Bidrag til en web-tv-dramaturgi (14) - om forførelse, overtalelse og ægte interaktionsmuligheder i web-tv-sammenhæng - og de menneskelige behov

Dramaturgien implicerer et ”opslugt” og dermed passivt modtagende publikum

Når v taler om film- og tv-dramaturgi, så beskrives det blandet andet som konstruktionsprincipper for at fortælle en god historie i lyd og levende billeder - på en måde så det fanger, fænger og fastholder publikum fra start til slut.
   Der er tale om at man - ved at anvende dramaturgien i konstruktion og fremstilling af en historie - kombinerer og organiserer information, fascination og identifikation hen gennem fortællingen af, så publikum forføres til at involvere og engagerer sig i historien og dens personer som om de audiovisuelle figurer på lærred, scene eller skærm ikke var repræsentationer, men var autentisk virkelighed. 

 
Dramaturgien er i sin natur universel idet den i fremstillingen har udvisket og kamufleret henvisninger til en specifik afsender og en specifik modtager. Publikum skal ikke bare glemme sig selv, men også abstrahere fra instruktøren og mentalt se bort fra at de medvirkende er audiovisuelle konstruktioner der er iscenesat og spiller roller, og i stedet skal publikum identificere sig med de medvirkende som om de var virkelige personer.

   Man kan sige at når dramaturgien fungerer som den skal, så har fortællingen både imaginationseffekt (=stimulerer fantasien) og realitetseffekt (stimulerer oplevelsen af virkelighed), så det for et publikum får emotionel og afgørende betydning hvordan historien forløber og ender, og hvad man kan ”lære" af den gennem den bærende ides mentale impact .

Retorikken implicerer pseudointeraktivitet mellem taler og tilhører

Med retorikken er det sådan at den fungerer i forhold til at engager og overbevise et publikum gennem overtalelsesmidlerne logos, etos og patos. 

   Retorikken vil som regel kombinere de tre appelformer, men i modsætning til dramaturgien, så kan den i den enkelte tekst eller tale lægge hovedvægten på en af dem. 

   Er fremstillingen domineret af logos betyder at man appellerer til publikums fornuft, og i talen satser på saglige argumenter og argumenttyper og en klar og nøgtern og saglige sprogbrug. 

   Er teksten domineret af patos, så appellerer den til publikums følelsesmæssige engagement og gør brug af argumentformer og en sprogbrug der er stærkt værdi- og følelsesladet, f.eks. gennem brug af forførende analogier, forskønnende omskrivninger og metaforik. 

   Og er overtalelsen domineret af etos, så drejer det sig om en appelform hvor afsenderens troværdighed og modtagerens tillid i afgørende i spil gennem en argumentation som peger på afsenderens autoritetsudtryk, sociale rolle og personlige historie som garanti for sandhed og virkelighedsforankring.

   Retorikken er i modsætning til dramaturgien situationsspecifik og er afsender- og modtagerud­pegende i sin fremstilling, idet den har direkte reference til taleren, der kan sig ”jeg” om sig selv, sige ”du” eller ”I” med reference til modtagerne, og sige ”vi” om et socialt fællesskab som afsender og modtager forudsættes at dele i forhold til den fælles virkelighed der tales om. 

   Og i kraft af retoriske spørgsmål, retoriske antagelser og retoriske indvendinger i fremstillingen er den retoriske tekst eller tale i sin natur pseudoin­ter­aktiv, idet den altså medtænker publikums konkrete tilslutnings- eller afvisningsreak­tioner undervejs. Og medtænker direkte handling bagefter når talen er blevet til tanke og forståelse hos modtageren.

   Når retorikken fungerer som den skal, så kan man sige at den både har realitets- og  sandhedseffekt.

Netkommunikationen tilbyder ægte og reel interaktion

Når der i den interaktive fortælle- og formidlingsform (som jo er den ”naturlige” for nettet) - gennem netsidens eller videospillets interaktionstilbud - er skabt et reelt handlerum for brugeren, så har vedkommende fået mulighed for at deltage aktivt og få en rolle i det der fortælles; eller brugeren kan endog tænkes at ”sætte sig på historien" og anvende dens indhold og information aktivt bagefter gennem deling og videreformidling.

   Man kan sige at en god interaktiv web-fortælling, fakta eller fiktion/spil, er en hvor det gør en forskel hvad brugeren gør i historien, ved historien eller omkring historien. 

Interaktion og behov

Det betyder at de interaktionsmuligheder der tilbydes, skal indebærer noget nyt, noget ikke forud­sigeligt, noget overraskende, noget der rent faktisk opfylder nogle behov som hverken den dra­matiske fremstilling eller den retoriske fremstilling hver for sig eller i samspil kan gøre. 

   Vi kan tale om interaktive merværdi i forbindelse med en video på en webside når det interaktive handlerum og de interaktive handlemuligheder tilgodeser yderligere behov hos modtageren 

   Denne interaktive merværdi kan være større eller mindre. Det drejer sig både om hvor mange 'strenge' brugeren via klik og links kan bevæge sig ud af, og hvad for noget udbytte det giver brugeren at forfølge disse strenge.

   Den interaktive merværdi kan naturligvis også helt mangle, og så er det både første og sidste gang netbrugeren besøger den netside.

   

Nogle af disse behov er sociale – fx kan du sende historien til andre og få dem til at dele din oplevelse med dig, eller du kan opleve at du selv som individ har betydning (magt, indflydelse) ved at du kan bidrage med kommentarer, anmeldelser eller supplerende egenfortællinger/egne videoindslag.

  Andre behov har at gøre med at udvide din bevidsthed om at du med nettet indgår i - og er bevidst om at du indgår i – et kommunikativt fællesskab, når du fx vælger historier efter om de er de mest sete, eller de højst vurderede, eller hvem andre der netop nu ser denne historie (lidt som at sidde i en fyldt biografsal hvor bevidstheden om hvor mange eller få andre der er i salen, påvirker din oplevelse af filmen).

Lyst til leg, trang til handling, behov for fællesskab 

Man kan sige at de traditionelle dramatisk-episke og retorisk-didaktiske fortælle- og formidlingsformer i varierende grad tilfredsstiller nogle fundamentale behov eller lyster publikum: 

• skuelyst (voy­eurisme, billedfascination), 
• kundskabstørst (videbegær), 
• eventyrlyst (narrativt begær). 

Fremstillingens mulighed for at indfri disse -universelle menneskelige behov, er afgørende for styrken af forforførelses- og overtalelses-effekterne som er nævnt ovenfor: imaginationseffekt, realitetseffekt, sandhedseffekt.

    Når vi har med nettets interaktionsindlejrede videofortællinger at gøre, så er de behov der i lige så høj grad - og måske i højere grad kan blive tilfredsstillet, disse tre:

• lyst til leg (jfr. 'legesyg')
• trang til handling
• behov for fællesskab

 – vel at mærke i samspil med de tre ovenfor nævnte. 

   Derfor kan moderne web-video-kampagner være hundrede gange mere effektive og slagkraftige end traditionelle kampagneformer gennem annoncer, tv-reklamer og propagandafilm.

Om 'forbilleder' og 'efterbilleder' - Joachim Adrian som mimer klassiske landskabsmalerier i sine fotografier - og Julie Nord som mimer gamle indrammede familiefotos i sine tegninger

Politiken i fredags den 13. september rapporterede om, illustrerede og dokumenterede et kreativt og fascinerende eksperiment i tillægget "MUSEUM".

