Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Af og til læser man en artikel som konceptuelt rammer plet i kraft af det kreative sprog.
I dag var det en "Signatur" af Amalie Kestler i Politiken. Under rubrikken ...
Vi har brug for politiske bådebyggere
... skriver hun en kommentar hvor hun filosoferer over Dansk Folkepartis flotte valg til EU-parlamentsvalget. Hendes umiddelbare svar er at
Dansk Folkeparti er det eneste parti der konsekvent og enkelt har forholdt sig til de spørgsmål som ligger flertallet af danskere på sinde: Hvordan klarer vi os - økonomisk, socialt og kulturelt - i en verden og en tid, hvor det at miste er en konstant faktor? Hvordan holde vi fast på os selv og det, v i kan som land, som økonomi og som kulturel enhed i en tid hvor verden rykker tættere sammen og presst udefra derfor bliver større?
Det er globaliseringen der er "truslen", og det er spørgsmålet om hvordan vi - danskerne - skal forholde os til den, som Amalie Kestler har på sigtekornet for sin klumme. Hun mener at det er helt urealistisk som DF-erne forstiller sig, at "koble Danmark fra resten af verden". Og så går hun ellers igang med en flot sammenhængende metafor-udlægning af de to muligheder:
Alle forandringerne viser præcis det modsatte: Danmark bliver mere og mere koblet på en global udvikling. Væksten og produktionen flytter fra land til land, arbejdspladser forsvinder og mennesker mister deres indtægtsgrundlag.
Noget nyt skal gerne opstå. Men at foregøgle, at man kan stoppe denne udvikling, er uhæderligt over for vælgerne. Det er som at forsøge at stoppe bølgerne i vandet, der langsomt, men sikkert ændrer kystlinjen. Det kan man ikke.
Man har to muligheder: Man kan bygge diger, som kan holde vandet ude en tid, men som før eller siden vil sprænges med ødelæggelse og nedrivning til følge – eller man kan bygge både, som kan sejle ovenpå og finde nyt land. Dansk Folkeparti bygger diger. Vi har brug for flere politikere, der bygger både.
For ideen om, at vi kan føre en politik, som gør Danmark større og resten af verden mindre, fører os på vildspor og hindrer os i at finde svar på tidens vigtigste spørgsmål: Hvordan kommer vi styrket og ikke svækket ind i fremtiden?
Smuk kompleks metafor og et fint eksempel på 'konceptuel blending': 'globaliseringen' som 'vand der stiger', og de to muligheder for at forholde sig til den uundgåelige udvikling: mentalt "at bygge diger" eller mentalt "at bygge skibe".
Amalie Kestler forsætter med en også flot og præcis analogiargumentation: Historierne om to polarforskeres ekspeditioner på Antarktisk om at nå og finde Sydpolen: Scott og Amundsen:
Vi må forberede os på naturens – i dette tilfælde globaliseringens – præmisser, hvis vi skal komme styrket ind i fremtiden. Hvad fortæller historien os om opdagelsesrejsende, som indtog nyt land? Amundsen vandt kapløbet til Sydpolen over Scott og hans folk, som alle døde. Hvorfor? Hvad var forskellen på den måde, de greb opgaven an på?
Den korte version er, at Amundsen forberedte sig på naturens præmisser, mens Scott ikke gjorde. Amundsen forberedte sig ved at studere eskimoer, bruge hunde i stedet for ponyer (som Scott bl.a. gjorde!), lave flere forrådskamre til tilbageturen, hvis han skulle komme ud af kurs, tage fire termometre med, hvis et skulle gå i stykker osv.
Scott lavede ét forrådskammer, som han ikke nåede frem til, og hans eneste termometer gik i udu. Han tabte og mistede livet, fordi han ikke forberedte sig på naturens præmisser.
Det her er kreativt sprog og øjeåbnende journalistik. En fornøjelse at læse og tænke videre over med konstruktive billeder i hovedet.
Kommentaren slutter med at vende tilbage til 'bygge diger - bygge både'-modsætningen til at et forsøg på at definere politikernes opgave:
Politikerne er opdagelsesrejsende, der skal finde frem til målet under skiftende, strabadserende forhold. Men mon ikke vælgerne foretrækker både frem for diger, hvis de kan se forskellen?
Det foregående indlæg om forfatteren Kim Leine med udgangspunkt i et Nils Thorsen interview med ham, sluttede med et afsnit hvor jeg begyndte at udforske endnu en "særlig evne" - nemlig den automatisk at kunne gentage en hørt udtalelse bagfra - uden tøven og uden bevidst at tænke over det.
Afsættet var at den særlige evne havde Kim Leine - sammen med en usædvanlig god selvbiografisk hukommelse.
Jeg fandt i første omgang på nettet to yderligere eksempler på mennesker der havde den meget specielle evne, eksempler som var blevet rapporteret i henholds vis Daily Mail (2012) og den engelske udgave af Pravda (2010).
En af artiklerne mener at det at have den særlige 'gave' er så sjældent forekommende at kun én ud af en million har den.
Det tema forfølger jeg videre i dette indlæg - men repeterer lige sidste del af foregående indlæg:
Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive.
Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.
Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener.
Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.
"Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".
Og så ville de også høre deres egne navne.
"Henriksen?", udbryder han.
"Ingen problemer: "Neskirneh".
Hovsa! tænker jeg: "Uden at tænke sig om"!!!! Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre 'sansninger' fra andre steder i hjernen; at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, hvor hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer.
I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.
Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale det baglæns, fortæller hun.
Og jeg kan fx absolut ikke!
Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning.
Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.
Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre.
Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.
Jeg spørger via Google om "people who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.
Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne. Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet:
Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds
Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:
Pigern hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige 'talent' - som altså deler med Kim Leine.
Daily Mail-artiklen fortæller:
Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.
'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.
And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.
Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'.
Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".
Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:
Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.
Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben.
Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.
Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.
Siden har jeg så søgt videre på nettet, og også spurgt facebookvenner om der var nogen af dem der havde det særlige talent, eller eventuelt kendte nogen der havde det.
I artiklen fra Pravda hævdes det at det er så sjældent forekommende at det kun er en ud af en million der har det.
Men bingo: Jeg fandt ham her (og flere andre) på YouTube:
Faderen skriver:
This is my 10 year old Son, Cameron, talking backwards. We discovered he had this amazing talent a couple of days ago. Apparently he has been entertaining friends at school for a couple of months now! Also check http://www.youtube.com/watc... for another Video we recorded at the same time last year.
Det Camron gør med sin iPad, er at han indtaler sin baglæns-tale som lydfil på iPad´en, og den har så en apps som kan vende talen om. Hvis man altså taler normalt til appsen, så returnerer den talen på samme måde som Camron gør.
Men ved hjælp af den kan Camron så også dokumentere for sig selv og andre at det faktisk er 'korrekt' baglæns-tale han udsiger, fordi der retur kommer normalt forståelig tale.
Her er en tidligere optaget video af Cameron:
Han har nu sin egen 'kanal' på YouTube hvor han demonstrerer sit særlige talent:
I en af kommentartrådene til disse videoer kommer dette indlæg fra en mand der har samme evne, og troede han var den eneste i verden der havde det sådan:
OMG! Dude you ROCK!! I'm in my 30's and am a snail compared to you. My memory is not as sharp as it used to be. I learnt purely by accident when I used to dismantle cassette tapes and put them back together with the tape kind of upside down (it's a long story, I was a lonely kid!!) but once you work out how to do it it becomes pretty easy, right? It's like having a mirror inside your head, ain't it? I'm so chuffed to finally find I'm not alone in the world. Thank you Cameron and best wishes to you and your family from down south. :-)
Kommentaren er helt analog med en masse indlæg på nettet fra mennesker der efter mange år opdager at de ikke er alene om deres synæstesi, hvad der for mig tyder på at de to "syndromer" er neurologisk beslægtede.
Her et andet eksempel med pigen Meg Cavanaugh, som også har dette "truly amazing talent" som rubrikken udtrykker det. Her oversættes hendes baglænssnak visuelt og typografisk på skærmen:
Nu har jeg også fundet en Wikipedia-artikel som i fagsprog benævner og beskriver fænomenet: "phonetic reversal" - altså 'fonetisk omvending' - som ifølge artiklen skal holdes adskilt fra såkaldt 'backmasking' som er det lydspor man får ved mekanisk at afspille en lydoptagelse baglæns:
"Phonetic reversal is the process of reversing the phonemes of a word or phrase. When the reversal is identical to the original, the word or phrase is called a phonetic palindrome. Phonetic reversal is not entirely identical to backmasking, which is specifically the reversal of recorded sound. This is because pronunciation in speech causes a reversed diphthong to sound different in either direction (e.g. eye [aɪ] becoming yah [jɑː]), or differently emphasize a consonant depending on where it lies in a word, hence creating an imperfect reversal. Backmasking involves not only the reversal of the order of phonemes, but the reversal of the phonemes themselves, which means that the reversed sound of a phrase may be hard to predict.
According to proponents of reverse speech, phonetic reversal occurs unknowingly during normal speech."
Her er en dreng der har reageret på pigen Alyssa Kramers videoer, som jo var den jeg først viste og henviste til i det her indlæg:
Han gør opmærksom på at selvom hans og Alyssas talent ligner hinanden, så er de ikke helt ens: Når hun taler baglæns, så er ordenes rækkefølge i sætningen også vendt om, mens han kun udtaler det enkelte ord baglæns, men bevare rækkefølgen af ordene som i en normal sætning (hvad der må være forklaringen på at han netop kan tale til hende som han gør her).
Min teori er imidlertid at han snyder - og simpelt hen har skrevet det han siger, ned på forhånd og så læser op. Og det i virkeligheden er en slags kontaktannonce fra ham til Alyssa.
Her er imidlertid endnu en pige, som jeg er sikker på er ægte naturlig baglæns-snakker:
Og her endnu en som tydeligvis er ægte og autentisk baglæns-snakker:
Flere af de børn og unge som har demonstreret deres talent på video, er siden blevet gæster på diverse talkshows og har medvirket i nyhedsindslag. Ikke mindst Alyssa kan man se stort set har optrådt hele viften rundt på de forskellige amerikanske tv-kanaler, både i flere nyhedsprogramme og diverse talkshows.
Her er et link til et skrevet interview med en kemi-studerende der er baglænssnakker. Han har et par år tidligere 'optrådt' med og demonstreret sit 'talent' på Oprah´s talkshow:
Fælles for de fleste synes at være at når de har opdaget at de havde dette specielle talent - denne særlige even, så har de ikke rigtigt kunne bruge det til noget "worthwhile" - ikke andet end 'underholdning' for familie og kammerater, og - som man kan se - til at optræde på videoer der derefter er "gået viralt" på nettet, som det hedder.
Flere baglænssnakkere fortæller at de ligefrem været bange for at fortælle det og demonstrere det offentligt - for ikke at blive stemplet som en 'freak' eller 'weirdo'.
Generelt synes der at være mange paralleller til både synæstetikere og til den gruppe jeg omtalte i et tidligere indlæg, som har en ekstremt detaljeret selvbiografisk hukommelse, altså dem der med en faglig betegnelse har fået diagnosen 'hyperthymesia' eller HSAM:
Jeg ville naturligvis gerne kunne have spurgt de unge mennesker som vi har set på video, om de også havde oplevelser og erfaringer med en eller anden form for synæstesi.
Det spørgsmål har jeg så stillet til det eneste danske eksempel jeg foreløbig har opsporet, på en person der kan baglænssnakke spontant, automatisk og uden tøven.
Og bingo igen: Det er en pige der er studerende, og hendes mor fortæller at hun forbinder bogstaver med både farver og former. Hun har ikke fotografisk hukommelse, men det har hendes to brødre som også er meget musikalske og næsten har absolut gehør.
Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden".
Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:
Flugten til Ingenmandsland
Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:
Drengen på afgrundens rand
Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:
Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".
Her kommer en lidt udvidet liste:
mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland
Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.
Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:
Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang.
Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':
Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.
Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:
Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
"Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
"Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.
En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".
Nils Thorsens tekst fortsætter:
Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.
Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.
Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":
Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.
Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:
Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.
"Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan vejret er i dag. Så gør vi det.""
Men det kræver lidt teknik.
"Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.
"Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."
Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.
En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":
Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:
Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var.
Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:
Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:
"Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.
"Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.
"Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".
Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)
I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...
Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.
Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:
Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.
"Jeg elskede de bøger", siger han.
"De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."
Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....)
Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".
Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive.
Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.
Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener.
Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.
"Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".
Og så ville de også høre deres egne navne.
"Henriksen?", udbryder han.
"Ingen problemer: "Neskirneh".
Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer.
I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.
Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.
Og jeg kan fx absolut ikke!
Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning.
Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.
Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre.
Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.
Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.
Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet:
Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds
Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:
Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.
Daily Mail-artiklen fortæller:
Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.
'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.
And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.
Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'.
Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".
Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:
Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.
Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben.
Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.
Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.
Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.
Jeg blev igen ringet op af en journalist der ville have mig til at kommentere Ken B. Rasmussens roman "Livet, det forbandede", den bog der åbnede op for Se & Hør-skandalen. Når journalisten kontaktede mig for at få citater, var det fordi jeg jo var 'ekspert' i 'faktion', forklarede han.
Vinklen som jeg gerne skulle bekræfte, havde han på forhånd: at det var moralsk anfægteligt og måske juridisk problematisk at blande fakta og fiktion som forfatteren Ken B. Rasmussen havde gjort det. Var der ikke nogen grænser for hvad man kunne tillade sig at kolportere til offentligheden under dække af at det 'bare var fiktion'? - var det spørgsmål hans stillede i mange forskellige forklædninger og udgaver.
Jeg kunne ikke bekræfte eller underbygge hans vinkel. Jeg kunne kun svare: "Det kommer an på ... KONTEKSTEN (den sociale og historiske) og KONTRAKTEN med publikum. Og man kan ikke generalisere." Noget i den retning, sagde jeg om og om igen - før han gav op.
Jeg citerer så nu lige mig selv fra min gamle bog "Faktion som udtryksmiddel" hvori jeg definerer begrebet 'faktion':
Faktion” er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.
I kort form er 'faktion' altså: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen!
Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Livet, det forbandede" er faktion i min forstand. For sikken en ballade!
Det er vigtigt at understrege at definitionen altså ikke går på form og udtryk. Selv om der er typiske konventioner for hvordan man i sprog og billeder kommunikerer når det er fakta og andre typiske konventioner for form og udtryk når det er fiktion, så kan både form og udtryk altid mimes og "låne eller efterligne udtryk fra den anden side".
En af de mest simple definitioner på fortællende - narrativ - journalistik - lyder på engelsk: "Journalism that reads like a novel".
Og en af de simpleste definitioner på reality-tv lyder på engelsk: "Unscriptet drama".
En af de typiske velkendt faktionsgenre i bogform er 'nøgleromanen', en genre som dansk Wikipedia definerer sådan her:
Nøgleromaner er romaner, der har udgangspunkt i faktiske begivenheder og indeholder karakterer, der er baseret på faktiske personer[1].
Begrebet er afledet af det franske begreb roman à clef, der har en tilsvarende betydning. »Nøglen« til romanen er således kendskab til dens kontekst. Der gives ikke klare kritierier for, hvornår en roman er en nøgleroman, men man betoner ofte en høj grad af forankring i virkeligheden i dens skildring af emnestoffet.
Der er en række årsager til at skrive nøgleromaner, og foruden den øgede kunstneriske frihed kan valget skyldes bekymringer om at pådrage sig sociale eller juridiske konsekvenser, hvis værket kan opfattes injurierende eller vil kunne anvendes i bevisførelsen ved en retssag, der omhandler begivenheder skildret i værket.
I den definition lægges der altså vægt på at man - forfattere - skriver den slags for at forsvare sig - enten kunstnerisk eller juridisk.
Et af de eksempler i der nævnes i Wikipedias artikel, er Knud Romers roman "Den som blinker er bange for døden'. Den var der også 'ballade' om da den udkom idet sandfærdigheden i skildringen af forfatterens opvækst, blev anfægtet af kilder fra hans barndoms by. Altså i min defintion et klart eksempel på 'faktion'.
Andre kloge folk har talt om "fiktionsfri fiktion" om den slags romaner, også med henvisning til Knausgårs "Min Kamp". Andre fagudtryk der har været i spil i de senere år er 'autofiktion', og her for nylig 'performativ biografisme'.
Man kunne såmænd også nævne Holbergs "Niels Klims rejse" som eksempel på 'faktion': en satirisk fiktion på latin som gjorde det muligt for ham - netop ustraffet - at gøre satirisk og kritisk grin med forskellige sider af samfundslivet, hvad man den gang godt kunne risikere at komme i fængsel for hvis kritikken blev formuleret direkte og i klartekst.
I min bog om faktion fremsætter jeg den hypotese at når fx forfattere eller filminstruktører vælger at udkomme i en form for 'Faktion', så er det for at opnå særlige effekter i forhold til modtagerne - til publikum og offentligheden - effekter som ikke eller kun vanskeligt ville kunne opnås uden at blande.
Det er præcis derfor Ken B. Rasmussen har skrevet sine afsløringer af hvad der foregik på Se & Hør da han var ansat der, i fiktionens form: for effektens skyld!
Enhver journalist ved at lige præcis blandingsformen simpelt hen er "guf" for andre journalister - fordi de alle som eksistentielt professionelt problem har spørgsmålet om hvor grænsen går mellem fakta og fiktion. Så ved at vælge den selvbiografiske nøgleromans form - frem for fx. at skrive nogle sandhedsforpligtede avisartikler om de moralsk angribelige researchmetoder og den kriminelle kildebrug på Se og Hør - så er Ken B. sikker på at effekten og gennemslagskraften i offentligheden og blandt journalist-kolleger vil være meget, meget større.
Jeg har også den hypotese - som ikke står i faktionsbogen - at det ofte er en særlig kreativ personlighedstype som har særlig hang til 'faktion' - og som regel ligefrem nyder suset ved at udfolde sig i fortælleformer hvor en vigtig del af fascinationen er knyttet til usikkerheden omkring sandt og falskt, virkelighed eller fantasi. De tænder simpelt hen på "konceptuel blending".
Som eksempler kan jeg i flæng nævne navne som: Poul Trier Pedersen, Poul Martinsen, Poul Nesgaard, Peter Øvig Knudsen, Anders Lund Madsen, Michael Jeppesen, Mads Brügger, Erik Thygesen, Michael Berthelsen, Morten Sabro, Jan Stage, Stefan Schwartz.
Ud fra hvad jeg har læst om Ken B. Rasmussens omtumlede liv og brogede karriere, er jeg ikke i tvivl om at han hører til den personlighedstype. I en portrætartikel i Politiken citeres en kilde for at han er sådan en der "tænker ud af boksen" - og studiekammerater fra journalistikuddannelsen på SDU beskriver ham som en 'outsider".
Politiken går til forlagsdirektøren for at få genrespørgsmålet afklaret:
Johnny Staun, direktør i Bogkompagniet, siger til Politiken, at Ken B. Rasmussens bog er en roman, men at flere af beretningerne i bogen er baseret på virkelige begivenheder.
»Vi har tjekket nogle af de ting, der står, men det er vigtigt at sige, at det her er en roman. Folk skal læse den, for det er spændende. Og hvis det viser sig, at det Ken har skrevet er sandt, så er det jo en kæmpe skandale«, siger Johnny Staun.
Men er 'Livet, det forbandede' en fiktionsroman eller en dokumentarisk bog?
»Det er lidt af det hele. Det er en beskrivelse af en mands liv og opture og nedtur«.
Altså en typisk nøgleroman, kan man slutte.
Og faktionsblandingen har så også i den grad gavnet salget. Indtil videre er "Livet, det forbandede" udkommet i 10.000 eksemplarer.
En anden nysudkommet roman af forfatter og filminstruktør Daniel Dencik har også fået stor gennemslagskraft i offentligheden. Romanens titel er "Anden person ental", og også den er selvbiografisk.
Den fortæller historien om hvordan en dansk far til to børn med en svenske fraskilt hustru har været udsat for - af de svenske myndigheder - at blive nægtet samvær med sine børn i to år på grund af en ubevist anklage om vold over for børnene, og en masse administrative benspænd.
Daniel Dencik bliver interviewet vidt og bredt i de danske medier i forbindelse med at bogen udkommer. Og han fortæller at hans roman er en "flaskepost" til hans egne børn som er hos moderen i Sverige, og som han nu ikke har haft kontakt med så længe.
Fagbladet Journalisten bringer i sidste nummer en lang artikel om hvordan de danske medier - både skrevne og elektroniske - har interviewet forfatteren om den personlige baggrund for historien. Journalisterne der har interviewet ham, har slugt historien råt, skelner ikke mellem fiktion og virkelighed, og Daniel Dencik får frit løb til at fortælle historien ud fra sin subjektive synsvinkel, en historie der bekræfter en masse danske fordomme om det svenske "system".
Selv læste jeg med interesse interviewet i Politiken, fordi jeg selv for år tilbage blev skilt og med delebørn.
Det fremgår altså af bladet Journalistens research at de journalister der interviewer Dencik - ligesom det sker i Politiken - stort set tager hans fiktions-historie som udtryk for fakta, men alligevel ikke stiller spørgsmål ved de stærke anklager han fremfører over for både og de svenske myndigheder og sin ex-kone.
Målt med en almindelige professionel journalistisk alen, så er der tale om 'partsinterview' i en konflikt, og normen siger at så skal modparten - de anklagede - have mulighed for at svare.
Men det sker konsekvent IKKE - i interviewene med forfatteren, konstaterer Journalistens artikel.
Det er ikke første gang man kan dokumentere at kulturjournalistik har en slags reservatstatus - og ikke lever op til konventionerne for klassisk saglig og kritisk journalistik.
Politikens Jes Stein Pedersen forsvarer sig med at ...
... i forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål.
Den er jo lysende klar: Daniel Dencik kommer afsted med - helt uantastet - at fremsætte en række udokumenterede kritiske påstand og anklager, fordi han har iklædt sin kritik romanens form og udtryk.
Min gamle 'legekammerat' i DR´s uddannelsesafdeling i 80´erne, nu dirktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, udtrykker klart at stationen nok - ved nærmere eftertanke - skulle have lidt røde ører:
Det er rigtigt, han hænger det svenske system ud på en voldsom måde, men systemer skal kunne tåle mere. Han siger dog nogle ting, hvor vi skulle have spurgt mere ind, men vi falder vel i den samme fælde som resten af medierne, hvor det ikke bliver klart, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta.
Det tjener Ramskov til ære at han indrømmer at der har været et problem. Og Daniel Dencik kan , som sagt, gnide sig i hænderne over effekten af sin bogs faktionsblanding.
Bogen "Den hemmelige socialdemokrat" er det sidste værk her fra de første måneder af 2014 som jeg med min definition vil etikettere som 'faktion'.
Dansk Wikipedia beskriver den indledningsvis sådan her:
Den Hemmelige Socialdemokrat er en bog udgivet i februar 2014, og også betegnelsen for den anonymeforfatter bag bogen. Bogen påstår at skildre "frit og uhæmmet" forfatterens "egne erfaringer og oplevelser" som insider i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Man bemærker forbeholdet omkring troværdigheden og sandhedsværdien med brugen af ordet "påstår" - som delvist dementerer bogens egen formulering om "frit og uhæmmet" at skildre forfatteren "egne erfaringer".
'Faktion' er det også i min definition af begrebet: en fortællende fremstilling der 'blender' fakta og faktion - og giver ballade.
Bogen ligner de to foregående nævnte ved at det ikke er gennemskueligt hvad der er fakta og hvad der er digtning.
Men til forskel fra dem er forfatteren anonym, dvs. her er ingen tvivl om at forfatternavnet er en fiktion konstrueret til lejligheden - udgivelsen af bogen. Så her kan man ikke følge op på fortællingen ved at interviewe forfatteren - for at få virkeligheds- eller sandhedsgarantier.
Så meget desto mere effektivt fungerer blandingen. I alle medier og i alle anmeldelser spekuleres der over hvem forfatteren er, så i forhold til at generere omtale har blandingen også her en uforholdsmæssig store effekt på offentligheden. Og her har det betydet et salg på over 100.000 bøger - en virkelig god forretning for både forfatter og forlag.
I forordet skriver forlægger Jakob Kvist, forlaget People's Press at forfatteren er et medlem af folketinget som "findes i den grad, og navnet er forlaget bekendt.
Kvist forsøger altså på at levere en salgs 'faktakontrakt'. Men hvorfor skulle man tro på ham?
To sprog- og litteraturforskere argumenterer for at forfatteren - eventuelt som en ghostwriter for en politiker - er en kreativ journalist - en af den slags som behersker blandingsgenren 'new journalism' (='fortællende journalistik'):
Flere kommentatorer har ment at forfatteren ikke er en politiker. Ritt Bjerregaard gættede således på at journalisten Michael Jeppesen var hovedforfatteren støttet af kilder hos Socialdemokraterne.[34] Kjøller vurderede også at der kunne være tale om en mandlig ghostwriter f.eks. Henrik Qvortrup eller Bent Falbert.[29] Litteraturkritikeren Thomas Bredsdorff var endnu mere kategorisk og fandt at bogen "umuligt" kunne være skrevet af et folketingsmedlem, men i stedet var skrevet af en person "der kan sin new journalism", en mand med et sprogligt talent og en usædvanlig beherskelse af journalistisk featuresprog. Bredsdorff gættede på Michael Jeppesen, Jan Kjærgaard og Jakob Kvist.[35]
Så "ghostwriteren" kan altså udmærket tænkes at være forlæggeren selv.
Flere af anmelderne fremhæver at det jo må have været helt nødvendigt at blande reelle fakta og autentiske beskrivelser med opdigtede situationer, netop for at lægge et ekstra slør over hvem forfatteren (='kilden') er. Præcis det som også kendetegner "nøgleromaner" (jfr. ovenfor).
Faste læsere af denne blog vil sikkert ind imellem undre sig lidt over at jeg i den grad jagter og prøver at efterspore "synæstetikere" blandt de kreative mennesker jeg skriver om.
Når jeg er optaget af det, er det ikke fordi jeg selv er synæstetiker, men fruen er det i udpræget grad og i hvert fald to af hendes genetiske børnebørn er det også. Også flere af mine venner er synæstetikere, viser det sig. Og måske kan man sige at min interesse delvist bunder i - ja, indrømmet - en slags misundelse. Jeg tænker at det egentlig må være en gave at når man får nogle input - fx i form af ord eller tal eller lyde gennem en sans, så aktiveres som en slags ekstra indre sansning: farver, former, oplevelser af personlighed, smage, lugte, mv.
Men samtidig har det at gøre med at jeg på bloggen har forsøgt at indkredse 'kreativitet' - herunder sammenhængen mellem hjernens indretning og funktion og så kreative mentale og kognitive processer. Og der viser det sig altså at den moderne hjerneforskning hvor man kan skanne hjernen for at se de forskellige moduler og centre hvor den er aktiv når hjernens ejermand får forskellige ydre input, i de senere år har haft stort fokus netop på de forskellige synæstesi-kombinationer, af hvilke man nu mener at have konstateret over 50 forskellige former.
Og forskellige former for synæstesi er tydeligvis overrepræsenteret blandt kunstnere og andre kreative personligheder. For nogle er det en gave!
Daniel Tammet
Sidst jeg skrev om synæstesi var i forbindelse med den internationalt berømte "brainman", Daniel Tannet, som er 'asberger autist', som er multisynæstet, og for hvem tal aktiverer både former og farver og lyde internt i hjernen.
Jeg har nu læst hans selvbiografi, bestselleren "Born on a Blude Day", og jeg tillader mig her at citere nogle af de indledende afsnit i første kapitel, som særdeles anskuelig for hvad det drejer sig om:
Kapiteloverskriften er "Blue Nines and Red Words". Derefter skriver han:
I was born on 31 January 1979 - a Wedensday: I know it was a Wedensday, because the date is blue in my mind and Wedensdays are always blue, like the number nine or the sound of loud voices arguing. I like my birth date, because of the way I´m able til visualise most of the numbers in it as smooth and round shapes, semilar to pebbles on a beach. That is because they are prime numbers: 31, 19, 179, 97, 79 and 1979 are all divisible only by themselves and one. I can recognise every prime up to 9973 by their 'pebble-like' quality. It´s just the way my brain works.
Daniel Tammet diagnosticeres og omtaler sig selv som 'asberger' med 'savant-evner'.
Uorden og usikkerhed under enhver form, har siden den tidligste barndom gjort ham nervøs og stresset - ofte i en grad så han har får åndenød. For at berolige sig selv lukker han øjnene og tæller. "Thinking on numbers helps me to be calm again," skriver han.
Og videre beretter han om sit helt særlige emotionelle forhold til tal:
Numbers are my friends and they are always around me. Each one is unique and has its own personlity. Eleven i s friendly and five is loud, whereas four is both shy and quiet - its my favourite number, perhaps because it reminds me of myself. Some are big - 23, 667, 1179 - while others are small: 6, 13, 581. Some are beautiful, like 333, and some ar ugly, like 289. To me every number is special.
Han fortæller at disse specielle erfaringer med tal altså af forskerne beskrives som synæstesi, men at hans variant er speciel og usædvanlig - og måske kan være en del af forklaringen på hans helt specielle tal-hukommelse og talbehandlings-ekvilibrisme:
Mine is an unusual an complex type, through which I see numbers as shapes, colours, textures and motions. The number one, for example is a brilliant and bright white, like somone shining a torch beam into my eyes. Five is at clap of thunder or the sound af waves crashing against rocks. Thirty-seven is lumpy like prroidge, while eighty-nine reminds me of fallng snow.
Det usædvanlige - for ikke at sige unikke - ved Tammet som 'asberger-savant' er at han er så velformuleret og verbalt reflekteret - i modsætning til de fleste andre kendte nulevende 'savanter', som har meget svært ved at kommunikere verbalt.
Ud over sin meget læsværdige og oplysende selvbiografi, har han skrevet to andre bøger:
1) "Embracing The Wide Sky - a Tour Across the Horizons of the Mnd", hvori i han gennemgår en lang række forskellige opdagelser, erkendelser og indsigter inden for moderne hjerneforskning (mange af de samme emner som jeg har skrevet om på denne blog), og fletter egne oplevelser og erfaringer ind undervejs.
2) "Thinking in Numbers - How Maths Illumminates Our Lives " hvori han gennemgår sammenhængen mellem tal og en masse andre mentale, kognitive og kreative fænomener, både historiske og aktuelle - igen flettet sammen med egne erfaringer.
De er alle meget velskrevne og anskueliggør levende og personligt de emner han fortæller om - også når han beskriver indviklede emner og besværlige følelser.
Og faktisk kan nogle af kapitlerne i de to senere bøger godt minde en del om nogle af mine egne meget lange blogindlæg, men han skriver meget bedre og klarere end jeg gør. Jeg kan virkelig anbefale dem for deres øjeåbnende effekt og let-tilgængelighed.
Jeg har flere gange omtalt Daniel Tammet i indlæg på bloggen. Her er link til dem:
Så har jeg været på Louisiana med fruen og se udstillingen med malerier af den svenske nu afdøde kunstner Hilma af Klint (1862-1944).
Jeg skrev om hende i et tidligere indlæg - med afsæt i min hypotese om at hun var synæstetiker, og at hun brugte sine indre syner af farver og former som inspirationskilde, skabeloner og matricer for sine malede billeder.
Den form for synæstesi som hun har haft, er så en hvor bogstaver og ord - 'grafemer' - aktiverer et selvstændigt indre spor af ledsagende former og farver.
Et argument for det er den form for synæstesi Hilma har, er at mange af hendes billeder har bogstaver, stumper af ord eller hele ord som integrerede dele at billedernes udtryk - som det her for eksempel:
Hilma af Klint tolkede selv sin - i mange år efter sin død hemmeligholdte - 'abstrakte kunst' som en slags automatmaleri, så at sige produceret med ført hånd fra højere åndlige magter.
Synæstesi som et udtryk for at nogle menneskers hjerner neurologisk er indrettet så der er uhæmmet og automatisk forbindelse mellem forskellige sansebearbejdende hjernemoduler som hos de fleste ellers er hæmmet og reguleret, den teori kendte Hilma ikke noget til.
Men når man ser hendes malerier og samtidig kan læse sig til at hun allerede fra hun var barn "så syner" og havde "hallucinationer", så ligger den forklaring lige for.
Her link til mit første indlæg hvor jeg omtaler og beskriver Hilma af Klints billeder:
Det at se udstillingen 'live' og ikke bare læse om og se hendes malerier på nettet, satte en ekstra tankerække igang, med associationer til en anden kunstner jeg har skrevet om: Sven Dalsgaard. Han skifter fra en 'flade-form-farve-kunstframe' til en 'frame' hvor det enkelte kunstværk primært er tanke- eller konceptstyret. Og bliver "lukket" og "gådefuld".
Jeg oplever det som om Hilma af Klint kunstnerisk tørre ud omkring 1908 på grund af et lignende skift i 'kunstframes'. Hun glider fra en 'frame' som primært ser billedet som en abstrakt flade af organiske former og farver, til en 'frame' hvor billedet primært anskues som udtryk for en tanke eller en ide.
Her nogle af de kæmpebilleder på udstillingen som gør størst indtryk, og hvor den synæstetiske kilde stadig er åbenlys:
Hilma af Klints senere billeder er gennemgående mere kedelige - skematiske og gennemgående symmetriske og polære i både udtryksformen og i det symbolske eller allegoriske indhold.
Hilma holder pause med maleriet i nogle år hvor hun bl.a. tager sig af sin gamle mor.
Og da hun genoptager sit hemmelige maleriprojekt omkring 1914, så bliver billederne mere figurative, mere tydeligt symbolske og allegoriske, og kompositionsmæssigt meget mere symmetriske - i flere dimensioner.
Og dette 'frame-skift' sker, er jeg overbevist om, under indtryk af den filosofi eller ideologi hun tilslutter sig i form af Rudolf Steiners antroposofiske bevægelse. Ligesom Sven Dalsgaards 50 år senere, bliver hendes kunst i min optik 'fortænkt' og 'lukket' - og i bogstavligste forstand mere 'mystisk'.
Der er også i Hilmas senere værker et markant udtryksmæssigt slægtskab med new-age-bevægelsens symbolik:
De kunsthistorikere der har skrevet om Hilma af Klints betydning som pioner inden for 'abstrakt kunst', sammenligner hende ofte med Kandinsky (1866-1944) som var jævnaldrende - og også både var synæstetiker og var inspireret af Rudolf Steiners filosofi og tænkning om spiritualitet.
Wasilly Kandinsky, ca. 1920
På vores væg derhjemme har vi i mange år haft hængende en stor plakat med et maleri af Kandinsky fra en Guggenheim-udstilling. Her er et foto af det samme maleri:
Kandinsky: Upward (Empor), 1929
Og vi har også et andet - sent - Kandinsky-maleri på væggen i studen - en god reproduktion i glas og ramme:
Kandinsky: Sky Blue, 1940
Selv om jeg altså i mange år har sat stor pris på Kandinskys billeder, så har jeg aldrig fordybet mig i hans historie. Klee har ligget højere oppe på min interesseskala. Og ingen af det to af hans billeder vi har på væggen, giver associationer til at han skulle være synæstet.
I Louisianas butik fandt jeg en bog om Kandinsky med afbildning af mange af hans malerier, og med en beskrivelse af hans udvikling fra en kunstframe forpligtet på det figurativt genkendelige til en frame hvor maleriet primært ses som en flade med abstrakte former og farveer.
Her to af hans "Kompositioner" fra 1911:
Kandinsky: Composition V, 1911
Kandinsky: Composition IV, 1911
Kandinsky fortæller at han ser former og farver som sanseforskudte udtryk for musik.
Den form for synæstesi som altså var hans særkende, har officielt betegnelsen 'chromesthesia', og Wikipedia forklarer den sådan her:
Chromesthesia or sound-to-color synesthesia is a type of synesthesia in which heard sounds automatically and involuntarily evoke an experience of color.[1] With sounds inducing color concurrents, chromesthesia is more accurately termed sound-color synesthesia. Individuals with sound-color synesthesia are consciously aware of their synesthetic color associations/perceptions in daily life.[2] Synesthetes that perceive color while listening to music experience the colors in addition to the normal auditory sensations that would be triggered in the average person. That is, the synesthetic color experience supplements, but does not obscure real, modality-specific perceptions.[2] As with other variations of synesthesia, individuals with sound-color synesthesia perceive the synesthetic experience spontaneously, and without effort, and in a way that the individual learns to accept as normal within their realm of experience.[2]
Der er dog diskussion blandt autoriteterne om Kandinsky også var 'ægte synæstet', eller om der først og fremmest var tale om en villet kobling mellem lyd/musik og abstrakte former og stærke farver som udtryk for en kunstfilosofisk ideologi hos ham.
Musik er jo som udtryk abstrakt så at sige fra naturens hånd, så 'musik' er under alle omstændigheder en god metafor for den abstrakte kunst som han var pioner for i perioden omkring 1910.
En oplevelse af en operaen "Lohengrim" af Wagner udløste en visuel reaktion som han beskriver således:
I saw all my colours in my mind´s eye. Wild lines verging on the insane formed drawings befor my very eyes.
Altså en form for halucination aktiveret af musikoplevelsen. Faglitteraturen citerer ham også for dette udsagn når der argumenteres:
Colour is the keyboard, the eyes are the hammers, the soul is the piano with many strings. The artist is the hand which plays, touching one key or another, to cause vibrations in the soul.
Kandinsky bruger i øvrigt abstrakte musikudtryk som "komposition" og "improvisation" som nummererede titler på mange af sine billeder.
Her ses et 'sent' Kandinsky billede fra 1926 hvis lighede med Hilma af Klints billeder små 20 år tidligere, er slående:
Kandinsky: Several Cirkels, 1926
Hilma af Klint: Voksenlivet 1907
Hilma af Klint malede 'abstrakt' nogle få år før Kandinsky slog ind på den vej. Og - måske - var de begge altså inspireret af den samme slags synæstetiske oplevelser i 'the minds ey' - Hilma med bogstaver og ord som igangsættere, Kandinsky med lyd og musik. Og begge tolkede de oplevelserne som mentale og spirituelle input fra en højere åndelig verden.
Men hvad så med for eksempel Van Gogh som man kan se malerier af på en flot udstilling på Ordrupgaard for tidn, med titlen: "Van Gogh, Gaugin, Bonard", en udstilling vi besøgte for et par dage siden. Var Van Gogh også synæstetiker?
Få svaret i et kommende indlæg her på bloggen ....
