Outsideren - kreativitetens naturlige rollemodel

I et par af de senest blogindlæg har jeg brugt begrebet "outsider" til at karakteriserer noget af det der kendetegner den kreative person og hans/hendes rolle i forhold til omgivelserne. Det er ikke tilfældigt. Det stammer fra den aha-oplevelse jeg havde ved at læse et af kapitlerne i bogen 'Imagine - How Creativity Works' af Jonah Lehrer.

   Kapitlet havde overskriften "The Outsider".

Aha-oplevelsen bestod i at en masse spredte iagttagelser og pointer omkring den kreative personlighed og om hvordan kreativitet udfolder sig som jeg havde skrevet om , pludselig faldt på plads. Jeg opregner i flæng:

- Det kendetegner mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om på denne blog, at de fortæller fra deres barndom om følelsen at være uden for - i forhold til kammerater, i forhold til familien, i forhold til sig selv. Fx fordi de er blevet flyttet med forældrene fra en egn med en dialekt, til en anden egn med en anden dialekt.

- Mange kreative mennesker kommer af emigrantfamilier som har måttet skifte sprog for at kunne klare sig i den nye kultur, og som har følt sig fremmedgjort i forhold til det nye hjemland.

- Mange kreative mennesker kommer af etnisk blandede familier med sammenstød mellem forskellige kultures normer,

- Jeg har jævnligt også været inde på at kreative mennesker som voksne har det med relativt jævnligt at skifte job, selv om det går rigtig godt i det job de er i. Spurgt om hvorfor, er svaret tit det provokerende: "Jeg kedede mig i det jeg gjorde." Jeg er selv sådan en der har skiftet job en halv snes gange siden jeg forlod Københavns Universitet 1970.

- Jeg skrev på denne blog en føljeton under fællestitlen "Den kreative Kinarejse" hvori jeg blandt andet beskrev hvordan mødet med den fremmede verden tvang bevidstheden hos den rejsende til conceptual blending, hvad danske kunstnere i 17- og 18-hundredtallet udnyttede bevidst når de tog på dannelsesrejser til Italien, Frankrig og Spanien.

- Skandaler som nogle kunstnere elsker at lave, har den funktion at den sætter dem uden for det god selskab: Tænk på Bjørn Nørgaards hesteslagtning, Wilhelm Freddies explicit seksuelle surrealisme, Thorsens planer om en fræk Jesus-film, Brob-Johansens første digtsamling 'Blod'. You name it! Mentalt at sætte sig - eller blive "sat uden for døren", stimulerer tilsyneladende kreativitet.

 

- Poul Martinsen og mange andre kreative mennesker jeg kender, har en særlig lystfyldt oplevelse ved at iagttage andres adfærd, mens de selv er uset og ikke bliver lagt mærke til af dem de iagttager. De ser meget tit deres omverden som en film eller et teaterstykke som de er tilskuere til. De omtaler ofte også sig selv som en slags voyeur, jfr. Hitchkock: 'The Rear Window':

- Når man maler akvarel, så skal man se den virkelighed man vil male - ikke som et stykke virkelighed man lever og handler i, men som et motiv, dvs. man skal mentalt stille sig uden for denne virkelighed i en slags "detached" iagttager-position (jfr. Betty Edwards)

En af de vigtige pointer hos Jonah Lehrer i det nævnte kapitel er at outsiderpositionen grundlæggende er en position der er kendetegnet ved en mental mangeltilstand: ukendskab, uvidenhed - vel at mærke kun til en vis grænse. Det fremtvinger det som han kalder "outsiderthinking", noget som de fleste unge mennesker kender til når de får det første job: Hvorfor kan man ikke bare...?

   I forlængelse af den tankegang, kan man også forstå hvorfor insiderpositionen kan være hæmmende for kreativitet: som insider ved man det hele, mentalt set er man syltet ind i et netværk af sammenhængende forståelsesframes der gør det eksisterende til uforanderlig "natur".

   Så først og fremmest: outsiderpositionen inviterer til konceputel blending når outsideren skal forbinde det fremmede, det nye, det ukendte - med det han/hun kender i forvejen.

Tilbøjeligheden til at kunne re-frame et problem er noget der fremmes af outsider-tænkning. Opfindelsen af Barbie-dukken, var et eksempel på det.

   Amerikaneren Ruth Handler som en ikke-tysk outsider, kunne se mulighederne for 'Barbie' i 'Bild Lilli' på en udenlandsrejse til Schweitz, en figur som var framet og udformet til at  skulle tiltrække voksne mænds lystfyldte blikke. Jonah Lehrer skriver med indlevelse:

Handler saw the potential of the Bild Lilli doll only because she was an outsider. I she´d spoken German or been a local - if she´d grasped the bawdy backstory - the she never would have considered the doll for her daughter. She would have diregarded it as a tasteles product, yet more evidence that an adult doll wasn´t feasible. And if she´d been a toy executive, the idea probably wouldn´t have occurred to her in the first place, since everyone knew that little girls want to play with babies. Ruth Handler didn´t know any of this; her misunderstanding led to the insight. She was just a mother lost in a foreign country, and that´s why she invented the Barbie.

Lehrer gør opmærksom på at der i den kreative skriveproces indgår en nødvendig vekselvirkning mellem en insiderposition (=du skriver i flow - glemmer dig selv i den virkelighed du skrive i) og en outsiderposition (du kigger kritisk "uforstående" på det du skrev igår - eller for en måned siden).

Endelig tager han udgangspunkt i den kurve som kendetegner mange kunstnere og videnskabsmænd. De yder deres bedste og mest originale når de er omkring 30 år, derefter går det langsomt ned ad bakke. Men det jævnligt at tage på mange rejser med nye indtryk, det at få nye kolleger med passende mellemrum, eller det helt at skifte karriere, kan bevirke at kurven ikke daler men stiger efter de 30. Fordi det fastholder en i - eller genetablerer en i - den outsiderposition som stimulerer til conceptuel blending:

Den forklarende tekst på You Tube fortæller:

Author Jonah Lehrer explores the power of outsider intelligence. At PopTech 2009, the best-selling author of How We Decide and Proust Was a Neuroscientist, notes that, paradoxically, lacking expertise on a subject can be an asset. Its what allows us to see the connections, to see the problems that no one else can see.

Det sprællevende 'Zetland Live' - en blandet engangsforestilling der sagde spar to

I torsdags var jeg i teatret i København. Det sker ikke så tit når man bor i Vordingborg, og man i kraft af alderen og tykkelsen nemt får hold i ryggen af en dårlig siddestilling på elendige teatersæder.

   Jeg var sammen med tre jævnaldrende ældrebyrdemedlemmer. Og efter forestillingen bilede vi hjem til Udkantsdanmark i højt humør og en med lang og blød efterklang af feststemning i maven. 

   Og jeg havde ikke fået ondt i ryggen. Men en del i lattermusklerne.

'Zetland Live' hed forestillingen, den blev afholdt i Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Sankt Annæ Plads - i en sidesal med navnet 'Det røde rum' - som jo også er titlen på Strindbergs første epokeskabende roman.

   Sådan så det røde rum ud da vi kom. Smukt! Og, skulle det vise sig, en velfungerende scenografi til en genremæssigt blandet forestilling.

Jeg anmelder ikke på denne blog. De få gange jeg officielt har påtaget mig anmelderrollen og skrevet en anmeldelse, har jeg klart oplevet at "det er ikke lige mig". Jeg bryder mig simpelt hen ikke om at være dommer eller domsmand. Så det følgende er ikke en anmeldelse - en ikke-anmeldelse, altså

   Men jeg vil fremhæve nogle iagttagelser og kendetegn som kunne forklare ældrebyrdens glade smil til hinanden da vi gik ud i aftenskumringen.

Der var tale om konceptuel blending på mange planer - en hybrid af fakta og fiktion, af journalistik og kunst, af alvor og spøg, af musik og teater. En multimedieforestilling hvor numrene blev afviklet i kontrastforhold til hinanden. Og det gik kvikt, der var ingen døde steder. Teaterjournalistik til tiden.

Det var en slags cabaret-klip-collage. Der var tale om mange "klip" fra andre og længere forestillinger. Mange indslag havde karakter af promoer. Men det virkede som små nyhedshistorier - fordi der altid var en faktuel journalistisk "krog" som numrene var hængt op på og blev introduceret gennem. 

Der var hele tiden informative overraskelser, også for en så klog mand som mig. Fx historien om Wilhelm Reich og "orgonkassen" kendte jeg jo rigt godt som gammel 68´er med hang til Freud og Marx. Men at min tidligere studievært fra TV2 ØST, Annette K. Nielsen, havde siddet i sådan orgonakumulator og opsamlet sexuel energi, det var godt nok sjovt.

   Og godt fundet af Lea Korsgaard.

På en måde var det også et gammelt nummer at se en tegner tegne på en skærm så vi følger tegningen som en fortælling. B&U-udsendelser i DR-regi med Jørgen Clevin eller Ib Spang Olsen har jeg i erindring fra gamle dage. Alligevel virkede det friskt og metaagtigt da vi så Ole Comoll gøre det - fulgt af Jakob Moll på kamera og vist på storskærm.
    Grundlæggende fungerer det jo som et fabelagtigt skoleksempel i anvendt dramaturgi: fredrift gennem tilbagholdt information, og gradvis afsløring, vendepunkter og aha-oplevelser for hver ny streg og hver ny figur.

Næsten alle numre og indslag havde karakter af fortælling - der var et narrativt flow i næsten dem alle - en fremadskridende kronologi der gav fremdrift. Jeg kan fremhæve: Johanne Pontoppidan Tuxens fortælling om sin rolle som domsand, Mira Jagilds fortælling i uddrag om sin morfars og mormors sidste tid sammen, Minna Cameras fortælling om at tale i søvne med kæresten, Martin de Thuras fortælling om sexuel skamfuldhed og forløsning.

   Fælles for disse og flere andre indslag var det som en kronik i Politiken i dag af Niels Frank  betegner som "selvfortællinger". 

   Det er det som jeg jævnligt har skrevet om på denne blog, og som også er blevet kaldt 'autofiktion', 'fiktionsfri fiktion', 'dobbeltkontrakt-fortællinger', 'performativ biografisme', mv. 

   Der er tale om en speciel form for ironisk blending  af jeg-fortælling og "jeg-fortælling". 

   'Jeg-faktion' kunne man også kalde det. Det sproglige fortælle-felt hvor new-journalism smelter sammen med fiktiv jeg-fortælling.

  Men i 'Zetland Live' så med det ekstra twist at det blev opført som en slags teater.

Fantastisk gode musiknumre spredt over vidt forskellige genrer: Nikolaj Nørlund, Poseidonkvartetten, Johanne Louise Schmidt/Kristoffer Fabricius, Big Bombastic Collective.

Så vil jeg især fremhæve Oliver Stilling, Politikens bagsideredaktør, for sit bidrag. Hans ide med at hjælpe avisens læsere med at lette deres samvittighed og levere tyvstjålet offentlig ejedom tilbage, og kører det som en episodisk føljeton på bagsiden af Politiken over en længere periode, er simpelt hen genial. Morsomme, rørende, tidslokaliserede historier i massevis, kastede ideen af sig.

   I den periode serien har kørt, har 'At tænke sig' haft benhård konkurrence. Og så klimaksede den igår på Rådhuspladsen, naturligvis dagen efter Zetland Lives forestilling. 

   Det var et smukt eksempel på at interaktiv journalistik ikke er noget der nødvendigvis forudsætter digitalisering og internet.

'Det røde rum'

Nikolaj Nørlund: 'Under fremmed flag'

Martind de Thura: 'Home'

 Alainis Morisette: 'Jagged little pill' - hidden track

Big Bombastic Collective: 'Refug'

Trailer: Mira Jargil: 'Den tid vi har': http://vimeo.com/32915054

Var der noget jeg savnede? Ja, dans! Det må vi have med næste gang.

Bag forestillingen stod Zetland teamet: Silke Bock, Lea Korsgaard, Jakobb Moll, Hakon Mosbeck

   Se mere om Zetland: http://zetland.dk/

Fra Zetlands facebookside kan jeg citerer følgende om næste forestilling:

Vi rykker ind på Statens Museum for Kunst 14. september og udkommer med en særudgave i anledningen af Golden Days' 1950'er festival. Der er plads til helt vildt mange, så sæt kryds!

Fra 'Bild Lilli' til 'Barbie' - den kreative historie om udviklingen af alle tiders dukke-succes

Jeg læste for nylig i avisen et par bemærkninger om hvordan Barbie-dukken kom til verden. Begge mine døtre ønskede sig dem til jul i en årrække. Og fik skaffet sig en pæn samling både af dukker og tøj. Men hvad er historien bag dukke-ikonet?

Her er den første Barbiedukke fra 1959. Men hun er ikke opstået ud af den blå luft. Faktisk har hun en i kreativitetssammenhæng interessant udviklingshistorie hvori indgår blending af konceptuelt adskilte mentale rum da hendes forgænger 'Lillie' blev "født". Og der var tale om bevidst og målrettet  re-framing da hun skulle genfødes som 'Barbie' på det amerikanske legtøjsmarked. Centrale begreber når vi skal forstå hvordan kreativitet udfolder sig i den praktiske verden.

Men der er også tale om konceptuel blending når vi ser på de medier hun optræder i. Med Barbie-dukkens udvikling er der nemlig tale om en serie  adaptioner hvor figuren fra et medie formes og tilpasses et andet. Ligesom voksenbøger i gamle dage ofte blev adapteret til børnelæsere, eller voksenlitteratur blev adapteret til tegneseriemediet som havde børn og unge som målgruppe, så er det faktisk det samme som er tilfældet med Lilli/Barbiedukken.

Historien startede med en tegneseriefigur til til den tyske tabloidavis 'Bild-Zeitung".

   Den tyske avistegner Reinhard Beuthien blev bedt om at lave en "filler" til en fast tom plads på en avisside. Reinhards første udkast var en "baby-figur" som chefen ikke var tilfreds med. Så  den blev afvist.

   Så beholdt tegneren ansigtstrækkene, men gav hende hestehale og en voksen kvindes krop med fremtrædende bryster, smækker talje og runde hofter.
   Af udseende var 'Lillie' altså en blended figur af barn og voksen. Men også med en blended karakter: dum blondine af fremtoning, men ellers uimponeret, kvik i replikken og målrettet det moderne arbejdsliv.

Om den aller første "cartoon' fortæller Wikipedia:

She sat in a fortune-teller's tent asking: "Can't you tell me the name and address of this rich and handsome man?" The cartoon was an immediate success so Beuthien had to draw new ones each day.

   Lilli was post-war, sassy and ambitious and had no reservations talking about sex. As she had her own job she earned her own money as a secretary but wasn't above hanging out with rich men ("I could do without balding old men but my budget couldn't!"). The cartoon always consisted of a picture of Lilli talking to girlfriends, boyfriends, her boss ("As you were angry when I was late this morning I will leave the office at five p.m. sharp!"). The quips underneath the cartoons handled topics ranging from fashion (to a policeman who told her that two-piece-swimsuits are banned: "Which piece do you want me to take off?"), politics ("Of course I'm interested in politics; no one should ignore the way some politicians dress!") and even the beauty of nature ("The sunrise is so beautiful that I always stay late at the nightclub to see it!"). The last Lilli cartoon appeared on January 5, 1961.

Hendes replikker kunne meget vel være inspireret af den amerikanske filmskuespillerinde Mae West, som var kendt for kvikke, frække og kyniske replikker.

'Bild Lilli' blev hurtigt så populær som tegneseriefigur at den i 1956 blev sat i kommerciel produktion som dukke, med Bild-logoet på - som en slags merchandise. I 1958 blev figuren også omsat til hovedpersonen i en film:

Karakteren 'Lilli' var også som dukke en blanding - en moderne kvinde der kunne skifte mellem forskellige selvstændige roller: På trods af sin status som "dum blondine", var hun en moderne selverhvervende kvinde.

Hun var et produkt af det gryende velfærdssamfund med udearbejdende, frigjorte, økonomisk uafhængige kvinder. Lilli var sygeplejerske (# 1143), kontorassistent (# 1182), balletdanser (# 1131), stewardesse – hun var sexet vamp, primadonna, skiløber (#1161) og Dirndl i mange udgaver (#1178, #1175). Hun havde mange ansigter: Tysk hausfrau (#1120), femme fatale i rød silkekjole (#1109), og hun var diva i stram guldlamel kjole (#1105). 

'Bild Lilli' var ikke en dukke til børn. Hun blev markedsført som en for-sjov-gave til voksne og kunne købes i barer og tobakforretninger. Hun blev brugt nærmest som en slags "hadegave"og blev megetpopulær som bilmaskot blandt langturschauffører til at hænge i for- eller bagrude. 

   Og hun var dyr; blev produceret i en stor udgave til 20-25 DM og i en lille til 10 DM. Lilli nåede "kun" at blive produceret i ca. 130.000 eksemplarer indtil 1962 da hun udgik af produktion.

For pæne borgerlige tyske forældre var 'Bild Lilli' ikke acceptabelt legetøj for deres små døtre. Dertil var hun for fræk og grænseoverskridende. Men den billige lille udgave var egnet til brug i dukkehuse, så 'Lilli' sivede ind i børneværelserne trods forældremodstand.

Når 'Bild Lilli' blev forvandlet til 'Barbie', var derfor tale om en målrettet re-framing. Fra at være et sex-objekt for det mandlige lystfyldte blik, skulle hun være drømmeideel teenage-rollemodel for amerikanske småpiger. 

   Det var amerikaneren Barbarea Handler der samen med sin mand Elliot Handler havde etableret en legetøjsfabrik under navnet Mattel, der fik dem ide at erstatte de to- dimensionelle påklædningsdukker som hendes datter og datterens jævnaldrende legede med, med realistisk udseende voksendukker - i skulpturel 3D, så at sige. 

   På en rejse til Eropa så hun 'Bild Lilli' i en butik i Schweitz.

Handler had observed Barbara and her girlfriends playing with paper dolls that depicted teenage girls or adult women. To Handler, that was their way of practicing for adulthood. Yet, aside from the two-dimensional paper dolls, no other dolls available in stores portrayed the mature female body. For that reason, she bought two Lilli dolls for Barbara during that Switzerland trip in 1956 -- and one for herself.

Da Ruth Handler kom hjem, fik hun overtalt sin mand og firmaets designere - der oprindelig var skeptiske over for ideen - til at redesigne 'Lilli' til 'Barbie' i løbet af 1957. 

They kept Lilli's general figure but scrubbed off some of her makeup, relaxed her smile and used soft vinyl instead of hard plastic to construct her.

   Fashion designer Charlotte Johnson was hired to create a tasteful, yet chic, wardrobe for Mattel's new doll. This was where maintaining Lilli's extreme hourglass shape was a necessity. Johnson was working with the same types of thick fabrics that were used in garment-making, so the doll had to have an unrealistically narrow waist and large bust; otherwise, the relative thickness of the garments would bulk up the doll and make it appear shapeless.

    The 11.5-inch (29-centimeter) final product that debuted at the 1959 New York Toy Fair didn't look drastically different from Lilli. Sporting a black-and-white-striped swimsuit, open-toed stilettos and gold hoop earrings, it had Lilli's racy curves but a more demure style. Named in honor of Handler's daughter, Barbara, Mattel called the new doll Barbie.

Problemet for 'Barbie' var imidlertid det samme som for 'Bild Lilli'. Hun var for sexet i forhold til de forestillinger køberne, pigernes mødre, havde om hvad der var et passende udseend for en dukke til deres døtre. 

The thought of having a doll with prominent breasts in the home dist­urbed some mothers. Barbie's mature body seemed borderline pornographic and potentially damaging to young girls' psyches (an argument that continues to sizzle in today's culture). After all, if the original Barbie were a person, her measurements would be 38-18-34. 

Ruth Handler og Martell besluttede at få lavet en professionel markedsundersøgelse af hvad der skulle til for at re-frame Barbie-dukken i mødrenes bevidsthed: fra at væren stimulans for mændenes fantasi til at være småpigernes drømmefigur. Og fik et overraskende svar: I stedet for at neddæmpe hendes voksne kvindelige former, skulle de overdrive dem: 

Over the course of six months, an advertising guru named Ernest Dichter studied the responses of girls and their mothers to Barbie. From his extensive research, Dichter concluded that instead of attempting to mitigate Barbie's mature qualities, Mattel should emphasize them. Since Barbie was well-dressed and attractive, mothers ought to consider her a tool for teaching their daughters about the importance of appearance and femininity. While some women would later take Barbie to task for imparting such lessons, the advertising tactic worked in the 1960s.

http://history.howstuffworks.com/american-history/barbie-history.htm 

En ekstensiv tv-reklamekampagne "did the job". Her den første amerikanske tv-Barbie-reklame fra 1959:

Ruth Handler var kreativ mønsterbryder. Hendes mor døde tidligt og hun var yngste datter i en børneflok på 10. Forældrene var polsk-jødiske emigranter. En barndomsbiografi lige efter bogen for udviklingen af særligt kreative personligheder:

Ruth Handler was born on the 4th of November 1916 in Denver, Colorado. She was the youngest of the ten children born to Jacob and Ida Mosko, the Polish immigrants. Handler’s father was a blacksmith who fled from Poland to avoid serving in the Russian army. Ida Mosko, Handler’s mother soon became ill after giving birth to her. At the age of 6 months Handler was sent to live with her older sister Sarah. Ruth stayed at Sarah’s home until she was 19. An interesting fact about the inventor of ‘barbie doll’ is that as a child she never liked playing with dolls, she rather loved earning tips working in her sister’s drugstore. Ruth preferred work to play and grew up in a family where the idea of women working outside was not at all unusual. Her family’s entrepreneurial spirits were the main reason for the development of enthusiasm in Ruth Handler.

http://lifestyle.iloveindia.com/lounge/ruth-handler-biography-10113.html

'Gal eller normal' - godt gået af DR og af de medvirkende - både de normale, de gale og de kloge der ikke var så kloge endda

Denne blog har som et af sine fokusområder at omtale, beskrive og analysere kreativt tv: dramaturgiske nyskabelser, nye formater, gode nyhedsindslag, grænsebrydende dokumentarer, hybride blandingsformer, alternativ storytelling der virker.

   Til de positive nyskabelser inden for det sidste års tid har jeg noteret mig 'Gintberg på kanten' og 'TV!TV!TV!' med værten Anne Cortzen, som i øvrigt - det var det med generne og kreativiteten - er søster til Mads Brügger, har jeg læst. Som selv er en kreativ faktionsblandemaskine.
   

"Reality tv" er en genrebetegnelse for en bred vifte af underholdende tv-programmer og formater, som fra midten af 90´erne har fået større og støre plads på næsten alle tv-kanaler. Fælles for dem er den iscenesatte men uskriptede virkelighed hvorunder deltagerne udsættes for forskellige prøvelser, konkurrencer, udfordringer, provokationer inden for forskellige spilleregler. 

   Formlen er typisk den vi kender fra fiktion: Hvad nu hvis... Og ofte balancerer tilrettelæggerne på en etisk knivsæg.

Da Poul Martinsen for nogle år siden producerede dokumentarserien 'Krigerne' for DR - som havde klare reality-elementer i plottet, så ville han genrebetegne den "reality-dokumentar". Men det måtte han ikke. De højre magter havde besluttet at DR pr. definition ikke producerede reality-programmer (fordi det var "trash-tv").
   Allerede den gang var et af de mest populære format-programmer 'Sporløs', et andet 'Hammerslag', begge programmer som har klare reality-elementer i den dramaturgiske konstruktion.
   Under alle omstændigheder har DR siden besindet sig og ændret kurs - mest markant med 'X-Faktor'. Og i de senere år har programfladen godt nok været fyldt pænt op af forskellige formater med afprøvende reality-plot af varierende kvalitet og originalitet.

De sidste 2 mandage har man på DR 1 kunnet se et nyt eksempel på et sådant afprøvende format - med titlen 'Gal eller normal'.

   Ideen - lig med plottet - er som i al effektiv reality så klar at det kan udtrykkes i et par sætninge; her fra DR.dk´s programomtale

I programmet ’Gal eller normal’ møder vi 10 frivillige danskere i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Fem personer i denne gruppe er sunde og raske, fem har en psykiatrisk diagnose.

   Men hvem er hvem? Det skal programmets tre eksperter, som alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, forsøge at gætte ved at observere de 10 deltagere i tre dage.

http://www.dr.dk/DR1/STAMSIDER/20120510101553.htm 

Det her skal ikke være en anmeldelse, men jeg synes udsendelserne fungerede godt. 

   Først og fremmest havde de to udsendelser som serien bestod af, en morale som jeg var rigtig glad for. Flere i min nærmere og nærmeste familie har i perioder af deres liv haft nogle af de diagnoser som også nogle af de medvirkende har eller har haft. 

   Og programmets fordomspunkterende morale var - som klimaks´ dokumenterede - lysende klar, her udtrykt af programmets vært, læge Peter Qvortrup Geisling:

...at det faktisk er sværere end man tror, at pege ud hvem der har en psykiatrisk diagnose, og hvem der ikke har. Samtidig skal programmet vise, hvor normalt og velfungerende det kan lade sig gøre at leve, selvom man har en psykiatrisk diagnose. 

Den nærmere beskrivelse af opgaver og udfordringer for de medvirkende, viser hvor programmet kører på kanten af etikken:

I løbet af de tre dage bliver deltagerne udsat for forskellige opgaver og test, som er specielt designede til at fremprovokere en reaktion hos psykisk syge. Spørgsmålet er nu, om de psykisk syge i gruppen vil skille sig ud og dermed afsløre sig selv? Vil det være muligt at skelne mellem, hvornår anderledes adfærd er tegn på en psykisk sygdom, og hvornår det blot er et personligt karaktertræk?

Godt spørgsmål, som man siger. 

   Ud over de 10 medvirkende - halvdelen "normale", halvdelen med en "psykiatrisk diagnose" - medvirkede tre eksperter: en psykiater, en psykolog og en psykiatrisygeplejerske. Disse eksperter er nok regulære "eksperter", men de får ikke lov til at fungere under ekspertvilkår. Tre dage  til det hele, ligesom i andre gode engelske formater som 'Time Team´ og ´Rough Science´. Og muligheder for nogle korte spørgesekvenser.

   Her beskrives vilkårene i øvrigt:

Eksperterne får ikke den tid, de plejer til at stille en diagnose. De kender ikke på forhånd deltagernes baggrunde eller personlige historier. De får kun lov til at observere dem under testene. Hvis fordommene om psykisk syge holder stik, burde det ikke være et problem at se, hvem af deltagerne der lider af henholdsvis en spiseforstyrrelse, maniodepressivitet, paranoid skizofreni, social fobi og OCD.

Med disse vilkår for de tre eksperter, ligner 'Gal eller normal' de to ovennævnte engelske formater, hvor det er eksperterne der plottes imod, og de to programmer her er også en dansk udgave af et engelsk udviklet format. 

   Det lykkedes kun eksperterne at "afsløre" to af de fem "gale". Og tre normale uden en diagnose "diagnosticerede" de tre eksperter som "gale". 

   Velkommen på forsiden!

Mens en lang række realityformater - ingen nævnt ingen glemt - cementerer negative fordomme om mennesker og deres motiver og interesser, så var det her format klart fordomsnedbrydende, idet seerne blev sat i samme position som eksperterne og kunne "diagnosticere med" - og tage fejl ligesom dem.

   Formatet her - 'Gal eller normal' - var klart kritisk oplysende og fordomsbearbejdende: De professionelt kloge, var ikke så kloge endda, og fik sig en gevaldig, men positiv lærestreg - ligesom seerne som sad i samme position.
   Ikke mindst psykiateren gave et stærkt positivt udtryk for hvad han fik ud af proggramplottet der var rettet imod hans selvforståelse som ekspert.
   Psykologen til gengæld kørte lidt på frihjul. Han havde jo et firmabrand at skulle forsvare
   Og selv alvorligt psykisk syge med forskellige diagnoser og deres pårørende, kunne af programserien få et begrundet håb om at få så meget styr på deres psykiske lidelse at de kan leve en almindelig tilværelse som "normal".
   For alle de fem med diagnoser opførte sig ikke bemærkelsesværdigt anderledes end de andre fem uden diagnose. Visual proof, syn for sagn.

Her kan du se de to programmer i serien:

http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42301http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42909 

Af DR´s webportal fremgår følgende om kontekst og baggrund :

’Gal eller normal’ er også titlen på en ny bog som udkommer den 22. maj, og som sammen med tv-programmet og hjemmesiden www.dr.dk/sundhed i samarbejde med ’En af os’-kampagnen skal give både seere og læsere nogle øjenåbnende erkendelser.

Formatet er beslægtet både med Poul Trier Pedersens spontanspil fra slut-70´erne og begyndelsen af 80´erne, og med Poul Martinsens afprøvende dokumentarprogrammer som fx 'Dagbog fra en fristad' og ´Lydighedens dilemma' - og reality-dokumentarserien 'Krigerne'. 

   Det har også genremæsige fællestræk med engelske reality- og fakta light-formater som 'Faking it' og 'Wife Swap'.

   Fælles for dem alle er at de initierer og faciliterer lærer- og udviklingsprocesser hos de medvirkende, både de almindelige mennesker og eksperterne. Og det indebærer at seerne bliver tilsvarende engageret og oplyst gennem effekten af spejlneuron- og default mode-netværkerne i hjernen.

Af nye formater på DR beslægtet med 'Gal eller normal', har vi haft 'Blod, sved og ris' og 'Restaurant bag tremmer'.
   Jeg har i et tidligere blogindlæg forholdt mig kritisk til forgængeren til 'Blod, sved og ris', og skal ikke kommmentere det yderligere.
   'Restaurant bag tremmer' med kokken Claus Meyer som den drivende kraft og karakter, er klart inspireret af en række af Jamie Olivers udsendelsesserier med lignende ide og plot.
   Jeg har set et par stykker i den danske serie, og synes de fungerede OK, men fremdriften og fascinationen var klart svagere, og alvoren større end i de engelske forbilleder.
   Et særligt alvorlig og kritisk twist fik reality-dramaturgien her, da et kvindeligt voldsofffer, Malene Duus, mens udsendelserne blev sendt, skrev en kronik i Politiken om den uhyggeligt og mareridtsagtige grove vold hun var blevet udsat for af en af de indsatte medvirkende som Claus Meyer havde lovet en resocialiserende praktikplads i sit "Madhus" når han kom ud.
   Kronikken havde den mavepinlige og debatvækkende pointe - at man i Danmark gør mere for at hjælpe de indsatte end for at hjælpe voldsofrene. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Opfindelsernes kreativitet - fra ide til innovativt produkt - eksemplificeret ved udviklingen af dieselmotorer til skibe

Jeg har på denne blog ikke interesseret mig specielt meget for det arbejde der følger efter at en ide er født og frem til at den er omsat i noget nyt og brugbart. Processen fra kreativ "insight" til realisering af et kreativt produkt.

   Men jeg har netop set en prisbelønnet dokumentar på DR K der skildrer udviklingen af dieselmotoren til brug i skibe. Og som på smukkeste vis illustrerer vejen fra det ene til det andet.

