Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."

Debatten om 'Christianias børn' - om effektiv Dramaturgi vs virkelighed og sandhed. Det handler om at være 'forelsket i vinklen' - og om dårlige 'kontrakter' med seerne - selvom dokumentaren er god

https://www.youtube.com/watch?v=wFKIeSVJVL8

Der er opstået en livlig debat efter tv-dokumentaren 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' af Nille Westh som blev udsendt på DR den 10. august i år.
   Faktisk en debat som alle kloge folk nu er enige om er kørt helt af sporet i medierne.

Mit afsæt:

   I Politiken lørdags den 22/8 har en af de medvirkende Anna Petri (i filmen "Trylle") så et kritisk indlæg om det ensidige - og ensidigt negative - billede af hendes barndoms og ungdoms virkelighed som filmen giver.
   Hun skriver ikke kun på egne vegne, men også på vegne af to andre af de (i alt fire) centrale medvirkende i dokumentaren: Rufus Tollesen og Sofie Nørregaard der også var børn på Christiania den gang.
   Kun 'Lise' (den fjerde) er ikke medunderskriver på indlægget.

   

Anna Petri skriver blandt andet under følgende rubrik og underrubrik:

De gode sider ved vores barndom blev klippet ud
Filmen om Christiania skævvrider billedet af vores barndom.

Og så fortsatte hun indlægget:

Filmen ramte lige i hjertet på blomsterbørnenes børn. Voksne Christianiabørn fra vores egen generation har skrevet og takket os for vores mod til at adressere de udfordringer, vi som børn skulle kæmpe med på Christiania, og vi har fået et hav af henvendelser fra danskere, der kunne genkende deres egen barndom fra hippiemiljøer rundt omkring i landet.

   Filmen er nemlig i høj grad en skildring af skyggesiderne ved 70’ernes og start-80’ernes strømninger, verdenssyn og levevis. En tid, hvor der blev eksperimenteret med boformer, skoleformer, kønsroller, sex, musik, kunst og stoffer i hele landet.

   Dokumentarens tematikker skal derfor forstås og vurderes ud fra denne præmis: Alle vores udtalelser er baseret på oplevelser fra denne tid og kan derfor ikke overføres direkte til nutidens Christiania. Det er derfor dybt problematisk, når vi på det seneste har læst flere udtalelser og debatindlæg, som har misforstået denne vigtige præmis. Det skævvrider virkeligheden og skaber en fejlagtig debat baseret på et forkert grundlag.

   Det er helt uacceptabelt, at dannede journalister, meningsdannere og politikere – bevidst eller ubevidst – fører folket bag lyset i denne sag. Christianias børn lever nemlig ligesom resten af samfundet i dag i en helt anden tid med andre udfordringer end dem, vi havde i 70’erne. Filmen skal under ingen omstændigheder bruges til at sige noget om Christiania-børnene i dag.

Jeg skrev flere blogindlæg i foråret om den vigtige og normbrydende bog 'Forelsket i vinklen - om fikseringfejl hos journalister' af Mikkel Hvid og Marlene Bjerre. Den giver en række oplysende cases til illustration og dokumentation af såkaldte fikseringsfejl i journalistikken gennem årene.

   Den kommer jeg i tanker om ved at læse Anna Petris debatindlæg og efterfølgende interview i avisens kultursektion. 

   Og ved at at læse en række kommentarer fra blandt andet politikere og opinionsdannere på højrefløjen der så at sige tager filmen som gidsel for deres aktuelle fordomme og holdninger til anderledes tænkende og normbrydende ung mennesker - og til det aktuelle Christiania.

  

I kommentaren skriver Anna Petri videre, og jeg citerer in extenso fordi jeg synes det er så klart skrevet og velargumenteret:

En anden ligeså vigtig præmis er, at dokumentaren kun har valgt at belyse skyggesiderne ved det nystartede Christiania, og den tegner ikke et samlet billede. De gode aspekter ved vores Christiania-barndom har ikke været dokumentarens fokus. De er simpelthen blevet klippet ud. Det har vi – de fire hovedpersoner – været skuffede over.

   Vi har fra starten pointeret, hvor vigtigt det var, at billedet af vores opvækst også blev skildret med de gode sider. Sandheden er nemlig den, at vi også har haft en fantastisk og enestående barndom, på trods af at vi havde seriøse udfordringer at kæmpe med.

   Mange har oven i købet været helt skånet for meget af det, vi fortæller om i filmen. Vores forældre har været både kærlige og gode forbilleder – og ikke kun egoistiske bohemehippier, som filmen gerne vil fremstille dem som.

   Instruktørens argument for, at filmen kun behandler skyggesiderne, er, at netop skyggesiden manglede i det samlede mediebillede. Det har hun jo ret i. Vi har næsten kun hørt historierne om de glade hippiebørn og 68-generationens egne idealiserede fortællinger.

   Men desværre bliver filmens ’skyggesidevinkel’ ikke tydelig nok for seeren, og filmen bliver oplevet som et helhedsbillede på, hvordan det var dengang. Og det er ikke et fyldestgørende billede. Som medvirkende i filmen føler vi et ansvar for at påpege disse ting.

Jeg har et særligt forhold til Christiania, tilstår jeg gerne.

   Og jeg har et forholdsvis nuanceret billede af fristaden før og nu. Men jeg har har aldrig boet der, kun været på besøg nogle gange i årenes løb.

   Jeg forbinder stedet, miljøet, kulturen, og økonomien derude med et sæt af modstridende, næsten paradoksale kriterier: både kreativitet, frihed, alternativ tænkning, deleøkonomi, fællesskab og varme; men også lukkethed, sekterisme, hashsalg og narko, rockere og mord, kriminalitet, vold, forsømte liv, snavs.

I min mellemskole- og gymnasietid i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne gik jeg flere gange om ugen forbi det den gang stadigt militære anlæg på højre side af gaden - og ud på Holmen i gymnastiktimerne - for at spille fodbold med klassekammeraterne.

   Op gennem 70´erne havde jeg både bekendte, venner og familiemedlemmer som i perioder boede og levede på området da det var blevet 'Fristad'.
   Mig bekendt har jeg en kusine som stadig bor der.

   Og jeg fulgte meget med i pressen om de udbredte fordomme, stereotypier og misvisende debatter der florerede om hippielivet og hash-salget og kriminaliteten i 'Fristaden'.  

   Og ikke mindst fulgte jeg med i medierene om kampen i Folketinget om at få Christiania lukket, en kamp som jeg den gang - som lektor i sprog og kommunikation på det lukningstruede RUC - ikke havde svært ved at identificere mig med.

   

Jeg husker også at jeg med glæde så Poul Martinsens tv-dokumentarfilm i 1976 'Dagbog fra en fristad', en tv-udsendelse der var den direkte årsag til at folkestemningen den gang vendte - og som også førte til at  Folketingsflertallet for lukningen forsvandt som dug for solen. 

   Det effektive dramaturgiske plot - en slags reality-dokumentar - var at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusende (han: jord- og beton, hun; hjemmehjælper, plus to drenge 10-14 år) bo en uge på Christiania i et af de velfungerende kollektiver. Og så der følge deres oplevelser i en løbende slalom-række af reportageoptagelser og interviews. 

   Arbejderfamilien ændrede radikalt holdning efter den uges oplevelser ved selvsyn - fra bramfri udsagn som: "Luk det lort", før udsendelsen - til udtalelser i klartekst bagefter: "Vi har mindst lige så mange sociale problemer i Hedehusene", og "der er meget godt ved det liv med fællesskab og varme som mange christianitter har." 

   Og folketingsmedlemmer i stort tal ændrede holdning fra minus til plus efter udsendelsen.

Jeg har siden i min bog 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed' skrevet et helt kapitel med analyse af filmen - ledsaget af Martinsens egen fortælling om produktionshistorien - og om efterbyrden i den politiske offentlighed.

   Martinsen blev af blandt andet radiorådmedlem og partileder Erhard Jacobsen beskyldt for ensidighed, rød lejesvend-enøjethed - og faktuel manipulation i sin udsendelse.
   Det holdt ikke en meter og anklagen døde.

 
Martinsens argument for at fortælle sin historie på den måde, var at han ville vise en anden side af livet på Christiania end det sorte, overfladiske og negative billede der dominerede bevidstheden ude omkring i landet - og ikke mindst på Christiansborg.

   Altså: helt samme argumentation, men stik modsat vinkel, af den som dokumentar-fortællingen 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' var redigeret efter.
   Men afstanden i tid og kultur og politik er altså 1976 - 2015 - næsten 50 år.

Jeg har også fulgt med i debatten om Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie', hvor Christiania også er en del af historien, en bog hvis første bind udkom 2011, og hvor ikke mindst de meget modstridende erindringer om tiden den gang fra de forskellige kilder, førte til mange opfølgende indlæg i aviser, i blogge, og på de sociale medier. 

   Og reaktioner fra nogle af de nu aktive  BZ'ere, har gjort at han har opgivet at skrive og fortælle BZ-ernes historie i en ny bog, som han ellers havde planlagt.
   Stof til efteranke!
  En solid bog kan være væsentligt mere oplysende i det lange løb end en dokumentar, tænker jeg.

I mange, mange år (siden 1982) har jeg undervist journalister - og journalister in spe og andre professionelle mediefolk - i tv-dramaturgi og fortællende journalistik. Og jeg  har - tro det eller ej - skrevet flere velanmeldte artikler og to bøger i den forbindelse: 'Faktion som udtryksmiddel' (1990) og 'De levende billeders dramaturgi' (2003).

   En hel afgørende (og i gamle dage overraskende) pointe i den undervisning var princippet om  at ...

... en velfungerende og effektivt kommunikerende fortælling - fakta eller fiktion - skal have én og kun én bærende ide eller præmis, dvs. en sproglig påstand som skal være sand, troværdig, fair, velresearchet og veldokumenteret - og dermed kunne fungere som en klar og forumleret kognitiv strategi, som man derefter - som god, professionel journalist eller instruktør - styrer og indretter interviews, optagelser og redigering efter.

En anden afgørende princip i undervisningen var at ...

... man som journalist og tilrettelægger skulle udvælge - nu 'caste' - de medvirkende så de - hvad angår sprog, mimik, bevægelse, påklædning og miljø - var udtryksmæssigt dækkende for historien - og så vidt muligt var repræsentative for den funktion/'rolle' de havde fået i indslaget, programmet, dokumentaren.

Jeg har imidlertid også altid været optaget af at ...

... modtagerne - publikum, eller nu 'brugerne' - blev gjort på det rene med hvilken præmis/bærende ide og hvilke vilkår fortællingen var produceret og redigeret under. 

Altså: at man i filmens start eller slutning (og i forannonceringen på nettet og i aviser) skrev oplysende ord - hvidt på sort eller sort på hvidt - men tydeligt på skærmen,  at man skrev ord der eksplicit og i klartekst forklarede, for eksempel i denne her films tilfælde, at der - af hensyn til den lineære dramaturgi og skarpheden i fortællingen - var udeladt en (lang?) række optagelser med positive udsagn fra de hovedmedvirkende og andre om deres hel- og halvtraumatiske bandom i 'Fristaden'.
     Hvis unge, fint skolede dokumentarister tror at seerne bare helt af sig selv og naturligt, har den kontraktformular i hovedet, så er de - lidt - nej meget naive - og alt for uvidende om almindelige menneskers umiddelbare oplevelse af tv-programmer.

 
Endvidere kunne man have fortalt seerne at en række for historien vigtige medvirkende som man bad om udtalelser, ikke ønskede at medvirke; dels fordi de ikke ville være en del af mediecirkusset; og dels fordi de havde dårlige erfaringer med medierne, deres journalister og effekten af presseopmærksomheden. 

   Men den slags 'varedeklarationer' levere professionelle dokumentarister og de institutioner der finansierer dem, nødtvungent og meget sjældent. Og måske endda sjældnere nu end tidligere.

   Men Poul Martinsen, dansk tv-dokumentars grand old man og nestor, han gjorde det ofte. Tit er der en oplysende og vilkårsafklarende tekst på skæremen til sidst. Tjek selv. 

   Han lavede også kontrakter med de medvirkende hvori der stod at de ved en dags slutning, altid kunne fortryde en udtalelse og få den slettet. Og ofte lod han dem se det næsten færdige program inden udsendelsen.
   I nogle af de mest kontroversielle tv-dokumentarer gik han selv i billedet som synlig fortæller og ansvarlig "vinkler af historien" (fx 'Krigerne' eller 'Fluen på væggen'), ligesom han i flere udsendelser lod de centrale medvirkende se optagelserne med sig selv -  og kommentere dem, og disse kommentarer optog han også med deres tilladelse - og gjorde til en del af den færdige udsendelse (fx 'På grænsen til liv', og igen: 'Krigerne').

   Læs mere og blive klogere i bogen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed'. Den findes på mange biblioteker og kan også opspores antikvarisk stadigvæk.

   

Se så her hvad DR skriver til slut i interview-artiklen med Anne Petri i Politiken som 'svar' på kritikken fra de tre hovedmedvirkende:

"For DR er det afgørende, at medvirkende får grundig besked om grundlaget for et program, inden vi går igang med  produktionen. Det er også sket her," oplyser Morten Thomsen Højsgaard i et skriftligt svar til Politiken.

 "Fordi det netop var et meget følsomt emne, vi tog fat på, har de medvirkende helt ekstraordinært haft mulighed for at fortryde deres udtalelser, ligesom vi har vist dem programmerne inden de blev redigeret færdig. I den forbindelse havde vi en god dialog."

  "Jeg kan derfor ikke genkend den kritik, som nogle af de medvirkende kommer med. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har stor forståelse for, at det er en stærk oplevelse at fortælle om sin barndom, som det er sket her. Det her jeg meget stor respekt for."

"God dialog", "stor forståelse for", "stor respekt for" - og 'liraum larum, katten gør æg'. Ren legitimerende DR-bureaukrati-snak til udvortes brug.

De medvirkende siger at billedet film giver af deres barndom ved hjælp af klippede udtalelser fra længere interviews, er stærkt misvisende - og derfor bliver misbrugt som 'bevis' for alle mulige uvederhæftige indlæg i den efterfølgende medieståhej.
    Og at de derfor føler sig misbrugt! Også selv om de sagde ja, en gang - uden kontekst.

Uanset at Højsgaard og Nille West mener at have ryggen fri rent professionelt, og at de altså har gjort hvad de skulle og burde i forhold til de stærkt berørte medvirkende, så er der et problem som ikke er nyt, men dårligt analyseret og forklaret. Og det er faktisk et seriøst problem for både dokumentarinstruktør og ansvarlig redaktør.

   Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten'  med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

    Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.
   Den gamle mangelfulde, men orginale version er pist væk!

   

Højsgaard skriver fx heller ikke at der efterfølgende vil udkomme en opfølgende tv-dokumentar med præmissen: 'Solsiden af barndommen på Christiania', en tænkt dokumentarfilm som sandsynligvis også kunne laves (ud fra de reaktioner jeg har læst i medierne), og ville være spændende  og oplysende at se. Og som også ville vække debat.
   Men ikke mindst ville den jo nuancere billedet i offentligheden af 'barndommen på Christiania'.

Jeg synes 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' er en rigtig god dokumentarfilm - tilrettelagt og produceret professionelt og lige efter bogen. Forældrene til de medvirkende er mine jævnaldrende. Mine børn er nogenlunde jævnaldrende med de fire hovedpersoner.
   Den går rent hjem som fortælling og troværdig virkelighisfremstileng hos mig som her- og nu-seer.

   

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindeløsesideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?
 
Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMSERFARRINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Udsendelsen er produceret i et samarbejde mellem de tre nordiske public-service-medieselskaber DR, SVT og NRK, og der er også støtte fra 'nordvision'. Den har ikke været billig at producere.

   Jeg er ikke i tvivl om at den vil blive solgt og vist i en lang række andre lande. Christiania er på godt og ondt et kendt 'brand' i udlandet, og for de globale nyhedsmedier er sådan en udsendelse mad for Mons. 

   Men fordomsnedbrydende og oplysende for alvor i forhold til disse kommende seere, det bliver den sandsynligvis ikke - fordi de mangler kontekst-viden.

For mit indre øre kan jeg høre et næsten enstemmig kor af - som regel journalistisk højt uddannede og skolede (redaktions-)chefer der synger sangen:

Vi har holdt vores sti ren, gjort hvad vi kunne og skulle gøre som public-service-ansvarlige chefer og redaktører. Hvad vores dokumentar derefter bliver gjort til og brugt til i de andre medier, i de sociale medier, rundt omkring hos spin-doktorerne, i det politiske liv, o andre lande??? - DET HAR VI IKKE NOGET ANSVAR FOR - VI PASSER VORES ARBEJDE - VI ER PROFESSIONELLE MEDIEFOLK - OG DERFOR HAR VI RET TIL AT VINKLE KNIVSKARPT - SÅ KOM IKKE HER!

Her er det så at jeg trækker nobelprisvinderens Daniel Kahnemans tænkekort: bogen 'Thinking, Fast and Slow. 

   Når folk som du og jeg og hvermand ser en god og professionelt fortalt dokumentar som ''Christianias børn - Skyggen af eventyret', så aktiveres den del af hjernen som tænker hurtigt, emotionelt og, ja, fordomsfuldt generaliserende. Det nemme, det der overfladisk set stemmer overens med vores følelser når vi ser programmet:

Sikke noget svineri. Vi er blevet puttet blår i øjenene. Luk lortet. Fang og fængsel forbryderne. Pædofile og pushere om en hals. Vi stemmer sgu på DF næste gang.

Eller hvad jeg nu kan forestille mig bliver aktiveret af straks-tanker hos en stor del af seerne.

 
Men det er her Daniel Kahneman kommer ind med sit modbegreb og sin modforestilling: 'Thinking Slow'.
   Det er en forestilling om mental aktivitet - 'tankevirksomhed' - som har med objektiv, analytisk og videnskabelig tænkning og tjekket viden at gøre, en tænkning som kræver tid og research - og grundlæggende ikke er optaget af effekt og følelser, men af sandhed og faktuel realitet.

 
Min - for så vidt ekstremt banale - pointe er her, at hvis Nille West havde skrevet en tekst a la den jeg foreslog med rødt oven for, i slutningen af sin fine dokumentar, så havde hun inviteret og provokeret seerne til at tænke sig om og mobilisere den del af deres bevidsthed som dækkes af det faglige begrebet 'thinking slow'; i stedet for bare mentalt at køre videre ud af det lette og emotionelt stimulerende og fordomsbekræftende 'thinking fast-spor' som den fint fortalte dokumentar automatisk aktiverer i hjernen hos seerne undervejs - og straks efter man har set den.
   Og som andre journalister elsker at følge op på. Og hvis kaotiske og mentalt rodede spor man derefter kan følge på mediernes debatsider i ugerne efter.
   Som i denne.

Derfor Danmarks Radio, Morten Thomsen Højsgaard og Nille West, derfor kørte debatten efter udsendelsen skævt og helt af sporet. 

Hold ikke på en hemmelighed, og bliv sund og rask og kreativ - ny forskning påviser at hemmeligheder som ikke deles med andre, opleves som en fysisk byrde og kan være skadeligt for helbredet

Denne blog har som en af sine mangefarvede tråde forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativitet og det der foregår i hjernen.

   For eksempel har jeg været interesseret i spørgsmålet om oplevelsen af (bestemte typer af) malerkunst, arkitektur eller musik kan virke helende og helbredende på psyken, ja måske i sig selv ligefrem være kreativitetstimulerende?

   På en tilsvarende måde som man nu også har videnskabeligt belæg for at forskellige former for meditation virker.

   Sådan oplever jeg det selv når jeg har ophængt billeder - især farvtræsnit - af min yndlingskunstner Harald Henriksen (som  jeg derfor er begyndt at samle på) i vores rum.

   Som nu det her:

Harald Henriksen: Brønshøj mose. 1947

Jeg har også været optaget af spørgsmålet om der er en sammenhæng mellem kreativitet og den neurobiologiske tilstand som kaldes synæstesi, hvor fx enkelt bogstaver, ord eller tal, automatisk udløser bestemte farver eller former som mentale automatiske ledsagefænomener.

   Illustreret her:

Flere generationer i fruens familie som alle er ekstraordinært kreative, har det sådan.

   Også en række kendte kunstmalere, forfattere og musikere var synæstetikere: David Hockney, Wassily Kandinsky, Vladimir Nabokov, Duke Ellington, Nikolai Rimsky Korsakov.
   Se flere navne her:

http://www.daysyn.com/synesthete-artists.html

Og ovennævnte Harald Henriksen har sikkert også været synæstetiker, for det er hans søn (musik  > farve), viste det sig.

Så har jeg også i mange indlæg forfulgt spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativt sprog - som typisk er sprog som er kendetegnet ved konceptuel blending - og den fysisk-biologiske krop.

   For eksempel spørgsmålet om hvorfor og hvordan en lang række grundlæggende konceptuelle metaforer har kroppen og dens sanseapparat som reference: 'tiden LØBER', 'jeg gik i SORT', 'en SMERTEFULD lidenskab', 'TUNGE tanker', 'et VARMT forhold', 'en KOLD skulder', 'en KANTET personlighed', 'GUL af misundelse', 'en SKINGER farve', 'en SKARP hjerne', en DYB depression, etc.

   Sprogforskerne George Lakoff og Mark Johnson var dem der først for alvor udforskede det spørgsmål i deres epokegørende bog fra 1980 'Metaphors We Live By'.

Disse repetitioner og opsamlinger fra mange tidligere blogindlæg kommer her, fordi jeg i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 7. august fandt en artikel med den for mig fængende rubrik:

Tunge Tanker

Artiklen er skrevet af professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg.

   Ryberg fortæller om et psykologisk eksperiment der går ud på at vise hvordan det at holde på en hemmelighed i modsætning til det at fortælle den, påvirker forsøgspersonernes oplevelse af et billede af en nogenlunde stejl bakke:

Da forskerne efterfølgende gennemgik resultaterne, viste det sig, at de der forud var blevet bedt om at tænke på en hemmelighed, vurderede skråningen til at være langt mere stejl, end både de, der havde røbet deres hemmelighed (ved at skrive den ned på et stykke papir) og end kontrolgruppen (de to sidstnævnte grupper adskilte sig ikke signifikant). 

Et tilsvarende eksperiment med et andet billede viste et lignende resultat: Gruppen der holdt på sin hemmelighed, vurderede afstanden til et fjerntliggende hus på et billede som "signifikant større end dem der havde røbet deres hemmelighed" ved at skrive den ned på papir.

Jesper Ryberg paralleliserer disse ret så uforståelige resultater med andre eksperimenter:

I et nyligt studie har man således vist, at forsøgspersoner der bærer en tung rygsæk, vurderer en bakke som mere stejl end personer, der ikke slæber på noget. Tilsvarende estimeres afstanden til fjerntliggende huse som større, når man skal vurderer den med en tung oppakning på ryggen.

Altså: en fysisk byrde - eller mangel på byrde - påvirker perceptionen af omgivelserne.

   Og det er måske ikke så mærkeligt da det jo indlysende er en større fysisk belastning at skulle gå op ad en stejl bakke eller gå en lang vej - med en tung rygsæk - end uden:

Det er formentlig dette, der ubevidst influerer på folks vurdering af stejlhed og afstand. Men hvis det at holde på en hemmelighed også udgør en form for byrde for os - om end en psykisk en - så er det måske derfor, at man finder tilsvarende resultater, når det gælder hemmeligheders påvirkning af vores sansemæssige vurderinger.

Og så kommer koblingen til det jeg skrev oven for, nemlig at denne forklaring stemmer overens med de senere års forskning omkring konceptuelle metaforer "som viser at metaforisk tale (som for eksempel det at "bære på en hemmelighed")  ofte har en fysisk eller kropslig forankring", skriver Ryberg.

Han runder sin artikel af med at koble disse resultater sammen med at folk gerne bruger de sociale medier til anonymt at fortælle - og altså røbe - hemmeligheder, som de bærer på. Og derigennem bruger de disse medier til at 'lette sig' for hemmelighedernes skjulte men fysisk og mentalt tyngende byrde.

Selv kan jeg ikke lade være med at koble dette sammen med den beskrevne effekt af en 'mentor' på børn og unge som har oplevet mobning eller at en forældre forsvandt eller det ufrivilligt at skifte sprog, kultur og miljø som barn.

   Mange særligt kreative voksne fortæller i deres selv)biografi eller i interviews om den lettelse - og dermed mentale optøning af deres nedfrosne kreativitet - som det var at møde en voksen person der "så" dem og "forstod" dem (for første gang), og som de kunne betro sig til om deres sorg og vrede og angst.

   (NB! Disse personer tager med den slag formuleringer afsæt i den konceptuelle metafor: AT SE = AT FORSTÅ.)

   Den case jeg sidst har skrevet om for hvem det var tilfældet, er digteren Yahya Hassan:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.htm

Hjerneforskerne har også en forklaring på hvad der sker i hjernen når man holder på en eller flere alvorlige hemmeligheder - og ingen har den at dele med:

When you choose to hold onto a secret, your brain’s orbital prefrontal cortex simulates in your mind just how bad sharing the secret will be, imagining all the possible negative outcomes. “The prefrontal cortex is involved in decision-making, complex thought and deception,” says neurosurgeon Gopal Chopra, chief executive of PINGMD, which provides an app to facilitate communication between doctors and patients. If the two regions are at cross-purposes, the end result is what Chopra calls “the complications of emotional burden.”

   In other words, if your prefrontal cortex wins the battle within your brain over keeping a secret, the pressure it causes in the cingulate cortex leads your body to ramp up production of stress hormones. This is known as the “fight or flight” response, often triggered when we feel anxiety or fear. If the reaction persists, it can have potentially serious consequences. Every time you think about a deeply held secret, stress hormones such as cortisol can surge, impacting your memory, blood pressure, gastrointestinal tract and metabolism. “Those hormones also include norepinephrine,” Chopra says, “which affects parts of the brain where attention and responses are controlled.”

   The bigger the secret, or the riskier you perceive its protection, the more intense the conflict within your brain, resulting in higher anxiety and a more potent fight-or-flight effect.

http://www.forbes.com/sites/nextavenue/2013/10/24/keeping-secrets-can-be-hazardous-to-your-health/

Frivilligt eller ufrivilligt at føle sig nødt til at holde på hemmeligheder, kan altså være en trussel mod helbreddet i det lange løb.

   Åbenhed og ærlighed er sundere, er moralen.

   Og når forfattere fortæller at de er "lettede" over at være blevet færdig med en roman, så mener de det ikke kun i overført, metaforisk betydning, kunne det her tyde på.

   Og det at skrive dagbog hver eneste dag som er noget både mange politikere har gjort, og mange forfattere som fx H.C. Andersen eller Anais Nin gjorde, det får også hermed et ekstra perspektiv, synes jeg, 

I disse dage er resultatet af Statsløsekommisionens arbejde til livlig debat i medierne.
   Det var de to afslørende journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin på Information som med deres journalistik åbnede sagen og dokumenterede de administrative ulovlighede for flere år tilbage.
   Birthe Rønn Hornbech måtte den gang gå af, og det må to højtrangerede embedsmænd fra ministeriet også gøre nu, fortæller nyhederne os.
   Journalisterne fik Cavling-prisen for deres nyhedsreportage-serie om sagen.

Ulrik Dahlin & Anton Geist

Men i lyset af disse aktuelle forskningsresultater om effekten af at skulle holde på en hemmelighed, så forstår man bedre Birthe Rønns mildest talt mærkværdige ukommunikative opførsel over for journalisterne på Christiansborg i den periode hun var integrationsminister. 

   Da hun grundlæggende er en retlinet person, har hun simpelt hen været så TYNGET af at skulle holde på hemmelighederne, at hun har været fysisk bange for at komme til at tale over sig til (ud)spørgende journalister, for at LETTE SIT HJERTE.

Jeg forstår nu også bedre hvorfor vores nye (gamle!) stramtmundede statsminister Lars Løkke Rasmussen skal udstyres med hele fem spindoktorer.

   En 'spindoktor' er nemlig jo en person M/K som en minister kan betro sine inderste hemmelige tanker og ønsker til, en person som er ansat til loyalt lægger ører til betroelserne, og som derefter har som job at omforme og omformulere dem til noget der kan accepteres i offentligheden og baglandet - som legitim politik der kaprer stemmer, eller modvirker at de forsvinder til DF.

Bigum på hjernen - i anledning af en kronik om Jens Christian Grøndahl og et radioprogram med 'Hjernemadsen' som vært

For godt halvanden måned siden bragte Politiken en kronik af kunstmaleren og digteren Martin Bigum.

   Rubrik og manchet var formuleret sådan:

At bryde abrupthedens konstant er en kunst

Hvad er det, der gør, at man som billedkunstner griber pensel og uopfordret giver sig i kast med at lave et portræt af en nulevende dansk forfatter? Man synes måske, der mangler et billede af det, der ikke helt kan sættes ord på.

Den handlede om Bigums refleksioner over sit ubestilte portrætmaleri af forfatteren Jens Christian Grøndahl, et billede som man kan få adgang til at se her:

http://sn.dk/modules/xphoto/cache/83/645783_930_9300_0_1_2425_1675_2.jpg

Jeg læste kronikken med interesse - ikke mindst fordi jeg har skrevet om Bigum som kunstner og personlighed i hele tre tidligere blogindlæg. Og fordi jeg efter det sidste indlæg ikke kunne lade være med at kontakte ham pr. mail, for at se om jeg kunne få svar på et spørgsmål som jeg havde glemt at stille efter hans foredrag på Vordingborg Bibliotek i marts: Er du synæstetiker?

   Min hypotese var og er at det er han - måske endda en multi-en af slagsen - ligesom fx den berømte asberger-autist Daniel Tammet der har en ubeskrivelig god hukommelse, er tal-ekvilibrist - og altså også multi-synæstetiker, som jeg bl.a. har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/synstesien-som-en-gave-belyst-gennem.html

Den mail til Bigum gav hurtigt en venlig returmail fra ham - hvori han lovede at svare for alvor når han var mindre presset af maleriet. 

   For at dokumentere hvor presset han var, vedhæftede han fotografier af det maleri han var begyndt på, men slet ikke havde malet færdig:

 

Undskyldningen for ikke at give et uddybende svar, giver rigtig god mening i det lys, fordi man har kunnet læse sig til at Martin Bigum er meget disciplineret, dagligt går i sit atelier og arbejder fra 9 til 17, og sætter sig det mål at et maleri skal være færdigt på tid - 5-6-7 uger. 

   Det ufærdige billede er på en gang figurativt og symbolsk - og er visuelt rytmisk og splintret kalejdoskopisk i sit udtryk. Det fremstiller et ungt par der svømmer rygsvømning mod oprørte bølger - mens de trækker en flad 'flåde' der har form som Bornholm, efter sig.  

   Måden at behandle bølgerne på giver mindelser om japanske træsnit, og de to figurer giver mindelser til jugendstilen.

Svaret fra Bigum i mailen og det her ufærdige billede, det blev jeg så mindet om igen for et par dage siden da en af de radioudsendelser som Peter Lund Madsen tilrettelægger under fællestitlen "Hjernekassen på P1", havde Martin Bigum som medvirkende og hovedperson. 

   Udsendelsen blev optaget i Bigums atelier, og Peter Lund Madsen var en (ikke særligt god) interviewer. 

Her er illustrerende billeder fra Facebooksiden om udsendelsen:

  

Som man kan se er Jens Bigum kommet lidt længere med billedet han er igang med, og som jeg fik at se i en lidt tidligere version. De to svømmere og et enkelt mosaikfelt er nu blevet farvelagt. 

   Man kan også se at de står med den skitse som er forstadiet for maleriet, og som man kan læse nedenfor, sandsynligvis udspringer af et syn på den indre skærm.

   Det sidste billede viser et arbejdsbord med andre skitser af syner han har haft, og som måske ender med at blive omsat til malerier - eller delelementer i malerier

Hvad snakkede de to så om? 

   Selvfølgelig om Bigums billeder som man de kunne se i atelieret, om hans disciplinerede måde at arbejde på, om at blive inspireret af syn og visioner der dukkede det indre øje som så skulle indfanges og omsættes i tegning, farver og penselstrøg, om spillet og dynamikken mellem bevidst og ubevidst i den kunstneriske proces, og om den specielle hjerneindretning som antagelig måtte ligge bag Bigums særlig kunstnerpersonlighed, en personlighed som havde været med til at gøre ham til en slags outsider i det etablerede samtidige kunstetablissement.

Både i kronikken om Jens Christian Grøndahl-portrættet og i samtalen med Peter Lund Madsen vender Bigum flere gange tilbage til den metafor at kunsten skal stoppe tiden der udgør en ellers ubønhørlig og ustoppelig strøm.

   

Han taler om kunstværket som ...

... en tidsmaskine ...

Han taler om at et kunstværk skal være ...

... en kæp i hjulet på tidens skånselsløse gang ...

Og han bruger i kronikken denne flotte, næsten for flotte,  metafor:

Eftertankens langstrakte nu kan forhale sekundernes hækkeløb

Og han generaliserer sin metafor til oplevelser som alle kunstnere vil kunne genkende: 

Jeg tror, alle kunstnere higer efter selv at ramme det moment i deres værk, hvor al tid standser.

Den gennemgående metafor peger på at Bigum er en slags romantiker. Han kalder sig selv "symbolist", og refererer dermed tilbage til malerkunsten og digtningen i Europa før og efter år 1900. 

   Hans kunstfilosofi ligger i hvert fald tæt op ad romantikernes fremhævelse af kunsten og poesien som noget evigt, noget der står uden for tiden - i modsætning til den timelige, praktiske og materialistiske virkelighd. 

   

Jeg har tidligere skrevet om 'symbolismen' i et indlæg hvor jeg udkaster den teori at blandt andre Van Gogh var synæstetiker, og havde indre visioner eller syner som var styret af de såkaldte 'formkonstanter', og som slog igennem i hans maleriers helt særlige form og udtryk. 

   Jeg sluttede det indlæg med:

Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.

  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Den teori jeg udkastede i foregående indlæg om Bigum, var at han tilhørte samme 'selskab', og at hans syner og dermed hans billeder også bar præg af de såkaldte 'formkonstanter'.

   Indirekte kunne det at han beskriver sig selv som lidt 'autistisk' når han maler, godt pege i den retning. På spørgsmålet om hvad han mener med det, fortæller han at han jævnlig drejer billedet en kvart eller en halv omgang om malere videre på det i en position, vel lidt svarende til at nogle mennesker kan skrive lige godt med venstre og højre hånd, eller at de kan læse tekster på hovedet.

I radioudsendelsen kobler Bigum denne sin kamp i kunsten for at stoppe tiden, sammen med et fænomen som jeg jævnligt har beskrevet i flere blogindlæg: 'den kreative vrede':

Kunst er også bygget på vrede: Hvad siger I til DET, og hvad siger i så til DET og til DET? 

   Det er en motor at stå heroppe i atelieret (og sige): Jeg skal eddermame vise verden at man kan stoppe bare lidt af den her malstrøm af tid med DET HER MALERI eller DET HER MALERI, som så kan blive små sten i skoen. 

   Den vrede har jeg set hos enkelte af min generationsfæller, det er en troldsplint også i øjet hos dem. 

   Det (vreden) er en vigtig motor.

Bigum svarer så ikke på Peter Lund Madsens opfølgende spørgsmål om hvad han er vred over, men fortsætter ud af af sit eget metaforiske tankespor:

Du kan  stoppe tiden et kort sekund for folk. Det har jeg selv oplevet ved (store) kunstværker jeg har set. Og jeg prøver at indhente dem med mine billeder.

(...)

   En gang hvert andet år ser jeg et kunstværk der gør indtryk 

Den bagvedliggende kreative vrede kommer også til udtryk i en række andre af Bigums metaforer for hvordan han arbejder med maleriet: Det er en kamp:

Det er maleriet man skal besejre hver dag. Man stager sig igennem et maleri for at få det på plads.

(...)

Hvert eneste maleri er en hån mod mig. 

(...)

   Man skal nedkæmpe billedet undervejs og lave et tigerspring. Og det er kunsten. 

Peter Lund Mandsen bemærker nogle små naturalistiske malerier på væggen i atelieret, og spørger hvad det nu er for noget:

  Bigum fortæller at der er tale om en slags personligt eksperiment med at sætte sig ud i naturen med staffeli og solhat og med bierne sværmende, og så se på virkeligheden, og så male det han ser her og nu ...

...  og så prøve at se om man kan fange ind det man ser i naturen.

   Og når man så kigger igen, så er alt forandret, det man har malet er for længst væk, men nu er det så på lærredet.

   Det er en pervers lille leg med virkeligheden. Men det foregår i hvert fald med ro på. 

   Det er noget jeg faktisk virkelig nyder - men det er ikke noget jeg som sådan vil udstille.

Hvorfor ikke? burde Peter Lund Madsen have spurgt.

   Men det Bigum beskriver her om tilblivelsen af de små naturalistiske billeder, er det stik modsatte af den proces han ellers beskriver som den der ligger bag hans produktion af kunstværker. Den bygger på visioner og syner der presser sig på indefra - fra det ubevidste:

Der kommer et syn for det indre blik. Og ud af 10 syn der kommer forbi, er der et der duer.

   Der melder sig billeder, og et af dem har en kim i sig som jeg kan stå inde for. Så det gælder om at fange det når det er der.

   I min hånd og i min hjerne er der noget der gør at jeg kan tegne som jeg gør. Når jeg ser noget for det indre blik, er det så stærkt og flot i sin komposition, og jeg tænker så: Hov, det må jeg fange ind og ramme med min streg.

   Så må jeg lave de bedste skitser, og så er det skitser af hvad jeg ser med lukkede øjne for det indre blik.

   Det er som om hjernen har sin all power station som så starter, og så skal jeg prøve at mime det jeg ser for mit indre blik.

   Man har så også en stil og man har en ånd som man godt vil udforske. 

   Men skitser som falder helt ved siden af, kan jeg ligesom ikke føje ind i det større hele. 

Bigum har også en udtalt kritik af "samtidskunsten". Han siger til Peter Lund Madsen:

I samtidskunsten snakker man ikke om det eksistentielle i at lave kunst.

Underforstået: at det burde man, for så kunne Martin Bigum føle sig mere inkluderet, hvor han nu stadig føler sig i en outsiderposition.

I radioudsendelsen er der ellers ikke meget der peger på at Bigum skulle være neuroligisk synæstetiker. Men i kronikken er der nogle citater der peger i den retning. Her en synæstisk kobling fra syn til lyd:

Det slip af visioner, sammenhængende symboler, og ikke sammenhængende symboler, vi ser rasle over maleriets midterfelt, er billeder på alt det, forfatteren kunne have noteret sig på vej gennem livet som værende af betydning. Hvor subtilt og diffust og konkret det så måtte være.

