fok på gaden, på hoteller, på restauranter, i butikker

   Der er altså tale om det jeg kalder blending: to konceptuelle rum - her et reelt og et fiktivt - som blandes i ens bevidsthed undervejs. Og fordobler kvaliteten af rejsen, giver oplevelserne en ekstra dimension.

   Og for lige at springe til andre etniske og historiske romaner af samme slags: Læs Simenons Maigret-romaner når du er i Paris, Dona Leons romaner om Commisario Brunetti når du er i Venedig, Frank Tallis romaner om Doctor Max Lieberman og Inspector Reinhardt når du er i Wien, James Mc-Clures historier om lieutenant Kramer og hans afrikanske assisten Zondi når du er i Sydafrika, Paul Manns tre fortællinger om advokat George Sansi når du er i Bombay.

 

Tilbage til Kina og til Shanghai.

   Alle Chen Cao-historierne har plot der har rødder i Mao-periodens rædselsregime. Og den politiafdeling som Chen er chef for, har specielt til opgave at tage sig af sager der er politiske følsomme. Chen selv er jo partimedlem, så hver eneste sag sætter ham under krydstryk og ender altid med en tvetydig løsning der slider på hans moral og integritet.

   Historierne udspiller sig på baggrund af den buldrende kapitalisme i Kina fra 1990 og fremefter, med en masse nyrige forretningsmænd - "big bucks" - der vælter sig i luksus, med en udbredt prostitution, og med et kommunistparti hvis sociale retorik er mere og mere hul, og hvis komplekse og hierarkiske kadresystem er inficeret af korruption og skjulte dagsordner i forhold til en befolkning på 1,3 milliarder hvis interesser de hævder at tjene.

Vores besøg i Peking, Shanghai og Hongkong blev i den grad gjort levende for mig når vi kørte i bus i trafikmylderet i disse moderne megabyer, gennem  de her romaners fiktive, men alligevel meget realistiske univers. I flere af romanerne er specielt boligproblemerne for almindelige mennesker et centralt tema, fordi de billige boliger fra Maos tid, rives ned mens beboerne tvangsudsættes. Og de har  naturligvis ikke råd til at betale hvad lejligheder i de nye spekulationsbyggerier koster.

   Nedrivning af de gamle, lave og delvist slummede kvarterer, til fordel for glitrende skyskrabere med lejligheder, så vi overalt i begge de to megabyer.

   Og jeg fantaserede mig til en masse menneskeskæbner, gjort levende gennem romanernes optik.

   Noget lignende skete i forbindelse med mødet med alle de historiske seværdigheder. Der hed forfatteren bare Robert van Gulik og detektiven Dee Jen-djieh.

                                                                                                       (fortsættelse følger)