Maleren Poul Janus Ipsen - surrealisme med kreativ vrede som drivkraft

Læsere af denne blog vil vide at jeg grundlæggende er tiltrukket og fan af den malerretning som fra begyndelsen af 1920-erne fik navnet 'surrealismen'.

   Det jeg altid har været fascineret af i surrealistiske malerier, er det dobbeltbundede: en form for 'REALISME' kombineret og blandet med et ekstra skjult lag, som altså er det der begrunder forstavelsen 'SUR-', der betyder "over" - ligesom i "overnaturligt". Altså "over-virkelighed".

   Gyldendals Encyklopædi fortæller om begyndelsen sådan her:

Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen.

   I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (da. De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. (...)

   Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".

   Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning.

Det fælles for de malere og forfattere som definerer sig selv som surrealister i klassisk forstand, er troen på gennem forskellige æstetiske teknikker og mentale greb, at kunne omgå fornuftens, logikkens og hverdagsvirkelighedens mentale censurmekanismer, for ved denne "omgåelse" at kunne koble forestillinger og tanker sammen som tilsyneladende "på overfladen" og "for en umiddelbar betragtning" intet har med hinanden at gøre.

   Det er et eksempel det fænomen jeg i mange tidligere indlæg har beskrevet som 'konceptuel blending'.

Jeg skrev for ikke så længe siden om en udstilling på Rønnebækholm ved Næstved der havde titlen "Efter surrealismen", en udstilling der sammenbragte og viste værker af en række danske "eftersurrealister". 

   Og i min egen bys bibliotek og kulturcenter udstiller for tiden en maler som også godt kunne have været med på udstillingen på Rønnebækholm: Poul Janus Ipsen. 

   Han er også lokal, bor og har atelier på Bogø, men har i mange år været international og boet og arbejdet i New York. 

   Han er uddannet reklametegner, men er som maler autodidakt. Og reklametegner-kompetencen slår igennem i hans maleriers delvist fotorealistiske stil.

   Her er nogle af hans billeder som de findes ved at google ham:

Drøm og virkelighed

De fremmedgjorte

Velbekomme II

På den ene side gør hans malerier et stærkt indtryk - de fascinerer og provokerer - og ingen tvivl om at det er gedigen kunst. Virkeligheder, konfronterende artefakter og stilarter får lov til brutalt og råt at støde sammen, og så må beskuerens fantasi arbejde med at blande og integrere de mentale efterdønninger af de konceptuelle konflikter som kommer til udtryk i billederne. 

   Den bagvedliggende eksplosive energi er det jeg andre steder har omtalt som 'kreativ vrede'. Billederne indeholder mange traditionelle symboler (fx dannebrogsflag), som så i kraft af collagen og montagen bliver til vrængende visuelle udtryk i forhold til traditionelle værdier og samfundsinstitutioner.   

   Men jeg kan ikke få et ordentligt forhold til de fleste af hans malerier på udstillingen. Det er bare "for meget", "for tydeligt", "for programmæssigt", "for anmassende".
    "Her komme jeg, jeg er fandens dygtig og jeg er vred  - og tænk så over det!", synes jeg er det gennemgående udsagn i hans malerier og montager/collager.

   For nu at give et eksempel på det jeg ikke bryder mig om: Man taler ofte metaforisk om god kunst som noget der "sprænger rammer", noget der er "grænseoverskridende". Og den pointe er der så rigtig mange af hans billeder der illustrerer - overtydeligt.

Når man ser det mange gange i mange varianter, ender det med at virke som en visuel-symbolsk kliche.

   Derfor kunne jeg ikke tænke mig at have nogen af hans dyre malerier hængende på væggen i mit hjem. 

Her er en anderledes og mere indforstået karakteristik af hans billeder, fra da han stadig boede i New York, en karakteristik som måske yder hans kunst mere retfærdighed:

Poul Janus Ipsens billeder er barske udsagn om mennesket og tilværelsen i det moderne samfund. I hans billeder er fyldt med sære og foruroligende ting fra virkeligheden . Den præges af hans kortvarige tilknytning til surrealismen i de tidlige år. Han kombinerer forskellige stiludtryk og rumvirkninger og leger med de muligheder, der ligger i overraskelseselementet. Men hans hensigt er ikke at skabe gåder, tværtimod vil han have os til at tænke over tilværelsen. Hans billedsprog baserer sig især på ét symbol: Den menneskelige skikkelse. Nøgne silhuetter , ofte med figurer er uden ansigter og ofte uden hoved, eller blot repræsenteret ved hænder og fødder. De er ofte identitetsløse, men ind imellem er det også hans egen, som regel let genkendelige skikkelse, man møder. Mange genstande fra vores dagligdag indgår i hans billedsprog. De er malet i en fotorealistisk stil, mens andre billedelementer kan være skabelonagtige eller blot skitserede. Resultatet bliver ofte en , konfliktfyldt beskrivelse af en virkelighed, der på én gang er genkendelig og overraskende. Motiverne handler først og fremmest om det enkelte, anonyme individ og de mellemmenneskelige relationer i det moderne samfund, men også meget andet optager ham., især det, som vækker hans harme eller bekymring, eller som repræsenterer problemfyldte, personlige erfaringer fra hans eget liv.. Siden 1979 har Poul Janus Ipsen været bosat i New York. Hans farveholdning er blevet lysere, og indtryk fra byen har sat deres naturlige spor i hans motiver, men har dog ikke forandret hans kunst nævneværdigt.
http://www.nethinden.com/Poul%20Janus_%20Ipsen.htm

Jeg holder imidlertid mere af billeder hvor den "anden virkelighed" er undertekst - noget man aner er til stede - uden helt at kunne fange og fastholde hvad i billedet der giver den fornemmelse.

  Og den slag fandt jeg faktisk også eksempler på på udstillingen. I en sidegang hvor der var udstillet litografier, de fleste af dem forskellige former for 'stilleben':

Det er som om selve den litografiske tekniks krav fungerer kunstnerisk disciplinerende - som en positiv  'creative restraint'.

Kedelig er han i hvert fald ikke, Poul Janus Ipsen. Værd at se og mentalt at diskutere med.

Journalistiske plot og kreativitet - i lyset af Arnfeldt-Kjærsgaards kreative mentale blending

I amerikansk kirimilitteratur har man en række ord som dækker to konceptuelle rum - forbrydelsernes og dramaturgiens: 'this evidence is a plant', 'they set me up' ,'they framed me', 'it´s a plot against an innocent man´'. 

   Ifølge Søndagspolitikens artikel om "skattesagen" af journalist Nilas Hweinskov dækker udtrykkene smukt det der er foregået mellem journalist Jan Kjærsgaard, Ekstrabladet, og Peter Arnfeldt, fhv. skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, 

... hvor journalisten frivilligt lod sig bruge i et såkaldt setup for at udstille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal som nogle hyklere. Skatteministeriet oprettede en konto til danskere der ønskede at betale mere i skat. Det ville de to oppositionspolitikere ikke, og så kunne Ekstrabladet skrive 'Helle og Villy betaler for lidt i skat' efterfulgt af ordet: 'Vendekåber'.

Det handler om at nogen - beregnende - tilrettelægge virkeligheden eller fiktionen så nogen andre bliver snydt, narret, falder i en konceptuel fælde. 

   Der indgår som regel både et uskyldigt offer der ved udførelsen af setup´et bliver mistænkt og anklaget på et bevidst falskt grundlag, og offentligheden eller læserne/filmpublikummet der bliver vildledt for spændingens skyld.

Jeg gør mig til af at have opfundet begrebet 'journalistisk plot' eller 'faktaplot'. Det skete i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' fra 1990. Det blev siden et central begreb i Power TV-dramaturgikurset som jeg, sammen med Pia Marquard og Nikolaj Kristensen, udviklede for Danmarks Radio for 12-13 år siden, et kursus som i anden omgang blev det inspirerende afsæt for min bog 'De levende billeders dramaturgi', der i bind 2 taler om og analytiske beskriver: "fortællerplot", "journalistisk plot" og "underholdningsplot".

    Definitionen er klar og præcis - og dækkende for det de to herrer med eventuelle endu ukendte bagmænd gjorde:

Fortællerplot vil vi tale om når tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller medvirker til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed  - med  det overordnede formål at levere autentiske scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet.

I stedet for "tilrettelæggeren" kunne der lige så godt stå "journalisten", og i stedet for "fakta- eller underholdningsprogram" skulle der så tilsvarende stå "artikel". 

   Jeg fortsætter citatet der introducerer begreberne 'visual proof' og 'sandhedens øjeblik':

En særlig form for visual proof er et såkaldt sandhedens øjeblik som vi her vil definerer som en scene i et fakta eller underholdningsprogram hvori spændingen i et fortællerplot udløses i en afgørelse eller afsløring - og hvor der skabes et markant vendepunkt eller klimaks i programmet

En afsløring der kunne bruges som klimaks - og dermed hovedrubrik i en sensationskabende artikel - var præcis det såkaldte sandhedens øjeblik som Kjærsgaards og Arnfeldts journalistiske plot satsede på: 'Helle og Villy - Vendekåber'.

    Endelig introducerer jeg brugen af 'sandhedens øjeblik' som centralt i kritisk-afslørende journalistik:

I afslørende programmer er et sandhedens øjeblik (...) en interviewscene hvor "den anklagede" konfronteres med  den dokumentation som journalisten har gravet frem, og som angiveligt beviser 'sandheden' i anklagens påstand.

Det tragi-komiske i den her sag er at 'sandhedens øjeblik' i Jan Kjærsgaards artikel er fuld af løgn og forbandet digt - baseret på et kreativt ''frameup' af Peter Arnfeldt.

Når professionelle folk i medierne - især tv - men efterhånden 'all over the place' - planlægger og tilrettelægger medieproduktioner, så indgår den dramaturgisk værktøjskasse som et helt naturlig del af den professionelle kreative tænkning. I tv-sammenhæng tog tendensen fart i midten af 90´erne med realityprogrammerne, docusoap og alarm 112-rekonstruktioner. På avissiderne bliver såkaldt fortællende - narrativ - journalistik mere og mere udbredt i samme periode. 

    Det er i høj grad nogle af de mest kreative hoveder inden for journalistik og dokumentarisme der er foregangsmænd og bannerførere. Folk som har en ubetvingelig lyst til at bryde grænser og blande genrer og fortælleformer. Det er i den dramaturgisk værktøjskasse de finder midlerne til deres græns- og normbrydende arbejde i medierne. Og dermed følger også både en vilje og en lyst til at balancerer på etikkens knivsæg. 

    Jeg har tidligere nævnt at i dansk tv-historie er der tre mænd med fornavnte Poul, der var pionerer: Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen, og samtidigt har vi folk som Mads Brügger, Mikael Berthelsen. Inden for skreven journalistik har vi folk som Lasse Ellegaard, Niels Ufer, Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty, Lea Korsgaard, Stéphanie Surrugue, Kim Faber.

Min pointe er her at det Jan Kjærsgaard og Peter Arnfeldt har udtænkt, ikke i princippet adskiller sig fra så meget andet af det som kreative hoveder tænker og praktiserer i medierne og journalistikken i de senerere år. At tænke i plot, setup og payoff, planteringer og framing for at øge fascinations- og identifikationsmulighederne er faktisk nu professionelt set blevet main stream når man formidler virkelighed og sandhed til et publikum hvis opmærksomhed man må konkurrer mere og mere indædt om. 

    Situationen er analog med opdagelsen og udforskningen af atomfysikkens love og tekniske muligheder. Det kan udnyttes til noget godt og noget ondt - afhængig af social kontekst og politisk-økonomisk miljø. 

Fælles for politikere, journalister og spindoktorer er at der indgår en ordentlig portion strategisk tænkning og dermed kynisme i deres professionelle arbejde. Og som social kontekst for kreativ tænkning udgør denne tre-enighed et så gærende, betændt miljø at etikkens grænser opløses og forsvinder. 

   I artiklen i Politiken citeres Peter Bro, professor i journalistik og leder af journalistuddannelsen i Odense for følgende:

Der opstår en Bermuda-trekant mellem spindoktorer, journalister og politikere, hvor alle forskelle forsvinder, så alle ender med at tænke ens. Politkerne tænker journalistisk, og journalisterne tænker politiksk for at få den gode historie.

Et af de teoretiske hovedbegreber som jeg har udfoldet i denne blog om kreativitet er 'konceptuel blending' - dette at to eller flere konceptuelle rum mødes, blandes, komprimeres og integreres i nye kommunikative udtryk - hvor elementer fra hvert af input-rummene indgår via en slags mental fusion i det ny kreative output. 

   Denne mentale blendingproces har som mellemproportional et såkaldt 'generisk rum' der indeholder det eller de elementer der er fælles for de to input-rum, og som fungerer som det der aktiverer forbindelsen og "tænder" blandingen:

Det der i medieskandalesager som denne udfylder 'det generiske rum' er - professionel kynisme og strategisk tænkning. 

   Poul Nesgaard tilrettelagde i 80-erne en række nyskabende faktions-tv-serier under den ironiske titel "In honour of truth". Et af de klare formål var at udstille mediernes kyniske konstruktion og iscenesættelse af en medievirkelighed hvis relation til sandheden var tynd og tvivlsom.

   Både titlen og ironien er velplaceret - også i dag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at se analogien mellem den mentale blendingproces som modellen ovenfor illustrerer, og så det der sker imellem to neuroner i hjernen der for første gang forbindes (= 'wire together') gennem dopaminstimulerede synapser og derfor er aktive sammen (= 'fire together'), sådan som dette citat fra det foregående indlæg om hjernens platicitet beskriver når der opstår nye ideer i hjernen:

Gamma activity indicates a constellation of neurons binding together for the first time in the brain to create a new neural network pathway. This is the creation of a new idea. Immediately following that gamma spike, the new idea pops into our consciousness, which we identify as the Aha! Moment.

Denne grafik illustrerer hvordan det foregår når der sker en 'binding' mellem neuroner som udtryk for at en ny ide er opstået - nurotransmittere kan være fx dopamin eller adrenalin.