Livserfaring, politik, journalistik og kreativitet

Politiken havde sidste lørdag i debatsektionen en rundspørgeartikel med rubrikken:

Mangler danske politikere livserfaring? 

Og manchetten lyder:

Skal man have en personlig og selvoplevet erfaring med sit politiske ansvarsområde for at være en god politiker? Skal man f.eks. være en forældre for at kunne være en godt børnepolitiker, universitetsuddannet for at  blive en god videnskabsminister og have haft et regulært job for at blive en god folketingspolitiker. Det mener en række kritikere. Ditte Solgaard Hansen spørger tre politikere om hvad de siger til kritikken.

Og jeg kunne supplere med et parallelt spørgsmål: Skal man være og have arbejdet som journalist for at kunne undervise journalister? Det er der også delte meninger om - blandt underviserne på den universitetsindlejrede journalistuddannelse som jeg har undervist på i en række år.

Når jeg synes spørgsmålet er interessant, er det fordi noget af det jeg har læst og skrevet om det sidse stykke tid, det handler om forskellig slags hukommelse, herunder visuel hukommelse og episodisk/autobiografisk hukommelse som noget hjernens default netværk giver automatisk adgang til. Og om læreprocesser og identifikationsmuligheder ud fra spejlneuronernes funktion som medium for forståelse og empati med andre og for selvforståelsen. 

   Omdrejningspunktet er i alle tilfælde processer som går  under lidt forskellige navne: simulation, imitation, mimetisk indlæring, erfaringspædagogik som vejen til forståelse og indsigt. 

Journalisten Ditte Solgaard Hansen spørger til slut en professor i statskundskab, og hans vinkel er godt nok en snæver en: "Hvis vi skal have gang i væksten, skal vi stemme på kandidater med en vis erhvervserfaring," siger han. 

   Men han slutter - typisk - med at udtale sig på en måde som intet har med hans fagområde at gøre - men nærmest må hører til common sense:

Men personlig livserfaring er essentielt for politikere, hvis de vil forstå hvad der sker i  det samfund, de skal bestyre. Det gælder al erfaring. Det er vejen til værdiskabelse. Livserfaring er nødvendig for at kunne bedrive god politik, lad mig sige det sådan.

Jeg er enig med ham, men vil prøve at komme uden om "værdiskabelse" og "god politik", som jo i sammenhængen nærmest bliver tautologier.

Når man lærer noget gennem egen erfaring, så udgør indholdet i erfaringen et mix af det man oplever man  selv gør og det man oplever (ser, hører, føler)  andre gøre, og af hvordan og hvornår det man gør og det andre gør lykkes og bliver belønnet (eller ikke). 

   Disse oplevelser aktiverer spejlneuron-systemet, og de oplagres i flere forskellige hukommelser der spiller sammen: den visuelle, den autobiografisk, den semantiske og den procedurale. 

   Især elementer i den visuelle og den autobiografiske hukommelse, kan være tæt forbundet med følelser som helt eller delvist kan aktiveres sammen med genfremkaldelsen af informationer de har lagret.

  Om de forskellige hukommelser som erfaringer er indlagt i og fordelt på, skriver Wikipedia:

Anderson (1976) divides long-term memory into declarative (explicit) and procedural (implicit) memories.

   Declarative memory requires conscious recall, in that some conscious process must call back the information. It is sometimes called explicit memory, since it consists of information that is explicitly stored and retrieved.

   Declarative memory can be further sub-divided into semantic memory, which concerns facts taken independent of context; and episodic memory, which concerns information specific to a particular context, such as a time and place. Semantic memory allows the encoding of abstract knowledge about the world, such as "Paris is the capital of France". 

   Episodic memory, on the other hand, is used for more personal memories, such as the sensations, emotions, and personal associations of a particular place or time.Autobiographical memory - memory for particular events within one's own life - is generally viewed as either equivalent to, or a subset of, episodic memory. Visual memory is part of memory preserving some characteristics of our senses pertaining to visual experience. One is able to place in memory information that resembles objects, places, animals or people in sort of a mental image. Visual memory can result in priming and it is assumed some kind of perceptual representational system underlies this phenomenon.

   In contrast, procedural memory (or implicit memory) is not based on the conscious recall of information, but on implicit learning. Procedural memory is primarily employed in learning motor skills and should be considered a subset of implicit memory. It is revealed when one does better in a given task due only to repetition - no new explicit memories have been formed, but one is unconsciously accessing aspects of those previous experiences. Procedural memory involved in motor learning depends on thecerebellum and basal ganglia.

De oplevelser der sætter sig som permanente aftryk og spor i alle de forskellige hukommelser, er typisk nogle som er forbundet med følelser, og/eller nogle som er oplevet mange gange. Og de er derfor en fyldig og multidimensionel ressource når man aktuelt skal forstå og tage stilling til andres problemer og egne beslutninger. 

   En fuld og omfattende forståelse og stillingtagen kræver at man mentalt - bevidst og ubevidst - kan simulere, imitere, mime de oprindelige oplevelser ved at genfremkalde dem i en eller anden form: som en sprogløs fornemmelse, som en visuel fantasi,  som en verbal genfortælling, som mental og motorisk re-enactment - mere eller mindre ledsaget af de følelser som de oprindelige indtryk og handlinger var forbundet med.
   Og det er præcis det der kendetegner kreativitet: at den gør det muligt at overskride mentale grænser og blende mentalt adskilte rum - i det her tilfælde adskilte hukommelses- og erfaringsrum.

Hvad hvis man skal føre politik på et område hvor man ikke har den slags erfaringer lagret i komplekset af hukommelser? - Ja, så er forståelses- og beslutningsgrundlaget ensporet og tyndt, nemlig begrænset til at trække på indhold fra den semantiske hukommelse hvor leksikalske og semantiske informationer er lagret: det man har læst sig til eller fået fortalt  abstrakt og på anden eller tredje hånd.

   Så svaret på spørgsmålet om politikerne mangler livserfaring, er klart et: Ja.

Og spørgsmålet om man skal være journalist for at kunne undervise journalister i at blive journalister,  må også besvares med et: Ja - af samme grunde. Der er tale om en såkaldt håndværks-undervisning som grundlæggende er simulerende og mimetisk, og den type undervisning leverer en journalistisk kunnen og kompetence som - i hvert fald delvist - bliver lagret i den ubevidste procedurale hukommelse.

   Det betyder ikke at journalistisk viden - leveret til den semantiske hukommelse gennem traditionel akademisk undervisning - at den ikke er relevant og nødvendig for at kunne arbejde som journalist. For det er den også: nemlig som en slags kognitiv "bund" af viden og begreber - en journalistisk almendannelse som ikke mindst under research og interviews er helt afgørende nødvendig for et vellykket journalistisk resultat.