Om "hallu-simulering" - og effekten af computerspil

Jeg "tænder" hver gang jeg støder på ordet "simulation" - eller synonymer. De sidste 3-4 måneder har jeg læst artikler om sprog og hjerne og læreproceser og hukommelse, hvor det tilsyneladende er det helt centrale: at hjernen simulerer noget den har modtaget "udefra" gennem sanserne - eller "indefra" via hukommelsen. Og at disse neurale simulationer er hvad "forståelse" egentlig består af.

   Som nu artiklen i Informations weekend-tillæg Moderne Tider fra den 20.-21. august. Her støder jeg på en artikel med overskriften: "Computerspil får os til at tænke kapitalistisk".

   Afsæt for artiklen er en bog på fransk "Philosophie des Jeux Vidéos" (Computerspillenes filosofi) af filosoffen Mathieu Triclot.

Computerspil er jo simulerede verdener, og når man spiller, så simulerer man indgribende handlinger i de verdener. Det er klart at spejlneuroner må være involveret her, idet man forstår disse verdener og deres handlerum ved at spejlneuronerne tænder både når man selv agerer i disse rum, og når man ser de animerede figurer i spillet agere og reagere. 

   Om også default-netværket i hjerne spiller med, er ikke helt klart for mig (fordi det er så nyt og jeg måske ikke helt har forstået det), men da det også fungerer med simuleringer, fx når man projicerer sig selv ud i en tænkt fremtid, eller man prøver at se verden fra en anden persons synsvinkel, så er der meget der taler for det.

Mathieu Triclot opstiller, med udgangspunkt i en spilteoretiker Caillois´ teori om 'klassiske' spil, tre sæt modpoler der definerer spillenes logiske rum: konkurrence vs. tilfældet, det imaginære vs. det usikre, det regelbundne vs. det legende/frie. 

   "Det enkelte spil kan så være tættere på eller længere fra de forskellige modpoler, men de holder sig inden for rammerne", forklarer artiklen. Det giver mulighed for at bestemme forskellige spil som særlige krydsninger: en af dem er flipperspil i spillehaller der ligger i krydsfeltet "konkurrence-usikkerhed-regelbundethed".

Den anden særlig krydsning af modpoler inddrager det imaginære og det regelfaste og findes i stort set alle computerspil. For i alle tilfælde gælder det, at man skal foregive at være en anden i et forestillet univers - og man skal gennemføre spillet efter reglerne.

Det er det centrale i vores sammenhæng som jeg fanges af, er formuleringen: "man skal foregive at være en anden i et forestillet univers".

   Jeg tænker straks på børn der leger "far, mor og børn": "Så var du jo faren, og så var jeg jo moren, og...". Eller på en flysimulator hvor du skal lege at du er pilot - uden du er det, og hvor det rum du "flyver" i er et forestillet og udtryksmæssigt animeret/simuleret univers - et imaginært og virtuelt himmelrum.

   Artiklen fortsætter:

Som regel forbindes det at foregive at være en anden med noget mere legende såsom skuespil. Men i computerspil er det et grundprincip, at man påtager sig en anden identitet.

   "Hvis man skulle finde et ord til den erfaringszone, som computerspillene befinder sig i, kunne man tale om en form for hallu-simulering, altså en hallucination i simuleringen. En produktion af usikkerhed og universer, som er genereret ud fra en beregning," skriver Triclot."

"Hallu-simulering". Dejligt blended udtryk!

Skal man tro de teorier om "simulation as understanding" og teorier om "cognitiv imitation" (se nedenfor) , så indebærer det som artiklen fortæller, at der sker indlæring af holdninger og forestillinger når man spiller computerspil:

Den hidtil usete kombination af en forestillet verden, der styres af regler, som computerspillene udgør, betyder, at spillerne automatisk overtager de livsanskuelser, der findes i spillet. Der kan kort sagt drives politik via computerspillene.

Artiklens pointe er så at det ikke bare er indholdet der leverer "politisk input" til spillernes mentale set up, men også spillereglerne hvis logik og parametre spillerne får internaliseret og dermed overtager .

Artiklen gav mig anledning til at søge på nettet "learning by imitation" og "learning by simulation". Det første førte til en artikel på Wikipedia om "cognitive imitation":

Cognitive imitation is a type of imitation and a type of social learning. Cognitive imitation, like the imitation of motor rules (i.e., motor imitation), involves learning and copying specific rules by observation. The principal difference between motor and cognitive imitation is the type of rule (and stimulus) that is learned and copied by the observer. So, whereas in the typical imitation learning experiment subjects must copy novel actions on objects or novel sequences of specific actions (novel motor imitation), in a novel cognitive imitation paradigm subjects have to copy novel rules, independently of specific actions or movement patterns.

Jeg har en mistanke om at det er sådan noget default-netværket er blandet ind i.

   Den anden søgning - "learning by simulation" - gav følgende interessante opslag på Wikipedia, som jo i den grad ligger i forlængelse af Mathieu Triclots analyse - eller måske ligefrem er foran.
   Opslaget har overskriften "Simulation and games in economics education". Og artiklen indledes med følgende:

A simulation game is "a game that contains a mixture of skill, chance, and strategy to simulate an aspect of reality, such as a stock exchange". Similarly, Ruohomaki states that "a simulation game combines the features of a game (competition, cooperation, rules, participants, roles) with those of a simulation (incorporation of critical features of reality). A game is a simulation game if its rules refer to an empirical model of reality." A properly built simulation game used to teach or learn economics would closely follow the assumptions and rules of the theoretical models within this discipline. An example of an economics simulation game that models the theoretical market structures, from perfect competition to pure monopoly, is Beat The Market.

Manchetten til artiklen i Moderne Tider lød: "Computerspillene får os til at bryde alting ned i tal og formål. Dermed afspejler spillene de vigtigste logikker i nutidens kapitalisme, vurderer fransk filosof".

   Ja, mon ikke!

Livserfaring, politik, journalistik og kreativitet

Politiken havde sidste lørdag i debatsektionen en rundspørgeartikel med rubrikken:

Mangler danske politikere livserfaring? 

Og manchetten lyder:

Skal man have en personlig og selvoplevet erfaring med sit politiske ansvarsområde for at være en god politiker? Skal man f.eks. være en forældre for at kunne være en godt børnepolitiker, universitetsuddannet for at  blive en god videnskabsminister og have haft et regulært job for at blive en god folketingspolitiker. Det mener en række kritikere. Ditte Solgaard Hansen spørger tre politikere om hvad de siger til kritikken.

Og jeg kunne supplere med et parallelt spørgsmål: Skal man være og have arbejdet som journalist for at kunne undervise journalister? Det er der også delte meninger om - blandt underviserne på den universitetsindlejrede journalistuddannelse som jeg har undervist på i en række år.

Når jeg synes spørgsmålet er interessant, er det fordi noget af det jeg har læst og skrevet om det sidse stykke tid, det handler om forskellig slags hukommelse, herunder visuel hukommelse og episodisk/autobiografisk hukommelse som noget hjernens default netværk giver automatisk adgang til. Og om læreprocesser og identifikationsmuligheder ud fra spejlneuronernes funktion som medium for forståelse og empati med andre og for selvforståelsen. 

   Omdrejningspunktet er i alle tilfælde processer som går  under lidt forskellige navne: simulation, imitation, mimetisk indlæring, erfaringspædagogik som vejen til forståelse og indsigt. 

Journalisten Ditte Solgaard Hansen spørger til slut en professor i statskundskab, og hans vinkel er godt nok en snæver en: "Hvis vi skal have gang i væksten, skal vi stemme på kandidater med en vis erhvervserfaring," siger han. 

   Men han slutter - typisk - med at udtale sig på en måde som intet har med hans fagområde at gøre - men nærmest må hører til common sense:

Men personlig livserfaring er essentielt for politikere, hvis de vil forstå hvad der sker i  det samfund, de skal bestyre. Det gælder al erfaring. Det er vejen til værdiskabelse. Livserfaring er nødvendig for at kunne bedrive god politik, lad mig sige det sådan.

Jeg er enig med ham, men vil prøve at komme uden om "værdiskabelse" og "god politik", som jo i sammenhængen nærmest bliver tautologier.

Når man lærer noget gennem egen erfaring, så udgør indholdet i erfaringen et mix af det man oplever man  selv gør og det man oplever (ser, hører, føler)  andre gøre, og af hvordan og hvornår det man gør og det andre gør lykkes og bliver belønnet (eller ikke). 

   Disse oplevelser aktiverer spejlneuron-systemet, og de oplagres i flere forskellige hukommelser der spiller sammen: den visuelle, den autobiografisk, den semantiske og den procedurale. 

   Især elementer i den visuelle og den autobiografiske hukommelse, kan være tæt forbundet med følelser som helt eller delvist kan aktiveres sammen med genfremkaldelsen af informationer de har lagret.

  Om de forskellige hukommelser som erfaringer er indlagt i og fordelt på, skriver Wikipedia:

Anderson (1976) divides long-term memory into declarative (explicit) and procedural (implicit) memories.

   Declarative memory requires conscious recall, in that some conscious process must call back the information. It is sometimes called explicit memory, since it consists of information that is explicitly stored and retrieved.

   Declarative memory can be further sub-divided into semantic memory, which concerns facts taken independent of context; and episodic memory, which concerns information specific to a particular context, such as a time and place. Semantic memory allows the encoding of abstract knowledge about the world, such as "Paris is the capital of France". 

   Episodic memory, on the other hand, is used for more personal memories, such as the sensations, emotions, and personal associations of a particular place or time.Autobiographical memory - memory for particular events within one's own life - is generally viewed as either equivalent to, or a subset of, episodic memory. Visual memory is part of memory preserving some characteristics of our senses pertaining to visual experience. One is able to place in memory information that resembles objects, places, animals or people in sort of a mental image. Visual memory can result in priming and it is assumed some kind of perceptual representational system underlies this phenomenon.

   In contrast, procedural memory (or implicit memory) is not based on the conscious recall of information, but on implicit learning. Procedural memory is primarily employed in learning motor skills and should be considered a subset of implicit memory. It is revealed when one does better in a given task due only to repetition - no new explicit memories have been formed, but one is unconsciously accessing aspects of those previous experiences. Procedural memory involved in motor learning depends on thecerebellum and basal ganglia.

De oplevelser der sætter sig som permanente aftryk og spor i alle de forskellige hukommelser, er typisk nogle som er forbundet med følelser, og/eller nogle som er oplevet mange gange. Og de er derfor en fyldig og multidimensionel ressource når man aktuelt skal forstå og tage stilling til andres problemer og egne beslutninger. 

   En fuld og omfattende forståelse og stillingtagen kræver at man mentalt - bevidst og ubevidst - kan simulere, imitere, mime de oprindelige oplevelser ved at genfremkalde dem i en eller anden form: som en sprogløs fornemmelse, som en visuel fantasi,  som en verbal genfortælling, som mental og motorisk re-enactment - mere eller mindre ledsaget af de følelser som de oprindelige indtryk og handlinger var forbundet med.
   Og det er præcis det der kendetegner kreativitet: at den gør det muligt at overskride mentale grænser og blende mentalt adskilte rum - i det her tilfælde adskilte hukommelses- og erfaringsrum.

Hvad hvis man skal føre politik på et område hvor man ikke har den slags erfaringer lagret i komplekset af hukommelser? - Ja, så er forståelses- og beslutningsgrundlaget ensporet og tyndt, nemlig begrænset til at trække på indhold fra den semantiske hukommelse hvor leksikalske og semantiske informationer er lagret: det man har læst sig til eller fået fortalt  abstrakt og på anden eller tredje hånd.

   Så svaret på spørgsmålet om politikerne mangler livserfaring, er klart et: Ja.

Og spørgsmålet om man skal være journalist for at kunne undervise journalister i at blive journalister,  må også besvares med et: Ja - af samme grunde. Der er tale om en såkaldt håndværks-undervisning som grundlæggende er simulerende og mimetisk, og den type undervisning leverer en journalistisk kunnen og kompetence som - i hvert fald delvist - bliver lagret i den ubevidste procedurale hukommelse.

   Det betyder ikke at journalistisk viden - leveret til den semantiske hukommelse gennem traditionel akademisk undervisning - at den ikke er relevant og nødvendig for at kunne arbejde som journalist. For det er den også: nemlig som en slags kognitiv "bund" af viden og begreber - en journalistisk almendannelse som ikke mindst under research og interviews er helt afgørende nødvendig for et vellykket journalistisk resultat.  

Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.

Karl Ove Knausgaard om tekster uden et "du" og skrevet af "ingen"

Jeg har ikke læst Karl Ove Knausgaards "Min Kamp", men nogle citater hist og pist. Men nu har jeg læst et essay af ham i Weekendavisen fra den 19. august: "Mit fædreland". Og det er jo en medrivende stil han skriver i - og jeg gætter på at essayet med sine erindringsafsnit - koblet med reflekterende afsnit må ligge tæt på stilen i hans romanserie.

   Anledningen til essayet er Anders Breiviks ugerninger: terrorbomben i Oslo og massemordene på øen Utoya.

 

Jeg er ikke i tvivl om at han - altså Karl Ove Knausgaard - hører til kategorien af særligt kreative personligheder.

   Og hvis jeg en dag skulle finde et enkelt eksempel på en skreven tekst der illustrerer det jeg har benævnt erfaringssprog, så ville essayet være en god kandidat.

   Jeg forstår læseres og anmelderes begejstring - at de bliver "grebet" og "suget med". Knausgaard skriver tydeligvis i flow - og læserne kommer også i flow når de læser

Og jeg tænker på at nu da jeg har fået lidt styr på det med de forskellige hukommelser, så må Knausgaard jo altså være udstyret med en fantastisk episodisk hukommelse der så arbejder tæt sammen med den visuelle hukommelse.

   Wikipedia:

Episodic memory is the memory of autobiographical events (times, places, associated emotions, and other contextual knowledge) that can be explicitly stated

Jeg tjekker så op på om der er en særlig selvbiografisk hukommelse, og det er der. Wikipedia:

Autobiographical memory is a memory system consisting of episodes recollected from an individual's life, based on a combination of episodic (personal experiences and specific objects, people and events experienced at particular time and place) and semantic (general knowledge and facts about the world) memory.

Jeg tænker så at det default network som er aktivt i forbindelse med dagdrømme og andre indadvendte mentale processer som er forbundet med kreativitet, det må jo logisk set så være aktivt når hjernen fremkalder erindringer, forestillinger om fremtiden - og foretager selvreflektioner.

  Og her er nettet jo fantastisk. Jeg citerer slutningen fra en forskningsafhandling med titlen:  "Patterns of Brain Activity Supporting Autobiographical Memory, Prospection, and Theory of Mind, and

Their Relationship to the Default Mode Network" af  R. Nathan Spreng

and Cheryl L. Grady. Artiklen slutter:

Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the Default Mode Network (DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN.

Men det var slet ikke det jeg egentlig ville skrive om. Det var Knausgaards reflektioner over Anders Breivik som personlighed sådan som det kommer til udtryk i hans manifest. Og over de klare ligheder der er mellem hans manifest og Hitlers "Mein Kampf".

   På mange måder oplever Knausgard dem begge som kreative personligheder der mentalt er kørt totalt af sporet. Han har researchet på Hitler og "Mein Kampf" fordi han havde en plan om at skrive en bog.

Jeg ville ikke skrive en roman om ondskab eller om krig eller om nazisme, jeg ville skrive en roman om den ene bog "Mein Kampf" og det ene menneske, som har skrevet den. Hvis jeg skulle beskrive "Mein Kampf" i en sætning, ville det være, at det er en bog uden et "du". Der er et "jeg" i den, der er et "vi" i den, og der er et "dem" i den. Uden et sådan du kan jeg sige og mene hvad som helst. Jeg er fuldstændig ukorrigeret. Det er ikke forpligtet over for noget andet end sig selv og sine ideer. Fraværet af et du kendetegner også Hitlers liv. Tre af hans søskende døde, da han var dreng,og hans mor, som var det eneste menneske han virkelig var knyttet til, døde da han var ung. Han rejste til Wien efter begravelsen, og han var helt alene. Han havde ikke nære forbindelser med nogen. Fattigdommen i Wien var enorm, arbejdsløsheden omfattende, den politiske uro stor. Antisemitiske tidsskrifter og aviser florerede. Hitler læste alt hvad han kunne få fingre i, men befandt sig uden for samfundet. Han var ingen, og når man er ingen er man død, og når man er død kan man gøre hvad som helst.

Knausgaard fremhæver de mange slående paralleler der er mellem "Mein Kampf" og Breiviks manifest - og derfor også mellem de to personligheder:

Begge teksterne rummer et paranoidt verdensbillede: i 1924 var jøderne og bolsjevikkerne skyld i alt, hvad der var galt med verden, i 2011 er kulturmarxisterne og muslimerne skyld i det alt sammen. Begge tekster giver en nøjagtig og udførlig redegørelse for, hvordan de skal stoppes. Begge tekster dirrer af retfærdig harme. Begge tekster er fuld af udklip og citater fra hadske skrifter fra samfundets overdrev, men også fra anerkendte kilder i dets midte. Begge jeg-erne er fuldstændig ukorrigerede, begge jeg-erne er fuldstændig hensynsløse, og begge jegerne mangler et du. Det får mig til at tænke, at også Anders Breivik er en ingen, at også han er død, og at han for at blive nogen har været i stand til at gøre hvad som helst. 

En personlighed der er uden du, er ingen!

De journalistiske nyhedskriterier - som oplæg til endnu et neuro-journalistisk forsknings-emne

Nyhedskriterierne indgik ikke den liste af spørgsmål jeg formulerede i mit oplæg om det selvopfundne forskningsfelt neuro-journalistik - et oplæg du kan finde på adressen: 
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Det var ikke en forglemmelse. Problemet er imidlertid at det ikke er helt indlysende hvad vi (journalister og forskere) snakker om.
   Spørg man en relativt nyuddannet journalist i Danmark om hvad nyhedskriterierne er, så kan han/hun svare i søvne:

• aktualitet
• væsentlighed
• identifikation
• sensation
• konflikt

Disse 5 kriterier er nærmest blevet kanoniseret i løbet af de sidste 15 år - i Danmark. I lærebøger og i håndværksundervisningen i journalistik. Men egentlig er det ikke særlig indlysende at de har fået den ophøjede status.

Ole Cavling som skrev den første rigtige lærebog i journalistik på dansk: "Journalistik" (1928) opregner følgende:

• Det skal indeholde nyt
• Det skal interesserer læserne
• Det skal være overraskende
• Det skal være sandt

Man kan vel med lidt god vilje sige at "nyt" svarer til "aktualitet", "interesserer" svarer til "identifikation" og "overraskende" svarer til "sensation".

   Man bemærker så at "konflikt" ikke er med på Ole Cavlings liste!

Og nok så bemærkelsesværdigt: Kriteriet "sandhed" mangler på den moderne kanoniserede 5-punktliste. Av! Av!

I min bog "De levende billeders dramaturgi, bind 2: TV" (2003), hvor jeg omtaler Ole Cavlings kriterier, opregner jeg selv følgende nyhedskriterier som jeg - af personlig erfaring fra mange redaktionsmøder på mange forskellige tv-stationer i Skandinavien - er helt overbevist om i hvert fald er relevante for tv-journalister, og som indgår i den vurderende og prioriterende redaktionelle praksis på en tv-nyhedsredaktion:

• sandhedskriteriet: "Den vinkel holder ikke med en enkelt kilde."
• aktualitetskriteriet: "Den historie fortalte vi allerede i sidste uge."
• væsentlighedskriteriet: "Jamen, hvad er perspektivet i historien?"
• sensationskriteriet: "Der er egentlig ikke nogen historie i det!"
• identifikationskriteriet: "Du skal have fundet en case!"
• konfliktkriteriet: "Vi mangler en opponent til hans synspunkter."
• nærhedskriteriet: "Der var en dansker med i ullykkesbussen" 
• billedkriteriet: "Er der billeder i lortet?"
• solohistorie-kriteriet: "Jyllandsposten havde den allerede i morges."
• det skal være kritisk-kriteriet: "Får de ikke for meget reklame med den vinkel?"
• skarpvinkel-kriteriet: "Historien er uklar! Hvad handler den egentlig om?"

Fra min tid som konsulent i DR´s interne undervisningsafdeling (Personalekursus/DRU) navngav jeg et kriterium som på det tidspunkt var kontroversielt blandt nyhedsjournalisterne: 

• brugsværdi-kriteriet"

... et kriterium som også jævnligt bliver brugt på forskellige nyhedsredaktioner i dag. Hvis man kommer til at tænke på B.T. så er det i orden med mig.

   Når brugsværdi-kriteriet den gang i begyndelsen af 80´erne var kontroversielt at nævne - endsige være advokat for, var det fordi det særlige journalistisk paradigme - "servicejournalistik" - hvori kriteriet er helt centralt, blev betraget som mindreværdigt og "ugebladsagtigt", og som et kriterium der ikke passede ind i rolleidealet for en kritiske og uafhængig journalist på Radio- og TV-avisen.

   

I bogen "DLBD, 2: TV" diskuterer jeg også ...

• relevans-kriteriet

... som var et der optog mig meget da jeg 1992 blev direktør for den regionale tv-station: TV 2 ØST, fordi et tilbagevendende spørgsmål på redaktionen når vi diskuterede om en national nyhedshistorie var - eller kunne gøres relevant for de regionale kerneseere eller ej. 

   Hvis ikke, blev det ikke til et nyhedsindslag hos os.

Fra samme periode navngav jeg i mit eget hoved et andet vigtigt nyhedskriterium, som også var kontroversielt blandt mine unge ambitiøse journalistiske medarbejdere: 

• det kan vi være stolte af i regionen-kriteriet"

... et kriterium som på redaktionen blev omtalt som: "en positiv regional historie" . Og i krogene: "Det er en af de historier direktøren vil have".

   Men det er jo et kriterium som også udmærket kendes på landsdækkende tv-nyhedsredaktioner hvor "regional" bare udskiftes med "national". Bare tænk på når Danmark bliver nummer tre ved VM i curling!

   Baggrunden for dette var den tilbagevendende oplevelse når jeg var ude og snakke med forskellige seerforsamlinger i min rolle som direktør, at folk klagede over at de nyheder de fik serveret (ikke kun hos os, men også i DR-Regionalen, i TV-Avisen og i TV 2/Nyhederne), altid var om noget negativt.

   En skarp ældre skolelærer spurgte fx på et møde: "Hvorfor skal jeg hver dag i nyhederne have serveret tre gode grunde til at gå ud og hænge mig. Det handler ikke om andet end kriminalitet og ulykker".
   En anden tilhører henviste til Kim Larsen som havde sagt: For journalister er en god historie altid en dårlig historie.

Ida Schultz - nu Willig - har gennem deltagerobservation på en tv-redaktion også udfoldet og understreget betydningen af solohistoriekriteriet på en tv-redaktionen, et kriterium som hun betegner: eksklusivitets-kriteriet. Læs hendes glimrende bog: "Bag om nyhedskriterierne - værdier, idealer og praksis" (2006). Kommer snart i en revideret udgave!

Går man til udenlandske - engelsk-amerikanske eller norsk-svenske lærebøger i journalistik - så kan man ikke være sikker på de overhovedet omtaler nyhedskriterier ("news values"), eller at det er de samme fem som er kanoniseret i danske lærbøger og i undervisningen i journalistik på de danske uddannelser i faget.

   Men lærebogen for de skrivende journalister på SDU af Carol Rich: "Writing and Reporting News", har en yderligere række  kriterier som hun remser op:

• celebrities: kendte menneskers liv og færden
• human interest: noget der involverer stærke menneskelige følelser
• impact: kraftige reaktioner på en nyhed er selv en nyhed
• helpfullness: noget der kan hjælpe læserne med at klare deres liv
• entertainment: underholdning er altid i sig selv godt stof
• inspiration: mennesker der udviser udsædvanlig forbilledlig adfærd
• special interest: informationer for grupper med særinteressser: kvinder, etniske minoriteter: minoriteter, studerende, forretningsfolk
• trends: udviklingstendenser i samfundet som kan influere på folks liv.

Nogle af dem kan man vel godt tænke ind under et par af de danske kriterier, fx identifikation og fascination. Til gengæld er væsentlighedskriteriet fraværende fra Carol Richs liste.

Jeg synes også man skulle formulere et kriterium som klart korresponderer med et andet journalistisk paradigme der går under flere navne, men mest udbredt er nok: civic journalism - borgerjournalistik på dansk.  
   Paradigmet er kendetegnet ved at journalistiske historier opfindes, udvikles og vælges i et samarbejde mellem journalister og borgere som er læsere af avisen.

   Målet med dette journalist-læser-samarbejde er at hjælpe læserne til at blive bevidste om egne interesser og egne politiske muligheder, og dermed fungere som en slags "emancipatorisk" fødselshjælper for læsernes aktive (politiske) engagement  i emner og problemstillinger som vigtige for dem som borgere i deres (lokal)samfund.

   David K. Perry skriver i sin bog "The Roots of Civic Journalism" (2003) så er dette journalistisk paradigme kendetegnet ved udbredt enighed om følgende principper:

• "Attempting to situate newspapers and journalists as active participants in community life, rather than as detached spectators."
• "Making a newspaper a forum for discussion of community issues."
• "Favoring the issues, events and problems important to ordinary people."
• "Considering public opinion through the process of discussion and debate among members of a community."
• "Attempting to use journalism to enhance social capital."

Heri ligger der selvfølgelig også nogle principper for udvælgelse og prioritering af historier, nemlig om de kan hjælpe borgerne til politisk set at blive aktive selvstændig tænkende og handlende subjekter:

• hjælp til politisk selvhjælp-kriteriet

Dette kriterium har så skiftet ham - fra kvalitet til kvantitet - på net-redaktionerne idag hvor man gerne vil have mange hits og mange kommentarer, og derfor vælger og prioriterer "tabloide" historier:

• mange hits-kriteriet

Hvad siger Wikipedia, som jo i den engelske udgave tit er både diskuterende og fagligt-videnskabeligt up to date på mange emneområder. Hvad siger de om...

News values, sometimes called news criteria, determine how much prominence a news story is given by a media outlet, and the attention it is given by the audience. A. Boyd states that: "News journalism has a broadly agreed set of values, often referred to as 'newsworthines'..." News values are not universal and can vary widely between different cultures. In Western practice, decisions on the selection and prioritization of news are made by editors on the basis of their experience and intuition, although analysis by J. Galtung and M. Ruge showed that several factors are consistently applied across a range of news organizations. Some of these factors are listed below, together with others put forward by Schlesinger and Bell. According to Ryan, "there is no end to lists of news criteria". Among the many lists of news values that have been drawn up by scholars and journalists, some, like Galtung and Ruge's, attempt to describe news practices across cultures, while others have become remarkably specific to the press of certain (often Western) nations.

Det stemmer meget godt med mine egne konklusioner: Nyhedskriterier er ikke konceputelle universalier. Journalister er en blandet skarer med varierende social baggrund, de professionelle standarder, herunder den professionelle etik, er mildest talt flydende, redaktioner befinder sig i alle mulige samfundsmæssige kontekster, og deres værdier og prioriteringer skifter med lokale magtforhold og målestokke. Og med hvilke publikumsegmenter de af kommercielle eller strategiske grund satser på at gøre glade

   Og sidst men ikke mindt: med udviklingen af internettet - med platforme.

Der findes ikke nogen simpel værdimæssig fællesnævner for journalistik i Danmark og i Kina. Der findes ikke nogen simpel værdimæssige fællesnævner for journalistik i medier som: Ingeniøren, Weekendavisen, Se & Hør, Ekstrabladet, Sydsjællands Tidende, DR 2/Deadline, P4-Sjælland.

   Og i det omfang de traditionelle medier og platformer også har fået .dk-portaler på nettet, så er der heller ikke nogen simpel korrespondance mellem de kriterier der hersker der, og dem som dominerer på de traditionelle platforme: avis, radio, tv.

   Der er i bedste fald tale om det man kalder "familieligheder": A ligner B på de og de punkter, B ligner C på de og de punkter (som er nogle andre end dem hvor A og B ligner hinanden) etc.

   Disse bredspektrede forskelle dækker de danske kanoniske fem nyhedskriterier over, som et mentalt røgslør. Og de er med til at fastholde professionens diskutable selvforståelse: at journalister en homogen profession - ligesom læger og advokater. 

    Det er de ikke - hvad deres fagforbund for længst har taget konsekvensen af.

Selvfølgelig er der noget fælles. Men det er i hjernen  på journalister og i kroppen på journalister det findes - et fællesskab som udfolder sig synligt og konkret i arbejdet på en redaktion. 

