Akvarelmaleriets mysterier (34) - iris, elefanter, næsehorn, flodhest - og set-up til indlæg om to store, men meget forskellige akvarelmalere ...

I det foregående indlæg fortalte jeg om et akvarelkursus med Ane Grete Aagaard som underviser. Titlen angav de motiver vi skulle forsøge at lære at male med akvarel: blomster, frugter, glas.

   Efter at være kommet hjem, måtte jeg jo fortsætte i samme spor, og valgte min yndlingshaveblomst som motiv:

IRIS

Dels er det en af mine absolutte favoritter blandt havens blomster. Både på grund af de mange blå og violette varianter, og på grund af de fantastiske former og eventyrlige figurere de udfolder og udstiller når de gradvist begynder at blomstre.

   Iris-motivet er også svært - og inviterede ikke umiddelbart til at fortsætte med de teknikker som vi havde lært noget om på kurset. Eller rettere: jeg synes ikke jeg lige kunne hoppe fra roser og frugter/grøntsager og så til iriser.

   Og i rigtig mange irisbilleder - fotos og akvareller - er der en associerende undertekst: de kan associerer til kvindens kønsdele, set fra neden.

Googler man "iris flower photo" på nettet, så er der ingen ende på de fantastiske mulige referencebilleder man får tilbudt. Også blomsterfotografer elsker iris, fremgår det, der er ingen ende på farvekombinationerne, mange flere og mange flere forskellige end jeg havde forestillet mig.

Det første iris-motiv jeg malede var efter et foto jeg havde fundet på nettet:

Blå iris - referencefoto

Enkelt nok skulle man mene en farve - blåviolet i blomstens blade - plus hvidt (papir) - og grøn-gul i stilk og knop.

   Det kunne jeg ikke finde ud af, så jeg fik en slags tilbagefald i forhold til hvad jeg havde lært på kurset. Sådan:

Vild iris

 Min tre-lags tørt-i-tørt-teknik førte hånden og penslen og farverne.

   Egentlig var jeg ret tilfreds. Men det var godt nok ikke sådan som jeg i min fantasi havde tænkt det.

   En læresætning som også indgik som en pointe i Anne Gretes blomster-kursus, men ikke som noget vi behøvede for alvor at forholde os til fordi det gav sig selv med de udvalgte motiver: brug højst tre farver, og bland alt andet i motivet ud fra dem.

   Her: Grøn og violet er sekundære komplementærfarver, men harmonerer fordi der indgår primærfarven blåt - både i det violette og i det grønne.

   Og i det grønne indgår også gult, som er den primærfarve som også indgår i grøn.

OK! Det med farver har for mig været noget jeg tog for givet når jeg malede. Også akvarel.

    Teorien har jeg læst om i fortiden - og lidt overfladisk for nylig. Men når jeg maler efter et referencefoto, så vælger jeg fotografier ud fra en kombination af klare former og harmonerende - eller kontrasterende farver - uden at tænke over det.

Anne Grete Aagaard, vores lærer på akvarelkurset for en måned siden, klaskede hen mod slutningen af kurset en tyk, tyk engelsk bog på bordet foran os: "Det er den bedste bog der findes om farver." noget i den retning sagde hun: "Colour Harmony and Contrast for the Artist" af Michael Wilcox:

   Så den har jeg anskaffet via Amazon i England. Dyr, men dejlig. 

   I et kommende indlæg vil jeg forholde mig til hvad den kan fortælle og lære mig - hen ad vejen. Men bare en hurtig gennembladring har gjort mig klogere.

Tilbage til iris-motivet. 

   Jeg fandt et nyt referncefoto som var mindre vildt, men farvemæssigt mere udfordrende en det første: meget hvidt (papir), douche lysviolette farver i de yderste, ældst udsprungne kronblade. Og næsten symmetrisk opbygget omkring horisontlinjen:

Her er første udgave af min akvarel med afsæt i dette foto:

Klart ikke godt. Baggrunden mislykkedes totalt - en forkert farve. De hvide blade manglede karakter. Lige til at kasserer!

   Men alene det at tegne og male iris-blomsten, det havde faktisk taget flere timer. Så jeg nænnede det ikke.

Jeg kom i tanker om min "Skarv" som jeg klippede ud, tilføjede ekstra vingespidser til, og som jeg derefter limede på en ny og tilfredsstillende akvarelmalet landskabs-baggrund:

Skarv på sø tørre vinger - med kolleger

Ideen til det fik jeg ved at læse om den amerikanske verdenskendte fugle-maler og -illustrator, som godt nok malede sine berømte illustrationer med akvarel, men også brugte guache (vand-dækfarver) blyant og tusch - når det var nødvendigt for den naturalistiske og realistiske effekts skyld.

   Se via dette link:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html

Men tilbage til den kuldsejlede iris-akvarel.

   Mange iris-akvareller som man ser på nettet, har grønne irisblade som baggrund. Altså laveed jeg en baggrund som den her:

Og satte så den udklippede iris ind over.

   Sådan her:

Ikke nogen god ide!

    Med den baggrund skulle de have været en kraftig, næsten ensfarvet iris i rød eller blå.

   Hvad så med hvid baggrund? Den lette løsning!

   Den kræved så at jeg tegnede de hvide blade med mørke kantlinjer:

Klart bedre, men det demonstrerede så at malerarbejdet i de hvide blade ikke var lavet ordentligt - hvidt (papir) fungerer mest effektivt i kontrast med mørkere farver.

   Så ny blå-grøn-farvet baggrund som jeg havde lært på Anne Gretes kursus, og så et seriøst lyseblåt kontrast- og skygge arbejde på de hvide blade.

   Sådan blev den færdig akvarel:

Blussende iris

OK, syntes jeg.

På mange måder inviterer iris-motivet til frihåndstegning og -maling. Når man googler både fotos og akvareller med iris som motiv, så er der ingen ende på variantionsmulighederne.

   Så, skidt! Jeg beslutter at prøve at overskride forskellige tekniske og æstetiske grænser - som har været mentale restriktioner for mig indtil nu.

   

Det her var det første eksperiment: Jeg tegnede motivet med tusch og lagde også skygger ind med tusch. Derefter lagde jeg to farver ind over de skyggede områder: hhv. preusisk blå og violet - med udtoninger mod det hvide:

Dæmonisk iris 

Interessant var det at prøve, set i lyset af at (næsten) alle de akvareller jeg har malet siden jeg begyndte for tre år siden (næsten) ikke har været streget op - og slet ikke med sort tusch.

 

I min skuffe med blandede remedier og materialer jeg i tidens løb har købt - uden at få brugt - er også nogle kridtfarver som er opløselige i vand. Det vil sige først tegner man og skraverer motivet med kridtfarverne, og så tager man en våd pensel med rent vand og maler videre med.

   Kridtstregerne opløses og - vupti - det bliver til en slags akvarel.

   Sådan her - og helt uden referencefoto som afsæt:

Sol-iris

Ok! Noget nyt - en ekstra teknisk mulighed som i sig selv kunne være en vej at følge. Sådan nærmest det modsatte af vådt-i-vådt-teknikken, som jeg jo stadig har det dårligt med.

Jeg har tidligere - med skiftende succes, synes jeg - udnyttet mulighederne for at afmaske de områder som skal fremtræde som lysende hvidt (papir) når billedet er færdigt.

   Men det er svært at styre - og når afmaskningsgummi-væsken er hvid, så er det også svært at kontrollere optegningen på det hvide papir, har jeg erfaret.

   På nettet fandt jeg så ud af at der fandtes 'afmaskningspenne' - som giver en jævn hvid streg, og hvor gummiet er lyseblåt. og dermed synligt 

   Jeg bestilte hjem, og ville straks afprøve - ikke til at lave hvide skyer eller hvide bølgetoppe - men til at prøve en anden ide: at male hvide profil-linjer - istedet for sorte tusch profillinjer.  

Lysende iris

Bestemt ikke så tosset. Og det bekræfter en iagttagelse jeg har gjort på mange af de akvareller jeg synes godt om: at det at profilerer former og grænser med en hvid linje, fungerer æstetisk set helt anderledes end med en sort.

  Som i den her akvarel malet af Tolkien som omslags-illustration til hans fantasy-roman "Hobitten";

Tolkien: Omslagsgrafik til "Hobitten"

Men en Face Book-veninde spurgte også om det nu egentlig var en iris, som jeg postulerede i min titel "Den lysende iris".

   Jeg syntes da jeg malede billedet, at de fremstillede en slags 'iris', men i virkeligheden er det jo bare en 'uspecificeret blomst' - med en effekt der kunne blive til 'en stil'. 
   Samtidig fik jeg imidlertid så (af)prøvet kun at bruge en eneste farvet til kronbladenes indre og en anden til 'folderne' - og så tone den blå gradvist mod hvidt ind mod midten af blomsten og den violette gradvist mod hvidt ud mod kanten af blomstens indfoldede dele af kronbladene.

Iris er jeg slet ikke færdig med som motiv og som en fascinerende udfordring for kommende akvarelmalerier.

   Men frustrationen har været der. Det blev absolut ikke til noget med at male vådt i vådt!

Så jeg greb til en af mine mange - lidet udnyttede instruktionsbøger: "Learn Watercolour Quickly" af Hazel Sloan.

   Deri var en instruktion i hvordan man kunne male en elefant vådt-i-vådt - i fire faser: først en lys okkergul, så en rød oven i, og til sidst en blå - og så tone grundmaleriets skygger med en blanding af de tre farver - som er en grå-sort-farve der automatisk matcher den grunding som de andre har givet motivet.

Jeg kastede mig ud i det - en katastrofe, syntes jeg - men jo noget helt andet end iris-serien, mildest talt:

En gang til - same procedure - skam-svært at styre - ikke meget bedre:

Stort set samme udtryk - for mørkt og grumset. Øv!

   Så tog jeg et stykke køkkenrulle og duppede noget af den stadig våde maling af. Pludselig gav udtrykket mening - og en mulighed for en titel:

Støvet elefant

På den igen. Pas på med at tredje lags blå farve ikke lægges for ensartet og for mørkt på. Vent med de meget mørke skygger til fjerde lag vådt-i-vådt. 

   OK! Styre det for alvor, kan jeg stadig ikke, men akvarellen bliver alligevel god nok til at fortjene en titel:

Gammel og udhungret elefant

Så lod jeg det hvile en dag. 

   Og nu ville jeg ikke tage afsæt i lærebogens elefant-motiv igen - men finde nogle (afrikanske) dyr som egnede sig til samme teknik- andre tunge tykhuder: Næsehorn og flodhest:

Venligt næsehorn - lidt usikkert på benene

Kulørt dværgflodhest

Det man kan bemærke, er at jeg føler det nødvendigt for tydelighedens og genkendelighedens skyld at markere linjerne omkring øjne og ører og næsebor og mund - og folderne i huden - med næsten tegnede linjer - dog 'tegnet' med en meget tynd pensel.

  Og skyggerne bliver markeret med meget mørke blandinger af de tre grundfarver i de selvblandede lag nedenunder. 

   Jeg er kommet et par skridt videre.

Egentlig ville jeg også her have skrevet om den udstilling jeg netop har været på: Carl Larsson-udstillingen på Ordrupgaard- med undertitlen "Det gode liv".

   Interessant var udstillingen blandt andet fordi han er verdensberømt akvarelmaler, men altså maler (og tegner) i en stil der kan minde både om japanske træsnit og mange senere tegneserier, hvor sorte meget tynde tusch-linjer både bruges til at profilerer motivene, men også til skygge-skraveringer. Som her:

Carl Larsson: Frokost under det store birketræ

I Politiken idag søndag fanges mit øje så af en kort illustreret nyheds-notits om et salg på auktion af et maleri af en kvindelig amerikansk kunstner hvis navn og billeder jeg nok er stødt på tidligere - fordi billederne gjorde indtryk, men som jeg kun har vist perifer interesse og ikke fulgt op på: Georgia O´Keeffe.

Georgia O´Keefe: Jimson Weed/White Flower No 1

Historien som vist nærmest gik verden rundt i medierne, er at dette billede på en auktion er blevet solgt for 44,4 millioner dollars, svarende til ca. 266 millioner kroner, hvilket er det højeste beløb der nogensinde er betalt for et maleri af en kunstner som er - KVINDE!

   Jeg kigger på billedet i avisen og tænker: Hun må da vist være en fabelagtig og fascinerende akvarelmaler, hun fortjener at jeg kigger nærmere på hvad hun har malet - og hendes historie.

    Jeg googler naturligvis først "Georgia O´Keeffe Iris flower". Og jeps, der er bid .... Også i den grad! Prøv selv

Så Carl Larsson og Georgia O´Keefe bliver de to akvarelmalere hvis historier og billeder et af de følgende indlæg i serien "akvarelmaleriets mysterier" kommer til at handle om - nr. (36). Linket bliver indsat senere ...

(fortsættes)

Om blogskriverier - som mit mentale marathonløb og hjerne-konditur - 'writers high' er godt til at holde hjernen i form

I denne weekend rundede bloggen her - Peters Udsigt - 200.000 visninger. Der er gået ca. 4½ år efter jeg begyndte på at skrive indlæg til bloggen.

   Jeg ved ikke om det i forhold til andre blogge der formidler viden, analyse og refleksion, er mange eller få.
   Peters Udsigt har 41 såkaldte "følgere" som automatisk får mails når der er et nyt indlæg.
   De første 3 år var antallet af indlæg hhv. 147, 227, 155. Sidste år var antallet 91 - og i år bliver det endnu færre. 

   Når dette 'jubilæumsindlæg' udgives, har jeg skrevet og offentliggjort 683 indlæg som altså alle stadig kan læses fordi de ligger i bloggens arkiv der er ordnet kronologisk.
    Til hvert indlæg skriver jeg fyldige stikord, såkaldte 'etiketter', som gør at indlægget vil dukke op ved en Google-søgning på et af disse stikord. 

   Af såkaldte "kladder" jeg for tiden gemt 43. Det er indlæg som jeg er startet på, men aldrig har fået gjort færdige til udgivelse. Af og til kigger jeg nogle af kladderne igennem, og beslutter om de stadig skal stå der - som en slags reminder om 'unfinished business', eller om de skal opgives og slettes 'for good.

 
Den dalende udgivelsesfrekvens modsvares af  at indlæggene de senere år er blevet meget længere. Jeg kan nemt bruge en lille uges tid på at skrive et indlæg nu, mens jeg de første år typiske skrev et indlæg på en til to dage.

   Det der er sket, er at jeg i mange indlæg i stadig højere grad tillader mig at følge snoede konceptuelle spor og tankemæssige spiraler - og tillader mig at få og udnytte serendipitetiske indfald undervejs i research og skrivning.

   Jeg har som regel ikke  nogen forestilling om hvor det enkelte indlæg skal ende. Og overskrifterne afspejler meget godt at der ikke er tale om journalistiske klummeindlæg - med en vinkel og en klar konklusion eller pointe til sidst.
    Jeg har også for vane at producere serier af indlæg som holdes sammen af et fælles tema. Det kan være indtryk og indfald i forbindelse med en længere rejse til 'langbortistan', fx Kina; eller et tema som er udsprunget af en dybere læsning af en fagbog, fx "Thinking, Fast and Slow"; eller en serie der beskriver min egen udvikling, fx "akvarelmaleriets mysterer" (33 indlæg i den serie er det foreløbig blevet til).
    

Jeg samler udklip fra aviser og noterer ideer ned på gule sedler som afsæt for indlæg jeg kunne tænke mig at skrive. Jeg får løbende samlet mange flere potentielle input end jeg kan nå at skrive om. Så indimellem kan jeg være lidt stresset af den uomsatte bunke af avisudklip og gule sedler, og så må jeg tage mig sammen og sortere og smide ud. 

   Det kan også bidrage til stresset at jeg jo også har en anden permanent produktiv ambition, en der mere trækker på højre hjernehalvdel: at male akvarel, en aktivitet jeg startede på godt et år efter at jeg begyndte at skrive.

Bloggen har, som det fremgår af preamblen, et gennemgående tema: KREATIVITET.
    I praksis betyder det blot at hver gang jeg skriver et indlæg, så er den eneste indholdsmæssige begrænsning at tillægsordet "kreativ" eller afledninger af det, skal indgå meningsfuldt i teksten.
    Jeg har skrevet indlæg om hjerneforsknng, kognitiv lingvistik, arkitektur, malerkunst, litteratur, tænkning, økonomi, psykologi, sociologi, journalistik, faktion, og meget mere. Jeg forsøger at tænke og fantasere på tværs af faggrænser og konventionelle frames i mange af indlæggene.

   En helt afgørende pointe er at jeg - uhæmmet - kan tillade mig at skrive "jeg" i hvert eneste indlæg, og at jeg med flid og lyst tillader mig at blande personlige erindringer og erfaringer fra mit eget liv ind i indlæg om emner som ellers er abstrakte, upersonlige og konceptuelt højtravende.

Jeg har bevidst gjort det "besværligt" for læsere at kommentere indlæg. Man skal nemlig oprette en profil for at man kan få adgang til at skrive en kommentar i bloggens kommentarfelt. 

   Grunden til det er at jeg ikke skriver for at udtrykke og rundsende meninger eller holdninger som skal invitere til modsigelse og debat, men for det mentale afkast selv at blive oplyst og klogere. Det er derfor også alene mig selv som skriver indlæg i bloggen.

   Det er måske dette meget egoistiske motiv til skriverierne der gør at jeg så også er blevet overrasket over at der dagligt er mellem 150 og 400 visninger - sådan i gennemsnit. Men der er naturligvis ingen sikkerhed for at en visning også fører til læsning af hele indlægget.

 

Jeg gør mig umage med at skrive nogenlunde klart, men er ikke bange for at bruge faggudtryk og fremmedord - eller for at bringe lange citater fra eksperter og fagfolk, både på dansk og - især - på engelsk.

   De mange citater har til formål at dokumentere det jeg finder ud af under researchen til et indlæg. Her synes jeg ikke at jeg vil nøjes med link til kilderne. Det skal være nemt at kigge mig i kortene.

Hvorfor begyndet jeg på at skrive indlæg til Peters Udsigt i sin tid?

   Det har jeg ikke fortalt om i det første indlæg, har jeg tjekket. Jeg gik bare igang!

Men jeg ved godt hvad det var for 'kræfter' der satte processen igang: en slags 'abstinenser'.

   Jeg havde i årene inden skrevet af karsken bælg, to tykke bøger - hver i et omfang af to solide bind: "De levende billeders dramaturgi" og "Poul Martinsen - Besat af virkelighed".
   Og da den første var færdig og udkommet, gik jeg stort set straks igang med researchen til den anden.

  Da jeg så var færdig med Martinsen-bogen, troede jeg at nu var det slut med skriverierne - med min  5-6-årige 'film- og tv-raptus'. 

   Jeg nærmede mig pensionalderen og tænkte at det var jo en fin måde at slutte karrieren på - med de to solide bøger. Nu kunne jeg slappe af og mentalt set tage den med ro.

   Men jeg blev klar over at jeg var blevet en slags narkoman i forhold til selve processen "tænke-researche-skrive" - mens det til gengæld ikke betød noget om der kom "bog" ud af anstrengelserne.

  

Og "narkoman" er ikke bare en metafor.

   Jeg fandt ud af jeg kom i "flow" ved at skrive - en tilstand som aktiverer hjernens belønningssystem der i praksis virker som en form for naturlig "doping" via den øgede produktion af endorfiner, serontonin, dopamin mfl. Signalstoffer i hjernen som kaldes "neurotransmittere".

   Og jeg blev klar over at jeg helt regulært var blevet afhængig af processen "tænke-researche-skrive" sådan at hvis der gik længere tid hvor jeg ikke skrev, så blev jeg urolig og i dårligt humør. Jeg fik fysiologiske abstinenser som man kender fra andre former for afhængighed, som man oplever ved at prøve at holde op med rygning eller ludomani.

Jeg kommer til at tænke på Holberg og hans forfatterskab som vi lærte  om i skolen.
   I årene 1722-27 skrev han som besat - i alt 25 komedier. Denne mentale besættelse af at skrive og producere dramatik omtaler han selv som sin "poetiske raptus."

   'Den poetiske raptus' stoppede ikke i 1727. Den skiftede bare spor - og gik over i en "historisk raptus". Og derefter kom så en "moralsk-filosofisk raptus". Han må have skrevet side og
op og side ned dagligt  i årtier. 

   Holberg blev simpelt hen høj af at skrive, ville man sige i dag. Og blev "hooked" på processen.

   

Og det minder mig så også om en anden skrivenarkoman hvis erindringer jeg læser for tiden - for tredje gang: Isaac Asimov. Titlen er "I, Asimov" - og den alluderer til en af hans mest kendte bøger - en samling af noveller om robotter: "I, Robot" som udkom 1950, og som gav konceptuel inspiration til en SF-film med samme titel mange år senere.

   Asimov skrev også som besat, og skiftede spor flere gang. I de første 10-15 år var det science-fiction, men derefter producerede han faktuelt viden(skab)sformidlende bøger inden for et bredt felt af fagområder, både inden for naturvidenskab og humaniora. 

   Han skrev og fik udgive også krimier, limmericks, samlinger af vittigheder, essays, you name it.
   Af erindringerne fremgår det utvetydigt at han stort set kun føler sig lykkelig når han skriver. Så det gør han så, altid.

   Han holdt nøje tal på sine udgivelser og var pavestolt da antallet rundede 500, fortæller han i sine erindringer.
   Wikipedia introducerer ham sådan her.

Isaac Asimov (/ˈaɪzɨk ˈæzɨmɒv/; born Isaak Yudovich Ozimov; circaJanuary 2, 1920 – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University, best known for his works of science fiction and for his popular science books. Asimov was one of the most prolific writers of all time, having written or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.

Azimov kom ind i min bevidsthed i anledning af nyheden om at det er lykkedes at lande et menneskeskabt rumfartøj på en komet. På Facebook skrev jeg idag:

Som storforbruger af Science-Fiction siden min yngste ungdom, kan det kun give et mentalt kick i hjernen at det nu er lykkedes at lande et rumsonde modul på en meteor. En af mine absolutte favoritter bland SF-forfatterne er nu afdøde Isaac Asimov. Han har fået en asteroide opkaldt efter sig "5020 Azimov". Han har skrevet flere historier om robotters landinger på asteroider. En god dag til at blive mindet om at kreative fantasier og visioner kan blive til virkelighed, og at ny teknologi ikke altid er synonym med nye dødbringende våbensystemer. 

Tilbage til hovedsporet:

   Både Holberg og Azimov har altså været dybt afhængige af at komme og være i en såkaldt 'flow'-tilstand gennem det at skrive - uanset emne og genre. Og det er jeg så åbenbart også blevet. Det dokumenterer blokken jo.

  Den danske Wikipedia forklarer den psykologiske side af begrebet 'flow' sådan her, meget præcist synes jeg:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

Man kan også komme i flow-tilstand gennem andre former for ambitiøse længerevarende fysiske og mentale aktiviteter - fx. ved at motionere hårdt og længe, en tilstandsom også kaldes "runners high".

   Jeg har ved analogi fundet på ordet "writers high" - og det er derfor ikke nogen dårlig metafor at sige at det at holde bloggen aktiv og igang, er mit evigt kørende mentale maratonløb, en hjernens stadigt tilbagevendende 'ironman'.
   Og hvert indlæg kan så siges at fungere som kognitiv og mental 'konditionstræning'.

Og parallellen kan faktisk godt trækkes yderligere i halen.

