Hvad gør godt design godt for - og gør det mere end godt?

Wegener: Flaglinestol

I Politiken den 22-09-17 i Kultursektionen under den faste rubrik 'Signatur', under dagens store satiretegning, der har Marcus Rubin en kommentar under overskriften:

Apple og Moleskine redder arbejdsglæden 

Manchetten fortæller at

Skønhed betyder noget. Snarere end at rase mod Apples dominans burde flere tage ved lære.

I versionen på nettet er overskrift og manchet smeltet sammen til:

Det er let at rase mod Apple. Men skønhed betyder noget og kan betale sig. Apple og Moleskin redder min arbejdsglæde

Jeg citerer lige det centrale afsnit i kommentaren:

I årtier synes Microsofts ret ucharmerende, men funktionelle produkter at være sejrherren i techslaget, men i de sidste 10-15 år har Apple heldigvis klart vundet. Sagen er nemlig, at skønhed betyder noget.

   Denne tekst er skrevet på en Mac, som jeg af mine egne højt beskattede penge har købt og betalt, fordi jeg synes, den er smukkere og behageligere end den sådan set ganske funktionelle Lenovo, som avisen har stillet mig til rådighed. Det er en luksus, som jeg har tilladt mig, men også noget, jeg er fuldkommen overbevist om gør mig både gladere og mere produktiv.

   Jeg er simpelthen mere fristet til at sidde og – i mit tilfælde – skrive på min Mac, end jeg er på en generisk PC.

   Det lyder banalt og måske overfladisk, men faktisk er jeg overbevist om, at der gemmer sig en dybere indsigt, som Apple forstod før og bedre end de fleste andre moderne selskaber.

   Nemlig, at selv om sådan en som jeg ikke ved noget særligt om design, anerkender og nyder jeg det, når det bliver stillet foran mig.

   Vi mennesker har en iboende evne til at værdsætte skønhed og kvalitet.

Og senere skriver han om Apples Godfather Steven Jobs' tilsyneladende ustyrlige og for mange at se helt hysteriske optagethed af det perfekte design:

Men der er mening med galskaben. Det er troen på, at skønhed ikke er overflødigt, end ikke inde i en computer.

   Det er det, som gennemsyrer Apples produkter og for millioner af mennesker har gjort dem uimodståelige.

Skidt med afsættet i "raseriet" som blot er journalistisk legitimation for at bringe kommentaren.

   Men postulatet er altså at det at sætte pris - altså ekstra særlig stor pris - på produkter der viser sig at have et bemærkelsesværdigt og fremragende design som sit kendemærke (som Appels Mac-computere), er noget der udspringer af en medfødt - "en iboende evne".

Hvorvidt nydelsen af skønhed er præprogrammeret i hjernen og kroppen, eller det er noget der er tillært, er et spørgsmål jeg for godt et år skrev en række indlæg om. Det første indlæg i serien finder du her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Den serie af blogindlæg tager hovedsagelig udgangspunkt i malerkunst og skulptur. Og nævner ikke design.

   Men pointen er klar: forskningen tyer på at oplevelsen af (glæde ved) skønhed er et spørgsmål om "proccessing fluency" - dette at det visuelle input 'glider ind' - umærkeligt og under bevidsthedsgrænsen - hos modtager og bruger - uden mærkbar mental eller fysisk modstand. Det føles både nemt og rigtigt at bruge og man glæder sig til næste gang. Men det er så også en pointe at skønheden skal opleves på en baggrund af 'grimhed', en kontekst af ikke-skønhed.

  

Spørgsmålet er om den pointet også kan overføres til betydningen og effekten af godt design på sindet. Marcus Rubins ordvalg peger i den retning: "gør mig gladere og mere produktiv", "mere fristet til at skrive", "nyder det", "gjort dem uimodståelige".

   Noget peger klart imod at godt design udløser nogle af de stoffer i hjernen (endorfiner) som stimulerer belønningssystemet, så det er nemmere at komme i flow ved computeren eller når man tager noter - hvis man er indrettet som Marcus Robin.

   Og det er mange andre også, som han argumenterer for sit synspunkt med.

I serien af blogindlæg om 'Glæden ved skønhed' afsnit nr. 5 introducerer jeg et begreb som jeg den gang ikke havde mødt før: 'Transient Hyperfrontality' som indebærer ...

... at hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.

Læs mere her, blandt andet om "altered states of conciousness" som er det jeg tror ekstraordinært godt designe hjælper modtagerne og brugerne til lettere at komme i, en mental tilstand som man derefter vil kunne trække på under løsningen af en arbejdsopgave:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/11/nar-frontallapperne-slapper-af-og.html

Med en anden terminologi kan man sige at hjernens indbyggede 'normale' latente hæmnings-niveau for en tid svækkes eller sænkes.

   Det muliggør - åbner - flere aktive neurologiske forbindelser (nervebaner, synapser) mellem forskellige dele af hjernen, forbindelser som er nødvendige hvis den foreliggende opgave skal løses på en ny, kreativ og overraskende måde.

 

Og det kunne så også være mit bude på en forklaring på Marcus Rubins (og mange andres oplevelse, herunder mine egne tilsvarende) at det at omgive sig med brugsgenstande, fx. møbler eller køkkengrej, med ekstraordinært godt design, at det bidrager til at det er nemmere at komme i et kreativt flow når man skal eller er igang med en opgave, et flow hvor hjernen ubesværet og nemt skifter mellem de to neurologiske netværk: det indadvendte imaginations-orienterede og det udadvendte opgave-orienterede.

I overskriften på kommentaren i Politiken indgik også navnet på et andet produkt som Marcus Rubin lovpriser for sin særligt tiltrækkende æstetiske kvalitet - altså for sit suveræne design: en Moleskine notesbog.

   Og mens Apple som navn, brand, og pionerfirma inden for design af elektroniske produkter er kendt af næsten alle, så er 'Moleskine' utvivlsomt kun kendt inden for en snæver kreds - en 'elite' tør man måske endda sige, i lyset af den debat der nu har bragt en række diskussioner i pressen op på et plan hvor ingen mere forstår hvad hinanden snakker om.

   Jeg har en erindring om at jeg selv en gang for en del år tilbage anskaffede mig sådan en Moleskine notesbog, sikkert den gang jeg var TV-direktør (1992-98).

   Men for mig var oplevelsen altså ikke at jeg blev permanent fristet til  køb, ligesom jeg i øvrigt ikke skriver på Mac-computer (jeg har gjort det i nogle år i 90'erne, men det er længe siden.). Og min smartphone er heller ikke en iPhone, men én med android-styresystem.

   Så der er grænser også for uimodståeligheden i Apples og Moleskine superdesignede produkter.

   

Her er hvad Wikipedia indledningsvis fortæller om 'Moleskine':

Moleskine (Italian pronunciation: [mɔleˈskiːne]) is an Italian manufacturer, papermaker and product designer founded in 1997 by Maria Sebregondi, based in Milan, Italy.[2] It produces and designs luxury notebooks, and also includes planners, journals, sketchbooks, leather backpacks, wallets and various accessories and stationery.

   Moleskine's notebooks are stylised to follow the aesthetics of a 'traditional' black notebook with rounded corners and ivory-coloured paper. They are bound in cardboard with a sewn spine that allows the notebook to lie flat. An elastic band is used to seal, and a ribbon bookmark is included along with an expandable pocket inside the rear cover which is packed in a paper banderole.

   The name Moleskine does not have an official pronunciation in any other language except Italian.

Om sit forhold til den særlige notesbog, som altså associeres med forholdet til Apple-produkter, skriver Rubin:

Apple er selvsagt langtfra de eneste, som forstår dette. Et andet eksempel fra min egen verden er Moleskin-notesbøgerne.

   Igen en lille luksus, jeg og masser af andre skrivende køber til os selv, selv om vi bare kunne snuppe en gratis blok på kontoret. Hvorfor?    Fordi oplevelsen er lækker. Man har lyst til at tage noter i en Moleskin og føler sig mere kreativ og klog.

   Er det nødvendigt? Nej, måske ikke. Men det øger betragteligt glæden ved arbejdet og fristelsen ved at give den en ekstra tand. Lyder det forkælet?

   Det er det selvsagt også. Både Apple og Moleskin kommer et godt stykke oppe i Maslows berømte behovspyramide. Men det er trods alt deroppe, en stor del af os lever.

   Der er grimhed nok i et moderne kontorliv. Tak til Apple, Moleskin og alle de andre for at minde os om, at der også er et marked for elegance og smukt design.

Sådan ser den ud (findes i mange udgaver og med forskelligt ekstraudstyr der også koster kassen):

Søger man på nettet efter formuleringer af principper for godt design, dukker der en masse henvisninger op på navnet Dieter Rams, en kendt designer som er ophavsmanden til "10 principper for godt design". 

   Ifølge ham bør godt design følge nedenstående principper:

1. Godt design skal være innovativt
2. Godt design gør et produkt brugbart
3. Godt design er æstetisk
4. Godt design gør et produkt forståeligt
5. Godt design er diskret
6. Godt design er ærligt
7. Godt design er langvarigt
8. Godt design er gennemtænkt til mindste detalje
9. Godt design er venligt
10. Godt design er så lidt design som muligt

Læs udfoldelsen af principperne her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Dieter_Rams#Examples_of_Dieter_Rams.27_works

Jeg er overbevist om at Dieter Rams med disse principper rammer meget præcist i forhold til det som Marcus Rubin oplever og skriver om.

      Wikipedia giver designeren disse ord med på vejen:

Dieter Rams (20. maj 1932 i Wiesbaden) er en legendarisk tysk industriel designer, som arbejdede for det tyske firma Braun i 1960'erne. Hans design er berømt for det meget minimale udtryk og brugervenlighed, som stadig virker tidløst. Hans design har været en kæmpe inspiration for mange designere siden som chef-designer hos Apple Inc. Jonathan Ive[1][2].

Flere af min køkkenmaskiner er - tilfældigvis - af mærket Braun.

Jeg er så heldig at min frue som er uddannet inden for design, har fornemmelsen for godt design på rygraden og helt inde i sin kreative sjæl.

   Det har jeg sådan set også. Og da jeg var helt ung og måske ville være arkitekt, designede jeg faktisk et sofabord til mine forældre, som jeg i erindringer tænker på som godt design.

   Men fordi jeg også er lidt nærig, så har jeg i årenes løb, købt brugsgenstande til vores fælles hjem, som ikke levede op til fruens standard for godt design. Og som lige så stille er røget ud igen.

   Og fordi jeg i mine helt unge dage (1966)  købet Wegners 'flagline-stol' hos en marskandiser på Nørrebro uden at ane noget som helst om hvem der havde designet den og hvad den skulle vise sig at blive værd, så dokumenterer det at jeg - uden forstyrrelser fra den økonomiske virkelighed - også har en nærmest medfødt fornemmelse for godt design.

   Men efterhånden er jeg lært af fruen at når jeg synes noget er godt designet, så skal jeg glemme hvad det koster. Og så viser det sig at vi gang på gang er meget enige om hvad vi vil have ind i vores stuer og køkken.

   Jeg kan inden for de seneste år nævne nye lamper og nye reoler som er udtryk for særligt godt design, og som vi har købt i forbindelse med en nyindretning af de centrale rum i vores hus.

   Fx de her to design-berømmede artifakter: At Bo-reolen og Carravaggio P3-pendlen:

Carravaggio P3-pendel

At Bo-reolkasser

Jeg kan også nævne alle de mange Eames-siddemøbler jeg i årenes løb har anskaffet (efter at fruen havde gjort mig opmærksom på deres eksistens og helt særlige design-kvaliteter for mange år siden).

   Jeg nyder i den grad både at se på dem og sidde i dem:

Eames: EA 219

Eames: Compact sofa

Eames: EA 124

Især vil jeg fremhæve Eamsernes 'Compact'-sofa, et møbel som jeg blev forelsket i ved første blik da jeg så det på en Paustian-udstilling for en del år siden, og som jeg flere år senere erhvervede mig stort set fra ny på en netauktion - til en pris der var en tiendedel af hvad den ellers koster hos Paustian og på seriøse internationale møbelfirmaers hjemmesider.

   Som en lille specialitet: En scenograf på en af mine tv-arbejdspladser havde købte tre af den her type møbler til et talk-show. Prisen blev der ikke spurgt om.

  Jeg købte to stole og en sofa for en billig penge da der skulle ryddes op og ud på rekvisit-lageret:

  Collezione Giorgetti Progetti:

Min er den første fra højre

Mine to er den første fra venstre

Jeg vidste intet om denne møbelkollektion og deres italienske designer  - andet end at de bare havde det særlige design-touch som gjorde at det kunne være 'sjove' at have nogen af dem i sit daglige nærområde.

   De koster fra ny omkring det samme som Eames-stolene

Så er der nogle nyere anskaffelser til mit arbejdsværelse som også i mit hoved lever op til betegnelsen bemærkelsesvis godt design:

   Zanatta rundt bord i to etager på hjul:

Zanetto Giro rundt sofabord på hjul

Og her et let og smukt enkelt og velfungerende skrivebord af bambus, som Politiken plus har haft til salg i længere tid, og som jeg faldt for ved første syn og købte:

We Do Wood Field Skrivebord - Bambus

Og betyder det så noget - som Marcus Rubins kommentar peger på - at man til daglig omgiver sig med og bruger artifakter - brugsgenstande - af usædvanligt godt design (dvs design som har langtidsholdbarhed)?

   - Ja, jeg synes jeg oplever det - fx når jeg kommer hjem til vores hus eller sommerhus efter en længere tur i byen; gennem årene er det jo gradvist blevet gennem-møbleret med den slags kvalitetsdesignede møbler: 

   - Et stille sus af nydelse ved syn og gensyn med artifakter som man ikke bliver træt at opleve. En følelse der skyldes at synet udløser en mild dopamin-injektion i hjernens belønningssystem der sænker frontallappernes kontrol - nok til at gå igang med en opgave i lidt højere humør.

   Og jeg er faktisk ikke i tvivl om at mit veldesignede habitat hjælper på lysten til at skrive mine lidt skæve blogindlæg - og male gode og lidt specielle akvareller.

   Selv når humøret ellers er i bund - eller slæber sig af sted i en relativt lav mental flyvehøjde, så stimulerer den slag eksempler på særligt 'outstanding design' i omgivelserne mine (og fruens) mentale energier, er erfaringen.

   

Kenji Ekuan, Dieter Rams, Jacob Jensen, Jonathan Ive, Hans Wegner - kopier, tyverier - eller bare design-inspiration

Politikens tillæg om design og mad har idag en artikel om en tysk designer, Dieter Rams.

    Navnet kendte jeg ikke, men nogle af de ting han har designet kender jeg. Det artiklen diskuterer, er om - og i hvilket omfang design "stjæles", "lånes" eller bare er "inspirationskilde". 

   

Ser man på en række af Apples produkter som har bidraget til den verdensomspændende succes, så er det imitationer af nogle af Dieter Rams´ designede produkter for det tyske firma Braun.
   Det illustrerer artiklen klart. Fx Ipod-en:

 

Rubrikken for artiklen i Politikens tillæg er:

Stjæl det design

Artiklens vinkel er: "Det du siger, er du selv".
   Apple har været efter Samsung for at imitere en række Apple-produkters design. Og Apple har for øjeblikket vundet en retssag i USA mod Samsung.

    Men har Apple selv rene hænder?

    Nej. Artiklen dokumenterer med visual proof at mange af Apples produkters design er "stjålet" fra den tyske designer Dieter Ram der har være designer for det tyske firma Braun i mange år.

   Hvor går grænsen?

Det interesser mig fordi kreativitet jo er grænseoverskridende og kendetegnes ved blending af velkendt med nyt. Hvor meget "nyt" skal der til? Hvor meget velkendt må genbruges?

For et par indlæg siden konstaterede jeg at flere af de danske verdensberømte møbelarkitekter til næsten mindste detalje har kopieret Shaker-møbler.

   En af dem var Hans J. Wegner. Og han har faktisk været om sig - og været dygtig til at lade sig inspirere, kan man sige. Hans berømte Kinastol er stort set en helt ren kopi af en kinesisk stol der er 300 år ældre:

Alle store kunstnere har lært sig og udviklet sig ved undervejs at kopiere de store mestre. Faktisk indgår det som obligatoriske øvelser i de fleste kunstakademiers undervisning. Eller har i hvert fald gjort det.

   Og  Andy Wharholes  popart-grafik der bearbejdede ikoniske fotos af nogle af de kendte, som her Marylin Monroe, betalte han mon royalty til fotograferne som havde leveret forbillederne?

"Forbilledet" er dette fotografi af Gene Korman, taget i forbindelse med Marylin Monroes medvirken i filmen 'Niagara':

Og en forholdsvis aktuel historie. Et eksempel som blev diskuteret i forbindelse med Obamas valgkamp, var dette ikoniske poster-billede af ham:

Billedet er lavet af street art-kunstneren Shepard Fairey. Billedet er en grafisk bearbjdning af et AP-fotografi. Fotografen der havde tage "forbilledet" hedder Mannie Garcia:

Mannie Garcias originalfoto

Der har været retssager i USA om hvorvidt og i hvilket omfang Shepar Fairey har (mis)brugt "for-fotoet".

    At Fairey her har viderebeabejdet et i øvrigt fint pressefoto af Obama - til noget som fik ikonisk status i Obamas valgkamp, er der ingen tvivl om.
   Og Fareys billede er kunst, det er fotografiet ikke. Synes jeg.

   Men havde Fairey ret til det og frihed til det? Eller overskred han en grænse for de rettigheder som fotografen har til afbildningen af sit motiv.

For mig er det faktisk et ikke helt uinteressant spørgsmål - efter at jeg er begyndt af male akvarel efter fotos. Der er naturligvis ikke noget problem så længe det er fotos jeg selv har taget - on location. 

    Men hvad hvis jeg maler akvareller - med afsæt i fotos taget af af andre og fra steder jeg aldrig har været? Skylder jeg så at gør opmærksom på det?
   Faktisk har jeg flere gange malet efter andres malerier eller fotos på nettet - inden mine Kap Verde-akvareller.

I vores hjem har vi en relativt dyr brødrister. Den er designet af Jacob Jensen - som i mange år har været husdesigner for Bang & Olufsen:

Men har han bare tyvstjålet sit design fra Dieter Rams? Eller følger de bare begge de samme principper for god design. Her Dieter Rams Braun-toaster HT 550:

Og hvad med Jacob Jensen berømte og fantastiske funktionelle Margrethe-skå?. Kan firmaet Norm Architects bare tillade sig at bue skålkanten - og så er det et originalt nyt design - kaldet en "nyfortolkning". Eller hur?

Dieter Rams som både har været "inspirator" for Jacob Jensen og for Appel-designeren Jonathan Ive, har udformet en række grundprincipper for kravene til hvad der er god design, kaldet designkunstens "de 10 bud":

På mange måder er Dieter Rams 10 design-bud en slags dogmeregler, og de er et smukt udtryk for den variant af de kreative restriktioner som siger:

LESS IS MORE

Dieter Rams er værd at citere, viser det sig:

My aim is to omit everything superfluous so that the essential is shown to the best possible advantage.

Question everything generally thought to be obvious.

Having small touches of colour makes it more colourful than having the whole thing in colour.

Good design is making something intelligible and memorable. Great design is making something memorable and meaningful.

A product must not claim features – more innovative, more efficient, of higher value – it does not have. It must not influence or manipulate buyers and users.

There is no longer room for irrelevant things. We have no longer got the resources. Irrelevance is out.

Men jeg bliver nysgerrig. Hvor meget af det der er i vores hjem er faktisk designet af Dieter Rams. Flere ting, viser det sig. Her kommer et par eksempler:

Jeg kommer i tanker om min og fruens Japan-tur for nogle år siden. For mig er der ingen tvivl om at mange af de moderne danske og udenlandske designere har fået en fundamental inspiration fra Japansk kunst, design, arkitektur og mode. Ligesom impressionisterne i Frankrig - for 150 år siden.

    Navnet er Kenji Ekuan. Som ung studerede han til munk, men gav op i tide, og helligede sig designet. Fx denne soyaflaske som alle kender og bruger i hjemmet: 

Mig bekendt er den ikke en tilpasning af eksisterende design og vil ikke nogensinde blive erstattet eller blive udsat for re-design. Den er unik. Og bruges som skoleeksempel i undervisningen på design-uddannelser.
    Men også det japanske højhastighedtog Shikansen - og og den japanske bambusmadkasse som man mødte overalt, har Kenji Ekuan designet.

Bon appetit!