Om glæden ved æstetisk skønhed (4) - nu set med en kvalificeret konservativ kunstkritikers øjne: Roger Scruton

Emil Nolde: Akvarel

Serendipitet:

   På Facebook får jeg for nogle dage siden en henvisning til en artikel om kunstkritikeren og filosoffen Roger Scruton og hans "konservative syn" på ønsket eller kravet om skønhed i kunsten. 

   Og det netop som jeg skulle til at fortsætte min serie om hvordan glæden ved skønhed skyldes at genstande, figurer, landskaber, musik, digte etc. - bevidst eller ubevidst - kan afkodes og aflæses med en særlig høj grad af "processing fluency" - dette at oplevelsen af noget smukt foregår 'flyvende' og 'flydende' og tilsyneladende - næsten - helt ubesværet.
   Mentalt set: Modtagelsen og indoptagelse af skønne sanseinput kører som i smeltet smør eller lunken olie. Stort set uden modstand.
   Denne "processing fluency" skal dog forstås med en række forbehold og et stort gran salt fremgår det når man når til sidst i artiklen som er min hovedkilde til begrebet.
   Her er et link til artiklens af  de tre forskere Rolf Reber, Norbert Schwarz og Piotr Wienkuelman:

https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf

Egentlig ville jeg nemlig her spinde en begavet ende videre - over den tanke jeg fik i det foregående indlæg: at den velbeskrevne oplevelse af 'flow' i virkeligheden falder meget fint sammen med det som den moderne kunstpsykologi kalder "processing fluency" - som er den mentale proces som oplevelsen af skønhed i malerier  og anden sanset kunst og æstetik tilsyneladende afhænger af.
  'Flow' er et begreb som en af foregangsmændene i den positive psykologi Mihaly Czikszentmihalyi har introduceret i debatten om kreativitet, Det handler om at når man udfører krævende - herunder kreative - handlinger med succes, så glemmer man sig selv og oplevelsen af tid og sted.
   Mens hjernen bidrager med en coctail af stimulerende og belønnende hormoner.
   Så er man i en flow-tilstand - en slags lykkerus i arbejdet.
   Men den kobling må vente til en anden gang.
 
Nu til artiklen fra net-mediet Point of View som jeg fik et link til via Facebook:

Artiklens overskrift lyder:

Kunstverdenen er fuld af indbildskhed og falsk originalitet

Og manchetten sammenfatter:

Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår sig på kunst. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne. Inor Dale interviewer den britiske, konservative filosof Roger Scruton om den del af vores menneskelighed, der går tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at frembringe noget smukt.

http://pov.international/kunstverdenen-er-fuld-af-indbildskhed-og-falsk-originalitet/

Jeg tillader mig her at citere en stor del af artiklen som også indeholder et link til en timelang BBC-dokumentar med titlen "Why Beauty Matters" (kommer nedenfor):

Ved en kunstudstilling i Köln i marts 2014 fremviste den schweiziske performancekunstner Milo Moire sit værk PloppEgg Painting. Hun dumper æg med maling ud af sit underliv og ned på et lærred, mens hun står med spredte ben mellem to stiger.

   Det er fiduskunst, og vi har også mange eksempler på det herhjemme. Lort på dåse. Frikadeller af menneskefedt. Menstruation i et glas. Tis på en væg. En guldfisk i en blender. Lignende artigheder bliver ivrigt produceret rundt omkring i Europa, på trods af at ingen gider have det stående eller hængende i deres eget hjem. Antagelsen synes at være: Kunst er godt, hvis ingen bryder sig om det.

   En skribent fra The Guardian bemærkede dengang, at i alle andre sammenhænge end en kunstforsamling, ville den slags blive opfattet som “en satire over moderne kulturel tomhed.”

Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Det er det måske også. En slags vittighed på et højere - metaforisk plan. Se dokumentation i videoen her:

https://vimeo.com/92335924

I hvert fald har jeg aldrig selv følt mig særligt beriget af mødet med den slags kunst. Og jeg synes som regel at journalistikken og debatten om den er mere interessant end den umiddelbare oplevelse af de kunstværker som er anledning til alt postyret.

   Dette også selv om jeg godt i princippet kan se at der i megen af den slags kunst er tale om det jeg har skrevet om jævnligt her på bloggen - som udtryk for kreativitet: konceptuel blending; eller: kunstnerisk "faktion".

Artiklen fra Point of View fortsætter:

Moderne kunst er fuld af disse narrestreger. Og kunstnere, kritikere og bureaukrater samler sig begejstret som klukkende høner i gallerierne, når et nyt æg bliver sat på en piedestal. Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår kunsten. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne.
   Sådan lyder i hvert fald kritikken af samtidens kunstverden fra den britiske filosof og æstetiker Roger Scruton, hvis kunstkritik nåede ud til et stort publikum for nogle år siden, da han lavede dokumentaren Why Beauty Matters til BBC.

Jeg ved ikke om Filmen er blevet vist i DR da den blev lanceret i 2014.

   Men den hører sådan set oplagt hjemme på DR-K. Og kan altså nu ses her hos mig:

 

Min mistanke er at den film ikke er blevet vist på DR-K fordi den så stærkt og velargumenteret advokerer for et såkaldt "konservativt kunstsyn" - en forestilling om sammenhængen mellem kunst og skønhed som jo indiskutabelt var det bærende i kunst- og stil-historien frem til omkring 1900 (sluttende med 'jugendstil' og 'art deco').

   

Jeg har jævnligt på denne blok gjort mig til talsmand for synspunkter som er beslægtede, især i forbindelse med mine skriverier om "utidige" kunstnere som Otto Frello, Harald Henriksen, Vilhelm Hammershøi, Gerda Wegener, Hundertwasser, Niels Strøbæk, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth, Fantasy-illustratorer m. fl. (du kan finde dem ved at søge med stikord i blokkens søgefelt).
   Som eksempel her mit nyerhvervede træsnit af Harald Henriksen:

Harald Henriksen: Vinterlandskab 1943

Vinklen har i mine indlæg om disse kunstnere dog ikke primæret været at fremhæve skønheden i det de lavede, men at fremhæve virkelighedstroheden - illusionskunsten - i disse kunstneres værker.

   Skønheden som det der betager, tiltrækker og fortryller har jeg dog også fremhævet rundt omkring - ofte og ikke mindst - i forbindelse med billeder i jugendstilen og i japanske træsnit og tegnefilm. Men som vist også i Harald Henriksen træsnit og akvareller.

   Men fx også den hollandske maler Johannes Vermeer fra sidste halvdel af 1600-tallet er kommet med i den bunke af kunstnere hvis billeder har givet mig (og mange andre) uforglemmelige oplevelser af skønhed:

Johannes Vermeer: Mælkepigen. 1658

Johannes Vermeer: Pigen med perleøreringen. 1665

Tilbage til artiklen der bringer et interview med Roger Scruton om hvorfor 'skønhed' (i en eller anden forstand) er en vigtig - måske afgørende del af kunsten og dens betydning:

I Why Beauty Matters argumenterede han for, at kunst bør handle om skønhed og transcendens. Som så mange andre konservative intellektuelle, kan Scruton godt lide at smage på sin egen forargelse og opfattelse af forfald, når han langer ud efter kunstnere, der ikke mestrer håndværket, men elsker idéen om berømmelse og beundring.

   På samme måde kritiserer han filosoffer, der jonglerer med fremmedord og teorier, men intet håndgribeligt har at sige om menneskets tilstand. ”Fakers” er hans fælles betegnelse for disse kunstnere og intellektuelle. Men for Scruton er der mere på spil end en akademisk diskussion om, hvad kunst er eller ikke er. Ifølge Scruton går en del af vores menneskelighed tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om noget smukt.

Den kobling mellem kunst uden skønhed og abstrakt teori uden ordentlig virkelighedsforankring (som fx økonomi), kan jeg godt lide.

 
En stor del af min kritik gennem årene af sprog i praksis, fremlagt på kurser og i lærebøger ("Skriv sundere", "Public acces og sprog"), har netop været vendt mod indholdstomt autoritært ping- og pampersprog og retorisk tomme verbale vindfrikadeller fra eksperter og politikere. Og kritikken har netop gået på at den slags sprogbrug slører, skjuler eller fordrejer virkeligheden for læsere og lyttere, frem for at gøre den forståelig og overkommelig. Og min anbefaling har været: brug 'erfaringssprog'  hvor det er muligt.

   Efaringssproget er simpelt hen også smukkere og nemmere at forstå, og så er det et sprog som i en vis metaforisk forstand er 'usynligt' og 'gennemsigtigt', et sprog der har en høj grad af "processing fluency" (se foregående blogindlæg).

   Citatet fra Scruton fortsætter sådan her:

”Når man fjerner idéen om skønhed fra sin centrale plads i vurderingen af kunstværker, underminerer man hele grundlaget og formålet med den kunstneriske produktion. Man gør samtidig vold mod vores selvforståelse og forbindelse til vore medmennesker. Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed”, forklarer han. ”Det er at fjerne det eneste, der retfærdiggør vores eksistentielle angst, lidelse og stress”, siger han og fortsætter:

   "Kunst uden skønhed tvinger os i stedet til at se på verden, som om angst, lidelse og stress er det eneste, der er at finde her. Det har en massiv indvirkning på det omgivende samfund, og særlig på unge mennesker, der – når de ser samtidens typiske kunstprodukter – bliver forstærket i deres tro på, at de er efterladt i en kærlighedsløs verden, hvor man ikke kan finde trøst, men kun distraktioner”.

Sådan har jeg aldrig tænkt før, men det er da et argument som ikke bare kan affejes. 

   Og jeg tænder straks på sammenligningen:

Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed 

Og når man er konservativ og filosofisk indstillet som Scruton, så må man naturligvis opleve den tidlige modernisme (impressionisme, ekspressionisme, pointillisme, fauvisme, kubisme, dadaisme, surrealisme, etc) som et - ja - rigtig gættet - SYNDEFALD:

Syndefald har ifølge Scruton sine rødder i den tidlige modernistiske bevægelse, der senere banede vejen for fiduskunsten. De tidlige modernister var på en kunstnerisk flugt fra nedarvede klichéer og uoprigtige gengivelser af fortiden. Originalitet var i det moderne etos et altafgørende parameter, som kunst skulle bedømmes ud fra.   Modernisterne ville etablere en ny erfaringsorden i kunsten, der kunne åbne døre til forståelse af nutiden set i lyset af fortiden. De gjorde derfor oprør mod konformitet og kitsch.

Da jeg var ung lærte jeg at sætte pris på og forstå moderne kunst, blandt andet hjulpet af at min mor da jeg var 14-15 år, tog mig med på kunstudstillinger der bl.a. viste værker af Klee og Nolde.

Emil Nolde: Akvarel

Paul Klee: Kat og fugl

Allerede den gang oplevede jeg også tiltrækningskraften i oprørs-historien mod den bestående kunst-frame, den som vi herhjemme kalder 'Guldalderen' med navne som Eckersberg og Thorvaldsen som billedkunstneriske frontfigurer.

   Og da jeg selv begyndte at male for alvor i en alder af 18-19 år, var det også med forbilleder og inspiration fra den amerikanske kunst i 50´erne som jeg havde mødt under mit år som udvekslingsstudent i New York 1961-62, formidlet af familiens amerikanske far:

Jackson Pollock

Jackson Pollock

Den gang har jeg ikke tænkt i baner som "det kan jeg ikke lide, for det mangler skønhed". Overhovedet ikke. Og i hvert fald nogle af Jackson Pollocks billeder er også indiskutabelt smukke.

   Men jeg kan ikke løbe fra at jeg selv den gang syntes at malerier med en eller anden form for figurativt forbillede, var dem jeg selv syntes var sjovest at tegne og male.

Egen produktion. Ca. 1960. Oliefarvekridt

Og mine akvareller som jeg er begyndt på for godt 4 år siden, de skal også både ligne og være smukke:

Egen produktion: Flyvende dompaphan. Akvarel. 2016

Egen produktion: Dompappar. Egen produktion. Akvarel. 2015

Og jeg har jo gennem årene måttet konstatere at da kunsten blev abstrakt og totalt frigjorde sig fra et krav om at ligne noget, så mistede jeg efterhånden lysten og fornøjelsen ved at møde den på udstillinger.

   Inderst inde savnede jeg forankringen til en genkendelig sanset virkelighed. Jeg savnede - med et fint ord - 'mimesis' i billederne: at de i en eller anden forstand 'lignede' - bag om abstraktionen.

   

Efterfølgende kunstretninger som 'pop-art', 'optical art' og forskellige former for dekonstruktivistisk kunst, metakunst og instalationskunst har heller aldrig rigtig sagt mig noget.

  Derimod har totalt hengivet mig i betagelsen og optagerheden af en kunstner som Walton Ford, en kunstner som jeg for første gang oplevede for nogle år siden på Louisiana, og som maler dramatiserede parfraser over gamle stik og illustrationer (Audebon):

Walton Ford

Walton Ford

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/picasso-er-ikke-min-kop-te-men-det-er.html

Og mens jeg har skrevet positivt om fx dekonstruktivistisk arkitektur - set udefra, så har jeg også følt at den ofte var decideret ubehagelig at befinde sig inden i og at finde rundt i. 

   Altså: Set indefra - en uskøn oplevelse.

    Her er jeg, så vidt jeg kan regne ud af referaterne om hans synspunkter, enig med Roger Scruton. 

   Se min kritik af 'dekonstruktivistisk arkitektur' her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/nar-arkitekture-opfrer-sig-som-befandt.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/sporene-efter-peter-eisenman-den.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/grnne-g-og-skinke-hypotesen-om-sakaldte.html

Endnu en gang må jeg udsætte at skrive om det der var anledningen til hele denne serie om "glæden ved æstetisk skønhed": udstillingen på Rønnebæksholm der viser akvareller af Carl Johan Forsberg - og billeder i syrebehandlet metal og keramik af Eva Louise Buus:

Eva Louise Buus

Carl Johan Forsberg

Men jeg slutter lige med at gentage endnu et citat fra artiklen med interviewet med Roger Scruton:

I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden, da han sagde, at man enten er kitsch eller avantgarde.

Vil man vide mere om Rober Scruton, så læs her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Roger_Scruton

(fortsættes i næste indlæg der endelig rammer i mål og tager afsæt i udstillingen på Rønnebæksholm som jeg og fruen besøgte for efterhånden en 14 dages tid siden)