Jeg blev igen ringet op af en journalist der ville have mig til at kommentere Ken B. Rasmussens roman "Livet, det forbandede", den bog der åbnede op for Se & Hør-skandalen. Når journalisten kontaktede mig for at få citater, var det fordi jeg jo var 'ekspert' i 'faktion', forklarede han.
Vinklen som jeg gerne skulle bekræfte, havde han på forhånd: at det var moralsk anfægteligt og måske juridisk problematisk at blande fakta og fiktion som forfatteren Ken B. Rasmussen havde gjort det. Var der ikke nogen grænser for hvad man kunne tillade sig at kolportere til offentligheden under dække af at det 'bare var fiktion'? - var det spørgsmål hans stillede i mange forskellige forklædninger og udgaver.
Jeg kunne ikke bekræfte eller underbygge hans vinkel. Jeg kunne kun svare: "Det kommer an på ... KONTEKSTEN (den sociale og historiske) og KONTRAKTEN med publikum. Og man kan ikke generalisere." Noget i den retning, sagde jeg om og om igen - før han gav op.
Jeg citerer så nu lige mig selv fra min gamle bog "Faktion som udtryksmiddel" hvori jeg definerer begrebet 'faktion':
Faktion” er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.
I kort form er 'faktion' altså: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen!
Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Livet, det forbandede" er faktion i min forstand. For sikken en ballade!
Det er vigtigt at understrege at definitionen altså ikke går på form og udtryk. Selv om der er typiske konventioner for hvordan man i sprog og billeder kommunikerer når det er fakta og andre typiske konventioner for form og udtryk når det er fiktion, så kan både form og udtryk altid mimes og "låne eller efterligne udtryk fra den anden side".
En af de mest simple definitioner på fortællende - narrativ - journalistik - lyder på engelsk: "Journalism that reads like a novel".
Og en af de simpleste definitioner på reality-tv lyder på engelsk: "Unscriptet drama".
En af de typiske velkendt faktionsgenre i bogform er 'nøgleromanen', en genre som dansk Wikipedia definerer sådan her:
Nøgleromaner er romaner, der har udgangspunkt i faktiske begivenheder og indeholder karakterer, der er baseret på faktiske personer[1].Begrebet er afledet af det franske begreb roman à clef, der har en tilsvarende betydning. »Nøglen« til romanen er således kendskab til dens kontekst. Der gives ikke klare kritierier for, hvornår en roman er en nøgleroman, men man betoner ofte en høj grad af forankring i virkeligheden i dens skildring af emnestoffet.Der er en række årsager til at skrive nøgleromaner, og foruden den øgede kunstneriske frihed kan valget skyldes bekymringer om at pådrage sig sociale eller juridiske konsekvenser, hvis værket kan opfattes injurierende eller vil kunne anvendes i bevisførelsen ved en retssag, der omhandler begivenheder skildret i værket.
I den definition lægges der altså vægt på at man - forfattere - skriver den slags for at forsvare sig - enten kunstnerisk eller juridisk.
Et af de eksempler i der nævnes i Wikipedias artikel, er Knud Romers roman "Den som blinker er bange for døden'. Den var der også 'ballade' om da den udkom idet sandfærdigheden i skildringen af forfatterens opvækst, blev anfægtet af kilder fra hans barndoms by. Altså i min defintion et klart eksempel på 'faktion'.
Andre kloge folk har talt om "fiktionsfri fiktion" om den slags romaner, også med henvisning til Knausgårs "Min Kamp". Andre fagudtryk der har været i spil i de senere år er 'autofiktion', og her for nylig 'performativ biografisme'.
Man kunne såmænd også nævne Holbergs "Niels Klims rejse" som eksempel på 'faktion': en satirisk fiktion på latin som gjorde det muligt for ham - netop ustraffet - at gøre satirisk og kritisk grin med forskellige sider af samfundslivet, hvad man den gang godt kunne risikere at komme i fængsel for hvis kritikken blev formuleret direkte og i klartekst.
I min bog om faktion fremsætter jeg den hypotese at når fx forfattere eller filminstruktører vælger at udkomme i en form for 'Faktion', så er det for at opnå særlige effekter i forhold til modtagerne - til publikum og offentligheden - effekter som ikke eller kun vanskeligt ville kunne opnås uden at blande.
Det er præcis derfor Ken B. Rasmussen har skrevet sine afsløringer af hvad der foregik på Se & Hør da han var ansat der, i fiktionens form: for effektens skyld!
Enhver journalist ved at lige præcis blandingsformen simpelt hen er "guf" for andre journalister - fordi de alle som eksistentielt professionelt problem har spørgsmålet om hvor grænsen går mellem fakta og fiktion. Så ved at vælge den selvbiografiske nøgleromans form - frem for fx. at skrive nogle sandhedsforpligtede avisartikler om de moralsk angribelige researchmetoder og den kriminelle kildebrug på Se og Hør - så er Ken B. sikker på at effekten og gennemslagskraften i offentligheden og blandt journalist-kolleger vil være meget, meget større.
Jeg har også den hypotese - som ikke står i faktionsbogen - at det ofte er en særlig kreativ personlighedstype som har særlig hang til 'faktion' - og som regel ligefrem nyder suset ved at udfolde sig i fortælleformer hvor en vigtig del af fascinationen er knyttet til usikkerheden omkring sandt og falskt, virkelighed eller fantasi. De tænder simpelt hen på "konceptuel blending".
Som eksempler kan jeg i flæng nævne navne som: Poul Trier Pedersen, Poul Martinsen, Poul Nesgaard, Peter Øvig Knudsen, Anders Lund Madsen, Michael Jeppesen, Mads Brügger, Erik Thygesen, Michael Berthelsen, Morten Sabro, Jan Stage, Stefan Schwartz.
Ud fra hvad jeg har læst om Ken B. Rasmussens omtumlede liv og brogede karriere, er jeg ikke i tvivl om at han hører til den personlighedstype. I en portrætartikel i Politiken citeres en kilde for at han er sådan en der "tænker ud af boksen" - og studiekammerater fra journalistikuddannelsen på SDU beskriver ham som en 'outsider".
Politiken går til forlagsdirektøren for at få genrespørgsmålet afklaret:
Johnny Staun, direktør i Bogkompagniet, siger til Politiken, at Ken B. Rasmussens bog er en roman, men at flere af beretningerne i bogen er baseret på virkelige begivenheder.»Vi har tjekket nogle af de ting, der står, men det er vigtigt at sige, at det her er en roman. Folk skal læse den, for det er spændende. Og hvis det viser sig, at det Ken har skrevet er sandt, så er det jo en kæmpe skandale«, siger Johnny Staun.Men er 'Livet, det forbandede' en fiktionsroman eller en dokumentarisk bog?»Det er lidt af det hele. Det er en beskrivelse af en mands liv og opture og nedtur«.
Altså en typisk nøgleroman, kan man slutte.
Og faktionsblandingen har så også i den grad gavnet salget. Indtil videre er "Livet, det forbandede" udkommet i 10.000 eksemplarer.
En anden nysudkommet roman af forfatter og filminstruktør Daniel Dencik har også fået stor gennemslagskraft i offentligheden. Romanens titel er "Anden person ental", og også den er selvbiografisk.
Den fortæller historien om hvordan en dansk far til to børn med en svenske fraskilt hustru har været udsat for - af de svenske myndigheder - at blive nægtet samvær med sine børn i to år på grund af en ubevist anklage om vold over for børnene, og en masse administrative benspænd.
Daniel Dencik bliver interviewet vidt og bredt i de danske medier i forbindelse med at bogen udkommer. Og han fortæller at hans roman er en "flaskepost" til hans egne børn som er hos moderen i Sverige, og som han nu ikke har haft kontakt med så længe.
Fagbladet Journalisten bringer i sidste nummer en lang artikel om hvordan de danske medier - både skrevne og elektroniske - har interviewet forfatteren om den personlige baggrund for historien. Journalisterne der har interviewet ham, har slugt historien råt, skelner ikke mellem fiktion og virkelighed, og Daniel Dencik får frit løb til at fortælle historien ud fra sin subjektive synsvinkel, en historie der bekræfter en masse danske fordomme om det svenske "system".
Selv læste jeg med interesse interviewet i Politiken, fordi jeg selv for år tilbage blev skilt og med delebørn.
Det fremgår altså af bladet Journalistens research at de journalister der interviewer Dencik - ligesom det sker i Politiken - stort set tager hans fiktions-historie som udtryk for fakta, men alligevel ikke stiller spørgsmål ved de stærke anklager han fremfører over for både og de svenske myndigheder og sin ex-kone.
Målt med en almindelige professionel journalistisk alen, så er der tale om 'partsinterview' i en konflikt, og normen siger at så skal modparten - de anklagede - have mulighed for at svare.
Men det sker konsekvent IKKE - i interviewene med forfatteren, konstaterer Journalistens artikel.
Det er ikke første gang man kan dokumentere at kulturjournalistik har en slags reservatstatus - og ikke lever op til konventionerne for klassisk saglig og kritisk journalistik.
Politikens Jes Stein Pedersen forsvarer sig med at ...
... i forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål.
Den er jo lysende klar: Daniel Dencik kommer afsted med - helt uantastet - at fremsætte en række udokumenterede kritiske påstand og anklager, fordi han har iklædt sin kritik romanens form og udtryk.
Min gamle 'legekammerat' i DR´s uddannelsesafdeling i 80´erne, nu dirktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, udtrykker klart at stationen nok - ved nærmere eftertanke - skulle have lidt røde ører:
Det er rigtigt, han hænger det svenske system ud på en voldsom måde, men systemer skal kunne tåle mere. Han siger dog nogle ting, hvor vi skulle have spurgt mere ind, men vi falder vel i den samme fælde som resten af medierne, hvor det ikke bliver klart, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta.
Det tjener Ramskov til ære at han indrømmer at der har været et problem. Og Daniel Dencik kan , som sagt, gnide sig i hænderne over effekten af sin bogs faktionsblanding.
Bogen "Den hemmelige socialdemokrat" er det sidste værk her fra de første måneder af 2014 som jeg med min definition vil etikettere som 'faktion'.
Dansk Wikipedia beskriver den indledningsvis sådan her:
Den Hemmelige Socialdemokrat er en bog udgivet i februar 2014, og også betegnelsen for den anonymeforfatter bag bogen. Bogen påstår at skildre "frit og uhæmmet" forfatterens "egne erfaringer og oplevelser" som insider i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Man bemærker forbeholdet omkring troværdigheden og sandhedsværdien med brugen af ordet "påstår" - som delvist dementerer bogens egen formulering om "frit og uhæmmet" at skildre forfatteren "egne erfaringer".
Derefter karakteriseres indholdet sådan her.
Den Hemmelige Socialdemokrat skildrer Socialdemokraterne fra 2005 og frem, fra Mogens Lykketofts valgnederlag ved Folketingsvalget 2005, over Socialdemokraternes formandsvalg og S-SF-alliancen til regeringsdannelsen på Crowne Plaza efter Folketingsvalget 2011.[8] Beskrivelsen bevæger sig i grænselandet mellem faglitteratur, fiktion, satire og overdrivelse. Berlingske betegnede den som faktion.[9]
'Faktion' er det også i min definition af begrebet: en fortællende fremstilling der 'blender' fakta og faktion - og giver ballade.
Bogen ligner de to foregående nævnte ved at det ikke er gennemskueligt hvad der er fakta og hvad der er digtning.
Men til forskel fra dem er forfatteren anonym, dvs. her er ingen tvivl om at forfatternavnet er en fiktion konstrueret til lejligheden - udgivelsen af bogen. Så her kan man ikke følge op på fortællingen ved at interviewe forfatteren - for at få virkeligheds- eller sandhedsgarantier.
Så meget desto mere effektivt fungerer blandingen. I alle medier og i alle anmeldelser spekuleres der over hvem forfatteren er, så i forhold til at generere omtale har blandingen også her en uforholdsmæssig store effekt på offentligheden. Og her har det betydet et salg på over 100.000 bøger - en virkelig god forretning for både forfatter og forlag.
I forordet skriver forlægger Jakob Kvist, forlaget People's Press at forfatteren er et medlem af folketinget som "findes i den grad, og navnet er forlaget bekendt.
Kvist forsøger altså på at levere en salgs 'faktakontrakt'. Men hvorfor skulle man tro på ham?
To sprog- og litteraturforskere argumenterer for at forfatteren - eventuelt som en ghostwriter for en politiker - er en kreativ journalist - en af den slags som behersker blandingsgenren 'new journalism' (='fortællende journalistik'):
Flere kommentatorer har ment at forfatteren ikke er en politiker. Ritt Bjerregaard gættede således på at journalisten Michael Jeppesen var hovedforfatteren støttet af kilder hos Socialdemokraterne.[34] Kjøller vurderede også at der kunne være tale om en mandlig ghostwriter f.eks. Henrik Qvortrup eller Bent Falbert.[29] Litteraturkritikeren Thomas Bredsdorff var endnu mere kategorisk og fandt at bogen "umuligt" kunne være skrevet af et folketingsmedlem, men i stedet var skrevet af en person "der kan sin new journalism", en mand med et sprogligt talent og en usædvanlig beherskelse af journalistisk featuresprog. Bredsdorff gættede på Michael Jeppesen, Jan Kjærgaard og Jakob Kvist.[35]
Så "ghostwriteren" kan altså udmærket tænkes at være forlæggeren selv.
Flere af anmelderne fremhæver at det jo må have været helt nødvendigt at blande reelle fakta og autentiske beskrivelser med opdigtede situationer, netop for at lægge et ekstra slør over hvem forfatteren (='kilden') er. Præcis det som også kendetegner "nøgleromaner" (jfr. ovenfor).
