Nyhedsartiklen for et par dage siden fokuserede på at hun var blevet dømt til at betale en erstatning på 125.000 norske kroner til en af de personer der er beskrevet i bogen, boghandlerens kone Surai Rais for krænkelse af privatlivets fred. Seierstads forlag blev dømt til at betale et tilsvarende beløb.
Da jeg ikke har læst bogen, måtte jeg konkluderer at journalisten ÅS generelt havde været uærlig og utroværdig i sin fremstilling.
Hybels baggrundsartikel konkluderer stort set det modsatte - efter nærlæsning af dommen og efter at han har interviewet nogle mediejuraeksperter om den. Derfor har artiklen i Politiken rubrikken: "Seiersads research var i orden ... stort set". Det ÅS er blevet dømt for, er nogle få passager hvor hun ikke har dokumentation for hvad hun i sin 3. person-beretning fortæller om hvad Surai Rais tænker (i bogen anonymiseret med navnet "Sonya"). Dommen siger bl.a.:
Forfattere og andre historieskrivere, som prætendere at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for at oplysninger om let indentificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring.Betegnelserne er mange: "fortællende journalistik", "new journalism", "dokumentarroman", "faktion", "autentisk fortælling". Det drejer sig om blending af to konceptuelle rum i hvilke der indgår at nogen skriver om en virkelighed - henholdsvis faktuelt forpligtet eller opdigtet. Er der talt om digtning, kalder man det en roman. Er der tale om researchet journalistik - fortalt som en roman, ja, hvad skal man så kalde det? Mediejuristen Oluf Jørgensen kalder det en "dokumentaroman".
Jeg siger det er faktion, som er kreativitetens legeplads og øretævernes holdeplads (jfr. min definition i bogen Faktion som udtryksmiddel)
I citatet fra dommen er det formuleringen "solid forankring" der er kernen. I argumentationen for om ÅS kan tillade sig at skrive om sine medvirkende som hun har gjort, indgår derme hvordan den arbejdsproces har været, som hun som journalist og forfatter har praktiseret. Har hun taget noter eller ikke, og hvordan kan hun i øvrigt dokumentere udsagn i bogen om sine medvirkende, hvis de siger det er noget hun har "digtet"? Hvor god er hendes erindring, og hvor stærk hendes fortællerfantasi?
To af de påstande i bogen hun er blevet dømt for som udokumenterede, er udsagn om at Sura Rais ("Sonya") blev tvunget til at gifte sig med boghandleren selv om hun ikke brød sig om ham, og udsagn om at hun i forholdet til sin mand var bange for at føde pige nummer to. I begge tilfælde udsagn om hvad Sura Rais følte. Og problemet er så at Sura Rais ikke kunne tale engelske, og ÅS har været afhængig af udsagn fra de medlemmer af familien som kunne engelsk.
Amazon.co.uk har en service så man kan gå ind og kigge i udvalgte afsnit af bøger. Det gælder også den engelske udgave af "Boghandleren...". Der står på siderne 14-15 i første kapitel der har titlen "The Proposal":
'Your parents have accepted the suitor,' her uncle said. 'Now is your only chance to express an opinion.' (/) She was petrified, paralysed by fear. she did not want the man but she knew she had to obey her parents. As Sultans wife her standing in Afhghan society would go op considerably. The bride money would solve many of her family´s årpbæe,s- The money would help her parents buy good wives for their sons. (/) Sonya held her tounge, and with that her fate was sealed. To say nothing means to give one´s consent."Det drejer sig grundlæggende om hvilken kontrakt Åsne Seirstad har lavet med læserne, og hvilken kontrakt hun fra starten har lavet med de medvirkende kilder - den familie i Kabul hun har boet hos i 4 måneder, og som leverer det faktuelle stof til historien.
Kontrakten med læserne kan f.eks. fremgå af titelbladet hvor der kunne stå "roman", "reportage" eller lignende genrebetegnelser.
Knud Romer kalder sin berømte og berygtede bog om sin barndom i Nykøbing Falster - Den som blinker... - for en "romanbiografi", og har dermed lavet en såkaldt "dobbeltkontrakt" med læserne om at han skriver i en blended genre: "roman=fiktion" + "bografi=fakta". Denne faktionskontrakt med læserne, betød så samtidig at han fik virkelighedens Nykøbing-falstringer på nakken for lemfældig omgang med sandhed og virkelighed.
Den engelske oversættelse af Boghandleren i Kabul har ikke nogen kontraktskabende genrebetegnelse på titelbladet. Kun forfatternaven og bogtitel. Og selv om man som læser på forhånd måske vidste at Åsne Seierstad var journalist, betød det jo ikke at hun ikke kunne have skiftet kasket, som så mange journalister, og nu har kastet sig ud i digtning og indledt et romanforfatterskab.
Men der er så et langt forord hvor hun beskriver såvel kontraktvilkårene med familien, hvordan hun har researchet og hvordan hun har forpligtet sig på sandheden:
Slowly I was introduced into family life. They told me thing when they felt like it, not when I asked. They were not necessarily in the moode to talk when my notebook was at hand, but rather during at trip to the bazaar, on a bus, or late at night on the matress. Most of the answers came about spontaneously, answers to questions I would not have had the imagination to ask.
I have written this book in literary form, but it is based on real events or what was told me by people who took part in those events. When I describe thoughts and feelings, the point of departure is what people told me they thought or felt in any given situation. Readers have asked med: 'How do you know what goes on inside the heads of the various family members?' I am not, of course, an omniscient author. Internal dialogue and feelings ar basede intirely on what family members described to me.
The wholw family knew that the purpose of my stay was to write a book. If there was something they did not want me to write, they told me. Never the less, I have chosen to keep the Khan family and the other people I quote anonymous. No one aske me to, I just felt it was right.Til slut i forordet opsummerer hun kontrakten: "I have written down what I saw and heard and have triede to gather impressions of a Kabul spring, (...)."
Her er jo klart nok ikke tale om en dobbeltkontrakt i forhold til læserne. Hun skriver "jeg" om sig selv i rollen som journalist i forordet: Familien har accepteret at hun flyttede ind og lever sammen med dem i 4 måneder i den rolle. Og var der noget de ikke ville have hun skulle skrive, så "sagde de det". Hun har så valgt en "literatry form" til at rapportere om hvad hun har set og hørt.
Og hun implicerer også i denne kontrakt at noget af det hun fortæller, har hun ikke dokumentation for, men kun erindringer om, fordi det er oplevet i situationer hvor hun ikke havde sin journalitiske "notebook" med. Og fordi udsagnene ikke var et resultat af forberedte journalistiske interviews. Og i øvrigt indimellem byggede på andre familiemedlemmers tolkning til engelsk.
Klare meldinger, gennemsigtig overenskomst. Hvad er problemet? Hvorfor al den ståhej?
Nu findes der jo mange litterære former. Og 3. person-fortællingen er den absolut mest sandhedsforpligtende når den bruges til journalistisk afrapportering fra virkeligheden. Den indebærer at journalisten sprogligt rekonstruerer fortidige handlinger, udtalelser, tanker og følelser ud fra nutidige udsagn, handlinger og observationer af de medvirkende kilder. Og at journalisten i princippet samtidig undertrykker alle eksplicitte spor af det "jeg" der rent faktisk fortæller historien ud fra egne interviews og observationer, et "jeg" som i Boghandleren... dog træder frem og kommer til udtryk i forordet og i en "epilog".
Det indebærer helt klart at der i fortællingen optræder en gråsone af oplysninger, som formen kræver for at historien kan fungere vellykket som fortælling. Men som, når det kommer til stykket, ikke holder i retten, fordi de bygger på erindrede observationer som ikke er noteret ned, og på "impressions" - indtryk - som er tolkninger af alt det der i hverdagens uformelle, spontane kommunikation er underforstået, udtrykt gennem eufemismer, halve udsagn, ironi og mimik.
Kunne Åsne Seierstad have undgået de juridiske problemer som nu har ført til dom? - Ja, det kunne hun, nemlig ved at vælge en mere blended, og dermed også mere kompleks fortælleform, hvor der i selve fortællingen - i indskudte afsnit - kunne indgå et subjektivt fortæller-"jeg". Der findes mange moderne "litterære former" i fiktionen hvor 3. person og 1. person blandes hen gennem fortællingen. Hvorfor så ikke i den fortællende journalistik?
Subjektivt forbeholdne udsagn undervejs fra sådan et eksplicit fortæller-"jeg", ville muligvis have svækket oplevelses- og fascinatonisværdien af historien over for læserne/nogle læsere, men ville samtidig have muliggjort at ÅS i de mest "tolkede" episoder og scener, kunne skrive noget i retning af: "Sonya ville ikke giftes med den gamle mand, men turde ikke sige noget af hensyn til sin familie. Det sagde hun aldrig, men det var mit klar indtryk fra alt det der ikke blev sagt."
Gå ind og læs både forord og det første kapitel som der ovenfor er citeret fra, på nedenstående link:
http://www.amazon.co.uk/Bookseller-Kabul-Åsne-Seierstad/dp/1844080471/ref=sr_1_1?ie=UTF8&s=books&qid=1280224051&sr=8-1Og hun implicerer også i denne kontrakt at noget af det hun fortæller, har hun ikke dokumentation for, men kun erindringer om, fordi det er oplevet i situationer hvor hun ikke havde sin journalitiske "notebook" med. Og fordi udsagnene ikke var et resultat af forberedte journalistiske interviews. Og i øvrigt indimellem byggede på andre familiemedlemmers tolkning til engelsk.
Klare meldinger, gennemsigtig overenskomst. Hvad er problemet? Hvorfor al den ståhej?
Nu findes der jo mange litterære former. Og 3. person-fortællingen er den absolut mest sandhedsforpligtende når den bruges til journalistisk afrapportering fra virkeligheden. Den indebærer at journalisten sprogligt rekonstruerer fortidige handlinger, udtalelser, tanker og følelser ud fra nutidige udsagn, handlinger og observationer af de medvirkende kilder. Og at journalisten i princippet samtidig undertrykker alle eksplicitte spor af det "jeg" der rent faktisk fortæller historien ud fra egne interviews og observationer, et "jeg" som i Boghandleren... dog træder frem og kommer til udtryk i forordet og i en "epilog".
Det indebærer helt klart at der i fortællingen optræder en gråsone af oplysninger, som formen kræver for at historien kan fungere vellykket som fortælling. Men som, når det kommer til stykket, ikke holder i retten, fordi de bygger på erindrede observationer som ikke er noteret ned, og på "impressions" - indtryk - som er tolkninger af alt det der i hverdagens uformelle, spontane kommunikation er underforstået, udtrykt gennem eufemismer, halve udsagn, ironi og mimik.
Kunne Åsne Seierstad have undgået de juridiske problemer som nu har ført til dom? - Ja, det kunne hun, nemlig ved at vælge en mere blended, og dermed også mere kompleks fortælleform, hvor der i selve fortællingen - i indskudte afsnit - kunne indgå et subjektivt fortæller-"jeg". Der findes mange moderne "litterære former" i fiktionen hvor 3. person og 1. person blandes hen gennem fortællingen. Hvorfor så ikke i den fortællende journalistik?
Subjektivt forbeholdne udsagn undervejs fra sådan et eksplicit fortæller-"jeg", ville muligvis have svækket oplevelses- og fascinatonisværdien af historien over for læserne/nogle læsere, men ville samtidig have muliggjort at ÅS i de mest "tolkede" episoder og scener, kunne skrive noget i retning af: "Sonya ville ikke giftes med den gamle mand, men turde ikke sige noget af hensyn til sin familie. Det sagde hun aldrig, men det var mit klar indtryk fra alt det der ikke blev sagt."
Gå ind og læs både forord og det første kapitel som der ovenfor er citeret fra, på nedenstående link:
Kontrakten med boghandleren og hans familie er til gengæld meget tvetydig. Af det ÅS skriver i forordet fremgår det at hun forudsætter at familien har en fuld forståelse af hvad en "journalist" er for en professionel rolle (samtidig med at hun fortæller at hun blev behandlet som en "datter"), og at de er helt på det rene med at en bog skrevet af en journalist. kan være afslørende og udleverende, og ofte netop har den hensigt.
Her viser forordets formuleringer klart, synes jeg, at ÅS har været regulært lusket, et luskeri som kommer til udtryk i at hun (halvhjertet og på skrømt) anonymiserer navnene på familiens medlemmer, og at hun undlader - inden udgivelsen - at give dem mulighed for at forholde sig til bogens rekonstruktioner!!!! NB!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar