I foregående blog-indlæg viste jeg hvordan en række filmjournalister satte den store nyhed om Susanne Biers Oscar for filmen 'Hævnen' i forskellige "forståelsesrammer" - det jeg kalder frames.
Framen styrer den journalistiske vinkel som er den påstand med nyhedsværdi historien dokumenterer med kilder og citater. Og det er den rammesatte vinkel der giver et eller andet ekstra perspektiv - journalistisk merværdi - til en stor nyhed, som jo til fortrydelse for journalisterne allerede om tirsdagen var "gammel". Efter at kollegerne i de elektroniske medier havde talt hende op til skyerne hele mandagen, så skulle hun nu tales ned tirsdag morgen. Det ville være "nyt".
I alle tilfælde var konsekvensen af den journalistiske perspektivering i hvert fald at hun og hendes film blev gjort "mindre", trukket ned på jorden, så at sige. Selv om hun og filmen havde fået en Oscar, skulle hun jo ikke tro den var stor kunst, endsige særligt original, var det gennemgående mønster.
Jeg er interesseret i at se hende i et andet perspektiv - teorien om den særligt kreative personlighed. Passer hun ind i den frame? - som jo taler om to (eller flere) personer i én, om at være genert men alligevel også det modsatte, om at føle sig som fremmed og uden for, om at være blevet mobbet i skolen eller andre sociale sammenhæng, om at være blevet flyttet fra et sted til et andet, om at være spændt ud mellem to kulturer, om at have mistet og savnet forældre eller andre nær relationer, om en underliggende vemod, om at være usikker på sin egen identitet og med tvivl om selvværd. Om at være urolig, utålmodig og besværligt krævende. Om at være ironisk og gemme sig bag humorens maske. Om i sig at have en skjult eller åbenlys frustration eller vrede. Og om endelig at føle sig hjemme ved erkendelsen af hvilken slags kunstner man er eller skal arbejde på at blive. Og om at være produktiv og producere som gjaldt det livet.
Jeg går på jagt på nettet. Og som noget af det første finder jeg endnu en stor artikel af Lotte Thorsen. Et interviewportræt med rubrikken "Susanne Bier: "Det var rædselsfuldt af få så mange bank" - skrevet i anledning af Oscarvinderfilmens danske biografpremiere sidste sommer. I Politiken den 22. august 2010.
Aha! Bingo! SB er ud af en jødisk familie der måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse. Og hendes far kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 30´erne. Hendes mors familie flygtede til Danmark fra Rusland 30 år tidligere. I begge tilfælde emigrerede de på grund af jødeforfølgelser i deres hjemlande.
Jeg citerer "råt" fra det i øvrigt glimrende og oplysende avisinterview:
"På det nære plan har jeg haft en ekstremt stabil og tryg opvækst. Men der har også hele tiden ligget en følelse af mulig landflygtighed og forfølgelse. Som noget, der var meget reelt.""Jeg anerkender, at der er en voldsom brutalitet og uretfærdighed i verden. Men når man har oplevet noget, der er så overgrebsagtigt og helt forkert, så bliver konsekvensen, at man holder endnu mere fast i det, som er rigtigt.""Det er nok rigtigt, at jeg altid går efter en form for forløsning. Og at det altid er det etisk korrekte, der får lov at vinde. For det føler jeg, at jeg er nødt til at tro på. Hvis der er én ting, jeg skal fortælle verden, så er det dét. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have respekt for bøger eller film, der fortæller noget andet – jeg har bare ikke selv lyst til det.""Den der cocktail af at være rastløs og grotesk intens er altid besværlig. Også for omgivelserne. Måske er jeg også lidt for skrap. Hvis der kunne snige sig noget lidt mere flegmatisk ind i mit sind, tror jeg, at alle ville være glade.""Jeg har en meget direkte adgang til noget sorgfuldt, som jeg tror hænger sammen med min baggrund og med bevidstheden om, at katastrofen kan indtræde i morgen. Og derfor er det rigtig godt for mig at instruere film, fordi jeg får den vemodighed eller sorgfuldhed adresseret, uden at den får lov at vokse sig stor. Jeg er ikke noget trist menneske, jeg er som regel i godt humør. Men det ligger bare lige nede under overfladen."
I folkeskolen spillede Susanne foldbold med drengene fra klassen under, mens pigerne i hendes egen klasse stod og røg på toiletterne, refererer Lotte Thorsen. SB har været en ret så vild "drengepige", forstår man. Og blev ikke inviteret med når pigerne i klassen inviterede til fester. Og først i gymnasiet blev det opdaget at hun, som mange "visuelle" kunstnere i øvrigt, var ordblind. Men det forhindrede hende ikke i at kompensere ved at læse en masse - drengebøger.
"Jeg havde det hyggeligt hjemme og følte ikke, at jeg var et barn med store problemer. Men jeg kunne mærke, at der var sådan nogle sociale ting, jeg ikke kunne komme ind i, og så læste jeg i stedet.""Hvis jeg havde haft et lidt mere vellykket socialt liv, så havde jeg helt sikkert også været en svagere læser.""Jeg har altid været ret barnlig. Og så er jeg faktisk også genert og meget lidt social. Jeg har aldrig været særlig god til at feste, jeg ryger heller ikke og kan kun lide at drikke vin til maden.""Det blev jeg selvfølgelig ked af (...ikke at blive inviteret med til fest). Jeg kan huske, at jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke skulle med. Og så sagde de, at de ikke rigtig troede, jeg ville synes, at det var sjovt. Jeg kunne godt mærke fjendtligheden i det, men jeg kunne ikke rigtig forstå rationalet bag.""Jeg var også monster distræt. Og på en eller anden måde irriterede jeg de der piger. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå.""Jeg var så akavet og kunne slet ikke se mig selv som et kvindeligt væsen. Måske troede jeg, at jeg var med i nogle af de bøger, jeg læste - der var i hvert fald en eller anden form for virkelighedsforstyrrelse i det. Men jeg synes faktisk også, de var ondskabsfulde og tarvelige, de der piger. Det gav mig indtryk af, at jeg var sådan ... taberagtig."
Susanne Bier fortæller også om hvordan hun side fik "hævn". Læs selv. Og hvordan det vendte 180 grader da hun kom i gymnasiet.
Efter gymnasiet vidste hun ikke hvad hun skulle lave. Det skulle være "noget kreativt", men...
"Hvis man ikke er særligt dygtig til at danse eller synge eller tegne, så ligger der en indbygget retning i det. Men hvis man ikke er det, men stadig følger en kreativ drift, så kan man være meget længe om at finde ud af det."
Efter at have prøvet at finde sig selv i forhold til sin families religion på en rejse til Israel, og derefter i London forsøgt sig med at studere design, arkitektur og scenografi, prøvede hun at komme ind på den engelske filmskoles scenograflinie, men blev klar over under optagelsessam-talen at det var filminstruktør hun ville være (en aha-oplevelse!):
"To uger efter var der genopslag på instruktørlinien på Den Danske Filmskole, Og så kom jeg ind. Det var et langt tilløb med en forholdsvis kort spurt. Og Filmskolen var en fantastisk tid. Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg skulle noget andet. Det var ligesom at komme hjem."
Hvis man bare har læst nogle få af de tidligere blogindlæg om den særligt kreative personligheds konfliktfyldte personlighedsspaltende oplevelser under opvæksten, så vil man se på hvor mange punkter Susanne Bier "matcher" i den frame. F.eks.også i forhold til Anders Thomas Jensen og Poul Martinsen som jeg skrev om - et par blogindlæg tilbage.
Og selv kan jeg i hendes beskrivelser genkende rigtig meget fra min egen barndom: ordblindheden, at være "monster distræt", at skifte skole flere gange, det at føle sig lidt udenfor, genertheden, at læse som en gal for at kompensere i fantasien, at opleve pludselig at føle sig værdsat i gymnasiet.
Hvornår i min ungdom følte jeg at "det var ligesom at komme hjem"? - Det er jeg slet ikke i tvivl om heller. Det var da jeg som udvekslings-student rejste til USA mellem 2. og 3. g. - og i et år kom til at bo og leve som "søn" hos en varm, sjov og livlig kultur- og kunst-interesseret jødisk familie i en nordlig forstad til New York (også omtalt i slutningen af blogindlægget 29/02/11 om Walton Ford). I den familie havde jeg tre lidt yngre "brødre" der alle som voksne blev kunstnere: litteratur, musik, malerkunst. Og som nævnt: "Far" samlede på moderne amerikansk malerkunst.
Og min amerikanske "mor"? - Jamen, hun var en utroligt moderlig mor. Og havde et stort smil som hun ikke var fedtet med - i øvrigt præcis det samme smil som Susanne Biers, er det pludselig gået op for mig - efter at jeg har set Susanne Bier smile så mange gange på skærmen de sidste uger!
Et 'match' - mellem de aktuelle billeder på skærmen og så de erindringsbilleder som de har fremkaldt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar