Sider

søndag den 24. maj 2015

Martin Bigum - igen, igen, igen - om synæstesi og formkonstanter - og Svend Hammershøis besjælede træer ...

Dette er det tredje indlæg her på bloggen om maler- og multikunstneren Martin Bigum. 
   Det foregående indlæg sluttede med at jeg annoncerede at jeg i et senere indlæg ville se nærmere på ...
... om ikke Bigum skulle være synæstetiker, og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.
Se først fx her om formkonstanter og synæstesi hos forskellige kunstnere:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html
Jeg ved ikke hvad der først gav mig mistanken om at Martin Bigum er ægte, 'neurologisk'  synæstetiker, dvs en person med en hjerne der har den særlige neurologiske egenskab at dens 'wiring' automatisk og tvingende kobler forskellige sanseindtryk sammen - sådan at indtryk fra en sanse- eller oplevelsessfære automatisk og uvillet aktiverer indre oplevede følge-udtryk fra en anden sans: bestemte bogstaver aktiverer fx bestemte farver; oplevelsen af tal aktiverer fx særligt formede figurer; forskellige lyde aktiverer fx specifikke smagsoplevelser, m.m.

I den moderne forskning om synæstesi, er det vigtigt at skelne mellem 'litterær synæstesi' og 'neurologisk synæstesi'. 
   'Litterær synæstesi' er forankret i og udspringer af æstetisk tænkning og litteraturfilosofi der for så vidt kan spores tilbage til Aristoteles. Udtryk for den form for synæstesi findes i litteratur, malerkunst, teater og musik som et efterstræbelsesværdigt æstetisk ideal - især i romantiske og symbolistiske perioder i kunst- og litteraturhistoriske perioder. 
   Se fx hvad Gyldendals "Den store danske" skriver:
synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.
'Neurologisk synæstesi' er - i modsætning til den litterære form - forankret i og udspringer af det enkelte biologiske individs særlige indretning af hjernen - og af hvor åbne eller hvor hæmmet de neurologiske forbindelser er mellem forskellige sensoriske og konceptuelle specialmoduler.
   Den neurologisk synæstesi i dens mange varianter er først for alvor blevet udforsket de sidst 10-20 år, selv om fænomenet har været kendt og omtalt sporadisk siden midten af 1800-tallet.
   Der er tale om et 'syndrom' hvor det enkelte synæstetiske menneske uvillet og automatisk er underlagt den perceptuelle mekanisme at sensoriske og konceptuelle aktiviteter et sted i hjernen automatisk udløser en mønsterbeskyttet parallelt løbende aktivitet i en anden del af hjernen. 
   Se Wikipedias artikel om emnet her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Synesthesia
Når man læser Bigums "Min personlige kunsthistorie", får man at vide at han også er digter og har udgivet digtsamlinger, at han allerede tidligt som barn lærte at spille klaver og selv komponerer musik, og at han jo også i mange år inden han omkring 1990 officielt blev anerkendt (outsider-)kunstner, var en dygtig satiriske tegneserie-tegner til det amerikanske blad "Mad".
   Han har også udgivet videoer hvor han har sat billeder og musik til egne digte som han personligt reciterer genne videoerne:

                         

Her er tale om konceptuel blending af det talte ord, levende billeder og meditativ musik. Der er tale om et - med et gammeldags tysk udtryk fra romantikkens tid - 'gesamtkunstwerk' i miniformat. Og videoen indebærer altså en form for synæstetisk appel til modtageren: Få det her til at hænge sammen under oplevelsen og give ekstra god mening ved at sanseindtrykkene får lov at blandes og forstærke hinanden. 
   Det er naturligvis ikke sikkert at det er udtryk for en synæstetisk automatik i hjernen hos Bigum, men kan udmærket tænkes blot at være et udtryk for en villet kunstideologi: at kunstnerisk skaben spiller på flere sensorisk-æstetiske strenge som tænkes at skulle befrugte og berige hinanden ved at blive koblet sammen i en fælles performance af et kunstnerisk produkt.

Da en af de mest udbredte former for neurologisk synæstesi, er den hvor bogstaver aktiverer farver, så kunne Bigums første officielle malerier som 'rigtig kunstner' som blev antaget på Charlottenborgs efterårsudstilling 1990, imidlertid godt tyde på at det er en automatkobling Bigum har erfaringer med.
   Der var alle 7 malerier med hvori indgik knaldrøde bogstaver sat sammen til ord og sætninger med betydning (men hvilken?), og hvori det bærende delmotiv var mystiske uheldsvangre gråsorte luftskibe (eller bomber):

Martin Bigum - Objects
Maratin Bigum: Objects. 1990
Martin Bigum: Your Personal Pontoon. 1990
Det kunne godt minde om om nogle af Hilma af Klints tidlige 'abstrakte malerier' hvor der også indgår mystiske ord med svært tilgængeligt filosofisk-mytologisk indhold indlagt i visuelle kompositioner af hel- og halv-abstrakte figurer og former, som dette:


De fleste af Martin Bigums malerier giver beskueren indtryk af en slags hallucinationer der presser sig på og kræver at komme til udtryk - med udspring i en anden, mystisk, voldsom, surreel og mytologisk verden. Hallucinationer hvor de figurative personer brydes op, splintres og forvrænges  af abstrakte mønstre og formationer som: spiraler, edderkoppenet, gitre, tuneller. 
   De fleste af Bigums malerier er ikke rare at kigge på. De er fascinerende, der foregår kamp og splittelse i dem, men egentlig er jeg lidt frastødt af dem.
   Bigums kunsthistoriske inspirationskilder er tilbageskuende, rækkende tilbage til symbolismen omkring 1900-tallet, og længere tilbage endnu til store kunstnere som Pieter Brueghel  og Hieronymus Bosch.

I mange af Bigums malerier gennem årene finder man som bagvedliggende matricer de fire abstrakte figurmønstre som man kan identificere og genkende som Heinrich Klüvers såkaldte 'formkonstanter',
   'Formkonstanter' er den faglige betegnelse for gentagende geometrisk mønstre som hjernen producere som en slags automatiske syner som mennesker  blandt andet kan opleve under påvirkning af LSD, eller når de fx har migræneanfald:

http://countyourculture.com/2011/03/13/form-constants-visual-cortex/
Oplevelsen af formkonstanter er siden forskningsmæssigt blevet forbundet med andre former for ekstreme eller afvigende mentale tilstande (herunder synæstesi), og man mener de kan forklares ved den måde det visuelle nervesystem i hjernen er organiseret på:
Klüver's form constants have appeared in other drug-induced and naturally-occurring hallucinations, suggesting a similar physiological process underlying hallucinations with different triggers. Klüver's form constants also appear in near-death experiences and sensory experiences of those with synesthesia. Other triggers includepsychological stress, threshold consciousness (hypnagogia), insulin hypoglycemia, the delirium of fever, epilepsy, psychotic episodes, advanced syphilis, sensory deprivation, photostimulation, electrical stimulation, crystal gazing, migraine headaches, dizziness and a variety of drug-induced intoxications. These shapes may appear on their own or with eyes shut in the form of phosphenes, especially when exerting pressure against the closed eyelid.
   It is believed that the reason why these form constants appear has to do with the way the visual system is organized, and in particular in the mapping between patterns on the retina and the columnar organization of primary visual cortex. Concentric circles in the retina are mapped into parallel lines in visual cortex. Spirals, tunnels, lattices and cobwebs map into lines in different directions. This means that if activation spreads in straight lines within the visual cortex, the experience is equivalent to looking at actual form constants.
   Author Michael Moorcock once observed in print that the shapes he had seen during his migraine headaches resembled exactly the form of fractals. The diversity of conditions that provoke such patterns suggests that form constants reflect some fundamental property of visual perception.
Se mere i Wikipedias artikel om emnet her, hvori man også kan læse om formkonstanters betydning i koblingen mellem abstrakt kunst og musik:
http://en.wikipedia.org/wiki/Form_constant
I "Min personlige kunsthistorie" skriver Martin Bigum på side 116:
Da jeg var fem år styrtede jeg på min tre-hjulede cykel, og smækkede hovedet ned i den sommervarme asfalt. Den dumpe følelse af slaget i hovedet som næsten også kunne smages. Der lå jeg og kiggede i frøperspektivet ned ad den vej jeg lige var kommet ad. Og så dette: smukke, uransagelige og farverige systemer, der hvirvlede og sugede sig ind i hinanden, en slags uendeligt langsomt fyrværkeri, der forskød og erstattede sig i eet langt ubrudt flow. Jeg så den kendte verden på en ny måde.
   Det var kærlighed ved første blik og jeghar søgt de syn lige siden. Det kan hænde jeg ser dem et nanosekund når jeger er færdig med et af mine malerier. Som et kæmpe puslespil der falder på plads. Heldigvis har jeg ikke skullet falde på min cykel for at genopleve dem. Men jeg skal arbejde for det i mine malerier.
Udtrykt i mit prosaiske fagsprog, så fortæller Martin Bigum her at de formkonstanter som har været ubevidst styrende for et maleris form og komposition, kommer til udtryk som som en kortvarig hallucination når billedet er færdigt - som en slags mentalt opslugende efterskælv på den indre skærm fra en hjernerystelse i barndommen.

