Om oplevelsen af 'fikserede vinkler - og en genudgivelse af en gammel kronik: 'Den skarpe vinkel og marionetterne'

Den nye bog som forlaget Ajour netop har udgivet har titlen "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister". Den er skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid som begge er journalister og har undervist journalister og journaliststudrene i mange år.

   Jeg har allerede omtalt den i dette tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

Bogen sætter blandt andet ord på - beskriver og forklarer - et problem som mange mennesker, herunder jeg selv, har oplevet når de blev interviewet og siden citeret eller ikke citeret af journalister til dagspressen eller de elektroniske medier: Man oplever at 'kortene er blandet på forhånd' og at man som interviewperson bliver bedt om at bekræfte en påstand som journalisten allerede tager for givet er sand og dækkende i forhold til virkeligheden, mens man selv måske synes den er diskutabel og i det mindste kræver nuanceringer.

   

Kapitel 1 i bogen indledes da også netop med den indgang:

Mange kilder oplever, at journalistens interesse for dem kølnes, når de ikke leverer opbakning til den vinkel journalisten arbejder med.

Men hvad er definitionen på 'en vinkel' i journalistikken. Selv lavede jeg den her for efterhånden mange år siden, nemlig da jeg skulle til at undervise journaliststuderende på den nye uddannelse i Odense:

Den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser.

Jeg ved ikke om alle underviserne på det tidspunkt var enige om det, for vi diskuterede det ikke i fællesskab. 

   Men jeg fik nogle år senere fra en af mine bedste studerende en venlig 'takke-mail' hvori der stod noget i retning af: 

Tak fordi du lærte os hvad en vinkel er.

Det tyder på at vi den gang - omkring år 2000 - i gruppen af undervisere på journalistuddannelsen ikke har meldt klart og entydigt ud om hvad 'en vinkel' var inden for faget.

   Men det har Malene og Mikkel helt styr på i deres bog.

Og det er først når man har accepteret den definition, at man kan opfinde og udvikle begrebet 'fikseringsfejl' - med den begrebslige mellemstation 'en fikseret vinkel'. 

   'En fikseret patient' på en hospitalsafdeling for sindslidende er en der er bundet og bastet med remme og spænder så han ikke kan gøre skade på sig selv og omgivelserne. Det siger loven at man på disse afdelinger så vidt muligt skal undgå, og i hvert fald stræbe efter kraftigt at reducere bruge af.

  'En fikseret vinkel' en arbejdshypotese der mentalt gør blind for og udelukker andre hypoteser om hvad der er sandt og virkeligt undervejs i researchen til en nyhedshistorie. 

   Det siger loven ikke noget om, ej heller står der noget om 'for tidlige fikserede vinkler' i de pressetiske regler. Og det burde der måske, ikke mindst nu når fænomenet 'fikseringsfejl'  for alvor er blevet beskrevet og forklaret i den her nye bog.

Mine egne erfaringer med at blive interviewet svarer meget godt til nogle af de cases Malene og Mikkel refererer.

   Selv om jeg faktisk i en række år havde undervist i interviewteknik på efteruddannelseskurser i DR, så var jeg alligevel uforberedt i forhold til det første interview jeg blev udsat for da jeg i 1992 var blevet direktør for den regionale tv-station TV 2 ØST. 

   Stationen havde været ude i lidt af en lokal mediestorm på grund af min forgængers adfærd og udtalelser. Og de andre regionale medier - DR-Regionalen og Sjællands Tidende - havde været efter ham og hans kontroversielle programpolitik og økonomiske dispositioner i en længere periode. 

   Jeg blev så ringet op af en journalist fra Sjællandske Tidende, og han begyndte at stille nogle spørgsmål som klart var ledende, negativt ladede og byggende på forudantagelser som jeg ikke umiddelbart kunne acceptere.

   Jeg blev sur og provokeret da jeg mærkede hensigten og vinklen - og svarede derfor efterhånden meget kort for hovedet  

   Næste dag stod der en artikel i Sjællands Tidende der med citater fra mig gav indtryk af jeg - 'den nyansatte direktør' - var en luskepeter og havde noget at skjule.

Da jeg i 1998 var blevet ansat som professor i journalistik på den nye uddannelse i Odense, blev jeg jævnligt ringet op af journalister der til citat ville have mig til at sige noget kritisk om artikler og tv-indslag i andre medier. 

   Den kritiske vinkel bag spørgsmålene var givet på forhånd, og jeg skulle bare levere et moraliserende holdningsudsagn der gav historien autoritativ professor-back-up. 

   Som regel måtte jeg meddele at jeg ikke kendte til naglefaste facts eller forskningsbaseret viden der kunne støtte forudantagelsen i spørgsmålene. Til journalistens undren og slet skjulte irritation. 

Min stilling gjorde også at jeg jævnligt mødte universitetskolleger fra andre fag, som gav udtryk for irritation over journalisters spørgsmål fordi de var fikserede på bestemte antagelser, hvilket gjorde at de tilsyneladende ikke var lydhøre over for modstridende synspunkter eller nuancerede udtalelser om sagen. 

    Meldingen var nærmest at jeg som professor i faget hurtigst muligt burde gøre noget ved problemet - og lærer journalisterne at stille spørgsmål uden bias.

    Det prøvede jeg og de andre undervisere naturligvis også at gøre så godt vi kunne.

   Men jeg blev også lidt provokeret af mine kloge og vidende kolleger fra andre fag fordi de selv stort intet vidste om hvordan journalister tænkte og arbejdede. Og egentlig heller ikke syntes at det var noget de burde sætte sig (lidt) ind i. 

   Så fire år efter jeg var startet i jobbet, skrev jeg denne kronik. Den stod i Jyllandsposten 19-03-2002.

Den skarpe vinkel og marionetterne

Kronikøren behandler historien bag et journalistisk arbejdsredskab, som giver anledning til irritation og fordomme blandt ikke-journalister, når de skal optræde som kilder i journalisternes historier.

Det er ikke sjældent, at folk, som har medvirket som kilder i journalistiske historier, sidder tilbage med frustrationer. De har oplevet at blive ringet op af en journalist, som ønsker en udtalelse i anledning af en historie, som journalisten er i gang med.

   Et stykke inde i samtalen bliver det klart for den potentielle kilde, at det ikke er en hvilken som helst udtalelse, journalisten er interesseret i - det er en ganske bestemt udtalelse - nemlig en, der kan underbygge eller bekræfte den vinkel, som journalisten styrer efter. Er man blevet interviewet mange gange til medierne, så ved man godt, at det er, hvad det drejer sig om, og kan hurtigt sige til eller fra. Er man nybegynder, så er det en kilde til irritation: Er journalisten ikke interesseret i sandheden? Skal sagen ikke ses fra alle sider? Er han kun ude efter at få bekræftet en fordom?

   Specielt hvis man har en akademisk uddannelse og er ekspert på det område man bliver spurgt om, kan den slags oplevelser virke stærkt provokerende og bekræfte de værste forestillinger hos akademikere om journalister som formidlere af halve sandheder, fortegnede historier, forenklede billeder af virkeligheden. To kulturer støder uvægerligt sammen - den journalistiske og den akademiske. Og sammenstødet bunder ikke mindst i, at "sandhed", "viden" og "bevis" har forskellig betydning og funktion i den journalistiske og i de akademiske professioner.

   Kernen i problemet er det, som journalisterne kalder "en vinkel". En vinkel er et journalistisk arbejdsredskab, som gør det muligt for ham eller hende at lave et journalistisk produkt - "en historie". En vinkel er en påstand med nyhedsværdi, som historien skal bevise. At den har nyhedsværdi betyder, at den udsiger noget om virkeligheden, som ikke er alment kendt, som bryder med vaneforestillinger, som afviger fra normerne, som er usædvanligt eller overraskende - ja, simpelt hen...som er NYT!

   Nyhedsværdien kan selvfølgelig være større eller mindre, men den skal være der. Det er nyhedsværdien, der motiverer publikum - læsere, lyttere, seere - til at gå ombord i historien.

    Men der er et krav mere til den påstand, som vinklen udgør: Den skal også kunne stå for "engagementsprøven", der simpelt hen lyder: Hvad rager det mig, jeg har travlt og nok at se til? - Det betyder, at en vinkel enten vil indeholde en konflikt eller tage udgangspunkt i et modsætningsforhold. For det er det, der er kernen i en "god historie" - at den indeholder spændinger og konfliktstof, som tiltrækker publikums interesse. Og for at sikre publikums engagement, så vil det som regel være konsekvenserne, som historien skal fokusere på - det som umiddelbart kan tænkes at berøre publikums tilværelse og dagligliv.

