Sider

fredag den 31. oktober 2014

Akvarelmaleriets mysterier (33) - klassiske akvarelteknikker - blomster, frugter, glas - og andre historier

Efter at være begyndt på at udforske akvarelmaleriets mysterier i praksis, har jeg jo taget den beslutning at jeg kun vil male motiver jeg tvivler på jeg kan klare, men som jeg samtidig har tillid til måske godt kan lykkes - hvis jeg er heldig, og hvis 'foranalysen' og planlægningen af maleprocessen holder stik.
Sådan skrev jeg i det sidste indlæg i serien 'Akvarelmalerietes mysterier' som handlede om egen praksis: nr. (29). 
   Det fortalte om og reflekterede over mit arbejde med akvareller med motiver fra en ferie på Kap Verde i første halvdel af februar, og indlægget blev publiceret den 21. februar i år.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/02/akvarelmaleriets-mysterier-29-kap-verde.html
Siden da har jeg faktisk ikke kunnet overtale mig selv til at gå videre med maleriet.
   Ud over at jeg havde flere akvarel-velegnede fotos fra Kap Verde som jeg havde tænkt at fortsætte med, så har jeg også herhjemme - i løbet af foråret og sommeren tage fotos af landskaber og naturscenerier som jeg kunne tænke mig at prøve at transformere ind i "akvarel-drømmebilleder".
   Men nej! Jeg er har ikke kunnet komme igang.
   Det har lignet en klassisk 'skriveblokering'. Som altså her må kaldes en 'maleblokering'. Og neden under har mentalt ligget en let 'male-depression' hvis kilde jeg ikke har kunnet spore.

De følgende indlæg i serien 'Akvarelmaleriets mysterier' - (30), (31), (32) - har handlet om andre - professionelle akvarelmalere og deres måde at male på. Så det er ikke sådan at min interesse for akvarel-malemediet er svækket eller holdt op.

Det var efter disse fire Kap Verde-akvareller, jeg gik i i stå - indtil den forgangne weekenden (25.-26. oktober):

 
 

Hvad skete der så sidste week-end? Fruen og jeg var på et nyt akvarel-kursus - det tredje i rækken - med akvarelmaleren Ane Grete Aagaard.
   Jeg var stødt på hende en gang i foråret da jeg søgte på akvarelmaler i Danmark, og her fremgik det at hun afholdt akvarelkurser.

Vi havde jo haft gode og igangsættende erfaringer med de første akvarelkurser med den færøske maler Bardur Jakupsson, se:

Det lå forholdsvis lige for at tænke på et nyt kursus som en måde for mig 'at komme videre' - ud over den deprimerende maleblokering. Og af Ane Gretes hjemmeside fremgik det klart at det var noget helt andet end Bardur hun kunne og underviste i.
   Hun afholdt flere kurser med forskelligt teknisk og motivisk fokus, men umiddelbart var det hendes kursus i "klassisk akvarelteknik - blomster, frugter, glas", der umiddelbart interesserede mest fordi det lå så relativt langt væk fra hvad jeg normalt ville være optaget af - og tydeligvis også indholdt teknikker som jeg slet ikke beherskede.
  Kurset varede to dage kl. 9-16, det foregik indendørs og formen var ellers nogenlunde som Bardurs: nogle motiver blev stillet som opgaver, og Ane Grete demonstrerede hvordan hun selv greb det an - og supplerede med korte oplæg om fx. farvelære og perspektiv. Og begge dage var der så fælles udstilling, ledsaget af  evaluering og feed back fra læreren.

Jeg nåede fem akvareller på de to dage, og fik faktisk ros for tre af dem af Ane Grete. Dejligt og opmuntrende - ikke mindst fordi jeg i den grad følte mig som teknisk nybegynder i "klassisk akvarelteknik".
   Her er de - i den rækkefølge de blev malet - det første og det sidste billede er klart de dårligste og set fra mit synspunkt simpelt hen ret mislykkede:

Roser - efter fotografi
Artiskokker - efter fysisk model
Hvidløg - efter fysisk model
Rose i  glas - rosen efter foto, glas efter fysisk model
Hvidløg - efter fysisk model - på 'rough' papir
De er alle malet med den samme pensel hele vejen igennem - en højkvalitets mårhårspensel nr. 9 - med 'en god spids'.
    Fælles for teknikken i alle billederne er en meget simpel svag blyants-outline af motivet. Derefter maling "med fri og løs hånd" med en meget tynd farve - vådt i vådt og uden forsøg på at være nøjagtig og gå i detaljer. 
   Og så specielt for rosen i glas-billedet - vådt på tørt i yderligere mørkere lag. 
   De illustrerer alle den afgørende pointe: mørk farve til at marker linjer og skabe lys gennem kontrast - både omkring og i motivet. Jeg mener det er det hun kaldte 'simultankontrast'.
   Men under alle omstændigheder udnyttelse af at akvarelfarverne grundlæggende er mere eller mindre transparente. 
   Det er især tydeligt i det sidste billede hvor hvidløgenes individuelle grundfarve delvis er malet over med et tyndt lag af en komplementærfarve. 
   Det var i sig selv et eksperiment at male på et "ru" papir med en tydeligt struktur. Og ikke anbefalet af Ane Grete der syntes det gjorde øvelsen unødvendig svær. Jeg synes nu det var interessant at prøve - også fordi det tit anbefales i de akvarelbøger jeg har.
   I forhold til dette andet hvidløgsbillede gjorde jeg så også den fejl at jeg begyndt alt for mørkt.

Jeg tror at det jeg bidrog til akvarellernes specifikke udtryk af "mit eget"  - altså udnyttelse af "tricks" jeg har lært af mine tidligere akvareller som jeg var nogenlunde tilfreds med - det var brugen af relativt meget "hvidt" - ved at lade noget papir stå umalet. En effekt som giver et skarpt 'lys' som effekt.

Min konklusion af det jeg har lært og erfaret på Ane Gretes Aagaards-kursus er klar: 
   Jeg skal meget mere forsøge at male frit og uhæmmet i starten. Og med meget tynde gennemsigtige farver. Og gerne så forskellige farver der matcher får lov til at løbe ud i hinanden.
   Så lade det tørre, og så gøre det samme, men mere kontrolleret - altså lidt vådt i vådt - men på tørt.
   Og så lade det tørre igen. Og så videre.
   Men det kendetegner også Ane Gretes stil, som jeg især udnyttede i det andet Rose-billede, at man skal lade farven tynde ud hver gang - ved at opsuge maling med pensel eller med køkkenrullen som en slags trækpapir i de dele af motiver hvor der ikke skal være profil og kant. 

Og det betyder at jeg ikke skal vælge landskaber og uden dørs-motiver hvor jeg på forhånd er fascineret af de klare former eller  af detaljer i motivet som skal ligne relativt nøjagtigt - som i de Kap Verde-akvareller som jeg viste i starten af dette indlæg. Altså fortsætte med still-leben-akvareller efter fotos eller fysiske artefakter og modeller.

Endvidere er det klart at jeg skal øve og træn meget mere - helst daglig - og ikke var bange for at det mislykkes. 
   Jeg skal nok også gå mere systematisk til værks - med at kende farvernes specifikke karakter og teknisk finde ud af hvordan de blandes på den smukkeste måde. 

Jeg viser lige et par af Ane Grete Aagaards egne akvareller af blomster i glas og af frugter og grøntsager. Hun er simpelt hen - ja, forførende - dygtig til det:


Wau! siger jeg bare.
   Der er tale om en form for lyrisk illusionskunst - Ane Gretes still-leben-akvareller fremstiller motiverne på en måde som på en gang er meget virkelighedstro og 'ikke af denne verden' - eventyrlige.
   Selvfølgelig har Ane Grete Aagaard års træning lige netop i den her genre.
   Og af hendes CV fremgår at hun har en professionel uddannelse som porcelænsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik:
1961-1965 Uddannet overglasurmaler, Flora Danica, Den Kgl. Porcelænsfabrik1963-
1965 Elev hos kunstmaler og billedhugger Grethe Bagge1963-1965 Intern tegneskole Den Kgl. Porcelænsfab., ledet af Niels Sylvest Pedersen, Nils Thorsson og Thorkild Olsen
Hun behersker jo i den grad det hun selv betegner som "klassiske akvarelteknikker". 
   Jeg synes at de her klassiske blomster-og frugter-i-glas-still-leben-akvareller er suveræne inden for sin genre. De er på en gang frie, lette og poetiske - og så samtidig stærkt kontrollerede og både form- og favemæssigt helt afklarede. 
   Drømmebilleder!
   
Vi fik på kurset udleveret et lille kompendium. Både for mig selv og andre interesserede citerer jeg det opsummerende afsnit som hun har givet overskriften "5 gode regler":
1. En akvarel skal planlægges
2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. begynd med de lyseste valører og byg gradvist mørkere op.
3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet op i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan  altid ændres senere.
4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er svært at styre, lad det tørre og gå gradvist videre.
5. Begynd modigt, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet.
Ikke  fordi der for mig egentlig er noget nyt i dem. De står med variationer i alle de grundbøger om akvarlemaleri som jeg har stående. 
   Men ligesom jeg oplevede det med Bardur Jakupsson på hans kurser, så betyder det meget for ens 'indre forståelse' at have oplevet Ane Grete fortælle og male i et live-forløb. Så giver reglerne mening på en helt anden måde. 
   Det er nok en effekt af spejlneuronerne i hjernen.

Her er et link til Ane Gretes hjemmeside hvor man kan se flere af hendes akvareller også inden for andre genrer:
Oliemaleri var det jeg praktiserede som ung håbefuld kunstmaler i nogle år: en form for 'abstrakt ekspressionisme' som var en kunstretning jeg blev konfronteret med det år jeg var i New York 1961-62. 
   Jeg forbandt stort set aldrig oliemaleriet med at jeg skulle prøve at male noget der lignede, endsige havde karakter af (fotografilignende) realisme. 
   For at kunne det, skulle man jo også i den grad være teknisk skolet i klassisk oliemaleri a la P. C. Skovgaard, C. W. Eckersberg, Chr. Købke, Vilhelm Hammershøj m. fl. Og jeg havde fået meget lidt og kun sporadisk undervisning i oliemaleriteknikker.
   Men først og fremmest var det virkelighedsilluderende maleri jo den gang helt dømt "ude" som kunst - og nærmest at betragte som kitch hvis nogen vovede at male på den måde. 

At man som moderne kunstmaler legitimt kunne male så billedets udtryk illuderede virkelighed næsten som et fotografi, den ide blev først for alvor lanceret som - kontroversielt - program og bragt til udførelse herhjemme i 70´erne, 80´erne og 90´erne af malere som  Niels Strøbek, Poul Anker Bech, Søren Hagen og Thomas Kluge. Og ikke at forglemme min personlige favorit Otto Frello.
   Nå, og hvor vil jeg så hen med det?
   På Ane Gretes Aagaards hjemmeside kan man klikke på linket til "Oliemaleri". Og se så bare hvad man finder - klassiske oliemalede still-leben-billeder af højeste realisme-karat:


Lad os bare tage et Otto Frello-maleri som målestok og til sammenligning:

Otto Frello: "Spejlinger".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar