Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (2. del)

                              (fortsat fra forrig blogindlæg)

Det der optog mig mest ved andenudgaven af Henrik Dahls bog "Hvis din nabo var en bil", var det lange og helt nyskrevne indledningskapitel hvori han fortæller "historien bag om bogen", som også er hans egen personlige og faglige udviklingshistorie. Titlen indeholdt jo en fascinerende frisk metafor der i sit mixede output forbinder elementer fra konceptuelt adskilte input-rum: "naboer" og "biler" - ligesom i teksten i indledningen om de forstørrede katte og børn.

   Her skal "nabo" (=et dig nærtstående menneske) ses gennem den konceptuelle optik  som "bil" (=en vare med et mærke der har livsstilsbetydning) leverer.

Og personligheden "Henrik Dahl" er tilsvarende delt og sammensat af to "betydninger" - og afslørede sig her i indledningen  som et skoleeksempel på den kreative personlighedsprofil jeg har kaldt: "to personer i en":

Det der efter min mening frem for alt præger den første udgave af bogen, er, at jeg så langt tilbage jegkan huske har været splittet mellem to ambitioner. Jeg ville gerne være professor. Og jeg ville gerne være forfatter. I mange år forfulgte jeg ambitionen om at blive professor. (…)

   Jeg ha ikke nogen anelse om hvordan det er at have en hemmelig seksualitet, man må leve med inde i et skab. Men jeg kan godt sætte mig ind i det alligevel. For i alle de år, jeg gjorde akademisk karriere, var der noget inde i mig der protesterede mod den prosa man er tvunget til at skrive hvis man vil frem i den akademiske verden. For at sige det pænt, er den både meget defensiv og meget upersonlig.

   Det defensive ligger i at de fleste videnskabelige artikler når man skræller alt det uvæsentlige væk er opbygget som tungt armerede fæstningsværker rundt om en som regel forholdsvis beskeden god idé eller observation.

   Det upersonlige ligger i, at meninger, vurderinger og ikke mindst følelser, med al respekt vor den videnskabelige prosa i øvrigt er omtrent så uønskede der, som den frie tanke var ved Pavens hof i middelalderen.

Her trækkes godt nok også effektivt på sprogets kreative repertoire i form af metaforer med dramatiske kilde-domæner til at indfange spaltningen: "skabsbøsser" og "den mørke middelalder". De to stridende ambitioner har som underliggende konceptuelle metaforer: "fornuft og følelse". Og han taler om "prosa", men det er jo blot et metonym for det meget større og svært håndterlige akademiske værdi- og normsystem som han føler sig fængslet af.

Mihaly Csikszentmihalyi sammenfatter i sin bog om kreativitet listen af dimensioner i den kreative psyke sådan her:

If I had to  express in one word what makes their personalities differetn from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual," each of them is a "multitude". Like the color white they  tend to bring together the entire range of human possibilities. Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to being together the intire range of human possibilities within themselves.

Det Mihaly Csikszentmihalyi kalder "complxities", er det jeg har kaldt "en blended personlighed" hvis mentale virksomhed permanent er optaget af problemet med at kombinere og integrere ellers normalt adskilte konceptuelle rum i forskellige, ofte hybride udtryk - inden for kunst, politik, videnskab, håndværk, undervisning. 

Min teori er jo at blendede personlighedsprofiler ofte også nyder (eller decideret får det dårligt hvis de ikke får mulighed for) at udtrykke sig i hybride grænseoverskridende og genrefornyende æstetiske eller videnskabelig produkter. Henrik Dahl fortæller om sin egen bog at...

… den er skrevet i en overgangsperiode. Efter jeg havde opgivet min akademiske karriere og før mit liv som forfatter for alvor havde taget form. På den ene side hører man derfor i teksten resterne af sorgen over at jeg måtte opgive min akademiske karriere. På den anden side mærker man tydeligt manglen på erfaring som forfatter.

Altså en "uren" hybridform, efter hans egen mening. Jeg får i et glimt en association til min egen gamle hybride bog: "Faktion som udtryksmiddel". Men også til Poul Martinsen.

I forbindelse med arbejdet med min bog om Poul Martinsen blev jeg klar over hvor afgørende "kreativ vrede" kan være i den skabende proces, en følelse som var drivkraften bag de mest personligt spejlende dokumentarprogrammer i hans produktion hvor han især arbejde med montageformen - og mest tydeligt i udsendelsen om Christian Stentoft: "I skyggen af en far". 

