Mulige og umulige veje til at give Trump og andre trumpister journalistisk modspil - med afsæt i en klumme af Amalie Kestler

Dette indlæg ligger i forlængelse af det foregående her på blokken som havde overskriften ...
   "Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?"

   Hvis du ikke har læst det, så foreslår jeg at du læser det først - inden du går videre med dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/nar-brug-af-erfaringssprog-i-politiske.html

Det tidligere indlæg tog afsæt i en 'Signatur'-klumme i Søndagspolitiken af Amalie Kestler fra den 22/01/2017 som havde rubrikken:

Fem veje til en bedre journalistik

Forudsat i sådan en overskrift er at journalistikken i disse år i en eller anden forstand er 'dårlig'  eller er blevet 'dårligere' - og trænger til et forbedrende løft som dette medlem af  'lederkollegiet' vil vise veje til.

   I punktform ser 'de fem veje' sådan ud:

1. Handlinger frem for holdninger
2. Indhold frem for anklager
3. Nyheder er ikke hvad de har været
4. Konsekvens frem for begivenhed
5. Behold autoriteten

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Jeg suser baglæns - 'down memory lane' - til min første kronik i Politiken i 1998 efter at jeg var blevet 'kaldet', som det hedder, til et professorat i journalistik (det første i Danmark) ved Odense Universitet (senere SDU). 

   Kronikken havde overskriften "12 påstande om journalistikken uvæsen", og min ide var at jeg, lidt provokerende, ville gøre opmærksom på at den nye journalistuddannelse i Odense (sammen med den nye på RUC) faktisk havde fået et eksplicit opdrag af den daværende regering til gennem en mere akademisk orienteret og fagligt funderet uddannelse at højne journalistikkens kvalitet i de skrevne og elektroniske medier.

   Som back up for de "12 påstande" havde jeg i godt et halvt år forud samlet og sammenfattet eksempler på hvad man blandt politikere, forskere og i medierne selv, offentligt havde bebrejdet journalisterne af dårligdomme og svigt i deres professionelle arbejde, et arbejde som jo ideelt set burde ske 'i sandhedens tjeneste' og med et særligt ansvar som 'den fjerde statsmagt'.

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.
2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.
3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.
4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.
5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.
6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.
7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.
8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.
9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.
10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.
11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.
12. Journalistikken truer demokratiet.

Nogle få journalister blev sure. Nogle få journalisthadere sendte opmuntrende breve. Resten var tavshed.

Hvis nogen dengang omkring slutningen af århundret i fuldt alvor havde at troet at målsætningen om et markant kvalitetsløft kunne realiseres gennem to nye journalistuddannelser, så blev de skuffet. 

   Selv håbede jeg jo det bedste da jeg startede i jobbet, men vidste jo godt at det blev op ad bakke.
   Derfor kronikken.
   En afværgeforanstaltning på forhånd.

   Alt pegede allerede den gang på at der var store og stærke samfundsmæssige kræfter, både økonomiske og teknologiske, som trak i den modsatte retning.

Den 10. december 2012 havde tv-vært og filosofisk anlagte journalist Clement Kjærsgaard en kronik i Politiken hvori han formulerede og uddybende kommenterede denne rubrik:

Ti principper for en bedre journalistik 

... med en bagvedliggende tankegang som minder om Amalie Kestlers  (og min egen 14 år tidligere). 

   De ti principper var formuleret sådan her:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

Begavet, nuanceret, fornuftigt, gennemtænkt.

   Og jeg refererer loyalt og interesseret i et indlæg som fremhæver Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", at Clement Kjærsgaard i kronikken gør sig til talsmand for den langsomme, tænksomme og tung-i-røven-system 2-tænkning, selv om han altså som vært på DR2 var og er berømt (og berygtet) for at være den hurtigste danske live-vært i journalistiske debatprogrammer når han fyrer kritiske spørgsmål af til de i studiet indkaldte politikere og andre magthavere i Danmark:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012_12_11_archive.html

I januar 2015 offentliggjord Center for Nyhedsforskning på RUC en rapport der fremlagde 'en omfattende kortlægning af danske mediers etik', udarbejdet af nogle af mine tidligere kolleger fra journalistuddannelsen på RUC: Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg, Maria Bendix Olsen.
  Gode folk. Kloge folk. Reflekterede folk.

De konkluderede - efter et punktvis referat af indholdet i undersøgelsen - i solid akademisk stil:

Hvordan man fortolker rapportens mange konklusioner, vil naturligvis afhænge af, hvilket presseetisk ideal man har. Men journalisternes stærke bevidsthed om presseetikken, det øgede antal interne retningslinjer i mediehusene og journalister og redaktørers opbakning til Pressenævnet må overordnet fortolkes positivt for dansk journalistik anno 2014. Til gengæld kan der også påpeges problemer, særligt hvad angår manglende konsekvenser af overtrædelser af presseetikken, at det stadigt hurtigere nyhedskredsløb på mange måder presser etikken, samt at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik, som de traditionelle, etablerede mediehuse.

http://slks.dk/mediernes-udvikling-2015/specialrapporter/medieetik/

Rapporten er bestemt ikke ukritisk.
   Men på den anden side: ganske beroligende, set i lyset af den kritik der løbende kommer fra politisk hold om at journalister giver køb på etik og kildekritik for at forfølge sensationelle historier, og - ikke mindst - for at kunne følge med i konkurrencen fra journalistisk set uredigerede nyheder på internettet.

For mig er der ingen tvivl om at nyhedsjournalistikken har været i en stadig mere intensiv krise de sidste 10-15-20 år.
   Jeg har dog selv haft en vis optimisme knyttet til at den undersøgende journalistik (IR='investigative reporting') stort set i den samme periode stadig har haft en vigtig plads og stor betydning i pressedækning af samfundets politisk og økonomiske magthavere.
   Både i regionale og landsdækkende aviser og i de tilsvarende større elektroniske medier.

Men Trump og hans ligesindede kan selv de mest seriøse og undersøgende journalister åbenbart ikke klare.
   Og en højnelse af journalisternes etik er ikke svaret, tror jeg.

Jeg har i det foregåend indlæg gjort opmærksom på at Trump - både i sine taler, i sine svar når journalister konfronterer ham, og i sine direkte meddelelser på Twitter - konsekvent bruger 'erfaringssprog', en sprogbrug vi alle, og ikke mindst dem der mener det samme som ham, kender fra dagligdagens private snak og meningsudvekslinger, og som vi derfor kan identificere os med - også selv om vi er totalt uenige - og måske oplever det som vulgært, chauvinistisk, fordomsfuldt, unuanceret og decideret løgnagtigt - og udtalt mod bedrevidende.

   Og når han så får kritiske journalistspørgsmål om det han har sagt, så hjælper journalisterne ham - paradoksalt nok - ved at citere ham og hans svar, og ved at give ham mulighed for at repetere det: 

 

- Reporter: "Du har sagt sådan og sådan og sådan. Mener du virkelig det, når kendsgerningerne, forskerne, undersøgelser, historien dokumenterer at noget andet er tilfældet?

- Trump: "Ja, selvfølgelig.Sådan og sådan og sådan. Og Yakkedi, yakkedi, yakkedi, yak..."

 

Kritisk afslørende spørgsmål af den slags giver så Trump et glimrende afsæt til både at fremture i udtalelsen (og dermed få den gentaget offentligt), eller give den ekstra emotionelt eftertryk ved at uddybe og forstærke den med flere følelsesmæssigt potente sproglige billeder og opsigtsvækkende kontroversielle påstande.

Hvis man så spillefilmen "Spies og Glistrup" fra 2013, som blev genudsendt for et par dage siden i tv, eller hvis man er så gammel som mig (73 år) og kan huske de to herrers optræden i medierne i levende live, så vil man vide hvad jeg snakker om.
    På mange måder kan man sige at de to er gået op i en højere enhed i skikkelse af Trump. 

   Konceptuel blending, så det basker.

Og som det pæne fornuftige og vidende menneske man er, så  må man jo spørge sig:

   Hvorfor er det ikke ødelæggende for Trumps troværdighed som politiker (og for dem der ligner en fortyndet udgave af ham) at han på den måde gang på gang af journalister og eksperter offentligt bliver afsløret i hele og halve usandheder, i fatal uvidenhed i forhold til det han udtaler sig om, i åbenlys racisme og sexisme, i grænseoverskridende brud på god tone og almindelig anstændighed, i oplagte dumheder, etc.? 

   Det ville det  jo nemlig være for langt de fleste main stream-politikere. 

   Eller sådan var det måske en gang, men er ikke mere?

Her sammenfatter jeg så hvad det er for en konklusion som det er nødvendigt at seriøse journalister og en seriøs presse må forholde sig til, hvis man ikke ønsker at Trump og tilsvarende 'trumpister' i andre vestlige lande skal få endnu mere frit løb i de kommende år. 

   Konklusionen er baseret på forholdsvis grundig læsning af artikler i seriøse aviser og og gennemsyn af historier i seriøse tv-nyhedsprogrammer.

- Hvis en tilstrækkelig stor del af vælgerne er enige og og langt hen ad vejen synes at det meste af det Trump siger, er det de inderst inde tænker, mener og føler, ... 

- Hvis Trump i høj grad meddeler sig til vælgerne via sociale medier som Twitter og dér udtaler sig med kontroversielle påstande som er delt i hundredtusindtal længe inden han kan få stillet kritiske spørgsmål af main-stream-mediernes reportere, ...

- Hvis de efterhånden mange vælgere som primært får nyheder via sociale meder, ikke har mulighed for at skelne mellem opsigtsvækkende nyheder hvis indhold er sandt, og falske nyheder med opdigtet sensationelt indhold som der bliver flere og flere af ...

- Hvis en stor del af vælgerne har mistet tilliden til kritiske eksperter og gravende journalister (der socialt og økonomisk har deres på det tørre), og som formulerer sig i et 'objektivt', billedfattigt, følelsesrenset, abstrakt og indforstået videnssprog, ...

- Hvis en stor del af vælgerne  ikke har tillid til flertallet af main stream-politikere hvis offentlige udtalelser er gennemsyret af uldne abstraktioner, henholdende løfter og eufemistisk omskrivninger, ...

- Hvis efterhånden mange års lovgivnings- og traktatmæssige liberaliseringer af økonomi og arbejdsmarked, primært  ser ud til at have gavnet et i forvejen velståend mindretal, og samtidig ser ud til at true den økonomiske tryghed for større dele af befolkningen, ...

... , ja, så er de traditionelle strategier som seriøse nyhedsjournalister og - solide graver-journalister og kritiske vidende eksperter og analytikere ellers i mange år har kunne praktisere i offentligheden (sådan ca. siden Watergate-sagen), simpelt hen blevet demonteret, gjort ubrugelige og impotente.

   

Det kræver radikal journalistisk nytænkning. 

   For blindt at forsætte med at udøve traditionel politiske nyhedsjournalistik og  seriøs kritisk undersøgende journalistik som hidtil, går simpelt hen ikke længere.

   Det hjælper nemlig bare 'trumpisterne' - i stedet for at modarbejde deres forurening af offentligheden. 

   De traditionelle journalistiske strategier fungerer ikke længere 'i sandhedens tjeneste'. 

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt journalistisk bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".
   Men er det nok?

Her følger nogle mere radikale råd i forlængelse af Amalie Kestlers 'fem veje', råd som jeg udmærket ved at ingen journalist ved sine fulde fem kunne finde på at følge, men som faktisk er en logisk konsekvens af hvad vi har set ske politisk i det seneste år:

Handlinger frem for holdninger
Det er ikke og bør ikke udbasuneres som en overskriftbærende nyhed at Trump og andre trumpister udtaler sig løgnagtigt, fordomsfuldt og mod bedrevidende. Lad løgnen dø i tavshed. De gør det bare for at blive citeret endnu en gang, og de ved at deres supportere er lige glade med om det er sandt eller ej

Indhold frem for anklager

Det bør ikke trække overskrifter i pressen at Trump og alle hans svende rent faktisk begår de dumheder mht. lovgivning som de siger de vil gøre. Når de har magt til at gør det, så skal man lade dumheden dø i tavshed indtil konsekvensen bliver tydelig for alle.

Nyheder er ikke, hvad de har været

Drop at skrive nyheder i den seriøse presse som bevidstløst citerer og dermed redaktionelt utjekket halser bagefter sensationelle og kontroversielle udtalelser fra Trump (og lignende) på de sociale medier. De kommer kun med den slags udtalelser fordi de ved at journalisterne går efter den gode historie som et sensationelt og provokerende citat (måske, måske ikke) indeholder

Konsekvens frem for begivenhed

Undgå at hoppe på breaking news-vognen i konkurrence med de andre medier. Breaking news er nyhedsdækning baseret på uvidenhed og manglende overblik. Vent med at slå det stort op indtil man med sikkerhed ved hvad der er sket og sagt, og har mulighed for at beskrive de sandsynlig konsekvenserne. 

Behold autoriteten

Lad være med at rapportere en tvivlsom sandhed viderebragt af en tydeligvis interessestyret kilde selv om det så vil være en god (men også letkøbt) historie med en skarpvinklet overskrift at kunne finde og citere en måske lige så biased ekspert der kan skyde den selvsamme 'sandhed' ned med et velvalgt citat.

Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?

http://journalisten.dk/journalisten-i-111-aar-tag-med-paa-tidsrejse

Jeg kan sige det som det er: Jeg håber inderligt at jeg i fremtidige blok-indlæg, kan blive fri for at omtale den nyvalgte USA-præsident, Donald Trump.

   Men her vil jeg starte med ham, foranlediget af en 'Signatur'-klumme. skrevet af Amalie Kestler ("lederkollegiet" i Søndagspolitikens debatsektion for en lille uge siden).

   Overskriften var en 'teaser' ...:

Fem veje til bedre journalistik

... Et 'set up' til at læseren ønsker svaret på et opfølgende spørgsmål "hvilke fem veje taler du om?"

   Underrubrikken er sådan lidt kryptisk i formuleringerne:

Ikke alle veje fører til en bedre presse. Men her er fem bud på veje, der gør.

Da jeg har læst den, er jeg hundrede procent sikker på at Donald Trump optræder i anslag og præsentation af historien, inden de 'fem bud' bliver opregnet og udfoldet.

Jeg er ikke specielt glad for udtrykket "bud" - det associerer til noget uforpligtende, noget man ikke skal tage alvorligt. Og den indforståede joke med formuleringen  "fem veje til" og "ikke alle veje fører til" hvor man så har udskiftet det klassiske bon mots "Rom" med "Journalistik", er måske heller ikke den mest spændstige invitation til at læse videre.

   Men ellers OK. 

Nedenfor følger et længere citat fra indledningen af klummen, som i genrens natur skal være mere eller mindre positiv og gerne analytisk moraliserende over verdens gang og elendighed.

   Men minsandten: 'Donald Trump' er ikke nævnt med ét ord.

Og dog - han er klart den skjulte og forudsatte reference i indledningen - eller rettere: Det er journalisternes dækning af ham og hans valgkamp som er blevet anklaget for at være en vigtig del af årsagerne til at han vandt - først republikanernes primærvalg - og i anden omgang altså selve præsidentvalget:

'Skyd efter pressen’, er blevet en global folkesport i den vestlige verden.

   At vrænge ad ’dårlige journalister’, der stiller de forkerte spørgsmål, interviewer hinanden eller undlader at sætte sig ind i sagerne, er blevet så hverdagsagtigt som at klage over it-problemer.

   For nylig fortalte en veninde mig om en journalist, der var så optaget af sin egen vinkel, at vedkommende virkede uinteresseret i, hvad min veninde – som var kilde – egentlig sagde.

  De fleste fag har faglige beskyttelsesdragter. Og jeg kommer tit til at iføre mig sådan en, når jeg hører den slags historier. »Det lyder som en dårlig oplevelse. Men husk på, at der hver dag laves god og grundig journalistisk af hundredvis af seriøse journalister i danske medier«, kan jeg finde på at sige. For det gør der.

   Men at tilliden til vores fag efterhånden er så lille, bør vække til eftertanke. Særligt i en tid, hvor det er presset af både Facebook og fake news.

   Det er ikke mere synd for journalister end for andre, når de mister deres job eller oplever nedskæringer. Men det er synd for andre end pressen, hvis den mister sin funktion som respekteret modspiller i samfundet.

  En fri og kritisk presse er den mørtel, der binder et demokrati sammen. Tilliden til, at uretfærdighed og magtmisbrug bliver afdækket, og at folk kan komme til orde i den offentlige debat, er afgørende.

   Hvordan bliver medierne så bedre? Danske medier udvikler sig heldigvis hele tiden. Men her er fem veje, som efter min mening vil styrke journalistikken:

De "fem veje "og flere til, vender jeg tilbage til sidst i dette og det følgende blogindlæg.

 

Både den danske, den internationale og den amerikanske traditionelle presse - også kaldt 'main-stream-nyhedsmedierne', er ganske rigtigt blevet kritiseret og har selv efterfølgende sanket glødende aske på deres journalistiske reporteres og redaktøres hoveder - over at det der skulle være en kritisk, men saglig og oplysende dækning af valgkampen, blev et langt kampagne-indslag for Trumps kandidatur.

   Og det er ikke første gang det sker internationalt: en lignende kollektiv journalistisk bodsgang oplevede vi også efter den engelske Brexit-afstemning og den valgkamp som førte til at de vælgere der ville ud af EU, vandt. Stik imod eksperters og mainstream-journalisters forventning.

   En næsten ordret lignende selvkritik kunne vi også læse i pressen herhjemme, da EU-folkeafstemningen om en nydefinering af retsforbeholdet i Danmarks traktat med EU, førte til et klart nej, en nydefinering der ville gøre det muligt for Danamark ar blive inden for EU-politi-samarbejdet, samtidig med at alt andet i forbeholdet var ved det gamle.

Et fællestræk for den politiske side der i alle tre tilfælde vandt afstemningen, var følgende:

1) Nej-siden (og Trump-siden) var simpelt hen fuld af løgn. Det er tydeligt blevet dokumenteret - lidt under, men først især efter valgene. Og disse løgne - usandheder - påstande uden dækning - er under valgkampen citeret vidt og bredt og virkelig blevet slået stort op i pressen - både i den traditionelle presse, men også og ikke mindst vi (deling på) de sociale medier: Twitter, Facebook m.fl. Samtidig med - naturligvis - at disse udsagn, især i den traditionelle presse, er blevet kritiseret for manglende "virkelighedsforankring" af den saglige politiske modpart og en lang række eksperter.

   Men uanset hvor kritisk live-reporterne gik til Trump og til de meste fremtrædende nejsigere, og uanset hvor afslørende journalisterne var i forhold til de oplagte usandheder, halve sandheder og fordomsfulde og forenklende bemærkninger Trump og de andre nej-sigere kom med, så gav det overskrifter og omtale. Og næsten dagligt var det dermed ham og de politikere der tænkte og udtalte sig som ham, der kom til at sætte pressens dagsorden. Han var altid og hvergang god for det enhver journalist kan genkende når han møder det i udtalelser: En god historie.

   Den i al journalistik indbyggede regel som Nej-siden og Trump så effektiv har udnyttet/brugt/misbrugt, hedder:

• For at kunne kritisere, må man først citere! 

Og det er det hele det retoriske game går ud på: At blive citeret og citeret og citeret igen. Og igen. Og igen....

   Så jo mere vilde udtalelser, jo flere citater i pressen og på nettet, og jo mere opmærksomheds-sugende omtale af citaterne og gencitering af citaterne. Ubetalelige kampagnebidrag. Længere er den historie ikke. Men lang nok, synes mange.

2) Nej-siden (og Trump-siden, som man vel også godt kan kalde Nej-til-Hillary-siden), kommunikerede i meget højere grad end tidligere helt uden om de traditionelle journalistske medier og deres redaktionellee gatekeepere. Og alle de stærkt støjende, spidsformulerede og provokerende udsagn - trekvarte og halve sandheder - og regulære usandheder - de blev konsekvent fremført i et stærkt følelsesladet, holdningsforstærkende og billedrigt sprog - i høj grad den slags dagligsprog som jeg tidligere (pyha: faktisk for godt 35 år) siden gav betegnelsen 'erfaringssprog' (som jeg så satte i modsætning til de veluddannede administratorers 'videnssprog').

   Både journalisterne og vælgerne elsker at poltiske udtalelser formuleres i erfaringssprog. Det er nemlig deres eget dagligsprog og også de fleste journalisters oprindelige arbejds- og brugssprog når de skulle skrive artikler til eller optræde som studieværter eller 'journalist-eksperter' i medierne. Der opstå simpelt hen det fænomen som er det helt afgørende for at kommunikation skal fungerer: identifikation,  som er det vigtigste af alle nyhedskriterierne, og den ene af de tre parametre som enhver dramaturgisk velfungerende fortælling skal levere.

   Både journalister og vælgere kunne og kan genkende sig selv  og leve sig ind  i det følelsesladede og billedrige sprog som Trump, Brexit-modstanderne Politiforbeholds-modstanderne brugte når de skældte ud og sagde fra i forhold til hvad ekspertene fremhævede af fordele ved at blive i EU, ved at vælge Hillary og ved at stemme for et revideret dansk retsforbehold.

   Enhver der har beskæftiget sig nogenlunde seriøst med hvordan og hvorfor en halvgod eller halvdårlig roman bliver en bestseller trods kritiske eller lunkne anmeldelser, ved at hvis bare læserne kan identificere sig i forhold til fortællingen, fortællerstemmen og fortællersynsvinklen, så er spørgsmålet om sandhed og virklighed i historien uden betydning.

Fore en ordens skyld repetere jeg lige forskellen mellem de to slag sprogbrug:

Videnssprog	Erfaringssprog
·        logisk ·        upersonligt ·        abstrakt ·        billedfattigt ·        følelsesrenset ·        monologisk ·        systemorienteret ·        rødder i skriftsprog ·        bruges mest offentligt	·        sanseligt ·        personligt  ·        konkret ·        billedrigt ·        følelsesladet ·        dialogisk ·        handlingsorienteret ·        rødder i talesprog ·        bruges mest privat

Se mere her hvor jeg i et meget tidligt indlæg på min blok introducerer de to begreber og de kendetegn som karakteriser de to slags sprogbrug:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Hvis man søger modsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' på nettet, vil man se hvor mange seriøse kilder der beskriver og omtaler den - og de gør de uden kildeangivelse, hvilket jo viser at begrebsparret nu er blevet en del af en bred faglig forståelse langt ud over en snæver akademisk offentlighed. Hvad jeg er lidt stolt af.

Og hvorfor mon jeg kommer til at tænke på "Harry Potter" og "Fifty Shades of Gray"?

   Og hvorfor mon jeg herefter som 73 årig gammel mand straks associerer 'down memory lane''  - og på den indre biograf ser og hører navne som: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Kristen Poulsgaard,  Preben Møller Hansen, Knud Jespersen, Kirsten Jacobsen, Pia Kjærsgaard.

   Svaret er at de alle er superbrugere af erfaringssprog til at formulere slagkraftige, følelsesladede, billedrige, konkrete og forenklende politiske budskaber, som derefter er lette at citere i overskrifter og som den dagsaktuelle journalistik straks kan se en god historie i - uanset om udtalelserne holder vand eller ikke.

 

Jeg husker at da jeg for første gang introducerede begrebsmodsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' for et hold studerende en gang i starten af 80'erne, så påstod jeg frækt:

"En dansk politiker som energisk turde bruge - og som fremturede med at bruge - erfaringssprog når han/hun mundtligt fremførte politiske budskaber i de elektroniske medier, var sikret mindst fire mandater ved førstkommende folketingsvalg."

Nu opremser jeg i punktform de "fem veje til en bedre journalistik" som Amalie Kestler relativt kortfattet uddyber i sin klumme sidste søndag:

• Handlinger frem for holdninger
• Indhold frem for anklager
• Nyheder er ikke hvad de har været
• Konsekvens frem for begivenhed
• Behold autoriteten

Ikke alverden ophidsende elle kampopråbende rubrikker, er min spontane mavefornemmelse. Men for de flestes vedkommende kan jeg umiddelbart gætte i hvilken retning uddybningen går.
   Man kan her læse her Amalie Kestler umiddelbart lægger i disse overskrifter:

http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/

Har du læst det? Hvad tænker du? 

   Jeg var og er i hvert fald ikke tilfreds.

   

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 

   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.

   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".

Det spor forfølger jeg videre i det følgende blogindlæg!

(dette altså et set up til at læse videre i det efterfølgende blogindlæg som jeg i skrivende stund er begyndt på, men som nok først er færdig et par dage ind i februar)

Falske nyheder i det postfaktuelle samfund - er det nogen nyhed eller er det en gammel historie?

(Dette indlæg er det andet i en serier om 'fake news'  eller 'falske nyheder'. Hvis du bladrer et indlæg tilbage så kan du læse serien forfra).

http://believeinplace.com/2016/12/08/fake-news-real-news-or-good-news/

Det ser ud til at det for mange mennesker (og der bliver flere og flere) er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet - af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Facebook eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - eller på dem der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som seriøs og velresearchet og kildekritisk journalistik.
   Alle tekster, billeder, indslag på de sociale medier kan i princippet være en slags aprilsnar, føler mange.
   Den ene (tekst/afsender) kan være lige så god eller dårlig - lige så troværdig eller utroværdig - som den anden.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet, verden og virkeligheden er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

Wikipedia fortæller her meget mere om det de også kalder "post-truth-politics" der indledningsvis beskrives sådan her:

Post-truth politics (also called post-factual politics) is a political culture in which debate is framed largely by appeals to emotion disconnected from the details of policy, and by the repeated assertion of talking points to which factual rebuttals are ignored.

   Post-truth differs from traditional contesting and falsifying of truth by rendering it of "secondary" importance. While this has been described as a contemporary problem, there is a possibility that it has long been a part of political life, but was less notable before the advent of the Internet.

   In the novel Nineteen Eighty-Four, George Orwell cast a world in which the state is daily changing historic records to fit its propaganda goals of the day. Orwell based much of his criticism of this on Soviet Russian practices.

   The contemporary origin of the term is attributed to blogger David Roberts who used the term in 2010 in a column for Grist.[1][2][3]

   Political commentators have identified post-truth politics as ascendant in Russian, Chinese, American, Australian, British, Indian, Japanese and Turkish politics, as well as in other areas of debate, driven by a combination of the 24-hour news cycle, false balance in news reporting, and the increasing ubiquity of social media.[3][4][5][6][7][8]

   In 2016, "post-truth" was chosen as the Oxford Dictionaries' Word of the Year,[9] due to its prevalence in the context of that year's Brexit referendum and US presidential election.[10][11]

https://en.wikipedia.org/wiki/Post-truth_politics

For lige at opsummere:

   Ifølge Wikipedia er der tre drivkræfter bag udviklingen af den postfaktuelle politiske kultur: 1) 24 timers nyhedcirkulation (altså ingen deadline eller hele tiden deadline); 2) falsk afbalancering af  modstridende synspunkter der tillægges lige meget vægt i nyhedsrapporteringen; 3) de allestedsnærværende og samtidige sociale mediers stadig stigende betydning.

Helt umiddelbart betyder det at den traditionelle redaktionelle 'gatekeeping' og seriøse journalistiske research og kildekritik mere og mere mister sin betydning.

   Den bliver simpelt hen bevidst omgået og målrettet overhalet af magtfulde og/eller snedige afsendere (som Trump og Putin) i kraft af at de uhæmmet har mulighed for at kommunikere direkte til publikum via medier som Twitter og Facebook. 

   Og brugerne har ikke selv hverken ressourcer, tid eller ork til at tjekke kilder, kendsgerninger og kontekst - før de 'sluger' dem - og deler dem!

   Mit eget eksempel med den 'citerede Israel-kritiske udtalelse' fra 'nyhedsiden' AWDNews angiveligt udtalt af den israelske præsident som jeg beskriver i indledningen af det foregående indlæg, det skærer den pointe ud i pap, synes jeg.

Her en CNN-nyhedshistorie om hvor galt det kan risikere at gå når 'fake news sites' som AWDNews (hjemsted: Pakistan) får frit spil:

   Rubrikken lyder:

Duped by fake news story, Pakistani minister threatens nuclear war with Israel

Artiklen som ledsager tv-nyhedsindslaget, indledes sådan her:

(CNN) - A fake news story led to threats of nuclear war between Pakistan and Israel on Christmas Eve.
   In an article published by AWDNews on Tuesday December 20, former Israeli Defense Minister Moshe Yaalon was quoted as threatening to destroy Pakistan if it sent troops into Syria.
   "We will destroy them with a nuclear attack," the article quoted Yaalon as saying. There is no evidence Yaalon ever said those words.

Se og læs mere her:

http://edition.cnn.com/2016/12/26/middleeast/israel-pakistan-fake-news-nuclear/

Men hvorfor hopper vi på den - folk - selv de klogeste og mest kritiske modtagere - når vi modtager og viderebringer/deler en opdigtet nyhed? Hvorfor lader vi os fuppe?

   Svaret blæser heldigvis ikke i vinden. 

  Det er nemlig et spørgsmål som Videnskab.dk prøver at besvare i en fyldig artikel fra den 24-01-17 - under overskriften:

Hvorfor hopper vi på falske nyhedshistorier?

Manchetten lyder:

'Clinton styrer en pædofilring fra et pizzaria', 'Paven stemmer på Trump' og 'Falske Hilary-stemmesedler fundet på hemmeligt lager'. De falske nyheder truer med at underminere den demokratiske proces, og vi ser allerede de store konsekvenser, de opdigtede historier kan få i den virkelige verden.

Artiklen er skrevet af  professor S. Shyam Sundar, Afdelingen for kommunikation og medieeffekter, Pensylvania State University.

   Han skriver at en af de gængse psykologiske forklaringer er den såkaldte "bekræftelsesbias", dette at vi har en tendens til at godtage information der understøtter de synspunkter og meninger vi i forvejen har.

  Men den er utilstrækkelig, for den kan ikke forklare hvorfor vi - også - hopper på nyhedsløgne der ikke er (parti)politisk forankrede:

En mere sandsynlig forklaring er vores relative uopmærksomhed på nyhedskildens troværdighed.

Shyam Sundar fortæller om eksperimenter der viser at læserne ikke lader til at bekymre sig særligt meget om den journalistiske kilde og dens troværdighed som vi ellers traditionelt opfatter som den afgørende professionelle dørvogter ('gatekeepers') der via sit forarbejde sikrer og garanterer 'varedeklarationen' på mediehistorierne: at det er den for tiden bedst opnåelige sandhed om sagen eller begivenheden.

Det er denne laissez-faire-holdning, der, sammen med vanskeligheden ved at sortere nyhedskilderne, er den bagvedliggende årsag til, at så mange af os tror på de falske nyhedshistorier.

Hvad er problemet ved at forholde sig laizze-faire-agtigt til nyhedskilderne når de traditionelle dørvogtere har mistet deres autoritet?

   Ja, det kan simpelt hen bare være mængden af forskellige kilder bag en given nyhed som man jo så i princippet alle skulle forholde sig kritisk-skeptisk til:

Forestil dig, at du tjekker Facebooks nyhedsfeed og ser noget, som en af dine venner har delt: Det er en politikers tweet af en avisartikel.

   Her består kæden faktisk af fem kilder (avis, politiker, Twitter, ven og Facebook).

   De spillede alle en rolle i transmissionen af meddelelsen og tilslører identiteten af ​​den oprindelige kilde. Det kaldes 'kilde-lagdeling' og er et fælles træk ved vores online nyhedsoplevelse.

Det ligner jo slående den situation jeg oplevede for et par dage siden, kan jeg indskyde her.

   Spørgsmålet er så hvilken af disse kilder læserne oplever som 'de vigtigste kilder':

Dette spørgsmål nærmede mine elever og jeg os ved at analysere nyhedssites af varierende troværdighed: Yahoo News med høj troværdighed og Drudge Report med lav troværdighed.

  Disse to websteder enten linker ofte til eller genudgiver artikler, der stammer et andet sted fra.

   Vi ville gerne afsløre, hvor ofte læserne var opmærksomme på de originale kilder i historierne, som optræder på disse hjemmesider.

  Vi fandt, at læserne kun er opmærksomme på kildekæden, hvis emnet virkelig er vigtigt for dem.

Det kan jeg bekræfte. Sådan har jeg det også.

Ellers bliver de let påvirkede af kilden eller webstedet, der gengiver eller slår historien op – med andre ord det medie, der leverede dem historien.

   Det er derfor ikke overraskende, at vi hører folk fortælle, at de får deres nyheder fra forskellige 'kilder', der ikke skriver og redigerer nyhedsartikler: Verizon, Comcast, Facebook eller deres venner.

   Vores venner er ofte de nærmeste kilder, når vi læser online nyheder.

   Vores kognitive filtre svækkes, fordi vi som regel stoler på vores venner, hvilket også er skyld i, at de sociale medier er grobund for, at falske nyhedshistorier sniger sig ind i vores bevidsthed.

Det kan jeg som jævnlig Facebook-bruger og -deler også bekræfte.

Vores jævnaldrendes overbevisende appel over eksperterne er yderligere forstærket af, at vi har en tendens til at være mindre på vagt, når vi støder på nyheder i vores personlige sfære.

I øvrigt minder jeg om den meget oplysende bog af nobelprisvinderen Daniel Kahneman: "Thinking, Fast and Slow', som ved at skelne mellem to "tænkeformer" får demonstreret en, synes jeg, meget oplysende forklaring på hvorfor det oftere og oftere går galt med sandheden, både for journalister og brugere - helt uanset om de sociale medier også vrimler med falske nyheder eller ej. 

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg med kritiske analyser af aktuel journalistik, med kreativ brug af hans begreber og tænkning.

   Det sidste i serien er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/10/daniel-kahneman-igen-igen-nu-ogsa-fra.html

Artiklen fra Videnskab.dk kan læses i sin helhed her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-hopper-vi-paa-falske-nyhedshistorier?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=44aadf78d1-EMAIL_CAMPAIGN_2017_01_24&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-44aadf78d1-239790449

Den 8. september 2016 bragte Information en artikel som grundigt og nuaceret diskuterede og analyserede begrebet om 'det postfaktuelle samfund'. Artiklen er skrevet af Christian Bennike og har overskriften:

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Underrubrikken lyder:

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

Et af argumenterne som fremhæves til at slå de bekymrede oven i hovedet med, er det ældgamle: "Det er der ikke noget nyt i", fremfør af kloge folk som professor Frederik Stjernfelt, Aalborg Universitet, professor Niels Ole Finnemann, Aarhus Universitet, og Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile seriøse nyhedsmagasin Føljeton.

   Men  hvorfor skulle man dog tro på dem? Det at der "ikke er noget nyt" i fænomenet betyder vel ikke automatisk at der så ikke er noget at bekymrer sig om. 

    Jeg gør i hvert fald.

Denne rasmus-modsat artikel fra Information kan læses i sin helhed her:

https://www.information.dk/kultur/2016/09/kalder-postfaktuelle-samfund-lige-saa-godt-kaldes-demokrati

Mit tidligere indlæg i serien kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/search?updated-min=2017-01-01T00:00:00%2B01:00&updated-max=2018-01-01T00:00:00%2B01:00&max-results=3

'Fake news' - 'fup-nyheder og 'falske nyheder' - aprilsnar hele året rundt - hvad er opskriften - og hvad er konsekvenserne?

Fotos der viser hvor mange tilskuere der var foran det hvide hus da hhv. Obama og Trump blev indsat som USA´s præsident. Men er de taget på samme tidspunkt på dagen?

Min Facebook-ven David Trads skrev følgende opdatering den 23-01-17:

FAKE NEWS
Til almindelig orientering, så blokerer jeg frem over folk, der spreder fake news, straks jeg opdager det.
Fem er lige røget ud for at sprede løgnen om, at der i virkeligheden var flere til Trumps indsættelse end til Obamas.
Hvad tror de tosser ellers på?
At Elvis lever? At månelandingen var fup? At Trump taler sandt?

Jeg har faktisk selv  i nogen tid gået og bagt på  et indlæg om det som alle aviser også skriver om for tiden: fup-nyheder - falske nyheder- eller det som mange skriver - det engelske udtryk: Fake News.

   Nyheder og nyhedshistorier som er fulde af løgn - et opdigtet indhold, men som fremtræder og formidles så nogle læsere/brugere - eller mange - tror på dem som sandhed, som nogen der er dækning for i virkeligheden.

Når alle skriver om det, så er det fordi 'man' (fx FBI/CIA) mener at en række falske nyheder er udsendt af luskede hjemmesider - der ligner nyhedssider - men er oprettet netop med det formål at de 'nyheder' de lancerer, har skullet påvirke den amerikanske valgkamp ved at nogle vælgere og medier troede på dem.

  Og flere steder i pressen har jeg nu læst at udtrykket "Fake News" allerede har skiftet betydning i flere diskussioner, og for nogle sprogbrugere altså 'bare' betyder "nyheder hvis indhold jeg ikke sympatiserer med."

   I den betydning har jeg læst at fx Donald Trump bruger udtrykket. Ligesom hans talsmand er fræk nok til at kalde en bevidst og indiskutabelt løgnagtig nyhed for én nyheder der bygger på "alternative facts."

Jeg gik nogle dage i sidste uge rundt og spekulerede på hvordan jeg skulle finde et godt og helt sikkert eksempel på en falsk-nyhed - til at eksemplificere genren.

   Og så røg jeg jeg selv i sumpe med en ordentlig maveplaster! Til mine over tusinde FB-vennerne måtte jeg skrive denne opdatering - med flovmandens rødeste ører:

Kære FB-venner:

Jeg beklager at jeg for et par dage siden var for hurtig til at dele en falsk nyhed, som jeg naturligvis nu har slettet. Overskriften startede med "Israeli President: ..." og så fulgte et "citat" af en udtalelse som den nuværende israelske præsident Reuven Rivlin aldrig er kommet med.

   Artiklen stammer fra en "nyhedshjemmeside" der forkortes AWD ("Another Western Dawn") som angiveligt er publiceret fra Pakistan. Den var delt af en troværdig ven, og en anden troværdig ven gjorde mig opmærksom på brøleren.

   Og det var netop som jeg var ved at lægge an til at skrive et blogindlæg om "fake news" (på dansk "fup-nyheder"), som jo ud fra det synspunkt at de på snedig vis blander falskt og sandt, interesserer mig som en form for 'faktion' (ligesom fx 'mocumentary' eller 'aprilsnar'). Men så kan jeg lære det, kan jeg!?!?!? Og undskyld venner!

Det jeg og min kilde var gået i vandet på, var efter alt at dømme en ægte 'fake news'-artikel fra en ægte falsk-nyheds-netside.

 

Wikipedia skelner mellem 'Fake News Websites' også kaldet 'Hoax News', og 'Satire News Sites'.

    Man kan finde aktuelle lister på engelsk over de to slags fup-nyhedssider.

Her et link til en liste med 'satirenyhedssider', der defineres sådan her:

This is a list of satirical news websites which are satirical bent, or parodies of news, which consists of fake news stories and other humor. They are not to be confused with fake news websites, which deliberately publish hoaxes in an attempt to profit from gullible readers.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_satirical_news_websites

Her et følger et link til en liste med 'fake news sites' der defineres sådan her:

These sites intentionally publish hoaxes and disinformation for purposes other than news satire.  

   This list also excludes sites that promote conspiracy theories based on apparently genuine belief (as opposed to a conscious intent to misinform or to gather web traffic).

   Some of these sites use a URL that ends in .co or otherwise resembling genuine news sites

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fake_news_websites

Det er naturligvis vigtigt at (kunne) skelne mellem løgne for sjov og løgne for alvor. Og helst lige så skarpt som i Piet Heins begavede gruk:

Den, som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Til de formål som kendetegner bevidst løgnagtige 'fake news sites' hører: god gammeldags propaganda, poltisk dis- og misinformation,  bevidst forbrugervildledning (fx annoncer for varer man ikke har), og falske, men troværdige sensationsnyheder - udsendt på nettet bare for at få så mange reklameklik som muligt - og altså for at tjene penge.

På Facebook kunne jeg også for et par dage siden se at en ATS-historie var. som det hedder, 'gået viralt' på nettet - og var blevet kommenteret i lange forargede spor som om den var sand.

   For læsere af denne blog som ikke kender til ATS (forkortelsen står for "At Tænke Sig") og hvad en ATS-historie er, kan jeg oplyse (og tro mig) at der under den genrerubrik i en fast spalte på bagsiden af Politiken netop bringes mange "falske nyheder": format, form, vinkling, citater, sprog og illustrationer er den typiske avisnyheds, indholdet er satirisk eller parodisk rettet mod mere eller mindre absurde eller latterlige artikler eller udtalelser i medierne, herunder i Politikens egen 'seriøse' del.

   ATS-historien som jeg selv morede mig meget over, var illustreret med dette foto:

Historien fortalte at det helt almindelige danske ægtepar som for nylig havde vundet en lottogevinst på over 100 millioner kroner, nu af "retten" var blevet fradømt gevinsten igen fordi de - fantasiløst - i første omgang ikke ville bruge pengene til andet end nye tagrender og køb af en bil - og så oven i købet kun en kedelig Hyundai:

ATS: Lottovindere dømt til at betale gevinst tilbage

ATS-DOMSTOLEN: LOTTOVINDERE DØMT. 

Thi kendes for ret! 

Ægteparret Leif og Aase fra Ølsted, som har vundet 114 millioner i Eurojackpot, findes skyldige i manglende fantasi ved offentligt at have erklæret, at de vil bruge pengene på nye tagrender til deres hus samt en bil af mærket Hyundai.
   Retten finder, at dette er alt for uambitiøst, og at de tiltaltes udtalelser er egnet til at håne spilkunder, der drømmer om den store gevinst for at kunne rejse Jorden rundt, bade i champagne og leve et generelt luksusliv iført spraglet sommertøj.
   Med hensyn til de af Leif og Aase fremsatte ønsker finder vi, at et nyt hus samt en Tesla eller en Porsche ville have været mere passende i forhold til gevinstens størrelse.
   De tiltalte skal inden 1. februar tilbagebetale 114.000.000 kr. til Danske Spil og frakendes samtidig retten til at deltage i lottotrækninger i en periode af 5 år.

http://politiken.dk/bagsiden/art5792877/Lottovindere-d%C3%B8mt-til-at-betale-gevinst-tilbage

Hvad er det lige ATS her forholder sig parodierende og satirisk til?

   Det er reaktionerne på blandt andet Facebook og viderefortalt af EB, BT og MetroXpress m.fl. over at der ikke lå en god eventyrlig og fantastisk historie i vindernes reaktion på at have vundet lottopræmien.

Ifølge 'Læsernes Redaktør' Bjarne Schillings faste søndagsspalte i Politiken, var der altså chokerende mange bruger der havde kommenteret ATS-historien på Facebook som om det var en rigtig - altså sandfærdig - nyhedsartikel!

   Og forargelsen blandt disse kommentatorer var gevaldig stor.

   Her et eksempel på en typisk kommentar:

De skal have lov til at beholde deres velfortjente 114 mill og så må danske spil og deres juridiske retningslinjer straks fjerne deres klamme hænder fra deres gevinst. De må bruge dem på lige nøjagtig det de vil. Og det skal hverken en organisation eller staten gøre sig til herre over vil jeg mene. Om de så ville holde grillfest for hele den lille by. De er en om´er dansk spil.

Og her et eksempel mere på en kommentar til den ATS-historie:

ej hvor jeg brækker mig, hvem fuck skal bestemme hvad de bruger deres penge på! folk skal bare stoppe med at have så ondt i røven. FUCKING TIL GRIN! Pinligt danmark.

Der er ikke noget nyt under solen, fristes man - lidt arrogant og elitært - til at sige.

Enhver traditionel papiravis har siden tidernes morgen på bagsiden haft "morsomme" artikler, vittigheder, citater, tegninger.

   Genren er kendt i Danmark helt tilbage fra Meir Aron Goldschmidts satire-ugeavis Corsaren (1840-1855) som blandt andet udleverederede Kirkegaards særprægede 'apparition' når han gik rundt i byen - til morskab for københavnerne.

    På TV havde DR i 70´erne og 80´erne tradition for hver lørdag at udsende en række parodier og satire-indslag under forskellige navne som "Hov Hov" eller "Uha Uha".

    På DR-radioens P1 har man hver morgen en gang om ugen  i en årrække lidt i 8 kunnet høre satiremagasinet "Selvsving". Det er nu netop holdt op.

    Og i USA var "The Daily Show" med komikeren John Stewart som vært, i årevis - efter sigende - en vigtig kilde for mange unge amerikanere til at forstå hvad der foregik i de forskellige kanalers seriøse "News"-udsendelser. Og vi kunne også se udsendelserne på en af DR´s kanaler.

   Daily News kører videre med en ny, og ikke nær så populær vært.

   Den franske satireavis "Den lænkede and" der kombinere satire med undersøgende journalistik, blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb fordi de gjorde grin med Muhammed.

Hvad er fælles her?

   Der er tale om en tekstlig eller visuel fremstilling der ikke er sand, men opdigtet - og som i form og udtryk ligner og fremtræder som en sandhed.

   Og i de ovennævnte eksempler er meningen at publikum skal gennemskue 'løgnen' og forstå den som en slags fiktion, og morer sig over dens - helst overraskende - lighed med en sandhed.

   Men det kan de ikke altid, viser det sig.

Hvordan gennemskuer et publikum at der er tale om en satirisk løgn iklædt sandhedens form og udtryk?

   Det handler altid om konteksten - om den udtryksmæssige ramme som signalerer at det der fortælles ikke skal tages for alvor, men er for sjov.

   En sådan kontekstramme er fx overskriften "ATS" og placeringen i en enkelt spalte placeret helt ude til højre på bagsiden af Politikens første sektion.

   Enhver tekst og ethvert billede inden for den ramme, skal forstås ironisk, og de 'kendsgerninger' der leveres i teksterne, er typisk en blanding af sandt og falskt.

   Og sådan forstås  det også af enhver fast læser af Politiken - og af mange andre avis-fortrolige borgere.

Men hvad hvis man ikke læser avis og ikke kender til Politiken og dens faste satirespalte på bagsiden? Og ikke ved at overskriften ATS er navnet på den spalte? Og man kun ser historien på Facebook uden den avis-kontekst som ellers udgør dens papiravis-reservat? Og man så i øvrigt har en tåget forestilling om at samfundets institutioner godt kan tænkes at være så mægtige at de kan trække en lottogevinst tilbage hvis de er utilfreds med vindernes måde at ville bruge pengene på.

   Så er forargelsen vel berettiget? Og det at give udtryk for den i en kommentar på Facebook vel helt OK? Og ikke noget at grine af?

 

Læsernes redaktør forklarer at man havde troet sig sikker mod misforståelser med følgende oplysende kontekst:

På Facebook havde overskriften fået tilføjet 'ATS:' Og lige under den blev det forklaret, at 'ATS er Politikens satirespalte'. Fra selve nyheden var der et link til hele ATS. Så skulle man tro, at alle var med på, at det var tant og fjas. 

Ja, måske kender mange Facebook-brugere heller ikke betydningen af udtrykket 'satire' og 'satirespalte', tænker jeg. Men Politikens læsere og journalister gør det jo nok!?

Læsernes redaktør kan så berette at det slet ikke er første gang at ATS-artikler er blevet taget for pålydende:

Da ATS i sin tid citerede bstyrelsesmedlem Abbdid Wahut fra det muslimske flertal i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal for, at der ikke måtte spises flæskesteg på fællesarealerne.

Da ATS under overskriften 'Nye krav til perleplader i Randers' kunne meddele, at kommunen havde pålagt sine daginstitutioner, at grise skulle indgå som  motiv, når børnene lavede perleplader.

I princippet fungerer den slags historier i forhold til et relativt uvidende læsersegment på samme måde som de aprilsnar-artikler/-indslag man hvert år finder eksempler på i de fleste skrevne og elektroniske medier den 1. april.

Aprilsnarre i medierne er en veletableret genre som udnytter fascinationen hos læserne eller publikum ved mødet med en - gys-givende og latter-vækkende - blanding af fakta og fiktion. Når den erkendes som opdigtet, vel at mærke.

   Så får man ikke bare en AHA-oplevelse, men en HA-HA-HA-oplevelse.

I den vestlige pressetradition har journalisterne (og også reklamefolk) lov til en gang om året at narre læserne til at tro at en opfundet nyhed, iklædt journalistikkens nyhedsformater i ord, lyd og billeder, og placeret mellem alle de ægte nyheder, at den er den rene og skære journalistiske sandhed.

   Igen er det konteksten der leverer forståelsen - eller misforståelsen.

Hvilke konventioner og spilleregler der er for disse aprilsnarre, det har jeg skrevet om og beskrevet i en række tidligere indlæg her på blokken.

   'Opskriften' fra 2011 gengiver jeg her i sin fulde længde:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er aprilsnarens mål. 

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle.

   Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

   Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

   Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

Profetisk afslutter jeg et tidligere indlæg om genren med dette 'tankeeksperiment':

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?

   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".

   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Men det er jo faktisk det der ser ud til at være ved at ske i disse år: et gradvist sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk mediebåret kommunikation forudsætter og er indlejret i, og som også de fleste af de vidende og højtuddannede eksperter som journalisterne citerer, har lænet sig op ad og levet højt på i århundreder.

Det ser ud til at det for (alt for) mange mennesker er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Face-book eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - men ej heller på de de digitale medier og hjemmesider der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som serøs og troværdig journalistik.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

 

Det fortæller jeg mere om i et følgende indlæg hvor jeg også kommer ind på hvorfor vi "hopper på den", også selv om vi er oplyste og kritisk indstillede.

Her følger links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om 'aprilsnarre' og deres dramaturgi - med en masse illustrerende eksempler:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015_04_02_archive.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

To begreber om kreativitet - som skal tænkes sammen med vilje - og erindringer om et liv med analytisk efterkritik som en slags primus motor for udviklingsprojekter

En artikel på Videnskab.dk sendte mig down memory lane. Om mine mange års positive erfaringer med kurser i efterkritik, og hvad der kendetegner den gode konstruktive efterkritik

Artiklen havde rubrikken:

Sådan bliver du kreativ

Og indledningsafsnittet udfolder sig sådan her:

Kreativitet er en eftertragtet egenskab. Arbejdsgiverne vil gerne have kreative og innovative ansatte, og skolerne vil gerne have kreative elever.

   Men mens det er meget nemt at sige, at man vil have mere kreativitet, er det svært at få det. For hvordan bliver man egentlig kreativ? Det satte tre forskere fra Aalborg Universitet sig for at finde ud af, ved at undersøge 22 fremtrædende kunstneres kreative processer.

   »Vi har taget konsekvensen og spurgt 22 kunstnere: Hvad gør I, når I skaber, og hvordan blev I kreative mennesker?« fortæller lektor Tatiana Chemi, der forsker i kunstneriske læreprocesser og kreativitet ved Aalborg Universitet.

   »Vi fandt ud af, at kunstnere i høj grad tænker den kreative skabelsesproces som en læreproces. Kreativitet er altså ikke en guddommelig gave, man er født med. Det er en arbejdstilgang, som alle kan bruge, men som kræver, at man løbende udvikler sin håndværksmæssige kunnen, sin viden og sin risikovillighed – og det kræver hårdt arbejde.«

Normalt er der to meget forskellig begreber om kreativitet i spil - fx i skolesammenhæng:

    Dels som noget der er en afgørende del af et håndværk: sang, musikudøvelse, maleri, tegning, dans, skrivning, snedkerering, og som er udtryk for at håndværket udøves på en ny og original måde.

Dels som noget der udøves i en grupper sat sammen af mennesker med forskelige kompetencer, med henblik på at tænke nyt - og få nye ideer til hvordan man løser gamle problemer og skaber nye produkter der kan udkonkurrere andre.

Kreativitet i den første forstand som en del af et håndværk er det begreb der er i spil på kunstuddannelser, og er typisk en meget individuel - og indadvendt proces.

   Kreativitet i den anden forstand som brændstof i ideudvikling er typisk det man underviser i på kurser for virksomhedsledere og medarbejdere - og er en fælles socialpsykologisk proces

Artiklens pointer er imidlertid at kreativitet skal tænkes som en viljesbestemt læreproces der får de to former til til at spille sammen :

»Så kreativitet er både noget håndværksmæssigt, noget med at tænke nye tanker, men også en vilje til at være kreativ – og de tre ting påvirker hinanden. Den måde, jeg tænker på, påvirker det, jeg gør. Og det jeg gør, påvirker den måde, jeg tænker på,« siger Tatiana Chemi.

Tatiana Chemi er den ene af et trekløver af forskere fra Aalborg Universitet der har udgivet bogen "Behind the Scenes of Artistic Creativity" i 2015.

I artiklen i Videnskab.dk opsummerer de deres resultater i en række gode råd hvis man vil ind på vejen til at blive kreativ:

• Først og fremmet er det vigtigt, du selv tror på, at du kan være kreativ. Giv ikke op på forhånd, for alle kan være kreative.
• Du skal vælge et håndværk, du vil mestre. For eksempel malerier, reklamefilm eller skibskonstruktion.
• Så skal du finde viden om håndværkets traditioner. På den måde får du et godt grundlag at arbejde ud fra. Har du en stor viden om traditionen, kan du hele tiden indgå i en dialog med de kreative løsninger, som dine forgængere kom på.
• Når det handler om kunst, skal du desuden turde udstille dig selv og dine følelser. Når du skaber, skal du ikke tænke på, hvad andre vil tænke.
• Har du først det basale håndværk på plads, kan du begynde at tænke skævt i forhold til traditionen. Du skal øve dig i at skabe vilde associationer og bagefter tænke kritisk over dem for at vurdere, om de kan bruges.
• Du skal ville det og forpligte dig selv til at blive bedre.
• Og meget vigtigt: Vær parat til at begå mange fejl og at lære af dem.

Hvis du vil læse mere, så er her et link:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/sadan-bliver-du-kreativ

Artiklen hvis pointe altså var at kreativitet er en læreproces, sendte mig down memory lane, til mit arbejde gennem mange år med at udvikle og undervise på kurser i efterkritik. Og som professionel efterkritiker.

I 1981 skiftede jeg job fra at være lektor i sprogbrugsanalyse på RUC til at være uddannelseskonsulent i DR´s afdeling for interne efteruddannelse Personalekursus (senere DRU).

   Med i bagagen havde jeg 9 års erfaringer med at vejlede tværfagligt arbejdende projektgrupper - og  det var jeg godt til. Endvidere erfaringer med at sætte ord og begreber på hvad der gjorde vejledning god og brugbar for de studerende. Og endelig erfaringer fra kurser i interviewteknik og værtstræning sammen med Poul Trier Pedersen, kurser hvor jeg var blevet klar over at jeg var rigtig god til at give konstruktiv feed-back (efterkritik) med brug af tekstanalyse-tænkning og -teori. Og hvorfor.

Langt hovedparterne af de kurser man på det tidspunk udbød i regi af DR´s Personalekursus, var poduktionsrettede: kurser i manuskriptskrivning, interviewteknik, radioproduktion, tv-produktion, lydteknik, fotograf-teknik, etc.

   Så da jeg startede mit ny job havde jeg naturligvis ambitioner om at forny kursusudbuddet - helst i noget som havde fokus på udvikling.

   Jeg tog rundt i afdelingerne og spurgte på møder og via spørgeskemaer:

Hvad er det største problem I har i jeres daglige arbejde, som vi kunne gøre noget ved gennem kurser vi kunne lave for jer?

Jeg havde forventet mange forskellige svar - afhængigt af afdeling og afhængigt af den profession folk havde og de job de varetog.

   Men nej. Der var et enkelt og helt gennemgående svar på tværs af afdelinger og professioner:

Det største problem vi har, er den dårlige eller manglende efterkritik. Vi savner en ordentlig professionel feed back som vi kan bruge til noget, og som vi kan lære noget af.

Det var en overraskelse. 

   Og en udfordring det jo var oplagt at prøve at tage op.

  Men hvordan? Årstallet var 1982. Og der var ingen forbilleder at hente nogen steder. Kursus i efterkritik!?

  Gennem forskellige forsøg endte jeg med at udvikle et redaktionsrettet kursus - i første omgang for radioredaktioner - med forkortelsen MIK - som står for Manuskript, Interview, Kritik.

  Det var et kursus som dels var institutionelt forankret i den enkelte redaktions daglige arbejde, og som dels lavede en direkte kobling til grundlæggende håndværksmæssige færdigheder når man skulle lave radio.

   

MIK-kurserne blev en stor succes. Ikke mindst fordi en ikke forudset effekt af at deltage på dem var en nærmest eksplosiv opblomstring af kreativiteten på redaktionerne, hos medarbejderne og i produktionerne.

   Kurset blev siden integreret med det kursus i dramaturgi som Ingolf Gabold samtidig havde udviklet til TV: TV-SUM (TV Som UdtryksMiddel) et samarbejde mellem os som endte med at jeg kom til at undervise i dramaturgi og senere udviklede mit eget kursus (plus en  bog) med titlen "Faktion som udtryksmiddel".

   

MIIK-kurset og den bagvedliggende tænkning gik også sin sejrsgang i Sverige og Finland, så jeg oprettede eget firma, PHL-kommunikation for at kunne efterkomme efterspørgslen fra de forskellige redaktioner og interne efteruddannelsesafdelinger.

   

Det at MIK-kurserne havde en markant positiv effekt på kreativiteten på redaktionerne, førte til at jeg i slutningen af 80´erne fik til opgave sammen med en dygtig redaktionssekretær at udvikle et nyt og mere ambitiøst kursus der skulle opruste både radio- og tv-redaktioner i Danmarks Radio til konkurrencen med de kommercielle lokalradioer og med TV 2 og TV 2-regionerne.

   Det fik navnet RIKK - som står for Redaktionsudvikling, Ideudvikling, Kreativitetsudvikling og Kritik. 

    Og den bagvedliggende konceptuelle tænkning var netop at udvikling og fornyelse var en villet læreproces der forenede og integrerede de to former for kreativitet i en slags udviklingsspiral som beskrevet ovenfor.

   

Arbejdet med disse RIKK-kurser - eller snarere udviklingsprojekter - var uhyre lærerigt og gav en dyb indsigt i samspillet mellem konstruktiv efterkritik, effektiv redaktionsledelse og kreativ konceptudvikling. 

   Stort set alle de redaktionssekretærer som jeg havde som skiftende makkere i disse redaktionsudviklingsprojekter, endte med at få chefstillinger  i DR. 

   Og for mig selv blev RIKK-arbejdet det mentale afsæt for at søge - og få - jobbet som direktør for TV2 ØST i foråret 1992.

   

Også i det arbejde indgik den systematisk analytiske efterkritik som en vigtig kreativitetstimulerende udviklingsmotor for både mig selv, mine chefer og medarbejdere. 

   Og jeg er overbevist om at det at stationen seertalsmæssigt relativt hurtigt steg fra en bundplacering til en topplacering blandt de regionale TV2-stationer, hang sammen med det. 

I mine senere job som professor på journalistuddannelsen i Odens og i Roskilde underviste jeg også de studerende i konstruktiv brug af analytisk efterkritik. Og til den undervisning sammenfattede jeg de mange års erfaring i en tekst som følger her i sin helhed.

Peter Harms Larsen:

GODE RÅD OM DEN GODE EFTERKRITIK

Den gode efterkritik er først og fremmest ikke ”karaktergivning” eller ”anmeldelse” – den skal ikke bare give udtryk for hvad ”jeg mener” eller hvad ”jeg synes”. Og skal altså ikke blot uddele vurderende kommentarer som ”det er godt” eller ”det er skidt”. Den gode efterkritik skal være en hjælp – ikke en dom.

Den gode efterkritik interesserer sig mere for hvad der er godt og vellykket end for det som er problematisk og har mangler. – Den er altid velforberedt og har et ”pædagogisk” sigte.

Den gode efterkritik indeholder altid en eller anden form for analyse: Hvad præcist skyldes at dette indslag funger godt og virker stærkt – hvorfor er dette træk et problem i denne artikel? – Den gode efterkritik forhold sig altså til håndværkets kvaliteter og mangler – i detaljer!

Den gode efterkritik spørger efter årsager og forklaringer i arbejdsprocessen: Hvorfor blev det som det blev – godt eller mindre godt: god briefing af fotografen, uskarp vinkling, manglende samarbejde mellem fagfæller, forvirrende redaktionsmøde, kreativ udnyttelse af ressourcer, kreativ brug af billeder, velresearchet interviewer?

Den gode efterkritik prøver ikke at sige alt om alt i artiklen eller programmet hver gang, for så bliver den overfladisk og ubrugelig. – Og efter et stykke tid: gold rutine.

Den gode efterkritik fokuserer hver enkelt gang på et eller nogle få emner/temaer, som så behandles grundigt og omhyggeligt. Til et kritikmøde snakker vi om rubrikker og deres funktion, til et andet om god og mindre god udnyttelse af cases, til et tredje om muligheder for kreativ brug af klicheer, til et fjerde om samspillet mellem tekst og billeder.

Den gode efterkritik kommer altid med dokumentation og viser konkrete eksempler på det den påstår, så alle kan se hvad det er man snakker om. En ”fælles” erindring om noget bestemt i en artikel eller et indslag i går, er et usikkert grundlag at diskutere på.

Den gode efterkritik er konstruktiv og peger altid frem mod næste gang: Hvordan kan vi gøre det bedre? Hvordan sikrer vi at vi gentager succesen og får den videreudviklet? – Den gode efterkritik skal først og fremmest ses som et udviklingsværktøj - udvikling af personer, redaktionen, koncepter, produktet. Den gode efterkritik bygger på den grundantagelse at alle kan lære nyt, alle kan udvikle sig, og at alle ønsker at blive bedre til det de gør.

Den gode efterkritik tydeliggør hvad det er for nogle overordnede professionelle normer den tager afsæt i, hvilken redaktionel policy den forholder sig til, og hvilket koncept for artiklen, avisen, programmet den er styret af.

Den gode efterkritik er kun god hvis den kan bruges af den eller dem der har produceret artiklen, opslaget, indslaget, programmet – eller af ligesindede.  Den gode efterkritik har ikke altid ret, men sætter altid skub i en konstruktiv diskussion.

Efterkritik i praksis

For at kunne leve op til kravene til ”den gode efterkritik”, skal efterkritikeren være udpeget på forhånd, og have rimelig tid til forberedelse. Alle erfaringer med spontan, uforberedt og ’’alle har en mening som det er meget vigtigt at få ud”-efterkritik, er dårlige. Den slags efterkritikmøder opleves meget ofte som spild af tid eller decideret som destruktive for udvikling.

Forberedelsestiden skal bruges til ”analyse” af det der skal kritiseres, og til planlægning af hvordan den bedst fremlægges. Analyse forudsætter flere gennemlæsninger/gennemsyn af produktet, og udvælgelse af eksempler til illustration og dokumentation af det der analyseres. Analyse indebærer også brug af professionelle termer og begreber: Mangler man dem, må man opfinde nogle. Det er vigtigt at efterkritikken italesætter den ellers ”taves” professionelle viden.

Er der tale om avisartikler, så er OPH-transparent-kopier, eller PowerPoint-slides det rigtige hjælpemiddel til fremlæggelsen. Hvis det er tv det gælder, har vi brug for en monitor og en dvd-afspiller Efterhånden kan der altid afspilles noget, og vises noget via en computerskærm på et lærred via en projector. Det er altid ønskeligt at have en Flip-over eller en White-board i lokalet, så man kan ”tegne og fortælle”.

Det er død vigtigt at få efterkritikken sat i faste rammer, med hensyn til hvor og hvornår den skal fremlægges, i hvilket medie (møde mundtligt, skriftligt pr. mail), og hvem der har ansvaret. Læg det ind i en vagtplan, så der er sikkerhed for at det bliver gjort fast og ordentligt. Hvis det drejer sig om møder, så sæt en tidsgrænse der altid overholdes. Hvis den ansvarlige for produktet ikke er med, er det vigtigt han/hun får et skriftligt referat af kritikken.

Når en efterkritik er fremlagt, er det den kritiserede der har ordet. De andres – typisk uforberedte – meninger er ikke særlig interessante, med mindre de direkte kan tilføje noget nyt og konstruktivt til den fremførte kritik.

Det er vigtigt at det tema, emne eller problem som efterkritikken skal forholde sig til, aftales på forhånd, så fokus er klart og begrænset. Sørg så for at variere fra uge til uge. Varier også ved at invitere nogen kvalificerede udefra med mellemrum. Ellers er det en god ide at man går på omgang – også mellem faggrupper. Og at man f.eks. veksler mellem efterkritik fra chef og fra medarbejder.

Det er vigtigt at den/de redaktionelt ansvarlige (redaktionssekretær, redaktionschef) forholder sig til kritikken, og hvis det er nødvendigt: konkluderer: For fremtiden skal vi gøre… skal vi undgå… Forslag til forbedringer må ikke bare svæve usikkert i luften, så det overlades til den enkelte at finde ud af om hvad der er ”policy”.

Det er en god ide at forbeholde den positive efterkritik til det store forum, til den redaktionelle offentlighed. Det giver gode læreprocesser og generelt god stemning. Og så forbeholder man den efterkritikken af mangler og svagheder til noget der foregår under fire øjne. Negativ efterkritik i et større professionelt forum fører nemt til ”professionelt ansigtstab” og det blokerer for forståelse og læring hos den kritiserede. Det uanset at man kan have en norm om at selvfølgelig kan vi ”stå for mosten” og ”tage øretæverne” når vi nu selv er så kritiske over for andre i vores journalistik.

Brug af analytisk efterkritik til at stimulere redaktionel udvikling er i tidens løb blevet journalistisk allemandseje. Og noget som man underviser i ikke bare på journalistuddannelserne men også i redaktionsrettede efterudannelseskurser. Og ikke bare i Danmark men i hele Skandinavien. Se fx her:

http://sommerstein.se/da/tjanster/feedback/

Selv har jeg skrevet om det i denne artikel: "Sig det med ord! - om analytisk efterkritik i store elektroniske medieinstitutioner". Publiceret i bogen "Anvendt sprogvidenskab redigeret af Elisbeth Engberg-Petersen m.fl. fra 1990.

Anbefales kan også denne glimrende og velskrevne bog af Hans Christian Andersen som kobler analytisk efterkritik sammen med ideudvikling og coaching:

På mange måder er også det projekt som skriverierne til denne blog udgør, gennemsyret af de ideer som har været fundament for den form for efterkritik jeg har advokeret for igennem mange mange år.