Blending af journalistik og politik - er det en kreativ udvikling eller forfald?

Politiken i går havde en rubrik på deres medie-temaside: "Politikere og journalister forhandler avisforsider".
   Manchetten fortalte hvad vinklen var: "Der er opstået en forhandlings-kultur på Christiansborg, hvor journalister og politikere drøfter, hvad der skal til, for at politikerne rammer forsiden med deres budskab. Det viser en ny ph.d.-afhandling, og det bekræfter journalister og spindktorer."
   Artiklen er skrevet af Jakob Elkjær og Torben Benner. Og ph.d.-afhandlingen er udarbejdet af Camilla Dindler.

Artiklen beskriver - med afhandlingen som kilde - hvordan Christiansborg-journalisterne fortæller politikerne på Borgen hvordan de skal tillempe deres budskab - frame historien og skærpe vinklen - for at komme på avisens forside. Og at politikerne rent faktisk hører efter og gør det de bliver bedt om for at  at nå målet: at komme ud med noget der vækker opsigt og giver genlyd på den politiske scene.

I min terminologi er det som afhandlingen og artiklen beskriver, et udtryk for kreativ konceptuel blending: to i princippet klart adskilte konceptuelle rum: det politiske og det journalistiske, "befrugter" hinanden gennem åben snak,  og som output kommer et "blend" i form af en forsidehistorie, som journalisten er glad for fordi det er prestigefyldt at få sine artikler på forsiden, og som politikeren er glad for for at trænge effektivt igennem til offentligheden med sit (journalistisk tilpassede) budskab.

Artiklen giver med afhandlingen som kilde et konkret eksempel der tydeligt viser at der er tale om konceptuel blending: 

   En journalist spørger en spindoktor fra SF om man internt diskuterer "at indvandrerballaden også skyldes kultur og ikke bare socioøkonmiske forhold". Svaret er bekræftende. Det fører til at journalisten et par dage efter spørger spindoktoren om "man kunne få Villy til at sige noget om den diskussion". Det fører til (og her er så et "spring" i historien) at SF-formanden marts 2008 får en Politiken-forside hvor han udtaler at venstrefløjen må forholde sig kritisk til blandt andet den del af den muslimske kultur der undertrykker kvinder. Rubrikken: "Villy Søvndal gør op med udlændingepolitik".

   Ph.d.-afhandlingens forfatter konkluderer her: 

"Der en gråzone mellem de forskellige aktører hvor man ikke kan sige, hvem der fik ideen. SF´s kursændring var formentlig ikke kommet frem, hvis ikke en journalist havde set potentialet i den. SF og Villy Søvndal var til gengæld ikke gået ud med budskabet, hvis de ikke mente det." 

At politikere tilpasser standpunkter, strategier og budskaber til hvad der interesserer journalisterne og matcher deres professionelle forventninger, det er der ikke noget nyt i. Det er i forvejen det politikerne har oprettet presseafdelinger og ansat spindoktorer til at hjælpe dem med. Politikere er også - qva deres professionelle rolle - vant til at bøje standpunkter i forbindelse med kompromissøgende forhandlinger (at det "normalt" er sådan har vi glemt lidt under VKO-regimet). Og som salig Jens Otto Krag er citeret for: "Man har et standpunkt til..."

Jeg synes til gengæld at Jesper Thorbo-Carlsen, der er politisk redaktør på Berlingske, formulerer sig på en måde som er afslørende for en journalistisk kynisme:

"Grundlæggende handler det om at vi som journalister har nogle kriterier for, hvad der er en god historie.Vi tester af, hvor spidst politikerne kan lave  et udsagn. Man kan sige til en politiker, at det der er ikke interessant, men hvis du vil sige det her, så er det interessant."

Jeg har svært ved at forstå det på anden måde en at journalisten lægger ordene i munden på politikeren, og at han i praksis fungerer præcis på samme måde som en spindoktor gør, nemlig giver råd om hvordan man skal få et budskab igennem porten til offentligheden.

   Thorbo-Carlsen fortsætter:

"Det handler om at kvalitetssikre det, der kommer ud. Vi tydeliggøre de journalistiske kritererier for politikerne og lægger nyhedskriterierne frem. Men politikerne går ikke ud med et budskab, de ikke kan lægge ryg til."

Hvad angår den sidste sætning, taler Thorbo Carlsen jo klar mod bedreviden. Og at bruge ord som "teste" og "kvalitetssikre" er jo ord fra en anden verden end den journalistisk og politiske. Hvem "tester" og "kvalitetssikrer" hvad? - Svaret ligger lige for: Fabrikanter og sælgere af varer! 

   Thorbo-Carlsen gør brug af en konceptuel metafor der framer den politiske journalistik som han er redaktør for, som et rent kommercielt produkt, en frame der helt borttænker den politiske journalistik som en central del af demokratiet. 

   Og præcis på grund af at den frame styrer hans professionelle tænkning, så kan han naturligvis ikke se noget "odiøst" i det.

   Det er der dog en del andre af de journalistiske kilder i artiklen der kan.

Kreativt nyhedsindslag i Tv-avisen - af Niels Kvale - om italienernes syn på Berlusconi

Tv-avisen havde et kreativt tænkt og udført indslag i går i 19.30-eren. Reporter var Niels Kvale. Nyhedsvært Klaus Bundgaard.

   Sømmet var at idag blev retssagen i Italien mod Berlusconi indledt, hvori han står anklaget for købesex med en mindreårig. Den nyhed er blevet for-skræppet i ugevis. Og den blev nyhedsmæssigt også en fuser, for retssagen blev straks udsat. Så redaktionen og reporteren havde måttet være kreative og finde på en anden vinkel end den som begivenheden i sig selv kunne levere.

Selve det redigerede indslag var et delelement i "en pakke" bygget op efter berettermodellens faser: Historien og dens baggrund blev først præsenteret af Claus Bundgaard i en voice over til en montage af dækbilleder fra arkivet;  derefter kom der uddybning og point of no return i en live stand-up dernedefra med reporter Niels Kvale i billedet; så fulgte konfliktoptrapningen i form af selve indslaget med vinklen: at den menige italiener var stærkt delt i synet på Berlusconi: enten forfulgt uskyldighed eller vaneforbryder; og endelig klimaks i form af endnu en live-stand up med Niels Kvale, der blev spurgt om Berlusconi også ville klare frisag denne gang; Niels Kvale havde havde forberedt en flot punch line til at slutte sit svar:

Man plejer i Italien at sige at der altid er tre ting der overlever: Det er Fiat, det er Paven og det er Mafiaen; hvis Berlusconi også overlever denne gang, så kunne det være  man skulle til at sige: at der er fire ting der altid overlever, altså også Berlusconi selv.

Alt det, kan man sige, var lige efter bogen. Sådan bygger man en "pakke" op i en moderne tv-nyhedsudsendelse: en relativt dyr redigeret reportage som kerne, "pakket ind" i en række billigt producererede live-elementer.

Men det var selve det redigerede reportage-indslag jeg opfatter som specielt kreativt tænkt og udført - med et lille dramatisk handlingsforløb der selv var bygget op efter berettermodellens spændingskurve - oplevelsesmæssigt lidt hen i retning af en ultrakort fluen på væggen-dokumentar.

   Hvor man traditionelt ville have valgt at bygge sådan et indslag op af nogle sammenredigerede voxpop-sync-er til at dokumentere vinklen: at italienerne var uenige, evt. bakket op af en ekspert, så havde reporteren her fundet en restauratør som havde en nabo der var frisør, og med de to som hovedkarakterer havde han iscenesat et diskussions- og konfrontations-plot til optagelserne:

   Først oplevede vi restauratøren udtale  sit uforbeholdne pro-synspunkt inde ved bardisken direkte til kameraet; derefter fulgte vi ham gå ind til frisøren ved siden af, der var lige så kraftigt imod og mente at Berlusconi skulle have været dømt for 30 år siden.

   Derfra oplevede vi så de to geråde i "typisk" italiensk livlig og ilter diskussion i salonen, mens frisøren fortsat stod og klippede; og også en kunde blandede sig og kom med indlæg.

   Indslaget udtonede smukt med at vi udefra ind igennem frisørsalonens rude så diskussionens parter fortsætte - med en voice over der spåede at den diskussion ville fortsætte længe endnu (med underteksten: fordi Berlusconi sikkert ville lykkes med at få udsat sagen i rigtig lang tid, eller få den afblæst).

I en kort stund oplevede vi det menige Italien som har levet med Berlusconi år ud og år ind, igennem den observerende dokumentars optik: et lille stykke autentisk nærværende virkelighed, indlagt som en perle i den konventionelle distancerende en nyhedsframe. Og journalistisk set var det et smukt eksempel på metonymisk tænkning hvor vi fik indblik i den store historie gennem den lille.

Godt tænkt, godt udført!

Kreative fornyelser af den fortællende journalistik

Jeg har fundet to eksempler på fortællende journalistik i Søndags-Politiken den 3/4 der er værd at se nærmere på fordi de på hver sin måde bryder med de efterhånden veletablerede genrekonventioner som lærebøgerne beskriver.

Det ene eksempel er forsideartiklen fra PS-sektionen der fortsætter inde på side 4. Rubrikken er "Løkkes vej i krig" - med underrubrikken:

Et enigt Folketing sendte Danmark i krig i Libyen. Politikken har kortlagt forløbet og giver her et indblik i en historisk beslutning, der vil ændre dansk udenrigspolitik. Et forløb, der viser, at den amerikanske præsident fem dage før krigen fortalte Lars Løkke, at USA´s støtte til krigen ikke var sikker: 

Journalisterne er Mette Østergaard og Morten Skærbæk.

     Fortællende journalistik er en rekonstruktion i ord af et journalistisk interessant handlings- og begivenhedsforløb,  kronologisk fortalt og delt op i scener, og med en eller flere handlende hovedkarakterer fra virkelighedens verden. Det hører med til genrekonventionerne at man gengiver interessante og karakteriserende detaljer, og at udtalelser gengives i replikform - ikke i interviewcitater. Amerikanerne taler om "narrativ journalism" og om "journalism that reads like af novel". Altså en blended genre.

   Faderen til denne genre, som i 60´ern blev kaldt "new journalism" var journalisten og forfatteren Truman Capote der skrev bogen 'In Cold Blod', en fortælling som rekonstruerede historien om et grusomt mord på en helt uskyldig familie i Kansas, baseret på omfattende journalistisk research og omfattende interviews med en af morderne mens han sad i fængsel, og inden dødstraffen blev eksekveret.

   Ordet "faction" blev vist nok opfundet netop til at karakterisere hvad der genremæssigt kendetegnede den bog.

Artiklen her i Politiken indledes sådan her - lige efter bogen, kan man sige:

FN-mandatet skal gå videre end et flyveforbud. Ellers er det usikkert om USA kan deltage i krigen i Libyen. Så klar meldingen fra Barack Obama til Lars Løkke Rasmussen mandag 14. marts.

   Klokken er omkring to om eftermiddagen amerikansk tid. I det hvide hus i Washington mødes statsministeren og præsidenten. Med til mødet har Løkke sin departementchef Christian Kettel Thomsen, (...) Bag dem sidder også en kontorchef, en ministersekretær og en pressechef.

   På den anden side af bordet har Obama ditto opstilling. Stabschef Bill Daly, (...). Bag dem Europa-chefen og Danmark-Ansvarlig Jeff Hovenier.

   Det er kun Obama og Løkke, der taler. De er omkring emner som Afghanistan, katastrofen i Japan og pirateri. Nu falder snakken på Libyen, og, og præsidenten giver udtryk for at han skeptisk over for, om et flyveforbud vil have den ønskede effekt. (...) Statsministeren er enig i, at et flyveforbud næppe er nok, men mener også, de vil være et uheldigt signal at sende til andre ledere i Mellemøsten, hvis man ikke griber ind over for Gaddafi.

Artiklen slutter med:

Om søndagen - en uge efter  at Løkke landede i Wshington med alle sine tvivl, var danske fly i luften over Libyen.

Bortset fra denne udgangssætning er fortællingen holdt i dramatiserende nutid. Og vi ser hvordan der indledningsvis sættes en scene med de to hovedpersoner over for hinanden med hvert sit hold af adjudanter omkring sig. Samtalen refereres i indirekte gengivelse fordi det ikke har været muligt at interviewe sig ordlyden af de præcise replikker.

   Det der er det specielle, er at fortællingen mixes med kortere og længere interviewcitater fra Lars Løkke. Dette "brud" på genren indledes sådan her:

Godt to uger senere fortæller Statsministeren om sine oplevelser, da Politiken møder ham til et interview i Statsministeriet.

"I den første fase gik hele debatten på, at vi skulle etablere en flyveforbudszon i Libyen. Man fik næsten en opfattelse af, (....)

Derefter pendler artiklen mellem fortælling med scenisk rekonstruktion af begivnhedsforløbet og uddybende interviewcitater i slutningen af hver scene.

   Det er altså en slags blending i anden potens: et traditionelt interview med en magthaver om hans rolle i og refleksioner over en vigtig politisk beslutning og hvad der førte frem til den, monteret samme med en journalistisk fortælling hvor læserne får et kig ind bag murene hvor politikere mødes og diskuterer strategier, og et kig ind i deres hoveder hvor overvejelserne foregår.

Det andet eksempel på en journalistisk fortælling er fra nyhedssektionen den 3. april, hvor der efterhånden ofte er flere kommentarer og analyser (views) end nyheder (news). Genreetiketten er: "POLITISK ANALYSE". Rubrikken lyder: "Pia tager sig godt betalt". Underrubrikken: "Forhand-lingerne med Lars Lykke Rasmussen kan udløse et valg." Journalist: Peter Mogensen, forhenværende spindoktor.

    Genremæssigt er der umiddelbart ingen ugler i mosen: en af Peter Mogensens sædvanlige noget luftige og vidtløftige forudsigelser, regner man med. Derfor kommer første linie og første afsnit som en overraskelse:

Det er sidst i april 2011. Vi er på Marienborg i statsministerens embedsbolig. En af valgperiodens vigtigste politiske forhandlinger tager sin begyndelse. Det er aften og ilden knitrer i pejsen på første sal, og stearinlysene på det sorte piano er tændt. I lokalet er kun fire personer - statsminister Lars Løkke Rasmiussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, partileder Pia Kjærsgaard og hendes næstkommanderende, Kristian Thulesen Dahl.

   Der er dømt politisk poker.

   (...)

   Statsministerens humør var ikke for godt før mødet, men han strammer sig an, når han kigger på på Kjærsgaard. Er dette det historiske brud på ti års stabilt samarbejde. (...)

Peter Mogensen slutter "analysen" sådan her:

Løkke kan mærke DF-lederens blik på ham. Hun præsenterede sine krav med bemærkningen om at 'dette var minimumskrav', og at 'hun måske alligevel hældte til at tage det valg nu.'

   Statsministeren rejser sig, kigger på sin finansminister og beder om en time out i forhandlingerne.

Søndag 3. april 2011

Sådan, kære læser, kan forhandlingerne meget vel forløbe mellem Kjærsgaard og Løkke om nogle uger. Kjærsgaards pris er høj, meget høj. Afgørende bliver det, om Løkke kan overbevise DF-lederen om, at han tror på en valgsejr. Men det er kun første forhindring. Der bliver en lang aften på Marienborg.

Lærebøgerne i fortællende journalistik understreger betydningen af grundig og nøjeregnende research til at bakke fortællingens faktuelle fundament op.

   Den her journalistiske fortælling har slet ingen research som grundlag, den er ren fantasi og spekulation. Det er det jeg tidligere har beskrevet som et hypotetisk fremtidsscenarie i fortællingens form, beslægtet med science-fiction; og i princippet kun baseret på almen- og specialviden hos forfatteren, fx her om hvordan der rent faktisk ser ud inden for Marienborgs mure.

   Men det er kreativt tænkt og gjort af Peter Mogensen, og på en måde jo mere i overensstemmelse med den ret så luftige, udokumenterede og kildeløse substans der udgør indholdet i Peter Mogensens mange ret traditionelt skrevne analyser i Politiken.

Men når journalisterne i begge tilfælde har valgt den narrative form, er det rimeligt at spørge: Hvad gør fortællingen egentlig ved det journalistisk stof som det formidler - i sammenligning med de mere fakataorienterede informative journalistiske fremstillingsformer?

   Ja, faktisk det samme som en metafors "source" gør ved metaforens "target",  nemlig leverer en særlig optik som stoffet - historien - så anskues og filtreres igennem, sådan at det blendede produkt leverer flere fascinations- og identifikationsmuligheder for læserne.

   Man kan sige at det at vælge fortællingen, framer den rapporterede virkelighed så den kommer i øjenhøjde med læserne og placerer dem i en slags fantasistimulerende fluen på væggen-observatørposition.

Baby-talk: Dokumentation for spejlneuronernes eksistens - og deres betydning for at mennesket lærer sprog

Jeg har i en flere tidligere blogindlæg omtalt spejlneuronerne, som er nerver der i hjernen aktiveres (lyser op ved skanning) både når man selv udfører en handling, og når man ser andre gøre den samme handling, og som også aktiveres når man forestiller sig - simulerer - den handling inde i hovedet uden hverken at se den med øjnene eller selv udføre den.
    Disse neuroner må være  aktive og i funktion når man smiler til andre og de returnerer smilet - automatisk.
    Spejlneuronerne må også være en afgørende forudsætning for identifikationsmekanismerne når man ser en film og ved hjælp af dem kan genkende egne handlinger og dermed forbundne følelser i det man ser udfolde sig på lærredet eller skærmen. Hvordan skulle man ellers blive rørt over en film? Eller blive bange og ville holde i hånd eller gemme hovedet når man ser noget uhyggeligt eller grusomt på lærredet?

Der er god grund til at tro at at spejlenuronernes eksistens og funktion også er en af de vigtigste forudsætninger for overhovedet at lære sprog - som jo nemlig sker ved at man efterligner det andre siger samtid med at man i situationen i fællesskab ser på det man taler om: "far", "mor", "mam", "vovov" etc.
    Og helt generelt må det være afgørende for overhovedet at kunne indgå i samtaler - interaktiv kommunikation - hvori man forusætter at den anden indvendig/mentalt ser ud som en selv - og derfor forstår det samme som man selv tænker og mener ved det man udtaler.

Jeg synes at alt det dokumenteres på festligste vis i ovenstående YouTub-klip med to tvilling-babyer der tydeligvis kommunikerer og spejler sig i en entegreret proces. Man lægger mærke til at når den ene løfter og vinker med højre arm, så gør den anden det med venstre, den lige overfor, altså som om han så sig selv i et spejl.
   Man kan også lægge mærke til hvordan de to blebørn udvksler rent relationelle budskaber ved at kopiere og returnere hinandens lydreplikker, ligesom når vi siger goddag - goddag, farvel - farvel, tak - selv tak, du er dum - det kan du selv være.
  Men men kan også notere sig at der er et underliggende spørgsmål-svar-mønster i udvekslingen der styrer intonationen i deres ba-ba-ba-plapren.

Samlet dramaturgisk opskrift på en aprilsnar - en opfølgning

I foregående blogindlæg gav jeg noget af den dramturgiske opskrift på den blendede nyhedsgenre en aprilsnar. Den opskrift gør jeg lige færdig i dette indlæg. Aprilsnaren hvis formål ofte er satiriske at udstille vores mere eller mindre absurde nyhedsverden, trækker på tre konceptuelle input-rum: et hvori vi har form og udtryk fra nyehdsjournalistikkens artikler, et rum der udgøres af indhold fra en fantaseret men mulig virkelighed, og et rum hvorfra der kan hentes et sæt af nogenlunde præsente nyhedsskabeloner eller samfundstendenser.

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mocumentary/fup-dokumentar".
    Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.
   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups.

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand,  sammenfattet i en påstand som hvis den var sand har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".
   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle. Eller som her en af de mest berømte om gratis snaps i spandevis:

De Danske Spritfabrikkers fabrik til produktion af Gammel Dansk i Roskilde blev offer for en aprilsnar, da den lokale avis Roskilde Tidende bragte en historie om en produktion, der ved en fejl havde fået for høj alkoholprocent til det danske marked. Da man ikke kunne sælge produktet, kunne avisen meddele at man ville forære det væk til byens borgere. Næste morgen mødte mange frem med med alt fra 1½ liters flasker til baljer – eddike var udsolgt i hele byen, idet folk tømte dunkene i kloakken med henblik på at fylde dem med spiritus. Det viste sig imidlertid, til manges store skuffelse, at avisartiklen var en aprilsnar.

Tv-avisen i 1986 bragte historien om en opfinder der ved et tilfælde have opdaget at det var muligt at modtage satellit-tv uden en parabol; man skulle blot beklæde en stegepande med staniol og vikle antenneledningen rundt om håndtaget: efter sigende var der en stigning i salget af staniol i de følgende dge.
    Aprilsnarre der frister folk til handling, risikerer jo naturligvis at give bagslag og gør folk sure. Jeg minder om den berømte radio-mocumentary, Orson Wells´ 'Klodernes kamp' der i USA i 1938, skabte panik i store dele af befolkningen fordi de troede at et stykke radioteater, var autentiske braking news-reportageindslag fra en invasion af 'aliens'.

Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller et nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en del af troværdigheden. Her er nogle eksempler hvor det er tydeligt at de efterligner eller "forlænger" tidligere nyhedskabeloner

- Atomaffald, som skal deponeres under det nedrevet ungdomshus på Jagtvej 69. Krogen: en række nyhedsindslag om problemer med at finde egnede steder til at deponerer dansk atomaffald.
- Oplysning om en ny madpyramide, som både indeholder slik, kager, is og sodavand. Krogen: Der har i flere år været diskussioner om hvorvidt den eksisterende anbefalingerne i den gamle madpyramide faktisk har hold i ernæringsforskningen.
- Caroline Woznacki ville skifte det danske statsborgerskab ud med et polsk. Krogen: en ophedet politisk skandale i medierne om statsløse og deres ret til statsborgerskab og debat om de danske regler om at man ikke må have dobbelt statsborgerskab.
- Danmark er blevet 30 kvadratkilometer mindre efter jordskælvet i Japan. Krogen: Det japanske jordskælv som har været et af de kraftigste nogen sinde.
- Ulven Peter fra Paradise Hotel stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti. Krogen: At flere medie-kendiser, bla. Joachim Boldsen, stiller op for Liberal Alliance
- Man har udviklet en ny app til smartphone, der gør det muligt at scanne fosteret med mobilen. Den kan downloades på fyen.dk og koster ikke en krone. Krogen: en masse medie-hype omkring om fremkomsten store mængder af nye gratis apps til smartphones.
- Nye arkæologiske fund i forbindelse med udgravningerne til den nye københavnske metro viser, at muslimer har været bosat i Danmark siden 1200-tallet. Det er tegn på god integration, siger en ekspert til avisen. Samtidig skulle efternavnet Hansen åbenbart stamme fra det daværende almindelige navn, Hassan-søn. Krogen: at udgravninger i forbindelse med store anlægsarbejder faktisk jævnligt i de senere har ført til interessante og overraskende arkæologiske fund, og at den antimulismske bevægelse i Danmark udtaler at muslimer som de fremmede de er, ikke bør have borgerskab i Danmark.
- S-SF vil have grønne ministerbiler, hvis de vinder valget. Krogen: Rød blok har lanceret en række grønne forslag som de vil gennemføre efter et folketingsvalg.
- Der kommer nu et nyt gebyr på email for at forhindre spam. Det kommer til at koste syv øre at sende en mail fra den 1. juni. Krogen: at både det offentlige og banker pålægger borgere og kunder stadig nye udgifter igennem indførelse eller opskrivning af gebyrer.
- Borgerne skal selv for fremtiden lappe deres vejhuller i en række kommuner i region Sjælland. Kommunen kommer med asfalt og værktøj, og så kan borgerne ellers bare gå i gang. Krogen: at kommunerne ikke har råd til at vedlige holde vejene efter den hårde vinter, og en lang række tiltag i forskellige kommuner der skal vælte ellers kommunale udgifter over på borgerne, f.eks. at tvangsprivatiserer kommunale veje.
- EU vil gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nu oplyses på varedeklarationen i hvilken kommune, bien har hentet sin nektar. Da bierne ikke er udstyret med GPS, er det ikke muligt at overholde - endnu. Krog: strømmen af absurde og urimelige direktiver fra EU.

Indpakning af maddingen  er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.
   De moderne muligheder for at manipulere film og fotos digitalt, gør det til gengæld rigtig nemt at ledsage fup-historien af overbevisende troværdige billeder.

Aha-oplevelsen er målet. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det umiddelbart allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

Indbygget set up til afsløringen af at det er løgn, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder et ellers ukendt navn på et fænomen i historien: "lirpa" - april stavet bagfra, som her:

Mere end halvdelen af de danske huse vil stå under vand om 20 år på grund af klimaforandringer. Tre pæle og en gummimembran kan redde dit hus.

 

Klimaændringerne i Danmark bliver langt værre end forventet, viser nye beregninger fra den uafhængige organisation Lirpa 1. Forskerne i Lirpa 1 mener, at vandstanden i havene vil blive øget med mindst to meter inden for de næste 20 år, og det betyder, at mere end halvdelen af de danske boliger vil stå under vand.
- Det bliver syndfloden om igen. Danskerne kan lige så godt vænne sig til at gå med vaders nu, siger Peter Ørred, leder af Institut for Klima og Fisk i Lirpa 1.

Fang friske fisk under dit hus
Peter Ørred mener også, at du bør sætte et stort fiskenet op mellem pælene.
- Den høje vandstand vil betyde et farvel til landbruget, som vi kender det i dag, med masser af køer og grisebasser. Det kan give mangel på kød, og så er det jo oplagt at blive selvforsynende med fiskefileter og hvalbøffer, siger han. 

Husejer: Giv tilskud til pæle og kran
Morten U. Lykkesfugl er en af de danskere, der allerede har oplevet at få sit hus oversvømmet. Det skete under det massive regnskyl i juli 2007. Han vil gerne have sit hus på pæle, men har ikke råd, da finanskrisen har fjernet friværdien.
- Derfor bør regeringen straks gøre det muligt også at få tilskud til både køb af pæle og til de udgifter, der vil være til den kran, der skal løfte huset, mens pælene bliver sat på plads, mener han. 

Kun støtte til pæle fra EU-lande
Formanden for Dansk Pæle Forening, Jesper Gren, er enig.
- Jeg mener, at der skal gives tilskud til køb af fire pæle – den ekstra kan stå som reserve ved siden af huset og bruges til at fortøjre éns båd eller evt. til pælesidning. For at mindske finanskrisen i vesten bør man kun give støtte til pæle produceret i EU, siger Jesper Gren.

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?
   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".
   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.