Sider

søndag den 26. juni 2016

Om kruseduller på papiret - og om afhængighed af dagdrømme, kaldet 'maladaptive daydreaming'


I det fine glittede magasin som min bank sender til mig med posten med passende mellemrum, stod der en artikel om betydningen af det at tegne kruseduller, mens man fx lytter til en forelæsning eller sidder med rundt om bordet til et vigtigt møde med seriøse indlæg. 
   Rubrikken var :
Det styrker hjernen at doodle
Manchetten lød:
Både John F. Kennedy og Curt Cobain gjorde det. At tegne kruseduller har et stort mentalt potentiale. For doodles, som de kaldes, forhindrer tankeflugt og før det nemmere at huske.
Det synes jeg lyder interessant, for jeg hører også til dem der kan finde på at 'doodle' når jeg bare skal høre efter. Og har vel en gang imellem haft lidt dårlig samvittighed over det, for det at sidde og tegne - formålsløst - på et stykke papir, anses vel almindeligvis som et udtryk for at man keder sig eller er uopmærksom, har jeg nok tænkt. 

Men ny forskning fra Plymuth University viser "at doodling faktisk kan skærpe evnen til  at lytte og huske."
I et forskningsforsøg afspillede den engelske psykologiprofessor Jackie Andrade en besked for 40 testpersoner. Halvdelen fik at vide, at de bare skulle lytte, mens den anden halvdel fik lov til at tegne kruseduller imens. Og resultaterne var bemærkelsesværdige. De krusedulletegnende huskede i gennemsnit 7,5 stykker information, mens den ikke doodlende halvdel i gennemsnit kunne huske 5,8 stykker information.
Forklaringen er at krusedulletegning mens man lytter, er med til at blokere for dagdrømmerier som ofte er en følge af at hjernen keder sig. 
   Og det at dagdrømme er faktisk en aktivitet som hjernen bruger meget energi på, så meget energi at vi  ofte ikke kan koncentrere os om samtidig af høre efter hvad der bliver sagt.
"Doodling kræver derimod lige præcis nok hjerneenergi til, at det forhindrer vores opmærksomhed i at gå off-line og forsvinde væk i dagdrømmeriet. Samtidig er det en så simpel aktivitet at det ikke skaber en kognitiv overbelastning, når vi også skal lytte imens," siger Jackie Andrade.
   På den måde placerer krusedulletegning hjernen det perfekte sted midtimellem at tænke for meget og tænke for lidt. (...) Man kan godt tegne løse streger og have skarpe ører samtidig."
Dagdrømme foregår når hjernen har aktiveret det netværk som kaldes 'Default mode network (DMN), eller Task negative network', et kompleks af forskellige neurologisk forbundne hjernemoduler som i øvrigt i følge Wikipedia ...
... is most commonly shown to be active when a person is not focused on the outside world and the brain is at wakeful rest, such as during daydreaming and mind-wandering, but it is also active when the individual is thinking about others, thinking about themselves, remembering the past, and planning for the future
Jeg har hidtil forbundet Default mode-netværket i hjernen med noget positivt, idet jeg har forstået dets aktivering som en forudsætning for alle former for kreativitet - en kreativitet som fremmes af den såkaldt "åbne tilstand" som man kommer i når man sover, mediterer - eller fx ved indtagelse af forskellige former for euforiserende stoffer. 
   Det netværk er også aktivt i forbindelse med at forstå, huske og gengive historier - narrativer - fremgår det af Wikipedia-artiklen:
Studies have shown that when people watch a movie,[9] listen to a story,[10] or read a story,[11] their DMNs are highly correlated with each other. DMNs are not correlated if the stories are scrambled or are in a language the person does not understand, suggesting that the network is highly involved in the comprehension and the subsequent memory formation of that story. The DMN is shown to even be correlated if the same story is presented to different people in different languages,[12] further suggesting the DMN is truly involved in the comprehension aspect of the story and not the auditory or language aspect.
Doodling som jo er en udadvendt fysisk-motorisk aktivitet, skulle altså bidrage til at man ikke fortaber sig i sit indre landskab af historier, erindringer, fantasier, ønskedrømme - fordi den man lytter til, måske er kedelig eller svær at forstå, eller fordi emnet måske ikke fanger en.
   I artiklen i bankmagasinet konkluderer Jackie Andrad at ...
Vi husker ikke kun ved at lytte. Vi opsamler også information igennem det vi ser og mærker. Derfor kan doodling vække neurologiske forbindelser, der eller sover. Når man doodler bevæger man sin hånd og kigger på sine kruseduller. Det giver ekstra sanseoplevelser, stimulerer hjernen og forstærker dens evne til at lagre information og senere hjælper hukommelsen p¨vej, når vi skal genkalde os informationen."
Det giver interessante associationer til to af de andre emner jeg tidligere flere gange har skrevet om i indlæg her på bloggen: synæstesi og mnemoteknik.
   Det kendetegner synæstetikere at de fortæller at de ofte har gavn af synæstesien fordi deres hjerne automatisk associerer fx bogstaver, tal og ord med fx forskellige farver, former, personlighedstyper eller smage, og at de koblinger gør dem nemmere at huske senere fordi der er skabt neurologiske forbindelser til flere forskellige centrer i hjernen.
   Og det er også det der kendetegner de mnemoteknikker som fx Joshua Foer fortalte om i sin bog "Moonwalking with Einstein", nemlig at de informationer det er særligt vigtigt at kunne huske, bevidst associeres med fx billeder, rum i et hus eller historier som man kender i forvejen. 
  
Så selv om krusedullerne altså ikke har nogen særlig betydning når de laves, andet end at blokere for at man falder ind i sig selv, så giver de automatisk neurologiske spor til hukommelsen i andre dele af hjernen (dem som har med synet og bevægelser at gøre) end de dele som modtager det verbale input gennem øret.
   Og de kommer altså til at  fungere som en slags supplerende sensoriske noter for erindringen om det man har hørt. 

Artiklen i Wikipedia peger imidlertid også på den mulighed som taleren har for at aktivere og nyttiggøre DMN hos tilhørerne (i stedet for at det kan være en trussel for opmærksomheden), nemlig hvis han indlejrer sine informationer i fortællingens form, altså i anekdoter og case-historier. For som det fremgår af citatet oven for, så fanger og fastholder "storytelling" - narrativer - DMN-hjernens opmærksomhed på en særlig måde uden hensyn til mediet den er fortalt igennem. 

Men dagdrømmerier kan ikke bare være en flugt fra kedelige snakkemaskiner,   de er også noget nogen kan blive nærmest sygeligt afhængig af, fortæller en artikel i Weekendavisens tillæg Ideer fra den 17. juni. Skrevet af Hans Henrik Fafner.
   Ligesom man kan blive afhængig af at spille, eller løbe, eller se porno på nettet, eller indtage euforiske stoffer.
   Rubrikken:
Ud ad en tangent
Overliggerne fortæller:
Dagdrømmeri. Mennesket bruger i gennemsnit 13 procent af sit vågne liv på at dagdrømme, men for nogle tager det overhånd og bliver en usund afhængighed.
Fænomenet - diagnosen, kan man næsten sige - har fået betegnelsen maladaptive daydreaming, forkortet MD. 
   En forsker fra Haifas Universitet, Eli Sommer, har sammen med kolleger fra andre universitet kortlagt fænomenet og navngivet det officielt.
   De har konstateret at dagdrømmeriet som en slags 'syndrom' kan stille sig i vejen for hverdagens normale funktioner hos visse personer.
   Andre steder på nettet taler man i samme betydning om compulsive fantasizing eller extreme fantasizing.

Wikipedia har også en artikel om 'Fantasy prone persons' (FPP) som har lighedspunkter, men som ikke beskrives som personer med en sygelig afhængighed, men som en særlig personlighedstype:
Fantasy prone personality (FPP) is a disposition or personality trait in which a person experiences a lifelong extensive and deep involvement in fantasy.[1] This disposition is an attempt, at least in part, to better describe "overactive imagination" or "living in a dream world".[2] An individual with this trait (termed a fantasizer) may have difficulty differentiating between fantasy and reality and may experience hallucinations, as well as self-suggested psychosomatic symptoms. Closely related psychological constructs include daydreaming, absorption and eidetic memory.
Hvor stor en procentdel der har MD, kan man ikke afgøre. 
   Artiklen i Ideer fortæller at forskerne mener der  er tale om en glidende overgang fra 'normalt (og dermed 'sundt') dagdrømmeri' (gennemsnit: 13 procent af den vågne tid) og til det 'sygeligt belastende' hvor i gennemsnit 58 procent af den vågne tid bruges til at dagdrømme.

Oversat til mere almindeligt sprog, så er der altså tale om mennesker som er så gode til at skabe fantasibilleder og -fortællinger på den indre skærm at de bliver regulært afhængige af det, og derigennem undgår konfrontation med en ydre besværlig og krævende virkelighed. 
   
Artiklen nævner det ikke, men for mig er det indlysende at aktivering af hjernens belønningssystem indgår som en forklarende faktor på MD-afhængigheden. 
   Det bekræftes af nogle af de hjemmesider der er tilegnet brugere som udveksler erfaringer om deres MD.
   Det kan jo nemt ses som en form for eskapisme som umiddelbart kan minde om den måde intellektuelle i gamle dage sagde at ugebladenes læge- og kærlighedsromaner fungerede på i forhold til frustrerede hjemmegående husmødre som kernelæsere.

Gruppen af MD´ere har forskerne fundet ud af kan delse i to:
I den ene var dagdrømmeriet ren fiktion, både vedrørende handling og optrædende personer, mens indholdet i den anden i højre grad var forankret i virkeligheden. Det kunne dreje sig om ønsket om at tjene flere penge eller at finde den ideelle kæreste eller livsledsager.
Et par case-eksempler refereres i artiklerne af Eli Sommer:
En kvinde fortalte os at handlingen i hendes dagdrømme omfatter omkring 35 fiktive personer. Hun fortalte, hvordan disse personer har været hos hende siden barndommen, og at hun ikke husker et øjeblik, hvor hun har været alene med sig selv.
   En anden kvinde kunne fortælle, at plottet i dagdrømmene konstant ændrer sig i nye retninger og udvikler sig. Det har ded gjort i 30 år, siden hun i en alder af  10 så en tv-serier, som blev hængende i hendes bevidsthed som konstant inspiration for dagdrømmene. 
   Hun berettede, at der kan gå hele dage, hvor hun ikke bestiller andet end at dagdrømme, og at hun har opleve sig selv bekæmpe søvnen om aftenen for at kunne fortsætte. 
Elis Sommer fortæller at oplevelsen af egen dagdrømme hos nogle med MD kan få dem til at le og græde over deres selviscenesatte indre fantasi-historier.

Hvis man går ind på YouTube og søger på "maladaptive daydreaming", så optræder der adskillige videoer med (især) unge kvinder som fortæller om der afhængighed og hvordan det opleves. 
   Som fx. den her:


Også forskeren Eli Sommer har på YouTube en længere video hvor han fortæller om sine erfaringer og sin forskning i MD:


Wikipedia har en artikel om emnet hvori man blandt andet skriver:
While there are many specific symptoms of a maladaptive daydreamer, someone with this disorder will not necessarily have all of them.
   Often maladaptive daydreamers will have 'triggers' that set off their daydreams. Common triggers are books, movies, music, and even riding in a car. Maladaptive daydreamers also may have trouble getting out of bed or going to sleep, due to the want to continue daydreaming.   Often times while maladaptive daydreamers are daydreaming they will whisper, talk, make facial expressions, or do some sort of repetitive movement.
   Maladaptive daydreamers can spend hours simply daydreaming. They often have elaborate fantasies within their minds, often comparable to a complete novel or movie. Many have more than one fantasy in their mind, each with its own characters, setting, plots, etc. Maladaptive daydreamers may become emotionally attached to their characters as well, though they know the characters are not real.[3]
Hvad opnår disse dagdrømme-afhængige så af deres til det sygelige grænsende fantasiliv?
   Generelt sagt: mental og emotionel kompensation for savn og nederlag i deres virkelige omgivelser:
Identified functions of maladaptive daydreaming included disengagement from stress and pain by mood enhancement and wish fulfillment fantasies; and companionship, intimacy, and soothing.[1]
   "All subjects claimed that an important function of their daydreaming was twofold: a disconnection from the pain of living and a magical transformation of misfortune into desirable experiences".[4]
De ligner jo noget jeg selv oplevede i en periode i min barndom, ikke ved at dagdrømme, men ved at sluge fiktion i så stor mængder - og bruge så meget tid på det at det blev opfattet som et problem af mine forældre fordi jeg på grund af læseriet deltog alt for lidt  i familiens almindelige sociale liv.
   Og  med hensyn til litteratur, var jeg simpelt hen altslugende.

Maladaptive daydreaming må jo også som mentalt fænomen være beslægtet med de 'fantasivenner' - 'imaginary friends' - som mange børn oplever i en bestemt periode af de første år af deres liv, men som de så som regel vokser fra', som man siger.
   Jeg kan jo også nemt koble MD´erne sammen med mine iagttagelser og beskrivelser af hvordan mange særligt kreative personligheders har haft oplevelser i barndom og ungdom - domineret af savn af en forældre, af fremmegjorthed i sprog og miljø gennem flytning, af mobning i skolen mv. 
   For dem er det så lykkedes at transformere disse kompensatoriske dagdrømme og fantasier ind i kreativ produktion, som film, malerkunst, litteratur. Er min teori.
  Endelig minder det om noget jeg skrev om for ikke så længe siden: 'lucid dreaming', selv om det ikke forbindes med en form for afhængighed.

Der er flere hjemmesider som er helliget udveksling af personlige erfaringer og ny viden om MD -  herunder om mulighederne for at blive 'helbredt' for lidelsen.    Her er et link til sådan en side:
http://wildminds.ning.com/
Her finder man blandt andet en populærvidenskabelig beskrivelse af hvordan hjernens belønningssystem virker i forhold til MD-afhængigheden:
Maladaptive daydreamers enjoy daydreams to an extend that they can not resist the temptation of it, its like an addiction of drug. If you don't take the drug you get a nagging feeling, typical drug addicts flood their circuit with a neurotrasmitter called dopamine which is a neurotransmitter present in regions of the brain that regulate movement, emotion, cognition, motivation, and feelings of pleasure. 
   The overstimulation of this system, which rewards our natural behaviors, produces the euphoric effects sought by people who use drugs and teaches them to repeat the behavior. But for daydreamers Serotonin (also a neurotransmitter) plays crucial role. Serotonin is popularly thought to be a contributor to feelings of well-being and happiness. Negative emotions (like sadness, stress, anger, etc.) causes your Serotonin production to be low; when your Serotonin level is low, you are more prone to getting Anxiety, Panic Attacks, Depression, etc.
   So, when you daydream you actually flood your system with Serotonin and it gives you a feeling of well being and it makes you happy. In other words, it means you are not happy with your life, it doesnt mean that you are depressed etc. It may mean that your standards of happiness are much more than in normal person. So you tend to daydream to get the right feeling of being happy.
I mine øjne lyder MD-ramte jo som forfattere eller filminstruktører in spe der blot producerer de gode historier for sig selv og til indre,  privat brug.
   Så for mig at se ville det være en oplagt retning som forskerne kunne forfølge eksperimentelt: At lade nogle af de registrerede MD´ere skrive deres fantasier ned i fortællende form, eller iscenesætte dem på en teaterscene, eller lave en video med dem som manuskript. 
   Lidt som en slags udvidet doodling - med et indhold.

Hvilke mentale og emotionelle konsekvenser oplever de ved at få deres fantasier offentliggjort  - og dermed give andre adgang til at leve med i historierne?
   Ville de måske komme ud af deres afhængighed ved at deres fantasier bliver delt med andre?
   Måske mangler de bare at få et opmuntrende puf til at gøre springet til at komme igang som 'rigtige forfattere' eller 'instruktører'?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar