Baby-talk: Dokumentation for spejlneuronernes eksistens - og deres betydning for at mennesket lærer sprog

Jeg har i en flere tidligere blogindlæg omtalt spejlneuronerne, som er nerver der i hjernen aktiveres (lyser op ved skanning) både når man selv udfører en handling, og når man ser andre gøre den samme handling, og som også aktiveres når man forestiller sig - simulerer - den handling inde i hovedet uden hverken at se den med øjnene eller selv udføre den.
    Disse neuroner må være  aktive og i funktion når man smiler til andre og de returnerer smilet - automatisk.
    Spejlneuronerne må også være en afgørende forudsætning for identifikationsmekanismerne når man ser en film og ved hjælp af dem kan genkende egne handlinger og dermed forbundne følelser i det man ser udfolde sig på lærredet eller skærmen. Hvordan skulle man ellers blive rørt over en film? Eller blive bange og ville holde i hånd eller gemme hovedet når man ser noget uhyggeligt eller grusomt på lærredet?

Der er god grund til at tro at at spejlenuronernes eksistens og funktion også er en af de vigtigste forudsætninger for overhovedet at lære sprog - som jo nemlig sker ved at man efterligner det andre siger samtid med at man i situationen i fællesskab ser på det man taler om: "far", "mor", "mam", "vovov" etc.
    Og helt generelt må det være afgørende for overhovedet at kunne indgå i samtaler - interaktiv kommunikation - hvori man forusætter at den anden indvendig/mentalt ser ud som en selv - og derfor forstår det samme som man selv tænker og mener ved det man udtaler.

Jeg synes at alt det dokumenteres på festligste vis i ovenstående YouTub-klip med to tvilling-babyer der tydeligvis kommunikerer og spejler sig i en entegreret proces. Man lægger mærke til at når den ene løfter og vinker med højre arm, så gør den anden det med venstre, den lige overfor, altså som om han så sig selv i et spejl.
   Man kan også lægge mærke til hvordan de to blebørn udvksler rent relationelle budskaber ved at kopiere og returnere hinandens lydreplikker, ligesom når vi siger goddag - goddag, farvel - farvel, tak - selv tak, du er dum - det kan du selv være.
  Men men kan også notere sig at der er et underliggende spørgsmål-svar-mønster i udvekslingen der styrer intonationen i deres ba-ba-ba-plapren.