   Og der er et tredje krav til en journalistisk vinkel - den skal være sand. Det vil sige, at den historie som skal bevise vinklen, skal kunne stå for en tredje prøve - "troværdighedsprøven" der lyder: Hvorfor i alverden skulle jeg tro på det? - journalisten er nok bare ude på at skabe sensation! - En historie skal for at være troværdig, bygge på to ting: kendsgerninger og troværdige kilder. Kendsgerninger er facts - indiskutable udsagn om de dele af virkeligheden, som historien dækker. Troværdige kilder kan enten være eksperter, som i kraft af uhildet og uafhængig ekspertise og videnskabeligt etableret viden inden for det område af virkeligheden historien, handler om. Eller de kan være troværdige i kraft af førstehåndserfaring: som øjenvidner, aktører eller ofre i historien. Journalistiske metoder er genveje til at nå en begrænset sandhed på begrænset tid (nemlig før deadline).         Videnskabelige metoder er omveje til at nå generelle sandheder på den tid, det tager. En journalist ser først og fremmest på viden som ammunition, der gør det muligt troværdigt at fyre en historie af til offentligheden. For en akademiker er viden en udsigtsplatform, der giver overblik og sammenhæng inden for et bredt virkelighedsfelt: jura, økonomi, litteratur, politik - som han forsker i eller administrerer inden for. Det stiller forskellige krav til "holdbarhed". En journalistisk vinkel er en begrænset sandhed, typisk bundet til et bestemt sted og et bestemt tidspunkt, og gældende for et begrænset antal mennesker.

   Den journalistiske arbejdsproces har sin egen logik, som hænger sammen med dette forhold. Fra morgen til aften (eller på 2-3-4-X dage) skal han i virkeligheden finde stof og materiale til et journalistisk produkt - en historie, som kan bevise/underbygge/sandsynliggøre sandheden i en konkret påstand, som har maksimal nyhedsværdi (den konkurrerer jo med andre på redaktionen og i andre medier); kravene til historien er, at den skal engagere et relativt bredt publikum (afhængigt af medie) og være troværdig.

   Det er altså en bunden opgave, som typisk starter med en idé. En undren eller et spørgsmål: kan det virkelig passe at...? hvorfor mon...? hvad er årsagen til...? Eller et "tip" - en meddelerkilde kommer med informationer, som hvis det er rigtigt, kunne blive til en historie - typisk information, som udpeger en konflikt, eller som afslører ellers skjult viden.

   Første fase i det journalistiske arbejde er så at indkredse historien: dvs. gennem en hurtig undersøgelse finde ud af, om svarene på de indledende spørgsmål eller de modtagne informationer har nyhedsværdi, hvis de er sande. Det kan ske ved at ringe til sikre kilder, der har forstand på emnet, eller søge informationer i opslagsværker, vidensbaser på nettet, mv. Det, der skal afklares her, er simpelt hen: Er der noget om snakken: ligger der en potentiel historie her?. Afgørelsen skal ske så hurtigt, at der er tid til at gå i gang med en anden, hvis ideen løber ud i sandet.

   Hvis ja, så er næste fase at opstille og afprøve forskellige vinkler - påstande, som på dette stadium har karakter af hypoteser, som skal testes. Der kan være tale om en enkelt vinkel, eller som oftest flere mulige vinkler. Og spørgsmålet er nu: holder en eller flere af de mulige vinkler? Her kommer den målrettede journalistiske research ind. Det er en proces, der kan minde om en læges der, når han stilles over for en patients symptomer, skal foretage en række undersøgelser og få svar på en række spørgsmål - for med relativ sikkerhed at kunne stille en diagnose: - Hvad er det for en sygdom, vi har her? Tilsvarende skal journalistens research afklare med relativ sikkerhed: Hvad er det for en historie, vi har her?

   Når lægen har nået til en afgørelse af, hvilken sygdom symptomerne peger på, kan han gå i gang med den dertil passende behandling. Og tilsvarende kan journalisten, når historien står klar for ham - og vinklen dermed er givet, gå i gang med at få historien hjem; dvs. se at få indsamlet og tjekke de facts og få skaffet troværdige udtalelser fra de kilder der tilsammen skal indgå i historien for at gøre den så troværdig, at den overbevisende kan underbygge vinklen.

   Det er her problemerne og frustrationerne opstår hos mange kilder. Når de bliver kontaktet af journalisten, så har han som oftest overstået de to første researchfaser: ide-indkredsningsfasen og hypotese-afprøvningsfasen. Han har nu brug for kendsgerninger, udtalelser, synspunkter, som kan bruges i fremstillingen af historien med den fastlagte vinkel, så den går hjem hos seerne. Og han har travlt. Der er en deadline. Og redaktionssekretæren som han har lovet historien, ånder ham i nakken.

   Kilderne kommer her nemt til at føle sig som marionetter der bare skal føres i snor rundt på historiens scene - og levere afmålte replikker til et på forhånd skrevet manuskript. Hvad de altså kan have ganske ret i. Og mens kilden kan synes, der er flere forskellige interessante vinkler eller, at der ligefrem er flere historier, som det også kunne være relevant at fortælle, så vil han hurtigt på spørgsmålene mærke, at journalistens interesse i svarene er særdeles retningsbestemt. Og kan nemt komme til den konklusion at journalisten kun er interesseret i at få bekræftet sine egne fordomme.

   Når det gælder avisnyheder, kan det endda være til at leve med. Avisjournalisten kan og vil ofte, for at dække sig ind, sørge for, at alternative vinkler og problematiserende synspunkter lægges ned i sidste halvdel af artiklen, mens han i toppen formulerer den vinkel, som historiens kendsgerninger og kilder primært underbygger. Og har dermed råd til at være lidt large over for kilder også i den sidste produktorienterede fase. Når det gælder TV-nyhedsindslag, er det rigtig slemt. De er korte (1:20-2:15), og de afkodes lineært i et forløb uden tilbagekoblingsmulighed for seerne. Det betyder, at kravet til vinklen er at den skal være ekstra skarp, og at historien skal være så fokuseret, at den kun må pege i en retning fra begyndelse til slutning. En TV-nyhedshistorie, der er uskarp og stritter i flere retninger, bliver ikke forstået og går simpelt hen ikke hjem hos seerne.

   Når journalist og fotograf rykker ud, så er det professionelle og ideelle krav, at journalisten gennem researchen hjemmefra er nået så vidt, at vinklen er klar. Og at han har planlagt, hvad det er for en historie - i form af interviewudtalelser, billeder og "sound bites" - der skal til for at fremstille den i et overbevisende og engagerende nyhedsindslag. Der er ikke råd og plads til research for åben mikrofon, så historien må skrottes, når man når frem til redigeringen.

   Så hvis kilderne oplever at deres rollehæfte stort set er skrevet i tv-journalistens bevidsthed, og de blot skal fylde den ud med passende replikker, når journalist og fotograf møder op, så har oplevelsen bund i virkeligheden.

   I de senere år er kravet til produktivitet på nyhedsredaktionerne steget markant. Og det gælder også - og ikke mindst på TV-redaktionerne. Det betyder, at der er blevet mindre tid til rådighed for det researcharbejde, som skulle kvalificere idéindkredsningen og hypoteseafprøvningen - før vinklen fastlægges. Og det kan ikke undgå at medføre flere og mere frustrerede kilder, der føler sig som marionetter. Men det truer altså også kvaliteten og dermed forståeligheden af de TV-nyheder, som er mange danskeres væsentligste kilde til oplysning om, hvad der sker i samfundet..

Det journalistiske arbejdsforløb som jeg beskriver med fremhævelse af arbejdet med hypoteser i forskellige faser, er klart idealiseret. Og problemet er jo netop hvis journalisten ikke gør sig klart hvor i processen han egentlig befinder sig, og derfor kortslutter dem, så bliver vinklen fikseret for hurtigt. 

   Jeg husker at jeg efter offentliggørelsen fik en henvendelse fra en underviser på journalisthøjskolen fra en underviser der vist nok mente at jeg skrev lidt for afslørende om det der foregik bag kulisserne i det journalistiske arbejde. 

   I et følgende indlæg vil jeg så genpublicere en anden gammel kronik som jeg har fundet frem og synes har fået ny aktualitet - inspireret af Malenes og Mikkels bog - med titlen "Dansen om nyhedskriterierne".