Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (1. del)

For mange år siden læste jeg i Politiken en kommentar eller en klumme. Overskriften var umiddelbart "catchy":

"Psykopater i bonzai-format"

Jeg fik mange billeder i hovedet alene af rubrikken. Så jeg var fanget - og læste i hvert fald videre med forventning...

Kommentarens indledning gemte jeg og brugte senere til at vise på overhead-transparent når jeg holdt oplæg om kreativitet for journalistiske redaktioner og studerende, specielt om brugen af metaforer og analogier som udtryk for kreativ tænkning og som led i kreativ formidling.

Jeg kom i tanker om den tekst i forgårs da jeg så forsiden af Information - med et foto af forfatteren til en ny debatbog "Spildte kræfter".

   Her følger de to første afsnit af teksten der fulgte efter rubrikken "Psykopater i bonzai-format":

Med børn er det som med katte. Den eneste grund til at man kan mene, der er søde, er deres beskedne størrelse og dermed beskedne kræfter. Et dyr, der opfører sig som en kat, men er én meter over skulderen, er totalt livsfarlig. Det kaldes i øvrigt en tiger og skal som alle fornuftige mennesker ved, behandles med den yderste forsigtighed eller en kraftig riffel.

   Hvis børn var 180 centimeter høje, ville det også være livsfarligt. Forestil Dem fx et fuldvoksent menneske , der går amok og smadrer Deres dagligstue, fordi sovsen ligger på kartoflerne og ikke ved siden af dem. Et fuldvoksent menneske, der tager tilløb og hopper op på Dem, mens De ligger på sofaen og sover til middag. Eller et fuldvoksent menneske, der slår dem, fordi De høfligt påpeger, at onsdag ikke er en farve, men derimod navnet på en ugedag. 

En fornem kreativ metaforisk blending-operation kombineret med et dobbelt tankeeksperiment: to konceptuelle input-rum mixes, et med forestillingen om katte og et med forestillingen om børn. Begge rum ses gennem et konceptuelt forstørrelsesglas, og i det mentale output-rum beskrives og forstås børn gennem den optik som den forstørred kat - tigeren - leverer. Det er både genkendeligt og grotesk - og derfor sjovt og til at grine ad.

Et af kendetegnene på den særligt kreative personlighed er ironien og andre former for dobbeltbundede og omskrevne udtryk som jeg antager hænger sammen med den paradoksale personlighedspsykologi som jeg har kaldt: "to personer i en".

   Forfatteren til teksten ovenfor er Henrik Dahl. Jeg husker at jeg faktisk grinede højt da jeg læste den, selv om jeg både elsker katte og små børn. Og teksten har også som regel udløst latter hos seminar- og kursusdeltagerne.

Henrik Dahl kender jeg tilbage fra Danmarks Radios interne forskningsafdeling i starten af 1990´erne hvor han var med til at udvikle det berømte og berygtede - men meget brugte livsstils-segmentkort "Minervamodellen", en grafisk model hvorefter befolkningen var delt op i "de grønne", "de blå", "de violette" og "de rosa" - fire storsegmenter - placeret alt efter hvordan de holdningsmæssigt stod i forhold til to akser i et koordinatsystem: moderne - traditionelle, pragmatiske - idealistiske:

"De grå" i midten tillader jeg mig at springe over her.

I sidste halvdel af firserne og begyndelsen af halvfemsern var jeg konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling, og rejste rundt til forskellige redaktioner hvor jeg bedrev program- og redaktionsudvikling.

   Et af redskaberne var netop et segment-kort - med 6 segmenter - en forløber for Minervamodellen. Det gik under navnet "scan trend" og var "udviklet" af en anden sociolog Bjarne Ruby som 1987-91 gennemført en række meget omfattende spørgeskemaundersøgelser for DR til at belyse hvordan og i hvilket omfang forskellige livsstilsegmenter så de forskellige udsendelser. Han gennemførte en tilsvarende undersøgelse for Statsministerens medieudvalg i 1995 som jeg var medlem af.

   Meningen med at bruge segmentkortet i forskellige redaktions- og programudviklings-projekter var at gøre redaktionerne og deres chefer bevidste om at der fandtes forskellig målgrupper med forskellige værdier og holdninger. Og dermed også med forskellige medie- og programpræferancer hvad angik indhold, form og udtryk.

   Vi kunne placere de programmer som redaktionen producerede, med statistisk "tyngdepunkt" et bestemt sted på kortet - markeret med et kryds. Og redaktionen kunne ud fra det filosofere over om det var den gruppe de faktisk ønskede at ramme - eller om de ønskede at ændre på programmet og konceptet så det ramte en anden gruppe - eller en bredere gruppe. Og om der var nogle segmenter der var "forsømte".

En særlig pointe var at programfolkene også kunne placere sig selv i et segmentfelt på kortet, og dermed begynde at reflektere over om de i for høj grad lavede programmer "til sig selv", dvs. for lyttere eller seere med samme sociale, holdnings- og livsstilsmæssige baggrund som deres egen.

   En anden underholdende pointe, blandt mange, var at man på kortet kunne angive hvor ejerne af forskellige bilmærker statistisk set holdt til. Citroën-ejere befandt sig godt oppe i det nordvestlige hjørne ("det grønne segment"). Gik man ned på TV-Byens parkerinspladse og talte bilmærker, kunne man konstatere at Citroën statistisk set var stærkt overepræsentere i forholdt til gennemsnittet i hele den danske befolkning.

Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 ØST i Vordingborg, brugte jeg også segmentkortet og tænkningen bag det til at hjælpe medarbejderne til at fokusere programmerne efter dem der var de regionale kerneseere: i Minerva-terminologien "de rosa" og "de violette". Alle kom på det kursus.

  På det tidspunkt var seertallet (både rating og share) helt i bund, lavere end TV 2 Lorrys, og det laveste blandt alle de regionale TV2-stationers. Et år efter lå vi på andenpladsen, kun slået af TV-MidtVest.

Min erfaring var og er at det kan være kreativitetsbefordrende for journalistiske (og andre) redaktioner at bruge segmentkortet og segmentanalysen som konceptuel frame til at diskutere og udvikle programideer og -forslag - og som afsæt til at udtænke nye programkoncepter.

   Det drejer sig i høj grad om at blive bevidst om hvordan man i forhold til indhold, form og udtryk skal dosere information, identifikation og fascination til de forskellige segmenter.
   Til det formål skar jeg de seks segmenter ned til tre: I det nordøstlige hjørne havde vi "oplevelses- og spændingsjægerne", i det nordvestlige hjørne havde vi "videns- og "autenticitets-samlerne", og i den sydlige bund af kortet havde vi  "genkendelses- og tryghedsdyrkerne."
   Oplevelses- og spændingjægerne prioriterede fascination højest når de så tv eller hørt radio, videns- og auteticitetssamlerne prioriterede information højest, genkendelses- og tryghedsdyrkerne prioriterede identifikation højest - som "indgangskriterier" til at ville se eller høre et nyt program elle dyrke et eksisterende format.
  

I 1997 udkom bogen med den herligt kreative titel: "Hvis din nabo var en bil". Og forfatteren var Henrik Dahl, som på det tidspunkt for længst havde forladt DR og oprettet eget konsulentfirma. Bogen blev fuldt fortjent et kæmpehit. Og hvor man i mange medieforskerkredse med rødder i 68, havde rynket på næsen af livsstilssegmentanalyser, eller ligefrem lagt dem for had, så kom den slags analyser og den bagvedliggende tænkning med denne bog ind i forskervarmen.

   Og jeg var begejstret fordi der endelig var en læselig, fagligt kvalificeret og inspirerende fagbog om sagen, som jeg trygt kunne henvise til - selv om den franske sociolog som fremstillingen teoretisk var hængt op på, Bourdieu, ikke sagde mig alverden.

Jeg havde i årenes løb opleve at mange især ældre journalister følte at segmenttænkningen var fremmedgørende og destruktiv i forhold til deres arbejde som seriøse kritiske journalist med fokus på det journalistiske: indhold, facts og historien - ikke på om deres journalistik i sidste instans måtte finder nåde for et bestemt segment og falde i dette segments smag.

   I deres øjne var segmenttænkningen kommerciel og på konfrontationskurs med deres rolleideal, som den fjerde statsmagt der skulle være vagthund over for magthavere, og som målgruppe derfor havde "alle" - hele offentligheden.

   Jeg synes at jeg med "Hvis din nabo var en bil", fik fagligt solid ammunition til at modgå de bekymrede og skeptisk journalister.

I  2006 kom bogen i en 2. udgave, som jeg først læste for et par år siden. Den var blevet klarere og bedre. I den anledning blev Henrik Dahl interviewet til tidsskriftet Kommunikation og Sprog og fortæller her om at han har haft spas ved at brug Bourdieu som teoretisk back up:

Det var da klart at da jeg var forskningschef i AC Nielsen, ville jeg jo gerne gøre mine arbejdsgivere tilfredse. Men samtidig har der altid været et humoristisk fundament i mit arbejde. Det er da sjovt at tage en meget antikommerciel teoretiker som Bordieu og bruge ham kommercielt. Men helt grundlæggende har jeg altid interesseret mig for hvordan identitet opstår og opretholdes.

                                       (fortsættelse følger)

Opera i manga-kostume - iscenesætter Kirsten Dehlholm - en særligt kreativ personlighed

Politiken har i dag på sit kulturtillægs side 2, en notits om endnu et eksempel på at manga-tegnestilen udnyttes til at blende ind i andre genrer.

   Manga-tegneseriestilen kommer fra Japan, og urfaderen til stilen er den verdensberømte træsnitkunstner Hokusai der tegnede en fantastisk lærebog i at tegne mennesker i første halvdel af attenhundredetallet: "Manga" - der betyder lærebog på japansk:

Jeg har tidligere fortalt om journalstiske nyheder formidlet i manga-tegneserieform, og her i Politiken får vi nu beskrevet noget som rubrikken udråber til: "Manga-opera i XL-format".

   Og hvad er så det?

Forestillingen produceres i samarbejde med Letlands Nationalopera og har nyskreven musik af britiske The irrepressibles og lettiske Santa Ratniece. Med manga-tegninger i Xl-format, klare streger og simple figurer fortælles historien om krigens væsen, hvor bl.a. en spion tages til fange og må transformere sig til fantasy-genrens superhelt for at blive befriet. Kirsten Dehlholm instruerer. Verdenspremire 2. september på Letlands Nationalopera i Riga, i oktober og november opføres den herhjemme i Arhus og på det Kgl. Teater.

Delvis indforstået sort tale. Men Kirsten Dehlholm kender jeg fra "Billedstofteatret" som jeg så en forestilling fra for mange, mange år siden. Fascinerende dame. Og en hybrid af mangastil, fantacyplot og opera, kan jeg godt se for mig som en mulighed.

   Men hvordan  det egentlig vil komme til at se ud og fungere, det kan jeg ikke greje ud fra notitsen. Så jeg billed-googler "manga" og "opera". Og... yes, masser af fascinerende hits. Fx

Det her er en illustration fra Vancouveroperaens trykte program til deres forestilling "Salome" i 2009.

  Og her fra en japansk forestilling:

Et foto fra en operaforestilling "Japan Anime Alive" som beskrives sådan:

The heroes of Japanese manga cartoons are preparing to take Europe by storm in a new 'pop opera' featuring a wild mix of martial arts and music billed as the world's biggest manga show ever.

Se trailer: http://www.youtube.com/watch?v=BW7GTYFDhrM

I øvrigt hører Kirsten Dehlholm til kategorien af særligt kreative personligheder, er jeg ikke i tvivl om. Det fremgår af mange beskrivelser at hun i den grad arbejder med konceptuel blending af genrer, motiver og synsvinkler. Ordet "Billedstofteatret" er jo i sig selv et blended udtryk.

    Hun har i mange år været primus motor i teaterkompagniet "Hotel Pro Forma", og det er også dem der skal opføre denne forannoncerede manga-opera. På hjemmesiden har den titlen "War Sum Up" - illustreret med et enkelt billede der ikke siger så meget:

Jeg er interesseret i Kirsten Dehlholms barndom og opvækstvilkår. Det viser sig at være rigtigt svært at få noget at vide om. Alle de officielle biografier om hende fortæller at hun "er født i Vejle" og at... 

... efter studentereksamen i 1963 uddannede hun sig som tekstilkunstner i Krefeldt i Tyskland 1965-66 samt Kunsthåndværkerskolen i København 1966-69. I 1969 blev hun gift med digteren Otto Sigvaldi, til hvem hun skabte de farvestrålende dragter, som han brugte, når han gik rundt på gaderne og solgte sine bøger fra sin barnevogn.

Men hvad efter fødslen og før studentereksamen? Der er et hul i biografien som ikke sådan lige er til at få fyldt ud. På nettet finder kun en enkelt henvisning til DR P1-programmet "Vita" - med journalist Mette Starck som interviewer Kirsten Dehlholm. 

   I udsendelsen snakker KD meget, længe og ivrigt om alt det hun har lavet i årenes løb. Men Mette Starch der som en god journalist også har konstateret at der er et stort hul i biografien, spørger midt inde i udsendelsen og talestrømmen: 

    Hvordan startede det hele egentlig for dig?"

   Først startede det med at jeg blev født. Og det kan jeg ikke huske. 

   Men så startede det med at jeg stjæler og lyver - som barn - og jeg sidder og maler lidt i nogle tegnehæfter. Og på en måde tror jeg det startede med at jeg havde nogle ønsker om at blive kunstner. Og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad det var, og hvad man gjorde eller... Jeg synes nok jeg var noget særligt, men i starten kunne jeg slet ikke finde ud af hvad det var for noget, og hvordan jeg skulle udtrykke det, så det ikke blev til nogle ret negative ting i min familie - som man også skulle have psykologhjælp til at klare.

   Var det det med at du løj og stjal?

   Jaah, deet var det. Men det viste sig at det kom jeg så over (ler undskyldende). 

   Jeg kan bare huske - tidligt startede det med at bruge hænderne og lave ting man egentlig ikke kunne som barn - som fx at strikke en meget stor sweater til min far da jeg var syv år. Eller... jeg ville gerne overgå alle andre og bevise noget som jeg egentlig ikke vidste. Jeg ville gerne gøre alting større. Når læreren sagde: Så stort kan man ikke lave et linoleumsnit, så lavede jeg det selvfølgelig stort. (...) Det har været en trang som sikkert har ligget i nogle gener til at udtrykke mig. (...) 

   Men alligevel tror jeg også jeg har været ambitiøs, altid. Også som barn, som meget lille barn  arbejdede jeg også med materialer som svovlsyre til at fremkalde farver, stof-farver som jeg arbejdede med, ... Jeg tror slet ikke man måtte gøre det i dag - over for børn, der er så meget man ikke må - over for børn - i dag, men det gjorde jeg altså. Jeg var nede i den der kælder, den der hobbykælder stort set altid når jeg ikke var i skole. Jeg har haft en nysgerrighed over for alt i et bestemt felt jeg ville udforske, og helst på egen hånd. Og heldigvis gik det ikke galt, det gjorde det ikke.

   Men jeg kopierede meget, jeg havde ikke den evne at tegne, jeg var ikke sådan et barn der var meget kreativt - sådan med at tegne og male, eller "ih" og "åh". Nej, det var jeg slet ikke. Jeg tegnede af, jeg kopierede fra bøgerne, og sagde også ofte at det var mit eget, men det vidste de andre godt at det ikke var, men jeg tror de varflinke, og de lod som om de troede på det. 

   Det varede længe før jeg begyndte sådan på egen hånd at skabe billedet, eller billeder. Det var først da jeg kom hjemmefra, tror jeg.

   Hvor gammel var du da?

   Der var jeg 18 år - da jeg rejste - langt væk. Men så begyndte jeg også straks at lave tøj og male kjoler og....

