Det der ikke er det som det ligner - om livagtige dukker og dukkeagtige klassiske skulpturer i farver

En af glæderne ved at være fast morgensvømmer i den lokale svømmehal er jo at man møder kunstnere og kunsthåndværkere som man aldrig ellers ville hav mødt. Og hvis værker man aldrig havde set  hvis ikke det lige var fordi man hver morgen mødtes - uden tøj  på i baderum  og sauna - og i badbukser ude i bassinet.

En af dem er en indvandrer fra Iraq hvis farvestrålende malerier og kalabas-skulpturer jeg har skrevet om sidst i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

En anden af morgensvømmer-vennerne er inkarneret modelbygger.
   Vi har en fælles interesse i akvarelmaleri - en form for maleri han dog ikke dyrker i praksis selv om lysten vist er der.

   Da jeg var hjemme hos ham for et års tid siden, toge jeg fotos af en del af hans flot farvede, nøje opmålte og eksakt proportionerede modeller: Af motorcykler, hestevogne, dukkehuse (med møbler og beboere), landbrugsmaskiner, dampmaskiner - og mange andre ting.

 
Ud fra én synsvinkel er det at bygge modeller en velkendt og regulær pensionisthobby - ligesom mit eget akvarelmaleri. 

   Ud fra en anden synsvinkel er modellerne et udtryk for og et resultat af regulær skaberglæde - ved i form og farve at producere "noget der ligner, men ikke er". Og som netop derfor fascinerer - både at lave og at se på.
   I virkeligheden er disse modeller udtryksmæssigt nært beslægtet med de danske fotorealistiske kunstmalere, er min påstand.
   Selv om det ikke officielt regnes for kunst - eller kunsthåndværk

Det at skabe vellignende nedskallerede modeller med de rigtige former, farver og udtryk i indbyrdes korrekte forhold - og for de mekaniske modellers vedkommende: tilsvarende tekniske funktionaliteter og milmeternøjagtige proportioner - det er jo kunsthistorisk set en form for skulpturel supernaturalisme. Målestokken er nedgraderet, men "looket" skal ligne og mine til forveksling. Deri  altså fascinationen.

Det besøg skrev jeg om her - og viste fotos af nogle af min svømmervens modeller:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

I det linkede  indlæg fortæller jeg også om den fotorealistiske maler Niels Strøbæk som jeg havde fundet et citat af som jeg syntes var - ja, sådan set - lige i øjet.

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes på mange måder det var ret dækkende for de naturalistiske akvareller jeg malede, som var mest vellykkede, men i lige så høj grad også dækkende for min vens naturalistiske modeller:

Siden har vi udvekslet billeder pr, mail nogle gange, han har vist billeder af nye skulpturelle modeller i form af dukker, jeg til gengæld vist associerende akvareller. 

Her er min morgensvømmervens sidste to dukker - dels en Pinocchio og dels en klovn. 

Af fotografierne at dømme er de to figurer flotte og underholdende. Festlige, ligefrem

   Levende, udtryksfulde og farvestrålende er de jo tydeligvis - og hovedsagelig malet i de tre grundfarver blå, rød og gul. 

    Jeg har forstået at de er tænkt som  gaver til børnebørn, og det er jo unikke gaver at få som - er mit gæt - børnebørnene også vil have på kaminhylden når de bliver voksne - og måske ender med at give videre til deres børn.

   Det er helt parallelt med at jeg er begyndt at forære mine akvareller bort, og at male nogle særskilt adresseret til børnebørn med motiver af noget som jeg ved de for tiden er optaget af.

  Først var det en 'drage' til Lucas, og nu er det en 'hest' til Bianca. Og som regel udnytter jeg så den mentale og konceptuelle fremdrift til at male flere af samme slags - men i forskellige stilarter.

  Se det kommende indlæg om akvarelmaleriets mysterier - om klovne og heste som motiv.

Min vens to flot farvede dukke-skulpturer minder mig om noget jeg tidligere har skrevet: nemlig at den dominerende europæiske skulptur-kunst siden renæssancen har været forblændet af en total fejltolkning af udtrykket i den klassiske græsk-romerske skulpturtradition som var forbilledet og idealet. 

   Man har troet at de klassiske menneske- og gude-skulpturer var hugget i sten uden anden farve end den som det nøgne, slebne og polerede marmor havde. 

   Men det passer ikke. Forbillederne for den europæiske kunst de sidste 500 ¨år har oprindelig været næsten lige så farvestrålende malet som min vens dukker, som denne bueskytte-model illustrerer:

Det falske blege forbillede i mange hundrede år ser sådan ud:

Denne fordomsnedbrydende viden blev jeg mindet om igen for nylig da et lille udvalg af den kinesiske kejser Ouins terrakottahær kom til Danmark for at blive udstillet på det nye Moesgaard museum. Quin var kinesisk hersker i perioden 221-206 f. Kr.

   Da fruen og jeg var i Kina for nogle år siden, så vi udgravningen af terrakottahæren og besøgte den kæmpemæssige udstilling som figurerene indgik i. Et kick uden lige.

   Af udstillingen fremgik det så at hærens figurer slet ikke oprindelig fremtrådte i den ensfarvede rødbrune lertøjskulør som de nu så ud, og som man ser på de fleste fotografiske afbildninger. 

 

Nej, de var også flot malede - og altså kulørte så det battede:

Sådan har man rekonstrueret graven visuelt som man mener den oprindelig har set ud:

Sådan ser udgravningen ud da vi oplevede den i 2010:

Hvad er pointen?

   Når disse klassiske skulpturer er malede og fremstår som de så ud da de blev skabt og begravet, så ligner de min vens dukker mere end den fine og fornemme skulpturkunst som de jo naturligvisogså er og som man kan se på museer og udstillinger.

   Og at lighederne mellem klassisk skulpturkunst - hvad enten den er græsk eller kinesisk - og så min vens sprælsk farvede dukker måske er større end man umiddelbart tænker.

Om illusionens og illustrationens kunst - Niels Strøbæk, Otto Frello, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth - anatomiske fantasi og dynamisk anatomi

Jeg har tidligere skrevet om kunst og kunstnere som tegner og maler så virkelighedstro at det næsten er for meget - så det næsten blænder den bevidsthed der skal se, afkode og tolke det sete.

   "Det der ikke ligner det det er, og ikke er det det ligner, men dog både ligner og er", som den super- eller surrealistiske danske kunstner Niels Strøbæk har formuleret det.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Niels Strøbæk: Turban, 1990

Er det et maleri med en faktisk eksisterende skulptur som motiv - eller et maleri af en måske imaginær kvinde med turban der skal illudere en skulptur?

Jeg har også tidligere skrevet om den utroligt dygtige 'fantasy-maler', Otto Frello, som havde en fascinerende udstilling i Rundetårn for et par måneder siden, en udstilling jeg ikke fik skrevet om den gang, fordi jeg sådan set allerede havde skrevet et indlæg om ham i 2012 - ud fra hvad jeg havde fundet og set på nettet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Her et af de udstillede Frello-værker:

Otto Frello: Uhyggelig bygning, 2004

Noget af det nye og øjevækkende indhold i Frello-udstillingen var fremhævelsen af hans arbejde som illustrator, primært af nogle af Politikens håndbøger, i serien med titlerne "XX-i farver" fra slutningen af 60-erne og begyndelsen af 70-erne.

    Inden Frello i en sen alder - som 50 årig i 1974 - begyndte at male sine originale og sære fantasy-billeder med klare associationer til jugendstilen fra århundredskiftet, var han i mange år underviser i illustrationstegning på 'Akademiet for fri og merkantil kunst', og ernærede sig ved siden af som freelancer ved at illustrere håndbøger og bogforsider.

   Det vidste jeg godt, men jeg vidste ikke at Otto Frello også som illustrator var så original og ret så enestående før jeg så udstillingen på Rundetårn.

  Derfor har jeg nu antikvarisk indkøbt alle de håndbøger Frello har illustreret for Politikens forlag. Det er følgende

• 1969 - Stueplanter i farver
• 1969 - Husdyr i farver
• 1972 - Ædelsten i farver
• 1973 - Balloner og luftskibe 
• 1975 - Stilarternes kavalkade
• 1976 - Alverdens klædedragter

På grund af det helt usædvanligt fine illustrator-håndværk, er flere af dem også solgt og udgivet i udlandet. 

   Her et af omslagenes forsider:

Her er et par af illustrationerne fra "Balloner og Luftskibe":

Og her en illustration fra "Ædelsten i farver":

Her et opslag fra stueplanter i farver:

Frello siger om sig selv som kunstner i et interview:

Jeg er optaget af publikum – det er malere ellers ikke, de er optaget af hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter.

Med den slags udtalelser melder han sig jo bevidst ud af det gode selskab som "kunstner med stort K". Markerer sig som bevidst outsider - eller som han siger om sig selv: "Jeg er en utidig maler". Altså en der står uden for kunstinstitutionens samtid, hvor illusionskunst ofte betragtes som billige effekter.

    Men efter min mening er det ikke bare godt illustrationskunst vi ser i håndbøgerne - det er også original illusionskunst, som jo er den konceptuelle blending af det utroligt genkendelige og alligevel eventyrligt fremmedartede som også og ikke mindst kendetegner hans malerier. Som dette:

Otto Frello: Spejlinger. 1990

Frello er en billedmager - og en spasmager - med nogle helt specielle og sikkert for en stor del medfødte - evner når det gælder om at få noget til at illudere og mime virkelighed - virkelighed i en slags anden potens - gennem tegning og maleri. Han er en slags naturtalent, føler man.

   

Ved lejlighed vil jeg gå mere i dybden om hvad der gør Frello til en helt speciel - og specielt god illustrator. Men det var faktisk netop hans illustrationer i en af de indkøbte håndbøger, "Husdyr i farver", som jeg kom i tanker om da jeg læste Weekendavisen fra den 4. juli - med en anmeldelse af en skulpturudstilling i Berlin, en udstilling hvor alle skulpturerne fremstillede dyr - både huslige og vilde.

   Her er et opslag fra "Husdyr i farver", illustreret af Frello, som jeg har fundet på nettet:

Ifølge anmeldelsen viste udstillingen i Berlin en ret enestående samling af dyreskulpturer af en kunstner jeg aldrig har hørt om, men hvis efternavn jeg kender godt: Bugatti.

   Men kunstneren er ikke den Bugatti, ham med bilerne og det betagende og fascinerende bildesign, hvis fornavn er Ettore.

   Ham her er lillebroderen med fornavnet Rembrandt, et fornavn som jo må have være noget at skulle leve op til fra man er lille. Og det gjorde han så, ikke gennem malerkunst, men i form af dyreskulpturer som den her:

Det var avisafbildningen af en række af Bugattis dyreskulpturer i bronze der udstilles på Alte Nationalgalleri, som fik mig til at tænke på og associere til Otto Frellos illustrations- og illusionskunst.

 

Weekendavisens Joakim Jakobson anmelder - og er nærmest euforisk:

Det er en enestående kunstoplevelse. Allerede i de to første rum overvældes beskueren af Bugattis mesterskab)

   Først møder man Gående Panter (Panthère marchant, 1904) og den slentrer virkelig gennem salen for øjnene af publikum. Hovedet vender let mod venstre, kroppen næsten afmagret, men smækker, højre forpote strakt lodret ned i den smalle tynde plint, mens højre bagpote strækkes baud i tråddets yderste, lette svirp. 

I næste rum findes to meget forskellige værker, som her især pirrer nysgerrighed og beundring. Den ene er en phytonslange fra 1907 med løfte hoved, som er skabt i én smidig bevægelse, som står vi stadig og ser på Bugattis arbejde i vådt, glinsende ler.

 

Den næste er et langt mere sirligt forarbjedet par pelikaner fra 1906, hvor den ene slår vingerne ud. Hver bugtning i fjederdragten skaber et hele af detaljer så udsøgte, at det gør helt ondt at fokusere på dem. Og deres øjne - de skuer  dybt ind i betragteren.

 

Jeg tror Joakim Jakobsen husker forkert. Det må være den her fra 1906 - og der er tre styks pelikaner. Men man forstår hans fascination.

Remrandt Bugatti er kunstner i den periode der kaldes la Belle Époque - der blandt andet omfattede Jugendstilen som framede naturens planter og dyr som ideelle forbilleder for ubesmittet skønhed. 

   Vores egen Kongelig Porcelænsfabrik blev samtidig internationalt berømt for sine isbjørneskulpturer til udstilling i borgerhjemmenes dagligstuer, som den her fra 1901:

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg om mennesker med "særlige evner", fx hukommelse - eller talbehandling.

   Men til "særlige evner" hører også dette - nærmest som en slags visuel automatskrift - at kunne tegne, male og modellere så kunsten mimer virkeligheden så det "gør helt ondt", som Joakim Jakobsen skriver. Og at kunne det uden langvarig og intensiv skoling af nogen art, tilsyneladende.

   Det kaldes at have "et naturtalent", et prædikat som også Rafael Bugatti får i anmeldelsen:

Bugatti dukkede op som 16-årigt naturtalent, da han i 1901 udstillede en gipsfigur på forårsudstillingen i Milano. Ingen kunstnerisk akademibaggrund, nej men helt så rent instinkt, som samtiden ønskede at fremstille ham, var han næppe. Faderen var Carlo Bugatti, en af de vigtigste formgivere i italiensk art déco og selv søn af en billdehugger, og der var flere anerkendte kunstnere på moderens side. Rembrandt Bugatti var i den grad hjemmeskolet.

"Naturtalent" med den familiebaggrund kunne jo også være udtryk for at hans særlige evner som skulptør netop for en stor del var genetisk bestemt.

   I hvert fald ramte hans talent for at iagttage levende dyr og modellere dyreskulpturer, lige ind i samtidentidens jugend-kunstframe. Omkring århundredeskiftet anskuede man dyrekroppene som noget uberørt og jomfrueligt - i modsætning til menneskekroppen som skulptører havde dyrket siden de gamle grækere.

   En begejstre kunstkritiker i Paris, Eouard Sarrdin, fremhævede at Rembrandt Bugattis skulpturer var uden "det mindste anstrøg af akademifims", som Joakim Jakobsen skriver. "Bugattis værker var skabt alene "ved øje og forstand"."

Gamle fotografier viser at Rembrandt Bugatti modellerede efter levende modeller, og hans biografi fortæller at han brugte lang tid i de zoologiske haver i Paris og Antwerpen til at iagttage dyrene:

Tilsyneladende brugte han ikke tegninger som 'mellemstation".
   På nettet findes rigtig mange afbildninger af Rembrandt Bugattis dyreskulpturer i bronze, og de er godt nok utroligt levende og livagtige - i den grad SET og FØLT!

Bugattis hjerne må have været udstyret med en helt speciel anatomisk fantasi kombineret med en nøjeregnende iagttagelse af dyrenes dynamiske anatomi, en neurologisk kobling som så gik direkte gennem de formende hænder og fingre og durk ind i leret.

Men OK da! Vi må selvfølgelig også se en af storebroder Ettores Bugatti-biler - den berømte "Royale":

Og hvad er det for en underlig javert der sidder forrest på kølerdæksekt på den smukke Bugatti Royale?

Ja, ganske rigtigt. En lille skulptur af en elefant der rejser sig på bagbenene med løftet snabel, modelleret af lillebror Rembrandt.

Temaet for det her indlæg er 'illustrationskunst - illusionskunst' - og jeg kan så ikke lade være med at mindes mine yndlings-Tarzan-tegneserier, tegnet af Burne Hogarth, som jeg stadig har en samling af hjemme i reolen.

   Horgarths tegninger af de vilde dyr i Afrika er konceptuelt og stilmæssigt klart beslægtede med Rembrandt Bugattis skulpturer - vilde dyr i dramatisk og overbevisende livagtig aktion:

Som Rembrandt Bugatti havde også Burne Hogarth et tidligt opdaget talent som gjorde at han allerede som 15-årig arbejdede som kommerciel illustrator og serietegner. 

   Og ligesom Frello, som Hogarth er næsten jævnældrende med, underviste han også i mange år - efter at være holdt op som Tarzan-tegneserietegner - på en kunstskole for illustratorer hvis udvikling til international status han personligt var drivkraften i:

The Manhattan Academy of Newspaper Art was Hogarth’s first formal effort, and by 1947 he had transformed it into the Cartoonists and Illustrators School. This academy continued to grow, and in 1956 was again renamed, as the School of Visual Arts (SVA), now one of the world's leading art schools. Hogarth designed the curriculum, served as an administrator and taught a full schedule that included drawing, writing and art history.

Burne Hogarth har skrevet en række højt berømmede lærebøger i tegning som jeg lige også kan fremhæve her:

During his years teaching, Hogarth authored a number of anatomy and drawing books. Dynamic Anatomy(1958) and Drawing the Human Head (1965) were followed by further investigations of the human form. Dynamic Figure Drawing (1970) and Drawing Dynamic Hands (1977) completed the figure cycle. Dynamic Light and Shade (1981) and Dynamic Wrinkles and Drapery (1995) explored other aspects relative to rendering the figure.

Dynamisk anatomi og anatomisk fantasi, er det som Frello, Bugatti og Hogarth er fælles om, og det er tydeligvis en ekstremt virkningsfuld og fascinerende blanding. 

   De er alle tre "optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter." Eller år efter.

   Det er Niels Strøbæk utvivlsomt også:

Niels Strøbæk: Female model, 1988