(Dette indlæg er oprindelig skrevet inden der kom smartphones og tabletcomputere på markedet, så nogle af argumenterne og synspunkterne er muligvis forældede eller skal nuanceres kraftigt)
Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning at brugerne af nettet kun i ringe eller mindre grad udnytter muligheden for at se web-tv i full-screen formatet, som naæsten alle playere jo nu muliggør med et enkelt klik ned i højre hjørne.
Dette at vælge at se et web-tv-indslag i full-screen - eller at lade være - er jo en af de interaktionsmuligheder som er specifikke for brugere af web-tv, og er noget som kun i ringe grad er mulig ved almindeligt tv-sening.
Den umiddelbare forklaring på at man som bruger ikke vælger full-screen-visning, er selvfølgelig at i 'full screen' er kvaliteten stadig ofte så relativt dårlig på grund af ringe opløsning, at det formindsker eller svækker billedfascinationen og forstyrrer oplevelsen – og dermed ikke mindst identifikationen med de medvirkende.
Men det er nok kun et spørgsmål om tid og teknik-udvikling før det bliver sådan at man straks og naturligt vælger full-screen ligeså snart man starte afspilningen på playeren, siger de kloge.
Full-screen-visning betyder jo nemlig at man psykologisk set sætter sig i en passiv modtagesituation - 'lean back(ward)' - også selvom man nemt kan stoppe playeren når man vil, og klikke tilbage til visningen i playerens mindre rude.
Når man går på nettet, så gør man det normalt i en psykologisk ”active mode”- 'lean forward' - hvor man er indstillet på at 'surfe', 'snorkle' og 'dykke' sig frem og tilbage - og op og ned.
Og når så man vælger at se web-tv i den lille playerrude, så ser man det hele tiden i klar bevidsthed om at man er i fuld kontrol, har overblik over netsidens retoriske landskab og er fri for full-screenens syns- og opmærksomheds-monopoliserende totalitet, en kontrol og en frihed som fullscreen-visningen psykologisk set svækker eller fjerner.
Men det betyder så også at mange af de dramaturgiske greb som naturligt og automatisk anvendes i broadcast-tv og spillefilm, og som er rettet mod forførelse og mentalt opslugende fremdrift, at de greb nemt blive mere eller mindre tømt for mening og tilsvarende mere eller mindre virkningsløse (eller direkte forstyrrende i forhold til en på forhånd distraheret og surflysten netbruger der ikke er særlig indstille på at ”give sig hen” i oplevelsen.
Det forhold bør man have med i overvejelserne hvis man investerer dramaturgisk, optagemæssig og redigeringsmæssig 'production-value' som hvis web-tv-produktionen skulle have været vist i broadcast-tv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar