Autofiktion - og andre historier - med afsæt i en aktuel kronik

En aktuel kronik af Poul Behrendt og Mads Bunch sætter gang i minderne:

Jeg læste dansk på Købenshavns Universitet 1963-70. Jeg blev der mødt med et litteratursyn som den gang blev benævnt 'nykritikken'. 

   Ideen var at når man læste og fortolkede litteratur, så skulle man med flid og systematisk undgå at inddrage hvad man i øvrigt vidste om forfatterens personlige og sociale liv. Og kun koncentrere sig om at forstå og udlægge teksten isoleret betragtet - på egne præmisser, så at sige - som et i det mentale og konceptuelle rum frigjort kunstnerisk udtryk formet i sprog.

   Nykritikken gik den gang hånd i hånd med den litterære modernisme sådan som den kom til udtryk i tidsskriftet Vindrosen med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører de første år efter 1959.
     Jeg var fan af begge forfattere og var begejstret for "Amagerdigte" og "Sære historier".

   

Jeg havde det aldrig helt godt med nykritikken som litteraturlæsningens dominerende tankesæt i min studietid. Og den eneste litteraturlærer hvis undervisning - og siden bøger - jeg for alvor syntes jeg fik noget interessant ud af, hed Aage Henriksen. Og han var i den grad ikke-nykritisk indstillet.

   Han fortolkede litteraturen af forfattere som Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, H. C. Andersen, Sophus Claussen, Henrik Ibsen, Karen Blixen, m.fl. i lyset af en teori om at det fælles inspirationsgrundlag for disse forfattere var en form for sublimering af tilbageholdte og uforløste seksuelle energier, energier der blev transformeret til litteratur gennem mentale erfaringsprocesser som indirekte var beskrevet i frimurernes esoteriske skrifter og ritualer, og senere også i bl. a. Rudolf Steiners Teosofi.

Nu blev jeg aldrig "litterat" som det hed den gang, men "sprogmand", og mit speciale blev skrevet inden for et den gang nyt forskningsfelt - moderne dansk syntaks. Titlen var: Infinitiv og ledsætning som subjekt i morderne dansk.
   Og min faglige interesse blev under studenteroprøret fokuseret mod sprogbrug i sociale situationer og i social interaktion.

   Vi var en lille gruppe af yngre lærere og ældre studerende der den gang  - i slutningen af 60´erne - introducerede og udviklede fagområdet 'pragmatik' og underviste på danskstudiet i 'pragmatisk tekstanalyse'. 

   Men også det havde en klar oprørsk brod vendt mod nykritikkens kunst- og sprogsyn: Sprogbrug skulle i pragmatikkens optik altid analyseres og tolkes i den sociale og psykologiske kontekst som sprogbrogen udsprang af, fungerede i - og virkede tilbage på. 

   Og nye discipliner som sociolingvistik, psykolingvistik, konversationsanalyse voksede frem under pragmatikkens faglige vinger op gennem 70´erne og 80´erne.
    Mit eget faglige ståsted inden for sprogvidenskaben i op gennem 70´erne år blev samtaleteori og samtale-analyse - inspireret af den amerikanske socialpsykolgisk orienterede interaktionsteori kaldet 'etnometodologi' og dens dertil hørende analysepraksis 'CA' (=Conversation Analysis) - med Erving Goffman som en af 'fædrene' via sin berømte og epokeskabende bog "The Presenttation of Self in Every Day Life".
   I den kontekst blev jeg introduceret til 'symbolsk interaktionisme' og til centrale begreber som "face", "facework" og "framing".

Så springer vi ti år frem:
  Da jeg i sin tid skrev - og tænkte - bogen "Faktion som udtryksmiddel" i slutningen af 80´erne, var den på mange måder stadig præget af det opgør mod at se en tekst - en avisartikel, en bog, en film, et tv-indslag - isoleret - eller kun at se det gennem modtagerens briller.

   Jeg inddrog i mine model til forståelse af de forskellige blandningsgenre som jeg sammenfattede under begrebet 'faktion', afsenderens intentioner, hans eller hendes arbejdsproces, virkelighedsforpligtelser, genreforestillinger mv. 

   Og jeg fastslog at afgørende for forholdet mellem afsender og modtager når det drejede sig om de mange forskellige blandinger af fakta og fiktion i medierne, var den udtalte eller uudtalte 'kontrakt'/'overenskomst' mellem afsender og publikum om i hvilket omfang og på hvilken måde det producerede værk var sandheds- og virkelighedsforpligtet fra afsenderens side. 

   

Det der optog mig var først og fremmest det tvetydige eller mangetydige forhold man kunne finde i alle mulige former for tv, film, radio, litteratur - mellem sandt og falskt, mellem virkelighed og fiktion, mellem fakta og fantasi.

   Min inspiration til den tankegang var  - ud over førnævnte 'mikroscoiolog' Irving Goffman -  sprogfilosofferne J.L. Austin og J.R. Searle med værker som "How to Do Things with Words" og "Speach Acts"

I 2006 udsendte litteraturkritikeren og -forskeren Poul Behrendt bogen "Dobbeltkontrakten" hvor han på samtidslitteraturens område påviste at der i højere og højre grad blev trukket veksler på læsernes forestillinger om hvorvidt det var litteratur (=fiktion/fri fantasi) eller en form for (erindret) dokumentarisme (=fakta/forpligtet på sandhed og virkelighed) når de købte og læste bøger af fx Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen.

   Man kan roligt sige at Poul Behrendt hermed havde "fat i den lange ende". 

   

I den mellemliggende tid er begreber som "autofiktion" eller "fiktionsfri fiktion" blevet i den grad rammesættende for forståelsen af de senere års litteraturudvikling og -debat. Og Poul Behrendt har i kronikker, artikler og interviews udviklet videre på den tolkningsramme som han introducerede med bogen fra 2006.

   Med Karl Ove Knausgårds mammutserie i 6 bind "Min Kamp" har den autofiktive litteratur for alvor sat sig igennem og sat sig i front i hele det skandinaviske litterære miljø. 

   Og "Min Kamp" har Poul Behrendt tit og ofte henvist til som en slags proto- og idealtype for den nye tendens der synes at sprede sig i alle litterære miljøer - i høj grad med direkte inspiration fra Knausgård.

Sidst har Poul Behrendt sammen med en yngre kollega Mads Bunch forfattet en kronik i Politiken  hvor han endnu en gang slår et analytisk slag for berettigelsen i at skrive litteratur der i den grad er konkret og privat - og til en (u)vis grad - (u)sand og (u)virkelig. Med fremhævelse af at det har alvorlige konsekvenser for hele den 'litterære institution'. Men også ofte ubehagelige konsekvenser for både forfatter og hans/hendes nærmere og fjernere omgivelser.

   Kronikken har overskriften:

Autofiktion har knust modernismens facade

Og manchetten lyder:

Den litterære genre vender op og ned på forholdet mellem læser, forfatter og litteratur.

Sådan udlægger Behrendt og Bunch begrebet "autofiktion":

Autofiktion er betegnelsen for en bog, hvor navnet på forfatteren, fortælleren og hovedpersonen er et og det samme, hvilket traditionelt har annonceret selvbiografi. Men samtidig er bogen forsynet med fiktionsbetegnelsen roman, hvilket tidligere garanterede en forfatter imod at blive identificeret med sin fremstillings fortæller og hovedperson.

   For tiden breder denne paradoksale form for kunst sig overalt i skandinavisk litteratur, mest intensivt måske i den danske. Hvermandseje blev selve begrebet dog først, da Politiken sidste sommer indbød forfatterspirer til at indsende autofiktioner i kronikform.

   Ledsaget af følgende kommentar fra kronikredaktøren: »Når den nye strømning appellerer så voldsomt til vores tid, hænger det sammen med, at vi er godt trætte af fiktion. Knausgårds ’Min kamp’ fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken«.

Poul Behrendt er et år yngre end mig. Så vi må også have gået på KU nogenlunde samtidig - i sidste halvdel af 60´erne. Og læst dansk. Og abonneret på  Vindrosen. Og blevet indoktrineret i nyykritikkens litteratursyn. 

   Og Poul Behrendt blev som yngre litterat - har jeg læst mig til - karakteriseret som 'Åge Henriksen-elev'.

   Set fra mit synspunkt er det interessant af kronikforfatterne også griber helt tilbage til den gang for at beskrive hvor revolutionerende udviklingen af autofiktionen er:

Den friske luft beror på, at autofiktion er en udfordring til samtlige de måder at skrive og læse på, som blev indstiftet ved dansk modernismes begyndelse omkring 1960. Når forfattere pludselig vælger at gøre sig selv til deres romaners hovedperson, undermineres modernismens idé om det autonome værk og den empiriske forfatter som noget værket helt og aldeles uvedkommende.

   Det nødvendiggør en anden måde at læse på end den, de fleste har lært i folkeskoler, gymnasier og på universiteter. Nemlig nykritikkens, som aflyste enhver forbindelse mellem en bogs forfatter og dens fortæller, ja, faktisk gjorde fortælleren til den eneste gyldige genstand for læsning af fiktion. Denne nykritiske ramme omkring ’modernismens glasfacade’ bliver således revet med i faldet, når empiriske forfattere med autofiktionen selv træder ind i romanerne.

 Da jeg i sin tid skulle lave en definition på 'faktion", indgik i definitionen at der var ballade og konflikt enten på afsendersiden eller på modtagersiden eller - ofte på begge sider - på grund af genreblandingen og tvetydighederne omkring sandhed og virkelighed.

   Og det indgår tydeligvis også som et kendegn ved autofiktionen der jo som selvfremstilling overskrider grænsen mellem offentligt og privat. 

   En række af forfatterne inden for genren får ballade i deres private relationer i forhold til familie og barndomsmiljø, bliver retsforforfulgt, udsat for chikane og trusler, mv.

Man kan som Yahya Hassan risikere enten overfald eller politiovervågning og som ’Nielsen’ og ’Rasmussen’ en årelang pågående retssag til udmåling og domfældelse af virkelighedsgraden i en autofiktion.

   Eller som Knausgård og hans norske forlag gennes rundt i manegen ved udsigten til et juridisk søgsmål, indtil den fædrene slægt i ’Min kamp’, ikke bare hvad navnet angår, men også i henseende til bopæl, uddannelse, arbejde etc. er forandret til nærmest ukendelighed.     Autofiktioner har ikke bare til formål at overskride og derved flytte grænserne for social skam, de risikerer i lige så høj grad at blive ramt af dem.

Af andre begreber for "autofiktion" og det der ligner, introducerer kronikken "litterær selfie", "performativ biografisme" og "vidnesbyrd-litteratur" som mere eller mindre synonyme. Fælles er at der er tale om 'selvfremstillinger' iklædt litterære æstetiske former og udtryk.

De to forfattere til kronikken, oplyses man om, har sammen skrevet en grundbog "Selvfortalt. Autofiktion på tværs" som udkommer i denne uge. Så kronikken er en slags reklame for bogen.

   Jeg tror den vil være interessant læsning.

Kronikken i sin helhed kan læses her - og den indeholder links til en vifte af interessante artikler om "autofiktion":

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2645667/autofiktion-har-knust-modernismens-facade/