Formkonstanter genkender vi alle når vi ser dem i rendyrket form, som her i et billede af en Mandelbrot-fraktal:

Mandelbrot-fraktaler
Jeg husker selv da tv og aviser en gang i 80´erne nærmest svømmede over med videofilm og fotos af disse dybt fascinerende figurerer der repeterer sig selv hvad enten man zoomer ind eller ud. 
   Bigum fik også den gang et kick ved mødet med de visuelle udtryk for Mandelbrot-ligningerne, især når de blev animeret på tv:
Mange år senere syntes jeg jeg genkendte de farverige systemer igen, nemlig i fysikeren Mandelbrots computerskabte fraktaler, disse computergenererede evighedssystemer, som  (...) begyndte at dukke op i medierne (...).
   Der er de jo, tænkte jeg så snart jeg så dem på tv. Jeg tænkte at det var da godt, at der endelig blev sat billeder på dem. Fraktalernes smukke verden, som man syntes, at man allerede havde set for det indre blik, i en drøm engang, hvor intet punkt var et andet overlegent. De langsomme, men konstant skiftende systemer tryllebandt alle seere, fordi al var det samme og alt havde betydning, det gik op for én at vi alle er på samme rejse når vi ser dem.
Martin Bigum: First Sight II, 19991Tilføj billedtekst
Martin Bigum - Ophelia
Martin Bigum: Ophelia. 1994
Martin Bigum: The adventures of Art. 1992
Interessant er det når vi taler om formkonstanter, at se hvad det er for lidt sære fotomotiver som Bigum i sin bog viser og fortæller har inspireret ham til nogle af de store senere  malerier. 
   Her er tre af den slag inspirations-fotos. De benævnes alle: 'Uden titel', årstallet 2009 - og vises på siderne 260-261 i "Min personlige kunsthistorie".
   
Another Day

De to første fotos i serien - med mariehøne og firben i centrum for formkonstant-konteksten - har angiveligt inspireret til disse to dramatiske malerier:

Martin Bigum: The Destruction of Youth. 2009-10
Martin Bigum: She. 2010
Bigum kan ikke bare male, men også bruge ord. Både - som tidligere nævnt - ord og sætninger i et godt konkret og billedrigt erfaringssprog, men også ordene i et mere abstrakt og filosofisk videnssprog, som i denne tekst man kan finde på hans hjemmeside under link-overskriften "Poetik-etik":
http://www.poet-etik.dk/kryds.htm
Rubrikken er jo slående og peger mod en automatisk reagerende synæstetisk hjerne. Og rubrikken peger også i sin metaforik mod synæstetik som et vilkår:
Krydsbestøvningens hvide rum
Teksten handler om de forskellige genrer som Martin Bigum har udfoldet sig i, og hvordan han opfatter hver af de syv genrer som han beskriver, som "hvide rum" der er adskilte udtryksformer som hver kan noget forskelligt, illustreret med det indledende bon mot: 
Det jeg kan skrive kan jeg ikke male, og det jeg kan male kan jeg ikke skrive
Genrerene er ifølge Bigum: 'poesien' (som er overordnet og gennemsyrer de andre), 'maleriet', 'digtningen', 'installationen', 'kunstvideoen', 'fotografiet', 'musikken'.
   
I Bigums optik er det interessante at genrerne kan smitte af på hinanden og klones på hinanden, og at de kan anskues samlet under poesiens ophøjede - mystiske - synsvinkel, som modellen her illustrerer - en model som kan genfindes i romantikkens kunstfilosofi.
 
Bigum skriver også essays, og på hans hjemmeside er der link til flere af dem. Det for mig mest interessante er en artikel i Weekendavisens Kultursektion fra 1. februar 2008 hvor Bigum skriver om Vilhelm Hammershøis ti år yngre  og kunsthistorisk glemte bror: Svend Hammershøi. 
   Artiklen har som blikfang overskriften "Maler Svend", og overliggeren der introducerer til navnet, lyder: 
"Visuelle forsvindinsgspunkter. Et maleri er et udsyn til noget indre. En vision,  glem ikke det, når De ser ... Maler Svend". 
Artiklen indledes sådan her:
Lige siden jeg så Svend Hammershøis malerier for første gang, vidste jeg, at her var et hul i kunsthistorien, som når først spottet, aldrig lukkede sig igen. Det var i et glittet auktionskatalog og engang sidste i firserne og hans værk overgik alt andet repræsenteret, selvom det var en lille gengivelse og maleriet stod til en uforståelig lav pris. Motivet brændte igennem på en helt unik måde. I både form og indhold.
   Min næste tanke var - desværre - den forbandede, som alle andre også gør sig ved første  bekendtskab med Svend: - Jamen, havde Vilhelm Hammershøi en bror? Det jeg så afbilledet var oven i købet lige så godt som noget af storebror Vilhelm. Det mindede lidt om Vilhelm. Men kun overfladisk set. I stemningen. Anslaget. Men de nøgne sorte våde trækroner, jeg så drive op i en honningfarvet himmel (svagt punkteret, som når mælk langsomt hældes i te), ville Vilhelm aldrig have malet. 
Artiklen har karakter af et behjertet forsøg på kunsthistorisk revival: 
   Dette at en kunsthistorisk kyndig som Bigum - selvlærd - opdager at en dansk maler som ellers har været glemt, har originale kunstneriske kvaliteter som burde placerer ham eller hende meget højre på den kunsthistoriske himmel end den etablerede kunsthistorie hidtil har gjort.
   Og når man googler Svend Hammershøis billeder, så kommer der nogle - ret få  - frem som gør at man godt kan forstå hvad det er Bigum føler, oplever og mener - i mødet med Svend Hammershøis malerier der har træer og trækroner som besjælede hovedpersoner i forgrunden.
   Se bare her:

Maleri: Herlufsholm

Svend Hammershøi: ”Landskab, 1902”. –

Bigum fortolker Svend Hammershøis billeder med frontalt og forgrunds-placerede nøgne slyngede og fraktalt forgrende trækroner som symbolske. Træer med sjæl og personlighede som kun maleren kan se, men indirekte også viser beskueren - med et typisk gitteragtigt netværk i kronen (= 'formkonstant') som meget ofte træder ind foran smukke gamle bygningsværker som dekorativ baggrund for de besjælede træer.

De her iagttagelser er et set-up til et kommende indlæg om Svend Hammershøis godt 10 år yngre malerkollega Harald Henriksen - som også har været kunsthistorisk glemt, og som også har haft besjælede træer som en slags motivisk hovedpersoner i det danske landskab.
   Og som - tilsvarende Svend Hammershøi - fortjener en kunsthistorisk revival og opgradering:

Billedresultat for Harald henriksen

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar