Kreative fornyelser af den fortællende journalistik

Jeg har fundet to eksempler på fortællende journalistik i Søndags-Politiken den 3/4 der er værd at se nærmere på fordi de på hver sin måde bryder med de efterhånden veletablerede genrekonventioner som lærebøgerne beskriver.

Det ene eksempel er forsideartiklen fra PS-sektionen der fortsætter inde på side 4. Rubrikken er "Løkkes vej i krig" - med underrubrikken:

Et enigt Folketing sendte Danmark i krig i Libyen. Politikken har kortlagt forløbet og giver her et indblik i en historisk beslutning, der vil ændre dansk udenrigspolitik. Et forløb, der viser, at den amerikanske præsident fem dage før krigen fortalte Lars Løkke, at USA´s støtte til krigen ikke var sikker: 

Journalisterne er Mette Østergaard og Morten Skærbæk.

     Fortællende journalistik er en rekonstruktion i ord af et journalistisk interessant handlings- og begivenhedsforløb,  kronologisk fortalt og delt op i scener, og med en eller flere handlende hovedkarakterer fra virkelighedens verden. Det hører med til genrekonventionerne at man gengiver interessante og karakteriserende detaljer, og at udtalelser gengives i replikform - ikke i interviewcitater. Amerikanerne taler om "narrativ journalism" og om "journalism that reads like af novel". Altså en blended genre.

   Faderen til denne genre, som i 60´ern blev kaldt "new journalism" var journalisten og forfatteren Truman Capote der skrev bogen 'In Cold Blod', en fortælling som rekonstruerede historien om et grusomt mord på en helt uskyldig familie i Kansas, baseret på omfattende journalistisk research og omfattende interviews med en af morderne mens han sad i fængsel, og inden dødstraffen blev eksekveret.

   Ordet "faction" blev vist nok opfundet netop til at karakterisere hvad der genremæssigt kendetegnede den bog.

Artiklen her i Politiken indledes sådan her - lige efter bogen, kan man sige:

FN-mandatet skal gå videre end et flyveforbud. Ellers er det usikkert om USA kan deltage i krigen i Libyen. Så klar meldingen fra Barack Obama til Lars Løkke Rasmussen mandag 14. marts.

   Klokken er omkring to om eftermiddagen amerikansk tid. I det hvide hus i Washington mødes statsministeren og præsidenten. Med til mødet har Løkke sin departementchef Christian Kettel Thomsen, (...) Bag dem sidder også en kontorchef, en ministersekretær og en pressechef.

   På den anden side af bordet har Obama ditto opstilling. Stabschef Bill Daly, (...). Bag dem Europa-chefen og Danmark-Ansvarlig Jeff Hovenier.

   Det er kun Obama og Løkke, der taler. De er omkring emner som Afghanistan, katastrofen i Japan og pirateri. Nu falder snakken på Libyen, og, og præsidenten giver udtryk for at han skeptisk over for, om et flyveforbud vil have den ønskede effekt. (...) Statsministeren er enig i, at et flyveforbud næppe er nok, men mener også, de vil være et uheldigt signal at sende til andre ledere i Mellemøsten, hvis man ikke griber ind over for Gaddafi.

Artiklen slutter med:

Om søndagen - en uge efter  at Løkke landede i Wshington med alle sine tvivl, var danske fly i luften over Libyen.

Bortset fra denne udgangssætning er fortællingen holdt i dramatiserende nutid. Og vi ser hvordan der indledningsvis sættes en scene med de to hovedpersoner over for hinanden med hvert sit hold af adjudanter omkring sig. Samtalen refereres i indirekte gengivelse fordi det ikke har været muligt at interviewe sig ordlyden af de præcise replikker.

   Det der er det specielle, er at fortællingen mixes med kortere og længere interviewcitater fra Lars Løkke. Dette "brud" på genren indledes sådan her:

Godt to uger senere fortæller Statsministeren om sine oplevelser, da Politiken møder ham til et interview i Statsministeriet.

"I den første fase gik hele debatten på, at vi skulle etablere en flyveforbudszon i Libyen. Man fik næsten en opfattelse af, (....)

