Mulige og umulige veje til at give Trump og andre trumpister journalistisk modspil - med afsæt i en klumme af Amalie Kestler

Dette indlæg ligger i forlængelse af det foregående her på blokken som havde overskriften ...
   "Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?"

   Hvis du ikke har læst det, så foreslår jeg at du læser det først - inden du går videre med dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/nar-brug-af-erfaringssprog-i-politiske.html

Det tidligere indlæg tog afsæt i en 'Signatur'-klumme i Søndagspolitiken af Amalie Kestler fra den 22/01/2017 som havde rubrikken:

Fem veje til en bedre journalistik

Forudsat i sådan en overskrift er at journalistikken i disse år i en eller anden forstand er 'dårlig'  eller er blevet 'dårligere' - og trænger til et forbedrende løft som dette medlem af  'lederkollegiet' vil vise veje til.

   I punktform ser 'de fem veje' sådan ud:

1. Handlinger frem for holdninger
2. Indhold frem for anklager
3. Nyheder er ikke hvad de har været
4. Konsekvens frem for begivenhed
5. Behold autoriteten

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Jeg suser baglæns - 'down memory lane' - til min første kronik i Politiken i 1998 efter at jeg var blevet 'kaldet', som det hedder, til et professorat i journalistik (det første i Danmark) ved Odense Universitet (senere SDU). 

   Kronikken havde overskriften "12 påstande om journalistikken uvæsen", og min ide var at jeg, lidt provokerende, ville gøre opmærksom på at den nye journalistuddannelse i Odense (sammen med den nye på RUC) faktisk havde fået et eksplicit opdrag af den daværende regering til gennem en mere akademisk orienteret og fagligt funderet uddannelse at højne journalistikkens kvalitet i de skrevne og elektroniske medier.

   Som back up for de "12 påstande" havde jeg i godt et halvt år forud samlet og sammenfattet eksempler på hvad man blandt politikere, forskere og i medierne selv, offentligt havde bebrejdet journalisterne af dårligdomme og svigt i deres professionelle arbejde, et arbejde som jo ideelt set burde ske 'i sandhedens tjeneste' og med et særligt ansvar som 'den fjerde statsmagt'.

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.
2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.
3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.
4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.
5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.
6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.
7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.
8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.
9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.
10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.
11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.
12. Journalistikken truer demokratiet.

Nogle få journalister blev sure. Nogle få journalisthadere sendte opmuntrende breve. Resten var tavshed.

Hvis nogen dengang omkring slutningen af århundret i fuldt alvor havde at troet at målsætningen om et markant kvalitetsløft kunne realiseres gennem to nye journalistuddannelser, så blev de skuffet. 

   Selv håbede jeg jo det bedste da jeg startede i jobbet, men vidste jo godt at det blev op ad bakke.
   Derfor kronikken.
   En afværgeforanstaltning på forhånd.

   Alt pegede allerede den gang på at der var store og stærke samfundsmæssige kræfter, både økonomiske og teknologiske, som trak i den modsatte retning.

Den 10. december 2012 havde tv-vært og filosofisk anlagte journalist Clement Kjærsgaard en kronik i Politiken hvori han formulerede og uddybende kommenterede denne rubrik:

Ti principper for en bedre journalistik 

... med en bagvedliggende tankegang som minder om Amalie Kestlers  (og min egen 14 år tidligere). 

   De ti principper var formuleret sådan her:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

Begavet, nuanceret, fornuftigt, gennemtænkt.

   Og jeg refererer loyalt og interesseret i et indlæg som fremhæver Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", at Clement Kjærsgaard i kronikken gør sig til talsmand for den langsomme, tænksomme og tung-i-røven-system 2-tænkning, selv om han altså som vært på DR2 var og er berømt (og berygtet) for at være den hurtigste danske live-vært i journalistiske debatprogrammer når han fyrer kritiske spørgsmål af til de i studiet indkaldte politikere og andre magthavere i Danmark:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012_12_11_archive.html

I januar 2015 offentliggjord Center for Nyhedsforskning på RUC en rapport der fremlagde 'en omfattende kortlægning af danske mediers etik', udarbejdet af nogle af mine tidligere kolleger fra journalistuddannelsen på RUC: Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg, Maria Bendix Olsen.
  Gode folk. Kloge folk. Reflekterede folk.

De konkluderede - efter et punktvis referat af indholdet i undersøgelsen - i solid akademisk stil:

Hvordan man fortolker rapportens mange konklusioner, vil naturligvis afhænge af, hvilket presseetisk ideal man har. Men journalisternes stærke bevidsthed om presseetikken, det øgede antal interne retningslinjer i mediehusene og journalister og redaktørers opbakning til Pressenævnet må overordnet fortolkes positivt for dansk journalistik anno 2014. Til gengæld kan der også påpeges problemer, særligt hvad angår manglende konsekvenser af overtrædelser af presseetikken, at det stadigt hurtigere nyhedskredsløb på mange måder presser etikken, samt at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik, som de traditionelle, etablerede mediehuse.

http://slks.dk/mediernes-udvikling-2015/specialrapporter/medieetik/

Rapporten er bestemt ikke ukritisk.
   Men på den anden side: ganske beroligende, set i lyset af den kritik der løbende kommer fra politisk hold om at journalister giver køb på etik og kildekritik for at forfølge sensationelle historier, og - ikke mindst - for at kunne følge med i konkurrencen fra journalistisk set uredigerede nyheder på internettet.

For mig er der ingen tvivl om at nyhedsjournalistikken har været i en stadig mere intensiv krise de sidste 10-15-20 år.
   Jeg har dog selv haft en vis optimisme knyttet til at den undersøgende journalistik (IR='investigative reporting') stort set i den samme periode stadig har haft en vigtig plads og stor betydning i pressedækning af samfundets politisk og økonomiske magthavere.
   Både i regionale og landsdækkende aviser og i de tilsvarende større elektroniske medier.

Men Trump og hans ligesindede kan selv de mest seriøse og undersøgende journalister åbenbart ikke klare.
   Og en højnelse af journalisternes etik er ikke svaret, tror jeg.

Jeg har i det foregåend indlæg gjort opmærksom på at Trump - både i sine taler, i sine svar når journalister konfronterer ham, og i sine direkte meddelelser på Twitter - konsekvent bruger 'erfaringssprog', en sprogbrug vi alle, og ikke mindst dem der mener det samme som ham, kender fra dagligdagens private snak og meningsudvekslinger, og som vi derfor kan identificere os med - også selv om vi er totalt uenige - og måske oplever det som vulgært, chauvinistisk, fordomsfuldt, unuanceret og decideret løgnagtigt - og udtalt mod bedrevidende.

   Og når han så får kritiske journalistspørgsmål om det han har sagt, så hjælper journalisterne ham - paradoksalt nok - ved at citere ham og hans svar, og ved at give ham mulighed for at repetere det: 

 

- Reporter: "Du har sagt sådan og sådan og sådan. Mener du virkelig det, når kendsgerningerne, forskerne, undersøgelser, historien dokumenterer at noget andet er tilfældet?

- Trump: "Ja, selvfølgelig.Sådan og sådan og sådan. Og Yakkedi, yakkedi, yakkedi, yak..."

 

Kritisk afslørende spørgsmål af den slags giver så Trump et glimrende afsæt til både at fremture i udtalelsen (og dermed få den gentaget offentligt), eller give den ekstra emotionelt eftertryk ved at uddybe og forstærke den med flere følelsesmæssigt potente sproglige billeder og opsigtsvækkende kontroversielle påstande.

Hvis man så spillefilmen "Spies og Glistrup" fra 2013, som blev genudsendt for et par dage siden i tv, eller hvis man er så gammel som mig (73 år) og kan huske de to herrers optræden i medierne i levende live, så vil man vide hvad jeg snakker om.
    På mange måder kan man sige at de to er gået op i en højere enhed i skikkelse af Trump. 

   Konceptuel blending, så det basker.

Og som det pæne fornuftige og vidende menneske man er, så  må man jo spørge sig:

   Hvorfor er det ikke ødelæggende for Trumps troværdighed som politiker (og for dem der ligner en fortyndet udgave af ham) at han på den måde gang på gang af journalister og eksperter offentligt bliver afsløret i hele og halve usandheder, i fatal uvidenhed i forhold til det han udtaler sig om, i åbenlys racisme og sexisme, i grænseoverskridende brud på god tone og almindelig anstændighed, i oplagte dumheder, etc.? 

   Det ville det  jo nemlig være for langt de fleste main stream-politikere. 

   Eller sådan var det måske en gang, men er ikke mere?

Her sammenfatter jeg så hvad det er for en konklusion som det er nødvendigt at seriøse journalister og en seriøs presse må forholde sig til, hvis man ikke ønsker at Trump og tilsvarende 'trumpister' i andre vestlige lande skal få endnu mere frit løb i de kommende år. 

   Konklusionen er baseret på forholdsvis grundig læsning af artikler i seriøse aviser og og gennemsyn af historier i seriøse tv-nyhedsprogrammer.

- Hvis en tilstrækkelig stor del af vælgerne er enige og og langt hen ad vejen synes at det meste af det Trump siger, er det de inderst inde tænker, mener og føler, ... 

- Hvis Trump i høj grad meddeler sig til vælgerne via sociale medier som Twitter og dér udtaler sig med kontroversielle påstande som er delt i hundredtusindtal længe inden han kan få stillet kritiske spørgsmål af main-stream-mediernes reportere, ...

- Hvis de efterhånden mange vælgere som primært får nyheder via sociale meder, ikke har mulighed for at skelne mellem opsigtsvækkende nyheder hvis indhold er sandt, og falske nyheder med opdigtet sensationelt indhold som der bliver flere og flere af ...

- Hvis en stor del af vælgerne har mistet tilliden til kritiske eksperter og gravende journalister (der socialt og økonomisk har deres på det tørre), og som formulerer sig i et 'objektivt', billedfattigt, følelsesrenset, abstrakt og indforstået videnssprog, ...

- Hvis en stor del af vælgerne  ikke har tillid til flertallet af main stream-politikere hvis offentlige udtalelser er gennemsyret af uldne abstraktioner, henholdende løfter og eufemistisk omskrivninger, ...

- Hvis efterhånden mange års lovgivnings- og traktatmæssige liberaliseringer af økonomi og arbejdsmarked, primært  ser ud til at have gavnet et i forvejen velståend mindretal, og samtidig ser ud til at true den økonomiske tryghed for større dele af befolkningen, ...

... , ja, så er de traditionelle strategier som seriøse nyhedsjournalister og - solide graver-journalister og kritiske vidende eksperter og analytikere ellers i mange år har kunne praktisere i offentligheden (sådan ca. siden Watergate-sagen), simpelt hen blevet demonteret, gjort ubrugelige og impotente.

   

Det kræver radikal journalistisk nytænkning. 

   For blindt at forsætte med at udøve traditionel politiske nyhedsjournalistik og  seriøs kritisk undersøgende journalistik som hidtil, går simpelt hen ikke længere.

   Det hjælper nemlig bare 'trumpisterne' - i stedet for at modarbejde deres forurening af offentligheden. 

   De traditionelle journalistiske strategier fungerer ikke længere 'i sandhedens tjeneste'. 

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt journalistisk bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".
   Men er det nok?

Her følger nogle mere radikale råd i forlængelse af Amalie Kestlers 'fem veje', råd som jeg udmærket ved at ingen journalist ved sine fulde fem kunne finde på at følge, men som faktisk er en logisk konsekvens af hvad vi har set ske politisk i det seneste år:

Handlinger frem for holdninger
Det er ikke og bør ikke udbasuneres som en overskriftbærende nyhed at Trump og andre trumpister udtaler sig løgnagtigt, fordomsfuldt og mod bedrevidende. Lad løgnen dø i tavshed. De gør det bare for at blive citeret endnu en gang, og de ved at deres supportere er lige glade med om det er sandt eller ej

Indhold frem for anklager

Det bør ikke trække overskrifter i pressen at Trump og alle hans svende rent faktisk begår de dumheder mht. lovgivning som de siger de vil gøre. Når de har magt til at gør det, så skal man lade dumheden dø i tavshed indtil konsekvensen bliver tydelig for alle.

Nyheder er ikke, hvad de har været

Drop at skrive nyheder i den seriøse presse som bevidstløst citerer og dermed redaktionelt utjekket halser bagefter sensationelle og kontroversielle udtalelser fra Trump (og lignende) på de sociale medier. De kommer kun med den slags udtalelser fordi de ved at journalisterne går efter den gode historie som et sensationelt og provokerende citat (måske, måske ikke) indeholder

Konsekvens frem for begivenhed

Undgå at hoppe på breaking news-vognen i konkurrence med de andre medier. Breaking news er nyhedsdækning baseret på uvidenhed og manglende overblik. Vent med at slå det stort op indtil man med sikkerhed ved hvad der er sket og sagt, og har mulighed for at beskrive de sandsynlig konsekvenserne. 

Behold autoriteten

Lad være med at rapportere en tvivlsom sandhed viderebragt af en tydeligvis interessestyret kilde selv om det så vil være en god (men også letkøbt) historie med en skarpvinklet overskrift at kunne finde og citere en måske lige så biased ekspert der kan skyde den selvsamme 'sandhed' ned med et velvalgt citat.

Videnskabsjournalistikkens danske frontløber - Lone Frank - med en ny bog om 'lystens pioner'

Illustration af "deep brain stimulation"

Videnskabsjournalistik hører ikke til en af de discipliner der undervises i på vores journalistuddannelser, mig bekendt - ikke fast i hvert fald. Og det er synd, for det er vel en genre inden for faget som i de senere år er blevet mere og mere vigtig. 

   

Inden for det engelske sprogområde er genren udbredt, og jeg har i mange år nydt at læse bøger der introducerer til særlige vidensområder, journalistisk vinklet,  og skrevet i en en suveræn journalistisk stil. 

   I slutningen af dette indlæg med afsæt i den danske videnskabsjournalist Lone Franks seneste bog, lister jeg op videnskabsjournalistiske engelsk-amerikanske bøger som jeg har haft stor fornøjelse af at læse, og ofte har brugt som afsæt for indlæg på blokken her.

Lone Franks navn mødte jeg første gang for nogle år siden i nogle store artikler i Weekendavisens videnskabstillæg "Ideer". 

   Præcis hvad de handlede om, husker jeg ikke mere. Men de gjorde indtryk, så stærkt så jeg i en periode abonerede på Weekendavisen - udelukkende for at få adgang til at læse artiklerne af hende. 

   Da jeg begyndte at skrive på denne blok for næsten eksakt 6 år siden, blev jeg hurtigt optaget af sammenhængen mellem kreativitet og det som den moderne hjerneforskning fandt ud af. Og blev klar over at Lone Frank nogle år inden (2007) havde udgivet bogen "Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder."

   Jeg fik hurtigt anskaffet den, og syntes den var fremragende og nåede vidt omkring i feltet. 

   Den følgende bog hun udgav "Mit smukke genom", har jeg kun læst i uddrag og referater, da genforskning ikke lå centralt i mit interessefelt. 

   Men interessant journalistisk og formidlingsmæssigt var det at hun havde brugt sig selv og sine egne gener som drivende case og plot, så vidt jeg kunne forstå. Og hun havde kunnet konstatere at hun genetisk var disponeret for depressioner af den mere alvorlige slags. 

Nu er Lone Frank så udkommet med endnu en videnskabsjournalistisk bog "Lystens Pioner. Historien om manden, der satte strøm til sindet og viste vej til fremtiden." 

   Den har fået fremragende anmeldelser, og selv har jeg læst den i en ruf. 

   Den handler om en amerikansk psykiater Robert Heath der i 1950 fandt på at indoperere elektroder dybt i hjernen på levende mennesker med alvorlige psykiske sygdomme, og sætte strøm til. I en lang række år foretog han forskellige eksperimenter af den art, nogle med overraskeende positive - helende eller lindrende - effekt, hvor andre behandlingsformer ingen virkning havde haft. 

   Men på et tidspunkt overskred han nogle etiske grænser, i hvert fald målt med samtidens målstok og i en social kontekst hvor fx det hvide snit, med god grund, blev udråbt som et afskrækkende skoleeksempel på hvad neurokirurgi kunne misbruges til (hjulpet godt på vej i offentligheden af den fremragende spillefilm "Gøgereden").

   Så Heath og hans metoder og resultater blev effektivt fortrængt - så at sige skrevet helt ud af videnskabshistorien inden for psykiatrien. 

  Pointen i Lone Fransk bog er så at hans metode med elektrisk stimulering af dybe områder/centrer i hjernen, nu er genopstået, men altså uden de yngre forskeres viden og bevidsthed om at der har været en pioner på området for efterhånden mange år siden, en pioner der faktisk opnåede væsentlige resultater og indsigter med tilsvarende teknikker.

  Som der resumeres på bagsiden af bogens cover:

Dyb hjernestimulation er psykiatriens store håb. En ny tids pionerer eksperimenterer med elektrisk stimulation mod alt fra depression og angst til tvangshandlinger, anoreksi og aggressiv adfærd.

Plottet i fortællingen er at vi følger Lone Frank i hendes journalistiske opsporing af hvad det egentlig var Robert Heath gjorde den gang, og hvorfor han så effektivt blev glemt. Og i hendes beskrivelse af hvad nutidens biopsykiatri har gang i af tilsvarende forskning og eksperimenter. Og det to spor flettes så samme i bogen så læseren pendler mellem dem.

   Bagsiden fortæller:

I LYSTENS PIONER jagter Lone Frank den fascinerende historie om Robert Heaths storhed og fald, og hendes opklaringsarbejde trækker overraskende tråde til nutiden forskning og giver  en pejling for fremtiden. Bogen er en original blanding af historisk fortælling, reportage og personlig refleksion over vores forhold til os selv, til lysten og til eksistensen.

Jeg skal ikke her genfortælle Heaths historie, men blot fremhæve at han var en original outsider allerede i sin samtid. Og det blandt andet er denne outsider-rolle som umiddelbart tiltrækker Lone Franks interesse og nysgerrighed. 

I modsætning til hvad der opfattes som "norm" i en journalistisk tradition, nemlig at man ikke må blande sit personlige jeg ind i fortællingen (= 'tilstræbt objektivitet'), så får Lone Frank jævnligt undervejs i 'jagten på sandheden om Rober Heath', sin egen person og egne følelser og refleksioner flettet ind i historien. 

  Side 18. for eksempel kommer hun med et personligt credo:

For afspejler vores reaktion på det at stikke elektronik ind i folks hoveder i virkeligheden ikke vores forhold til os selv?

   Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været interesseret i - nej uhjælpelig fascineret af - at forstå mennesket som som sådan, måske især for derigennem bedre at forstå mig selv. Spørgsmål om, hvad der ligger i vores natur, og hvor meget den natur kan bøjes og formes, har været en konstant drivkraft i mit arbejde som videnskabelig skribent. Hvad enten det gælder biologien, psykologien eller psykiatrien, så er det interessant for mig det, disse felter kan sige om os. Det, det kan fortælle om vores inderste kerne eller essens - eller om vi overhovedet har sådan en?

Lone Frank erklærer at "sjælen" som noget uden for kroppen "er afgået ved døden." Og det rejser spørgsmålet...

Hvor meget kan man modificere det, som i sidste instans udgør en person, og hvem bestemmer, hvor langt man går? (...) Skal vi eksempelvis gør mennesker mere lykkelige  eller forandre træk i deres personlighed, som del selv eller andre ikke bryder sig om? Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk.

Noget af det der kendetegner Lone Frank som journalist er det gode levende og prægnante 'erfaringssprog' hun trækker på. Det vrimler med direkte og bramfri formuleringer som for eksempel den du lige har læst: "Det vil jeg undersøge ved at gå i kødet på de forskere, som lige nu stikker elektroder i hovederne på folk."

I kapitel 2. "Psykokirurgiens genkomst" beskriver Lone Frank sine oplevelser på en faglige kongres for 700 neurokirurger som forsker i effekten af forskellige former for hjerneoperationer, og som her mødes for at udveksle ny viden. 

   Hun fortæller om mødet sådan (jeg har fremhævet de særlige sproglige formuleringer som jeg nyder for deres erfaringsproglige kvaliteter):

Flertallet er mænd, og de ser ud om om deres koksgrå jakkesæt er købt det samme sted. Dere højrøstede sludren går gennem konferencecenteret, der er så anonymt at jeg glemmer, hvordan her ser ud, bare jeg lukker øjnene kortvarigt.   Jeg føler mig fremmed. I årevis har jeg som journalist været vant til at færdes blandt psykiatere, psykologer genetikere, og deres jargon og måde at tale om psyken kender jeg. Nu går jeg rundt mellem mennesker der taler teknik. De kan få lys i øjnene af at diskutere nye elektroder, der kan styre strømmen i forskellige retninger (...). Og i pauserne mellem foredrag kan man se dem pille kærligt ved alt det avancerede operationsisenkram, som er udstillet, og som for det utrænede øje ligner torturinstrumenter.   (...) At bruge sin fingerfærdighed på at fjerne svulster og reparere bristfærdige hjernekar er i dag næsten bagstræberisk og giver ingen prestige. At operer på psyken er fremtiden, og neurokirurgerne er blevet en slags sindets håndværkere.

Senere i kapitlet optræder en hel række af smukke og anskueliggørende metaforer:

Mens jeg suger til mig af nyheder, går jeg rundt med et spøgelse på skulderen. Robert Heaths historie, hans gamle artikler og hans for længst afdøde patienter med deres numre bliver klangbund for alt, hvad jeg hører. Tråde bliver trukket fra den gang til nu, og sammenligninger trænger sig på.

Nu vil jeg citere et langt, meget personligt afsnit fra senere i samme kapitel. Derefter må læserne selv købe bogen hvis de vil vide mere. 

   Lone Frank konstaterer at vi faktisk ved meget lidt om de biologisk årsager til de alvorlige psykiske sygdomme:

Sygdom, sygdom, sygdom. Det er selvfølgelig diagnoserne, som er anledning til at vi sidder her i en  mørk sal i et kedeligt betonbyggeri og hører foredrag efter foredrag, men for mig er det ikke det mest interessante. Neden under min privat fascination af den elektroniske hjernestimulation ligger noget helt andet. Det handler om, at manipulation af hjernen er manipulation af selve vores inderste - det mig, som befinder sig et eller andet sted i den belgrøde klump med sine hundrede af milliarder forbundne celler. Denne her mærkelige teknologi stiller dybest set spørgsmålet: Hvem er jeg?

Og med det spørgsmål som afsæt skifter journalisten Lone Frank 'fortæller-mode' og går over til den personlige bekendelse i klar tale og erfaringsnært sprog:

Så længe jeg overhovedet kan huske, har det været mit eget kernespørgsmål, og det, som jeg igen og igen kommer til at kredse om. Måske går det helt tilbage til barndommen. Mine forældre passede dårligt sammen, og begge ville gerne have, at den anden opførte sig anderledes. Der blev talt rigtig meget om at ændre sig, og især min far havde en ide om, at man naturligvis kunne blive en anden - "det er et spørgsmål om at ændre nogle bidder information inden i hovedet", som han sagde. Imidlertid kunne jeg se, at han faktisk forandrede sig meget lidt. Til trods for, at han gerne ville og for, at sagen blev vendt og drejet, til hele familien var blå i hovederne.

Fra familien til Lone Frank selv og de problemer hun har haft med at accepterer sit jeg, og dermed referencer til hendes foregående bog og den deraf følgende dokumentarfilm:

Men jeg kender selv udmærket til ønsket om at at være en anden. Eller i det mindste en anden udgave af mig selv - udadvendt med mere overskud og mindre hang til misundelse og raseri. Bedre ligesom. Som journalist har jeg halset efter videnskab, der forsøger at afdække menneskets natur og kortlægge sindets plasticitet. Jeg har endda brug mig selv og min personlige historie som omdrejningspunkt i en dokumentarfilm, der tager fat på emnet. I Genetic Me jager jeg rundt mellem psykologer og adfærdsgenetikere og får at vide, hvordan gen gener i høj grad  tegner konturerne af personligheden, og at den under normale omstændigheder er ret stabil gennem et livsløb. Affind dig med dig selv, er forskernes samstemmende og velmente råd.

At Lone Frank ikke kan affinde sig med det, viser emnet for denne nye bog. 

   Kan man med dyb hjernestimulation gennem indopererede elektroder faktisk ændre på personligheden - og fx påvirke grundhumøret og følelsen af lyst og belønning i positiv retning hos mennesker plaget af gentagne depressioner (som LF selv lider af)? 

   Det er det spørgsmål der driver denne videnskabsjournalistiske historie frem, en fortælling der forbinder fremgravet viden om fortidens fortrængte pioner Robert Heaths eksperimenter- med frisk indsigt i nutidens og fremtidens konkurrencedrevne neurokirurgers frontforskning og - forsøg.

Jeg får også associationer til noget jeg selv har haft ansvaret for, nemlig til min bog om Poul Martinsen og hans omfattende tv-produktion

   En lang række af hans tv-dokumentarprogrammer havde også karakter af videnskabs-formidling, og viste - i nogle tilfælde etisk problematiske - forsøg og eksperimenter med mennesker. 

   Mest berømt og berygtet er Martinsens udsendelse "Lydighedens dilemma", som i praksis og med brug af skjult kamera demonstrerede og dokumentrede et også berømt og berygtet socialpsykologisk eksperiment af socialpsykologen Milgran fra 1960.

  Om det program skrev Politiken så sent som i 2008 i en faktaboks til en artikel om at nogle forskere nu har gentaget Milgrams kontroversielle eksperiment - og med samme resultat:

Den danske psykolog og journalist Poul Martinsen genskabte i 1978 Milgrams klassiske eksperiment i samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole.

   Ligesom i den oprindelige amerikanske udgave fik en kittelklædte autoritet i skikkelse af Martinsen forsøgspersoner til at give - indbildt - strøm til en anden.

   Det hele blev optaget til fjernsyn og sendt under titlen 'Lydighedens dilemma'.

   Men for forsøgspersonen Marianne, som gik langt i eksperimentet, var oplevelsen af at blive vist frem for nationen som torturbøddel så traumatisk, at hun senere måtte have psykologhjælp.

http://politiken.dk/viden/ECE617352/forskere-gentager-kontroversielt-torturforsoeg/

Martinsens lange række af videnskabsformidlende tv-dokumentarer, var båret af det samme bagvedliggende grundspørgsmål som driver Lone Frank: 

   Hvem er jeg? Og kan jeg være sikker på at jeg ved hvem jeg selv er? 

Jeg lovede en liste (her i tilfældig orden) med nogle af de engelsksprogede videnskabsjournalistiske bøger jeg selv har haft stor fornøjelse og stort udbytte af at læse:

• Malcomlm Gladwell: "Blink"
• Sharaon Begley: "The Plastic Mind"
• Steven Johnson: "Mind Wide Open"
• Steven Johnson; "Where Good Ideas Come From"
• James Geary: "I is an Other"
• Ryszard Kapuscinski: "Travels with Herodotus"
• Joshua Foer: "Walking with Einstein"
• John Lehrer: "Imagine"

Tidligere har jeg skrevet om Lone Franks journalistik i blandt andet disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/07/dagdrmme-og-kreativ-tnkning.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/ammehormon-krammehormon-krlighedshormon.html

Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 

   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 

... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.

Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 

   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".

    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:

Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.

I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 

   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':

En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet

En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.

    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:

I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.

Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 

    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 

    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 

    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 

   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:

Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.

Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 

   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:

Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 

   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.

   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:

Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.

Åsne Seirstad og den litterære journalistik - udfaldet af en retssag

Politiken har i dag den 27. juli en længere artikel af Kjeld Hybel om den norske dom over journalisten Åsne Seierstads bog der udkom for nogle år siden: Boghandleren i Kabul. 
   Nyhedsartiklen for et par dage siden fokuserede på at hun var blevet dømt til at betale en erstatning på 125.000 norske kroner til en af de personer der er beskrevet i bogen, boghandlerens kone Surai Rais for krænkelse af privatlivets fred. Seierstads forlag blev dømt til at betale et tilsvarende beløb.
   Da jeg ikke har læst bogen, måtte jeg konkluderer at journalisten ÅS generelt havde været uærlig og utroværdig i sin fremstilling.

Hybels baggrundsartikel konkluderer stort set det modsatte - efter nærlæsning af dommen og efter at han har interviewet nogle mediejuraeksperter om den. Derfor har artiklen i Politiken rubrikken: "Seiersads research var i orden ... stort set". Det ÅS er blevet dømt for, er nogle få passager hvor hun ikke har dokumentation for hvad hun i sin 3. person-beretning fortæller om hvad Surai Rais tænker (i bogen anonymiseret med navnet "Sonya"). Dommen siger bl.a.:

Forfattere og andre historieskrivere, som prætendere at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for at oplysninger om let indentificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring.

Betegnelserne er mange: "fortællende journalistik", "new journalism", "dokumentarroman", "faktion", "autentisk fortælling". Det drejer sig om blending af to konceptuelle rum i hvilke der indgår at nogen skriver om en virkelighed - henholdsvis faktuelt forpligtet eller opdigtet. Er der talt om digtning, kalder man det en roman. Er der tale om researchet journalistik - fortalt som en roman, ja, hvad skal man så kalde det? Mediejuristen Oluf Jørgensen kalder det en "dokumentaroman".
    Jeg siger det er faktion, som er kreativitetens legeplads og øretævernes holdeplads (jfr. min definition i bogen Faktion som udtryksmiddel)

I citatet fra dommen er det formuleringen "solid forankring" der er kernen. I argumentationen for om ÅS kan tillade sig at skrive om sine medvirkende som hun har gjort, indgår derme hvordan den arbejdsproces har været, som hun som journalist og forfatter har praktiseret. Har hun taget noter eller ikke, og hvordan kan hun i øvrigt dokumentere udsagn i bogen om sine medvirkende, hvis de siger det er noget hun har "digtet"? Hvor god er hendes erindring, og hvor stærk hendes fortællerfantasi?
   To af de påstande i bogen hun er blevet dømt for som udokumenterede, er udsagn om at Sura Rais ("Sonya")  blev tvunget til at gifte sig med boghandleren selv om hun ikke brød sig om ham, og udsagn om at hun i forholdet til sin mand var bange for at føde pige nummer to. I begge tilfælde udsagn om hvad Sura Rais følte. Og problemet er så at Sura Rais ikke kunne tale engelske, og ÅS har været afhængig af udsagn fra de medlemmer af familien som kunne engelsk.

Amazon.co.uk har en service så man kan gå ind og kigge i udvalgte afsnit af bøger. Det gælder også den engelske udgave af "Boghandleren...". Der står på siderne 14-15 i første kapitel der har titlen "The Proposal":

'Your parents have accepted the suitor,' her uncle said. 'Now is your only chance to express an opinion.' (/) She was petrified, paralysed by fear. she did not want the man but she knew she had to obey her parents. As Sultans wife her standing in Afhghan society would go op  considerably. The bride money would solve many of her family´s årpbæe,s- The money would help her parents buy good wives for their sons. (/) Sonya held her tounge, and with that her fate was sealed. To say nothing means to give one´s consent."

Det drejer sig grundlæggende om hvilken kontrakt Åsne Seirstad har lavet med læserne, og hvilken kontrakt hun fra starten har lavet med de medvirkende kilder - den familie i Kabul hun har boet hos i 4 måneder, og som leverer det faktuelle stof til historien.
    Kontrakten med læserne kan f.eks. fremgå af titelbladet hvor der kunne stå "roman", "reportage" eller lignende genrebetegnelser.
   Knud Romer kalder sin berømte og berygtede bog om sin barndom i Nykøbing Falster - Den som blinker... - for en "romanbiografi", og har dermed lavet en såkaldt "dobbeltkontrakt" med læserne om at han skriver i en blended genre: "roman=fiktion" + "bografi=fakta". Denne faktionskontrakt med læserne, betød så samtidig at han fik virkelighedens Nykøbing-falstringer på nakken for lemfældig omgang med sandhed og virkelighed.
   Den engelske oversættelse af Boghandleren i Kabul har ikke nogen kontraktskabende genrebetegnelse på titelbladet. Kun forfatternaven og bogtitel. Og selv om man som læser på forhånd måske vidste at Åsne Seierstad var journalist, betød det jo ikke at hun ikke kunne have skiftet kasket, som så mange journalister, og nu har kastet sig ud i digtning og indledt et romanforfatterskab.
   Men der er så et langt forord hvor hun beskriver såvel kontraktvilkårene med familien, hvordan hun har researchet og hvordan hun har forpligtet sig på sandheden:

Slowly I was introduced into family life. They told me thing when they felt like it, not when I asked. They were not necessarily in the moode to talk when my notebook was at hand, but rather during at trip to the bazaar, on a bus, or late at night on the matress. Most of the answers came about spontaneously, answers to questions I would not have had the imagination to ask.

I have written this book in literary form, but it is based on real events or what was told me by people who took part in those events. When I describe thoughts and feelings, the point of departure is what people told me they thought or felt in any given situation. Readers have asked med: 'How do you know what goes on inside the heads of the various family members?' I am not, of course, an omniscient author. Internal dialogue and feelings ar basede intirely on what family members described to me.

The wholw family knew that the purpose of my stay was to write a book. If there was something they did not want me to write, they told me. Never the less, I have chosen to keep the Khan family and the other people I quote anonymous. No one aske me to, I just felt it was right.  

Til slut i forordet opsummerer hun kontrakten: "I have written down what I saw and heard and have triede to gather impressions of a Kabul spring, (...)." 

   Her er jo klart nok ikke tale om en dobbeltkontrakt i forhold til læserne. Hun skriver "jeg" om sig selv i rollen som journalist i forordet: Familien har accepteret at hun flyttede ind og lever sammen med dem i 4 måneder i den rolle. Og var der noget de ikke ville have hun skulle skrive, så "sagde de det".  Hun har så valgt en "literatry form" til at rapportere om hvad hun har set og hørt.
   Og hun implicerer også i denne kontrakt at noget af det hun fortæller, har hun ikke dokumentation for, men kun erindringer om, fordi det er oplevet i situationer hvor hun ikke havde sin journalitiske "notebook" med. Og fordi udsagnene ikke var et resultat af forberedte journalistiske interviews. Og i øvrigt indimellem byggede på andre familiemedlemmers tolkning til engelsk.
   Klare meldinger, gennemsigtig overenskomst. Hvad er problemet? Hvorfor al den ståhej?

Nu findes der jo mange litterære former. Og 3. person-fortællingen er den absolut mest sandhedsforpligtende når den bruges til journalistisk afrapportering fra virkeligheden. Den indebærer at journalisten sprogligt rekonstruerer fortidige handlinger, udtalelser, tanker og følelser ud fra nutidige udsagn, handlinger og observationer af de medvirkende kilder. Og at journalisten i princippet samtidig undertrykker alle eksplicitte spor af det "jeg" der rent faktisk fortæller historien ud fra egne interviews og observationer, et "jeg" som i Boghandleren... dog træder frem og kommer til udtryk i forordet og i en "epilog".
   Det indebærer helt klart at der i fortællingen optræder en gråsone af oplysninger, som formen kræver for at historien kan fungere vellykket som fortælling. Men som, når det kommer til stykket, ikke holder i retten, fordi de bygger på erindrede observationer som ikke er noteret ned, og på "impressions" - indtryk - som er tolkninger af alt det der i hverdagens uformelle, spontane kommunikation er underforstået, udtrykt gennem eufemismer, halve udsagn, ironi og mimik.

Kunne Åsne Seierstad have undgået de juridiske problemer som nu har ført til dom? - Ja, det kunne hun, nemlig ved at vælge en mere blended, og dermed også mere kompleks fortælleform, hvor der i selve fortællingen - i indskudte afsnit - kunne indgå et subjektivt fortæller-"jeg". Der findes mange moderne "litterære former" i fiktionen hvor 3. person og 1. person blandes hen gennem fortællingen. Hvorfor så ikke i den fortællende journalistik?
   Subjektivt forbeholdne udsagn undervejs fra sådan et eksplicit fortæller-"jeg", ville muligvis have svækket oplevelses- og fascinatonisværdien af historien over for læserne/nogle læsere, men ville samtidig have muliggjort at ÅS i de mest "tolkede" episoder og scener, kunne skrive noget i retning af:  "Sonya ville ikke giftes med den gamle mand, men turde ikke sige noget af hensyn til sin familie. Det sagde hun aldrig, men det var mit klar indtryk fra alt det der ikke blev sagt."

Gå ind og læs både forord og det første kapitel som der ovenfor er citeret fra, på nedenstående link:

http://www.amazon.co.uk/Bookseller-Kabul-Åsne-Seierstad/dp/1844080471/ref=sr_1_1?ie=UTF8&s=books&qid=1280224051&sr=8-1

Kontrakten med boghandleren og hans familie  er til gengæld meget tvetydig. Af det ÅS skriver i forordet fremgår det at hun forudsætter at familien har en fuld forståelse af hvad en "journalist" er for en professionel rolle (samtidig med at hun fortæller at hun blev behandlet som en "datter"), og at de er helt på det rene med at en bog skrevet af en journalist. kan være afslørende og udleverende, og ofte netop har den hensigt.
   Her viser forordets formuleringer klart, synes jeg, at ÅS har været regulært lusket, et luskeri som kommer til udtryk i at hun (halvhjertet og på skrømt) anonymiserer navnene på familiens medlemmer, og at hun undlader - inden udgivelsen - at give dem mulighed for at forholde sig til bogens rekonstruktioner!!!! NB! 

"Neutralmarineret"

Jeg støder her i dagens avis på en artikel der handler om at socialdemokratiet vil have forbudt at skrive "neutralmarineret" om kød der bare er pumpet med vand.

  Ja, det udtryk har også irriteret mig når jeg køber ind og vil have noget kyllingbryst med hjem. Udtrykket er selvfølgelig irriterende fordi opfindelsen af udtrykket er et resultat af en kreativ blendingproces med det formål at snyde fornuft og logik - at narre mig.

  Hvordan ser bleningen ud her?

Vi har to conceptuelle (=begrebsmæssige) input-rum som er klart adskilt og som befinder sig i to forskellige tankemæssig domæner:

• et rum hvori begrebet "marinade" findes; i det rum er marinade karakteriseret ved en række egenskaber: det er flydende og består typiske af olie, et surmælksprodukt eller vin plus nogle krydderier, det bruges til at give lidt kedeligt kød særlige attråværdige smagskvaliteter (hvidløgsmarineret, rødvinsmarinade) inden det steges; marinaden bruges endvidere til at gøre kød mere mørt.
• et andet rum (der ikke har noget med det første at gøre) hvori man finder begreber og betegnelser for markante værdimodsætninger mht. til synspunkter på en skala med to poler: "for" og "imod"; i det rum har man så også en betegnelse "neutral" der angiver at noget hverken er for eller imod, og altså ikke har nogen af de markante egenskaber som skalaens poler "for" eller "imod" ellers angiver; "neutral" betyder altså ikke bare "at stå i midten af skalaen, men også at "stå i modsætning til både for og imod".

Derefter laver den kreative hjerne et "mellemhop": et tredje begrebsmæssigt rum - et output-rum - hvor vi som noget nyt kan tale om marinade udelukkende som noget flydende som tilsættes for at mørne (altså kun nogle af egenskaberne ved "marinade") og samtidig tale om at noget er neutralt i betydningen "noget som står i modsætning til samlingen af det som er en markant kvalitet ved noget".

Når dette kreative mentale rum er "tænkt", bliver det muligt derfra at konstruere en helt ny kategori: "neutralmarineret kød" som referer til kød som er pumpet med vand ("marinade" ="noget flydende som mørner"), men som ikke tilføjer nogen særlig smagskvalitet som marinade ellers gør (og derfor kan siges at være "neutral" i forhold til en skala af markante smagskvaliteter).

  Der altså tale om i denne blending-operation at man kombinerer to forskellige tankeoperationer i konstruktionen af "neutral marinade": en metonymisk - "del for helhed" - med en metaforisk - overføring af kvaliteter fra et begrebsrum (synspunkter) til et andet og væsensforskelligt (smagsoplevelser) - for dermed at kunne nå frem til en ny ide som er mere positiv end: kød pumpet med vand.

Forførelsen - det uetiske - består altså i at op konstruere dette blandings-begreb ved dels kun at fokuserer på en enkelt egneskab ved "marinade" (mørne-effekten), og dels ved - i forbindelse med begrebet "neutral" - at bytte en polariseret skala der går på synspunkter, ud med en anden skala der går på et spektrum af markante smage, og derefter at overføre "neutral" fra den ene til den anden skala.

Deraf kan man lære at kreativitet og etik ikke har noget med hinanden at gøre. Det her kan også bidrage til at forstå at de meget "stærke" blending-processer som karakteriserer sådanne særligt kreative personligheder som Poul Martinsen når han producerer, næsten naturnødvendigt må balancerer på en etisk knivsæg.