   Som en del af det at blive klogere, har jeg researchet på hvad den nyeste hjerneforskning kan bidrage med om det gavnlige i forhold til det at skrive. Og den siger utvetydigt at fx blogskriverier er med til at holde den skrivendes hjerne frisk og rask; Det modvirker demens og alzheimer, for eksempel. 

   Og det hænger sammen med at hjernen i modsætning til hvad man og forskerne troede tidligere, er plastisk og kan holdes i vigør gennem mental træning. 

   Ligesom muskler holdes hjernens mange forskellige samarbejdende moduler altså ved lige og udvikler sig ved at blive brugt, har det vist sig.

På Facebook annoncerede jeg over for vennerne jeg at jeg med min blog nu havde rundet de 200.000 visninger. Så at der nu kun var 800.00 til millionen.
   Bare hjernen holder til det!

Sovs! - kreativ blending, synergistisk integration, symbiotisk koncentration - og smagen af umami

Serendipitet betyder heldigt tilfælde eller lykkeligt sammentræf.

   Jeg havde i sidste uge fået den ide at jeg ville skrive et indlæg om noget meget konkret i hverdagen som betyder meget for mit velbefindende og gode humør - og utvivlsom stimulerer min kreativitet: 

SOVS!

Jeg havde skrevet ordet ind som stikordsagtig overskrift i et muligt kommende indlæg, noget jeg tit gør - uden at indlægget så nødvendigvis ender med faktisk at blive skrevet. 

   Og her er det så at serendipiteten blander sig. For Søndagspolitiken den 2. november havde i tillægget "Spis&Bo" - tilfældigvis - et tre siders opslag  med rubrikken:

Brun sovs - velkommen tilbage, gamle ven

Manchetten lød:

Brun sovs er comfort food, synes Tina Scheftelowitz, der giver sit bud på pandesovsen, skysovsen og den ægte.

Så det har jeg taget som en slags "go" fra de højere magter om at det var en god ide i en blog om kreativitet at skrive om SOVS!

Men hvad er det nu lige "comfort food" betyder? Wikipedia:

Comfort food is traditionally eaten food which often provides a nostalgic or sentimental feeling to the person eating it, frequently with a high carbohydrate level and a simple preparation. The nostalgic element most comfort food has may be specific to either the individual or a specific culture.

Og pointen i artiklen med ledsagende madopskrifter er at "brun sovs" er en del af den gamle - almueforankrede - madkultur som delvist er uddød, men som sammen med trenden 'nyt nordisk køkken', 'mormormad' og dansk 'hverdagskøkken' bør få en renæssance.

I mine erindringer er brun sovs 'farmormad'. 

   I mange lange sommerferier i min barndom boede jeg hos min farmor og farfar i Assens. Farmor var vokset op på en pænt stor bondegård på Lolland, hun var hjemmegående, lavede mad til min farfar som var sukkerfabriksforvalter, og hun fødte og opdrog tre sønner som virkelig blev til noget som voksne. Den ældste blev min far.

   Farmors mad var fremragende, så meget bedre end den min mor lavede, at jeg husker at jeg syntes det allerede den gang. Og farmors - som regel brune - sovs kunne jeg simpelt hen ikke få nok af.
   Og det var ikke mindst på det punkt min mors mad slet ikke kunne stå distancen i forhold til mine smagsløg.

Jeg lærte ikke at lave mad hjemmefra. Og da jeg blev gift, fandt jeg det helt naturlig at det var konen som lavede maden. Indtil et rødstrømpe-inspireret oprør fra selv samme kone i starten af 70´erne gjorde at jeg - under protest - begyndte at (lære at) lave mad.
   Men hverken jeg eller konen vidste alverden om det, og i hvert fald ikke noget om sovs. Så jeg følte mig aldrig tilfreds med hvad der kom ud af anstrengelserne de første år.

Gradvist over årene - ikke via madopskriftbøger - men ved trial and errror-metoden - fandt jeg ud af hvad der skulle til få at få en mere eller mindre brun sovs - og andre sovse og supper - til at smage rigtig godt. 

   Noget af det første jeg fandt ud rent af sovsemæssigt som blev en succes - også når vi havde børn på besøg, var kødsovs til pasta.
   Jeg blev efterhånden klar over at for at det skulle smage rigtig godt, skulle der altid sammen med det hakkede kød og hakket (dåse)tomaten, skulle der tomatkoncentrat i og en bouillon-terning; videre at der altid skulle en stor portion finthakkede blandede grøntsager i (altid gulerod), at der altid skulle champignon i, laurbærblade, og en ordentlig portion blandede tørrede krydderurter (herbes de provence-blanding).

   For nogle år siden var der en konkurrence i Politiken om opskriften på den bedste kødsovs til pasta. Vinderopskriften var fuldstændig identisk med den jeg havde udviklet og finpudset over mange år.

   

Det jeg først fandt ud af for et par år siden, var at netop den blanding af ingredienser giver en meget kraftig umami-smag, en smag som bliver forstærket ved at genopvarme kødsovsen næste dag - eller ved at genopvarme fx lasagne næste dag hvori der indgår kødsovs.

   Og at forklaringen på velsmagen af en række andre retter som jeg holdt af at lave og spise, også  var at de kombinerede og koncentrerede smage og dufte fra grove grøntsager, tomat og svampe - med smage og dufte  fra kød, fisk, skaldyr og ost. Med resultatet: stærk umami-smag.

   Og at forklaringen på at mange af disse retter faktisk smagte bedre ved genopvarmning på anden dagen, var at det opkoncentrerede umamien i retten.

   

Om umami - dog uden at fokusere specielt på sovs - skrev jeg et langt indlæg på bloggen her for næsten to år siden efter at have fået en serie af aha-oplevelser ved læsning af den epokegørende bog "Umami. Gourmetaben & den femte smag" af Ole G. Mouritzen og Klaus Styrbæk:

   http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/umami-velsmagens-kreative-blending-for.html

Hemmeligheden ved en stærk umamismag er at to næringsstofferstoffer går i en gensidigt forstærkende smagsmæssig symbiose:  en basal del der udgøres af såkaldt fri glutamat, og en forstærkende eller synergistisk del der skyldes den samtidige tilstedeværelse af såkaldte 5′-ribonucleotider, specielt inosinat og guanylat. 

    Og det er præcis det der sker når ingredienserne i kødsovsen blandes, brunes, koges sammen og i længere tid får lov til at simre: der frigøres både meget glutamat og meget inosinat/gunylat. 

I dag er det er mig som stort set står for madlavningen til middag herhjemme. Og hvis der ikke er tale om råkostsalat og anden rå og kold mad, så sørger jeg altid for at der er sovs på bordet, som regel en variant af brun sovs.

   Nu er det sådan at jeg ikke bryder mig om at lave brun sovs "af ingenting", som den variant af "hurtig brun sovs" der er opskrift på  i Politikens artikel. Det smager ikke rigtig godt.
   Og der er jo relativt mange retter, både med kød og fisk som ikke automatisk leverer noget der giver grundlag for at lave sovs.

Jeg går flere veje for at sikre at jeg altid har poser med dybfrosset velsmagende sovs til rådighed.

Ved alle former for simre-gryderetter - bankekød, gullasch, osso buco, svinekæber, coq au vin m.v. - laver jeg altid meget mere sovs end opskrifterne siger. Den tiloversblevne sovs sier jeg og fryser ned i poser. 

   Selv hvis det kun er lidt sovs eller sky der bliver tilovers efter en middag, fryser jeg det ned - og blander med andre gemte småportioner af sovs når tid er.

   Og jeg kan tø op, blande og fryse ned tiloversblevne sovseoverskud mange gange. Det koncentrer er umami-smagen yderligere hver gang. 

Kød stegt i ovn eller gryde: flæskesteg, oksesteg, kylling, lam, and mv. giver fedt og sky fra sig i varierende mængde - afhængigt af stegeform og stegetid. Ofte lægger jeg grove grøntsager under køddet, også selvom det skal langtidssteges. Når skyen køles ned, kan man fjerne fedtet og fryse resten i en pose.

