Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 11: Den historiske krimi og Robert van Gulik

Hvor Qui Xiaolong på rejsen hjalp mig med at befolke megabyerne Peking, Shanghai og Hongkong med liv, så er det en anden forfatter som blev aktualiseret af alle de historiske paladser, murkonstruktioner, templer og Buddhafigurer vi så.

   Navnet er Robert van Gulik, hans gennemgående detektiv har navnet Dee Jen-djieh.

   Robert van Guliks kriminalromaner hører til i den underafdeling af etniske krimier hvor personer, plot og miljø er placeret tilbage i en fjern fortid - og her altså Kinas. Serien er jeg så først begyndt at genlæse efter hjemkomsten fra Kinarejsen. 

Det er mange år siden jeg stødte på serien, og jeg blev dybt fascineret fordi de som krimihistorier var så utroligt fremmedartede. Forfatteren er hollænder og skrev romanerne om Dommer Dee i 50-erne og 60-erne. Hans faglige forudsætninger var at han i mange år havde forsket i Kinas historie, kultur og sprog. 

   Det der satte Robert van Gulik igang som forfatter af romanerne, var at han til engelsk oversatte en autentisk kinesisk krimihistorie fra 17-hundredtallet der havde Dommer Dee (eller Di, som det staves i de danske oversættelser) som hovedperson. Titlen: Celebrated Cases og Judge Dee (Dee Goongan) - An Authentic Eighteenth-Century Detective Novel. 

     

   

Romanen var en historie blandt mange fra den periode der havde dommeren som hovedperson. Da oversættelsen blev en salgssucces, bruget Robert van Gulik disse romaners skabeloner og hovedperson som inspiration til en lang række romaner med plot inspireret af forfatterens kendskab til den kinesiske litteraturhistorie, men tilrettelagt efter europæiske genrekrav til en kriminalroman.

   Dommer Dee er faktisk en historisk kendt kinesisk embedsmand fra 600-tallet under Tang-dynastiet. Og han har opnået en særlig status i kinesisk litteratur, fordi der igennem årene i Kina blev fortalt og skrevet rigtig mange historier med ham som hovedperson, en Kungfutse-moralsk barsk herre der opklarede forbrydelser og eksekverede hårde, men -efter kinesisk lov - retfærdige domme. Disse kinesiske bøger var ofte illustreret, så man har også sat ansigt på ham, altid med et stort sort skæg.

Robert van Gulik

Dommer Dee

Ordet "dommer"/"judge" er ret misvisende i forhold til den sociale og administrative funktion han faktisk varetager. I romanerne omtales han også som "magistrate" (="fredsdommer"), men rent faktisk er han øverste administrative myndighed for et stort "distrikt" med en tæt befolket, befæstet by som centrum; han er denne bys borgmester,  og så er han også politichef, efterforsker, anklager og dommer. Alt sammen forenet i en person.

   En "dommer" som Dee er udpeget af Kejseren, og for at få adgang til stillingen, skal han først have taget en høj akademisk-administrativ eksamen i litteratur, i lovgivning og i fægtekunst og kampsport. Begår han administrative eller juridiske fejl, bliver han fyret og måske henrettet, eller - som en mild dom - forvist til en post i de yderste grænseregioner.

   Fruen har i øvrigt lige mindet mig om at et af komplekserne i Den forbudte by i Peking som vi så, udelukkende var bygget og indrette til at afholde eksaminer for dem der ville kvalificere sig til de højeste administrative embeder som dommer Dees.

   Set med moderne vestlige øjne, er der i "dommer"-embedet sket en total sammenblanding af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Denne uhyre magtfulde embedsmandsrolle har imidlertid langt over 1000 år på bagen i kinesisk historie, så  det er ikke mærkeligt at kineserne har svært ved at forstå hvad alt det der med demokrati og magtens tredeling egentlig går ud på. 

   Og heller ikke så mærkeligt at proletariatets diktatur ikke føltes specielt fremmed for kineserne. Mao var i praksis en kejserskikkelse - omgærdet med stort set samme aura og udstyret med en tilsvarende enevældig magt som de gamle kejsere.

Romanerne om Dommer Dee der opklarer forbrydelser i sit distrikt og dømmer forbryderne til døden, ofte efter lovbestemt tortur, giver læserne et levend indblik i dagligliv, kultur og administration i et Kina med ubrudte kulturelle og litterære rødder helt tilbage til det første kejserrige. Blandt andet får man som læser indblik i konflikter og modsætninger mellem den gamle Konfutse-moral-religion som dommeren står for, og så Taoismen (den med Ying og Yang) og den indtrængende Buddhisme. 

Historierne giver også indblik i den kinesiske juridiske tradition, som for os virker barbarisk, men som i en kinesisk fortid gav mening.

   Som historiker har Robert van Gulik forsket i mange forskellige sider af kinesisk kultur- og samfundsliv og har blandt andet publiceret en akademisk afhandling om sex, kønsroller og ritualer omkring ægteskab: Sexual Life in Ancient China. A preliminary survey of Chines sex and society from ca. 1500 B.C. till 1644 A.D. Hans viden her har sat sig spor i romanerne som er ret eksplicitte mht. forholdet mellem kønnene, herunder prostitution, kurtisane- og konkubinesystemet. 

Jeg fik jævnligt associationer til van Guliks Dee-historier da vi så Den forbudte by og Sommerpaladset i Peking. Men også terrakottahæren i området omkring byen Xian fik ekstra liv gennem de indtryk jeg have fra Dommer Dee-krimierne. 

   Ja, sådan var det: I forhold til de historier flippede jeg helt ud, netop da vi kom til byen Xian. Den inderste kerne af byen er omgivet af en kæmpebred og høj forsvarsmur - bygget i et kvadrat og med fire indgange eller porte mod hver sit verdenshjørne. Og det er præcis den slags byer med den slags mure, porte og forsvarsværker som Dommer Dee er den øverste kejserlige embedsmand for.

   Han bliver så flyttet fra embede til embede i forskellige provinser i de 10-15 år serien dækker, og avancerer til stadig mere centrale regioner efterhånden som hans opklaringer af forbrydelser meriterer ham hos kejseren.

    Her er billeder fra Xian som koblede mig til romanernes univers og gav mig et regulært kick:

Beskrevet i kreativitetsteoriens begreber, så er van Guliks romaner i sig selv udtryk for blending af to konceptuelle rum: et rum der indeholder den faktiske kinesiske historie omkring Tang-dynastiets i 600-tallet - med en dommer Dee som en betydningsfuld kejserlig embedsmand, og så et andet rum der indeholder det fiktive univers i kinesiske kriminalhistorier fra 1700-tallet - med en fiktiv hovedperson af samme navn og stilling som detektiv.

   Og så sker der så igen når jeg ved genlæsningen af disse romaner, kobler deres fiktion og fiktive virkelighed sammen med den faktiske virkelighed som jeg oplevede og nu genfremkalder i erindringen under læsningen.

   Hvor svært kan det være? Ikke at opleve og føle det i nuet, men at udtrykke det i analytiske ord bagefter, det er sværere end man skulle tro. 

   Det ser jeg på i næste og dermed også sidste blog i denne rejseføljeton.

                                                                                                       (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 10: Den etniske krimi og Qui Xiaolong

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så genlæste jeg undervejs på Kinarejsen en serie krimier af den kinesiske forfatter Qui Xiaolong. Her ses han på besøg i Shanghai hvor hovedpersonen i romanerne, Chefinspektør Chen Cao, også arbejder og er vokset op.

Hovedpersonens liv op til det tidpunkt hvor partiet  besluttede at den unge digter og magister i engelsk skulle ansættes i politiet, er stærkt selvbiografisk og er i centrale detaljer kalkeret over Qui Xiaolongs eget barndoms- og ungdomsliv.

   Ideen til at kombinerer den personlige baggrund med dette for en humanist næsten "uspiselige" job som politichef og efterforsker, fik han ved at en tidligere medstuderende i engelsk rent faktisk blev "tvangsudskrevet" til et en stilling i politiet i Shanghai.

   Qui Xiaolong fortæller i øvrigt i et andet interview at han var inspireret af Sjöwall og Walö og deres sociologiske "approach" til krimihistorierne da han selv kastede sig ud i krimiforfatterskabet.