 
Der var tre personer der skulle til, og ingen af dem kunne undværes i succeshistorien:

    En tysk genial ingeniør der kunne kombinere teoretisk viden og praktisk teknisk kunne, en dansk teknisk direktør (uddannet ingeniør) for virksomheden Burmester og Wain, og en dansk iværksætter og virksomhedsudvikler der over en længere årrække havde skabt en international sværvægter inden for handel og skibsfart: ØK

Opfinderen der var tysk ingeniør og ekstremt kreativ og opfindsom, Rudolf Diesel, brugte mere end ti år fra de første skitse til  der blev udtaget et patent og der kunne ske en afprøvning af ideen i form af en regulær motor der fungerede.
   Rudolf Diesel var af tysk afstamning, men forældrene var emigreret til Paris, og emigrerede siden til London.
   Som 12 årig blev Rudolf sendt til Tyskland og boede hos en tante, mens forældrene blev i   England.          
   Han klarede sig formidabelt i skolen og blev i en usædvanligt ung alder optaget på Münchens Polytekniske Læreranstalt - mod forældrenes ønske.
   Han var færdiguddannet ingeniør som 21-årig. 

   Diesel var gennem hele livet plaget af migræne og depressioner. Og begik sandsynligvis selvmord 1913 på vej på et skib til england for at forhandle patenter med den engelske flåde.

I 1986 publicerede Rudolf Diesel en afhandling med titlen: 

Theorie und Konstruktion eines rationellen Wärmemotors zum Ersatz der Dampfmaschine und der heute bekannten Verbrennungsmotoren [Theory and Construction of a Rational Heat-engine to Replace the Steam Engine and Combustion Engines Known Today]

Det holdt hårdt at få udviklet ideen, da Rudolf Diesel selv kun havde et mindre værksted. Han fik dog til sidst udtaget patent på motoren først i Tyskland og siden fx i USA (1894), og fra 1893-97 gav maskinfabrikken MAN ham mulighed for at lave prøvemotorer i fuld skala. 

   Grundideen byggede på teoretisk viden om termodynamik som var et af Diesels specialer. Hans motor skulle drives med olje som brændstof og var dermed 10 gange så energieffektiv som datidens kulfyrede dampmaskiner. Så der ville være tale om et teknologisk kvantespring.

Men det næste spring var at gøre dielsemotoren til en motor der kunne drive skibe frem. Og her kom danskeren Ivar Knudsen, teknisk direktør for B & W´skibsværft ind som en visionær videreudvikler. I 1897 overtog han Rudolf Diesels patenter for Danmark, og begyndet at videreudvikle den til brug i skibe. 

   Og H.N. Andersen havde behov for at ekspandere sin fragtrute med træ og passagerere mellem Danmark og Tailand. Og skød midler i hos B&W at få bygget de tre første store kombinerede passager og fragtskibe - 7.000 tons - drevet af dieselmotorer i stedet for damp.

   Det første havde navnet Selandia, og det foretog en succesfuld prøvesejlads fra Købenavn til Bankok og retur i 1911. Og det blev starten på en af dansk industris store succeshistorier i første halvdel af 1900-tallet.

Når jeg tænder lige på den historie, skyldes det at jeg lige har læst Jonah Lehrer´s bog "Imagine How Creativity Works". 

   Heri er et af temaerne at udviklingen fra ideen - "the insight" - fødes og til den bliver til et kreativt produkt, at den udvkling typisk sker gennem conceptual blending når forskellige hjerner med forskellige faglige indgange og kompetancer mødes. Og de så oven i har en fælles interesse i udvklingen af noget nyt.

Et andet tema dyrker Lehter i kapitlet "The Unconcealing" hvor han eksemplificerer den stædighed vedholdenhed, fokusering og analytiske skarphed over lang tid, der er nødvendig for at et kreativt produkt - det være sig en musiksymfoni eller et stykke kompliceret teknologi - når sin optimale udformning. Måske først efter års forsøg og udviklingsarbejde. 

Et berømt Picasso-citat er her relevant til belysning af den side af kreativiteten:

Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok, blev Picasso engang spurgt: “Meget enkelt”, svarede den gamle mester ”man hugger det marmor væk, der ikke ligner en løve.”

Til den anekdote hører følgende implicitte forudsætninger: at kunstneren ,,,

   1) har visionen om en marmorløve, 

   2) har troen på at der rent faktisk er muligheder for at der kan komme en løve ud af blokken, 

   3) har tillid til at hvis man hugger tilstrækkelig længe og omhyggeligt, så står løve-skulpturen til sidst og er perfekt, 

   4) har vilje, kræfter og tålmodighed til at hugge til vejs ende.

Et andet citat fra mit gamle foredrag om kreativitet, hvis kilde er opfinderen af telefonen Thomas Edison, opfinder af glødepæren og fonografen: 

Success is 10 percent inspiration and 90 percent perspiration