    Et fællesskab som er et produkt af mimetiske lærerprocesser som tidligere i Danmark var indeholdet i en tre-årig journalist-elev-uddannelse (typisk på en provinsavis), og som stort set stadig opretholdes uændret gennem en årelang lønnet praktiktid og gennem en mentalt og tids-krævende, emotionelt monopoliserende - håndværksundervisning på alle tre journalistuddanneler i Danmark (Læs det afsluttende kapitel i 2. udgaven af "Bag nyhedskriterierne")

Det peger på at neuro-journalistik som fokus for forskning måske har en fremtid, jfr. mit blogindlæg for en uge siden, som du finder adressen på i starten af dette indlg

Her kan jeg så supplerer med en række spørgsmål, som specielt fokuserer på nyhedskriteriernes "afspejling" i de journalistiske hjerne når den er aktiv:

• Hvad foregår der i hjernen på journalister når de oplever at "nu er vi virkelig  journalister", dvs i store breaking news situationer hvor alle nyhedskriterier mentalt set er oppe i det røde felt? 
• Hvilke neurale moduler "tænder" og "slukker" når konfliktkriteriet dominerer valget af historie? 
• Hvilke spejlneuroner er aktive, og hvor i hjernen tænder de, når identifikationen er afgørende? 
• Kan man skrive en historie som et resultat af den undersøgende journalistiks arbejdsproces uden at adrenalinen pumper rundt i kroppen, dvs når væsentlighedskriteriet mentalt set er i symbiose med konflikt- og sensationskritererne? 
• Og kan man blive "intern narkoman" af det? 
• Når man producerer sensations-historier, aktiverer det så den coctail af belønningshormoner som udløses i andre situationer hvor lyst og fasciantion dominerer det mentale arbejde?

Det sidste nye for mig under rubrikken "neuro-journalistik" er opdagelsen af hjernens såkaldte "default netværk" som er aktivt når hjernen ellers holder "frikvarter" og ikke er optaget af opmærksomhedskrævende opgaver eller af at forholde sig til sine umiddelbart sansede sociale omgivelser. 

   Ifølge faglitteraturen er dette netværk aktivt (og udsender alfabølger) under dagdrømme ("mind-wandering"), under genkaldelse af personlig erindringer, under selvrefleksioner og når man sidder og har fantasier om fremtiden.

   Og det lukker altså ned - går i en slags dvale - når man - fx som journalist - er optaget af udadvendte opgaver og omærksomhedskrævende aktiviteter. Og tænder igen når opgaven er løst eller når man mister interessen og motivationen.

Dette default-netværk i hjernen kobles i faglitteraturen sammen med muligheden for kreative processer. 

   Og det ligger ikke langt væk at forestille sig at når hjernen ikke har andet at lave når man går sig en tur i skoven, så har den fri til en indre søgende vandring på kryds og tværs - mellem de forskellige hukommelser: den episodiske hukommelse (erindringer), den leksikalske hukommelse (facts som man har lært), den procedurale hukommelse (det man bar kan uden at tænke, som fx at køre bil eller vinkel en historie), og den perceptionelle hukommelse (udseendet, lyden eller smagen af fysisk genstande, væsener og handlinger: en hund, en bil, et håndtryk, et kys).

  Og under denne mentale på kryds- og tværs vandring - en slags hjernens "fri leg" - kan man så opdage ellers uerkendte forbindelser og sammenhæng, sådan som de kommer til udtryk i konceptuel blending og metaforisk tænkning - to fænomener som jeg har brugt mange indlæg på at indkredse og beskrive i det foregående. Og som er vigtige ingredienser i den simulerende tænkning som er livsvigtig for at journalisten kan komme i flow.
   Og som - det også er min teori - er afgørende for original og fornyende journalistik. Og som derfor har dårlige betingelser når journalister under vedvarende stress producerer de daglige "rugbrødsnyheder", fx til nettet hvor der hele tiden eller aldrig er en deadline.

En eftertanke: Noget jeg lige læste, forklarer at to af hukommelserne: den episodiske og den leksikalske, har bevidstheden adgang til og kan viljemæssigt trække på, mens de to andre: den procedurale og den perceptionelle, de er uden for bevidsthedens styrende indflydelse, og tilhører det kognitivt udbevidste.