Serendipitetens drømmebilleder - med afsæt i foredrag af maleren Jesper Cristiansen med titlen 'Med Dante Paradis - i den sydøstlige del af Odsherred'

"Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred."

Skulle du støde på denne kryptiske titel til et foredrag i en foredragssal eller et forsamlingshus inden for nogle miles omkreds, og oplægsholderen hedder Jesper Christiansen, så køb straks billetter. Han er dybt underholdende og stærkt interessant at høre på når han fortæller om sin seneste serie malerier der på serendipetitisk vis blander Dantes Paradis, beliggende i omegnen af Firenze, med Tuse-landskabet i det sydøstlige Odsherred, beliggende i omegnen af Jepser Christiansens sommerhus.

Sådan skrev jeg  - tydeligvis begejstret - på Facebook et par dage efter at jeg og fruen havde oplevet Jesper Christensen holde et lysbilledforedrag med den noget gådefulde titel "Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred", en titel som, om ikke andet, vakte lyst til at få svar på gåden.

   Arrangementet blev holdt samme sted (det lokale bibliotek) som vi oplevede Bigums temabeslægtede foredrag i for godt et år siden. Og dette var mindst lige så fascinerende som Bigums.

   Foredraget og de viste billeder havde også et bogværk som afsæt som det fremgår af titlen, men altså ikke et Jesper Christiansen selv havde skrevet. Det blev skrevet på italiensk i starten af det 14. århundrede - på overgangen mellem middelalder og rennæssance, og havde titlen "La Devina Comedia" - "Den guddommelige komedie"; forfatteren Dante Aligheieri.

Jeg kendte stort set ikke til Jesper Christiansens malerier inden foredraget.

   Og de få værker jeg kendte til (bl.a. udsmykningen af et rum hos kronprinseparret på Amalienborg), der  havde jeg så ikke lige fået fat i kunstnerens navn.

 

Som de fleste af tilhørerne til foredraget, kendte jeg først og fremmest til Jesper Christiansen som den deltager i DR´s kunstquiz som i en række sæsonner sad over for Bigum, og som var den på sit hold der tegnede et usynligt kunstværk som skulle gættes af de andre på hans hold.

Men her er først nogle fotos der viser Jesper Christiansen i aktion - med at male nogle af de billeder foredraget handlede om:

Så er her nogle af de fascinerende malerier Jesper Christiansen viste og fortalte om:

Man kan få et godt indtryk af hvor stærkt foredraget virker, ved at læse artiklen her - et særnummer af kunsttidskriftet Auroa (nr. 12) - som viser en lang række billeder fra og genfortæller pointer i Jesper Christiansens foredrag, skrevet af Tommy Flugt:

http://tegnerforbundet.dk/data/753/JESPER%20CHRISTIANSEN%202015%20Aurora%20Tidsskrift%20for%20Kunst%20.pdf

Her kan man blandt andet få et godt indtryk af alle de eksterne kilder, lån og referencer som indgår i hans maleriers 'konstruktion'.

Indledningen til den lange artikel lyder sådan her.

JESPER CHRISTIANSEN I ODSHERRED 

Ny stor maler er flyttet til Odsherred i nærheden af Plejerup, hvor Swane Malergården ligger. Nu har museet fået en levende beskriver af drømmen om en paradistilstand på jorden. Jesper Christiansen tager livtag med Dantes berømte værk, malerkunsten og litteraturen i en storslået sammensmeltning af landskab, litteratur og malerkunst. Et nutidigt erindringsværk af stor skønhed. Det svundne er en drøm og det nutidige en inspiration. En sammensmeltning af det hele i et stort samlet værk set ude fra. Og nu venter vi på maleren begiver sig indenfor og ser det hele en gang til indefra. Et kæmpeværk er i støbeskeen i den danske baghave. Det vil Aurora Tidsskrift #12 prøve at se nærmere på i dette særnummer.

Det centrale stikord er her "sammensmeltning" (= 'blendding').

   Foredraget og de viste billeder aktiverede nemlig to af de begreber som for mig står centralt i de nyere teorier om kreativitet: serendipitet og konceptuel blending, begreber jeg jævnligt har gjort brug af i tidligere indlæg.

'Serendipitet' betyder i kort begreb "det heldige tilfælde"; eller som det noget mere omstændeligt defineres i den danske Wikipedia-artikel om emnet:  "serendipitet er det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys."

   Her en anden definition som understreger at man faktisk søger, men altså noget andet end det man ender med at finde: "Look for something, find something else, and realize that what you've found is more suited to your needs than what you thought you were looking for."

   Den definition jeg holder mest af, lyder: "Serendipity is looking in a haystack for a needle and discovering the farmer's daughter."

Det gennemgående tema i Jesper Christiansens beskrivelse af sin arbejdsproces, var at han 'lod tilfældet råde', og brugte "tilfældige"  og overraskende associationer til at udfylde dele af motivet i sine malerier.

 
Han læste noget, tegnede noget, og skrev noget på det sorte lærred; og begyndte så at male, viske ud, male over, flytte motiver, købe ting som skulle med i billedet, etc.  Og det skulle ikke gå for hurtigt.

   Alle malerierne i serien viste spor af disse tilfældigheds-genererede og associerende motivvalg og maleprocesser.

   Han vidste absolut ikke hvordan billedet skulle ende med at se ud når han begyndte - og heller ikke et langt stykke hen i processen, fortalte han.

   Og mange af de ting - 'objekter' - man så i billederne, var nævnt i Dantes tekst om "Paradiset", men de blev så som 'props' - rekvisitter - indkøbt på må og få på lokale loppemarkeder og i lokale supermarkeder.

   Man kan sige at han på en gang arbejdede meget intuitivt - og samtidig meget sprogligt og tekstligt bevidst og reflekteret.

   Altså en maleproces og teknik som fulgte serendipitetiske mønstre og og overaskende intuitive inspirationer.
   Der var også noget 'fraktalt' over hans malerier.
   Fraktaler er jo netop gentagelser som opstår uanset om man forstørrer eller formindsker formatet. Wikepedia forklarer at 'fractals' is ...

... repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-semilar pattern. An example of this is the Megner Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandebrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

'Conceptual blending' kan defineres som: Forestillinger (ideer, begreber = 'concepts') fra to mentalt adskilte områder kombineres og integreres i en ny forestilling (ide, begreb) i et nyt mentalt rum som er forskelligt fra nogen af de to oprindelige klart forskellige forestillinger.

   H.C. Andersens eventyr om ting, planter og dyr der kan føle tænke og tale som mennesker, er gode eksempel på 'konceptuel blending'.

   Det er også superhelte som 'Edderkoppen' (menneske + edderkop) og 'Batman' (menneske + flagermus).

   Eller Kurt Westergaards berømte og berygtede Muhammadtegning forestillende profeten med en bombe i turbanen.

   Eller de årlige aprilsnarre i medierne (som jeg netop har skrevet om igen).
   Når man bruger metaforer i sprog og billeder eller ironi, så er der også tale om former for konceptuel blending'.

Her citerer jeg nu pressemeddelelsen for udstillingen sidste sommer i 'Gallerie Mikael Andersen':

Gallerie Mikael Andersen åbner udstillingen Med Dante i Paradis - den sydøstlige del af Odsherred med nye malerier af Jesper Christiansen. Udstillingen tager publikum med på en visuel rejse i paradiset fra Dante Alighieris berømte hovedværk "Den Guddommelige Komedie".

   "Dantes tekst udspiller sig i bjergegnene uden for Firenze, men jeg har tilladt mig at lade teksten udspille sig i et landskab, som giver mig en følelse af frihed, gør mig eftertænksom og til tider rent ud sagt lykkelig: Den sydøstlige del af Odsherred". (Jesper Christiansen, 2015)

   Det tematiske udgangspunkt for malerierne er således paradiset, men Jesper Christiansen sætter scenen i en anden, velkendt dansk, kontekst. Landskabet i Odsherred er i billedkunstsammenhænge kendt fra kunstnerkolonien af malere, der omkring 1930´erne skildrede livet og naturen i Odsherred.

   I malerierne dykker Christiansen atter ned i et større litterært mesterværk, "Dantes Guddommelige Komedie" (tidligere har Marcel Proust og Virginia Wolf været inspirationskilder), og han griber fat i bogens sidste del; paradis.

   Dog er det ikke trosskildringer men derimod visuelle fremstillinger af strukturer og hierarkier, som Christiansen fortolker fra bogen. Malerierne bliver derfor antydninger af mønstre og strukturer fra teksten, og det lys Dante beskriver præcist i teksten underspilles og bliver oversæt til mangesidige farve- og nuanceforskelle.

   Christiansens malerier er uden mennesker, men alligevel ikke mennesketomme. Tegn, symboler og hverdagsobjekter i malerierne giver tydeligt nærvær af civilisation med en bagvedliggende handling og forståelse. Dette greb gør malerierne til meget mere end landskabsmalerier.

   Med udgangspunktet i paradiset indskriver Jesper Christiansen sig i en række af kunstnere, der gennem historien har ladet sig fascinere og inspirere af fortællingerne fra "Den Guddommelige Komedie".         Christiansens malerier har dog altid haft sit helt eget udtryk, og udstillingens værker står som stærke visuelle fremstillinger af noget universelt i en lokal kontekst. 

http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/med-dante-i-paradis-den-sydoestlige-del-af-odsherred/

Jeg opregner lige hvilke 'concepts' der i hvert fald 'blendes' i Jesper Christiansens maleri-serie:

• En litterær italiensk tekst fra begyndelsen af 1300-tallet blandes med aktuelle danske malerierne, malerierne trækker på konkrete 'billeder' i Dantes tekst. Også T. S. Elliot ("Burnt Norton) er teksligt blandet ind i billederne
• Forestillinger om paradis mixes med med landskabscener fra Odsherred, som igen blandes med scener fra det toscanske landskab omkring Firenze. 
•  Endvidere blandes musik og maleri, idet der i alle malerierne oprindelig har været tegnet noderne fra et uddrag af et stykke musik af J. S. Bach  J. S. Messe i h-mol. I nogle af billederne kan nogle af noderne anes endnu som en delvis kamufleret undertekst.
• Selv om Bach-noderne ofte males over, så det på et højere abstraktionsniveau udtryk for hvordan tiden der løber, integreres i et billede som er statisk og ubevægeligt. 
• Den blanding af tid i forløb og det statiske billede sker også helt konkret og visuelt ved at et motiv fra ét maleri gentages i et følgende billede, men altid fra en ny synsvinkel, med andre farver, eller en anden beskæring.
• Eller videre ved at detaljeringsgraden af det der males (blade, blomster), er så ekstremt at publikum ikke kan undgå at opleve at det har taget rigtig lang tid at male: uger, måneder.
• Der er motiviske referencer til bestemte motiver i billeder fra tidligere epoker, og også til nogle af de såkaldt "Odsherredmalere".
• Og sikkert meget mere ....

Det helt overordnede princip for Jesper Christiansens kunst som han om og om igen vendte tilbage til under foredraget, var og er 'gentagelsen'.

   Han sagde noget i retning af at hvis der var noget han havde opfundet og rendyrket i sin kunst, - hans 'claim to fame' i kunsthistorien - så var det 'gentagelsen',

   Men, bør man så også tilføje, og hvad der også fremgik af foredraget og eksemplerne: 'gentagelsen' er altid i en eller anden forstand 'varieret'; som fx at ting spejler sig i hinanden, eller at motiver nok repeteres, men så er vendt på hovedet, eller er anskuet i et nyt perspektiv - fra en ny synsvinkel.

   Der er aldrig kun tale om 'mekanisk gentagelse'.

 
Og for Jesper Christiansen er det tilsyneladende en stor æstetisk fornøjelse at finde på overraskende måder at variere sin monomane mani for gentagelser og repetitioner på.

   For bare at fremhæve et enkelt moment som han 'gentager' og samtidig vender på hovedet: Når Dante SER OP til "Paradis" i sin Guddommelig komedie-tekst, så vælger Jesper selvfølgelig at SE NED på sit 'paradis' - haven i Odsherred - i sine aktuelle malerier:

Jesper Christiansen kom sent i gang med at male. Han var egentlig musiker - og en god en af slagsen på flere forskellige instrumenter.

   Men hans kone Anna Grue fik ham til at ændre kunstnerisk mål, medie og retning: Så han droppede den udøvende musik og endte med at blivekunstmaler.

   Sådan:

Da jeg lærte Anna at kende i 1977 gik hun på Kunsthåndværkerskolen og havde et lille barn på otte måneder. Jeg var lige færdig med et højskoleophold Holbæk Kunsthøjskole og brugte al min tid på at spille tolvstrengesfingerspil i et band, der lød som C.V. Jørgensen møder Weather Report. Jeg spillede flere instrumenter og var god til det. Jeg spillede ofte ude, tjente lidt penge og kom sent hjem om natten.

   Så sagde Anna en dag, at det var upraktisk med et lille barn, og hun spurgte om jeg ikke ville være kunsthåndværker som hende, for så kunne jeg arbejde om dagen og være hjemme om natten. Jeg havde ikke hendes tekniske talent, men hun hjalp mig, jeg søgte ind og blev optaget. Mens Anna valgte den industrielle vej, valgte jeg den mere kunstneriske. Vi skulle tegne romerske bogstaver på pergamentpapir, og havde en hel uge til at lave et A. Jeg elskede at nørde med det, men min skriftlærer syntes, at jeg var for dårlig, og hun opfordrede mig til at søge ind på Kunstakademiet. Ok, sagde jeg.

   Så begyndte jeg at se på kunst. Jeg anede intet om det i forvejen. Men tegneinteressen havde jeg haft i min barndom, og den blussede op igen. Jeg søgte og kom ind på akademiet i andet forsøg som 26-årig. Og så lagde jeg instrumenterne på hylden. Fra den ene dag til den anden. Det døde fuldkommen for mig.”

Jesper Christiansen arbejdede side om side med 'de unge vilde malere' i 80´erne. Det var dengang malerne, med Jesper Christiansens ord, "skulle være dårlige og male med en gulvskrubbe".
   Selv gik han andre veje med sin kunst. 

   Siden blev han professor på Kunstakademiet. Og der gik en række år med det, men så ...

Jeg var en sen starter, og de andre blev berømte før mig. Hvis jeg lavede tyve billeder på ét år, og de seks var gode, var jeg tilfreds.

    Men i 2008, da jeg var stoppet som professor, besluttede jeg at jeg ville være god. Jeg har stormet rundt på så mange gallerier, at jeg ikke længere interesserer mig for moderne kunst.

   Da jeg skulle deltage i udsmykningen af Kronprinseparrets lokaler i Frederik d. 8’s Palæ på Amalienborg, begyndte jeg at studere gammel kunst som Giotto fra 1300-tallet, og i dag gider jeg kun se på sådan noget gammel lort.

   Jeg ønsker mere håndværk, mindre koncept, selvom mine egne billeder har så mange referencer, at det halve kan være nok. Men jeg vil også transcendere med håndværk. Få hånden til at transcendere i stedet for hovedet.

Læs mere om den side af Jesper Christiansen og hans kunstneriske udvikling her i Klaus Rothsteins blogindlæg hvori han refererer et interview med kunstneren, under overskriften: "Den musikalske maler".

http://www.rothstein.dk/2015/den-musikalske-maler/

I øvrigt spekulerer jeg på om også Jesper Christiansen også er naturlig synæstetiker, ligesom Bigum er det, og ligesom Grethe Bagge sikkert er det. 

Synæstesien som en gave - belyst gennem Daniel Tammet, Hilma af Klint, Wasily Kandinsky -

Faste læsere af denne blog vil sikkert ind imellem undre sig lidt over at jeg i den grad jagter og prøver at efterspore "synæstetikere" blandt de kreative mennesker jeg skriver om.

   Når jeg er optaget af det, er det ikke fordi jeg selv er synæstetiker, men fruen er det i udpræget grad og i hvert fald to af hendes genetiske børnebørn er det også. Også flere af mine venner er synæstetikere, viser det sig. Og måske kan man sige at min interesse delvist bunder i - ja, indrømmet - en slags misundelse. Jeg tænker at det egentlig må være en gave at når man får nogle input - fx i form af ord eller tal eller lyde gennem en sans, så aktiveres som en slags ekstra indre sansning: farver, former, oplevelser af personlighed, smage, lugte, mv.

   Men samtidig har det at gøre med at jeg på bloggen har forsøgt at indkredse 'kreativitet' - herunder sammenhængen mellem hjernens indretning og funktion og så kreative mentale og kognitive processer. Og der viser det sig altså at den moderne hjerneforskning hvor man kan skanne hjernen for at se de forskellige moduler og centre hvor den er aktiv når hjernens ejermand får forskellige ydre input, i de senere år har haft stort fokus netop på de forskellige synæstesi-kombinationer, af hvilke man nu mener at have konstateret over 50 forskellige former.

   Og forskellige former for synæstesi er tydeligvis overrepræsenteret blandt kunstnere og andre kreative personligheder. For nogle er det en gave!

Daniel Tammet

Sidst jeg skrev om synæstesi var i forbindelse med den internationalt berømte "brainman", Daniel Tannet, som er 'asberger autist', som er multisynæstet, og for hvem tal aktiverer både former og farver og lyde internt i hjernen.

   Jeg har nu læst hans selvbiografi, bestselleren "Born on a Blude Day", og jeg tillader mig her at citere nogle af de indledende afsnit i første kapitel, som særdeles anskuelig for hvad det drejer sig om:

   Kapiteloverskriften er "Blue Nines and Red Words". Derefter skriver han:

I was born on 31 January 1979 - a Wedensday: I know it was a Wedensday, because the date is blue in my mind and Wedensdays are always blue, like the number nine or the sound of loud voices arguing. I like my birth date, because of the way I´m able til visualise most of the numbers in it as smooth and round shapes, semilar to pebbles on a beach. That is because they are prime numbers: 31, 19, 179, 97, 79 and 1979 are all divisible only by themselves and one. I can recognise every prime up to 9973 by their 'pebble-like' quality. It´s just the way my brain works.

Daniel Tammet diagnosticeres og omtaler sig selv som 'asberger' med 'savant-evner'.

   Uorden og usikkerhed under enhver form, har siden den tidligste barndom gjort ham nervøs og stresset - ofte i en grad så han har får åndenød. For at berolige sig selv lukker han øjnene og tæller. "Thinking on numbers helps me to be calm again," skriver han.

   Og videre beretter han om sit helt særlige emotionelle forhold til tal:

Numbers are my friends and they are always around me. Each one is unique and has its own personlity. Eleven i s friendly and five is loud, whereas four is both shy and quiet - its my favourite number, perhaps because it reminds me of myself. Some are big - 23, 667, 1179 - while others are small: 6, 13, 581. Some are beautiful, like 333, and some ar ugly, like 289. To me every number is special.

Han fortæller at disse specielle erfaringer med tal altså af forskerne beskrives som synæstesi, men at hans variant er speciel og usædvanlig - og måske kan være en del af forklaringen på hans helt specielle tal-hukommelse og talbehandlings-ekvilibrisme:

Mine is an unusual an complex type, through which I see numbers as shapes, colours, textures and motions. The number one, for example is a brilliant and bright white, like somone shining a torch beam into my eyes. Five is at clap of thunder or the sound af waves crashing against rocks. Thirty-seven is lumpy like prroidge, while eighty-nine reminds me of fallng snow.

Det usædvanlige - for ikke at sige unikke - ved Tammet som 'asberger-savant' er at han er så velformuleret og verbalt reflekteret - i modsætning til de fleste andre kendte nulevende 'savanter', som har meget svært ved at kommunikere verbalt.

 

Ud over sin meget læsværdige og oplysende selvbiografi, har han skrevet to andre bøger: 

   1) "Embracing The Wide Sky - a Tour Across the Horizons of the Mnd", hvori i han gennemgår en lang række forskellige opdagelser, erkendelser og indsigter inden for moderne hjerneforskning (mange af de samme emner som jeg har skrevet om på denne blog), og fletter egne oplevelser og erfaringer ind undervejs.

   2) "Thinking in Numbers - How Maths Illumminates Our Lives " hvori han gennemgår sammenhængen mellem tal og en masse andre mentale, kognitive og kreative fænomener, både historiske og aktuelle - igen flettet sammen med egne erfaringer.

De er alle meget velskrevne og anskueliggør levende og personligt de emner han fortæller om - også når han beskriver indviklede emner og besværlige følelser.

    Og faktisk kan nogle af kapitlerne i de to senere bøger godt minde en del om nogle af mine egne meget lange blogindlæg, men han skriver meget bedre og klarere end jeg gør. Jeg kan virkelig anbefale dem for deres øjeåbnende effekt og let-tilgængelighed.

    Jeg har flere gange omtalt Daniel Tammet i indlæg på bloggen. Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-en-lille-dreng-isac-asimov.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-2-rain-man-og-alle-hans.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-3-gte-savant-eller-bare.html

Hilma af Klint, ca. 1900

Så har jeg været på Louisiana med fruen og se udstillingen med malerier af den svenske nu afdøde kunstner Hilma af Klint (1862-1944).

   Jeg skrev om hende i et tidligere indlæg - med afsæt i min hypotese om at hun var synæstetiker, og at hun brugte sine indre syner af farver og former som inspirationskilde, skabeloner og matricer for sine malede billeder.

   Den form for synæstesi som hun har haft, er så en hvor bogstaver og ord - 'grafemer' - aktiverer et selvstændigt indre spor af ledsagende former og farver.

   Et argument for det er den form for synæstesi Hilma har, er at mange af hendes billeder har bogstaver, stumper af ord eller hele ord som integrerede dele at billedernes udtryk - som det her for eksempel:

Hilma af Klint tolkede selv sin - i mange år efter sin død hemmeligholdte - 'abstrakte kunst' som en slags automatmaleri, så at sige produceret med ført hånd fra højere åndlige magter.

   Synæstesi som et udtryk for at nogle menneskers hjerner neurologisk er indrettet så der er uhæmmet  og automatisk forbindelse mellem forskellige sansebearbejdende hjernemoduler som hos de fleste ellers er hæmmet og reguleret, den teori kendte Hilma ikke noget til.

   Men når man ser hendes malerier og samtidig kan læse sig til at hun allerede fra hun var barn "så syner" og havde "hallucinationer", så ligger den forklaring lige for.

   Her link til mit første indlæg hvor jeg omtaler og beskriver Hilma af Klints billeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

Det at se udstillingen 'live' og ikke bare læse om og se hendes malerier på nettet, satte en ekstra tankerække igang, med associationer til en anden kunstner jeg har skrevet om: Sven Dalsgaard. Han skifter fra en 'flade-form-farve-kunstframe' til en 'frame' hvor det enkelte kunstværk primært er tanke- eller konceptstyret. Og bliver "lukket" og "gådefuld".

Jeg oplever det som om Hilma af Klint kunstnerisk tørre ud omkring 1908 på grund af et lignende skift i 'kunstframes'. Hun glider fra en 'frame' som primært ser billedet som en abstrakt flade af organiske former og farver, til en 'frame' hvor billedet primært anskues som udtryk for en tanke eller en ide.

   Her nogle af de kæmpebilleder på udstillingen som gør størst indtryk, og hvor den synæstetiske kilde stadig er åbenlys:

Hilma af Klints senere billeder er gennemgående mere kedelige - skematiske og gennemgående symmetriske og polære i både udtryksformen og i det symbolske eller allegoriske indhold.

Hilma holder pause med maleriet i nogle år hvor hun bl.a. tager sig af sin gamle mor.

   Og da hun genoptager sit hemmelige maleriprojekt omkring 1914, så bliver billederne mere figurative, mere tydeligt symbolske og allegoriske, og kompositionsmæssigt meget mere symmetriske - i flere dimensioner.

   Og dette 'frame-skift' sker, er jeg overbevist om, under indtryk af den filosofi eller ideologi hun tilslutter sig i form af Rudolf Steiners antroposofiske bevægelse. Ligesom Sven Dalsgaards 50 år senere, bliver hendes kunst i min optik 'fortænkt' og 'lukket' - og i bogstavligste forstand mere 'mystisk'.

   Der er også i Hilmas senere værker et markant udtryksmæssigt slægtskab med new-age-bevægelsens symbolik:

De kunsthistorikere der har skrevet om Hilma af Klints betydning som pioner inden for 'abstrakt kunst', sammenligner hende ofte med Kandinsky (1866-1944) som var jævnaldrende - og også både var synæstetiker og var inspireret af Rudolf Steiners filosofi og tænkning om spiritualitet.

Wasilly Kandinsky, ca. 1920

På vores væg derhjemme har vi i mange år haft hængende en stor plakat med et maleri af Kandinsky fra en Guggenheim-udstilling. Her er et foto af det samme maleri:

Kandinsky: Upward (Empor), 1929

Og vi har også et andet - sent - Kandinsky-maleri på væggen i studen - en god reproduktion i glas og ramme:

Kandinsky: Sky Blue, 1940

Selv om jeg altså i mange år har sat stor pris på Kandinskys billeder, så har jeg aldrig fordybet mig i hans historie. Klee har ligget højere oppe på min interesseskala. Og ingen af det to af hans billeder vi har på væggen, giver associationer til at han skulle være synæstet.

    I Louisianas butik fandt jeg en bog om Kandinsky med afbildning af mange af hans malerier, og med en beskrivelse af hans udvikling fra en kunstframe forpligtet på det figurativt genkendelige til en frame hvor maleriet primært ses som en flade med abstrakte former og farveer. 

   Her to af hans "Kompositioner" fra 1911:

Kandinsky: Composition V, 1911

Kandinsky: Composition IV, 1911

Kandinsky fortæller at han ser former og farver som sanseforskudte udtryk for musik. 

   Den form for synæstesi som altså var hans særkende, har officielt betegnelsen 'chromesthesia', og Wikipedia forklarer den sådan her:

Chromesthesia or sound-to-color synesthesia is a type of synesthesia in which heard sounds automatically and involuntarily evoke an experience of color.[1] With sounds inducing color concurrents, chromesthesia is more accurately termed sound-color synesthesia. Individuals with sound-color synesthesia are consciously aware of their synesthetic color associations/perceptions in daily life.[2]   Synesthetes that perceive color while listening to music experience the colors in addition to the normal auditory sensations that would be triggered in the average person. That is, the synesthetic color experience supplements, but does not obscure real, modality-specific perceptions.[2] As with other variations of synesthesia, individuals with sound-color synesthesia perceive the synesthetic experience spontaneously, and without effort, and in a way that the individual learns to accept as normal within their realm of experience.[2]

Der er dog diskussion blandt autoriteterne om Kandinsky også var 'ægte synæstet', eller om der først og fremmest var tale om en villet kobling mellem lyd/musik og abstrakte former og stærke farver som udtryk for en kunstfilosofisk ideologi hos ham.

   Musik er jo som udtryk abstrakt så at sige fra naturens hånd, så 'musik' er under alle omstændigheder en god metafor for den abstrakte kunst som han var pioner for i perioden omkring 1910. 

En oplevelse af en operaen "Lohengrim" af Wagner udløste en visuel reaktion som han beskriver således:

I saw all my colours in my mind´s eye. Wild lines verging on the insane formed drawings befor my very eyes.

Altså en form for halucination aktiveret af musikoplevelsen. Faglitteraturen citerer ham også for dette udsagn når der argumenteres:

Colour is the keyboard, the eyes are the hammers, the soul is the piano with many strings. The artist is the hand which plays, touching one key or another, to cause vibrations in the soul.

Kandinsky bruger i øvrigt abstrakte musikudtryk som "komposition" og "improvisation" som nummererede titler på mange af sine billeder.

Her ses et 'sent' Kandinsky billede fra 1926 hvis lighede med Hilma af Klints billeder små 20 år tidligere, er slående: 

Kandinsky: Several Cirkels, 1926

Hilma af Klint: Voksenlivet 1907

Hilma af Klint malede 'abstrakt' nogle få år før Kandinsky slog ind på den vej. Og - måske - var de begge altså inspireret af den samme slags synæstetiske oplevelser i 'the minds ey' - Hilma med bogstaver og ord som igangsættere, Kandinsky med lyd og musik. Og begge tolkede de oplevelserne som mentale og spirituelle input fra en højere åndelig verden.

Men hvad så med for eksempel Van Gogh som man kan se malerier af på en flot udstilling på Ordrupgaard for tidn, med titlen: "Van Gogh, Gaugin, Bonard", en udstilling vi besøgte for et par dage siden. Var Van Gogh også synæstetiker?

Få svaret i et kommende indlæg her på bloggen ....