   Fotografen Joachim Adrian havde udvalgt sig en række kendte og berømte danske landskabsmalerier, kendt fra den danske kunsthistorie og utallig kunstbøger. Og så havde han forsøgt at finde det sted hvorfra disse maleriers motiver var set og gengivet med pensel på lærredet. Og så havde han fra det sted taget et fotografi der "lignede".  

   De malede 'forbilleder' var bl.a. ikoniske værker som: P.S. Krøyers "Sommeraften ved Sønderstrand", Vilhelm Kyhns "Fra Egnen ved Himmelbjerget", Johannes Larsens "Kerteminde Fjord mod byen", L.A. Ring: "Sommerdag. Roskilde Fjord", Christen Købke: "Frederiksborg Slot set fra Jægerbakken", J.Th. Lundbye: En dansk Kyst: Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden", og flere endnu.

    Her et par eksempler fra artiklen til illustration af den særprægede omvendte aha-oplevelse jeg fik gennem artiklen:

Selve artiklen bragte for hvert billedpar dels Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornungs kommentar til det maleri som var 'forbilledet', og dels Joachim Adrians kommentarer til sit fotografiske 'efterbillede'. 

   Her fotografens kommentar til sin version af "Sommeraften ved Skagens Sønderstrand":

Det var en festlig firmaudflugt med en gruppe kvinder fra et sundhedscenter i Nordjylland. Mens gruppen sidder i klitterne bag Sønderstrand og får sig en lille skarp og noget hjemmebag, vandrer to af kvinderne langs stranden med en hund. Det er sommeraften, og solen står lavt. Lyset komme vestfra og maler toppen af klitterne gullige, samtidig med at den lave sol får fodsporene i sandet til at træde frem. De to kvinder svøbes i det gyldne skær fra aftensolen. »Tror du, vi er Anna Ancher og Marie Krøyer«, spørger kvinderne mig, da de ser, jeg fotograferer dem. »Ja«, svarer jeg.

Projektet var kreativt tænkt og fornemt eksekveret af Joachim Adrian. Og sjovt, originalt og tankevækkende at se og læse. 

   Hvem der har fået ideen, fremgår ikke af artiklen, men på en interessant og omvendt måde tematiserer eksperimentet et ældgammelt tema i diskussionen om kunst vs. virkelighed, og om forholdet mellem en fotografisk gengivelse af virkeligheden og en kunstmalers gengivelse af den samme virkelighed.

   En diskussion jeg selv er blevet optaget af efter at jeg er begyndt at male akvareller med fotografier som 'forbilleder' og motivisk inspirationskilde.

Her kan man se og opleve alle billedparrene i eksperimentet:

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/kunst/landskabsmalerier/article2075073.ece

Politiken har efterfølgende bedt en kunsthistoriker Kasper Monrad forholde sig til projektet og de fotografier som kom ud af det. Hvad giver det af nye impulser og indsigt?

»Jeg har også fotograferet mange af motiverne, og jeg kan se se, at Joachim Adrian har været enormt dygtig. Måske mere tålmodig, end jeg selv var«, siger kunsthistorikeren

   Kasper Monrad mener, at Joachim Adrians billeder giver mulighed for, at man kan aflure de valg, malerne har truffet, da han for lang tiden siden stod foran motivet.

   »Man kan blive klog på kunstnerens intentioner i det omfang, vi stadig kan finde motiverne i dag.

   Som kunsthistoriker synes jeg, at Joachim Adrians billeder er en spændende mulighed for at kigge kunstneren over skulderen«, fortæller Kasper Monrad.

Man bruger jo i mange sammenhænge metaforen "at komme helt ind i maskinrummet" til en eller anden institutionel aktivitet der udfolder sig i nutiden (sidst i forbindelse med fyringen af Danske Banks direktør Eivind Kolding, som efter TVA-journalistens udsagn vidste for lidt om hvad der foregik i en storbanks "maskinrum").

   

Jeg synes godt man kan bruge metaforen her. 

   Joachim Adrians 'fotokopier' af de ældre maleres motiver giver os adgang til kunstmalerens 'visuelle maskinrum' i hjernen: Hvad har Krøyer, Lundby og alle de andre mestre så nogenlunde set - øjets input? - Og hvad har kunstneren så gjort ved det sete - abstraheret, forenklet, koncentreret, belyst, forstærket, koloreret, svækket, set bort fra, etc. - for at skabe det ikoniske maleriske udtryk - håndens output - som har placeret kunstneren i toppen af dansk kunsthistorie i den pågældende tidsepoke?

Når den problemstilling optager mig så meget, er det fordi jeg  på det første akvarelkursus jeg var på for godt 2 år siden opdagede at jeg ikke havde det særligt godt med at lave akvareller på frihånd on location med motivet foran mig sådan som det var forudsat i tilrettelæggelsen af kurset at man skulle. 

   Men den sidste dag på kurset tog jeg afsæt i et fotografi og kunne sidde indendørs på hotelværelset og arbejde, og så blev resultatet meget mere tilfredsstillende og arbjedsprocessen meget mere interessant og givtig. 

  For mig!

Siden fandt jeg så ud af, ved lidt research på nettet, hvor mange store malere der siden Leonardo da Vinci opfandt camera-obscura-teknikken, har malet efter fotografisk gengivne motiver. Og jeg har flere gange skrevet om det i forskellige indlæg her på bloggen.

  Se det følgende link, for at få lang række eksempler på berømte kunstnere og kunstværker som har haft fotografier af motivet som 'forbillede'. 

  Du vil blive forbløffet:

http://www.redbubble.com/people/blythart/writing/2707929-did-famous-artists-use-photographs

For eksempel har også den mexicanske portrætkunstner i verdensklasse Frida Kahlo arbejdet på den måde, hende hvis malerier jeg for nylig har skrevet om, og som udstiller på Arken:

 

Min egen konklusion er at det at have et fotografisk 'forbillede', giver mentalt rum for den analyseproces i forhold til motivet som skal til for at mine akvareller har mulighed for at leve op til mine ambitioner og fantasier om det færdige resultat:

Så vidt, så godt!

Men serendipiteten sniger sig ind overalt. 

   I selvsamme Politiken-tillæg var der et stort interviewportræt med kunstneren Julie Nord i anledning af hendes kommende udstilling i Aalborg (journalist: Camilla Stockmann).

   Julie Nord og hendes kunst ligger højt på min skala for malere jeg sætter meget pris på - med hendes artistisk forfinede konceptuelle blending af fabulerende eventyr-tegninger og 'lille-pige'-surrealisme med klare associationer til jugendstil og victoriansk illustrationskunst fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det univers Julie Nord nu dyrker har fællestitlen "Familiebillder". Og det har også fotografiske 'forbilleder', fremgår det.

   Citat fra artiklen:

Konstruerede familiebilleder 

På gulvet under et bord i hendes atelier ligger et sort-hvidt foto fra 1920’erne eller 30’erne af et pigebarn artigt smilende og med sideskilning gennem bløde krøller. Siden har Julie Nord også lavet en serie med børnebilleder.

   »Familiebilleder er jo den stærkeste virkelighedskonstruktion i vores liv. Det begynder med, at vi får lyserødt eller lyseblåt tøj på, og rammerne snævres langsomt ind, og jo mere vi vokser op, jo mere fremmedgørende føles det rum, vi er sat i. Til sidst kan man jo være nødt til at rejse over på den anden side af jorden for at kunne trække vejret eller blive kæreste med en rocker«, siger hun.

Hannah

The Norwegian Sisters

Wilbur

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (13) - om forholdet mellem full-screen afspilning og 'normal' afspilning i playervinduet på netsiden

(Dette indlæg er oprindelig skrevet inden der kom smartphones og tabletcomputere på markedet, så nogle af argumenterne og synspunkterne er muligvis forældede eller skal nuanceres kraftigt)

Web-tv: full-screen-visning - eller visning i playerruden

Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning at brugerne af nettet kun i ringe eller mindre grad udnytter muligheden for at se web-tv i full-screen formatet, som naæsten alle playere jo nu muliggør med et enkelt klik ned i højre hjørne. 

   Dette at vælge at se et web-tv-indslag i full-screen - eller at lade være - er jo en af de interaktionsmuligheder som er specifikke for brugere af web-tv, og er noget som kun i ringe grad er mulig ved almindeligt tv-sening.

Den umiddelbare forklaring på at man som bruger ikke vælger full-screen-visning, er selvfølgelig at i 'full screen' er kvaliteten stadig ofte så relativt dårlig på grund af ringe opløsning, at det formindsker eller svækker billedfascinationen og forstyrrer oplevelsen – og dermed ikke mindst identifikationen med de medvirkende. 

   Men det er nok kun et spørgsmål om tid og teknik-udvikling før det bliver sådan at man straks og naturligt vælger full-screen ligeså snart man starte afspilningen på playeren, siger de kloge.

Det er jeg imidlertid ikke helt overbevist om. 

   Full-screen-visning betyder jo nemlig at man  psykologisk set sætter sig i en passiv modtagesituation - 'lean back(ward)' - også selvom man nemt kan stoppe playeren når man vil, og klikke tilbage til visningen i playerens mindre rude. 

   Når man går på nettet, så gør man det normalt i en psykologisk ”active mode”- 'lean forward' - hvor man er indstillet på at 'surfe', 'snorkle' og 'dykke' sig frem og tilbage - og op og ned. 

   Og når så man vælger at se web-tv i den lille playerrude, så ser man det hele tiden i klar bevidsthed om at man er i fuld kontrol, har overblik over netsidens retoriske landskab og er fri for full-screenens syns- og opmærksomheds-monopoliserende totalitet, en kontrol og en frihed som fullscreen-visningen psykologisk set svækker eller fjerner.

Men det betyder så også at mange af de dramaturgiske greb som naturligt og automatisk anvendes i broadcast-tv og spillefilm, og som er rettet mod forførelse og mentalt opslugende fremdrift, at de greb nemt blive mere eller mindre tømt for mening og tilsvarende mere eller mindre virkningsløse (eller direkte forstyrrende i forhold til en på forhånd distraheret og surflysten netbruger der ikke er særlig indstille på at ”give sig hen” i oplevelsen.

   Det forhold bør man have med i overvejelserne hvis man investerer dramaturgisk, optagemæssig og redigeringsmæssig 'production-value' som hvis web-tv-produktionen skulle have været vist i broadcast-tv.

Kaktusblomsten fra Mexico - Frida Kahlo - levet liv gennem kunst

Der er kunstværker - malerier, skulpturer, arkitektur - som gør så stort indtryk ved første møde, at man ikke kan få dem ud af hovedet og aldrig glemmer dem igen.

   Til den gruppe hører for mit vedkommende Frida Kahlos selvportrætter: ikke et bestemt, men dem alle sammen.

Jeg har set nogle få af hendes selvportrætter i kopi i forskellige kunstbøger i årenes løb.

   Og det er blikket der gør det! Som det er svært at finde præcise adjektiver til at karakterisere, men ord som indtrængende, brændende, krævende, falder mig ind.

   Det første af hendes selvportrætter jeg oplevede "real life", var på den udstilling om selvportrætmalerier som var på Louisiana for tre kvart år siden. Det var et af de få fra udstillingen jeg stadig husker:

   

Og nu har jeg så set omkring 30 af hendes malerier og nogle få tegninger hvor hun bruger sig selv som motiv på den aktuelle udstilling på Arken. 

   Udstillingen leverede oven i et for mig overraskende bonusmateriale i form af en lang række fotografier af hende og hendes mand, Diego Rivera, som jeg ikke har set før - fx det oven for. 

  Wau! What a lady!

Men hendes selvportrætter som udgør over en tredjedel af  det samlede antal malerier (146) hun nåede at male inden sin tidlige død som 46 årig i 1954, er nogen som når først de er kommet ind på nethinden, så er de ikke til at slippe fri af igen:

Frida Kahlo var som 18-årig ude for en alvorlig og stærkt invaliderende trafikulykke, en skæbnesvanger begivenhed som i forhold til hendes malerkarrierer virkede som en kreativ og ekstremt produktiv restriktion (jfr. Gudrun Hasle og ordblindhed, Karen Blixen og syfilis). 

   Hendes selvportrætter er - som jeg ser det - også udtryk for at vrede kan være en kreativ og produktiv drivkraft, og hendes fysiske lidelser tematiseres direkte eller indirekte i mange af hendes malerier

Frida Kahlo blev i 1929 - som 22-årig - gift med den 20 år ældre og allerede på det tidspunkt internationalt anerkendte mexicanske kunstmaler Diego Rivera:

Kahlos samliv med Rivera bliver turbulent - og emotionelt storm- og lidelsesfyldt. 

   Hun har to aborter med et par års mellemrum 1930 og -32. Og bliver også både skilt og gift fra Rivera 2 gange op igennem 1930-erne.

   Hun dør i 1954 - og begik måske selvmord. Han dør tre år efter.

De var begge stærkt politisk engagerede i venstreorienterede bevægelser i Mexico i 30´erne. Og Diego Riveras malerier med motiver fra de arbejdende mexicanske folks dagligliv, er nok dem han i vore dage er mest kendt, husket og elsket for:

Selv var jeg som ung stærkt betaget af Riveras "folkelige" malerier og deres klare forenklende stil i figurtegning og farver. 

   Flere af hans kendte malerier i den stil var med på udstillingen på Arken, og gjorde også stadig et stort indtryk på mig.

   I samtiden var han mest kendt for sine kæmpemæssige komplekse og farverig murmalerier. Se

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/i-politiken-i-dag-er-der-ogsa-en.html

Mens de begge levede, stod hun de fleste år i skyggen af ham, som det også fremgår af dette Frida-maleri fra 1931:

Men i årenes løb udviklede hun en stadig stærkere selvbevidsthed omkring sit eget værd som kvindelig kunstner, hvad der afspejler sig i flere af hendes maleriers motiver der bliver mere og mere metaforisk blendede, symbolske og mytologiserende - med stærkt hældning i surrealistiske retning:

Dette at Frida Kahlo bruger sig selv, sit ansigt, sin krop, sit tøj, sit hår, sine kæledyr, sit ægteskab - hele sit sit liv - direkte i sin kunst, og dette at hun iscenesætter og udstiller sig selv som ikonisk kvindelig myte i mange af sine malerier, gør at hun var årtier forud for sin tid. 

   Jeg oplever hende som kunstmaler og som kulturpersonlighed som et menneske der både er aktuel og universel mønsterbryder og pioner.

   Nu omkring 60 år efter kunstnerparrets død, er der for mig ingen tvivl om at Frida Kahlo, trods det relativt lille antal malerier, hun nåede at producere, i kunsthistorisk perspektiv er den mest langtidsholdbare af de to.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (12) - om net-tv-pakker – og de 'udvendige' og 'indvendige' interaktionsmuligheder

Den afgørende forskel mellem broadcast-tv og web-tv er de ekstra muligheder for brugerinteraktion som altid ledsager et web-tv-indslag på på en net-side - hvad der hænger sammen med at nettet primært er et 'pull'-medie.
   De muligheder er med til at ændre - evt. svække behovet for dramaturgisk forførelse af seerne.
   Interaktionsmulighederne kan erstatte eller supplere dramaturgiens set up/pay off-mekanismer i et indslag, og indebærer en særlig 'dialog-fremdrift' i forholdet mellem brugerne og sitets forskellige klik-/link-tilbud.

Interaktionsmuligheder indlagt i web-tv-sidens program:

Går man ind på en web-tv-side hvor man kan søge på forskellige indslag, så er der to slags interak­tionsmuligheder for brugerne: 'udvendige' og' indvendige'.

   Den ene type - de 'udvendige' - er de tilbud som har at gøre med at brugeren kan forholde sig til indslagene i sin helhed og interagere på forskellig måde: kommentere dem, vurdere dem, sende dem videre, anbefale nogen der ligner, selv producere og uploade noget video - alt sammen som en slags ”svar” på indslagets "udspil". 

   Disse interaktions­mulig­heder er eksterne i forhold til web-tv-fortællingen, og er styret af det bagvedliggende program for siden.

Interaktionsmuligheder som en del af web-tv-pakken:
Men der er også interaktionsmuligheder som så at sige er en del af selve web-tv-fortællingen anskuet som ”en pakke” af tematisk sammenkædede delelementer der hver fokuserer på forskellige aspekter og med forskellige muligheder for indgang eller udgang.
   Disse 'indvendige' interaktionsmuligheder indebærer at fortællingen internt i ”pakken” kan udfoldes og udforskes i forskellige retninger - i kraft af indholdet og karakteren af de valgmuligheder der tilbydes: baggrundsoplysninger, supplerende videodokumentation, muligheden for at vælge mellem en kortere eller en længere version, mulighed for at se interviews i sin rå og uklippede form, stillbilleder fra stedet hvor videoen er produceret, præ­sen­­tationsvideoer af de medvirkende eller deres profiloplysninger, alternative klipninger, trailer med klip med highlights.

   Disse interaktionsmuligheder er styret redaktionelt. Nogle er knyttet til den enkelte fortælling, og nogle er knyttet til det redaktionelle koncept for siden.
   Hvis det hele lå på en DVD, ville man tale om 'bonusmateriale' - det man får med i købet.

Interaktionsmuligheder knyttet til det redaktionelle koncept:

Til det redaktionelle koncept kan kravene til mulig interaktion fx være: at der skal være trailere til alle længere enkeltindslag, at alle længere historie skal kunne vælges og ses i bidder - i selvstændige "kapitler", eller at der altid skal være tilbud om korte highlights fra indslaget der kan mailes, deles på sociale medier eller placeres på YouTube. Det er typisk tilbud for de ”utålmodige” surfere – til dem der primært er nysgerrige og vil ”lege” eller underholdes.

   Til det redaktionelle koncept kan også høre krav om at der altid kan findes profiloplysninger om medvirkende i interviews og profiloplysninger om den der har produceret indslaget. Eller der kan være et redaktionelt krav om at man altid kan klikke ind på et kort der viser hvor historien foregår eller at der altid skal være en tidslinie. 

   Det er interaktionstilbud for dem der vil vide mere, og som søger baggrundsoplysninger, som altså "snorkler" eller "dykker".

Interaktionsmuligheder til den enkelte web-tv-historie/fortælling:

Her er det også interessant at skelne imellem interaktionsmuligheder i pakken som er knyttet til forskellige slags lyst, behov, begær og motivation: videbegær, narrativt begær, skuelyst, legelyst eller trang til at handle. 

   Skuelyst: Til en web-tv-historie der foregår i et spændende og fascinerende landskab, kan man fx få adgang til supplerende visuelt bonusmateriale ved at klikke ind på en serie still-fotos der viser mange andre scener fra landskabet end de få selve indslaget viser; altså for at tilfredsstille skuelysten - det visuelle begær. 

    Appel til det narrativ begær (lyst til spænding gennem historier): Man kan dele video-historien op i elementer som en føljeton, så hver del slutter med en ”cliffhanger” der giver fremdriftbetonet lyst til at klikke ind og vælge at se næst afsnit i historien.
   Eller der kan være mulighed for at vælge en decideret forhistorie med arkivbilleder og arkivklip. 

   Eller cliff­hangeren kan bestå i at en journalistisk fortælling slutter abrupt ved udgangen af indslaget i playeren med en opfordring til at brugerne bidrager med eget videomateriale til at underbygge/dokumentere at videofortællingen i den uafsluttede form er sand og væsentlig og ikke kun bygger på den ene case som er præsenteret i indslaget. 

   Eller fortællingen kan lægge op til en quiz som giver adgang til flere fortællinger hvis man svarer rigtig (også appel til legelyst).

   Man kan også appellere til det narrative begær ved at lave episoder af samme slags historier, bare med andre personer og anden location eller anden tid. 

 
Trang til handling: Undersøgelser af folk der har set faktuelt nyheds-tv med historier om ulykker, sult, krig og katastrofer, viser at oplevelsen i dem mobiliserer en trang til handling, til at gøre noget for at afhjælpe elendigheden og lidelserne.
   Altså bør man ved web-tv-indslag med den slags indhold indlægge muligheder for at støtte med penge, eller udstyr, eller yde andre former for frivillig hjælp.

   Tilsvarende med web-tv-historier om nye opfindelser eller fremgangsmåder som kan gøre livet let­tere, billigere, sjovere eller mindre risikabelt. De bør altid på siden ledsages af oplysninger med evt. link til muligheder for at anskaffe eller gøre lige så.

Malerier af Afghanistan-krigen som fremmedgjort hverdag og udstillet normalitet - Mathilde Fengers 'bataljemaleri' ophængt på Frederiksborg Slot

Mine to daglige aviser bragte begge for en uges tid siden hver store artikler om en kvindelig maler hvis maleri fra Afghanistan-krigen skulle op og hænge på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. 

   Navnet på kunstneren er Mathilde Fenger, og hendes maleri som nu bliver en del af nationens malede historie, ser sådan ud:

Billedets titel er "Transition - de danske styrker indsats i Afghanistan"; "transition" betyder 'overgang'. Formatet er 200 x 240 cm. 

   Det hænger nu mellem maleriet af Anders Fog Rasmussen og Dronning Margrethe. Blending!

Straks jeg så afbildningen af maleriet i aviserne, gjorde det faktisk et stærkt indtryk. Indtrykket blev på en eller anden måde hængende på nethindens inderside flere dage efter.

   Og jeg ved godt hvorfor? Fordi det minder mig om nogle af de høj-kvalitet-tegneserier, typisk med franske tegnere som producenter, som jeg i årenes løb har dyrket og nydt.
   Jeg googler hendes navn og billeder. Og der er flere af samme slags. Og selv om det bare er netversioner som ses på computerskærmen, så bekræfter de min oplevelse af at her er noget særligt "på gång".

Ligesom vi har begrebet at noget er "politisk ukorrekt" til at karakterisere upassende udtalelser om køn, race og religion, så er oplevelsen og fascinationen ved synet af  Mathilde Fengers krigsmalerier utvivlsomt også præget af at de i en eller anden forstand er "kunstneriske ukorrekte"
    De er regulært figurative, og motivet er en aktuel krig med danske soldaters deltagelse, noget som vi ikke forventer at se foreviget i et stort maleri ophængt blandt ikoniske kendisportrætter på vores nationalhistoriske museum; nationale krigsmalerier er ikke lige det der har være in på den danske kunstscene så længe jeg kan huske det.

   Stilen er semi-naturalistisk, og det må jeg erkende: Jeg holder af malerier hvor det der ligner det øjet ser, blandes og fusioneres med noget - et ekstra 'lag' - der ikke ligner, er fremmedartet og distanceskabende. Så der opstår et kreativt og fascinerende blending-forhold mellem - UPS: 

mimesis og fantastik

Undskyld de to fremmedord som pludselig dukkede op fra min hjernes verbale gemmer. 

   Men hvis du skulle falde over min gamle bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990 - så er der i et appendiks en mange sider lang udfoldelse af dem. 

   Jeg vil måske ved en senere lejlighed tage tråden op.

   

Jeg har tidligere skrevet om en af disse tegnesriernes elitekunstnere: Enki Bilal, født serber, men vokset op i Frankrig. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/christian-schad-en-malers-skbne-i.html

Søgningen på nettet afslører at jeg er gået glip af omtalen af den udstilling som Mathilde Fenger havde i 2012, og som udsprang af en kunstnerisk reportagerejse til den danske militærmission i Afghanistan året inden.  

   På rejsen tog hun i massevis af fotografier og skitser, og omsatte så indtrykkene i 26 stor malerier som bl.a. blev udstillet på Frederiksborg slot. Men udstillingen kom også rundt på en række militærkaserner. 

   Her fortæller en militær 'udstillingsleder' om denne rundtur i en usædvanlig udstillingskontekst for kunst:

HELMAND - en international mission - 

malet og skildret af kunstmaleren Mathilde Fenger

Af Kaptajn Axel Vermehren, udstillingsleder

I 2010 fik kunstmaleren Mathilde Fenger tilladelse af Forsvarsministeriet og Hærens Operative Kommando til at rejse til Afghanistan for at skildre livet i Danmarks internationale militære engagement. 

   Det blev til ca. 2500 fotos, skitser og utroligt mange indtryk, som nu er blevet til 20 store naturalistiske bataljemalerier i olie. 

   Som udstillingsleder på Hærens Officersskole har jeg i samarbejde med Mathilde Fenger fået den ære og glæde at indlede en stor udstillingsrejse, der bl.a. går til 6 af hærens tjenestesteder i løbet af det næste års tid. Samtidig har Hjemmeværnet ønsket at deltage i udstillingen. Der arbejdes tillige på, at udstillingen skal til NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. Udstillingen på Frederiksberg Slot og Hærens Officersskole blev gennemført fra den 5. til den 30. september.

   Mathilde Fengers malerier er blevet vist i en harmoni mellem kulturværdier i rammen af slottet og en sandfærdig skildring af livet i Helmand, opsat i primitive og rå stafelier.    Udstillingen er blevet besøgt af ca. 1.300 personer, lige fra Veteranhjemmet, Kunstforeninger, private foreninger, AOF, Erhvervslivets toplederkonference, en række af forsvarets myndigheder og ikke mindst hovedparten af soldaterne fra ISAF 10. 

   Udstillingen har dermed fået et flot afsæt som en skildring af livet i Helmand i Afghanistan. 

   "Det har givet mig et andet perspektiv på tingene. Og så har jeg fået blod på tanden i forhold til at bruge maleriet til noget vigtigt. Ikke kun noget æstetisk, men til at tage stilling".

Mathilde Fenger

Her er nogle af de billeder som indgik i den turnerende udstilling. Stadig fascinerende i kraft af den særlige blanding af indlevet naturalisme og fremmedgørende distancering:






Du kan se flere af malerierne fra den udstilling her:

http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/krig-i-kunsten/

Og her:

http://kissersgalleri.blogspot.dk/2012/07/maleriudstilling-af-mathilde-fenger-pa.html 

 Serien har fællestitlen "Bataljemalerier" - en betegnelse som godt nok lyder gammeldags. Sidst man i dansk regi oplevede danske kunstnere male den slag "krigsreportager", var i forbindelse med krigen i 1864.

Det var den udstilling der fik museumsdirektør for Frederiksborg Slot, Mette Skovgaard, til at bestille et enkelt stort maleri af Mathilde Fenger der skulle sammenfatte essensen af "11 års krig i et maleri", som rubrikken lød i Informations reportageartikel 2. september 2013.

Hun og Frederiksborg Slot fik godt nok noget for pengene! Og nogle visuelle 'eyekicks' til refleksion for eftertiden!

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (11) - 'push' og 'pull'- og noget om at surfe, snorkle og dykke på webben

Tilskuer, seer, bruger…

Biografen et rum hvor man er mange, og som er mørkt og hvor lærredet er stort og som alle i rummet kigger på samtidig. Stort set kan man ikke gå under visningen. TV er et apparat som befinder sig i et helt eller halvt oplyst privat rum, man er ene modtager eller nogle få sammen, og man kan tænde og slukke, zappe, og komme og gå som man vil. 

   I biografen er man som regel af filmdramaturgien og modtagesituationen bundet til stedet i mindst halvanden time. Man er underlagt aktantmodellens og berettermodellens og det store filmlærreds fascinationskraft.

   I tv-stuen er den dramturgiske binding til lænestolen typisk mindst en halv time (bortset fra reklame-breaks), men her kan man altså forlade fortryllelsen ved at zappe eller forlade rummet. Og der er mange dramaturgiske varianter på spil alt efter genrer (Se: De levende billeders dramagturgi, bind 2. TV)

   Disse to audiovisuelle medier har trods forskelle alligevel en del til fælles mht. dramaturgi og principper for storytelling, men forskellene slår bl.a. igennem i betegnelsen for modtagerne. I biografen er man tilskuer og del af et publikum hvis fælles reaktioner man er en del af, i tv-stuen er man seer, men i det mindste bevidst om at man deler oplevelse på samme tid med mange tusinde andre seere. 

   

Både film og tv er det man somme tider kalder 'push'-medier, rettet mod et bredt ensartet publikum et kollektiv som - når det først er ”på” - forudsættes samtidig at læne sig tilbage i stolen og tager imod det samlede indhold der som en pakke 'skubbes' fra lærredet eller skærmen. 

På nettet er man bruger. Nettet er multimedialt, og brugerne interagerer individuelt med nettets hav af muligheder for at få indiviudelt tilpasset information, sociale relationer, oplevelser – både ved at læse, høre og se billeder.

   Nettet er grundlæggende et pull-medie hvor brugeren inviteres ind til at trække noget specifikt indhold til sig ud fra nettet – det er det interaktionen består i. 

   En side, en portal, en blog – alle har de karakter af et retorisk landskab der er organiseret ud fra forestillinger om hvad mange forskellige individer kunne finde på at ville spørge om eller kunne tænkes at ville gøre - i forskellig rækkefølge, på forskellige tidspunkter og ud fra personlige behov. 

   Derfor er de retoriske spørgsmål og deres svar er ikke som i en tale eller en avisartikel organiseret i en lineær logiks faste rækkefølge, men er rumligt ikke-lineært organiseret. 

   Den enkelte bruger står så at sige på en udsigtshøj inde midt på sidens landskab og kan bevæge sig i flere retninger. Og i hver retning man går, kan man enten blive på overfladen eller gå i dybden, og mentalt set bevæge sig hurtigt eller langsomt.

To måder at bruge nettet på

Du kan bruge nettet målrettet eller du kan surfe.

    Målrette søgning er hvis du som udgangspunkt du har høj bevidsthed og præcise forsestillinger om hvad du søger, og hvilke spørgsmål du vil have svar på. Din hjælper er søgemaskinen, som altså svarer på dine spørgsmål hvis den kan, inden for det faglige univers den dækker. Du søger - ikke for at slå tiden ihjel eller for at blive underholdt - men for at blive klogere eller bedre rustet til at klare forskellige opgaver.

   Men du kan også 'surfe'. 'At surfe' er et nyt ord som kom ind i sproget samtid med at nettet blev udbredt. Det er en metafor på en ikke særlig målrettet måde at bruge nettet på, ”for sjov” – for at ”slå tiden ihjel”. 

    Også her er søgemaskinen din hjælper, men her har din aktivitet karakter af en opdagelsesrejse, hvor du gennem associationer og invitationer - efter en slags tilfældighedsprincip - bevæger dig fra site til site. Du får måske tilfredsstillet din nysgerrighed, får flygtige indtryk, bliver overrasket og distraheret af information, ser billeder eller videoer som du ikke vidste du havde brug for, morer dig, vælger pludselig at fordybe dig, springer videre. 

   Du er som en turist på nettet – og søger oplevelser gennem de møder du får, med forskellige netsider og deres indbyggere, deres rum - og hvordan de er indrettet. 

   Fremmedordet 'serendipitet' er her relevant. Det betyder ifølge Wikipedia "at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys".

Man kan sige at når varigheden af de fleste af de web-tv-indslag man møder på nettet, er under 5 minutter og ofte kortere, så er det dels bestemt af hensynet til at de fleste brugere surfer, og dels af den kendsgerning at tv/video i det hele taget ikke er noget særlig godt medie at videreformidle mere kompliceret information, perspektiver og sammenhænge med.

   Dette lægger op til at dramaturgien i web-tv-indslag som noget der skal sikre fortryllelse, fastholdelse, fremdrift - og det at publikum glemmer tid og sted, mister sin altafgørende betydning. Den kompenseres gennem konteksten på siden, og gennem de interaktionsmuligheder siden tilbyder.

At anskue netbrugeren der surfer som 'en turist', er jo en metafor. Og man kan diskutere om begrebet at surfe er den bedste metafor på det der foregår. Her er en klog mand der har forslag til en anden metaforik:

Differences in Activity

People do simply swim when they are in the ocean of experience and information called the World-Wide-Web. This analogy also provides a structure for understanding the different ways people act when they are in the water. Not everyone uses the Web for the same reason and even individuals come to the Web for different reasons at different times. This means that Web activity has features that vary according to the needs of the individual. Activity is also influenced by individuals' skills and experience in the water. It is important to understand these differences; particularly for businesses and IT firms who want to justify expenditures for Web-based ventures. The three ways people interact with the Web are SWIMMING, SNORKELING and SCUBA DIVING.

   Swimmers, snorkelers and scuba divers interact with an ocean of information and experiences. This is a much more vivid picture of how people use the web than reducing it all to tragically hip notion of Web "surfing". It maintains the experiential foundation of the surfing concept while creating a much more intimate connection between user and experience. I will further explain this in the next issue.

   Russell B. Williams, Assistant Professor, Option Coordinator, Digital Graphic Communication, Hong Kong Baptist University.( http://www.rthk.org.hk/mediadigest/20030715_76_90211.html.) 

Billeder og Web-tv for svømmere, snorklere og dykkere

I det lys kan vi se de forskellige billednæssige udtryk på nettet i forhold til forskellige former for "brug" og mental indstilling hos brugerne.

   Still-billeder på en side er for 'svømmere', og det er også de små billeder som annoncerer at her ligger en video for dem der vil stikke de mentale svømmebriller ned under vandoverfladen.

   Og firkantet sagt, så er det enkelte korte web-tv-indslag typisk for 'snorklere'; man svømmer rundt i overfladen og ser hvad der er lige neden under – man skal hurtigt kunne se op igen, og man snorkler  primært for underholdningens skyld, så dramaturgien skal ikke være for opslugende.

   Længere web-tv-fortællinger på et kvarter eller mere, er for 'dykkere' der så at sige helt skal glemme overfladen og fuldstændig fortabe i en bevidsthedsopslugende anden verden. Så er den klassiske dramaturgi fra film og broadcast-tv på sin plads.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.

   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift

På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.

   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.

   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.

  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.

    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta

Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 

   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag

Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 

   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.

   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 

   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).

    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 

   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 

    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.

    

Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.

   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (9) - fakta og fiktion og spørgsmålet om genrer når broad-cast-tv transformeres til webformater

(Jeg fortsætter her blog-serien om web-tv-dramaturgi. Men skal samtidig advarer om at teksten er skrevet for fire år siden, og ikke er researchet up-to-date hvad angår eksempler fra nettet, så det er mere ræsonnement end logik end substans man skal læse efter).

Skellet mellem fakta og fiktion på tv er forholdsvis klart. Der er nogle grundlæggende, men som oftest uskrevne kontrakter eller overenskomster mellem afsender og modtager som fastlægger om vi befinder os inden for fakta-familien eller inden for fiktionsfamilien af genrer, når vi har med tv-udsendelser at gøre. For seerne betyder det at de har afgørende forskellige forventninger når de ser et faktaprogram og når de ser et fiktionsprogram eller en spillefilm.

Forventningerne går på hvad seerne/publikum kanregne med at få ud af det de ser og hører. 

   For faktas vedkommende drejer det sig om viden, argumenter og faktuel indsigt der gør det muligt at orientere sig, beslutte og handle i virkeligheden. 

    For fiktion drejer udbyttet sig om noget som vi ikke har noget særlig godt ord for: ”forestillinger”, "oplevelser", "mentale spor og aftryk" der kan levere inspiration og stof til fantasier, drømme og subjektive erkendelser der transcendere den konkrete foreliggende eller historiske virkelighed.

Forventningerne går også på hvordan de historier og fortællinger vi ser i film og på tv er produceret og hvilke retningslinjer de er produceret efter. For faktas vedkommende en række bindinger til meget specifikke produktionsvilkår og begrænsninger omkring produktion og redigering, brug af speak, mv. For fiktionens vedkommende en frihed til at producere og redigere efter hvad der kan levere de ønskede uforpligtede og uforpligtende forestillinger.

Der findes imidlertid også genrer hvor kontrakterne og dermed skellet mellem fakta og fiktion af forskellige grunde er tågede og uklare: 

    Det gælder når afsender-intentionen primært er underholdning, det gælder såkaldte blandingsgenrer og hybridformer som 'dokudrama' og 'dramadok', 'infortainment' og 'fakta-light', og den brede vifte af reality-formater hvori indgår karakterafprøvning og (social)psykologiske eksperimenter og -forsøgsopstillinger, tv-former som dokumentaristen Poul Martinsen har været pioner inden for.

   Det gælder i et eller andet altid diskutabelt forhold også såkaldte 'dokumentarfilm' – hvor der i selve genreoverenskomsten traditionelt ligger en relativt større frihed med hensyn til subjektivitet og subjektiv prægning fra afsenderen end i andre faktagenrer, somme tider omtalt som ”kunstnerisk frihed”. 

   Så gælder det også forskellige eksplicit eller implicit propaganderende genrer som reklamefilm eller ”informationsfilm” fra og om virksomheder.

I sidste instans er kontrakterne forankret i nogle garantier eller fravær af garantier omkring produktionsvirkeligheden fra en afsender(instans) i forholdet til publikum: forholdet mellem det vi som publikum ser og hører og så den virkelighed som produktionen i et eller andet omfang afspejler.

    I fakta kan man holde afsenderen ansvarlig og han/hun er forpligtet på sandheden og seriøsiteten i udsagn, og på autenticiteten i billed- og lyd-udtrykket, mens i fiktion er afsenderen legende uvederhæftig, og forbeholder sig kontraktmæssigt ret til at leger skjul med modtageren i kraft af at modtageren inviteres til at suspendere skepsis og mistro i forhold til det der vises og fortælles på skærm eller lærred – og gå ind i et ”vi lader som om det er sandt og virkeligt”-forhold til afsenderen.

I min optik drejer det sig om videre om i forhold til dette landkort af broadcast-genrer at identificere genre og formater der udspringer af eller tilpasser sig nettets formatmuligheder og særlige relationer til brugerne. 

   I hvilket omfang og på hvilke måder præger nettet og den måde det bruges på, æstetikken og dramaturgien i tv-/video-indslag på nettet - i sammenligning med broadcast tv-genrerne? 

• Hvilke broadcast-genrer bliver umiddelbart overført og hvorfor? 
• Hvilke bliver tillempet og tilpasset og hvordan?
• Hvilke er helt nye som kun kan tænkes til nettet og hvad kendetegner dem?

Kortforms-tv: 

Blandt kortformerne kan vi skelne mellem informerende genrer, som typisk er nyheder, og promoverende genrer som primært er tv-reklamer og forannoncerende selvpromoer (trailere); tv-oplysning-for borgerne, ligger midt imellem. 

   I princippet kan disse kortformer stort set uændret overføres til nettet. Det er dog spørgsmålet om produktionsomkostningerne ikke ofte er for høje, hvis de kun produceres direkte til nettet. 

   Man må imidlertid forestille sig en forenkling af fortælleteknikken når indslag kun er til nettet, en forenkling som specielt vil reducere redigeringsomkostninger, dvs. omkostninger til at lægge speak på, til at have mange klip og til sekvensklippede scener. 

   Det vil forenkle og billiggøre produktionen hvis der ikke skal redigeres så meget (eller slet ikke),og man kan i vore dage med den moderne teknologi lave kortformer hvor man har klippet i kameraet under optagelserne.

   Nyhedsindslag på nettet kan derfor forventes at være mere "rå" og "primitive" end til broadcast. Først og fremmest har man rene talking heads-interview-syncer og råklip fra dramatiske og fascinerende begivenheder som selvstændige indslag i på nyhedssites.

Den lyriske montage:

En kortform som stort set er fraværende på broadcast-tv, er 'den lyriske montage': sammensat af speak, stem­ningsbilleder (både still- og levende) og musik/reallyd. Kunstvideo-agtig.

   Den form finder vi til gengæld ofte på nettet – netop fordi den lyriske montage i kraft af sin genre (ikke-narrativ) er en kortform med ingen eller meget lidt dramatisk eller retorisk fremdrift, som kan og skal ”nydes” isoleret som en ren oplevelse. 

   På broadcast-tv vil en sådan montage altid være nødt til at indgå i et flow og der vil den fungere som en stopklods og en invitation til zapning, hvorfor den er en stor sjældenhed og altid har karakter af forsøg og eksperiment.

Lange former og formater: 

Her skelnes i broadcast-tv mellem: 

• fakta/dokumentar (illustrerende, demonstrerende, afslørende, afdækkende, afprøvende),
• underholdning (fakta light, docusoap, reality-show, sceneshow, quiz, talk-show, stand up),
• fiktion (drama-serier (føljeton), krimiserier (føljeton/episode) comedy, satire).

Hvad vi så finder på nettet er tit korte klip på 1-5 minutter som er hevet ud af udsendelseskonteksten som citater/klip fra disse broadcast-formater der jo typisk er på en halv time eller længere. 

   Klippene har karakter af ”highlights”,”gyldne øjeblikke”, "moneyshots", "watercoolermoments" – fra de længere fortællinger, dvs. dramatiske vendepunkter og klimakser, sjove 5-minutters entréer, særlig dramatisk action-scener med overraskende eller tragisk udfald. 

Fiktion:

Grundlæggende er video- eller tv-fiktion på nettet en relativ sjældenhed, med mindre man tænker på direkte download af tv-serier eller film – eller porno. Der er dog eksempler på kortforms-serier opdelt i ”webisodes” på få minutter og som direkte er produceret til netmediet. (dette kan være forældet i 2013). 

   Her citerer jeg fra power-point slide af Rune Michelsen fra vores fælles kursus Power TV-Ultra

Webtilpasset fiktion

- Korte formater (3-6 min.)

- Produceret til nettet og med fokus på playeren:

- Mange nærbilleder, få ”speciel effects”, drama i skuespillet frem for i redigeringen/ klipningen

- Ofte serier, bundet sammen kontekstuelt

- Tilknyttede communities

- Mange typer af producenter/afsendere: Professionelle, amatører, medier, ”coming-ups” med virksomheder i ryggen, konkurrencer.

- Eksempler: 'Sex, Løgn og Badminton’ (Ekstrabladet.dk), Julekalendere, ’Reaching Julie’ (Filmaka.com)

Endelig er der fiktion på nettet som specifikt udnytter hvad man kunne kalde 'interktionsfremdrift' - den fremdrift der er knyttet til at brugerne selv kan indgå i fiktionsplottets udvikling ved at skabe vendepunkter, indføre nye karakterer, etc.

Interaktiv web-tv-fiktion

- Brugerne præger handlingen

- Debatfora, blogs og polls er rammen

- Manuskriptet og dramaturgien tager afsæt i brugernes ideer, holdninger eller adfærd

Eksempel

- "Deleted” (deletedthegame.com)”…is a web TV show that promises to blur the lines between fantasy and reality by drawing viewers into an interactive game…”

- Plot: Jelly mister (i episode 1) hukommelsen efter en mystisk ulykke…Men hvad skete der?

- Producenterne lægger ledetråde, links, ekstramateriale, etc. ud, så brugerne selv kan være med til at opklare mysteriet….

Som en særligt netbaseret fiktionsgenre er der er også de såkaldt ”viraler” – indslag beregnet til ”viral markedsføring” som mimer UGC´ere (se nedenfor om brugergenereret indhold), men som altså er sat i omløb som markedsføring fordi de har skal have samme høje underholdningsværdi som mange af de autentiske UGC-indslag, og fordi netbrugerne generelt er uinter­esserede i afsender-forankring, -identifikation og-autoritet – og dermed om det er fakta eller fiktion. Bare det er sjovt.

De længere fakta-genrer transponeret til nettet

Nogle af fakta-genrerne kan fortsætte stort set uændret på nettet, blot klippet op i 5 minutters sekvenser så man både kan se dem i sin helehed, og se dele af dem i fri rækkefølge og i frit udvalg. Det gælder især 'demonstrerende' og 'illustrerende' fakta hvor 'bølgemodellen' er den dominerende form, og hvor hver ”bølge” har sin egen spændingsbue et et vist selvstændigt indhold.

   De 'afdæk­kende' fluen på væggen-faktaformer indebærer fordybelse, indlevelse, fascination. Og specielt dem der er bundet til og komponeret i et samlet kronologisk forløb med fx flere flettede historier og en lang samlet overgribende spændingsbue, vil ikke umiddelbart egne sig til nettet. 

   Principielt kan man dog tænke sig at flette enkelthisorierne ud igen, og lave små selvstændige forløbshistorier i stedet lagt efter hinanden– med tematisk sammenhæng. Men så man også kunne vælge at se dem hver for sig - og i fri rækkefølge.

   De afdækkende dokumentarer som primært er bygget op af et masterinterview med en hovedperson der portrætteres, vil kunne brydes op i enkelthistorier eller kortere sekvenser som kan ses isoleret.

   'De afslørende' faktaprogrammer transponeret til nettet, vil kunne udnytte at man kan splitte dokumentationen op og skille den ud fra den kritiske hovedhistories fortælleforløb. Og den kritiske hovedhistorie og den skriftlige del af dokumentationen vil måske slet ikke blive fortalt gennem video, men i skrevet form af en eller flere tekstartikler, således at videoen vil blive forbeholdt offer-case-syncer, afslørende klip med skjult kamera og evenetullle konfrontationsinterview. 

   I forbindelse med afslørende journalistik på nettet kan man tænke sig gådeplottet eller udfordringsplottet udnyttet interaktivt idet man kan beder brugerne om at levere yderligere dokumentation på video efter man har lanceret historien i en kort og uafsluttet version.

   'De afprøvende' faktaprogrammer er jo defineret ved at plottet i sig selv udgør den bærende ide og fungerer som hovedmotoreren i fortællingen, og de kræver derfor umiddelbart et længere forløb på mindst en halv time til at eksekvere plottet med en række 'sand­hedens øjeblikke' til sidst. 

   Dog kan eksperimenter og forsøg på video godt i sig selv udgøre tematisk forbundne web-tv-episoder, som så stykvis kan illustrere eller dokumentere en overordnet præmis - ligesom ved de afslørende. Specielt hvis de genremæssigt nærmer sig en mere rent underholdende form, som enkeltepisoder i candid-camera-tv-udsendelser.

UGC-videor: 

'UGC' står for "User Generated Content". Og spørgsmålet er her: Hvilke særlige undergenrer kendetegner web-video-indslag når de ikke udsendes af institutioner der promoverer sig selv via web-sider, eller som formidler nyheder og anden faktuel information med en faglig/journalistisk autoritet bag? 

   Det er i hvert fald karakteristisk at de udtryksmæssigt har en rå og relativt ubearbejdet karakter, og altså i selve deres udtryk som regel signalerer at de er uautoriserede fortællinger eller ugaranterede virkelighedsklip. At afsenderen altså kommunikerer gennem video på egne vegne, som privatperson og med sit eget subjektive forhold til det fortalte og til modtagerne. 

   UGC-video-indslag er i høj grad formet under hensyn til den indholds- eller genre-invitation der ligger på det site eller den portal som brugerne uploader til. 

   Det site der hedder ”5minut.com” inviterer amatøreksperter til at vise hvordan man løser praktiske problemer, altså en UGC-variant af demonstrerende faktaprogrammer:

   Her er f.eks. hvordan ”5minut.com” inviterer brugerne:

5min is a place to find short video solutions for practical questions and a place for people to share their knowledge. The idea behind 5min is very simple: any solution can be visually explained in no more than 5 minutes. Our goal is to create the first communal Life Video­pedia allowing users from all over the globe to contribute their knowledge by sharing visual guides in areas such as arts, business, fashion, sports, health, tech, food, and much more.

5minu.com findes ikke mere på nettet, og følger man linket, henvises man til en kæmpe nyhedsvideo-side: http://on.aol.com/ . Men genren 'how-to-video' vrimler det med i alle mulige webkontekster.

”YouTube” har jo i princippet alle tv- og vide-genrer repræsenteret, både broad-cast og webtilpassede og webspecifikke. Sitet inviterer bl.a. og ikke mindst til skæg og ballade, underholdning, og fakta light-klip. 

   Her er et link til de mest set YouTube-videor 2012 fordelt på genrer.

http://www.reelseo.com/youtube-top-10-videos-genre-2012/

”BBC Video Nation” inviterede bl.a. til personlige betroelser, testimonials, subjektiv følelses- og stemningsudtryk, som i dette projekt "My Story" hvor invitationen lød: 

My Story started off as a BBC project looking for ordinary people with EXTRAordinary true stories. Video Nation Network gives you the chance to share an experience which really touched your life.

Projektet er afsluttet. 'Gravskriften' på BBC-hjemmesiden: 

In 2009, the BBC launched the My Story competition to find the most remarkable true life stories in Britain. Altogether over 7,500 people sent in their stories by post or through this website. The winners' stories were broadcast on BBC One in 2010 and the judges' top stories were published as books.
http://www.bbc.co.uk/videonation/features/my_story/index.shtml  

Her er et link til en typisk video-hjemmeside med et bredt spektrum af 5 minutters klip og videoer inden for stort set alle emner:

http://www.5minmedia.com/VideoLibrary

En række hjemmesider er decideret rettet mod underholdende hjemmevideoklip som inviterer til video klip inden for følgende kategorier: 

Funny Videos - Crazy Videos - Sexy Videos - Cool Videos - Fight Videos - Extreme Videos - Stupid Videos

Generelt er skellet fakta-fiktion udvisket omkring UGC´erne, og er tilsyneladende ikke så afgørende for modtagerne. 

   Det har nok dels at gøre med at der jo ikke er nogen redaktionel og ansvarlig gatekeeper som overordnet afsender til at garantere sandhed og virkelighed til de enkelte indslag. 

   Dels har det at gøre med at de ikke indgår i et tv-flow hvor generelle genreforventninger og garantier indrammer alle indslagene i flowet. 

   Og endelig er disse web-videoers væsentligste funktion under alle omstændigheder at un­der­­holde og dele oplevelser snarer end at levere seriøs information. 

   Man kan i den sammenhæng notere sig en genre der går på tværs af skellet mellem UGC og PGC (Professsional Generatede Content) som kaldes 'spoof videos', som udgøres af visuelle sketcher, parodier og satirer, og som også lanceres som viraler.

   Og helt generelt finder man på nettet uendelige mængder af par­o­dier på allerede eksisterende mere seriøse tv-formater som nyheder og reklamer blandt de indslag som er produceret af brugerne, fx på YouTube.