Outsideren - kreativitetens naturlige rollemodel

I et par af de senest blogindlæg har jeg brugt begrebet "outsider" til at karakteriserer noget af det der kendetegner den kreative person og hans/hendes rolle i forhold til omgivelserne. Det er ikke tilfældigt. Det stammer fra den aha-oplevelse jeg havde ved at læse et af kapitlerne i bogen 'Imagine - How Creativity Works' af Jonah Lehrer.

   Kapitlet havde overskriften "The Outsider".

Aha-oplevelsen bestod i at en masse spredte iagttagelser og pointer omkring den kreative personlighed og om hvordan kreativitet udfolder sig som jeg havde skrevet om , pludselig faldt på plads. Jeg opregner i flæng:

- Det kendetegner mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om på denne blog, at de fortæller fra deres barndom om følelsen at være uden for - i forhold til kammerater, i forhold til familien, i forhold til sig selv. Fx fordi de er blevet flyttet med forældrene fra en egn med en dialekt, til en anden egn med en anden dialekt.

- Mange kreative mennesker kommer af emigrantfamilier som har måttet skifte sprog for at kunne klare sig i den nye kultur, og som har følt sig fremmedgjort i forhold til det nye hjemland.

- Mange kreative mennesker kommer af etnisk blandede familier med sammenstød mellem forskellige kultures normer,

- Jeg har jævnligt også været inde på at kreative mennesker som voksne har det med relativt jævnligt at skifte job, selv om det går rigtig godt i det job de er i. Spurgt om hvorfor, er svaret tit det provokerende: "Jeg kedede mig i det jeg gjorde." Jeg er selv sådan en der har skiftet job en halv snes gange siden jeg forlod Københavns Universitet 1970.

- Jeg skrev på denne blog en føljeton under fællestitlen "Den kreative Kinarejse" hvori jeg blandt andet beskrev hvordan mødet med den fremmede verden tvang bevidstheden hos den rejsende til conceptual blending, hvad danske kunstnere i 17- og 18-hundredtallet udnyttede bevidst når de tog på dannelsesrejser til Italien, Frankrig og Spanien.

- Skandaler som nogle kunstnere elsker at lave, har den funktion at den sætter dem uden for det god selskab: Tænk på Bjørn Nørgaards hesteslagtning, Wilhelm Freddies explicit seksuelle surrealisme, Thorsens planer om en fræk Jesus-film, Brob-Johansens første digtsamling 'Blod'. You name it! Mentalt at sætte sig - eller blive "sat uden for døren", stimulerer tilsyneladende kreativitet.

 

- Poul Martinsen og mange andre kreative mennesker jeg kender, har en særlig lystfyldt oplevelse ved at iagttage andres adfærd, mens de selv er uset og ikke bliver lagt mærke til af dem de iagttager. De ser meget tit deres omverden som en film eller et teaterstykke som de er tilskuere til. De omtaler ofte også sig selv som en slags voyeur, jfr. Hitchkock: 'The Rear Window':

- Når man maler akvarel, så skal man se den virkelighed man vil male - ikke som et stykke virkelighed man lever og handler i, men som et motiv, dvs. man skal mentalt stille sig uden for denne virkelighed i en slags "detached" iagttager-position (jfr. Betty Edwards)

En af de vigtige pointer hos Jonah Lehrer i det nævnte kapitel er at outsiderpositionen grundlæggende er en position der er kendetegnet ved en mental mangeltilstand: ukendskab, uvidenhed - vel at mærke kun til en vis grænse. Det fremtvinger det som han kalder "outsiderthinking", noget som de fleste unge mennesker kender til når de får det første job: Hvorfor kan man ikke bare...?

   I forlængelse af den tankegang, kan man også forstå hvorfor insiderpositionen kan være hæmmende for kreativitet: som insider ved man det hele, mentalt set er man syltet ind i et netværk af sammenhængende forståelsesframes der gør det eksisterende til uforanderlig "natur".

   Så først og fremmest: outsiderpositionen inviterer til konceputel blending når outsideren skal forbinde det fremmede, det nye, det ukendte - med det han/hun kender i forvejen.

Tilbøjeligheden til at kunne re-frame et problem er noget der fremmes af outsider-tænkning. Opfindelsen af Barbie-dukken, var et eksempel på det.

   Amerikaneren Ruth Handler som en ikke-tysk outsider, kunne se mulighederne for 'Barbie' i 'Bild Lilli' på en udenlandsrejse til Schweitz, en figur som var framet og udformet til at  skulle tiltrække voksne mænds lystfyldte blikke. Jonah Lehrer skriver med indlevelse:

Handler saw the potential of the Bild Lilli doll only because she was an outsider. I she´d spoken German or been a local - if she´d grasped the bawdy backstory - the she never would have considered the doll for her daughter. She would have diregarded it as a tasteles product, yet more evidence that an adult doll wasn´t feasible. And if she´d been a toy executive, the idea probably wouldn´t have occurred to her in the first place, since everyone knew that little girls want to play with babies. Ruth Handler didn´t know any of this; her misunderstanding led to the insight. She was just a mother lost in a foreign country, and that´s why she invented the Barbie.

Lehrer gør opmærksom på at der i den kreative skriveproces indgår en nødvendig vekselvirkning mellem en insiderposition (=du skriver i flow - glemmer dig selv i den virkelighed du skrive i) og en outsiderposition (du kigger kritisk "uforstående" på det du skrev igår - eller for en måned siden).

Endelig tager han udgangspunkt i den kurve som kendetegner mange kunstnere og videnskabsmænd. De yder deres bedste og mest originale når de er omkring 30 år, derefter går det langsomt ned ad bakke. Men det jævnligt at tage på mange rejser med nye indtryk, det at få nye kolleger med passende mellemrum, eller det helt at skifte karriere, kan bevirke at kurven ikke daler men stiger efter de 30. Fordi det fastholder en i - eller genetablerer en i - den outsiderposition som stimulerer til conceptuel blending:

Den forklarende tekst på You Tube fortæller:

Author Jonah Lehrer explores the power of outsider intelligence. At PopTech 2009, the best-selling author of How We Decide and Proust Was a Neuroscientist, notes that, paradoxically, lacking expertise on a subject can be an asset. Its what allows us to see the connections, to see the problems that no one else can see.

Fra 'Bild Lilli' til 'Barbie' - den kreative historie om udviklingen af alle tiders dukke-succes

Jeg læste for nylig i avisen et par bemærkninger om hvordan Barbie-dukken kom til verden. Begge mine døtre ønskede sig dem til jul i en årrække. Og fik skaffet sig en pæn samling både af dukker og tøj. Men hvad er historien bag dukke-ikonet?

Her er den første Barbiedukke fra 1959. Men hun er ikke opstået ud af den blå luft. Faktisk har hun en i kreativitetssammenhæng interessant udviklingshistorie hvori indgår blending af konceptuelt adskilte mentale rum da hendes forgænger 'Lillie' blev "født". Og der var tale om bevidst og målrettet  re-framing da hun skulle genfødes som 'Barbie' på det amerikanske legtøjsmarked. Centrale begreber når vi skal forstå hvordan kreativitet udfolder sig i den praktiske verden.

Men der er også tale om konceptuel blending når vi ser på de medier hun optræder i. Med Barbie-dukkens udvikling er der nemlig tale om en serie  adaptioner hvor figuren fra et medie formes og tilpasses et andet. Ligesom voksenbøger i gamle dage ofte blev adapteret til børnelæsere, eller voksenlitteratur blev adapteret til tegneseriemediet som havde børn og unge som målgruppe, så er det faktisk det samme som er tilfældet med Lilli/Barbiedukken.

Historien startede med en tegneseriefigur til til den tyske tabloidavis 'Bild-Zeitung".

   Den tyske avistegner Reinhard Beuthien blev bedt om at lave en "filler" til en fast tom plads på en avisside. Reinhards første udkast var en "baby-figur" som chefen ikke var tilfreds med. Så  den blev afvist.

   Så beholdt tegneren ansigtstrækkene, men gav hende hestehale og en voksen kvindes krop med fremtrædende bryster, smækker talje og runde hofter.
   Af udseende var 'Lillie' altså en blended figur af barn og voksen. Men også med en blended karakter: dum blondine af fremtoning, men ellers uimponeret, kvik i replikken og målrettet det moderne arbejdsliv.

Om den aller første "cartoon' fortæller Wikipedia:

She sat in a fortune-teller's tent asking: "Can't you tell me the name and address of this rich and handsome man?" The cartoon was an immediate success so Beuthien had to draw new ones each day.

   Lilli was post-war, sassy and ambitious and had no reservations talking about sex. As she had her own job she earned her own money as a secretary but wasn't above hanging out with rich men ("I could do without balding old men but my budget couldn't!"). The cartoon always consisted of a picture of Lilli talking to girlfriends, boyfriends, her boss ("As you were angry when I was late this morning I will leave the office at five p.m. sharp!"). The quips underneath the cartoons handled topics ranging from fashion (to a policeman who told her that two-piece-swimsuits are banned: "Which piece do you want me to take off?"), politics ("Of course I'm interested in politics; no one should ignore the way some politicians dress!") and even the beauty of nature ("The sunrise is so beautiful that I always stay late at the nightclub to see it!"). The last Lilli cartoon appeared on January 5, 1961.

Hendes replikker kunne meget vel være inspireret af den amerikanske filmskuespillerinde Mae West, som var kendt for kvikke, frække og kyniske replikker.

'Bild Lilli' blev hurtigt så populær som tegneseriefigur at den i 1956 blev sat i kommerciel produktion som dukke, med Bild-logoet på - som en slags merchandise. I 1958 blev figuren også omsat til hovedpersonen i en film:

Karakteren 'Lilli' var også som dukke en blanding - en moderne kvinde der kunne skifte mellem forskellige selvstændige roller: På trods af sin status som "dum blondine", var hun en moderne selverhvervende kvinde.

Hun var et produkt af det gryende velfærdssamfund med udearbejdende, frigjorte, økonomisk uafhængige kvinder. Lilli var sygeplejerske (# 1143), kontorassistent (# 1182), balletdanser (# 1131), stewardesse – hun var sexet vamp, primadonna, skiløber (#1161) og Dirndl i mange udgaver (#1178, #1175). Hun havde mange ansigter: Tysk hausfrau (#1120), femme fatale i rød silkekjole (#1109), og hun var diva i stram guldlamel kjole (#1105). 

'Bild Lilli' var ikke en dukke til børn. Hun blev markedsført som en for-sjov-gave til voksne og kunne købes i barer og tobakforretninger. Hun blev brugt nærmest som en slags "hadegave"og blev megetpopulær som bilmaskot blandt langturschauffører til at hænge i for- eller bagrude. 

   Og hun var dyr; blev produceret i en stor udgave til 20-25 DM og i en lille til 10 DM. Lilli nåede "kun" at blive produceret i ca. 130.000 eksemplarer indtil 1962 da hun udgik af produktion.

For pæne borgerlige tyske forældre var 'Bild Lilli' ikke acceptabelt legetøj for deres små døtre. Dertil var hun for fræk og grænseoverskridende. Men den billige lille udgave var egnet til brug i dukkehuse, så 'Lilli' sivede ind i børneværelserne trods forældremodstand.

Når 'Bild Lilli' blev forvandlet til 'Barbie', var derfor tale om en målrettet re-framing. Fra at være et sex-objekt for det mandlige lystfyldte blik, skulle hun være drømmeideel teenage-rollemodel for amerikanske småpiger. 

   Det var amerikaneren Barbarea Handler der samen med sin mand Elliot Handler havde etableret en legetøjsfabrik under navnet Mattel, der fik dem ide at erstatte de to- dimensionelle påklædningsdukker som hendes datter og datterens jævnaldrende legede med, med realistisk udseende voksendukker - i skulpturel 3D, så at sige. 

   På en rejse til Eropa så hun 'Bild Lilli' i en butik i Schweitz.

Handler had observed Barbara and her girlfriends playing with paper dolls that depicted teenage girls or adult women. To Handler, that was their way of practicing for adulthood. Yet, aside from the two-dimensional paper dolls, no other dolls available in stores portrayed the mature female body. For that reason, she bought two Lilli dolls for Barbara during that Switzerland trip in 1956 -- and one for herself.

Da Ruth Handler kom hjem, fik hun overtalt sin mand og firmaets designere - der oprindelig var skeptiske over for ideen - til at redesigne 'Lilli' til 'Barbie' i løbet af 1957. 

They kept Lilli's general figure but scrubbed off some of her makeup, relaxed her smile and used soft vinyl instead of hard plastic to construct her.

   Fashion designer Charlotte Johnson was hired to create a tasteful, yet chic, wardrobe for Mattel's new doll. This was where maintaining Lilli's extreme hourglass shape was a necessity. Johnson was working with the same types of thick fabrics that were used in garment-making, so the doll had to have an unrealistically narrow waist and large bust; otherwise, the relative thickness of the garments would bulk up the doll and make it appear shapeless.

    The 11.5-inch (29-centimeter) final product that debuted at the 1959 New York Toy Fair didn't look drastically different from Lilli. Sporting a black-and-white-striped swimsuit, open-toed stilettos and gold hoop earrings, it had Lilli's racy curves but a more demure style. Named in honor of Handler's daughter, Barbara, Mattel called the new doll Barbie.

Problemet for 'Barbie' var imidlertid det samme som for 'Bild Lilli'. Hun var for sexet i forhold til de forestillinger køberne, pigernes mødre, havde om hvad der var et passende udseend for en dukke til deres døtre. 

The thought of having a doll with prominent breasts in the home dist­urbed some mothers. Barbie's mature body seemed borderline pornographic and potentially damaging to young girls' psyches (an argument that continues to sizzle in today's culture). After all, if the original Barbie were a person, her measurements would be 38-18-34. 

Ruth Handler og Martell besluttede at få lavet en professionel markedsundersøgelse af hvad der skulle til for at re-frame Barbie-dukken i mødrenes bevidsthed: fra at væren stimulans for mændenes fantasi til at være småpigernes drømmefigur. Og fik et overraskende svar: I stedet for at neddæmpe hendes voksne kvindelige former, skulle de overdrive dem: 

Over the course of six months, an advertising guru named Ernest Dichter studied the responses of girls and their mothers to Barbie. From his extensive research, Dichter concluded that instead of attempting to mitigate Barbie's mature qualities, Mattel should emphasize them. Since Barbie was well-dressed and attractive, mothers ought to consider her a tool for teaching their daughters about the importance of appearance and femininity. While some women would later take Barbie to task for imparting such lessons, the advertising tactic worked in the 1960s.

http://history.howstuffworks.com/american-history/barbie-history.htm 

En ekstensiv tv-reklamekampagne "did the job". Her den første amerikanske tv-Barbie-reklame fra 1959:

Ruth Handler var kreativ mønsterbryder. Hendes mor døde tidligt og hun var yngste datter i en børneflok på 10. Forældrene var polsk-jødiske emigranter. En barndomsbiografi lige efter bogen for udviklingen af særligt kreative personligheder:

Ruth Handler was born on the 4th of November 1916 in Denver, Colorado. She was the youngest of the ten children born to Jacob and Ida Mosko, the Polish immigrants. Handler’s father was a blacksmith who fled from Poland to avoid serving in the Russian army. Ida Mosko, Handler’s mother soon became ill after giving birth to her. At the age of 6 months Handler was sent to live with her older sister Sarah. Ruth stayed at Sarah’s home until she was 19. An interesting fact about the inventor of ‘barbie doll’ is that as a child she never liked playing with dolls, she rather loved earning tips working in her sister’s drugstore. Ruth preferred work to play and grew up in a family where the idea of women working outside was not at all unusual. Her family’s entrepreneurial spirits were the main reason for the development of enthusiasm in Ruth Handler.

http://lifestyle.iloveindia.com/lounge/ruth-handler-biography-10113.html