'Grønne æg og skinke-hypotesen' - om såkaldte 'kreative restriktioner' og deres effekt på kreativiteten ifølge nye undersøgelser

Bogomslag til børnbogs-bestseller

Begreber som 'kreativ vrede', 'kreative restriktioner', 'kreativ destruktion' har jeg jævnligt været inde på i tidligere blogindlæg.

   I Politikens kultursektion i torsdags handler forsideartiklen om 'kreative begrænsninger' skrevet af en af min favorit-journalister Niels Thorsen som utvivlsomt selv hører til kategorien 'særligt kreative personligheder'.

   Rubrikken er rigtig god og rammer plet i det tilsyneladende paradoks som ligger i begrebet:

Vi udtrykker os friest med bundne hænder

Manchetten forklarer:

Længe før dogmebølgen startede i 1995, underkastede kunstnere sig begrænsninger for at få skabt noget. Men først nu bekræfter amerikansk forskning, at vi faktisk bliver mere kreative af at skulle følge nogle regler.

Artiklen bygger på to forsøg foretaget af en amerikansk psykolog Catrinel Haugt-Tromp, og hun refererer selv til et berømt 'praktisk eksperiment' med at skrive en børnebog som inspirationskilde, en bog hvis titel har givet anledning til hvad hun kalder  "the Green Eggs and Ham-hypothesis of creativity".

 
Historien er som følger:

   Midtvejs i sin forfatterkarriere blev forfatteren "Dr. Seuss" (Theodore Geisel) udfordret af sin forlægger til et væddemål: skriv en børnbog hvor du kun må bruge 50 ord.
   Her er ordene - nix weiter:

a, am, and, anywhere, are, be, boat, box, car, could, dark, do, eat, eggs, fox, goat, good, green, ham, here, house, I, if, in, let, like, may, me, mouse, not, on, or, rain, Sam, say, see, so, thank, that, the, them, there, they, train, tree, try, will, with, would, you

Det kom der faktisk en bog ud af med titlen "Green Eggs and Ham", som udkom i 1960 og blev en børnebogsklassiker ...

... featuring a creature named Sam-I-Am who just really wants his pal to open his mind to the culinary joys of green-tinted breakfast foods.

Ifølge Wikipedia er det den fjerdebedst sælgende engelsksprogede indbundne børnebog nogensinde.

   Den er skrevet på rim, det er en salgs vrøvlevers bygget over et spørgsmål-svar skema, og nogle af rimene lyder sådan her:

Would you like them

in a house?

Would you like them

with a mouse?

I do not like them

in a house.

I do not like them

with a mouse.

I do not like them

here or there.

I do not like them

anywhere.

I do not like green eggs and ham.

I do not like them, Sam-I-am.

Would you eat them

in a box?

Would you eat them

with a fox?

Not in a box.

Not with a fox.

Not in a house.

Not with a mouse.

I would not eat them here or there.

I would not eat them anywhere.

I would not eat green eggs and ham.

I do not like them, Sam-I-am.

Poesi af den mere enkle slags. Men det virkede.

Catrinel Haugt-Tromps kreativitetsforskning drejer sig også om rim.
   De to forsøg beskrives sådan her:

She devised a study in which 64 undergraduates were asked to create a series of two-line rhymes that conveyed a greeting-card-friendly message, such as “happy birthday,” “thank you,” or “I love you.” On half of the trials, they were further instructed to include in their message one of eight specific words: shirt, vest, dog, frog, doll, kite, drum, and harp. Some of the participants completed those rhymes first, followed by the ones that lacked this limitation; for the others, the order was reversed.

   According to three independent judges, “participants generated more creative rhymes when they had to work with the externally imposed constraint of a given noun. ”Moreover, even after that restriction was removed, they did more creative work than their fellow students who completed the unrestricted rhymes right off the bat.

   The second study, featuring 46 undergraduates, was similarly structured, except the participants created their own restrictions. Specifically, they were asked to write down “the first four concrete nouns that came to their mind,” after which they were instructed to “incorporate each of the four nouns in a creative rhyme in response to the prompts.

   ”The results were consistent with the first study: The students came up with more creative rhymes when forced to use certain words, and they continued to work at an elevated level of imagination when they moved on to creating rhymes without restrictions.

https://psmag.com/constraints-can-be-a-catalyst-for-creativity-d5997d2030f7#.z2pzjfy8m

Hvad er forklaringen? Hvordan kan begrænsninger øge hjernens kreative arbejde, mens mange muligheder leverer mindre kreative resultater?

   Catrinel Haugt-Tromp giver følgende udlægning af forsøgets resultater:

Working with constraints “allows a deeper exploration of fewer alternatives,” Haught-Tromp explains. They “limit the overwhelming number of available choices to a manageable subset,” allowing us to “explore less familiar paths, to diverge in previously unknown directions.”

Altså: Færre muligheder indebærer større fordybelse og udnyttelse af de få muligheder som så foreligger, og det tvinger til  - eller inspirerer til - at finde på nye og uprøvede forbindelser imellem det begrænsede antal elementer. 

   Og mest interessant er måske så også den iagttagelse at det at arbejde med restriktioner, har en slags positiv langtidseffekt på deltagernes kreativitet.

Kreative restriktioner kendes fra fx dette at skrive digte i en bestemt bundet form: sonnetter - eller japanske haiku-digte.

   Overhovedet kan det at tvinge sig til at rime, fungere som en kreativ restriktion fordi rimtvangen gør at man finder på ord som man ikke ville bruge i utvungent ikke-rimet tale eller skrift.

Selv kender jeg det når jeg maler akvarel. At begrænse sig til få farver, er en udfordring som stimulerer lyst og fantasi. Og selve det ar arbejde med klassisk akvarelmaleri, indebærer den særlige begrænsning i processen at alt skal være planlagt og tænkt igennem på forhånd, fordi man ikke kan rette og male om undervejs. Og man kan aldrig male "lys" oven på mørkt, så man skal på forhånd have besluttet hvor de lyse felter i billedets motiv skal være.

   Jeg skal snart på et akvarelkursus med Ane Grete Aagaard som maler og underviser. Vi har fået et lille kompendium af hende - og der står det hele sådan set i fem "gode regler":

1. En akvarel skal planlægges

2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. Begynd med de lyseste valører og byg

gradvist mørkere op

3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet af i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan altid ændres senere

4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er sværere at styre, lad det tørre og gå gradvist videre

5. Begynd modigt og slut fejt - dvs. begynd så frejdigt og modigt, som du nu vover, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet

Et kendt eksempler på den overraskende positive effekt af kreative restriktioner fra  nyere dansk kulturliv, er fx filmdogme-reglerne fra 1995:

1. Optagelserne skal ske on location, kulisser og rekvisitter skal forefindes fra starten og må ikke placeres på stedet til optagelserne.
2. Lyden må aldrig produceres adskilt fra optagelserne. Musik er kun tilladt, hvis det spilles direkte under optagelserne, f.eks. i form af et bånd eller en plade, der kører mens scenen skydes.
3. Kameraet skal være håndholdt.
4. Filmen skal være i farver. Speciel lyssætning er forbudt, men hvis der er for lidt lys til optagelserne kan man sætte en enkelt lampe på kameraet.
5. Optiske filtre er forbudt.
6. Filmen må ikke indeholde overfladisk action, f.eks. er mord og våben forbudt.
7. Tidsmæssigt og geografisk må filmen ikke afvige i forhold til virkeligheden. Filmen skal ske her og nu.
8. Genrefilm er forbudt.
9. Filmformatet skal være Academy 35mm film.
10. Instruktøren må ikke krediteres.

Lars von Triers dogmefilm "Idioterne" fra 1998 er en af dansk films mere uforudsigelige.

