Akvarelmaleriets mysterier (34) - iris, elefanter, næsehorn, flodhest - og set-up til indlæg om to store, men meget forskellige akvarelmalere ...

I det foregående indlæg fortalte jeg om et akvarelkursus med Ane Grete Aagaard som underviser. Titlen angav de motiver vi skulle forsøge at lære at male med akvarel: blomster, frugter, glas.

   Efter at være kommet hjem, måtte jeg jo fortsætte i samme spor, og valgte min yndlingshaveblomst som motiv:

IRIS

Dels er det en af mine absolutte favoritter blandt havens blomster. Både på grund af de mange blå og violette varianter, og på grund af de fantastiske former og eventyrlige figurere de udfolder og udstiller når de gradvist begynder at blomstre.

   Iris-motivet er også svært - og inviterede ikke umiddelbart til at fortsætte med de teknikker som vi havde lært noget om på kurset. Eller rettere: jeg synes ikke jeg lige kunne hoppe fra roser og frugter/grøntsager og så til iriser.

   Og i rigtig mange irisbilleder - fotos og akvareller - er der en associerende undertekst: de kan associerer til kvindens kønsdele, set fra neden.

Googler man "iris flower photo" på nettet, så er der ingen ende på de fantastiske mulige referencebilleder man får tilbudt. Også blomsterfotografer elsker iris, fremgår det, der er ingen ende på farvekombinationerne, mange flere og mange flere forskellige end jeg havde forestillet mig.

Det første iris-motiv jeg malede var efter et foto jeg havde fundet på nettet:

Blå iris - referencefoto

Enkelt nok skulle man mene en farve - blåviolet i blomstens blade - plus hvidt (papir) - og grøn-gul i stilk og knop.

   Det kunne jeg ikke finde ud af, så jeg fik en slags tilbagefald i forhold til hvad jeg havde lært på kurset. Sådan:

Vild iris

 Min tre-lags tørt-i-tørt-teknik førte hånden og penslen og farverne.

   Egentlig var jeg ret tilfreds. Men det var godt nok ikke sådan som jeg i min fantasi havde tænkt det.

   En læresætning som også indgik som en pointe i Anne Gretes blomster-kursus, men ikke som noget vi behøvede for alvor at forholde os til fordi det gav sig selv med de udvalgte motiver: brug højst tre farver, og bland alt andet i motivet ud fra dem.

   Her: Grøn og violet er sekundære komplementærfarver, men harmonerer fordi der indgår primærfarven blåt - både i det violette og i det grønne.

   Og i det grønne indgår også gult, som er den primærfarve som også indgår i grøn.

OK! Det med farver har for mig været noget jeg tog for givet når jeg malede. Også akvarel.

    Teorien har jeg læst om i fortiden - og lidt overfladisk for nylig. Men når jeg maler efter et referencefoto, så vælger jeg fotografier ud fra en kombination af klare former og harmonerende - eller kontrasterende farver - uden at tænke over det.

Anne Grete Aagaard, vores lærer på akvarelkurset for en måned siden, klaskede hen mod slutningen af kurset en tyk, tyk engelsk bog på bordet foran os: "Det er den bedste bog der findes om farver." noget i den retning sagde hun: "Colour Harmony and Contrast for the Artist" af Michael Wilcox:

   Så den har jeg anskaffet via Amazon i England. Dyr, men dejlig. 

   I et kommende indlæg vil jeg forholde mig til hvad den kan fortælle og lære mig - hen ad vejen. Men bare en hurtig gennembladring har gjort mig klogere.

Tilbage til iris-motivet. 

   Jeg fandt et nyt referncefoto som var mindre vildt, men farvemæssigt mere udfordrende en det første: meget hvidt (papir), douche lysviolette farver i de yderste, ældst udsprungne kronblade. Og næsten symmetrisk opbygget omkring horisontlinjen:

Her er første udgave af min akvarel med afsæt i dette foto:

Klart ikke godt. Baggrunden mislykkedes totalt - en forkert farve. De hvide blade manglede karakter. Lige til at kasserer!

   Men alene det at tegne og male iris-blomsten, det havde faktisk taget flere timer. Så jeg nænnede det ikke.

Jeg kom i tanker om min "Skarv" som jeg klippede ud, tilføjede ekstra vingespidser til, og som jeg derefter limede på en ny og tilfredsstillende akvarelmalet landskabs-baggrund:

Skarv på sø tørre vinger - med kolleger

Ideen til det fik jeg ved at læse om den amerikanske verdenskendte fugle-maler og -illustrator, som godt nok malede sine berømte illustrationer med akvarel, men også brugte guache (vand-dækfarver) blyant og tusch - når det var nødvendigt for den naturalistiske og realistiske effekts skyld.

   Se via dette link:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html

Men tilbage til den kuldsejlede iris-akvarel.

   Mange iris-akvareller som man ser på nettet, har grønne irisblade som baggrund. Altså laveed jeg en baggrund som den her:

Og satte så den udklippede iris ind over.

   Sådan her:

Ikke nogen god ide!

    Med den baggrund skulle de have været en kraftig, næsten ensfarvet iris i rød eller blå.

   Hvad så med hvid baggrund? Den lette løsning!

   Den kræved så at jeg tegnede de hvide blade med mørke kantlinjer:

Klart bedre, men det demonstrerede så at malerarbejdet i de hvide blade ikke var lavet ordentligt - hvidt (papir) fungerer mest effektivt i kontrast med mørkere farver.

   Så ny blå-grøn-farvet baggrund som jeg havde lært på Anne Gretes kursus, og så et seriøst lyseblåt kontrast- og skygge arbejde på de hvide blade.

   Sådan blev den færdig akvarel:

Blussende iris

OK, syntes jeg.

På mange måder inviterer iris-motivet til frihåndstegning og -maling. Når man googler både fotos og akvareller med iris som motiv, så er der ingen ende på variantionsmulighederne.

   Så, skidt! Jeg beslutter at prøve at overskride forskellige tekniske og æstetiske grænser - som har været mentale restriktioner for mig indtil nu.

   

Det her var det første eksperiment: Jeg tegnede motivet med tusch og lagde også skygger ind med tusch. Derefter lagde jeg to farver ind over de skyggede områder: hhv. preusisk blå og violet - med udtoninger mod det hvide:

Dæmonisk iris 

Interessant var det at prøve, set i lyset af at (næsten) alle de akvareller jeg har malet siden jeg begyndte for tre år siden (næsten) ikke har været streget op - og slet ikke med sort tusch.

 

I min skuffe med blandede remedier og materialer jeg i tidens løb har købt - uden at få brugt - er også nogle kridtfarver som er opløselige i vand. Det vil sige først tegner man og skraverer motivet med kridtfarverne, og så tager man en våd pensel med rent vand og maler videre med.

   Kridtstregerne opløses og - vupti - det bliver til en slags akvarel.

   Sådan her - og helt uden referencefoto som afsæt:

Sol-iris

Ok! Noget nyt - en ekstra teknisk mulighed som i sig selv kunne være en vej at følge. Sådan nærmest det modsatte af vådt-i-vådt-teknikken, som jeg jo stadig har det dårligt med.

Jeg har tidligere - med skiftende succes, synes jeg - udnyttet mulighederne for at afmaske de områder som skal fremtræde som lysende hvidt (papir) når billedet er færdigt.

   Men det er svært at styre - og når afmaskningsgummi-væsken er hvid, så er det også svært at kontrollere optegningen på det hvide papir, har jeg erfaret.

   På nettet fandt jeg så ud af at der fandtes 'afmaskningspenne' - som giver en jævn hvid streg, og hvor gummiet er lyseblåt. og dermed synligt 

   Jeg bestilte hjem, og ville straks afprøve - ikke til at lave hvide skyer eller hvide bølgetoppe - men til at prøve en anden ide: at male hvide profil-linjer - istedet for sorte tusch profillinjer.  

Lysende iris

Bestemt ikke så tosset. Og det bekræfter en iagttagelse jeg har gjort på mange af de akvareller jeg synes godt om: at det at profilerer former og grænser med en hvid linje, fungerer æstetisk set helt anderledes end med en sort.

  Som i den her akvarel malet af Tolkien som omslags-illustration til hans fantasy-roman "Hobitten";

Tolkien: Omslagsgrafik til "Hobitten"

Men en Face Book-veninde spurgte også om det nu egentlig var en iris, som jeg postulerede i min titel "Den lysende iris".

   Jeg syntes da jeg malede billedet, at de fremstillede en slags 'iris', men i virkeligheden er det jo bare en 'uspecificeret blomst' - med en effekt der kunne blive til 'en stil'. 
   Samtidig fik jeg imidlertid så (af)prøvet kun at bruge en eneste farvet til kronbladenes indre og en anden til 'folderne' - og så tone den blå gradvist mod hvidt ind mod midten af blomsten og den violette gradvist mod hvidt ud mod kanten af blomstens indfoldede dele af kronbladene.

Iris er jeg slet ikke færdig med som motiv og som en fascinerende udfordring for kommende akvarelmalerier.

   Men frustrationen har været der. Det blev absolut ikke til noget med at male vådt i vådt!

Så jeg greb til en af mine mange - lidet udnyttede instruktionsbøger: "Learn Watercolour Quickly" af Hazel Sloan.

   Deri var en instruktion i hvordan man kunne male en elefant vådt-i-vådt - i fire faser: først en lys okkergul, så en rød oven i, og til sidst en blå - og så tone grundmaleriets skygger med en blanding af de tre farver - som er en grå-sort-farve der automatisk matcher den grunding som de andre har givet motivet.

Jeg kastede mig ud i det - en katastrofe, syntes jeg - men jo noget helt andet end iris-serien, mildest talt:

En gang til - same procedure - skam-svært at styre - ikke meget bedre:

Stort set samme udtryk - for mørkt og grumset. Øv!

   Så tog jeg et stykke køkkenrulle og duppede noget af den stadig våde maling af. Pludselig gav udtrykket mening - og en mulighed for en titel:

Støvet elefant

På den igen. Pas på med at tredje lags blå farve ikke lægges for ensartet og for mørkt på. Vent med de meget mørke skygger til fjerde lag vådt-i-vådt. 

   OK! Styre det for alvor, kan jeg stadig ikke, men akvarellen bliver alligevel god nok til at fortjene en titel:

Gammel og udhungret elefant

Så lod jeg det hvile en dag. 

   Og nu ville jeg ikke tage afsæt i lærebogens elefant-motiv igen - men finde nogle (afrikanske) dyr som egnede sig til samme teknik- andre tunge tykhuder: Næsehorn og flodhest:

Venligt næsehorn - lidt usikkert på benene

Kulørt dværgflodhest

Det man kan bemærke, er at jeg føler det nødvendigt for tydelighedens og genkendelighedens skyld at markere linjerne omkring øjne og ører og næsebor og mund - og folderne i huden - med næsten tegnede linjer - dog 'tegnet' med en meget tynd pensel.

  Og skyggerne bliver markeret med meget mørke blandinger af de tre grundfarver i de selvblandede lag nedenunder. 

   Jeg er kommet et par skridt videre.

Egentlig ville jeg også her have skrevet om den udstilling jeg netop har været på: Carl Larsson-udstillingen på Ordrupgaard- med undertitlen "Det gode liv".

   Interessant var udstillingen blandt andet fordi han er verdensberømt akvarelmaler, men altså maler (og tegner) i en stil der kan minde både om japanske træsnit og mange senere tegneserier, hvor sorte meget tynde tusch-linjer både bruges til at profilerer motivene, men også til skygge-skraveringer. Som her:

Carl Larsson: Frokost under det store birketræ

I Politiken idag søndag fanges mit øje så af en kort illustreret nyheds-notits om et salg på auktion af et maleri af en kvindelig amerikansk kunstner hvis navn og billeder jeg nok er stødt på tidligere - fordi billederne gjorde indtryk, men som jeg kun har vist perifer interesse og ikke fulgt op på: Georgia O´Keeffe.

Georgia O´Keefe: Jimson Weed/White Flower No 1

Historien som vist nærmest gik verden rundt i medierne, er at dette billede på en auktion er blevet solgt for 44,4 millioner dollars, svarende til ca. 266 millioner kroner, hvilket er det højeste beløb der nogensinde er betalt for et maleri af en kunstner som er - KVINDE!

   Jeg kigger på billedet i avisen og tænker: Hun må da vist være en fabelagtig og fascinerende akvarelmaler, hun fortjener at jeg kigger nærmere på hvad hun har malet - og hendes historie.

    Jeg googler naturligvis først "Georgia O´Keeffe Iris flower". Og jeps, der er bid .... Også i den grad! Prøv selv

Så Carl Larsson og Georgia O´Keefe bliver de to akvarelmalere hvis historier og billeder et af de følgende indlæg i serien "akvarelmaleriets mysterier" kommer til at handle om - nr. (36). Linket bliver indsat senere ...