   Hvis vi kunne skrue op for lyden af maleriet, ville det formentlig larme; knitre, suse, klapre, tikke, ruske, sive, dryppe, smælde. Og hvis jeg kunne sætte det i bevægelse, som en film, ville det være som et flimmer af syn, hundreder af lysspættede sansninger, der spoler gennem milliarder af øjeblikke.

Og i det følgende går synæstesien fra ord i det han har læst af Jens Christian Grøndahl, til syner med billeder/farver:

Lige pludselig, for et år siden, var ’visionen’ der (for for mig er det dybest set det, et maleri er: et syn?): Jeg tegnede lynhurtigt skitsen til maleriet. Det er altid et godt tegn, når den sidder i skabet fra starten. Jeg tror, jeg var nået til et punkt som kunstner, hvor jeg nu havde erfaringer nok til selv at give et medbillede på nogle erkendelser fra den kunstneriske proces.

   Dette ser man bl.a. på mit maleri; forfatteren er koncentreret, har lukkede øjne, hænger skildret i halv figur, i et uudgrundeligt lys, ude i venstre side, med skoen svævende over jorden. Han har lyseblå skjorte, brun jakke og beige bukser på.   Ved maveregionen og under knæet er puslespilsbrikker. Hans anden halvdel er væk, den er sluset væk i slyngede bånd, strimler, ruller, puslespilsbrikker, planer og plader, i et vildt ryk over billedfladens rå lærred.

   Hver scene, der er malet på alle disse prismer, refererer direkte eller indirekte til sansninger og scener fra hans romaner og essays, som jeg, som læser og billedkunstner, har valgt at fortolke dem.

Ifølge radioudsendelsen kommer disse syner ofte til Bigum i overgangsfasen mellem vågen og søvn, en tilstand som har en række fællestræk med virkningen af meditation og euforiserende stoffer, og som har den faglige betegnelse hypnagogia:

Hypnos means “sleep” and gogia means “driver” so the two combined mean “sleep driver”. It’s the last moments a person experiences before being completely engulfed by sleep. Hypnagogia was coined by Alfred Maury in order to define the transitional stage between wakefulness and sleep (4). It precedes the first stage of sleep when alpha rhythms in brainwaves slow down and then break up before turning into slower and smaller amplitude theta rhythms (1). Hypnagogia is usually known as an altered state of consciousness and sometimes it’s referred to as the “borderline” state or the “half dream” state. During this stage, the person falling asleep can go through strange experiences that are similar to those triggered by hallucinogens such as LSD and DMT. The person’s imagination takes over: He or she can hear random voices, see imaginary objects from people to mysterious worlds; his or her body can experience strange sensations such as floating or becoming bigger, and the brain can spit out random and origin-less thoughts. The experience can be anywhere from fascinating to utterly terrifying.

 http://serendip.brynmawr.edu/exchange/node/4159

Her links til de foregående Bigum-blog-indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-igen-om-synstesi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html 

Om brevskrivning og erfaringsprog - og om kreativ brug af 'tennisspil' og 'æglægning' i sammenligninger og metaforer

Egen akvarel - efter motiv fra nettet

Jørn Lund, min gamle studiekammerat og fast forfatter af sprogklummer i Politiken, har i dag en artikel om forfattere der er store og produktive brevskrivere.

   Det interesserer mig fordi jeg for nylig har fået foræret nogle af de breve min mor i en kort periode 1949-50 skrev til min tante, nogle breve som først for nylig er dukket i op i en kasse som min kusine havde fået og gennemgik efter min tantes død.

  Når brevene er særlig interessante for mig og min søskende, skyldes det at min mor døde tidligt - i 1965 - af en svulst i hjernen. Så ingen af os søskende har kendt hende mens vi levede vores voksenliv. 

   Tilbage er kun fjerne og tågede barndoms- og ungdoms-erindringer - fra hver vores vinkel.

   Og hvordan var hun egentlig? Den diskussion får vi aldrig ende på.

 

Vi ved vores mor var kreativ, interesseret i kunst og litteratur. Hun lavede også stofkollager, syede ryatæpper og hørte klassisk musik - med glæde.
   Og Jule-perioden med udklip at stads og dekorationer var årets kreative klimaks for hende.
   Og hun elskede at feste og at danse, det husker vi alle.

   Og så skrev hun mange og lange breve, både til sine to søstre og til sin mor, men de er gået tabt.
    Hun må også have skrevet nogle til mig mens jeg var i USA 1961-62, men jeg husker det ikke og har ikke gemt dem.
   Hun strikkede islandske sweaters til min tre amerikanske brødre og mig og sendte over:

Peter, Jimmy, Dickie, Danny

De var en stor succes i min amerikanske familie.

Men hun skrev altså også til min tante, som i øvrigt sikkert har svaret med tilsvarende lange breve, for hun var - også - en sprogligt meget kreativ dame - og ligesom min mor var hun hjemmegående husmor med små børn i den periode.

   Senere boede jeg hos tanten og min farbror i nogle sommerferier, og hun var altså simpelt hen sjov, husker jeg - kunne fortælle vittigheder og lege med ord stort set uafbrudt - og kunne tilsyneladende ikke lade være: De ordspil kom bare af sig selv.

   Da min farbror fyldt 70 eller 75 - holdt hun en varm tale til ham - skrevet på vers. Det var originalt - og rørende.

 

Da mine søskende og jeg havde vores halvårlige komsammen  her i sommer, havde min mindste bror fundet en lille dagbog som min mor skrev efter operationen foråret 1965 og i nogle få måneder inden sin død i september, en periode hvor vi børn egentlig troede at operationen var lykkedes, og kun min far vidste at det var en stakket frist.

   Da vi læste op af disse dagbogsnotater, slog det mig - igen - hvor naturligt og flydende et skriftsprog min mor havde: klart, nuanceret erfaringssprog. talesprogskonkret og -nært, men altså levende skrift når det er bedst.

 

Og sådan var de her nyfundne breve også. Det var ret så bevægende at læse dem - og få dem læst højt af fruen.

Jørn Lund kalder Karen Blixen og H. C. Andersen for "brillante brevskrivere" i anledning af John Chr. Jørgensens nyudkomne bog om brevet som genre og udtryksform, eksemplificeret med breve fra de to store og internationalt kendte forfatternavne.

   Jørn Lund genfortæller at Karen Blixen opdager at brevene egner sig bedre til fortælling end til diskussion. Hun skriver til broderen Thomas Dinesen:

Du kan tro, at jeg mange gange ønsker, at jeg kunne sidde og få en snak med dig som i gamle Dage, og noget lignende kan vel så mine Breve blive.

Breve som erstatning for 'en snak' som ikke kan lade sig gøre.

   Og i et andet brev:

Meget opmuntrende synes jeg forresten ikke, at forsøget på at føre en Diskussion i Breve paa saa lang Afstand kan siges at være - det er omtrent som at spille Tennis med så høje Bolde, at man hver Gang maa vente en halv Time paa, at de skal komme ned igen.

Bang! Et fantastisk og anskuelig billede - en sammenligning og metafor i et hug:

   At skrive breve på så lang afstand er omtrent som at spille tennis med så høje bolde at man hver gang må vente en halv time på at de skal komme ned igen.

   Den indebærer en  bagvedliggende konceptuel metafor: DISKUSSION = SPIL. 

   Og så associeres derfra til det tennisspil som Blixen i kraft af sit overklasse-tilhørsforhold kender ud og ind - og så at sige har indlejret i kroppen.

Jeg søger lige på nogle andre Blixen-citater, her fra hendes breve fra farmen i Afrika:

   Til Ingeborg Dinesen, januar 1923:

“To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige.”

"At klippe håret af" og "at lære at køre automobil". To indholdskonkrete anskueliggørend metonymer på kvindens frigørelse som i den grad rammer tiden efter Første Verdenskrig.