Manifestet for 'De ny nordiske køkken' fra 2004 er et andet eksempel:

»Vi nordiske kokke finder tiden moden til at skabe et Nyt Nordisk Køkken, der i kraft af sin velsmag og egenart kan måle sig med de største køkkener i verden. Det ny Nordiske Køkken skal:

• - udtrykke den renhed, friskhed, enkelhed og etik, som vi gerne vil forbinde med vores region
• - afspejle de skiftende årstider i sine måltider
• - bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vande
• - forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære
• - fremme de nordiske produkters og producenters mangfoldighed og udbrede kendskabet til kulturerne bag dem
• - fremme dyrenes trivsel og en bæredygtig produktion i havet og i de dyrkede og vilde landskaber
• - udvikle anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer
• - forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra
• - kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet
• - invitere forbrugere, andre madhåndværkere, landbrug, fiskeri, små og store fødevareindustrier, detail- og mellemhandlere, forskere, undervisere, politikere og myndigheder til et samarbejde om dette fælles projekt, der skal blive til gavn og glæde for alle i Norden.«

To af de stærkest drivkræfter for udviklingen og udbredelsen af det madkoncept, er Jan Krag Jacobsen og Klaus Meyer. Begge hører i min forståelse og terminologi  til kategorien af 'særligt kreative personligheder'.

'Dansk møbeldesign' er også et resultat af kreative restriktioner hvori arkitekter og designere underlægger sig krav om høj funktionalitet, gode materialer, enkelhed i udtrykket og udnyttelse af moderne teknologier.

Wegner: Flaglinestolen

Jeg er sikker på at når jeg falder for en kunstner som Harald Henriksen, og måske endda synes at hans træsnit er der hvor han yder sit ypperste, så har det også at gøre med at selve træsnitteknikken og de få farver der er i spil, fungerer som en form for kreative restriktioner:

Som maler er Harald Henriksen fremragende når mediet er akvarel. Og han er vel toppen inden for traditionelt akvarelmaleri i Danmark.
   Men det er som om træsnitbegrænsningerne stimulerer ham til så stærke forenklinger og fokuseringer på farve og form i motivet, at han overgår sig selv - og de fleste andre træsnitkunstnere jeg i årenes løb har set på udstillinger.
   Harald Henriksen har i sin træsnit-teknik bundet sig til træsnittets spilleregler, men har også overskredet akvareluniverset ved at være underlagt teknikken.

Hvorfor er spil og sport sjovt at deltage i eller at se på for de fleste mennesker?

    Fordi der er spilleregler som fungerer som kreative restriktioner. Bare tænk på fodbold. Det at man kun må bruge fødder og hoved på bolden, og det at man kun må tackle modstanderne hvis men selv kan nå at få foden på bolden, er blandt andet det der gør det fascinerende at se på.

I de to foregående indlæg har jeg skrevet om den arkitekturretning som kaldes 'dekonstruktivistisk arkitektur'. Den er blandt andet kendetegnet ved den kreative restriktion at der er "forbud" mod former og udtryk med rette vinkler og med regulære rektangler:

Frank Gehry: Walt Disney Concert Hall

Det er spillereglerne for den arkitekturframe: ingen rette vinkler, ingen rektangler.
   Det har i hvert fald givet interessant og fascinerende arkitektur. Men var det noget jeg havde lyst til at bo i? Nix.

En metafor for kreative restriktioner er "benspænd".

   Lars von Trier udsatte Jørgen Leth for en række krav og forbud som han skulle overholde i fem film. De blev beskrevet som "benspænd".

   Jørgen Leth, som er en meget kreativ mand, leverede naturligvis varen.

   Eksperimentet beskrives sådan her:

"De Fem Benspænd" er Lars von Triers indgang til dokumentarfilmens verden. Sammen med genrens veteran Jørgen Leth søger han endnu engang at bryde med de konventionelle måder at lave film på. Jørgen Leths kortfilm "Det perfekte menneske" fra 1967 har altid været en kilde til inspiration og beundring for Lars von Trier. I "De Fem Benspænd" udfordrer Trier Leth til at genskabe filmen fem gange under kreativt pres, med hårde regler og begrænsninger og på så forskellige lokaliteter som Cuba, Bombay, Bruxelles og Avedøre. Det er et spil fuld af fælder og forhindringer, en sjælden opdagelsesrejse ind i filmens verden og en udforskning af essensen i det at lave film.

Og sådan kunne man blive ved. 

   

Endelig også et meget konkret og praktisk eksempel fra min egen dagligdag. Jeg er den der planlægger og laver vores middagsmad i vores familie på to. 

   Når der er gået nogle dage med planlagte måltider, så er der en række rester tilbage i køleskabet. 

   Så går udfordringen ud på at bruge så mange som muligt af dem til et godt velsmagende og også gerne lidt dekorativt måltid for fruen og mig. 

   Det er de sjoveste dage at lave mad på. Og ofte også de dage der 'smager bedst'.

Det gamle populære tv-format "Vis mig dit køleskab" udnytter den erfaring. 

   En kendt person bliver uvarslet opsøgt af en kendt kok, som så skal lave et godt måltid ud af hvad der tilfældigvis måtte være i den kendtes køleskab.

Der er skrevet en meget begavet bog om den logik og psykologi som kan forklare hvordan og hvorfor kreative restriktioner fungerer som de gør: Patricia D. Stokses "Creativity from Constraints - The Psychology of Breakthrough.

  

Det aller første kapitel handler om hvordan Picasso og Braque udviklede ideen om kubisme som en måde at se - og dermed male - virkeligheden på. 

   Udgangspunktet er at forgængerne i de forskellige moderne -ismer, Manet, Monet, Matisse, trods forskelle, havde det til fælles at de malede hvad de så fra en enkel bestemt synsvinkel - "what they saw from a single point of view":

Manet, the naturalist, saw how objects looked. Monet, the impressionist, saw how light looks. Matisss, the fauvist, saw how pure undiluted color looks. Alle three looked into spaces of varying depth, but always straight ahead.

  What Braque and Picasso attempted to paint, was what they knew, from multiple viewpoints, and wound up with little, if any depth.

 Her er to tidlige eksempler:

Pablo Picasso: Girl with af Mandolin. 1910

George Braque: Portrait of a Woman, Female Figure. 1910

De to kunstnere arbejdede tæt sammen, og kilderne fortæller at det kan være svært at skelne mellem hvem der har malet hvilke billeder i perioden 1910-12.

  Det ses i disse to eksempler.

  Men nybrud er det - på grund af kreative restriktioner.

Sovs! - kreativ blending, synergistisk integration, symbiotisk koncentration - og smagen af umami

Serendipitet betyder heldigt tilfælde eller lykkeligt sammentræf.

   Jeg havde i sidste uge fået den ide at jeg ville skrive et indlæg om noget meget konkret i hverdagen som betyder meget for mit velbefindende og gode humør - og utvivlsom stimulerer min kreativitet: 

SOVS!

Jeg havde skrevet ordet ind som stikordsagtig overskrift i et muligt kommende indlæg, noget jeg tit gør - uden at indlægget så nødvendigvis ender med faktisk at blive skrevet. 

   Og her er det så at serendipiteten blander sig. For Søndagspolitiken den 2. november havde i tillægget "Spis&Bo" - tilfældigvis - et tre siders opslag  med rubrikken:

Brun sovs - velkommen tilbage, gamle ven

Manchetten lød:

Brun sovs er comfort food, synes Tina Scheftelowitz, der giver sit bud på pandesovsen, skysovsen og den ægte.

Så det har jeg taget som en slags "go" fra de højere magter om at det var en god ide i en blog om kreativitet at skrive om SOVS!

Men hvad er det nu lige "comfort food" betyder? Wikipedia:

Comfort food is traditionally eaten food which often provides a nostalgic or sentimental feeling to the person eating it, frequently with a high carbohydrate level and a simple preparation. The nostalgic element most comfort food has may be specific to either the individual or a specific culture.

Og pointen i artiklen med ledsagende madopskrifter er at "brun sovs" er en del af den gamle - almueforankrede - madkultur som delvist er uddød, men som sammen med trenden 'nyt nordisk køkken', 'mormormad' og dansk 'hverdagskøkken' bør få en renæssance.

I mine erindringer er brun sovs 'farmormad'. 

   I mange lange sommerferier i min barndom boede jeg hos min farmor og farfar i Assens. Farmor var vokset op på en pænt stor bondegård på Lolland, hun var hjemmegående, lavede mad til min farfar som var sukkerfabriksforvalter, og hun fødte og opdrog tre sønner som virkelig blev til noget som voksne. Den ældste blev min far.

   Farmors mad var fremragende, så meget bedre end den min mor lavede, at jeg husker at jeg syntes det allerede den gang. Og farmors - som regel brune - sovs kunne jeg simpelt hen ikke få nok af.
   Og det var ikke mindst på det punkt min mors mad slet ikke kunne stå distancen i forhold til mine smagsløg.

Jeg lærte ikke at lave mad hjemmefra. Og da jeg blev gift, fandt jeg det helt naturlig at det var konen som lavede maden. Indtil et rødstrømpe-inspireret oprør fra selv samme kone i starten af 70´erne gjorde at jeg - under protest - begyndte at (lære at) lave mad.
   Men hverken jeg eller konen vidste alverden om det, og i hvert fald ikke noget om sovs. Så jeg følte mig aldrig tilfreds med hvad der kom ud af anstrengelserne de første år.

Gradvist over årene - ikke via madopskriftbøger - men ved trial and errror-metoden - fandt jeg ud af hvad der skulle til få at få en mere eller mindre brun sovs - og andre sovse og supper - til at smage rigtig godt. 

   Noget af det første jeg fandt ud rent af sovsemæssigt som blev en succes - også når vi havde børn på besøg, var kødsovs til pasta.
   Jeg blev efterhånden klar over at for at det skulle smage rigtig godt, skulle der altid sammen med det hakkede kød og hakket (dåse)tomaten, skulle der tomatkoncentrat i og en bouillon-terning; videre at der altid skulle en stor portion finthakkede blandede grøntsager i (altid gulerod), at der altid skulle champignon i, laurbærblade, og en ordentlig portion blandede tørrede krydderurter (herbes de provence-blanding).

   For nogle år siden var der en konkurrence i Politiken om opskriften på den bedste kødsovs til pasta. Vinderopskriften var fuldstændig identisk med den jeg havde udviklet og finpudset over mange år.

   

Det jeg først fandt ud af for et par år siden, var at netop den blanding af ingredienser giver en meget kraftig umami-smag, en smag som bliver forstærket ved at genopvarme kødsovsen næste dag - eller ved at genopvarme fx lasagne næste dag hvori der indgår kødsovs.

   Og at forklaringen på velsmagen af en række andre retter som jeg holdt af at lave og spise, også  var at de kombinerede og koncentrerede smage og dufte fra grove grøntsager, tomat og svampe - med smage og dufte  fra kød, fisk, skaldyr og ost. Med resultatet: stærk umami-smag.

   Og at forklaringen på at mange af disse retter faktisk smagte bedre ved genopvarmning på anden dagen, var at det opkoncentrerede umamien i retten.

   

Om umami - dog uden at fokusere specielt på sovs - skrev jeg et langt indlæg på bloggen her for næsten to år siden efter at have fået en serie af aha-oplevelser ved læsning af den epokegørende bog "Umami. Gourmetaben & den femte smag" af Ole G. Mouritzen og Klaus Styrbæk:

   http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/umami-velsmagens-kreative-blending-for.html

Hemmeligheden ved en stærk umamismag er at to næringsstofferstoffer går i en gensidigt forstærkende smagsmæssig symbiose:  en basal del der udgøres af såkaldt fri glutamat, og en forstærkende eller synergistisk del der skyldes den samtidige tilstedeværelse af såkaldte 5′-ribonucleotider, specielt inosinat og guanylat. 

    Og det er præcis det der sker når ingredienserne i kødsovsen blandes, brunes, koges sammen og i længere tid får lov til at simre: der frigøres både meget glutamat og meget inosinat/gunylat. 

I dag er det er mig som stort set står for madlavningen til middag herhjemme. Og hvis der ikke er tale om råkostsalat og anden rå og kold mad, så sørger jeg altid for at der er sovs på bordet, som regel en variant af brun sovs.

   Nu er det sådan at jeg ikke bryder mig om at lave brun sovs "af ingenting", som den variant af "hurtig brun sovs" der er opskrift på  i Politikens artikel. Det smager ikke rigtig godt.
   Og der er jo relativt mange retter, både med kød og fisk som ikke automatisk leverer noget der giver grundlag for at lave sovs.

Jeg går flere veje for at sikre at jeg altid har poser med dybfrosset velsmagende sovs til rådighed.

Ved alle former for simre-gryderetter - bankekød, gullasch, osso buco, svinekæber, coq au vin m.v. - laver jeg altid meget mere sovs end opskrifterne siger. Den tiloversblevne sovs sier jeg og fryser ned i poser. 

   Selv hvis det kun er lidt sovs eller sky der bliver tilovers efter en middag, fryser jeg det ned - og blander med andre gemte småportioner af sovs når tid er.

   Og jeg kan tø op, blande og fryse ned tiloversblevne sovseoverskud mange gange. Det koncentrer er umami-smagen yderligere hver gang. 

Kød stegt i ovn eller gryde: flæskesteg, oksesteg, kylling, lam, and mv. giver fedt og sky fra sig i varierende mængde - afhængigt af stegeform og stegetid. Ofte lægger jeg grove grøntsager under køddet, også selvom det skal langtidssteges. Når skyen køles ned, kan man fjerne fedtet og fryse resten i en pose.

Jeg laver forskellige slags fond, som aller har karakter af inddampet og koncentreret afkog, som jeg så også fryser ned. Det kan være afkog fra fx

- kraftben plus rodfrugter, løg, porre, hvidløg og som regel tomatkoncentrat - og vand

- af fiskehoveder, skeletter og halefinner plus diverse grove grøntsager - og hvidvin og vand

- af kyllingeskrog og ben - plus grøntsager og fx rødvin

- af inddampet grøntsagsvand fra kartofler, blomkål og rodfrugter til mos.

Er en tidligere lavet sovs for tynd, eller skal jeg starte fra grunden med fonden, så laver jeg en såkaldt 'opbagning' - af en spske-fuld smeltet smør/ 3 spske-fuld raspolie og en skefuld hvedemel. Den tyndes op med sovsen eller fonden der gradvist piskes i. 

Jeg laver også forskellige former for hvid sovs som er uden fond fra starten: 

   Bechamelsovs med ost: En opbagning som nævnt ovenfor, pisket op med mælk - plus revet parmesanost, eller en eller anden form for grønskimmelost og så godt med reven muskatnød. 

   Kan også være grundsovs til fx persillesovs eller svampesovs. 

Ost indeholder relativt meget umami, parmesanost mest, så en sovs som smager af for lidt, kan forbedres med reven parmesanost eller en anden hård langtidslagret ost.

Umami er der også meget af i svampe, så bechamelsovsen kan også danne grundlag for en meget velsmagende svampesovs.
   I den kan man med fordel tage nogle tørrede svampe, kværne dem til pulver - og supplere med det pulver i sovsen. Østerssovs er en god smagsforstærker også.

   Langt de fleste brune sovse kan med fordel tilsættes fx champignon eller østershatte, har jeg erfaret - også selv om det ikke står i opskriften. 

   

Fiskesovs, østerssovs, engelsk sovs, sojasovs indeholder meget umami som stammer fra fermenteret fisk, skaldyr eller soja. 

   De er vigtige ingredienser i min karrysovs som jeg typisk bruger til wokmad:

Karrysovsen laver jeg sådan her:

• Knust hvidløg
• Reven eller stødt ingefær
• Stødt koriander
• Stødt spidskommen
• Karry
• Chilipasta
• evt. koncentreret tomatpasta

De her ingredienser steges af i olie ved høj varme. Derefter:

Kyllingkød i strimler (hvis der skal kød til)

   Ellers bare: Svampe skåret i skiver eller stykker.

   Steges til kødet er brunet og svampene har afgivet væde.

   Derefter tilsættes:

• 1 dåse kokosmælk light
• 1 bouillon-terning (kan udelades)
• Tilsmages med sojasovs eller fiskesovs eller østerssovs - eller en kombination.
• Jævnes med maizena-pulver.

Den sovs kan også fryses ned, og genopvarmes fx til fiskeretter med kartofler eller ris.

Endelig vil jeg nævne min blandt venner berømmede fiskesuppe:

• Jeg starter med at lave fiskefonden, som kort beskrevet ovenfor: 
• 1½ kg fiskhoveder og fiskeben kogt over svag varme sammen med diverse grove grøntsager, løg, porrer krydderurtbuket, peberkorn. Skummes et par gange. 
• NB. Husk at tage alle fiskeresterne op af fonden 20 minutter efter at simringen er begyndt, ellers kommer der limstoffer i sovsen.
• Derefter koges ind under svag varme til fonden smager tilpas kraftig og lidt salt. Skummes igen hvis nødvendigt.
• De udkogte grøntsager sies fra.
• NB! Denne fond kan jo med fordel laves i god tid i forvejen og fryses ned.
• 
  
• Så fintsnittes en god portion blandede grøntsager, løg, hvidløg og chili. 
• Svitses i olie, tilsættes hvidvin, hakket dåsetomat, og tomatkoncentrat. Simrer en halv time. 
• Blendes derefter meget længe og sies hårdt (hvis man vil have en tykkere suppe, nøjes man med at blende).
• Tilsættes en dåse kokosmælk light og fiskefonden. Og suppen opvarmes/simrer et kvarter til en halv time.
• Tilsmages med østerssovs. Evt. et glas cognac.
• Lige før servering tilsættes rå fisk i tern: torsk, laks, tun, sej, mv. Og rejser og kammuslinger. 
• Opvarmes nogle få minutter - men må ikke koge.

Her er så i øvrigt en list af gode råd som ikke specielt vedrører sovs og suppe, men sigter bredt mod at tilføre eller forstærke umami-smag til den mad man laver: 

Ønsker du at give din ret et pift umami, så er der her en guide til, hvilke fødevarer du bør tilgodese:

   Mælk indeholder naturligt glutamat, men ved ostefremstilling stiger indholdet. Parmesan er den ost, der har det absolut højeste indhold af umami, men også andre faste oste som fx: Riberhus®, Klovborg® og Tistrup® bidrager med megen umami. Det samme gør sig gældende for skimmeloste som: Høng®, Castello®, Saga® og Rosenborg®. Andre oste som hytteost, Buko® smelteoste, Apetina®, mozzarella og kvark vil også bidrage med umami. Surmælksprodukter som A38®, yoghurt og ikke mindst ymer indeholder også umami.

   Tomat har et højt indhold af glutamat. Der kan dog forekomme stor variation, men tomater, der har modnet på planten, har et højere indhold end umodne tomater. Der findes umami både i friske tomater, konserves, tomatpure, ketchup og ikke mindst soltørrede tomater.

   Tang spiller en central rolle i umamiens historie, da det har et højt indhold af basis-umami. Dette gælder frisk såvel som tørret tang.

   Soyasauce er et produkt, som er utrolig rig på basis-umami. Fiskesauce og engelsksauce er produkter, som også vil bidrage med basis-umami.

   Svampe er en rigtig god kilde til synergi-umami. Som tommelfingerregel gælder det, at de mørke svampe bidrager med mere umami end lyse. Eksempler på svampe, der er specielt rige på umami, er: Shiitake, portobello, morel og porcini. Tørrede svampe har generelt et højere indhold af umamiend friske.

   Oksekød, svinekød og lam indeholder begge typer af umami, men sammenlignet med fjerkræ har det et lavt indhold af basis-umami. Vælges der stykker, som skal tilberedes i længere tid, vil der frigives umami-smagskomponenter.

   Svinekød har sammenlignet med okse og lam et meget højt indhold af synergi-umami. Produkter som bacon, skinke og pølser er meget rige på synergi-umami, da der dannes yderligere inosinat og guanylat under fremstillingen.

  Fjerkræ indeholder begge former for umami. Lårstykker vil ofte skulle tilberedes længere tid, hvorved der dannes mere umami under tilberedning i forhold til fx et bryststykke.

   Fisk som ansjoser, sild, makrel, sardiner, tun og laks er rige på begge typer af umami. Når de tilberedes ved rygning, saltning eller lægges i lage, stiger indholdet af umami.

   Skaldyr som østers, muslinger, hummer, rejer og krabber er også rige på umami.

   Bouillon og fond er baseret på kød og ben, der er har simret i lang tid, hvorved der frigives store mængder glutamat, insonat og guanylat.

Hentet fra følgende hjemmeside:

http://leksikon.arla.dk/Kategorier/Fagudtryk/U/Umami/

En masse gode og interessante oplysninger om umami, findes her:

http://www.umamiinfo.com/news/