(fortsættes)

Akvarelmaleriets mysterier (23) - om visuelle formler og rigtige forkerte farver i akvareller fra Sydspanien

Malaga er den største by på Costa del Sol. Vi boede i et lejet hus på en bjergskråning i en mindre provinsby 12 km ved kysten nordøst for Malaga, med udsigt over Middelhavet og adgang til daglige morgensolopgange. Navnet: Rincon de Victoria

   Jeg knipsede på livet løs af mulige motiver til akvareller, både fra visuelle indtryk i byen, ved stranden og havet og fra de mange hvide bjergbyer.

   De fysiske mulighedder for at sidde og male, var klart bedre end de hotelværelser jeg ellers har brugt som atelier for mine akvareller.

Lidt uventet for mig selv blev dette foto den første inspirationsbillede - det første referencefoto:

Der var flere ting der optog mig:

   For det første at det var et modlysbillede med en "stjernesol" som central lyskilde. Og netop "stjernesol" havde jeg et uforløst udestående med som motiv i et af Kreta-akvarellerne.

   For det andet solreflekserne i havet. Som motivisk altid har fascinationsværdi.

   For det tredje var det farven på himlen og på skyerne som var interessante og anderledes: en mørk gråblå farve var gennemgående.

   Så var der den blå gadelampe og palmen som silhuetter i modlys som også gav en del af det æstetiske indhold i billedet.

   De væltede lodrette linjer, som kameraets vidvinkel-optik producerer, ville jeg abstrahere fra, ligesom jeg også ville fjerne de dele af en overdækket terrasse som var kommet med i billedet.

   Jeg skitserede motivet i enkle linjer, og dækkede solen  og reflekserne i havet med maskeringsvæske.

Så kom der den her akvarel ud af det:

Godt var det ikke, men nogle kvaliteter havde det: den blågråviolette farveholdning, "stjernesolen" og reflekserne i havet. 

   Men himlen og skyerne var sjask og sjusk. Jeg havde simpelt hen ikke brugt tid på at beslutte hvordan himlen og skyerne omkring solen skulle "løses".

   Også kompositionen var dårlig, præget af afsmitning fra referencebilledets i forvejen svage komposition - med al motivvægten lagt til højre for den lodrette symmetriakse. 

   Endelig havde jeg erstattet de udstikkende bygningselementer fra fotoet med en ekstra palme, men ikke taget højde for de meget stejle perspektivlinier som ville kræve at den nye palme var meget mindre end den foranstående hvis perspektivlinierne skulle kunne mødes i et enkelt punkt lidt uden for billedet.

  

Om igen. Væk med palmerne, en ekstra gadelampe i forgrunden i korrekt perspektiv, og først og fremmest: en beslutning om en fast  grafisk motivisk formel til at styre skyformationernes udtryk.

   NB. Jeg har tidligere skrevet om "motiviske formler" for naturelementer, noget der som fx. kendetegner stilen i japanske træsnit, se slutningen af dette blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/akvarelmaleriets-mysterier-10.html

Så kom anden version til at se sådan ud: Bingo!

Malaga Dream (1)

Fra at være en dårlig og relativt ureflekteret halvkopi af referencefotoet som var resultatet af første forsøg, er der nu tale om en akvarel med en visuel ide og konsekvent grafisk stil - et typisk "drømmebillede" - svagt surrealistisk i kraft af den sære belysning der får billedet til at svæve mellem dag og aften, og et motiv der er defineret ved et urealistisk stejlt perspektiv som i kraft af lygtepælen i forgrunden med en del af "halsen" uden for rammen - er overtaget og forstærket fra referencebilledets vidvinkel-optiske forvrængning. 

Men jeg kunne godt tænke mig at finde en anden formel for skyerne end den meget bastante jeg har brugt her. 

   Så en akvarel mere med endnu en udgave af dette motiv, ligger på bedding i min bevidstheds akvarelværksteed.

Så valgte jeg et foto af et smukt og betagende bjerglandskab som det næste reference-billede. Der var det hele: dybde og udsigt, et varieret motiv der kombinerede bjerge, træer og en sø eller en flod. Og en ikke for krævende himmel:

Malaga-referencefoto (2) 

Igen havde jeg ikke foretaget en ordentlig analyse af motivets grafiske muligheder og krav, men gik bare igang med at male. Her er resultatet:

Et rigtig dårligt maleri. Sjusket hele vejen igennem. Nærmest på samme niveau som de første dages mislykkede billeder jeg malede på mit første akvarelkursus med Bardur Jakupsson ved Gardasøen.

Jeg får ofte at vide af fruen at jeg, når jeg spiser, er alt for grådig og forslugen. Så i stedet for at nyde den gode mad jeg selv har lavet, og give mig tid til at opleve de smage og lugte den afgiver, så skovler jeg den ind uden for alvor at få mulighed for at sætte pris på hvad jeg får i munden og i næsen. 

   Det er nogenlunde det samme her. Jeg har gået og glædet mig så meget til at male, at jeg bare sjasker og sluprer derudaf - og her faktisk ødelægger en godt oprindelig tegning af landskabet.

   Om igen.

Der er det problem i referencebilledet at næsten hele motivet ligger i skygge. Og dermed bliver det maleri der udspringer af det, fladt hvis  ikke man får tilført det dybde og rumlig karakter ved at sætte ekstra lys på.

   Så det beslutter jeg først: Sollys skal komme fra en kilde ("solen") uden for rammen der ligger i retning af billedets nordvestlige hjørne. Det giver muligheder for klare skyggekløfter i bjergene i baggrunden. Og mulighed for at give træerne form og karakter gennem lyse kanter på løvet i toppen af træerne i kontrast til en mørkere skyggeside.

   Jeg beslutter endvidere at der skal være større farveforskelle i bjergenes grå og violette toner, og at bjergsiderne i mellemgrunden skal være rødbrune, sådan som de rustfarvede kalkbjerge i Sydeuropa ofte er.

   Skyerne på himlen skal være klare, og vandet i søen mørkt og jævnt - uden refleksioner.

   Så kom det til at se sådan ud:

Malaga Dreams (2)

Helt vellykket er det ikke. 

   Men nu er det trods alt et maleri med karakter og identitet. Specielt vandet virker forkert, både i farvevalget og i kraft af at det ikke er malet jævnt i første omgang.

   Men der er noget at arbejde videre med: bjerge med skygger i kløfter og sprækker og huler der bliver fremhævet på grund af et skarpt morgen- eller sen eftermiddags sollys - mere eller mindre fra siden af bjergkæden.

  Bjerglandskaber med den fremtoning så jeg mange gange da vi kørte rundt i bjergene, men jeg fik aldrig taget netop det enkelte billeder der kunne være hovereferencefotoet for en akvarel. 

   Men jeg kan mærke at jeg har meget lyst til at lave det - så det kommer!

Det tredje referencefoto jeg valgte, var et af mange af de maleriske fiskerbåde som lå på stranden ved Reincon. Et oplagt motiv - men også forslidt.

   Og jeg har selv slidt på det i flere akvareller - både fra Kap Verde og fra Færøerne:

Kap Verde-fiskerbåde på stranden

Fiskerbåd på Færøerne

 Her er det udvalgte referencefoto fra stranden ved Rincon:

Jeg er ikke tilfreds med placeringen af den ene båd fordi noget af agterstavnen er røget uden for rammen.

   Heller ikke belysningen er jeg så begejstret for. Den er for svag. Det er for diset. Og sandets farve er for kedelig gråbrun. 

   Endelig er den ene båd malet med en meget lys dueblå i et bredt felt på siden og  - og kun på den ene side af agterstavnen, hvad der giver et udefineret diffust udtryk.

   Havde jeg kunnet løfte den båd, så ville jeg have byttet den ud med en af de andre i samme form, men med et et bredt bånd af blåt malet hele vejen rundt om den nederste halvdel af skroget.

   Men det løses naturligvis nemt med akvarelfarve på papiret bagefter.

Sådan kom det tredje billede i serien Malaga Dreams til at se ud:

Malaga Dreams (3)

Her nåede jeg til et rigtig akvarelmaleri i første hug. 

   Jeg havde analyseret, valgt formler til de enkelte elementer, sat ekstra farver på bådene, sat lys og skygge - og brugte så den tid det tog - specielt med den blå båds "indmad" - noget som krævede stor koncentration og en rolig hånd. 

   Penslen jeg bruger til den slags, kaldes en "rigger" - fordi den i tidligere tider blev udviklet af akvarelmalere til brug for at male rigningen i sejlskibe når de indgik som motiver i marinebilleder af den engelske sejlskibsflåde.

Hvad er jeg tilfreds med?

   Først og fremmest lyset der får billedet til at levere en helt speciel stemning af sensommer som faktisk modsvarer den følelse jeg havde da jeg gik rundt på stranden og tog fotos af fiskerbådene.        

   Men også fornemmelsen af sandet med skyggerne af en masse fodtrin, er jeg glad for.

   Og jeg har brugt en ny og vellykket formel for både himmel og hav - i sammenligning med tidligere himmel- og hav-akvareller.

   Som i de tidligere både-billeder øger det fascinationsværdien at referencefotoets vidvinkel-optagelse giver et fortegnet perspektiv af bådenes former.

Når jeg i bagspejlet ser på processen og forløbet af produktionen af de tre Malaga Dreams-akvarller, synes jeg igen det er slåenden hvordan de neuro-æstetiske principper som V. S. Ramachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain", har været styrende for udvælgelsen af motiverne, kompositionen af billederne og den måde de så er malet på: gruppering, overdrivelse, kontrast, isolation, borte-tit, tilsyneladende tilfældighed, orden-i-sagerne, symmetri, metafor.

Akvarelmaleriets mysterier (22) - Fritz Syberg, Johannes Larsen - og egne fugle- og Kreta-drømmerier

For nogle måneder siden var fruen og jeg på museumsbesøg: Johannes Larsen Museet i Kerteminde.      Gode venner havde anbefalet det som i sig selv charmerende og interessant at besøge - uanset udstillet indhold. 

    Og min interesse var især at der var udstillet mange akvareller, både af Fritz Syberg og Johannes Larsen.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om Anna Sybergs akvarelmalerier som blev udstillet på Ordrupgaard sidste efterår. Med blomster som hovedmotiv. Hun var som de fleste kvindelige malere omkring århundredskiftet (og der var ikke mange af dem) ikke værdsat af samtiden. Først efter sin død fik offentligheden og kunstetablissementet for alvor øjnene op for hendes særlige kvaliteter som kunstner - netop som akvarelmaler.

På Anna Syberg-udstillingen var der uddrag af en bog som jeg syntes lød interessant: Erland Porsmose: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden". 

   En kombineret biografi og værkgennemgang om Anna Sybergs mand, den en gang - og vel stadig - meget ansete kunstmaler. Jeg synes han "holder".

   Det viste sig at man kun  kunne købe den bog hvis man rent faktisk besøgte Johannes Larsen Museets butik. 

   Et ekstra argument for at køre til Fyn.

For mig er der ingen tvivl om at både Johannes Larsen og Fritz Syberg var fremragende akvarelmalere. Begge var jo en slags danske impressionister, og akvarelmaleriets lethed klæder de impressionistiske ambitioner.

Det der slog mig, var at de begge i meget høj grad "tegner" deres akvareller. Altså at selve de tegnede streger er en del af formsproget. 

   Når jeg ser det, kan jeg ikke lade være med at sammenligne med mine egne hvor ambitionen i højere grad har været at akvarelfarverne skal kunne stå (næsten) alene. 

   Dog har jeg på det sidste "frigjort" mig fra det der jo egentlig er en kreativ restriktion - og er begyndt at gøre nogle af mine akvareller mere "tegnede".

Her et par Fritz Syberg akvareller

Her Johannes Larsen akvareller:

Specielt Johannes Larsens mange fugle-i-landskab-motiver var fascinerende, også fordi man kunne se hvordan han systematisk trænede i visuelt at "gribe" fuglenes udseende, farvetegninger og flugt i luften - i den kreative flod af tegnede skitser og forstudier som det vrimlede med på væggene i hans hjem og atelier. 

I mine unge dage lavede jeg en del tusch-tegninger af en slags mytiske fantacy-fugle. Men har altid afstået fra at male rigtige genkendelige fugle - af regulær angst for at mislykkes. 

   Selvom lysten har været der, følte jeg at det var alt for svært.

I perioden mellem en ferie på Kreta - hvor jeg malede nogle ikke særligt vellykkede akvareller (herom senere) - og ferien i Malagas omegen som jeg netop er kommet hjem fra - en ferie hvor det gik lidt bedre, der malede jeg faktisk to fugle-akvareller, begge med inspiration fra oplevelserne i forbindelse med malerkurset på Færøerne for et år siden. 

   Blandt andet var vi på et kunstmuseum i Thorshavn hvor flere malere som fascinerende motiver dyrkede nogle af de søfuglearter som i tusindtal lever på de færøske fuglefjelde.

   Jeg husker klart at jeg følte et sug i maven: Den slags kunne jeg godt have lyst til at male i akvarel ...

Her er de: akvareller med suler og søpapegøjer som motiv. Jeg ser dem nærmest som en slags "ægtepar":

Fugle-drømmerier: Søpapegøje-ægtepar

Fugle-drømmerier: Sule-ægtepar

I begge tilfælde er det tydeligt at det der har fascineret og udfordret mig, er det "at male med hvidt" - dvs. at en stor del af motivets udtryk udgøres af det hvide umalede papir. 

   Som man kan se, har jeg også frigjort mig fra fra det uudtalte krav om den "rene akvarel" - uden synligt tegnede linjer. Der er tydelige omridsstreger - og også noget af fjerdragten og tegningerne på næbbet er regulært tegnet med en sort ball-roler-pen.

   

For at sige det som det er: Jeg er faktisk tilfreds - og lidt stolt af mig selv. Jeg synes godt jeg kan konkurrer lidt med de store og rutinerede. 

   

Referencefotografiet er for sulernes vedkommende et postkort jeg købet deroppe - netop med henblik på at male dem. Referencefotoet for søpapegøjerne er fundet på nettet. Men inspirationen til motivet kommer oprindelig fra Johannes Larsen-studiet  af søpapegøjens hoved og næb ovenfor.

Tilfreds var jeg til gengæld ikke med de  tre følgende akvareller med motiver fra Kreta, malet på hotelværelset.

Kreta-drømmerier (1)

Kreta-drømmerier (2)

Kreta-drømmerier (3)

Igen er det lyset - det hvide - der fascinerer mig: 

   I bølgerne der "brækker" med hvidt skum på vej mod land i billede nr. 1.

   I sollysreflekserne i vandet i de to følgende billeder - samt de hvide skyer mod en blå himmel.

   Og ikke mindst i det sidste billede nr. 3: den hvide stjerneformede sol der dominerer himlen, og træer og planter der fremhæves som silhuetter i modlyset.

   Jeg er også nogenlunde tilfreds med klipperne i vandet i maleri nr. 2. Fordi jeg så tydeligt har givet dem karakter ved at de afsætter mørke skygger i vandet. Og jeg har turdet tegne deres omrids!

    Jeg går bevidst efter landskabsmotiver med meget høj eller meget lav horisont. Over eller under de øverste eller nederste horisontale linjer i det gyldne snit. Det fungerer også godt her.

Hvorfor var og er jeg ikke tilfreds?

  Fordi de to første i deres motivers udformning - rent teknisk - egentlig blot er en reproduktion af hvad jeg havde lært og brugt i tidligere akvareller.

  Og solreflekserne i vandet i billede nr. 2 er blevet "mudret". Sjusk.

  Og "stjernesolen" i billede nr. 3 er "hullet" fordi maskeringsgummiet da det blev gnedet af, viste sig ikke helt at have dækket som det skulle.

Tilbage som det helt nye for mig stod den hvide "stjernesol" som form og motiv. Sådan ser dan faktisk ud hvis man fotograferer den, eller for et kort øjeblik ser direkte på den. Og det har jeg ikke opdaget og set før nu.

   Den sære stjernesol ville jeg prøve at dyrke motivisk senere, besluttede jeg.

Samtidig blev jeg klar over at Søren Martinsens landskabsmalerier med "stjernesole" som jeg var fascineret af da han udstillede på Rønnebæksholm for et år siden, ikke var fantasi - som jeg havde tolket det - men snarere inspireret af at han også har haft fotografier som referencebilleder hvor solen har vist sig på den måde:

Her er referencefotos til to af Kreta-kvarellerne:

 

Fortsættelse følger - med refleksioner over mine Malaga-drømmerier - som kommer her ukommenteret:

Malaga-drømmerier (1)

Malaga-drømmerier (2)

Malaga-drømmerier (3)