Den kreative hjerne - metaforer, kroppen og syæstesi

Det er et undertema, som jeg senere vil bruge meget mere plads og tid på. Men i bogen Metaphors We Liv By (1980), er der et efterord fra 2003 som omtaler koblingen mellem metaforisk udfoldelse i sprog og tænkning på den ene side og aktivering af forskellige centre i hjernen på den anden. De har her et afsnit der hedder "The Neural Basis of metaphorical thought", som godt nok er meget interessant:

When we imagine seeing a scene, our visual cortex is active. When we imagine moving our bodies, the pre-motor cortex and motor cortex are active. In short, some of the same parts of our brains ar active in imagining as in perceiving and doing.

Grundtankegangen i bogen er jo at de kobler fysisk krop og sprog sammen ved at konstatere at en række helt grundlæggende metaforer kun giver mening med reference til den fysiske krop der besidder den bevidsthed som bruger sproget. Og det som dette citat så siger er at det at forestille sig noget (som altså ikke findes og som ikke er udført) i princippet set fra "hjernens synspunkt" ligner det faktisk sete og udførte så meget at de samme hjernecentre aktiveres ved fantasien om noget som om realiteten af det samme.

Tidligere mindes jeg at have læst om spejlneuroner i et bestemt sted i hjernen som var sådan indrettet at de blev aktiveret både når en person selv gjorde noget og når han/hun så en anden gøre noget tilsvarende. Hvis jeg altså husker det korrekt. Men da jeg læste det tænkte jeg at det var jo så en slags neurologisk forklaring på det vigtige begreb i alt kommunikationsteori, journalistsk tænkning og dramaturgi: identifikation. Og jeg tænkte også den gang at det kunne være at det at autister tilsyneladende har svært ved at identificere sig med andre mennesker, kunne hænge sammen med at disse spejlneuroner ikke virkede korrekt.

Den tredje ting jeg kommer til at tænke på med hensyn til hjerne og kreativitet, er at jeg for ikke så længe siden læste om synæstesi-fænomener: dette at nogle mennesker automatisk kobler f.eks. lyd og farver sammen, eller ord og farver, eller mennesker og farver: Ole er rød, ordet hus er blåt, det høje C er gult - for nu at opfinde nogle eksempler.
   Det blev jeg mindet om igen da jeg i radioen i sidste uge hørte Karen Sechers portrætinterview med sangeren Johnny Madsen. Han fortalte at han koblede farver og musik sammen, og at han altså var synæstetiker. Og jeg mener at have læst at mange kunstnere faktisk er synæstetikere.

Lidt provokerende sagt er disse mennesker altså tvungent kreative fordi de ikke kan lade være med at koble sansede fænomener sammen i hjernen, fænomener der ikke naturligt eller logiske har noget med hinanden at gøre. Man kunne også sige at der var tale om en permanent tvangsblending af f.eks. lyddomænet og farvedomænet.