Umiddelbart bliver man jo ikke alverden klogere.
   Men der er en konceptuel kerne om at have et stærkt, men hæmmet behov for at udtrykke noget negativt om familien, og at hun gik til psykolog. Et blokeret behov for at udtrykke noget stærkt følelsesladet og "farligt" i direkte form i forhold til de omgivelser der har magt over en, er drivkraften i et stærkt fantasiliv hvis mål så er at få udtrykt det samme i omskrevet - metaforisk form. 

Sådan tolker jeg det hun fortæller. Og at den kreative fantasi så hæmmes af hendes ønske om anerkendelse der gør at hun kopierer i stedet for selv at skabe, en blokerende hæmning som hun først kan frigøre sig fra når hun forlader sit miljø og rejser "langt væk".

   Sådan startede den stærkt kreative personligheds mentale stavblender tilsyneladende i hendes tilfælde. Men hvad der egentlig skete i barndommen og ungdommen - helt konkret - det får lov at stå ubeskrevet hen. Hullet i den officielle biografi er der stadig.

   Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt at Kirsten Dehlholm først oplever at hun kan udtrykke sig selv ærligt, kreativt og frit da hun skifter miljø - og rejser "langt væk". Det er som om kreativiteten eksploderer, fornemmer man. Måske "kreativ vrede" ligger bag.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.

Refolution - ikke en stavefejl, men et nyt ord for en ny frame

Politiken i går havde en "international kommentar" af Vibeke Sperling. Rubrikken var fængende - ikke mindst for mig der nemt kommer til at stave forkert: "Refolutionen i den arabiske verden". Men det var ikke en stavefejl, hvad underrubrikken jo gør opmærksom på. Og starten på kommentaren:

Det er ikke en stavefejl i rubrikken, men et nyt begreb for oprør i den arabiske verden. Som John Keane, direktør for et nyt Demokrati Center ved Sydney Universitet, mener, skal der nye begreber til at forstå udviklingen: "Det bør kaldes 'refolutionen' for den radikale 'refusal', afvisning af det gamle valg mellem reform og revolution, en afvisning, som er forbløffende følsom over for de alvorlige farer ved at bruge vold til at få sin vilje."

   De fredelige opstande i regionen har været ganske overvejende fredlige med Libyen som en af undtagelserne på grund af regimets vold. I lande som Yemen, Bahrain og Syrien har oprøret holdt sig forbløffende fredeligt trods regimers brutalitet. Men alle steder passer 'refolution' fint, da oprøret ikke er til sinds at lade sig spise af med lunkne reformer, men generelt ikke svarer med vold.

Resten af kommentaren gennemgår så med John Keane som afsæt hvad der kendetegner den nye frame til forståelse og tolkning af de begivenhedsforløb der har udviklet sig i de arabiske stater de sidste 3-4 måneder.

   Selve ordet er jo et blended udtryk - et mix af 'revolution' og 'refusion'. Og 'refolutionen' er hverken udtryk for traditionelle reformbevægelser eller udtryk for revolutionært voldeligt oprør. Det er noget "tredje":

• Alle steder retter oprøret sig mod  "en elite, som har stukket landenes rigdomme i egne lommer."
• Millioner af menneskers mentale liv har ændret sig afgørende: "Folk går nu anderledes ranke i gaderne, og skjulte kvindebevægelser træder ud af skabene. Der tales om hvad værdighed, retfærdighed, frihed og demokrati egentlig betyder for hver enkelt."
• I sammenligning med "fløjlsrevolutionerne i Europa i 1989  er de arabiske oprørere blev mødt med "meget mere vold", men "regimernes drab på egne borgere bringer kun flere i gaderne."
• Opstandene indebærer generelt "afvisning af at bruge  de tidligere regimers metoder imod dem selv. I stedt kom erobring af offentlige pladser (...) som noget ganske nyt.
• Og endelige: "det er hverken sekulære eller religiøse opstande. Refolutionerne er også afstandtage fra de gamle orientalistiske fordomme i Vesten."

