Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.