Jeg laver forskellige slags fond, som aller har karakter af inddampet og koncentreret afkog, som jeg så også fryser ned. Det kan være afkog fra fx

- kraftben plus rodfrugter, løg, porre, hvidløg og som regel tomatkoncentrat - og vand

- af fiskehoveder, skeletter og halefinner plus diverse grove grøntsager - og hvidvin og vand

- af kyllingeskrog og ben - plus grøntsager og fx rødvin

- af inddampet grøntsagsvand fra kartofler, blomkål og rodfrugter til mos.

Er en tidligere lavet sovs for tynd, eller skal jeg starte fra grunden med fonden, så laver jeg en såkaldt 'opbagning' - af en spske-fuld smeltet smør/ 3 spske-fuld raspolie og en skefuld hvedemel. Den tyndes op med sovsen eller fonden der gradvist piskes i. 

Jeg laver også forskellige former for hvid sovs som er uden fond fra starten: 

   Bechamelsovs med ost: En opbagning som nævnt ovenfor, pisket op med mælk - plus revet parmesanost, eller en eller anden form for grønskimmelost og så godt med reven muskatnød. 

   Kan også være grundsovs til fx persillesovs eller svampesovs. 

Ost indeholder relativt meget umami, parmesanost mest, så en sovs som smager af for lidt, kan forbedres med reven parmesanost eller en anden hård langtidslagret ost.

Umami er der også meget af i svampe, så bechamelsovsen kan også danne grundlag for en meget velsmagende svampesovs.
   I den kan man med fordel tage nogle tørrede svampe, kværne dem til pulver - og supplere med det pulver i sovsen. Østerssovs er en god smagsforstærker også.

   Langt de fleste brune sovse kan med fordel tilsættes fx champignon eller østershatte, har jeg erfaret - også selv om det ikke står i opskriften. 

   

Fiskesovs, østerssovs, engelsk sovs, sojasovs indeholder meget umami som stammer fra fermenteret fisk, skaldyr eller soja. 

   De er vigtige ingredienser i min karrysovs som jeg typisk bruger til wokmad:

Karrysovsen laver jeg sådan her:

• Knust hvidløg
• Reven eller stødt ingefær
• Stødt koriander
• Stødt spidskommen
• Karry
• Chilipasta
• evt. koncentreret tomatpasta

De her ingredienser steges af i olie ved høj varme. Derefter:

Kyllingkød i strimler (hvis der skal kød til)

   Ellers bare: Svampe skåret i skiver eller stykker.

   Steges til kødet er brunet og svampene har afgivet væde.

   Derefter tilsættes:

• 1 dåse kokosmælk light
• 1 bouillon-terning (kan udelades)
• Tilsmages med sojasovs eller fiskesovs eller østerssovs - eller en kombination.
• Jævnes med maizena-pulver.

Den sovs kan også fryses ned, og genopvarmes fx til fiskeretter med kartofler eller ris.

Endelig vil jeg nævne min blandt venner berømmede fiskesuppe:

• Jeg starter med at lave fiskefonden, som kort beskrevet ovenfor: 
• 1½ kg fiskhoveder og fiskeben kogt over svag varme sammen med diverse grove grøntsager, løg, porrer krydderurtbuket, peberkorn. Skummes et par gange. 
• NB. Husk at tage alle fiskeresterne op af fonden 20 minutter efter at simringen er begyndt, ellers kommer der limstoffer i sovsen.
• Derefter koges ind under svag varme til fonden smager tilpas kraftig og lidt salt. Skummes igen hvis nødvendigt.
• De udkogte grøntsager sies fra.
• NB! Denne fond kan jo med fordel laves i god tid i forvejen og fryses ned.
• 
  
• Så fintsnittes en god portion blandede grøntsager, løg, hvidløg og chili. 
• Svitses i olie, tilsættes hvidvin, hakket dåsetomat, og tomatkoncentrat. Simrer en halv time. 
• Blendes derefter meget længe og sies hårdt (hvis man vil have en tykkere suppe, nøjes man med at blende).
• Tilsættes en dåse kokosmælk light og fiskefonden. Og suppen opvarmes/simrer et kvarter til en halv time.
• Tilsmages med østerssovs. Evt. et glas cognac.
• Lige før servering tilsættes rå fisk i tern: torsk, laks, tun, sej, mv. Og rejser og kammuslinger. 
• Opvarmes nogle få minutter - men må ikke koge.

Her er så i øvrigt en list af gode råd som ikke specielt vedrører sovs og suppe, men sigter bredt mod at tilføre eller forstærke umami-smag til den mad man laver: 

Ønsker du at give din ret et pift umami, så er der her en guide til, hvilke fødevarer du bør tilgodese:

   Mælk indeholder naturligt glutamat, men ved ostefremstilling stiger indholdet. Parmesan er den ost, der har det absolut højeste indhold af umami, men også andre faste oste som fx: Riberhus®, Klovborg® og Tistrup® bidrager med megen umami. Det samme gør sig gældende for skimmeloste som: Høng®, Castello®, Saga® og Rosenborg®. Andre oste som hytteost, Buko® smelteoste, Apetina®, mozzarella og kvark vil også bidrage med umami. Surmælksprodukter som A38®, yoghurt og ikke mindst ymer indeholder også umami.

   Tomat har et højt indhold af glutamat. Der kan dog forekomme stor variation, men tomater, der har modnet på planten, har et højere indhold end umodne tomater. Der findes umami både i friske tomater, konserves, tomatpure, ketchup og ikke mindst soltørrede tomater.

   Tang spiller en central rolle i umamiens historie, da det har et højt indhold af basis-umami. Dette gælder frisk såvel som tørret tang.

   Soyasauce er et produkt, som er utrolig rig på basis-umami. Fiskesauce og engelsksauce er produkter, som også vil bidrage med basis-umami.

   Svampe er en rigtig god kilde til synergi-umami. Som tommelfingerregel gælder det, at de mørke svampe bidrager med mere umami end lyse. Eksempler på svampe, der er specielt rige på umami, er: Shiitake, portobello, morel og porcini. Tørrede svampe har generelt et højere indhold af umamiend friske.

   Oksekød, svinekød og lam indeholder begge typer af umami, men sammenlignet med fjerkræ har det et lavt indhold af basis-umami. Vælges der stykker, som skal tilberedes i længere tid, vil der frigives umami-smagskomponenter.

   Svinekød har sammenlignet med okse og lam et meget højt indhold af synergi-umami. Produkter som bacon, skinke og pølser er meget rige på synergi-umami, da der dannes yderligere inosinat og guanylat under fremstillingen.

  Fjerkræ indeholder begge former for umami. Lårstykker vil ofte skulle tilberedes længere tid, hvorved der dannes mere umami under tilberedning i forhold til fx et bryststykke.

   Fisk som ansjoser, sild, makrel, sardiner, tun og laks er rige på begge typer af umami. Når de tilberedes ved rygning, saltning eller lægges i lage, stiger indholdet af umami.

   Skaldyr som østers, muslinger, hummer, rejer og krabber er også rige på umami.

   Bouillon og fond er baseret på kød og ben, der er har simret i lang tid, hvorved der frigives store mængder glutamat, insonat og guanylat.

Hentet fra følgende hjemmeside:

http://leksikon.arla.dk/Kategorier/Fagudtryk/U/Umami/

En masse gode og interessante oplysninger om umami, findes her:

http://www.umamiinfo.com/news/

'Litterær selfie' - om en ny, god metaforisk betegnelse for en dominerende tendens i moderne litterære og selvbiografiske fortællinger

Serendipitet ...

   I samme Søndagspolitiken den 2. november hvor fødselsdagsportrættet af Ole Thyssen optrådte, et portræt som jeg i det foregåend indlæg om "barsk barndom" har omtalt, der finder man også en kronik af litteraturforskeren Hans Hauge. 

   Kronikken  har rubrikken 

Vi er alle ens, fordi vi er forskellige

En typisk 'gåde-rubrik'

   Hauge skriver her om det litterære fænomen som han tidligere har reflekteret over i aviserne og i sin forskning: 'autofiktion' -  noget som han selv har kaldt 'fiktionsfri fiktion'. 

   Hauge har nu en ny, god og præcis metaforisk betegnelse for en særlig undergenre til det: 

font-size: large;">"Litterær selfie"

Han refererer her blandt andet til  nyligt publicerede 'selvbiografier' af Reneé Toft Simonsen og Suzanne Brøgger. Og han definerer 'litterær selfie' som: "et selvportræt som skal deles med andre". 

Kim Leines selvbiografiske roman "Kalak" er et andet eksempel på genren, som provokerede hans far til for nylig at skrive en kronik i Politiken hvor han fortalte sin version af historien om de incestoplevelser som han udsatte Kim Leine for som barn og ung.

   Og videre inddrages andre forfattere i Hauges kronik:

Både Leine, Erling Jepsen og (Ib) Mondrup gør således virkelige personer til romanpersoner uden at spørg dem, går jeg ud fra.

Hauge stiller spørgsmålet er om man som ((auto)biografisk)) forfatter "uden videre kan (tillade sig at) gøre andre personer til romanpersoner?"

Om oprindelsen til ordet 'autofiktion' skriver han:

Det er et ord der siden omkring 2000 har bredt sig over hele verden. Oprindelig betød det, at selvet (auto) er en fiktion. Autofiktionen handler ofte om uafklarede fader-søn-forhold. Der er tale om enslag Ødipus-fortælling. Autoanalyse i stedet for psykoanalyse. 

Men nu bruges 'autofiktion' gennemgående i en anden betydning - med inspiration fra først og fremmest Karl Ove Knausgaårds "Min Kamp", fortsætter Hauge:

I en autofiktion er hovedpersonen og fortæller den samme; om man skriver om sig selv i litterær form, hvilket ikke er det samme som fiktion. Man fornemmer at autofiktion er noget tredje eller noget nyt: hverken roman eller selvbiografi.

Altså, der er tale om det jeg her på bloggen har benævnt og beskrevet som genremæssig 'konceptuel blending' - og som jeg for mange år siden  karakteriserede som 'faktion' i bogen "Faktion som udtryksm

iddel".

   Her definerede jeg 'faktion' som medieprodukter - film, radio, journalistik, dokumentar, romaner, m.m. - hvor 'blandingen af 'fakta' og fiktion' gav anledning til diskussion, usikkerhed og konflikt - altså generelt sagt "ballade" - enten på afsenderside eller på modtagerside - eller på begge sider.

 

Hauge fortsætter sin kronik:

I de litterære selfies, der blev offentliggjort, nævner forfatterene dog ikke navne på virkelige personer. Alt tyder på, at de fortæller om egne oplevelser. De går altså ikke så langt som Knausgård, og karakteristisk nok handler de fleste om forholdet til en mor, der enten er syg eller fraværende. Skellet mellem privat og offentligt er ophævet.

Hauge giver derefter eksempler på forfattere som passer til den karakteristik: Sofia Rasmussen, Morten Pape, Anna Arendse Thorsen, Gerda Hyldrup.

   Og han beskriver tendensen som et oprør mod modernismens litteraturanalytiske dogme (som jeg også i min studietid blev indoktrineret med): at man skulle skelne skarpt - knivskarpt - mellem forfatter og fortæller, og det var så at sige videnskabeligt og analytisk 'forbudt' at læse skønlitteraturen 'selvbiografisk'.

   I min studietid brød professor Aage Henriksen med det dogme, som jeg har skrevet om tidligere på denne blog. Og han var den eneste af mine lærere i dansk litteratur jeg den gang syntes det var interessant at hør på forlæsninger af - og læse.

Hans Hauge fortæller så om danske forfattere som har forsøgt for alvor at brug Ove Knausgaard som litterær rollemodel: Pablo Llambias (som jeg aldrig før har hørt eller læst om) og Yahya Hassan, som jeg skrev om lige så snart det første interview dukkede op med ham i Politiken for godt et års tid siden.

   Det tredje eksempel Hauge refererer til, husker jeg heller ikke at hav lagt mærke til:

Endelig er der Naja Marie Aidts, Line Knutzons og Mette Moestrups generøse og monstrøse fællesbog 'Frit flet'. Hører den med eller ej? Det er svært at afgøre om de hører til på Knausgård- eller Renée Toft Simonsen-fløjen.

Det han mener med 'Renée Toft Simonsen-fløjen' er den gruppe af forfattere til 'litterære selfies' som også Suzanne Brøggers "Kruk" tilhører, fortællinger der direkte omtaler sig selv som 'en selvbiografi'; og dette i modsætning til 'Knausgaard-fløjen' hvor det tydeligt selvbiografiske indhold får et slør af fiktion fordi genrebetegnelsen 'roman' er den etikette der sættes på fortællingen.

Jeg antager at det her er et tema og en problemstilling jeg jævnligt vil følge op på - og vende tilbage til.

   Men søg gerne her på bloggen med nogle af de stikord jeg har skrevet i boksen "etiketter". 

Barsk barndom (5) - kreative Ole Thyssen, kreative Renée Toft Simonsen, kreative Lone Frank

Jeg har som et fast tilbagevendende tema på bloggen her - næsten fra dens start for over 4 år siden, beskrevet hvordan rigtig mange stærkt kreative voksne - forfattere, malere, forskere, skuespillere, politikere - you name it - har oplevet en 'barsk barndom' - en barndom kendetegnet ved sammenbrud, tab og savn af tætte og varme forældreforhold (alkohol, skilsmisse, sindsygdom, seksuelt misbrug), med flere eller mange riven op med rode-flytninger mellem lande og landsdele, med spaltning og splittelse mellem flere sprog, dialekter og 'kulturer", og med isolation og mobning i skolen - fx også på grund af ordblindhed.

Min teori er at under særlige betingelser kan en sådan 'barsk barndom' der måske ellers ville pege mod en forventet nedadgående mental livs- og udviklingsspiral, stimulere hjernen og forme personligheden hos nogle mennesker i den modsatte retning: et mangefacetteret mentalt set up og udvikling af stærk kreativitet. 

Her kommer tre eksempler mere som de er fremgået af interviews og portrætter i mine aviser:      
   Den ene er filosof og debattør Ole Thyssen.
  Den anden er fotomodel, psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.
  Den tredje er den fremragende og internationalt kendte videnskabsjournalist Lone Frank. 

Ole Thyssen er beskrevet i et fødselsdags-portræt i Politiken den 2. november.
   Med afsæt i en konstatering af at han stod helt isoleret og blev kraftigt kritiseret i offentligheden da han efter 9/11-terrorangrebet offentligt fremførte at "det var patetisk og tragisk" at verdens rigeste nation ville hævne sig på verdens fattigste nation, står der i artiklen af Rune Lykkeberg:

Det var sådan set ikke nyt for Ole Thyssen. Han har selv fortalt, hvordan han som to-årig blev sat på børnehjem, fordi hans forældre skulle til Polen og arbejde for Røde Kors. De hentede ham igen efter et par måneder, men som han senere skrev i en kronik i information:

   "Hvor lang tid tager det at knække et barn? Jeg husker intet fra opholdet. Men når jeg leder efter mit mønster, løber linjerne tilbage til børnehjemmet: angst for adskillelse, accept af adskillelse."

   Hans forældre flyttede rundt i hans barndom, og fordi han adskillige gange skiftede skole, etablerede han ikke stærke venskaber.

   Men i 2. g fandt han en livsledsager. Han solgte sin klarinet og købte en skrivemaskine. Siden har Ole Thyssen været en ualmindelig produktiv skribent, og han beskriver gerne sin relation til sproget som en intim relation:

"Ordene er mine venner, så jeg er aldrig alene, uanset om jeg er det", har han også skrevet.

"Lige efter bogen", kan man sige - og noterer jeg hermed til min dokumentation af 'særligt kreative personligheder's specielle og barske barndoms- og ungdomsoplevelser.

Renée Toft Simonsen er udkommet med en selvbiografi "Renée – At finde hjem", som hun har skrevet i samarbejde med journalisten Andreas Fugl Thøgersen.
   I den anledning bliver hun interviewportrætteret i Politiken af Olav Hergel under rubrikken "Jeg kan godt lide, at mænd tør skinne".

   Her fortæller hun om sine barndom og sine oplevelser af sine forældre - fokuseret på faderen som hun elskede højt, men som svigtede kone og børn for at forfølge egen lyster og behov:

Men hvor mor er klippen i livet, er det faren, der fylder. Han arbejdede som omrejsende forsikringsagent, og det kedede ham så meget, at han i stedet brugte sin charme, sin begavelse og sit gode udseende på at fornøje sig selv og andre kvinder. Intet stod i vejen for hans egen fest.

   Han var så umoden, at bedsteforældrene måtte passe Renée og hendes søster Heidi, da moren i seks måneder skulle på sygeplejeskole. Hun turde ikke overlade sine børn til deres far.

(...)

   Familien boede i en række kollektiver, og Renée Toft Simonsen kalder tiden »herlig« med den dobbelthed, der ligger i, at det på en gang var frit og ikke til at holde ud som barn. Hun ønskede inderligt, at hendes familie skulle være far, mor og børn. Sådan så det også ud. Sådan var det bare ikke. I kollektivet endte det med, at moren smed faren ud af soveværelset.

   »Det blev han simpelthen så fornærmet over, at han flyttede op på loftet i et værelse ved siden af mig og tog andre kvinder med hjem. Jeg kunne høre dem. Så gik jeg ned og råbte til min mor: »Nu må det simpelthen stoppe««.

   Forældrene blev skilt, og faren blev mere ansvarlig. Mere nærværende. En gang imellem kan hun og hendes søstre dog stadig ikke fatte, hvor ansvarsløs han var.

   »»Far, du efterlod os, dine piger, alene hjemme om aftenen og natten, da vi var små, hvordan kunne du gøre det?«, har jeg flere gange spurgt ham.

   Så siger han: »Ja, det er rigtigt, jeg gad ikke passe jer, og I sov, jeg troede i hvert fald, at I sov, og så tænkte jeg: I kan sgu godt være alene, hvad skal jeg sidde her og kede mig for««, står der i bogen.

Et af kendetegnende på 'den særligt kreative personlighed' er at den er 'kompleks' og 'mange-facetteret' - en 'konceptuelt blended' karakter der så at sige indholder 'flere personer i en'. 

   Det gør René Toft Simonsen også. Indledningsvis fortæller artiklen:

Det var også hjem til Aarhus, hun rejste, da hun 24 år gammel forlod New York, fordi hun ikke længere ville leve af at være smuk, men gerne af at være klog. Det er derfor, vi er her i denne hvidmalede, højloftede, bredplankede herskabslejlighed på femte sal i Aarhus.

   Fordi det blev til mere end Face of the 80’s. Fordi hun blev psykolog. Fordi hun har skrevet en række roste børnebøger om pigen Karla. Fordi Karla-bøgerne blev til film. Fordi Renée Toft Simonsen har været med til at forvandle socialminister Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq til et filmmanuskript, som nu er blevet antaget.

   Fordi det lykkedes at lægge så meget oven i ansigtet, at hun nu udgiver sin biografi. Der har været mange tilbud gennem tiden. Først nu er der nok at fortælle.

   »Siden jeg flyttede hjem, har jeg forsøgt at bevise, at jeg var klog. Det var også det, det handlede om, da jeg skulle læse psykologi og være pisseklog og lave ph.d.

Olav Hergel opsummerer bogens indhold og gennemgående tema, sådan her:

Så i en bog, der ikke er nærig, og som er skrevet sammen med forfatteren Andreas Fugl Thøgersen, fortæller hun om at være et frygtsomt barn og et højt, tyndt, langlemmet teenagerstativ, som ikke havde noget, drengene kunne tage på. Om angst, der kommer igen. Og igen. Om skilsmisser. Hendes forældres og hendes egen. Men mest af alt handler bogen om mænd.

Jeg noterer mig at Renée flere gange fortæller at hun selv har noget "maskulint" i sig og over sig, blandet andet på grund af sine aldrig tilfredsstillede ambitioner, og at hun "ukvindeligt" elsker at konkurrere, spille og vinde.

    Om hvordan hun blev fiktionsforfater,det fortæller interviewet også. Det blev til en roman(serie) der - næsten forudsigeligt - delvist bygger på egne barndomserinderinger.

   Hun gik hjemme og skulle skrive speciale i psykologi:

At skrive blev et helle, og der kom sætninger frem, hun aldrig havde troet, hun kunne formulere. Hun var alene med sin fantasi og dronning i sit eget univers.

   Bøgerne om Karla handler om en pige på datteren Ulrikkes alder. Hun har en skrap mor med rengøringsvanvid, der tager sig af det hele, og en ansvarsløs far, som ikke tager sig af noget, men er sjov, charmerende, elsker at lege og elsker sin datter overalt. De er skilt, og moren har fundet en ny mand.

   Karla går sine egne veje. Hun uddriver rengøringsspøgelser og leger posedame. Bøgerne er fiktion, men har afsæt i både Renée Toft Simonsens egen barndom og hendes datters liv.

   »Karla kom til mig, da jeg skulle skrive speciale på psykologi. Andre går ned på specialet. Jeg blev høj. Jeg fandt ud af, at jeg kunne sidde med 300 artikler om adhd og flytte rundt, så det passede til mig. Hold da op. Det er mig, der bestemmer, tænkte jeg.

   Samtidig var det bevægende og animerende, og så gik jeg i gang med Karla. Det var noget, jeg gjorde af lyst. En anden årsag til, at jeg kom i gang med at skrive, var, at min mand syntes, jeg skulle bruge mit talent på noget bedre end at skrive hadefulde breve til ham«.

Ja, kompleks og mangefacetteret, det er personligheden bag "modelansigtet" Renée Simonsen i hvert fald. 

Så er der videnskabsjournalisten Lone Frank. Hun bliver interviewet af Niels Thorsen til en stor og lang portrætartikel i Politiken den 16. august. Et forskræp og et set up til den dokumentar af og delvist også om hende selv som bliver vist på CPH: DOX 16.-26. oktober - med titlen "Genetic me"

   Rubrikken basunerer to stærke metaforer:

En kampmaskine - og én stor hudafskrabning 

Manchetten lyder:

Hun er kendt som landets dygtigste videnskabsjournalist. Men hvad nytter det, når man er bedre til at ærgre sig over sine nederlag end til at fejre sine sejre? Ifølge en gentest er Lone Frank »sårbar, men uvenlig«. Og selv mener hun, at arv former os stærkere end opvækst. Men hvornår blev Lone Frank sig selv? Fra fødslen eller i selskab med sine tragiske forældre?

Lone Frank fortæller i artiklen om hvor meget hun som lille blev kærligt udfordret og intellektuelt stimuleret af sin højt begavede far. Og at hun i skolen følte sig uden for blandt kammeraterne fordi hun var så meget "klogere" og havde helt andre interesser end resten af klassen.

   Den modstand kunne hun imidlertid "overkomme" fordi hun hjemme fik den store anerkendelse og accept af sine "særheder":

Og i dag tænker Lone Frank, at hendes fars opbakning gjorde hende tryg nok til at klare sig, da hendes verden senere faldt sammen. En ulykke, der i øvrigt begyndte med, at samme far fik nok af sit perfekte liv.

   »Og så skulle hele familien pludselig prøve det herlige liv på et husmandssted langt ude på landet«, siger hun.

   »Det var bare ... forfærdeligt«.

En slags negativt 'point of no return' i artiklen.

   Flytningen bidrog til at Lone trak sig ind i sig selv - via bøgerne. Men ellers gik alt galt, set fra hendes synspunkt. Niels Thorsen fortæller indfølende - i samspil med interviewcitater:

Lone søgte ly med sine bøger. Resten af underholdningen sørgede forældrene for. Med jævnlige skænderier. Og efter et par år fik hendes far så en ny kone. Og hendes mor en dyb depression.

   Børnene flyttede med moderen til Malling, hvor Lone gav den som »samtalepartner og psykiater« for sin mor, der fortalte om sin barndom og om, hvad der havde fungeret og især ikke fungeret i hendes forliste ægteskab.

   »Min mor hadede min far så meget, og det skulle vi hele tiden høre på. Når vi var ovre hos ham hver anden weekend, havde hun det helt forfærdeligt og var umulig et par dage både før og efter og kom med stikkende bemærkninger som: »Det er sikkert også meget rarere at være et sted, hvor der er to voksne«.

   Lone havde dårlig samvittighed over, at hun stadig holdt af sin far. Og »nærmest et lille had til, at han havde det så godt, når min mor havde det så slemt«.

Nu gad hun sgu ikke mere, kunne moderen sige. Og de skulle ikke tage sig af, hvis hun en dag ikke var der længere.

»Det lyder altid sindsygt udefra, men når folk har så ekstremt stærke følelser, er det ikke en mulighed bare at tage sig sammen«, siger Lone Frank.

  En eftermiddag Lone sad på gulvet i stuen og læste, 14 år gammel, kom hendes mor hjem og fortalte, at hun skulle opereres for brystkræft, og at de så måtte de vente og se, om kræften havde spredt sig.

Artiklen indledes med en længere journalistisk  fin fortællende beskrivelse af den aften og nat hvor moderen efter fire års sygdom dør af sin kræft. Lone er da 17 år gammel.
   Den 'tråd' vender Niels Thorsen og Lone Frank tilbage til på det her sted i artiklen, og fortsætter:

I ventetiden begyndte Lone i gymnasiet. »I Odder!«, siger hun.

   »Hold da kæft! Jeg var lille og tynd, gik i mærkeligt hjemmesyet tøj og var bare i opposition til alt omkring mig«.

   Men allermest var hun bange.

   »På en måde vidste jeg jo godt, at min mor ville dø, men jeg holdt liv i en tro på, at der kunne gå mange år«.

   Først kom metastaserne i leveren. Siden i knoglerne. Med stærke smerter og natlige skrig, fortæller hun, mens bevægelsen bliver synlig i hendes øjne.

   »Forfærdelige smerter«, hvisker hun.

   Som dog ikke afholdt mor og datter fra at skændes videre.

   »Hvilket gav mig skrækkeligt dårlig samvittighed. Men jeg syntes, at hun var træls, og at min lillebror var en møgunge«, siger hun.

   »Altså, når jeg tænker tilbage, var det bare en lang depression. At sidde der og være teenager og ikke have nogen venner i verden, og din familie er faldet fra hinanden, og din mor er ved at dø, og din lillebror synes, at du er en nar«.

   Hvad håbede du?

   »Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan livet skulle kunne blive godt igen. Jeg tænkte bare: Hvis nu jeg lader være med at trække vejret og så løber igennem det her, mon så ikke det holder op?«.

Også Lone Frank har en kompleks og mangesidet personlighed, fortæller Niels Thorsen. Genetisk disponeret for depression, stress og sur misundelse, fortæller hun selv.

    Så er der er noget med bøger, selvfølgelig, men også noget "mandet" over hende, og noget med dagdrømme og maleri:

Lone Frank er en person uden for kategori. Et væsen, man dårligt kan forestille sig findes i mere end dette ene eksemplar. Børn kan hun ikke lide. Og hverken mad, nye sko eller veninder siger hende det store. Mere mand end de fleste. Mindre diplomatisk. Men også et menneske med to indstillinger, der elsker at give slip på sig selv i romaner, maling og dagdrømme og hader, at hun ikke er højere og dygtigere og derfor ustandseligt driver sig selv frem mod nye præstationer. Og skuffelser.

Det med at Lone Frank åbenbart også maler, er noget jeg - som relativt nyudsprunget amatør-akvarelmaler - bider særligt mærke i. Men også fordi jeg simpelt hen bliver overrasket.

   Det blev Niels Thorsen også da han kom hjem til hende.

   Han fortæller - og man bedes bemærke hans eminente evne til at iagttage sigende detaljer og formidle oplevelser gennem kreativ og original sprogbrug:

På væggene hænger billeder i stærke farver. Forfatterens egne. Og det er måske den største overraskelse. At det kontante tankemenneske hengiver sig til så ordløs en tilstand som penslens famlen med farver og former.

   Ellers hviler der en henkastet rummelighed over lejligheden. Som om funktion og bevægelsesfrihed har delt kvadratmetrene ligeligt imellem sig.

   Lone Frank har »en god stol«, siger hun. »Så hvis vi tager en mere ... Kan du tage fat her?«.

   Vi bakker ud af stuen, gennem en dobbeltdør og ind over plankegulvet i forfatterens kontor, hvor vi sætter stolen over for den anden.

   I et hjørne står to stakke af lærreder. På et springer et portræt af Lone Frank i øjnene i et hjørne. Med nøgen overkrop og opsat hår. Resten af lærredet er hvidt bortset fra et organ, et stort hjerte. Og under billedet hviler redskaber på et stykke afdækningspapir. Malerbøtter. En pensel. Og to tunge håndvægte.

   »For mig har billedkunst altid været sådan en boble for sig selv«, siger Lone Frank, da hun stiller kaffe på gulvet og sætter sig i stolen, den gode.

   »Jeg kan jo godt lide at tænke mig om. Og det her er noget helt andet. Uden tanker og analyser. Det er bare rart at lave«.

At "hengive sig til så ordløs en tilstand som penslens famlen med farver og former", og det med at male som at være i "en boble for sig selv", kan jeg i den grad genkende fra mig selv. Så artiklen leverer mange procent identifikation for mig.

   Og har man for mange stressende tanker formuleret i ord der presser på med betydning, så er det svært - gnidningsløst - at skifte over til den ordløse højre hjernehalvdels visuelle og rumlige 'sprog'.

Anslaget til selve artiklens fortælling indledes sådan her af sprogkunstneren Niels Thorsen:

Interviewet begynder uden den harmløse hygges brusk, som fremmede ofte danner mellem sig. Her står knoglerne rent på hinanden, og værtinden gør intet forsøg på at møblere afstanden med høflighed, men lader bare i glimt sit sarkastiske lune føre sin egen lille samtale med en formodet sammensvoren.

Niels Thorsen er journalistisk verdensmester i friske metaforer, har jeg tidligere noteret og dokumenteret. Og det lever han i den grad op til også i denne artikel som man kan se bare af denne korte passage.

   Men de to spændstige metaforer fra rubrikken, kommer ikke fra Niels Thorsens krøllede hjerne, men ... - dels fra interviewpersonen selv ...

Selv betegner Lone Frank sit ego som »én stor hudafskrabning«, som ingen ros kan hele.

... Og dels fra den rapport som hun modtog da hun havde fået kortlagt sit "genom" hvor den særlige blanding af hendes genetisk bestemte personlighedstræk ...

... fik den forsker, der præsenterede hende for resultatet, til at kalde hende »en kampmaskine«.

Her er links til to af de artikler som har været centrale kilder til det her indlæg:

http://politiken.dk/magasinet/ECE2427731/jeg-kan-godt-lide-at-maend-toer-skinne/

http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2367679/en-kampmaskine---og-n-stor-hudafskrabning/

Eferskrift:

   Næste indlæg tager afsæt i Hans Hauges kronik i Politiken idag den 2. november der handler om fænomenet og genren "litterær selfie", en kronik hvori han blandt andet henviser til Renée Toft Simonsen og en anden selvbiografisk orienteret meget kendt dansk forfatter som jeg også kunne have taget med som eksempel i dette indlæg: Suzanne Brøgger.