Her et citat mere:

   Til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914:

“Jeg har i fire Uger besøgt de lykkelige Jagtmarker og kommer lige ud fra Dybet af den store vilde Naturs Herlighed, fra Urtidens Liv i Dag som for tusinde Aar siden, fra Mødet med de store Rovdyr, som betager én, som man får på Hjernen, saa at man ikke synes, der er andet værd at leve for end Løver.”

Igen ser man hvor sprogligt konkret Karen Blixen er i sine fortællende breve: "de lykkelige jagtmarker" refererer til det engelske udtryk "happy hunting grounds" som er indianernes betegnelse for et 'paradis' hvor der er en overflod af let tilgængelige byttedyr for jægere og krigere; i overført betydning: et sted hvor der er frihed til at forfølge sine ønsker og lyster uden snærende restriktioner.

  Udtrykket kender både Karen og broderen Thomas fra deres far Wilhelm Dinesen, som i perioder af sit liv levede og jagede sammen med indianerstammer i Nordamerika.

  Dette billede med 'de lykkelige jagtmarker' associeres så videre til den faste vending "at have noget på hjernen", som altså også dækker over en konceptuel metafor: ENSIDIGT OPTAGET AF X = AT HAVE X PÅ HJERNEN.

   Karen har af oplevelserne i Kenyas vilde simpelt hen natur fået ... "Løver på hjernen".

   Man ser det for sig!

Dette flydende og billedrige skriftsprog hos Karen Blixen (og fx også hos H.C. Andersen) er jeg overbevist om hænger sammen med at det personlige brevs naturlig sprogform er erfaringssproget. et sprogbrug hvis ordvalg er kendetegnet ved det jeg andet steds har karakteriseret som "basic level-kategorier":

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories.

   Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

   Basic-level categories tend to rest in the middle of typical general-to-specific categorical hierarchies. For example, in classifying life forms, the basic-level category tends to be at the level of the genus (oak, maple, rabbit, raccoon, etc.)

   If I run across a tree on a trail, I could call it a "plant", a "tree", a "leaf-bearing tree" a "sugar maple", or a "cutleaf staghorn sumac", but I am most likely to simply call it a "maple". Categories more general than "maple" are likely to be mentally represented as superordinate categories, while categories more specific are likely to be represented as subordinate categories.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm

Jeg plejer at sige at ord der tilhører 'basic-level-kategorier', kan kendes på at de umiddelbart kan tegnes (cykel, elefant, gaffel, sol) - eller demonstreres gennem efterlignende gestus/handling (spis, sove, løbe, smile, klippe).

Og når vi nu er ved billedskabende sprog, så dukker der et smukt og for mig friskt eksempel op i dagens kronik i Politiken på et dramaturgisk begreb og fænomen som jeg tidligere har skrevet meget om  - også her på bloggen. 

   Andre steder har jeg kaldt det "set up" eller "plantering", men her var nu en frisk variant: 'at lægge æg i sindet'.

   

Rubrikken gjorde også brug af en anden - usædvanlig metafor, i hvert fald i forhold til at forfatteren er jurist:

Dragsdahls rolle i den kolde krigs absurde teater

Kronikken er af René Offersen, ham der var advokat  for Jørgen Dragsdahl i injuriesagen ved Højesteret mellem ham og professor Bent Jensen, en sag Dragsdahl vandt.

   Kronikken er et svar på en tidligere kronik som forhenværende chef for PET, Ole Stig Andersen havde skrevet, og hvori han kritiserede dommen i meget skarpe vendinger, og begrundede hvorfor han støttede at sagen blev bragt videre til menneskeertsdomstolen i Strassbourg:

   Denne kronik sluttede med en sætning om at dommen ikke ville holde "en halv meter og slet ikke helt ned til Strassbourg."

Jurister er ikke berømte for at skrive klart, levende og billedrigt, snarere det modsatte. Men det er utvivlsomt en fordel når man procederer - også i Højesteret - at man har adgang til både det juridiske videnssprog og det hverdagsnære erfaringssprog, og at man kan formulere sig i et retorisk effektivt mix.

   For eksempel skriver han om Ole Stig Andersens slutformulering - retorisk skarpt og klart - og med et ekko af talesprog i formuleringerne:

Bemærkningen er kæk, men malplaceret.

   Det ved jeg, fordi Højesteret generelt er på et andet niveau end Ole Stig Andersen tror. Og konkret ved jeg det, fordi jeg var advokat for Jørgen Dragsdahl i Højesteret, og derfor har beskæftiget mig indgående med Højesterets dom og  Jørgen Dragsdahls retssikkerhed.

Og senere citerer René Offersen fra Ole Stig Andersens kronik:

"Det fremgår klart, at Bent Jensen i sine indlæg ikke støttede denne påstand (om at JD skulle have været betalt KGB-spion). Han brugte slet ikke begrebet spion, og han nævner udtrykkeligt, at der ikke blev rejst sigtelse mod Jørgen Dragsdahl"

Og så kommer Offersens svar, der med en smuk og effektiv metafor klæder Bent Jensens luskede retorik af: 

Nej, det fremgår bestemt ikke klart, at Bent Jensen ikke støttede spionpåstanden. Bent Jensen indledte sin artikel med at gengive den alvorlige spionpåstand (peger mod straffelovens paragraf 107) og udtalte senere, at en stor del af Ekstra Bladets oplysninger havde vist sig at være sande.

   Hvorfor skulle den alvorlige betegnelse spion anvendes i artiklens første sætning, hvis ikke Bent Jensen ønskede at lægge æg i læserens sind? Hvis Bent Jensen ikke ville lægge sådanne æg, hvorfor gav han så ikke oplysninger om sandfærdigheden af den refererede spionpåstand?

   Et andet eksempel på Bent Jensens diabolske skrivestil er følgende udsagn senere i artiklen: »... hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer«.

   Der er tale om et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side, herunder kunstgrebet med det lille ord ’sin’. Arne Treholt fik 20 års fængselsstraf for sin spionage. Hvorfor skulle Treholt af Bent Jensen skrives ind i en sætning sammen med Jørgen Dragsdahl, hvis ikke det var for at lægge rådne æg i læsernes sind?

Vi fremhæver lige den her fine og friske metafor:

"at lægge æg i læserens sind" 

"at lægge rådne æg i læsernes sind"

Billedet er beslægtet med det engelske "a plant" eller det svenske "plantering", og det betyder altså at lægge en tekst til rette på en måde og med et ordvalg så læseren forføres til senere lettere at tro på en påstand eller et argument.

   Et nyere ord med nogenlunde samme betydning fra markedsføringsspsykologien er "priming", et fagudtryk som i følge Wikipedia skal forstås således:

Priming is an implicit memory effect in which exposure to one stimulus influences the response to another stimulus. (...)

   Priming can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. For example, if a person reads a list of words including the word table, and is later asked to complete a word starting with tab, the probability that he or she will answer table is greater than if they are not primed. 

   Another example is if people see an incomplete sketch they are unable to identify and they are shown more of the sketch until they recognize the picture, later they will identify the sketch at an earlier stage than was possible for them the first time

Jeg googler for at se om metaforen med at "lægge (rådne) æg i læserens sind", om det er Offersens egen kreative opfindelse, eller han har lånt det fra en anden kilde. 

   Men det er Offersens egen. Den optræder kun i to andre avisartikler fra i år som begge indeholder citater fra proceduren ved Højesteret, som her i retsreferatet fra Weekendavisen:

Denne afgørende præmis (at JD skulle være såkaldt "påvirksningsagent") bliver totalt forkastet af Offersen, da han procederer i Højesteret. Han laver en minutiøs sproglig analyse af Bent Jensens artikler om Dragsdahl, og påpeger, at Jensen slet ikke brugte betegnelsen »påvirkningsagent« i artiklerne, som startede sagen. 

   Offersen forklarer, at Jensen igen og igen gav det indtryk, at Dragsdahl var spion eller regulær agent i den tunge kategori og ikke blot en påvirkningsagent.

   »Bent Jensen lagde med sine tendentiøse artikler æg i læsernes sind. Rådne æg. Ingen almindelige læsere kunne, når de havde læst artiklerne, være i tvivl om, at Dragsdahl var en strafbar KGB-agent eller spion, som kun slap af krogen, fordi PETs ledelse droppede en straffesag imod journalisten af politiske grunde.«

Hvis jeg en gang skulle komme i alvorlig juridisk knibe, ved jeg godt hvem jeg ville hyre, hvis jeg havde råd: René Offersen.

Det man siger, er man selv - Søren Espersen vs Rune Engelbreth Larsen

Jeg har i et tidligere indlæg fra godt et år tilbage, illustreret hvordan man ved substitution af nogle kerneord i en argumenterende tekst, ironisk afslørende kan vende dens kritik mod ophavsmanden eller -kvinden selv. 

   Den gang var det Pia Kjærsgaard hvis manipulerende retorik rettet mod kvinder som bærer tørklæder når de går på gaden, som blandt andre blev taget ved vingebenet af en 'pensioneret skolelærer'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/07/pia-kjrsgaard-kan-den-kreative-kunst-at.html

Den illustrerende afsløring skete ved i Pia Kjærsgaards tekst at udskifte frasen "kvinder, der bærer tørklæde" med frasen "kvinder i let påklædning".

   Et beslægtet retorisk afslørende greb fortæller jeg i øvrigt om i et indlæg som blandt andet beskriver en af mine egne pædagogiske substitutions-gimmicks i forhold til et hold RUC-basis-studerende som jeg skulle holde oplæg for om "Marxistisk pædagogik"  i 1972.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Disse indlæg kommer jeg i tanker om ved at læse Rune Engelbreth Larsens debatindlæg i Politiken i går under denne rubrik og manchet: 

Søren Espersen misbruger 'det danske folk'

Jeg vil ikke være en del af den løgn om 'danskerne', som Søren Espersen repræsenterer

Rune Engelbreth har jævnligt i Politiken præcist, kritisk og kreativt formulerede indlæg med afslørende brod vendt mod ideologisk retorik og manipulerende snik-snak fra - hovedsagelig - den blå side af det politiske landskab. 

   Denne gang forholder han sig i sit indlæg til den verbalt nedgørende og arrogante behandling som Stine Bosse i den forgangne uge var blevet udsat for af Dansk Folkepartis Søren Espersen.

   

Afsættet for Søren Espersen var en kommentar fra Stine Bosse i tidskriftet Ræson  til Integrationsminister Inger Støjbergs plan om at skræmme flygtning fra at søge til Danmark med en negativ propaganda-kampagne i internationale medier der skal fortælle flygtningene hvor dårligt de vil blive modtaget som asylsøgere her.

   Stine Bosses indlæg der generelt er holdt i en saglig og nøgtern tone, sluttede sådan her om flygtningeproblemet:

JEG VED, jeg taler på manges vegne, når jeg skriver at vi sidder med en led smag i munden. For vi ved at dette kan løses, Vi ved, at Ministeren ikke har besøgt et eneste nærområde, endsige interesseret sig for dem og vi ved, at det ikke kun er i dag, mennesker betaler den pris, de gør. Historien husker. Danmark er blevet husket for indsatsen under Anden Verdenskrig (og fejret – ikke mindst af os selv) fordi vi bragte jøder i sikkerhed i Sverige. Men vi vil også blive husket som dem, der IKKE gjorde noget under Syrienkrigen. Det vil man huske ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden.

   Kære Inger Støjberg. Vil du ikke prøve at tage en lidt længere rejse? Start med at aflægge dine kolleger i Bruxelles et besøg. Tal med EUs agentur for flygtningespørgsmål, EASO, der ved meget om, hvad der bør gøres. Og følg derefter Jens Rohdes (MEP for V) opfordring til at besøge nærområderne. Tag TV2 eller DR med – og se om ikke du kunne finde lidt klogskab og human indsigt frem til at gå andre veje.

For mig er der ingen tvivl om at det er metaforen "vi sidder med en led smag i munden", der udløser kraftige følelser - tilsyneladende ikke hos integrationsministeren - men hos Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som jo er dem der egentlig står bag ideen til denne anti-indvandrerkampagne. 

   Metaforen er jo meget fysisk og kropslig, og rammer derfor hårdt. Den er beslægtet med Nyrup Rasmussens om "at Danske Folkeparti aldrig vil kunne blive stuerent". Så Søren Espersen er hurtigt ude med en modkommentar som ikke forholder sig til det saglige indhold i Bosses indlæg, men har karakter af et - 'ledt', kunne man fristes til at sige - verbalt karaktermord på Stine Bosse. 

   Det indledes sådan her:

Stine Bosse lever på toppen – i en international high-flyer-verden – aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?

I sit debatindlæg i Søndags-Politiken tager Rune Engelbreth Larsen så på vanlig præcis vis, afstand fra at blive inkluderet i Søren Espersens retoriske fiflerier med brug af begreberne "fædreland" og "det danske folk".

   Efter et referat af indholdet i Stine Bosses ærligt bekymrede indlæg, fortsætter han:

Over for dette nuancerede indlæg, der svinger sig op på et enkelt emotionelt udbrud om »en led smag i munden« over for planerne om en skræmmekampagne, reagerer Dansk Folkepartis Søren Espersen med et foragtende personangreb. Bosse er således »aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk«.

     Sådan taler Propagandaløgnen.

   Hvordan kan jeg tillade mig at skrive dét? Fordi det er åbenlyst sandt. For det første er hele Stine Bosses indlæg udtryk for bekymring og forståelse for Danmark og danske interesser. Man kan selvfølgelig have andre prioriteringer end Bosse, eftersom 'Danmark' og 'danske interesser' ikke er noget entydigt, men netop er mangefacetteret og flertydigt. Men kun den bevidste løgner kan benægte hendes veneration for Danmark og danskere.

   For det andet er Søren Espersens misbrug af »det danske folk« selvindlysende. Han taler jo hverken på vegne af »det danske folk« eller »fædrelandet«. Ingen af delene eksisterer som homogene monolitter andre steder end i propagandaløgnen.

   Jeg er dansker. Jeg er en del af det danske folk. Men jeg er ikke, vil ikke være og bliver aldrig nogen sinde en del af den ensrettende løgn om »danskerne«, som Espersen repræsenterer.

Indlægget slutter med en afslørende substitution hvor Engelbreth i Søren Espersens indledende tekstafsnit, substituerer Stine Bosses navn med afsenderen Sørens Espersens navn. 

   Først citerer han Søren Espersens indledende angreb på Stine Bosse:

»Stine Bosse lever på toppen«, fastslår han bl.a. »Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?«

   Hvor pudsigt og interessant er det ikke, at ethvert af disse fordømmende ord, er udtryk for det reneste, tydeligste, ærligste og allermest træffende politiske spejl?

     Læs selv: »Søren Espersen lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Søren?«

Teknikken som Rune Engelbreth også har brugt kreativt tidligere, kaldes somme tider "jødeprøven", idet den fx kan bruges til at demonstrere og afsløre et indlægs kamuflerede racisme, ved i teksten at indsætter "jøder" og "jødisk" istedet for betegnelserne for den gruppe det racistiske indlæg er rettet imod.

   I de senere år bruges denne kreative substitutions-teknik næsten dagligt i Politikens ATS-satire-spalte på bagsiden af første sektion. 

   Med stor mentalt befriende effekt.

Det man siger, er man selv

Her link til de tre indlæg, så man selv kan vurdere kvalitetsforskellen i retorik og argumentation i indlæggene som helhed: 

http://raeson.dk/2015/stine-bosse-skriver-kaere-inger-stoejberg/

http://raeson.dk/2015/soeren-espersen-stine-bosse-har-ingen-veneration-for-%E2%80%A8sit-faedreland-og-for-det-danske-folk/

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2776978/soeren-espersen-misbruger-det-danske-folk/