Derefter pendler artiklen mellem fortælling med scenisk rekonstruktion af begivnhedsforløbet og uddybende interviewcitater i slutningen af hver scene.

   Det er altså en slags blending i anden potens: et traditionelt interview med en magthaver om hans rolle i og refleksioner over en vigtig politisk beslutning og hvad der førte frem til den, monteret samme med en journalistisk fortælling hvor læserne får et kig ind bag murene hvor politikere mødes og diskuterer strategier, og et kig ind i deres hoveder hvor overvejelserne foregår.

Det andet eksempel på en journalistisk fortælling er fra nyhedssektionen den 3. april, hvor der efterhånden ofte er flere kommentarer og analyser (views) end nyheder (news). Genreetiketten er: "POLITISK ANALYSE". Rubrikken lyder: "Pia tager sig godt betalt". Underrubrikken: "Forhand-lingerne med Lars Lykke Rasmussen kan udløse et valg." Journalist: Peter Mogensen, forhenværende spindoktor.

    Genremæssigt er der umiddelbart ingen ugler i mosen: en af Peter Mogensens sædvanlige noget luftige og vidtløftige forudsigelser, regner man med. Derfor kommer første linie og første afsnit som en overraskelse:

Det er sidst i april 2011. Vi er på Marienborg i statsministerens embedsbolig. En af valgperiodens vigtigste politiske forhandlinger tager sin begyndelse. Det er aften og ilden knitrer i pejsen på første sal, og stearinlysene på det sorte piano er tændt. I lokalet er kun fire personer - statsminister Lars Løkke Rasmiussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, partileder Pia Kjærsgaard og hendes næstkommanderende, Kristian Thulesen Dahl.

   Der er dømt politisk poker.

   (...)

   Statsministerens humør var ikke for godt før mødet, men han strammer sig an, når han kigger på på Kjærsgaard. Er dette det historiske brud på ti års stabilt samarbejde. (...)

Peter Mogensen slutter "analysen" sådan her:

Løkke kan mærke DF-lederens blik på ham. Hun præsenterede sine krav med bemærkningen om at 'dette var minimumskrav', og at 'hun måske alligevel hældte til at tage det valg nu.'

   Statsministeren rejser sig, kigger på sin finansminister og beder om en time out i forhandlingerne.

Søndag 3. april 2011

Sådan, kære læser, kan forhandlingerne meget vel forløbe mellem Kjærsgaard og Løkke om nogle uger. Kjærsgaards pris er høj, meget høj. Afgørende bliver det, om Løkke kan overbevise DF-lederen om, at han tror på en valgsejr. Men det er kun første forhindring. Der bliver en lang aften på Marienborg.

Lærebøgerne i fortællende journalistik understreger betydningen af grundig og nøjeregnende research til at bakke fortællingens faktuelle fundament op.

   Den her journalistiske fortælling har slet ingen research som grundlag, den er ren fantasi og spekulation. Det er det jeg tidligere har beskrevet som et hypotetisk fremtidsscenarie i fortællingens form, beslægtet med science-fiction; og i princippet kun baseret på almen- og specialviden hos forfatteren, fx her om hvordan der rent faktisk ser ud inden for Marienborgs mure.

   Men det er kreativt tænkt og gjort af Peter Mogensen, og på en måde jo mere i overensstemmelse med den ret så luftige, udokumenterede og kildeløse substans der udgør indholdet i Peter Mogensens mange ret traditionelt skrevne analyser i Politiken.

Men når journalisterne i begge tilfælde har valgt den narrative form, er det rimeligt at spørge: Hvad gør fortællingen egentlig ved det journalistisk stof som det formidler - i sammenligning med de mere fakataorienterede informative journalistiske fremstillingsformer?

   Ja, faktisk det samme som en metafors "source" gør ved metaforens "target",  nemlig leverer en særlig optik som stoffet - historien - så anskues og filtreres igennem, sådan at det blendede produkt leverer flere fascinations- og identifikationsmuligheder for læserne.

   Man kan sige at det at vælge fortællingen, framer den rapporterede virkelighed så den kommer i øjenhøjde med læserne og placerer dem i en slags fantasistimulerende fluen på væggen-observatørposition.