   Henrik Dahl har samme tvetydige forhold til sin bog og til den kreative vrede som den er et produkt af, og den er også en slags montage, som han dog ikke er tilfreds med:

Når jeg læser bogen i dag, synes jeg det personlige korstog er for tydeligt. Idiosynkrasien er for tydelig. Men frem for alt er protesten for tydelig. Det betyder dog ikke at jeg græmmes ved at læse bogen igen. Faktisk kom jeg til at more mig over al den utilpassede energi der kommer ud gennem linierne. (…) Hvis man vil skrive rigtig godt skal man rense sit sind for vrede. (...) Det har jeg forstået nu, men fattede det ikke, da jeg skrev denne bog. Når alt kommer til alt, synes jeg dog, bogens sjæl i høj grad ligger i dens stilistiske og kompositoriske mangler.

Jeg har jævnligt på denne blog luftet den teori at den særligt kreative personlighed har nogle erfaringer som fører til et stærkt fantasiliv i barndommen: Man fantaserer om det man mangler, om det man ønsker med ikke kan nå, om det man vil udtrykke, men ikke kan få lov til (eller er for generet til) at sige.

   Det er et fantasiliv som igangsættes og forstærkes af emotionelle savn, af angst, af frustrationer, af indestængt vrede. Et fantasiliv som fungerer som kompensation for den identitetsusikkerhed,  fremmedgørelse og sociale isolation som er konsekvensen af at blive rykket op med rode, flyttet fra ét miljø til et andet, af at være tvunget til at skifte sprog/dialekt og kulturelt miljø, af fraværet af en forældre fx ved skilsmisse, og af at blive mobbet i skolen.

   Eller som hos Poul Martinsen og en række af de personer han portrætter i sine udsendelser: konsekvensen af at have "ondt i farforholdet".

Holder min teori stik  også i forhold til Henrik Dahl?

   Der er nogle passager i indledningen til andenudgaven, som peger i den retning. Og en søgning på nettet fører til bogen "Skilleveje" af Bo Østlund fra 2006, som indeholder en lang række interviews med kendte mennesker om deres barndom, heriblandt Henrik Dahl.

   I 3. klasse flyttede han fra Vestsjælland til Skærbæk i Sønderjylland hvor hans far havde fået et præsteembede:

I det lille landsbysamfund som Skærbæker, var der meget få akademikere, og dem, der var, var offentlige personer, som alle vidste, hvem var. Alle vidste, at jeg var præstens søn. Og det er jo ikke altid sjovt, for når man er barn, ønsker man jo bare at være normal. Ikke at stikke ud. (...)

   Jeg var dygtig i skolen, men nu var jeg pludselig meget tæt på at miste lysten til at gå i skole. Man så nemlig skævt til de dygtige, der var interesserede i skolen. Ude i Snave har man en dumhedskultur, og man sætter en ære i at være uvidende og sabotere undervisningen. Men hvis man kan pløje… det er ligesom fint på en eller måde. Det er ikke nogen rar tanke, men hvis majoriteten dyrker dumhedskulturen, er det dén, der gælder. Min første oplevelse af Skærbæk var, at alle var ekstremt uvenlige og intet gjorde for, vi skulle føle os velkomne.

   De første år i skolen varede en evighed. Jeg følte, de andre børn drillede mig, fordi jeg var ny og præstesøn, men heldigvis var jeg stor og stærk, så jeg bankede to-tre stykker af de værste. Så ordnede alting sig, og siden var der ikke den store ballade. Året efter ordnede jeg nogle andre rødder, der drillede min lillebror. Og så endte jeg med at bliv god nok, fordi jeg beherskede et sprog, bondeknoldene kunne forstå. Sådan kunne man gøre i gamle dage uden at blive sendt til skolepsykolog. Verden var lidt mere simpel...

I et interview i Berlingske Tidende fra januar 2005 i anledning af udgivelsen af bogen "Mindernes Land", uddyber han med ironi og sarkasme:

Og så kommer man over til Skærbæk og skal gå i klasse med Baune, Henrik Solgaard, Henning Primdal, Bobby - med dem allesammen... Det er simpelthen løgn, tænkte jeg. Det er for sindssygt. For langt ude. Det var forfærdeligt. Når du er præstesøn i sådan et miljø, kan du ikke blive andet end tilskuer. Du kan jo ikke blive deltager i sådan noget idioti, vel? Jeg ønsker at trykke dem, der har opfundet Polle fra Snave og Angora-drengene, til mit hjerte. For hvordan kunne de vide, at det var mine klassekammerater.

Det fremgår af samme interviewe at han var og er meget "genert", en egenskab han - sammen med "tilskuerpositionen" - også deler med Poul Martinsen.

Om forholdet til sin far og hvilken betydning det har haft for de modstridende ambitioner i hans liv og i hans bog, det fortæller Henrik Dahl om i andenudgaven af "Hvis din nabo var en bil":

Sagen var at både min farfar og hans far – altså min ene oldefar – var professorer. Godt nok ikke særlig dygtige eller fremtrædende, men dog alligevel. Over for det stod at min far havde svigtet alle de forhåbninger familien havde knyttet til ham og hans lyse hoved. Han var uddannet som historiker,men havde fået gummiarm – eller hvad sådan noget nu hedder i den akademiske verden – og skrevet et middelmådigt speciale. Derfor var han endt som ufaglært i en ravnekrog i Sønderjylland. I mit barndomshjem talte vi ikke så meget om de ting, men dog fuldt tilstrækkeligt. Fra min tidligste ungdom havde jeg forstået at noget måtte gøres. Og hvad mere var: Jeg havde forstået at jeg måtte gøre det.

I skyggen af far, farfar og oldefar!

   Interviewet i Berlingske fra 2005 belyser også "morforholdet". Familiens liv var "forgiftet" af at Morfarens tilhørte en religiøs sekt, Jehovas Vidner:

Det har virkelig kostet gråd og tænders gnidsel. For min mor var det en skæbne værre end døden. En dyb, dyb familiekonflikt og en religiøs konflikt, som altid har været i mit hjem. Så det er et spørgsmål, der har mast sig ind på mig. Min mors forhold til sine forældre var jo defineret ved den religiøsitet, som hun fandt afskyelig. Og det gør jeg også. Det er en livsfornægtende idiotisk religion med en lille dum bogholder-gud. Gud kan jo ikke være sådan en, der synes, det er sjovt at pine folk. Det kan ikke være meningen. (...)

   Den konflikt har jeg aldrig kunnet slippe. Det må være ligesom at have malaria - giften slipper dig aldrig. Hvis du bliver ramt én gang, så har du det siddende i kroppen. Jeg er vokset op i skyggen af den konflikt.

Henrik Dahl udgiver om et par uger bogen "Spildte kræfter". Og begge mine fast aviser, Politiken og Information,  har store forskræp-interviews med ham. "De røde er en katastraofe" siger han ifølge rubrikken i Politiken. Forsiderubrikken lyder godt nok også vred: "De vensterorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse, de venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, og de venstreoreinterede politikere give ikke svar på nutidens store spørgsmål". Og...

Over for Information kalder han endvidere Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, for »den svageste formand, partiet nogen sinde har haft«:

   »Hun deltog i skrivegruppen omkring bogen Epostler. Og her stod det klart, at hun er, hvad jeg vil kalde en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis, hvad man kan kalde en reproduktiv begavelse, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle sammenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lille land.«

  - Har hun ikke spillet jænbyrdig op over for statsministeren i deres debatter, og håndterede hun ikke sin egen skattesag både åbent og modigt?    

   »Nej, hun havde sikkert fin rådgivning om skattesagen til sidst. Og hun var god til at lære udenad og forberede sig til debatterne med Løkke. Men hun har intet format.«

"Karaktermord," skriver nogle af de andre aviser.

   Det er ikke svært at få associationer til skolegården i Skærbæk hvor de fik bank som drillede Henrik eller hans lillesøster. Og til moderens kamp mod morfaderens "livsfornægtende dumme bogholder-Gud".

   "Hvis man vil skrive rigtig godt, så skal man rense sit sind for vrede," skrev han i "Hvis din nabo var en bil". Det er jeg ikke enig med ham i. Og det er i hvert fald ikke lykkedes endnu. "Giften slipper dig aldrig", som han også selv har sagt.

 
Det der slår mig i begge interviewene, er at humoren er væk, og selvironien helt fraværende. Skal man tage interviewene som udtryk for prosaen i den kommende udgivelse, så virker vreden her mere destruktiv, end kreativ.   

Hvis din nabo var - Henrik Dahl - og andre barndomshistorier (1. del)

For mange år siden læste jeg i Politiken en kommentar eller en klumme. Overskriften var umiddelbart "catchy":

"Psykopater i bonzai-format"

Jeg fik mange billeder i hovedet alene af rubrikken. Så jeg var fanget - og læste i hvert fald videre med forventning...

Kommentarens indledning gemte jeg og brugte senere til at vise på overhead-transparent når jeg holdt oplæg om kreativitet for journalistiske redaktioner og studerende, specielt om brugen af metaforer og analogier som udtryk for kreativ tænkning og som led i kreativ formidling.

Jeg kom i tanker om den tekst i forgårs da jeg så forsiden af Information - med et foto af forfatteren til en ny debatbog "Spildte kræfter".

   Her følger de to første afsnit af teksten der fulgte efter rubrikken "Psykopater i bonzai-format":

Med børn er det som med katte. Den eneste grund til at man kan mene, der er søde, er deres beskedne størrelse og dermed beskedne kræfter. Et dyr, der opfører sig som en kat, men er én meter over skulderen, er totalt livsfarlig. Det kaldes i øvrigt en tiger og skal som alle fornuftige mennesker ved, behandles med den yderste forsigtighed eller en kraftig riffel.

   Hvis børn var 180 centimeter høje, ville det også være livsfarligt. Forestil Dem fx et fuldvoksent menneske , der går amok og smadrer Deres dagligstue, fordi sovsen ligger på kartoflerne og ikke ved siden af dem. Et fuldvoksent menneske, der tager tilløb og hopper op på Dem, mens De ligger på sofaen og sover til middag. Eller et fuldvoksent menneske, der slår dem, fordi De høfligt påpeger, at onsdag ikke er en farve, men derimod navnet på en ugedag. 

En fornem kreativ metaforisk blending-operation kombineret med et dobbelt tankeeksperiment: to konceptuelle input-rum mixes, et med forestillingen om katte og et med forestillingen om børn. Begge rum ses gennem et konceptuelt forstørrelsesglas, og i det mentale output-rum beskrives og forstås børn gennem den optik som den forstørred kat - tigeren - leverer. Det er både genkendeligt og grotesk - og derfor sjovt og til at grine ad.

Et af kendetegnene på den særligt kreative personlighed er ironien og andre former for dobbeltbundede og omskrevne udtryk som jeg antager hænger sammen med den paradoksale personlighedspsykologi som jeg har kaldt: "to personer i en".

   Forfatteren til teksten ovenfor er Henrik Dahl. Jeg husker at jeg faktisk grinede højt da jeg læste den, selv om jeg både elsker katte og små børn. Og teksten har også som regel udløst latter hos seminar- og kursusdeltagerne.

Henrik Dahl kender jeg tilbage fra Danmarks Radios interne forskningsafdeling i starten af 1990´erne hvor han var med til at udvikle det berømte og berygtede - men meget brugte livsstils-segmentkort "Minervamodellen", en grafisk model hvorefter befolkningen var delt op i "de grønne", "de blå", "de violette" og "de rosa" - fire storsegmenter - placeret alt efter hvordan de holdningsmæssigt stod i forhold til to akser i et koordinatsystem: moderne - traditionelle, pragmatiske - idealistiske:

"De grå" i midten tillader jeg mig at springe over her.

I sidste halvdel af firserne og begyndelsen af halvfemsern var jeg konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling, og rejste rundt til forskellige redaktioner hvor jeg bedrev program- og redaktionsudvikling.

   Et af redskaberne var netop et segment-kort - med 6 segmenter - en forløber for Minervamodellen. Det gik under navnet "scan trend" og var "udviklet" af en anden sociolog Bjarne Ruby som 1987-91 gennemført en række meget omfattende spørgeskemaundersøgelser for DR til at belyse hvordan og i hvilket omfang forskellige livsstilsegmenter så de forskellige udsendelser. Han gennemførte en tilsvarende undersøgelse for Statsministerens medieudvalg i 1995 som jeg var medlem af.

   Meningen med at bruge segmentkortet i forskellige redaktions- og programudviklings-projekter var at gøre redaktionerne og deres chefer bevidste om at der fandtes forskellig målgrupper med forskellige værdier og holdninger. Og dermed også med forskellige medie- og programpræferancer hvad angik indhold, form og udtryk.

   Vi kunne placere de programmer som redaktionen producerede, med statistisk "tyngdepunkt" et bestemt sted på kortet - markeret med et kryds. Og redaktionen kunne ud fra det filosofere over om det var den gruppe de faktisk ønskede at ramme - eller om de ønskede at ændre på programmet og konceptet så det ramte en anden gruppe - eller en bredere gruppe. Og om der var nogle segmenter der var "forsømte".

En særlig pointe var at programfolkene også kunne placere sig selv i et segmentfelt på kortet, og dermed begynde at reflektere over om de i for høj grad lavede programmer "til sig selv", dvs. for lyttere eller seere med samme sociale, holdnings- og livsstilsmæssige baggrund som deres egen.

   En anden underholdende pointe, blandt mange, var at man på kortet kunne angive hvor ejerne af forskellige bilmærker statistisk set holdt til. Citroën-ejere befandt sig godt oppe i det nordvestlige hjørne ("det grønne segment"). Gik man ned på TV-Byens parkerinspladse og talte bilmærker, kunne man konstatere at Citroën statistisk set var stærkt overepræsentere i forholdt til gennemsnittet i hele den danske befolkning.

Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 ØST i Vordingborg, brugte jeg også segmentkortet og tænkningen bag det til at hjælpe medarbejderne til at fokusere programmerne efter dem der var de regionale kerneseere: i Minerva-terminologien "de rosa" og "de violette". Alle kom på det kursus.

  På det tidspunkt var seertallet (både rating og share) helt i bund, lavere end TV 2 Lorrys, og det laveste blandt alle de regionale TV2-stationers. Et år efter lå vi på andenpladsen, kun slået af TV-MidtVest.

Min erfaring var og er at det kan være kreativitetsbefordrende for journalistiske (og andre) redaktioner at bruge segmentkortet og segmentanalysen som konceptuel frame til at diskutere og udvikle programideer og -forslag - og som afsæt til at udtænke nye programkoncepter.

   Det drejer sig i høj grad om at blive bevidst om hvordan man i forhold til indhold, form og udtryk skal dosere information, identifikation og fascination til de forskellige segmenter.
   Til det formål skar jeg de seks segmenter ned til tre: I det nordøstlige hjørne havde vi "oplevelses- og spændingsjægerne", i det nordvestlige hjørne havde vi "videns- og "autenticitets-samlerne", og i den sydlige bund af kortet havde vi  "genkendelses- og tryghedsdyrkerne."
   Oplevelses- og spændingjægerne prioriterede fascination højest når de så tv eller hørt radio, videns- og auteticitetssamlerne prioriterede information højest, genkendelses- og tryghedsdyrkerne prioriterede identifikation højest - som "indgangskriterier" til at ville se eller høre et nyt program elle dyrke et eksisterende format.
  

I 1997 udkom bogen med den herligt kreative titel: "Hvis din nabo var en bil". Og forfatteren var Henrik Dahl, som på det tidspunkt for længst havde forladt DR og oprettet eget konsulentfirma. Bogen blev fuldt fortjent et kæmpehit. Og hvor man i mange medieforskerkredse med rødder i 68, havde rynket på næsen af livsstilssegmentanalyser, eller ligefrem lagt dem for had, så kom den slags analyser og den bagvedliggende tænkning med denne bog ind i forskervarmen.

   Og jeg var begejstret fordi der endelig var en læselig, fagligt kvalificeret og inspirerende fagbog om sagen, som jeg trygt kunne henvise til - selv om den franske sociolog som fremstillingen teoretisk var hængt op på, Bourdieu, ikke sagde mig alverden.

Jeg havde i årenes løb opleve at mange især ældre journalister følte at segmenttænkningen var fremmedgørende og destruktiv i forhold til deres arbejde som seriøse kritiske journalist med fokus på det journalistiske: indhold, facts og historien - ikke på om deres journalistik i sidste instans måtte finder nåde for et bestemt segment og falde i dette segments smag.

   I deres øjne var segmenttænkningen kommerciel og på konfrontationskurs med deres rolleideal, som den fjerde statsmagt der skulle være vagthund over for magthavere, og som målgruppe derfor havde "alle" - hele offentligheden.

   Jeg synes at jeg med "Hvis din nabo var en bil", fik fagligt solid ammunition til at modgå de bekymrede og skeptisk journalister.

I  2006 kom bogen i en 2. udgave, som jeg først læste for et par år siden. Den var blevet klarere og bedre. I den anledning blev Henrik Dahl interviewet til tidsskriftet Kommunikation og Sprog og fortæller her om at han har haft spas ved at brug Bourdieu som teoretisk back up:

Det var da klart at da jeg var forskningschef i AC Nielsen, ville jeg jo gerne gøre mine arbejdsgivere tilfredse. Men samtidig har der altid været et humoristisk fundament i mit arbejde. Det er da sjovt at tage en meget antikommerciel teoretiker som Bordieu og bruge ham kommercielt. Men helt grundlæggende har jeg altid interesseret mig for hvordan identitet opstår og opretholdes.

                                       (fortsættelse følger)

Opera i manga-kostume - iscenesætter Kirsten Dehlholm - en særligt kreativ personlighed

Politiken har i dag på sit kulturtillægs side 2, en notits om endnu et eksempel på at manga-tegnestilen udnyttes til at blende ind i andre genrer.

   Manga-tegneseriestilen kommer fra Japan, og urfaderen til stilen er den verdensberømte træsnitkunstner Hokusai der tegnede en fantastisk lærebog i at tegne mennesker i første halvdel af attenhundredetallet: "Manga" - der betyder lærebog på japansk:

Jeg har tidligere fortalt om journalstiske nyheder formidlet i manga-tegneserieform, og her i Politiken får vi nu beskrevet noget som rubrikken udråber til: "Manga-opera i XL-format".

   Og hvad er så det?

Forestillingen produceres i samarbejde med Letlands Nationalopera og har nyskreven musik af britiske The irrepressibles og lettiske Santa Ratniece. Med manga-tegninger i Xl-format, klare streger og simple figurer fortælles historien om krigens væsen, hvor bl.a. en spion tages til fange og må transformere sig til fantasy-genrens superhelt for at blive befriet. Kirsten Dehlholm instruerer. Verdenspremire 2. september på Letlands Nationalopera i Riga, i oktober og november opføres den herhjemme i Arhus og på det Kgl. Teater.

Delvis indforstået sort tale. Men Kirsten Dehlholm kender jeg fra "Billedstofteatret" som jeg så en forestilling fra for mange, mange år siden. Fascinerende dame. Og en hybrid af mangastil, fantacyplot og opera, kan jeg godt se for mig som en mulighed.

   Men hvordan  det egentlig vil komme til at se ud og fungere, det kan jeg ikke greje ud fra notitsen. Så jeg billed-googler "manga" og "opera". Og... yes, masser af fascinerende hits. Fx

Det her er en illustration fra Vancouveroperaens trykte program til deres forestilling "Salome" i 2009.

  Og her fra en japansk forestilling:

Et foto fra en operaforestilling "Japan Anime Alive" som beskrives sådan:

The heroes of Japanese manga cartoons are preparing to take Europe by storm in a new 'pop opera' featuring a wild mix of martial arts and music billed as the world's biggest manga show ever.

Se trailer: http://www.youtube.com/watch?v=BW7GTYFDhrM

I øvrigt hører Kirsten Dehlholm til kategorien af særligt kreative personligheder, er jeg ikke i tvivl om. Det fremgår af mange beskrivelser at hun i den grad arbejder med konceptuel blending af genrer, motiver og synsvinkler. Ordet "Billedstofteatret" er jo i sig selv et blended udtryk.

    Hun har i mange år været primus motor i teaterkompagniet "Hotel Pro Forma", og det er også dem der skal opføre denne forannoncerede manga-opera. På hjemmesiden har den titlen "War Sum Up" - illustreret med et enkelt billede der ikke siger så meget:

Jeg er interesseret i Kirsten Dehlholms barndom og opvækstvilkår. Det viser sig at være rigtigt svært at få noget at vide om. Alle de officielle biografier om hende fortæller at hun "er født i Vejle" og at... 

... efter studentereksamen i 1963 uddannede hun sig som tekstilkunstner i Krefeldt i Tyskland 1965-66 samt Kunsthåndværkerskolen i København 1966-69. I 1969 blev hun gift med digteren Otto Sigvaldi, til hvem hun skabte de farvestrålende dragter, som han brugte, når han gik rundt på gaderne og solgte sine bøger fra sin barnevogn.

Men hvad efter fødslen og før studentereksamen? Der er et hul i biografien som ikke sådan lige er til at få fyldt ud. På nettet finder kun en enkelt henvisning til DR P1-programmet "Vita" - med journalist Mette Starck som interviewer Kirsten Dehlholm. 

   I udsendelsen snakker KD meget, længe og ivrigt om alt det hun har lavet i årenes løb. Men Mette Starch der som en god journalist også har konstateret at der er et stort hul i biografien, spørger midt inde i udsendelsen og talestrømmen: 

    Hvordan startede det hele egentlig for dig?"

   Først startede det med at jeg blev født. Og det kan jeg ikke huske. 

   Men så startede det med at jeg stjæler og lyver - som barn - og jeg sidder og maler lidt i nogle tegnehæfter. Og på en måde tror jeg det startede med at jeg havde nogle ønsker om at blive kunstner. Og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad det var, og hvad man gjorde eller... Jeg synes nok jeg var noget særligt, men i starten kunne jeg slet ikke finde ud af hvad det var for noget, og hvordan jeg skulle udtrykke det, så det ikke blev til nogle ret negative ting i min familie - som man også skulle have psykologhjælp til at klare.

   Var det det med at du løj og stjal?

   Jaah, deet var det. Men det viste sig at det kom jeg så over (ler undskyldende). 

   Jeg kan bare huske - tidligt startede det med at bruge hænderne og lave ting man egentlig ikke kunne som barn - som fx at strikke en meget stor sweater til min far da jeg var syv år. Eller... jeg ville gerne overgå alle andre og bevise noget som jeg egentlig ikke vidste. Jeg ville gerne gøre alting større. Når læreren sagde: Så stort kan man ikke lave et linoleumsnit, så lavede jeg det selvfølgelig stort. (...) Det har været en trang som sikkert har ligget i nogle gener til at udtrykke mig. (...) 

   Men alligevel tror jeg også jeg har været ambitiøs, altid. Også som barn, som meget lille barn  arbejdede jeg også med materialer som svovlsyre til at fremkalde farver, stof-farver som jeg arbejdede med, ... Jeg tror slet ikke man måtte gøre det i dag - over for børn, der er så meget man ikke må - over for børn - i dag, men det gjorde jeg altså. Jeg var nede i den der kælder, den der hobbykælder stort set altid når jeg ikke var i skole. Jeg har haft en nysgerrighed over for alt i et bestemt felt jeg ville udforske, og helst på egen hånd. Og heldigvis gik det ikke galt, det gjorde det ikke.

   Men jeg kopierede meget, jeg havde ikke den evne at tegne, jeg var ikke sådan et barn der var meget kreativt - sådan med at tegne og male, eller "ih" og "åh". Nej, det var jeg slet ikke. Jeg tegnede af, jeg kopierede fra bøgerne, og sagde også ofte at det var mit eget, men det vidste de andre godt at det ikke var, men jeg tror de varflinke, og de lod som om de troede på det. 

   Det varede længe før jeg begyndte sådan på egen hånd at skabe billedet, eller billeder. Det var først da jeg kom hjemmefra, tror jeg.

   Hvor gammel var du da?

   Der var jeg 18 år - da jeg rejste - langt væk. Men så begyndte jeg også straks at lave tøj og male kjoler og....

Umiddelbart bliver man jo ikke alverden klogere.
   Men der er en konceptuel kerne om at have et stærkt, men hæmmet behov for at udtrykke noget negativt om familien, og at hun gik til psykolog. Et blokeret behov for at udtrykke noget stærkt følelsesladet og "farligt" i direkte form i forhold til de omgivelser der har magt over en, er drivkraften i et stærkt fantasiliv hvis mål så er at få udtrykt det samme i omskrevet - metaforisk form. 

Sådan tolker jeg det hun fortæller. Og at den kreative fantasi så hæmmes af hendes ønske om anerkendelse der gør at hun kopierer i stedet for selv at skabe, en blokerende hæmning som hun først kan frigøre sig fra når hun forlader sit miljø og rejser "langt væk".

   Sådan startede den stærkt kreative personligheds mentale stavblender tilsyneladende i hendes tilfælde. Men hvad der egentlig skete i barndommen og ungdommen - helt konkret - det får lov at stå ubeskrevet hen. Hullet i den officielle biografi er der stadig.

   Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt at Kirsten Dehlholm først oplever at hun kan udtrykke sig selv ærligt, kreativt og frit da hun skifter miljø - og rejser "langt væk". Det er som om kreativiteten eksploderer, fornemmer man. Måske "kreativ vrede" ligger bag.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.

Refolution - ikke en stavefejl, men et nyt ord for en ny frame

Politiken i går havde en "international kommentar" af Vibeke Sperling. Rubrikken var fængende - ikke mindst for mig der nemt kommer til at stave forkert: "Refolutionen i den arabiske verden". Men det var ikke en stavefejl, hvad underrubrikken jo gør opmærksom på. Og starten på kommentaren:

Det er ikke en stavefejl i rubrikken, men et nyt begreb for oprør i den arabiske verden. Som John Keane, direktør for et nyt Demokrati Center ved Sydney Universitet, mener, skal der nye begreber til at forstå udviklingen: "Det bør kaldes 'refolutionen' for den radikale 'refusal', afvisning af det gamle valg mellem reform og revolution, en afvisning, som er forbløffende følsom over for de alvorlige farer ved at bruge vold til at få sin vilje."

   De fredelige opstande i regionen har været ganske overvejende fredlige med Libyen som en af undtagelserne på grund af regimets vold. I lande som Yemen, Bahrain og Syrien har oprøret holdt sig forbløffende fredeligt trods regimers brutalitet. Men alle steder passer 'refolution' fint, da oprøret ikke er til sinds at lade sig spise af med lunkne reformer, men generelt ikke svarer med vold.

Resten af kommentaren gennemgår så med John Keane som afsæt hvad der kendetegner den nye frame til forståelse og tolkning af de begivenhedsforløb der har udviklet sig i de arabiske stater de sidste 3-4 måneder.

   Selve ordet er jo et blended udtryk - et mix af 'revolution' og 'refusion'. Og 'refolutionen' er hverken udtryk for traditionelle reformbevægelser eller udtryk for revolutionært voldeligt oprør. Det er noget "tredje":

• Alle steder retter oprøret sig mod  "en elite, som har stukket landenes rigdomme i egne lommer."
• Millioner af menneskers mentale liv har ændret sig afgørende: "Folk går nu anderledes ranke i gaderne, og skjulte kvindebevægelser træder ud af skabene. Der tales om hvad værdighed, retfærdighed, frihed og demokrati egentlig betyder for hver enkelt."
• I sammenligning med "fløjlsrevolutionerne i Europa i 1989  er de arabiske oprørere blev mødt med "meget mere vold", men "regimernes drab på egne borgere bringer kun flere i gaderne."
• Opstandene indebærer generelt "afvisning af at bruge  de tidligere regimers metoder imod dem selv. I stedt kom erobring af offentlige pladser (...) som noget ganske nyt.
• Og endelige: "det er hverken sekulære eller religiøse opstande. Refolutionerne er også afstandtage fra de gamle orientalistiske fordomme i Vesten."

Som gammel 68´er får jeg også klare mindelser om ungdomsoprøret for nogle og fyrre år siden. Det nævnes ingen steder i Vibeke Sperlings/John Keans opstilling af den nye kategori at det i meget høj grad er et oprør med unge, relativt højtuddannede i front. Og vendt mod et system af gamle autoritære og korrupte mænd.

Jeg googler lige 'refolution' og bliver præsenteret for en anden ophavsmand til begrebet end John Keans. På www.iranian.com er der en blogger, Alborz, som skriver følgende:

The social, political and economic transformations in Eastern Europe, the former Soviet Union and China point to the end of violent revolutions and the emergence of a new approach to transformation that involves reform and revolution.  Timothy Garton Ash, Professor of European Studies at Oxford University, coined the term refolution to describe the hybrid form of change that had taken place. These transformations were non-violent and pointed to a belief that violence generates enemies and it causes great pain and suffering.  Several generations of these societies had lived through such pain and suffering and were determined not to repeat the experience for future generations.

Her er det tydeligere at der er tale om blending, både sprogligt og indholdsmæssigt - af 'reform' og 'revolution'. Og senere i indlægget uddybes hvad der ligger i den voldsafvisende form for samfundsforandring set i iransk kontekst. Her fremhæves ungdom, kvinder, nye medier - og generelt det grænseoverskridende i bevægelsen:

The emergence of hybridized world where societies and cultures are now able to interact and morph into new vibrant societies that value not purity in race, culture, religion, or tradition understandably poses a threat to the pillars of power in Iran.  The youth of Iran and more significantly the women of Iran have emerged as a valiant champions of universal principles adopted by this hybridized world. They have moved from being negatively critical to being Critical in the positive sense, where one change will quickly lead to another – or critical tipping point. Simple acts of texting, tweeting, emailing, congregation, social networking, and chanting now define the new forces of change in this hybridized world.

Ord som 'morph' og 'hybrid' peger på at der ligger komplekse mentale blendingprocesser under disse oprør, hvad der jo i hvert fald også gjorde i ungdomsoprøret i slutningen af 60´erne.