Hvorfor har jeg nu fået den skøre ide at læse etniske krimier mens jeg rejser og opholder mig på det sted de foregår?

   Det hænger sammen med at når man rejser som turist, så er det i virkeligheden et utroligt overfladisk indtryk man får af stedet og de seværdigheder og events man konfronterer sig med. Uden dybde - uanset hvor god rejselederen er, og uanset hvor velskrevet "turen-går-til"-guidebogen er. Man har ikke en ærlig chance for at lære almindelige mennesker i befolkningen at kende og den sociale virkelighed og dagligdag som de lever i og med, er en lukket bog

   Dem man møder på rejsen, har stort set kun et mål: at lokke og narre penge ud af turisterne. De ser os som malkekøer, ikke som mennesker. Og vi ser dem til gengæld som urimeligt anmassende og påtrængende når de forsøger at sælge turist-junk til os.

   Og her kommer de etniske krimier ind. De åbner op for den virkelighed man ser. Det at de er krimier, giver altid et tvesyn på den sociale og økonomiske virkelighed de foregår i. Moderne krimier sætter moralske og sociale problemer på spidsen, og afdækker samfundsmæssige modsætninger og dilemmaer. Og når de er gode, og det er de ofte, så poder de ens bevidsthed med levende mennesker som man så ved fantasiens hjælp kan befolke de syns- og lydindtryk med som man får ved mødet med fok på gaden, på hoteller, på restauranter, i butikker

   Der er altså tale om det jeg kalder blending: to konceptuelle rum - her et reelt og et fiktivt - som blandes i ens bevidsthed undervejs. Og fordobler kvaliteten af rejsen, giver oplevelserne en ekstra dimension.

   Og for lige at springe til andre etniske og historiske romaner af samme slags: Læs Simenons Maigret-romaner når du er i Paris, Dona Leons romaner om Commisario Brunetti når du er i Venedig, Frank Tallis romaner om Doctor Max Lieberman og Inspector Reinhardt når du er i Wien, James Mc-Clures historier om lieutenant Kramer og hans afrikanske assisten Zondi når du er i Sydafrika, Paul Manns tre fortællinger om advokat George Sansi når du er i Bombay.

 

Tilbage til Kina og til Shanghai.

   Alle Chen Cao-historierne har plot der har rødder i Mao-periodens rædselsregime. Og den politiafdeling som Chen er chef for, har specielt til opgave at tage sig af sager der er politiske følsomme. Chen selv er jo partimedlem, så hver eneste sag sætter ham under krydstryk og ender altid med en tvetydig løsning der slider på hans moral og integritet.

   Historierne udspiller sig på baggrund af den buldrende kapitalisme i Kina fra 1990 og fremefter, med en masse nyrige forretningsmænd - "big bucks" - der vælter sig i luksus, med en udbredt prostitution, og med et kommunistparti hvis sociale retorik er mere og mere hul, og hvis komplekse og hierarkiske kadresystem er inficeret af korruption og skjulte dagsordner i forhold til en befolkning på 1,3 milliarder hvis interesser de hævder at tjene.

Vores besøg i Peking, Shanghai og Hongkong blev i den grad gjort levende for mig når vi kørte i bus i trafikmylderet i disse moderne megabyer, gennem  de her romaners fiktive, men alligevel meget realistiske univers. I flere af romanerne er specielt boligproblemerne for almindelige mennesker et centralt tema, fordi de billige boliger fra Maos tid, rives ned mens beboerne tvangsudsættes. Og de har  naturligvis ikke råd til at betale hvad lejligheder i de nye spekulationsbyggerier koster.

   Nedrivning af de gamle, lave og delvist slummede kvarterer, til fordel for glitrende skyskrabere med lejligheder, så vi overalt i begge de to megabyer.

   Og jeg fantaserede mig til en masse menneskeskæbner, gjort levende gennem romanernes optik.

   Noget lignende skete i forbindelse med mødet med alle de historiske seværdigheder. Der hed forfatteren bare Robert van Gulik og detektiven Dee Jen-djieh.

                                                                                                       (fortsættelse følger)