Martin Bigum igen, igen - nu med personlig kunsthistorie

Der er mindst en god grund til at se 'Kunstquiz' på DRK. Han hedder Martin Bigum. 

  Dermed ikke være sagt at der ikke kan være flere god grunde, fx værten Adrian Hughes. 

   Og de øvrige quiz-deltagere er heller ikke kedelige. Bente Scavenius som har en barndom og tidlig ungdom som godsejerdatter på Møn, hvor jeg selv har boet fra jeg var 12 til jeg var 14 år, hun er for eksempel særdeles vidende og har samme kærlighed til de naturalistiske guldaldermalere som jeg selv.

    Hende skriver jeg mere om en anden gang.

Martin Bigum er tydeligvis en ekstraordinært kreativ personlighed, 'flere personligheder i én', som jeg plejer at skrive: digter, maler, tegneserietegner, foredragsholder, video og -installationskunstner. Han kan vist også spille klaver.

   Og nu sidst - lige før Jul - udgav han en mammutbog med eget navn som titel og med  undertitlen:

Min personlige kunsthistorie

Vi bestilte den hurtigt efter anmeldelserne. Fruen og jeg ville give hinanden den i julegave.

   Men der var vi for sent ude, så vi fik den først leveret ca. en uge inden foredraget, og jeg nåede kun at læse lidt spredt rundt omkring i den store bog.   Men jeg genkendte så mange af formuleringerne fra det interview med ham  som jeg brugte som afsæt for et længere blogindlæg fra for godt 2 år siden:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

For godt en måned siden holdt Martin Bigum så sit lysbilledeforedrag en aften på det lokale bibliotek. 

   Fruen og jeg var en del af publikummet i en propfyldt sal. Vores aktive lokale kunstforening var medarrangør.

Vi havde en anelse om at biletterne ville blive efterspurgt, så vi købte lige så snart der var opslag om det i den lokale ugeavis Sydsjællands Tidende - som i øvrigt vandt prisen som den bedste i Danmark, se bare her:

http://www.sydtid.dk/sydsj%C3%A6llands-tidende-danmarks-bedste-ugeavis

Sådan så han ud, foredragsholderen, 'kendt fra fjernsynet', som man siger:

Klædt i pænt, sort jakkesæt med koksgrå striber, matchende slips og hvid skjorte med dueblå striber. Venlig, levende, klart formuleret, smilende, ironisk.

Privatfoto fundet på nettet - ikke taget af mig

Glimrende foredrag. Sluttede præcist til den aftalte tid. Ingen tekniske koks. Ca. 20 minutter til mere eller mindre begavede spørgsmål fra publikum. Til slut: Underskrift af hans  bog som folk kunne købe. 

   Vi havde glemt at tage vores eksemplar med, så vi har ikke en Martin Bigum-signatur i den.

Interesse for personligheden og kunstneren Martin Bigum var for mit vedkommende ikke noget nyt. Jeg skrev allerede om ham for to år siden i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

Og mange af de træk jeg allerede hæftede mig ved den gang- i hans personlige historie, bliver under foredraget understreget af Martin Bigum selv: 

- om hans meget tidlige barndomsbesøg hos katolske bedsteforældre på Lolland, - om fadertab og -savn da forældrene blev skilt da han var syv, 

- om at blive mobbet i skolen i Brøndby Strand fordi han var 'anderledes' og tegnede hele tiden, 

- om en kreativ, men også depressiv mor som opmuntrede ham og skubbe på hans lyst til at tegne og male, 

- om at han fra helt ung og i en række år levede at at være tegneserietegner til det satiriske magasin 'MAD', 

- om at han i mange år følte sig som outsider i forhold til det kunstneriske establishment i Danmark, og også har iscenesat sig selv som en 'outsider' over for offentligheden.

En særlig egenskab hæftede jeg mig især ved i interviewet, nemlig at han beskrev sig selv som ....

... 'hypersensitiv'. 

Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg. 

   Jeg har nemlig jævnligt skrevet om 'HSP'-personligheden - en personlighedstype som videnskabsjournalisten Lone Frank også - selverklæret - er.

   Måske er Bigum også synæstetiker. Det glemte jeg at spørge ham om efter fordraget, men det kan nås endnu.

   

Endvidere hæftede jeg mig for to år siden især ved at han billeder tydeligt bærer præg af at han har elsket de indtryk han fik ved at se og opleve de gamle kunstnere - som fx Jeronimus Bosch.
   Og af at han har elsket og elsker tegneserier.
  Og af at han tidligt blev fascineret af de små plastikmodeller af indianere og cowboy-dere som også jeg legede med i en række barndomsår.
   Og interessen for  og fascinationen ved realistiske, vellignende modeller har jeg stadig - ligesom for gode flot tegnede tegneserier og tegnefilm.

Jeg kan også læse ud af mit blogindlæg fra for to år siden at jeg har oplevet stor identifikation med manden Martin Bigum og hans personlige historie. 

   Ikke mindst hans beskrivelse af sit forhold til sin mor, kan jeg genkende fra mit forhold til min mor - i teenagerårene hvor jeg også tegnede og malede dagligt, og hvor hun roste og opmuntrede mig - og tog mig med på kunstudstillinger på Charlottenborg med fx Paul Klee og Emil Nolde.

   Og ikke mindst kan jeg læse ud af blogindlægget at det for mig selv var frigørende at læse hans udtalelser i interviewet - det gav en slags befrielse fra den aura af fisefornemhed jeg også selv jævnligt har måttet distancere mig fra, omkring den moderne kunst og det sprog anmelderne bruger når de beskrive udstillinger.

Martin Bigums bog er skrevet og illustreret med afsæt i den kerne af billeder og kommentarer der indgik i foredraget. Og selvfølgelig kraftig udvidet.

   En forlægger så mulighederne - og opmuntrede ham til at skrive en bog med foredragets kronologisk ordnede pointer og illustrationer som indhold, fortalte Bigum. 

   Han svarede forlæggeren at det kunne han ikke finde ud af. Men - det kunne han altså  da det kom til stykket.

 
Løsningen var, fremgik det af foredraget - at tage det - opgaven - i små bidder - skridt for skridt - billede efter billede - med oplysende kommentarer om kunsthistoriske og andre historiske inspirationskilder  blandet med malerens egen samtidshistorie med aktuelle begivenheder som han har oplevet og er blevet inspireret af. 

   Altså  bogen er simpelt hen et smukt eksempel på det jeg har betegnet og beskrevet som ...

... 'konceptuel blending'.  

Bigums skriftsprog er tydeligvis præget af at det hele først er fortalt - mundtligt. Dermed bliver den skriftlige del af hans kunsthistorie fyldt med det jeg ofte har fremhævet kendetegner gode tekster med stærk appel til mange mennesker i det offentlige rum ... 

... 'erfaringssprog'.

Brug af 'erfaringssprog' som skriftsprog giver sig også udslag i en masse friske billeder, iagttagelser, metaforer.

Jeg kan genkende rigtig mange af de løsninger jeg selv fandt på for at kunne skrive tobindsværket om tv-dokumentaristen Poul Martinsen, hvis personlige udviklingshistorie også har flere slående fællestræk med Martin Bigums, og hvis kælenavn i øvrigt blandt venner i øvrigt ikke var Poul, men - ja, selvfølgelig - 'Martin'.

   Serendipitet!

Man kan sige at der med bogens kunstneriske udviklingshistorie er tale om ...

... 'en kunsthistorisk selfie'...

- et værk der i sin form jo helt er på forkant med 'tidens ånd', som jeg prøver at fange ind i det foregående indlæg om 'autofiktion', og om autofiktionens re-aktive karakter i forhold til 'nykritikken', og hvad deraf fulgte af golde abstraktioner - med blind makker.

'Min personlige kunsthistorie' har også klare lighedspunkter med Jesper Grunwalds nogenlunde samtidigt udkomne 'Jeg er bare taxamand'.
   Bigum kunne måske også bare have kaldt sin bog "Jeg er bare kunstner".

 
Og hvis Martin Bigum havde haft en blog - så virker bogen som en serie af personlige illustrerede blogindlæg der både beskriver og reflekterer over hans udviklingshistorie fra barn til nu moden og mærkelig, men anerkendt kunstmaler.

Fruen snuppede 'Min personlige kunsthistorie' efter foredraget og læste den på samme måde som den var skrevet - i små bidder. Så det er først nu jeg genser den - og kan genlæse den i bidder fra min første hurtige gennembladring - inden foredraget.

   Den er stadig fabelagtig god - og en både levende og indsigtsfuld udviklingshistorie af en klog og reflekteret mand - helt i sin egen klasse og genre.

En af mine pointer i første blogindlæg var at Martin Bigum er - og beskriver sig selv - som "kontrolfreak". Og det bekræftes på mange måder hen gennem bogen.

   For eksempel når han beskriver i forordet hvordan han har det med at male. Jeg citerer fra inderflappens tekst: 

Hvert penselstrøg, hver opblandet farve, kan sammenlignes med en romanforfatters næste sætning: Den skal sidde lige i skabet. Hvis ikke, kan handlingen løbe vild og i tusinde retninger. Forfatteren skal styre sin fortælling ord for ord, og det samme skal jeg med maleriet. Strøg for strøg.

Og på den følgende side - før 'Forordet' - skriver han om sine malervilkår sådan her.

I atelieret  har jeg disse store malerklude af gammelt sengelinned, som jeg tørre min pensels oliemaling af i, hver gang jeg har malet et strøg.  Disse klude med deres tusinder af pletter og plamager af maling er et vidnesbyrd om lige så mange kunstneriske valg. Når jeg bagefter ser på kludenes farvemorads, kan jeg overhovedet ikke huske hvor vigtig de enkelte valg var, men det var det. Det var tvingende nødvendigt, for den rette opblandede farve føjer sig til en komposition af farver før denne, og åbner op for andre farver efter denne.

Maleriet er et puslespil jeg samler, og kun jeg ved hvordan brikkerne skal se ud, og hvor de skal sidde for at passe. 

Det er godt nok en usædvanlig og helt uventet metafor: Maleriet som 'et puslespil'. 

   Men den oplevelse han beskriver vil jeg kalde en oplevelse af at være i "flow" - og ligesom man altså kan tale om: "runner's high", "writer's high", "helper's high" - så er her - på vidnesbyrd af Martin Bigum - noget man analogt må kunne kalde ... 

... 'painters high'.

Jeg googler lige 'painters high', og minsandten jeg er ikke alene om at finde ud af at sådanne flow-oplevelser også må findes hos malere:

http://clicks.robertgenn.com/painters-high.php

Senere - i selve 'Forordet' - fortæller Martin Bigum om genren;

Dette er ikke en selvbiografi, men en rejse gennem samtider og deres forskellige impulser, som har været med til at forme mine kunstværker. Samtiden og mine egne erfaringer er mit levende materiale. Men det er vigtigt at hvert maleri samtidig kan tale for sig selv.

   Jeg har afklaret med mig selv at der ikke går noget af mig eller min kunst ved at åbne op på denne måde. Forhåbentlig bidrager det bare til en større og dybere forståelse af kunstens ellers så uransagelig veje og væsen.

Det bidrager det til, skulle jeg hilse og sige.
   Og utvivlsomt må han også have været i flow da han skrev bogen. Ligesom jeg i øvrigt var da jeg skrev bogen om Poul Martinsen.

Og videre om den arbejdsproces som han har fundet ud af er nødvendig for ham, fortæller Martin Bigum at den er ekstremt disciplineret: Han er i sit atelier hver dag og maler fra 9-17 - og et maleri tager mellem tre og fem uger at male (i foredraget sagde han mellem fire og syv uger, mener jeg). 

   Og så skriver han videre:

At male et maleri er at træde ind i en uforudsigelig proces hvor jeg konstant svinger mellem at skulle være bevidst og ubevidst. Altså at slå til eller flyde med.

   Det er faktisk en del af kunsten. For hvornår skal jeg være vågen og gøre mit yderste for at klare en uforudset udfordring, og hvornår skal et felt bare udfyldes med en grundfarve.

På bagflappen af bogen fortæller Bigum at han har et 'motto' for sin kunst:

Kunst er at skabe nyt nærvær

Det er lidt for abstrakt, efter min smag. Men noget skal han jo sige når folk vil have ham til at udtale hvilken kunst der er hans 'favoritkunst'.