Som gammel 68´er får jeg også klare mindelser om ungdomsoprøret for nogle og fyrre år siden. Det nævnes ingen steder i Vibeke Sperlings/John Keans opstilling af den nye kategori at det i meget høj grad er et oprør med unge, relativt højtuddannede i front. Og vendt mod et system af gamle autoritære og korrupte mænd.

Jeg googler lige 'refolution' og bliver præsenteret for en anden ophavsmand til begrebet end John Keans. På www.iranian.com er der en blogger, Alborz, som skriver følgende:

The social, political and economic transformations in Eastern Europe, the former Soviet Union and China point to the end of violent revolutions and the emergence of a new approach to transformation that involves reform and revolution.  Timothy Garton Ash, Professor of European Studies at Oxford University, coined the term refolution to describe the hybrid form of change that had taken place. These transformations were non-violent and pointed to a belief that violence generates enemies and it causes great pain and suffering.  Several generations of these societies had lived through such pain and suffering and were determined not to repeat the experience for future generations.

Her er det tydeligere at der er tale om blending, både sprogligt og indholdsmæssigt - af 'reform' og 'revolution'. Og senere i indlægget uddybes hvad der ligger i den voldsafvisende form for samfundsforandring set i iransk kontekst. Her fremhæves ungdom, kvinder, nye medier - og generelt det grænseoverskridende i bevægelsen:

The emergence of hybridized world where societies and cultures are now able to interact and morph into new vibrant societies that value not purity in race, culture, religion, or tradition understandably poses a threat to the pillars of power in Iran.  The youth of Iran and more significantly the women of Iran have emerged as a valiant champions of universal principles adopted by this hybridized world. They have moved from being negatively critical to being Critical in the positive sense, where one change will quickly lead to another – or critical tipping point. Simple acts of texting, tweeting, emailing, congregation, social networking, and chanting now define the new forces of change in this hybridized world.

Ord som 'morph' og 'hybrid' peger på at der ligger komplekse mentale blendingprocesser under disse oprør, hvad der jo i hvert fald også gjorde i ungdomsoprøret i slutningen af 60´erne.

Citater om kreativitet - og om ideer - og om metaforer i fortællngens form

Citater, ordsprog, bon mot´er, grafittier, slogans, aforismer, lignelser, bevingede ord, fabler - er alle "litterære kortformer" - velegnede til at give sandheder og erfaringer videre - i en form som er til at huske. Ofte indeholder de paradokser, ofte er de ironiske. 

   Er de gode, udløser de en aha-oplevelse. Her er nogle citater om kreativitet: 

• Politik er det muliges kunst, kreativitet det umuliges kunst (Ben Okri)

• Kreativitet er utilfredshed/frustration oversat til kunst (Eric Hoffer)

• Kreativitetens hovedfjende er sund fornuft (Pablo Picasso)

• Enhver kreativ handling er først og fremmest en destruktiv handling (Pablo Picasso)

• Der er to måder at være kreativ på. Man kan synge og danse, eller man kan skabe omgivelser hvor sangere og dansere blomstrer (Warren G. Bennis)

• Kreativitet kommer af ingenting (Gertrude Stein)

Nettet er en guldgrube hvis man skal finde citater - quotes - om et tema som fx kreativitet. Og de her jeg lige har citeret, er nogle som jeg "høstede" for et par år siden til at kvikke lidt op på mine powerpoint-slides til mit oplæg om kreativitet for de journlaiststuderende. 

   Hver af dem rammer jo faktisk i en enkelt sætning ind i kernen af begrebet kreativitet: at kreativitet står i modsætning til logik og fornuft (jfr. de to hjernehalvdele), at kreativitet aktiveres af frustrationer ("vrede"), at destruktion kan være en nødvendighed for at kreativiteten kan blomstre, at kreativitet også er noget man som leder kan fremme hos andre, og at kreativitet for en stor del indebærer processer i det kognitivt ubevidste.

Et af de centrale begreber i forbindelse med temaet kreativitet, er ideer. Det at få nye og gode ideer er formålet med bevidst at fremme kreative processer:

• En ide som ikke er risikabel, er ikke værd at kalde en ide (Oscar Wilde)

• Brug altid den bedste ide først (Poul Nesgaard)

• Gode ideer skal ikke blot have vinger, de skal også have et landingsstel (anonym)

• Mange afviser en ide, bare fordi det ikke er deres egen (Louis Buñuel)

• Mine bedste ideer får jeg under morgenbarberingen. Jeg konkluderer heraf at folk med skæg ikke har mange ideer (Dennis Gabor)

• Vi ved ikke hvem der opdagede vand, men vi kan være sikker på det ikke var en fisk (anonym)

• Midt i vanskelighederne ligger mulighederne (Albert Einstein)

• Jo mere du træner, jo heldigere bliver du (Peter Schmeichel)

• Får du en fuglelort i hovedet, så tænk positivt, og vær glad for at en ko ikke kan flyve (anonym)

Gode ideer er flygtige og skal behandles med varsomhed. Gode ideer udspringer af konflikter og realiseres næsten altid under modstand. Gode ideer kan ikke fremtvinges, men kommer som en gave hvis man er heldig. Gode ideer kommer af fremmedgørelse i forhold til det alt for velkendte. Gode ideer forudsætte at du er positiv og optimistisk, pessimisme er døden for gode ideer.

Jeg kom i tanker om mine powerpoint-slides, ved at læse et af kapitlerne i bogen "I is an Other" af James Geary, som jeg tidligere har fortalt om. Kapitlet har titlen "Metaphor and Parables and Proverbs" - og undertitle "Mighty Darn Good Lies".

   Jeg fik en aha-oplevelser her, fordi han kobler lignelser, ordsprog, fabler og allegorier sammen med metaforer. Han siger fx at "parables are narrated metaphors; they place af fictional story by the side of a fact of life". En lignelse er en metafor i story-form, siger han altså. Det er belærende fortællinger.

 

Han refererer til "neuroimaging studies", som er den empiriske forskning som eksperimentelt forsøger at visualiserer hvad der foregår i hjernen ved en vifte at målemetoder.

   Han fortæller at disse studier viser at praktisk indlæring faktisk finder sted når vi læser eller får fortalt  en "belærende historie". Fordi...

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locations in space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar siutaitons in real life. The regions involved in  processing goal-directed activity ande the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulting what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsels for real life.

Efter at have slået fast at en lang række lignelser, fabler, allegorier og ordsprog er en slag metaforer i fortællingens form,  så bruger han metaforteoriens skelnen mellem "source" og "target" til at stille spørgmsålet hvad er "target" hvis disse fortællinger er "source"?

   I en almindelig metafor er det som regel helt klar hvad der er hvad: Vi skal se og forstå "target" gennem den optik som leveres af "source". Det metaforiske udsagn: "Forelskelse er en sygdom." - betyder at vi skal forstå og tænke på "forelskelse" som havende nogle af de samme egenskaber som kendetegner en "sygdom".
   Amerikanerne ville sige at "falling in love" (= "target") is understood in terms of "being ill" (= "source"). Med den metaforiske sætning sker der en "mapping" fra den fysiske sygdoms domæn til kærligheds-følelsens domæne. 

But parables and proverbs are all source and no target. There is no explicit link between the events described and the meaning ascribed. There is not the slightest clue in either parables or proverbs as to their ultimate significance, yet we imediatly understand what they mean.

Hvad er fx "target" for Æsops dyrefabler, eller for Jesus lignelser? - kunne man spørger i forlængelse heraf.

   Svaret blæser ikke i vinden: Det er dig selv, det er dine egne værdier, din egen moralske verden som du får mulighed for at anskue gennem fablens eller lignelsens optik. Der sker en metaforisk "mapping" fra den fiktive virkeligheds domæne (fx dyrenes verden hos Æsop) til din faktiske subjektive virkeligheds domæne.  

Og jeg bliver lidt glad for min egen gamle metafor for en metafor: "et overføringsbillede". Lignelser, fabler, allegorier kunne man så kalde "overføringshistorier".