Apple - Steve Jobs - og babyen der forvekslede et glittet magazin med sin iPad

En meget berømt bog inden for moderne neuroscience har den fascinerende titel: "The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales", skrevet af den internationalt kendte neurolog Oliver Sacks. Titlen refererer til en af bogens case-historier om en mand med sygdommen visual agnosia.[1]

    Se lige denne video fra YouTube som gav mig associationen til bogen. Klippet har titlen:

A Magazine Is an iPad That Does Not Work

Klippet kunne også have haft titlen: Babyen som forvekslede et glitte magasin med sin iPad.

    Der er flere andre klip på YouTube der viser at en iPad kan betjenes "intuitivt" af små børn på 1-2 år. Og det er jo både fantastisk og uhyggeligt. Men når jeg ser på mine børnebørn, så er de jo alle mere kompetente end jeg og min frue er - med mange kilometer. Med fingre og hænder "kører" de iPhone og iPad som vi andre kører bil.

Jeg må starte med en tilståelse. Jeg ejer ikke og bruger ikke til hverdag Apple-produkter. Og da jeg for nylig besluttede at nu måtte jeg nok se at anskaffe mig en smartphone, så blev det ikke en iPhone, men en Galaxy S II (Samsung).

   Hvad har jeg imod Apple - og alle deres smarte iP-produkter?

    Det er en fornemmelse omkring den markedsføringspolitik de følger, der går på ikke at ville dele og prøve at binde brugerne, isolere dem fra resten af markedet.

   Altså Apple er grænsesættende i stedet for grænseoverskridende. For meget religion. For meget in-group.

   Det kan godt være at Apple  - med  nyligt afdøde Steve Jobs som primus motor og frontfigur - har været kreative i deres markedsføring. Og er blevet et fantastisk brand der derfor kan sælge til meget højere priser end rimeligt er når man ser på det indhold produkterne leverer. Og der er også det med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for kinesiske industriarbejdere på de fabrikker som producerer  hardwaren.

   Så: Jeg har ikke følt mig tiltrukket og fristet. Men nu går den nok ikke længere.

I forbindelse med en lettere animeret påskefrokost i går, var der gang i iPads´ne og iPhone´ene - og en livlig snak om apps og spil gik bordet rundt.

   En af vennerne har I mange år været Appel-fan og -bruger, men kan også håndtere og betjene almindelige Microsoft Windows-computere. Og han viste klippet ovenfor - med baby´en, iPaden og det illustrerede magasin. På sin egen iPad

   Min ven var den første i min omgangskreds der anskaffede sig en iPad, og i høje toner besang dens kvaliteter.

   Han forærede den så til sin frue og købet en iPad 2. Og hans frue blev også fuldstændig "solgt" til den gamle 1´er.

   Flere og flere mænd i min omgangskreds fortæller at de også har anskaffet en iPad, men slet ikke kan få lov til at bruge den selv. Børn og kvinder i familien overtager den simpelt hen - fuldtids. Familieekspropriation - uden kompensation. Så anskaffer man sig en iPad må man altså forudse et umiddelbart behov for en til!!!

   Og min frue - som altid har haft en indgroet modvilje mod den lille bærbare Windows-computer  jeg forærede hende for nogle år siden - har også anskaffet en iPad. Hun er nu også helt "solgt". Og ikke mindst er det altså spil-apps´ene der trækker - og så følger de andre mere praktiske funktioner med: e-mail, net-bank, googling etc.

Siden jeg for to år siden begyndte at skrive på denne blog, har jeg flere gange tænkt at nu måtte jeg også lige skrive om Steve Jobs. Uden at jeg for alvor satte mig ind i hans historie, var jeg jo ikke i tvivl om at han måtte høre til de særligt kreative personligheder - big scale!

Hvordan er det nu med den særligt kreative personlighed? - Flere personligheder i en. Savn af far eller mor - eller konflikter i hjemmet. Psykologisk set fremmedgjort og mental hjemløshed. Blandet sproglig og etnisk herkomst. Flytteri i barndommen. Mobbet i skolen og andre skolekonflikter. Præget af vrede og irritation over andres mangel på æstetiske ambitioner. Stemnings-svingninger mellem udadvendthed og indadvendthed. Store forestillinger om eget værd. Rager uklar med chefer. En primadonna.

   Det var stikord jeg har samlet sammen - uden at få dem omsat til indlæg om Steve Jobs: en helt speciel særligt kompliceret og mangesidet personlighed.

   Jeg googler lige på ham. Der var noget med en stor biografi som udkom på dansk for ikke så mange måneder siden. Og ja!

Forfatter: Walter Isaacson

Titel: Steve Jobs: En biografi om manden bag Apple

Oversættelse: Jakob Levinsen

Forlag: Gyldendal

Sider: 672

Pris: 349 kr.

Den anmeldes i Berlingske 27/10/2011 af Lars Henrik Aagaard. Rubrikken er jo i sig selv en bekræftelse:

Steve Jobs-biografi: Portræt af et dumt svin

Jeg plukker citater hist og pist. Her først fra manchetten:

Walter Issacsons definitive biografi om Steve Jobs tegner et levende og ærligt portræt af et arrogant, uhøfligt og grundlæggende usympatisk menneske, som med sin enorme passion, vrede og skaberkraft revolutionerede IT-verdenen.

Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge (...) Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske.

Steven Jobs var af blandet etnisk herkomst. Og han blev bortadopteret som helt spæd, hvad han meget tidligt fik at vide at han var. Fik som voksen kontakt med biologisk mor og søster (som også blev bortadopteret). Men fik ikke og ønskede ikke kontakt med sin biologiske far.
   Han var ordblind og ifølge nogle kilder havde han diagnosen ADHD.

   Wikipedia fortæller:

Steven Paul Jobs was born in San Francisco on February 24, 1955 to two university students, Joanne Carole Schieble and Syrian-born Abdulfattah "John" Jandali (Arabic: عبدالفتاح جندلي‎), who were both unmarried at the time.[28] Jandali, who was teaching in Wisconsin when Steve was born in 1955, said he had no choice but to put the baby up for adoption because his girlfriend's family objected to their relationship.[29] The baby was adopted at birth by Paul Reinhold Jobs (1922–1993) and Clara Jobs (1924–1986), an Armenian-American[3]whose maiden name was Hagopian.[30] Later, when asked about his "adoptive parents," Jobs replied emphatically that Paul and Clara Jobs "were my parents."[31] He stated in his authorized biography that they "were my parents 1,000%."[32] Unknown to him, his biological parents would subsequently marry (December 1955), have a second child Mona Simpson in 1957, and divorce in 1962.[32]

   The Jobs family moved from San Francisco to Mountain View, California when Steve was five years old.[1][2] The parents later adopted a daughter, Patti. Paul was a machinist for a company that made lasers, and taught his son rudimentary electronics and how to work with his hands.[1]

   Clara was an accountant[31] who taught him to read before he went to school.[1] Clara Jobs had been a payroll clerk for Varian Associates, one of the first high-tech firms in what became known as Silicon Valley.[34]

   Jobs was an intelligent and innovative thinker, but his youth was riddled with frustrations over formal schooling. At Monta Loma Elementary school in Mountain View, he was a prankster whose fourth-grade teacher needed to bribe him to study. Jobs tested so well, however, that administrators wanted to skip him ahead to high school—a proposal his parents declined.[35]

Mit eget forhold til computere og Apple er sådan her: 

   Jeg købet en computer omkring 1985. Da jeg selv er lidt ordblind, synes jeg den var rigtig svær og bruge - kunne ikke finde ud af og huske de forskellige kommandoer. Brugte den næsten kun som skrivemaskine.

   Da jeg i starten af 80´erne var konsulent i DR´s interne undervisnings-afdeling, lånte jeg en 10 kg tung bærbar Toshiba til at tage med ud på redaktionerne når jeg lavede udviklingsprojekter og redaktionsrettede kurser. Det var smart og en stor fordel under arbejdet, husker jeg. 

   Og jeg fik vel også opsat en stationær på mit kontor i TV-Byen. Men DR´s IT-afdeling var forfærdelig tung at danse med. Og jeg syntes generelt det var besværligt med det nye it-udstyr.

Da jeg blev direktør for TV 2 ØST i 1992, besluttede jeg at købe en Apple "PowerBook" - som på det tidspunkt var helt ny og revolutionerende, og - havde jeg læst mig til - meget nemmere at bruge for sådan nogle højre hjernehalvdels-orienterede mennesker som mig.

   Det passede. Den Macintosh PowerBook var jeg rigtig glad for. Den var meget sjovere og mere intuitivt indladende end dem jeg var vant til hjemmefra og fra DR. Men problemet var at stationens computere ellers var microsoft-systemer. Og det var besværligt at jeg havde Mac når min sekretær bruge Microsoft. Så frustrationerne fulgte med.

   Så kom Microsoft med Windows-styresystemet - som jo langt hen ad vejen var en kopi af Macintosh´. Så det skiftede jeg til. 

    Og  jeg husker det var en lettelse at være på samme system som medarbejderne, min sekretær og mine chefer. 

    Men Apple forfulgte mig alligevel. Det første digitale redigeringsanlæg, en AVID, som stationen anskaffede, var et Apple-produkt. Det var dyrt og den økonomiske gevinst det skulle give, blev spist op af efteruddannelse til medarbejdere der skulle betjene det, og de stadig nye forbedringer og opdateringer som man også skulle betale for. 

Når jeg nu underviser en gang imellem på TV-tilrettelæggeruddannelsen, så har alle de studerende - uden undtagelse - Mac-bærbare-computere. På journalistik på RUC er fordelingen ca. 50-50 mellem iMac og Microsoft-bærbare.

Men jeg bliver nok nød til at falde til patten. Konkurrenterne til iPad´en synes ikke at kunne nå den til sokkeholderne. 

   Men det kan tænkes at Samsung i år når at udkomme med en tablet-android-computer der i test kan matche iPad´en, sådan som Galaxy S II kunne matche iPhone´en i flere forbruger-tests i slutningen af 2011.

   Så jeg klapper lige hesten, og ser om fruens forhold til sin iPad fortsætter med at udvikle sig i en positiv stejl kurve. 

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 

   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"

   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 

   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.

   Systemfejlen:

"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)

   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.

"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 

Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige

I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.

Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.

   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.

    

Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:

På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".

Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 

    Lad mig prøve:

På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.

Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:

   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 

    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 

   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.

   

Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.

   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 

    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 

    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.

   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!

Teorier om hhv. ubevidst og bevidst simulation i hjernen - sammen forklarer de "identifikation" når vi ser film som vi oplever og forstår som virkelighed

Som jeg gjorde opmærksom på i mit jubilæumsindlæg, fra den 1. april, så dække det vi kalder identifikation når folk ser film eller læser bøger og artikler, over mindst to processer. En som foregår ubevidst og hvor det er spejlneuronerne og andre automatiske aflæsningsystemer der aktiveres med direkte adgang til de centrer hvorfra vores følelser udspringer i det limbiske system. En andens som er bevidst og som aktiverer og trækker på defaultnetværket.

   Og min banale pointe er så at de naturligvis må arbejde sammen for at give os både en spontan intuitiv automatisk empati-fornemmelse og en mere reflekteret oplevelse af genkendelse og indlevelse når vi fx identificerer os - mere eller mindre - med de mennesker vi ser på filmlærrede eller en tv-skærm.

En undersøgelse som blev lavet af Marco Iacoboni m.fl. (Det er ham som også har skrevet om opdagelsen af spejlnuronerne og deres betydning i bogen 'Mirroring People') er relevant her.

   Mens hjernen blev skannet fik forsøgspersonerne vist små filmstumper med to mennesker i en eller anden form for interaktion:

Taken together, our data may be interpreted as suggesting that the human facility in understanding observed social relationshipsis provided by the combined activity of an action recognition system in the inferior frontal and superior temporal cortices, an anterior STS system that interprets the social significance of actions, and a dorsomedial prefrontal cortex and medial parietalcortex system that analyzes social relationships and considers their implications.

    The dorsomedial prefrontal cortex and medialparietal cortex system for thinking about social relationships is apparently part of the brain’s default state circuitry; it may continuously, often without effort or intention, assess and analyze past, present, or possible future social relationships whenever non-social tasks do not demand full attention. Given the complexity and pervasive importance of social relationships, this ongoing social processing may be crucial to sustaining adaptive social relations.

http://iacoboni.bol.ucla.edu/pdfs/Neuropsychologia_Iacoboni_v21p1167.pdf 

Ræsonnementet ud fra undersøgelsen er at når man ser andre mennesker i social interaktion - på film eller i virkeligheden, så vil defaultnetværket automatisk og ikke særligt bevidst gå igang med at simulerer hvordan de mennesker på filmen har det med hinanden. Samtidig (så vidt jeg kan læse ud af undersøgelsen) vil spejlneuronsystemet give løbende input til at vi automatisk simulerer deres bevægelser og handlinger - især intentionen med den.

   Og hvorfor skulle det ikke præcis være det dere sker når vi identificerer os med et menneske vi ser handle og forfølge mål i en historie fortalt i levende billeder.

Problemet er at der er to tilsyneladende konkurrerende teorier på banen til at foreklare identifikation med andre mennesker gennem simulation: Den der tager afsæt i spejlneuronerne i præmotorcortex og beslægtede områder af hjernen, og den der tager afsæt i Theory og Mind og den del af hjernen - "the midline structures" - som defaultnetværket omfatter

   

Vor ven V. Ramachandran, ham med 'The Tell-Tale Brain' og neuro-æstetik, har filosoferet over hvordan hjernen har udviklet de mere bevidste former for indadrettet reflekterende simulation som indgår i Thery of Mind-komplekset i defaultnetværket - ud fra spejlneuronernes primære funktion i forskellige andre dele af hjernen som er rettet mod perception af mennesker i omverdenen.

I also speculated that these neurons can not only help simulate other people's behavior but can be turned "inward"—as it were—to create second-order representations or meta-representations of your own earlier brain processes. This could be the neural basis of introspection, and of the reciprocity of self awareness and other awareness. There is obviously a chicken-or-egg question here as to which evolved first, but... The main point is that the two co-evolved, mutually enriching each other to create the mature representation of self that characterizes modern humans."

http://www.edge.org/3rd_culture/rama08/rama08_index.html

Det er noget af det samme de to forfatterer, Christian Keysers og Valeria Gazzola, er inde på i deres korte artikel: 'Integrating simulation and Theory of Mind: from self to social cognition':

Investigations of brain substrates for social cognition have polarized in two camps. The simulation camp focuses on so-called shared circuits (SCs) that are involved in one’s own actions, sensations and emotions and in perceiving those of others [1,2]. The theory of mind (ToM) camp emphasizes the role of midline structures in mentalizing about the states of others [3]. 

Efter at have refereret en række centrale artikler og undersøgelser baseret på hjernskanninger konkluderer de at det er muligt at samtænke de to teorier, som de kalder "an embroynic and speculative working hypothesis":

An embryonic and speculative working hypothesis [2] for the link between classical SCs and midline structures, which is inspired by these findings but differs from that in Uddin et al. [5],is shown in Figure 1. While dealing with states of the self, areas of the SCs represent pre-reflective bodily states. If asked to introspect and report these states, subjects additionally activate (v)mPFC structures. When dealing with states of other individuals, activity in SCs might represent the empathic transformation of the bodily states of others into pre-reflective neural representations of similar states of the self. These simulated pre-reflective representations correlate with empathy [6–8] and might provide an intuitive understanding of what goes on in others [2]. If asked to reflect on the states of others, the pathways that are normally used to reflect on the bodily representations of the self are now used on simulated bodily states of others, leading to simulated reflective representations.

   Thus, SCs and midline structures form an integrated system that applies to cases where we perceive the other as similar enough for simulation to be useful [12]. In this view, both SCs and vmPFC reflect simulation, albeit at different levels (pre-reflective versus reflective), rather than radically different processes (SC versus ToM). This route is complemented by a more dorsal, less embodied and more cognitive route that becomes essential when simulations lead to wrong conclusions (e.g. others considered to be dissimilar in this aspect

http://dissertations.ub.rug.nl/FILES/faculties/medicine/2007/v.gazzola/c2.pdf 

Her er den grafiske model som de refererer til med "Figure 1.":

Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.

'The Hunger Games' - og "racisistiske" simulationer

En ny amerikansk sience-fiction-action film er blevet en kæmpe succes. Ifølge pålidelige kilder har den været den tredje mest indtjenende film på den første visningsweekend - nogensinde.

   Titlen er 'The Hunger Games' - og af referatet at dømme er plottet et der ligner plot i bøger jeg har læst for efterhånden mange år siden - i den periode af mit liv hvor SF var min altopslugende læse-genre.

Plottet i 'The Hunger Games' har karakter af en slags reality-show hvor udvalgte unge mennesker bliver tvunget ind i et kampspil hvor de skal fighte mod hinanden for at overleve. Og dette spil dækkes så af autoriserede video-optagehold der gør det muligt for et tv-publikum at følge det for de fleste deltagere dødelige udskilsningsløb.

   Wikipedia fortæller om historien:

The story takes place in a post-apocalyptic future in the nation of Panem, which consists of a wealthy capitol surrounded by 12 impoverished districts. As punishment for a past rebellion against the government, the Capitol initiated the Hunger Games—a televised annual event in which one boy and one girl from each of the 12 districts are selected in a lottery as "tributes" and are required to fight to the death in an arena until there is one remaining victor. When the protagonist Katniss Everdeen (Lawrence) hears her younger sister's name called as the female tribute for their district, she volunteers to take her place in order to save her from having to participate. Joined by her district's male tribute Peeta Mellark (Hutcherson), Katniss travels to the Capitol to train for the Hunger Games under the guidance of former victor Haymitch Abernathy (Harrelson), expressing resentment for both the Capitol and its populace for forcing her and her fellow tributes to fight to the death for their own amusement.

Københavns elite der tv-kigger på unge fra Udkantsdanmark. Det ligger ikke så langt fra 'De unge mødre'. Eller 'Gintberg på Kanten'. Eller den stærkt overvurderede serie: 'Blod sved og t-shirts/ris'.

Umiddelbart får jeg også film-associationer til "Gladiator", instrueret af Ridley Scott, eller tv-reality-dokumentarserien "Krigerne" - af Poul Martinsen. Eller for den sags skyld: "Avatar".

   Og ikke mindst associerer jeg plottet til den græske myte om Theseus og tyren Minotauros på Kreta, uhyret som hvert niende år år skulle have udleveret syv unge mænd og syv unge kvinder fra Athen - til fri forlystelse og fortæring.

Filmen 'The Hunger Games' er en adaption af en SF-roman-trilogi med samme titel af forfatterinden Suzanne Collins. Den udkom 2008-2010. Roman-serien blev en bestseller, 1,5 millioner eksemplarer af de første to bind i serien blev der solgt på bare 14 måneder.

  Så mange af filmgængerne har altså utvivlsomt læste bøgerne før de gik ind og så filmen. Ligesom det fx var tilfældet med Harry Potter.

  Og det har givet ballade i den globale offentlighed på nettet. For nogle af de mere fremtrædende karakterer i filmen er spillet af 'sorte' skuespillere - det der på amerikansk benævnes 'african-american', afrikansk-amerikanere.

I romanerne er disse personer af forfatteren Suzanne Collins beskrevet som havende "dark brown skin." Og af et interview hun har givet, fremgår det at det hun har tænkt og ment, netop er 'african-american'.

   På nettet en en lang række (og må man antage: lyshudede) unge amerikanske biografgængere kommet med stærkt racistiske udtryk i deres beklagelser over at filmen viser karakterer hvis farve og race ikke er i overensstemmelse med de forestillinger de mentalt havde simuleret i forbindelse med læsningenn af romanerne. Det gælder karaktererne  "Rue", "Cinna" og "Thresh":

Filmens Rue spillet af Amanda Stenberg

Filmens Cinna spillet af Lenny Kravitz

Filmens Thresh spillet af Dayo Okeniyi

'Simulation' er et begreb som jeg mange gange har omtalt og beskrevet som en af de vigtigste neurologiske mekanismer der udspiller sig i hjernen på folk når de fx læser en roman eller hører en historie fortalt.

    Og slagordet er: "Understanding is simulation". Man forstår og kan identificerer sig med figurer i fiktionen ved mentalt at "gennemspille" det man læser eller hører, på den "indre scene" - som en slags mental "dummy" eller "rehearsel"

Når man simulerer situationer, mennesker og handlinger som et led i at opleve og forstå det læste, så leverer hjernen altså stof til en visuel simulation: Man ser personerne for sig i aktion i forestillede situationer, og disse indre billeder sætter sig i hjernens hukommelsesmoduler som erindringer - præcis som hvis man rent faktisk havde set dem med sine øjne i virkeligheden.

   Og nogle af biografgængerne har altså ikke eller kun dårligt kunnet simulere figurerne i romanserien som "sorte" når de "kun" omtales som "dark brown". Denne diskrepans mellem romansiumulering i erindringen og den de skal gennemføre for at komme i filmens flow, ødelægger delvis oplevelsen af filmen for dem. Og så  bliver de vrede.

Spejlneuronernes aktivering er et vigtigt led i den slags indre mentale simulationer - situationer, mennesker og handlinger der "kører på den indre skærm" under læsningen. Og spejlneuronerne har direkte forbindelse til de centre i hjernen der udløser følelser.

   Og det nogle af de unge biografgængere er vrede over, og som får dem til at udtale sig i racistiske vendinger på nettet, er at de simulerede erindringer de har indlejret i deres episodiske/selvbiografiske hukommelse, ikke stemmer overens med de billeder de nu ser på den ydre skærm - filmlærredet.

Problemet er for dem utvivlsomt reelt nok. Det er simpelt hen vanskeligere at simulere (=identificere sig med) det man ser på filmlærredet når man har visuelt konkrete erindringer godt og grundigt lagret i hjernen som modsiger eller dementerer det.

Det er jo ikke noget usædvanligt eller ukendt fænomen.

   Mange filmtilskuere kan fortælle om tilsvarende skuffelser når de har set en film som er en adaption af en roman de har levet sig ind i og levet med i via simulationsmekanismerne. Fordi den indre film som sidder stærkt forankret i den episodiske hukommelse, dårligt eller slet ikke korresponderer med den ydre som de ser i biografens mørke.

Et berømt og markant eksempel er fra tv-serien Matador. Den stærkt ubehagelige figur lærer Andersen bliver af sin kone Misse låst ude på balkonen til lejligheden. Næste dag findes han død - af kulde. Mange seere klagede ved genudsendelsen over at den scene er klippet ud hvor vi "ser" lærer Andersen igennem altandørend rude stå og gestikulere vredt og skælde ud.

   Scenen har aldrig eksisteret, men Misse genfortæller episoden så levende at tv-seerne har simuleret den visuelt og erindrer simulationen ganske tydeligt.

Mellemkød og anogenitaldistancen - "aprilsnar" med tredobbelt skrue

Denne blog interesserer sig for alle former for blanding af fakta og fiktion - herunder aprilsnarre. I dag er den først april, og Politiken plejer at være god for et smukt eksemplar af genren.  

Jeg havde lige været på tanken i vores sommerhusområde og købt Politiken. Mens vi kørte hjem, greb fruen avisen og Videnssektionen faldt ud. Hun blev fanget af forsiderubrikken: 

Mellemkødet afslører manden

Artiklen var skrevet af Katrine Bay, og fruen syntes den var så interessant at hun ligefrem læste passager op mens vi kørte. Den indeholdt ordet 'anogenitaldistancen', som - forklarede hun - er afstanden mellem endetarmsåbningen og pungen - på dansk kaldet mellemkøddet. 

    Artiklens pointe var at undersøgelser viser at jo længere anogenitaldistancen er, jo bedre er mandens fertilitet - statistisk set. Og omvendt: jo kortere mellemkødet er, jo mindre fertitlitet og jo større risiko for sterilitet hos manden. 

   Fruens reaktion var at det var jo en smart og simpel måde at finde ud af hvor gode chancer en mand havde for at gøre sin kone gravid.

   Min reaktion var: Det må da selvfølgelig være en aprilsnar! Og det fik jeg så overbevist fruen om at det nok var.

Vel hjemkommet læste jeg artiklen igennem. Og ud over selv udtrykket 'anogenitaldistancen' som jeg mente måtte være en kreativ verbal opfindelse fra Katrine Bays side, så var der også andre passager som jeg syntes klokkeklart pegede i retning af munter kvindelig journalistisk opfindsomhed. Fx dette afsnit der indleder artiklen:

Bed manden tage bukser og underbukser af. Læg ham på ryggen. Placer hans ben i frøposition med knæene ud til siden og fodsålerne samlet cirka 40 centimeter fra ballerne. Tag en skydelære eller et centimeterbånd og mål afstanden fra mandens endetarmsåbning til dér hvor hans punkg begynder. Sådan. Nu har du et mål for, hvor god han er til at gøre en kvinde gravid.

  Det er konklusionen på to nye amerikanske videnskabelige studier.

Nej, det er for pjattet! Og som mand tænker og reagerer jeg spontant emotionelt: Det er for ydmygende! Jeg mærker spejlneuronerne i aktion under huden og i underbevidstheden - de aktiveres ikke kun ved at se en anden person gøre en handling, men også ved at få denne handling beskrevet konkret i ord så man kan forstille sig selv i den situation.
   Det må være fiktion og digt.

   Senere i artiklen citeres den amerikanske forsker der er "kilde" til undersøgelsen, Shanna Swan, også på en måde som lugter langt væk af "aprilsnar":

Ifølge Shanna Swan har det ikke været noget problem at udføre målingen på de frivillige forsøgsdeltagere.

   "Hverken de unge mænd eller lægerne, der foretog målingerne, fandt situationen ubehagelig eller pinlig. Vi har måske oplevet to mandlige deltagerer, der fik rejsning. Det er det hele", udtaler hun.

   Men måske er danske mænd mere sarte. På Rigshospitalet har man gennem mange år undersøgt sædkvaliteten hos frivillige unge danske mænd. Og overlæge Niels Jørgensen, der er ansvarlig for sædkvlalitetsstudierne, siger om undersøgelsessituationen:

"Vi har skam for søgt at måle anogenitaldistancen hos nolge af de unge danske mænd. Det fandt det ganske grænseoverskridende".

   Niels Jørgensen ser ikke desto mindre et potentiale i at benytte sig af frøstillingen og skydelæren:

   "I andre studier overvejer vi bestemt at inkludere målingen. For eksempel i projektundersøgelser af fertile og infertile mænd".

Jeg har tidligere skrevet om aprilsnarre og givet opskriften på en god aprilsnar:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Det eneste lidt mistænkelige er at der ikke en kamufleret henvisning til dagen den første april.

   For en sikkerheds skyld googler jeg derfor lige "anogenital distance". Andre burde jo allerede have spottet den og lagt afsløringen på nettet. 

   Istedet får jeg Wikipedia! 

Studies show that the human perineum is twice as long in males as in females,[1] but males have more variance. Measuring the anogenital distance in neonatal humans has been suggested as a noninvasive method to determine male feminisation and thereby predict neonatal and adult reproductive disorders.[2]

   Yet another study, by Swan et al., has determined that the AGD is linked to fertility in males, not penis size.[3] An abnormally short male AGD (lower than the median around 52 mm (2 in) have seven times the chance of being sub-fertile as those with a longer AGD. It is linked to both semen volume and sperm count.[4] Those with lower AGD than median also increases in the likelihood of undescended testes, and lowered sperm counts and testicular tumors in adulthood. Babies with high total exposure were ninety times more likely to have a short AGD, despite not every type of the 9 phthalates tested being correlated with shorter AGD.[3]

Jeg kan kun ønske Katrine Bay tillykke med denne "aprilsnar" - med tredobbelt skrue!

Men hvor f...... er så Politikens aprilsnar? Jeg går de andre sektioner igennem. Ikke nogen der "lugter" af digterisk journalistisk opfindsomhed og fantasi. Jeg vender tilbage til Videnssektionen. Og bladrer. Hvad med den her - under rubrikken: 

Ny smartphone-app aflytter telefonsamtaler i nærheden

Manchetten lyder:

En ny applikation til smartphones bruger bluetooth-forbindelsen til at lytte med på andres telefonsamtaler. Dansk advokat advarer: Det er næppe lovligt.

Det har advokaten utvivlsomt ret i. Men det er så heller ikke sandt. 

   App´sen har ifølge artiklen navnet 'Streetear'. Og googler jeg det udtryk, så får jeg kun det illustrerende og "dokumenterende" billede fra artiklen i Politiken, men ingen henvisninger til livlige diskussioner på Facebook og Twitter  "på baggrund af en beta-vision", som artiklen referer til.

   Men man kan jo se det selv - at 'Streetear-app´sen som den ser ud på en smartphoneskærm:

Jeg havde læst artiklen tidligere i dag, men kun overfladisk.  Og havde ikke spottet den som en aprilsnar, fordi jeg jo havde fundet den med "mellemkødet" - og Politiken plejer ikke at have flere en én.

   Og her er det udtryksmæssige bevis, henvisningen til dagen (min kursivering):

StreetEar er blevet officiel i dag, men på flere blogs på internettet og på sociale medier som Facebook og Twitter diskuteres det - på baggrund af en beta- eller prøveversion, som har været tilgængelig i et stykke tid - hvad formålet med StreetEar i virkeligheden er. 

Som det fremgår: Formålet er at lave en troværdig aprilsnar. Og det lykkedes!

Her finder du en liste over dagens aprilsnarre:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2012.php

Og her er en "nar" der jo er beslægtet med historien om måling af mellemkødet. Fra Gigtforeningens blad:

1. april 2012.
AquaNaked - en ny gavnlig motionsform fra Gigtforeningen
Pressemeddelelse

Ny forskning viser, at motion i vand uden tøj på øger bevægeligheden i leddene og kan være en stor hjælp mod begyndende slidgigt. Derfor introducerer Gigtforeningen nu AquaNaked, som en del af vandtræningsformen AquaPunkt, der i dag findes i 122 svømmehaller landet over.

   "Vi har længe vidst, at vandtræning er godt for stive og ømme led, men nye resultater peger nu på, at badetøj hæmmer bevægeligheden og kroppens evne til at genopbygge sig selv. Derfor går vi nu skridtet videre med AquaPunkt og arrangerer tøjfri træningsseancer med en serie nye øvelser for alle, der har lyst til at blive de ømme punkter kvit på en anderledes og behagelig måde," fortæller Gigtforeningens direktør Lene Witte om initiativet.

   "De seneste internationale forskningsresultater inden for forebyggelse af gigt viser, at badetøj virker som en spændetrøje på leddene og hæmmer kroppens iltoptag i vandet. Det er særligt bløddelene omkring hofte og bækken, der bliver irriterede over det våde, syntetiske materiale, og derfor kan nøgentræning især være gavnligt for mennesker med hofteproblemer," forklarer Lene Witte.

    AquaNaked bliver lanceret i svømmehallerne hen over påsken, og Lene Witte tror på, at det er en træningsform, som danskerne vil tage til sig:

    "I vandet udviskes forskellene på ung og gammel, for der kan alle bevæge sig frit. Vi håber, at AquaNaked vil blive det naturlige træningsvalg for dem, der gerne vil passe godt på sig selv – og så er det kun en fordel, at man ikke har udgifter til badetøj," siger hun.

    AquaNaked-træningen kommer til at ligge uden for svømmehallernes almindelige åbningstid, så de nøgenbadende gæster ikke kommer til at forstyrre de andre aktiviteter i svømmehallen.