   

Men Martin Bigum beskriver i det smukkeste billedrige erfaringssprog sin oplevelse af som seks-syv-årig at bo i et parcelhus og se Brøndby Strands betonbyggeri af højhuse rejse sig mod himmelen når han kiggede ud af køkkenvinduet:

Kranerne lignede dinosaurer og svingede uendelig langsomt om deres egne akser, med betonelementerne hængende som tonstunge hundetegn for ende af de stærke kæder. Pludselig var der seks halve højhuse synlige, over naboens birketræer, mindre end en kilometer væk. De arbejdede i døgndrift deroppe. Det lignede lysende rumstationer mod aftenrøden, og de dybe skurrende klange lød som skibsskrog der sled mod hinanden. Når jeg vågnede næste morgen og talte efter, var der knopskudt en etage i løbet af natten. Men man kunne se lige igennem etagerne. Man kunne se himmelen imellem dem.

Man mærker at Marin Bigum også er forfatter og har udgivet flere digtsamlinger.

Og til sidste i dette kapitel der har overskriften ... 

HØJHUSE PÅ HORISONTLINJEN
(eller: Når de voksne træffer beslutninger)

... runder han dette billede af med følgende afslutnings-afsnit:

Allerede den gang tænkte jeg: Hvad er modpolen til alt dette? Jeg ville i hvert fald ikke tage del i denne voksne verden.

   Allerede da spirede det i mig til hver en tid at lave ting, tegninger, kunst, der pegede mod vitalitet og kommunikation og eftertanke, fremfor kølige linjer, konformisme og teori uden bund i virkeligheden.

   Så hvad gør en lille dreng hvis lille samfund bliver delt på midten. Og hvis familie i øvrigt begynder at bære præg af at forældrene skal skilles, hvilket de bliver da han er syv år.  Han sætter pennen på papiret og begynder at tegne, tegne, tegne, tegne, tegne, tegne, tegne. Han forsvinder ind i de verdener han selv kan lave og bestemme over.

Sådan! 

   Meget, meget præcist og lysende klart. Den særligt kreative personligheds fødsel; en 'spire'.

Martin Bigum: Jigsaw Falling Into Piece, 2008-09.

I et senere indlæg vil jeg se nærmere på om ikke Bigum skulle være synæstetiker og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.

Autofiktion - og andre historier - med afsæt i en aktuel kronik

En aktuel kronik af Poul Behrendt og Mads Bunch sætter gang i minderne:

Jeg læste dansk på Købenshavns Universitet 1963-70. Jeg blev der mødt med et litteratursyn som den gang blev benævnt 'nykritikken'. 

   Ideen var at når man læste og fortolkede litteratur, så skulle man med flid og systematisk undgå at inddrage hvad man i øvrigt vidste om forfatterens personlige og sociale liv. Og kun koncentrere sig om at forstå og udlægge teksten isoleret betragtet - på egne præmisser, så at sige - som et i det mentale og konceptuelle rum frigjort kunstnerisk udtryk formet i sprog.

   Nykritikken gik den gang hånd i hånd med den litterære modernisme sådan som den kom til udtryk i tidsskriftet Vindrosen med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører de første år efter 1959.
     Jeg var fan af begge forfattere og var begejstret for "Amagerdigte" og "Sære historier".

   

Jeg havde det aldrig helt godt med nykritikken som litteraturlæsningens dominerende tankesæt i min studietid. Og den eneste litteraturlærer hvis undervisning - og siden bøger - jeg for alvor syntes jeg fik noget interessant ud af, hed Aage Henriksen. Og han var i den grad ikke-nykritisk indstillet.

   Han fortolkede litteraturen af forfattere som Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, H. C. Andersen, Sophus Claussen, Henrik Ibsen, Karen Blixen, m.fl. i lyset af en teori om at det fælles inspirationsgrundlag for disse forfattere var en form for sublimering af tilbageholdte og uforløste seksuelle energier, energier der blev transformeret til litteratur gennem mentale erfaringsprocesser som indirekte var beskrevet i frimurernes esoteriske skrifter og ritualer, og senere også i bl. a. Rudolf Steiners Teosofi.

Nu blev jeg aldrig "litterat" som det hed den gang, men "sprogmand", og mit speciale blev skrevet inden for et den gang nyt forskningsfelt - moderne dansk syntaks. Titlen var: Infinitiv og ledsætning som subjekt i morderne dansk.
   Og min faglige interesse blev under studenteroprøret fokuseret mod sprogbrug i sociale situationer og i social interaktion.

   Vi var en lille gruppe af yngre lærere og ældre studerende der den gang  - i slutningen af 60´erne - introducerede og udviklede fagområdet 'pragmatik' og underviste på danskstudiet i 'pragmatisk tekstanalyse'. 

   Men også det havde en klar oprørsk brod vendt mod nykritikkens kunst- og sprogsyn: Sprogbrug skulle i pragmatikkens optik altid analyseres og tolkes i den sociale og psykologiske kontekst som sprogbrogen udsprang af, fungerede i - og virkede tilbage på. 

   Og nye discipliner som sociolingvistik, psykolingvistik, konversationsanalyse voksede frem under pragmatikkens faglige vinger op gennem 70´erne og 80´erne.
    Mit eget faglige ståsted inden for sprogvidenskaben i op gennem 70´erne år blev samtaleteori og samtale-analyse - inspireret af den amerikanske socialpsykolgisk orienterede interaktionsteori kaldet 'etnometodologi' og dens dertil hørende analysepraksis 'CA' (=Conversation Analysis) - med Erving Goffman som en af 'fædrene' via sin berømte og epokeskabende bog "The Presenttation of Self in Every Day Life".
   I den kontekst blev jeg introduceret til 'symbolsk interaktionisme' og til centrale begreber som "face", "facework" og "framing".

Så springer vi ti år frem:
  Da jeg i sin tid skrev - og tænkte - bogen "Faktion som udtryksmiddel" i slutningen af 80´erne, var den på mange måder stadig præget af det opgør mod at se en tekst - en avisartikel, en bog, en film, et tv-indslag - isoleret - eller kun at se det gennem modtagerens briller.

   Jeg inddrog i mine model til forståelse af de forskellige blandningsgenre som jeg sammenfattede under begrebet 'faktion', afsenderens intentioner, hans eller hendes arbejdsproces, virkelighedsforpligtelser, genreforestillinger mv. 

   Og jeg fastslog at afgørende for forholdet mellem afsender og modtager når det drejede sig om de mange forskellige blandinger af fakta og fiktion i medierne, var den udtalte eller uudtalte 'kontrakt'/'overenskomst' mellem afsender og publikum om i hvilket omfang og på hvilken måde det producerede værk var sandheds- og virkelighedsforpligtet fra afsenderens side. 

   

Det der optog mig var først og fremmest det tvetydige eller mangetydige forhold man kunne finde i alle mulige former for tv, film, radio, litteratur - mellem sandt og falskt, mellem virkelighed og fiktion, mellem fakta og fantasi.

   Min inspiration til den tankegang var  - ud over førnævnte 'mikroscoiolog' Irving Goffman -  sprogfilosofferne J.L. Austin og J.R. Searle med værker som "How to Do Things with Words" og "Speach Acts"

I 2006 udsendte litteraturkritikeren og -forskeren Poul Behrendt bogen "Dobbeltkontrakten" hvor han på samtidslitteraturens område påviste at der i højere og højre grad blev trukket veksler på læsernes forestillinger om hvorvidt det var litteratur (=fiktion/fri fantasi) eller en form for (erindret) dokumentarisme (=fakta/forpligtet på sandhed og virkelighed) når de købte og læste bøger af fx Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen.

   Man kan roligt sige at Poul Behrendt hermed havde "fat i den lange ende". 

   

I den mellemliggende tid er begreber som "autofiktion" eller "fiktionsfri fiktion" blevet i den grad rammesættende for forståelsen af de senere års litteraturudvikling og -debat. Og Poul Behrendt har i kronikker, artikler og interviews udviklet videre på den tolkningsramme som han introducerede med bogen fra 2006.

   Med Karl Ove Knausgårds mammutserie i 6 bind "Min Kamp" har den autofiktive litteratur for alvor sat sig igennem og sat sig i front i hele det skandinaviske litterære miljø. 

   Og "Min Kamp" har Poul Behrendt tit og ofte henvist til som en slags proto- og idealtype for den nye tendens der synes at sprede sig i alle litterære miljøer - i høj grad med direkte inspiration fra Knausgård.

Sidst har Poul Behrendt sammen med en yngre kollega Mads Bunch forfattet en kronik i Politiken  hvor han endnu en gang slår et analytisk slag for berettigelsen i at skrive litteratur der i den grad er konkret og privat - og til en (u)vis grad - (u)sand og (u)virkelig. Med fremhævelse af at det har alvorlige konsekvenser for hele den 'litterære institution'. Men også ofte ubehagelige konsekvenser for både forfatter og hans/hendes nærmere og fjernere omgivelser.

   Kronikken har overskriften:

Autofiktion har knust modernismens facade

Og manchetten lyder:

Den litterære genre vender op og ned på forholdet mellem læser, forfatter og litteratur.

Sådan udlægger Behrendt og Bunch begrebet "autofiktion":

Autofiktion er betegnelsen for en bog, hvor navnet på forfatteren, fortælleren og hovedpersonen er et og det samme, hvilket traditionelt har annonceret selvbiografi. Men samtidig er bogen forsynet med fiktionsbetegnelsen roman, hvilket tidligere garanterede en forfatter imod at blive identificeret med sin fremstillings fortæller og hovedperson.

   For tiden breder denne paradoksale form for kunst sig overalt i skandinavisk litteratur, mest intensivt måske i den danske. Hvermandseje blev selve begrebet dog først, da Politiken sidste sommer indbød forfatterspirer til at indsende autofiktioner i kronikform.

   Ledsaget af følgende kommentar fra kronikredaktøren: »Når den nye strømning appellerer så voldsomt til vores tid, hænger det sammen med, at vi er godt trætte af fiktion. Knausgårds ’Min kamp’ fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken«.

Poul Behrendt er et år yngre end mig. Så vi må også have gået på KU nogenlunde samtidig - i sidste halvdel af 60´erne. Og læst dansk. Og abonneret på  Vindrosen. Og blevet indoktrineret i nyykritikkens litteratursyn. 

   Og Poul Behrendt blev som yngre litterat - har jeg læst mig til - karakteriseret som 'Åge Henriksen-elev'.

   Set fra mit synspunkt er det interessant af kronikforfatterne også griber helt tilbage til den gang for at beskrive hvor revolutionerende udviklingen af autofiktionen er:

Den friske luft beror på, at autofiktion er en udfordring til samtlige de måder at skrive og læse på, som blev indstiftet ved dansk modernismes begyndelse omkring 1960. Når forfattere pludselig vælger at gøre sig selv til deres romaners hovedperson, undermineres modernismens idé om det autonome værk og den empiriske forfatter som noget værket helt og aldeles uvedkommende.

   Det nødvendiggør en anden måde at læse på end den, de fleste har lært i folkeskoler, gymnasier og på universiteter. Nemlig nykritikkens, som aflyste enhver forbindelse mellem en bogs forfatter og dens fortæller, ja, faktisk gjorde fortælleren til den eneste gyldige genstand for læsning af fiktion. Denne nykritiske ramme omkring ’modernismens glasfacade’ bliver således revet med i faldet, når empiriske forfattere med autofiktionen selv træder ind i romanerne.

 Da jeg i sin tid skulle lave en definition på 'faktion", indgik i definitionen at der var ballade og konflikt enten på afsendersiden eller på modtagersiden eller - ofte på begge sider - på grund af genreblandingen og tvetydighederne omkring sandhed og virkelighed.

   Og det indgår tydeligvis også som et kendegn ved autofiktionen der jo som selvfremstilling overskrider grænsen mellem offentligt og privat. 

   En række af forfatterne inden for genren får ballade i deres private relationer i forhold til familie og barndomsmiljø, bliver retsforforfulgt, udsat for chikane og trusler, mv.

Man kan som Yahya Hassan risikere enten overfald eller politiovervågning og som ’Nielsen’ og ’Rasmussen’ en årelang pågående retssag til udmåling og domfældelse af virkelighedsgraden i en autofiktion.

   Eller som Knausgård og hans norske forlag gennes rundt i manegen ved udsigten til et juridisk søgsmål, indtil den fædrene slægt i ’Min kamp’, ikke bare hvad navnet angår, men også i henseende til bopæl, uddannelse, arbejde etc. er forandret til nærmest ukendelighed.     Autofiktioner har ikke bare til formål at overskride og derved flytte grænserne for social skam, de risikerer i lige så høj grad at blive ramt af dem.

Af andre begreber for "autofiktion" og det der ligner, introducerer kronikken "litterær selfie", "performativ biografisme" og "vidnesbyrd-litteratur" som mere eller mindre synonyme. Fælles er at der er tale om 'selvfremstillinger' iklædt litterære æstetiske former og udtryk.

De to forfattere til kronikken, oplyses man om, har sammen skrevet en grundbog "Selvfortalt. Autofiktion på tværs" som udkommer i denne uge. Så kronikken er en slags reklame for bogen.

   Jeg tror den vil være interessant læsning.

Kronikken i sin helhed kan læses her - og den indeholder links til en vifte af interessante artikler om "autofiktion":

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2645667/autofiktion-har-knust-modernismens-facade/  

Akvarelmaleriets mysterier (45) - om klovner og heste - i anledning af ....

Fortællingen om at min morgensvømmer-ven var igang med at modellere en klovnedukke, tændte en gnist.  

   Jeg har flere gange tidligere i indlæg skrevet om klovnen som konceptuel figur i fantasien og som et hyppigt brugt motiv i malerier. 

   Men jeg har aldrig tidligere selv tegnet eller malet en klovn, selvom jeg på væggen i mit kontor i mange år har haft en udstillingsplakat af Emil Nolde hængende som viser en smuk akvarel med hovedet og overkroppen af en klovn:

Fidusen ved at male (eller modellere) en klovn, er jo at den i virkeligheden kan se ud på uendeligt mange måder. Der er frit slag. 

  Så nu var det nu.
Det er ligesom at male drager hvor der ud fra et motiv- og stil-synspunkt også er et regulært freestyle-friløb: "Anything goes", kan man sige:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier42-om-at-male.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/02/akvarelmaleriets-mysterier-hvad-er-det.html 

Så jeg fik for en måneds tid siden, inspireret af min morgensvømmervens fortælling om sin klovnemodel-produktion, et 'klovne-flip'.
    Jeg gik i klovne-mode!

     Først lavede jeg for- og profil-tegningen med blyant til en meget fin - og planlagt i streg - meget naturalistisk akvarel-klovn - med en stor perspektiv-tegnet præstekrave om halsen.
   Men blokerede - og turde så ikke gå videre.
       Risikoen for at det ville blive dårlig som maleri, følte jeg blev for stor.
   En maleblokering, tydeligvis. Ikke en af de alvorlige, men alligevel.
   Jeg havde brugt en halv dag på at tegne og outline den. Tænk hvis tre utjekkede penselstrøg derefter totalt ville spolere det hele.
   Ned i skuffen med den.

Så gav jeg bare los. Og malede på få timer disse klovne-akvareller:

Det er ikke Emil Nolde.

   Men de er heller ikke værst.

Enhver kan se det er klovnebilleder. 

   Men hvad skal der egentlig til af udtrykselementer for at man ikke kan være i tvivl om at en malet figur er en klovn?

• - en rød rund næse
• - rødt strittende hår
• - en overdrevet, tydeligvis påmalet smilende rød mund - overdrevet glad
• - overdrevent løftede - igen tydeligt påmalede - øjenbryn
• - øjne med tårestriber på tværs
• - evt. overdrevet store frontknapper på jakken.

Jeg har så i alle tilfælde valgt at markere at der kommer lys fra venstre, så højre side af ansigtstrækkene skal ligge mere eller mindre i skygge.

   Og fidusen er i alle tilfælde at jeg udnytter akvarel-farvernes mulighed for at man kan arbejde spontant med farverne og udnytte den sammenflydende vådt-i-vådt-teknik.

Så kom der en til - en efternøler i serien:

Nu kom lyset fra højre, og håret blev bevidst ikke rødt, men (blå)violet. 

   Men stadig umiskendeligt en klovn. Ikke helt så sjov og venlig som de tre foregående.

   Et forsøg med ikke en, men tre overdrevent store butterflys under hinanden der hvor knapperne ellers er, fungerer også fint. 

I alle fire tilfælde har jeg valgt at gøre klovnens hoved hvidt, dvs umalet der hvor ingen skygge er. Sådan nyder jeg det, jo.

   

Andre versioner af klovne-maskeringer man kan finde afbilledet på nettet, viser malede ansigtstræk hvor man også ser noget af ansigtets hudfarve, og hvor det hvide er begrænset til et ekstra smilende kontrastfelt omkring de røde læber, og i et større eller mindre felt omkring øjne, som i dette foto: 

Stadig ligger der en umalet tegning af et klovneansigt med en 'præstekrave' i skuffen og venter  - på bedre tider og mere maleoptimisme hos mig.

Den næste anledning til at kaste mig ud i et akvarelmaleri af en type motiv jeg ikke havde prøvet før, og som jeg på forhånd følte at det kunne jeg ikke finde ud af, var mit barnebarns konfirmation.

   Den unge dame ønskede sig naturligvis pengegaver, men skulle også have en akvarel i glas og ramme - ligesom det barnebarn der for nogle måneder siden fik en akvarelmalet drage i glas og ramme - i fødselsdagsgave.

   Konfirmanden var hestetosset, som flere andre kvindelige familiemedlemmer er eller har været det, også.
    Så en hest skulle motivet være. Og den skulle være med brunt skind og sort hale og manke, for det var farverne på barnebarnets yndlingsridehest Topsy.

Jeg fandt et referencefoto af en smuk hest i trav - antagelig fuldblods - med smukke lysreflekser i huden. Og kastede mig ud i det.
   Den skulle være naturalistisk i udtrykket, syntes jeg:

Jeg syntes - til min egen overraskelse - at det lykkedes tilfredsstillende i første hug - uden træning og opvarmning via andre mindre forpligtende akvarelteknikker og former. 

   Jeg gjorde tydeligvis her brug af den tekniske kunnen i at male hud med lys-reflekser og glidende overgange fra hvidt til mørkt - med violet toning, en kunnen som jeg havde afprøvet med succes i to af mine akvareller af bare damer. Se her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Her er referencefotografiet fra nettet:

Jeg holdt momentum oppe - og malede flere heste. Første forsøg var med et referencebillede malet i kinesisk free-style. Det blev til den her hest, sprintende gennem tid og rum:

Et til med samme type referencebillede, men nu malet i en mere omhyggelig og ikke-spontan stil - klart forskellig fra forbilledets - hvilket medførte en ikke helt vellykket malet hov på højre forben:

Endelig ønskede jeg at male et nærbillede - en slags heste-portræt. 

   Fandt et meget smukt akvarelmalet referencebillede, og fik malet noget der næsten lignede en regulær kopi, dog med en lidt anden - mere violet tonet farvelægning af de mørke partier i hovedet:

Jeg er meget godt tilfreds. Synes jeg har en god teknisk kunnen, og har lært noget om hvordan man kan male en manke hvor okkergult udgør grunden, og der så er malet  løse violette mankehår over, først lysviolette og siden et lag yderligere af mørkviolette hår. Det ville jeg aldrig selv have fundet på. 

  Den lyse tynde ring omkring næsebor, den tynde lyse bue over øjet, og selve den hvide refleksprik i øjet er afmasket med en afmaskningspen inden jeg begyndte at male.

Her referencebilledet:

Også i forbindelse denne serie af hesteakvareller ligger der nu i skuffen en tegnet hest i fuldt firspring - som skal have sortglinsende skind og sort manke når jeg får taget mig sammen til at forsøge at male den.

Da jeg skulle holde tale for konfirmanden, skulle jeg referere til at hun i kinesisk astrologi var født i slangens år, og at hun i europæisk astrologi var underlagt stjernetegnet skorpionen. Jeg havde brug for illustrationer at vise frem.

   En kinesisk one-stroke-slange i to farver, havde jeg tidligere malet - i virkeligheden en kinesisk drage uden  ben:

Ret vellykket, syntes jeg den gang - også ved gensynet.

Men en skorpion havde jeg ikke malet før, så sådan en måtte jeg se at få malet. Så med kort varsel, kastede jeg mig ud i at akvarelmale en skorpion - ud fra en ren sort-hvid linje-tegning jeg fandt på nettet:

Teknikken havde jeg tidligere brugt til akvarellen af to havskildpadder fra Kap Verde.  

   Først tegne linjerne i motivet op med en afmaskningspen; derefter male figurens forskellige led og dele med løs, let og fri hånd - med blandinger af forskellige mørkere farver vådt i vådt; og så til sidst gnide gummiet af så linjerne i motivet fremstå hvide hele vejen igennem.

   Den aggressivt røde baggrundsfarve blev malet med så meget vand at der afsatte sig skygger og blomkålsrande rundt omkring i fladen.

   Her mit eget tekniske og stilmæssige forbillede for min hurtige skorpion-akvarel:

Det der ikke er det som det ligner - om livagtige dukker og dukkeagtige klassiske skulpturer i farver

En af glæderne ved at være fast morgensvømmer i den lokale svømmehal er jo at man møder kunstnere og kunsthåndværkere som man aldrig ellers ville hav mødt. Og hvis værker man aldrig havde set  hvis ikke det lige var fordi man hver morgen mødtes - uden tøj  på i baderum  og sauna - og i badbukser ude i bassinet.

En af dem er en indvandrer fra Iraq hvis farvestrålende malerier og kalabas-skulpturer jeg har skrevet om sidst i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/esben-hanefelt-kristensen-farver.html

En anden af morgensvømmer-vennerne er inkarneret modelbygger.
   Vi har en fælles interesse i akvarelmaleri - en form for maleri han dog ikke dyrker i praksis selv om lysten vist er der.

   Da jeg var hjemme hos ham for et års tid siden, toge jeg fotos af en del af hans flot farvede, nøje opmålte og eksakt proportionerede modeller: Af motorcykler, hestevogne, dukkehuse (med møbler og beboere), landbrugsmaskiner, dampmaskiner - og mange andre ting.

 
Ud fra én synsvinkel er det at bygge modeller en velkendt og regulær pensionisthobby - ligesom mit eget akvarelmaleri. 

   Ud fra en anden synsvinkel er modellerne et udtryk for og et resultat af regulær skaberglæde - ved i form og farve at producere "noget der ligner, men ikke er". Og som netop derfor fascinerer - både at lave og at se på.
   I virkeligheden er disse modeller udtryksmæssigt nært beslægtet med de danske fotorealistiske kunstmalere, er min påstand.
   Selv om det ikke officielt regnes for kunst - eller kunsthåndværk

Det at skabe vellignende nedskallerede modeller med de rigtige former, farver og udtryk i indbyrdes korrekte forhold - og for de mekaniske modellers vedkommende: tilsvarende tekniske funktionaliteter og milmeternøjagtige proportioner - det er jo kunsthistorisk set en form for skulpturel supernaturalisme. Målestokken er nedgraderet, men "looket" skal ligne og mine til forveksling. Deri  altså fascinationen.

Det besøg skrev jeg om her - og viste fotos af nogle af min svømmervens modeller:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

I det linkede  indlæg fortæller jeg også om den fotorealistiske maler Niels Strøbæk som jeg havde fundet et citat af som jeg syntes var - ja, sådan set - lige i øjet.

For mig skal kunstværket kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Jeg synes på mange måder det var ret dækkende for de naturalistiske akvareller jeg malede, som var mest vellykkede, men i lige så høj grad også dækkende for min vens naturalistiske modeller:

Siden har vi udvekslet billeder pr, mail nogle gange, han har vist billeder af nye skulpturelle modeller i form af dukker, jeg til gengæld vist associerende akvareller. 

Her er min morgensvømmervens sidste to dukker - dels en Pinocchio og dels en klovn. 

Af fotografierne at dømme er de to figurer flotte og underholdende. Festlige, ligefrem

   Levende, udtryksfulde og farvestrålende er de jo tydeligvis - og hovedsagelig malet i de tre grundfarver blå, rød og gul. 

    Jeg har forstået at de er tænkt som  gaver til børnebørn, og det er jo unikke gaver at få som - er mit gæt - børnebørnene også vil have på kaminhylden når de bliver voksne - og måske ender med at give videre til deres børn.

   Det er helt parallelt med at jeg er begyndt at forære mine akvareller bort, og at male nogle særskilt adresseret til børnebørn med motiver af noget som jeg ved de for tiden er optaget af.

  Først var det en 'drage' til Lucas, og nu er det en 'hest' til Bianca. Og som regel udnytter jeg så den mentale og konceptuelle fremdrift til at male flere af samme slags - men i forskellige stilarter.

  Se det kommende indlæg om akvarelmaleriets mysterier - om klovne og heste som motiv.

Min vens to flot farvede dukke-skulpturer minder mig om noget jeg tidligere har skrevet: nemlig at den dominerende europæiske skulptur-kunst siden renæssancen har været forblændet af en total fejltolkning af udtrykket i den klassiske græsk-romerske skulpturtradition som var forbilledet og idealet. 

   Man har troet at de klassiske menneske- og gude-skulpturer var hugget i sten uden anden farve end den som det nøgne, slebne og polerede marmor havde. 

   Men det passer ikke. Forbillederne for den europæiske kunst de sidste 500 ¨år har oprindelig været næsten lige så farvestrålende malet som min vens dukker, som denne bueskytte-model illustrerer:

Det falske blege forbillede i mange hundrede år ser sådan ud:

Denne fordomsnedbrydende viden blev jeg mindet om igen for nylig da et lille udvalg af den kinesiske kejser Ouins terrakottahær kom til Danmark for at blive udstillet på det nye Moesgaard museum. Quin var kinesisk hersker i perioden 221-206 f. Kr.

   Da fruen og jeg var i Kina for nogle år siden, så vi udgravningen af terrakottahæren og besøgte den kæmpemæssige udstilling som figurerene indgik i. Et kick uden lige.

   Af udstillingen fremgik det så at hærens figurer slet ikke oprindelig fremtrådte i den ensfarvede rødbrune lertøjskulør som de nu så ud, og som man ser på de fleste fotografiske afbildninger. 

 

Nej, de var også flot malede - og altså kulørte så det battede:

Sådan har man rekonstrueret graven visuelt som man mener den oprindelig har set ud:

Sådan ser udgravningen ud da vi oplevede den i 2010:

Hvad er pointen?

   Når disse klassiske skulpturer er malede og fremstår som de så ud da de blev skabt og begravet, så ligner de min vens dukker mere end den fine og fornemme skulpturkunst som de jo naturligvisogså er og som man kan se på museer og udstillinger.

   Og at lighederne mellem klassisk skulpturkunst - hvad enten den er græsk eller kinesisk - og så min vens sprælsk farvede dukker måske er større end man umiddelbart tænker.

Akvarelmaleriets mysterier (44) - samlergenet - Harald Henriksen-akvareller - og endnu en lejlighedskvarel

Jeg har et "samlergen", det kan jeg ikke løbe fra. 

   Man taler også om 'samlermani' - og lidt mere positivt om 'samlerlidenskab'. Og uden at jeg har tænkt over det eller har besluttet det bevidst, er jeg begyndt at samle på billeder af akvarelmaleren og farve-træsnit-kunstneren Harald Henriksen som levede fra 1883 til 1960.

     Her er de sidst fund - to akvareller malet af ham - og endnu et træsnit:

Ved Kongekilden, Dyrehaven, København

Tibirke Bakker med udsigt til Arresø. 1935

Siden jeg var barn har jeg været optaget af og engageret i at samle på noget i længere perioder: stenalderredskaber, frimærker - med speciale i 'de to-farvede', bøger med jugendstil indbinding fra starten af 1900-tallet, tegneseriehæfter af bestemte tegnere, smukke slebne havsten, souvenirs fra Langbortistan-rejser, etc.

   Og selvom det var metaforisk og lidt i spøg at jeg ovenfor skrev at jeg havde et "samlergen", så viser et opslag på nettet at lysten til, begæret efter, og tilfredsstillelsen ved at skaffe nye unikke eksemplarer til samlingen faktisk - for en stor del - er genetisk bestemt.

   

Videnskab.dk havde i 2009 en artikel med overskrift og manchet som følger:

Din samlemani er nedarvet

Det er ikke kun din egen skyld, hvis kasserne med kuglepenne og mapperne med frimærker hober sig op. Britiske forskere beviser, at trangen til at samle i høj grad ligger i generne.

Såkaldte tvillingstudier har vist at sådan forholder det sig: Hvis man er enægget tvilling og har en form for samlermani, så er der 50% sandsynlighed for at ens tvilling også er samler, mens hvis man er tveægget tvilling, så er udsigten til at man deler samlermanien med sin tvilling, kun 25%,

 

Jeg har aldrig opfattet min samlerglæde som noget sygeligt, men dagligsprogordet 'samlermani' peger jo på at det også kan være en slags psykisk lidelse. Og i så fald er forskerne enige om at det er en variant af det der kaldes "Obsessive Compulsive Disorder" - forkortet OCD.

   På dansk taler man om 'tvangstanker' og 'tvangshandlinger', og forskerne mener at OCD hænger sammen med en forstyrrelse i produktionen af signalstoffet serotonin i hjernen, et stof som også menes at spille en rolle i nogle former for depression. Det at udøve tvangshandlingerne menes at have en angst-dæmpende, og borligende effekt.

   Serotonin er et af de signalstoffer og hormoner - misvisende kaldet "lykkestoffer" - som hjernen producerer og har brug for, for at fungere godt. Og sådan er det: når man samler på noget og har et "hul" i samlingen, så er der en dyb glæde  - en omend kortvarig lykkefølelse - ved at gøre et fund og få det hjem til at fylde hullet ud i samlingen.

Under alle omstændigheder har jeg i lange perioder været stærkt optaget af at samle, ordne og systematisere genstande inden for en bestemt kategori som helst skulle være så svær at fylde helt ud at det var spændende at jagte, opspore, finde og anskaffe dem.

   Der skulle og skal helst være en sjældenhedsfaktor involveret der gør at nogle fund inden for kategorien er omgærdet af en særlig aura - og måske også derfor besidder en relativt stor økonomisk værdi. 

   Jeg er ikke i tvivl om at det at samle på noget nogenlunde målrettet og systematisk både kan være beroligende og ophidsende, beroligende når man har fået nyt og godt til samlingen, ophidsende og spændende hvis man er på jagt efter et fund, og ved at andre også er det.

   Den milde form for samlermani - samlerlidenskab og -glæde - tror jeg er en del af den menneskelige natur og en af drivkræfterne bag menneskets udvikling af forskning, videnskab og kulturliv.

   De første museer startede også som kongelige og adellige "rarietets-samlinger" - for så gradvist at udvikle sig til videnskabelige institutioner inden for det felt samlingen dækker.

Og nu konstaterer jeg så altså at jeg igen er faldet i og hænger på den - med mine indkøb af i alt 10 Harald Henriksen-billeder siden december.

   Og hvorfor lige ham?

   

Jeg har praktisk taget aldrig før købt rigtig kunst af "navne", og den eneste form for grafik jeg har været "bidt" af, er japanske træsnit fra 1800-tallet - og den lidenskab har jeg haft siden min tidligste ungdom. 

   Jeg har haft nogle af de mest kendte Hokusai-træsnit i glas og ramme på væggen i mange år, købt som store postkort, plakater, eller som kalenderbilleder. 

   Fx de fire her:

De er så gradvist blevet erstattet af egne akvareller da jeg fik behov for vægplads til de særligt udvalgte jeg syntes jeg var lykkedes med. 

   Og nu kniber det når der også skal være plads til en Harald Henriksen-samling.

  

I min glæde ved  Harald Henriksens billeder flyder tre interesser sammen og nærer min samlerlidenskab: interessen for akvarelmaleri, interessen for japanske farvetræsnit, og interessen for naturalistisk kunst.

   Harald Henriksen beskrives som den sidste danske naturalist med rødder i 1800-tallets klassiske malerkunst  (og han var efter sin død udsat for kunsthistorisk glemsel indtil for omkring 5-6 år siden da Ole Lindboe skrev en bog om ham, og Haralds søn Hans fik lavet en udstilling af så mange af hans værker at det var tydeligt hvor god han var og havde været). 

   Harald Henriksens primære malemedie var akvarel, hvad der er et usædvanligt og ikke så prestigefuldt malemedie som oliefarver. Akvarelmaleri var noget de rigtige og velanskrevne oliemalere primært brugte til skitser og forstudier, Det var bogillustratorens og arkitektens typiske farvemedie - ofte kombineret med profil-streger med tusch. Og så var det et amatør- og hatte-dame-medie. 

   Harald Henriksen var stærkt inspireret af japansk træsnit-æstetik og havde flere originale Japan-træsnit hængende på sin væg - ligesom mange af de store (post)impressionister i Frankrig også havde det. Og han var så samtidig pioner inden for farvtræsnit-teknikken i Danmark - og brugte ofte akvarelskitser som udgangspunkt for sine træsnit. Og han nød efter eget udsagn at komme ud til den brede danske befolkning via salget af disse træsnit til overkommelige priser.

   Han beskrives lidt som en outsider i kraft af at han fastholdt sit naturalistiske udgangspunkt gennem hele livet - på trods af skiftende og traditionskritiske kunstsyn blandt de kunstkyndige på bjerget - i øvrigt ligesom netop afdøde Otto Frello, 

   Og outsidere i kunsthistorien bliver jeg ofte tiltrukket af, specielt hvis de så får come-back og ny anderkendelse, så er det en god historie.

Sjældenheds-faktoren er god og høj. Mange af både Harald Henriksens akvareller og hans træsnit er gået til da de er meget skrøbelige. Samtidig er priserne ikke særligt høje - især ikke på træsnittene, fordi han trods alt stadig er ret så glemt. Så det gør hans billeder til oplagte samlerobjekter for mig hvis jeg skal samle på kunst.

Her er en god introduktion til Harald Henriksens liv og virke:

https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

Hovedværket om Harald Henriksen som kunstner er bogen "Naturens Spejl" som er forfattet af Ole Lindboe og med forord af Klaus Rifbjerg:

http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf

I de foregående 2-3 udgaver af "akvarelmaleriets mysterier" har jeg beskrevet mit eget forhold til akvarelmaleriet ved at kalde mig 'lejlighedsmaler', dvs. en der maler til og/eller for nogen når en god og aktuel lejlighed gives, 

   Jeg har nu haft endnu en officiel familiebegivenhed der kunne fungere som drivkraft for en akvarel - med et motiv som jeg på forhånd ville afskrive at jeg kunne male: en hest.

   Mit barnebarn er en pige på tretten som snart skal konfirmeres. Og hun er - hestetosset, ville man nok sige. I flere år er næsten al hendes fritid foregået på en rideskole. Og den lidenskab fortsætter nok et stykket tid endnu. 

    Så nu er der en god lejlighed. Jeg må prøve at male en akvarel til hende med en hest som motiv, et billede som hun kan få i konfirmationsgave - oven i den konventionelle pengegave.

   Her er resultatet:

Denne hest blev malet i første hug og på én arbejdsdag fra 9-16. - efter et referencefotografi jeg fandt på nettet. Det er usædvanligt med en så hurtig eksekvering, for som regel skal jeg have malet et par mere uforpligtende 'træningsakvareller' at varme op på.

   Kravet til hestens udseende på akvarellen var at den skulle have mit barnebarns egen hests farver: brunt skind, sort manke, ingen hvid blis foran på snuden.

   Jeg er faktisk meget tilfreds med resultatet. Og kan se at jeg har udnyttet den teknik jeg lærte at bruge da jeg skulle prøve at male bare damer som hende her:

I akvarellen af den let-løbende fuldblods-hest, er teknikken brugt til at male hestens skind, kropsform og muskler - med udnyttelse af klare hvide lysreflekser i skindet og af glidende overgange fra mørkt til lyst til at markere former og muskler på krop og i hovedet.

   Jeg har planer om prøve at male flere akvarelheste, men nu kom samlermanien og dermed Harald Henriksen i vejen. Og jeg skal jo også have lavet en konfirmationstale til barnebarnet.

Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Links til tidligere indlæg om min "opdagelse" og jagt på Harald Henriksen træsnit:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html