Om 'forbilleder' og 'efterbilleder' - Joachim Adrian som mimer klassiske landskabsmalerier i sine fotografier - og Julie Nord som mimer gamle indrammede familiefotos i sine tegninger

Politiken i fredags den 13. september rapporterede om, illustrerede og dokumenterede et kreativt og fascinerende eksperiment i tillægget "MUSEUM".

   Fotografen Joachim Adrian havde udvalgt sig en række kendte og berømte danske landskabsmalerier, kendt fra den danske kunsthistorie og utallig kunstbøger. Og så havde han forsøgt at finde det sted hvorfra disse maleriers motiver var set og gengivet med pensel på lærredet. Og så havde han fra det sted taget et fotografi der "lignede".  

   De malede 'forbilleder' var bl.a. ikoniske værker som: P.S. Krøyers "Sommeraften ved Sønderstrand", Vilhelm Kyhns "Fra Egnen ved Himmelbjerget", Johannes Larsens "Kerteminde Fjord mod byen", L.A. Ring: "Sommerdag. Roskilde Fjord", Christen Købke: "Frederiksborg Slot set fra Jægerbakken", J.Th. Lundbye: En dansk Kyst: Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden", og flere endnu.

    Her et par eksempler fra artiklen til illustration af den særprægede omvendte aha-oplevelse jeg fik gennem artiklen:

Selve artiklen bragte for hvert billedpar dels Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornungs kommentar til det maleri som var 'forbilledet', og dels Joachim Adrians kommentarer til sit fotografiske 'efterbillede'. 

   Her fotografens kommentar til sin version af "Sommeraften ved Skagens Sønderstrand":

Det var en festlig firmaudflugt med en gruppe kvinder fra et sundhedscenter i Nordjylland. Mens gruppen sidder i klitterne bag Sønderstrand og får sig en lille skarp og noget hjemmebag, vandrer to af kvinderne langs stranden med en hund. Det er sommeraften, og solen står lavt. Lyset komme vestfra og maler toppen af klitterne gullige, samtidig med at den lave sol får fodsporene i sandet til at træde frem. De to kvinder svøbes i det gyldne skær fra aftensolen. »Tror du, vi er Anna Ancher og Marie Krøyer«, spørger kvinderne mig, da de ser, jeg fotograferer dem. »Ja«, svarer jeg.

Projektet var kreativt tænkt og fornemt eksekveret af Joachim Adrian. Og sjovt, originalt og tankevækkende at se og læse. 

   Hvem der har fået ideen, fremgår ikke af artiklen, men på en interessant og omvendt måde tematiserer eksperimentet et ældgammelt tema i diskussionen om kunst vs. virkelighed, og om forholdet mellem en fotografisk gengivelse af virkeligheden og en kunstmalers gengivelse af den samme virkelighed.

   En diskussion jeg selv er blevet optaget af efter at jeg er begyndt at male akvareller med fotografier som 'forbilleder' og motivisk inspirationskilde.

Her kan man se og opleve alle billedparrene i eksperimentet:

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/kunst/landskabsmalerier/article2075073.ece

Politiken har efterfølgende bedt en kunsthistoriker Kasper Monrad forholde sig til projektet og de fotografier som kom ud af det. Hvad giver det af nye impulser og indsigt?

»Jeg har også fotograferet mange af motiverne, og jeg kan se se, at Joachim Adrian har været enormt dygtig. Måske mere tålmodig, end jeg selv var«, siger kunsthistorikeren

   Kasper Monrad mener, at Joachim Adrians billeder giver mulighed for, at man kan aflure de valg, malerne har truffet, da han for lang tiden siden stod foran motivet.

   »Man kan blive klog på kunstnerens intentioner i det omfang, vi stadig kan finde motiverne i dag.

   Som kunsthistoriker synes jeg, at Joachim Adrians billeder er en spændende mulighed for at kigge kunstneren over skulderen«, fortæller Kasper Monrad.

Man bruger jo i mange sammenhænge metaforen "at komme helt ind i maskinrummet" til en eller anden institutionel aktivitet der udfolder sig i nutiden (sidst i forbindelse med fyringen af Danske Banks direktør Eivind Kolding, som efter TVA-journalistens udsagn vidste for lidt om hvad der foregik i en storbanks "maskinrum").

   

Jeg synes godt man kan bruge metaforen her. 

   Joachim Adrians 'fotokopier' af de ældre maleres motiver giver os adgang til kunstmalerens 'visuelle maskinrum' i hjernen: Hvad har Krøyer, Lundby og alle de andre mestre så nogenlunde set - øjets input? - Og hvad har kunstneren så gjort ved det sete - abstraheret, forenklet, koncentreret, belyst, forstærket, koloreret, svækket, set bort fra, etc. - for at skabe det ikoniske maleriske udtryk - håndens output - som har placeret kunstneren i toppen af dansk kunsthistorie i den pågældende tidsepoke?

Når den problemstilling optager mig så meget, er det fordi jeg  på det første akvarelkursus jeg var på for godt 2 år siden opdagede at jeg ikke havde det særligt godt med at lave akvareller på frihånd on location med motivet foran mig sådan som det var forudsat i tilrettelæggelsen af kurset at man skulle. 

   Men den sidste dag på kurset tog jeg afsæt i et fotografi og kunne sidde indendørs på hotelværelset og arbejde, og så blev resultatet meget mere tilfredsstillende og arbjedsprocessen meget mere interessant og givtig. 

  For mig!

Siden fandt jeg så ud af, ved lidt research på nettet, hvor mange store malere der siden Leonardo da Vinci opfandt camera-obscura-teknikken, har malet efter fotografisk gengivne motiver. Og jeg har flere gange skrevet om det i forskellige indlæg her på bloggen.

  Se det følgende link, for at få lang række eksempler på berømte kunstnere og kunstværker som har haft fotografier af motivet som 'forbillede'. 

  Du vil blive forbløffet:

http://www.redbubble.com/people/blythart/writing/2707929-did-famous-artists-use-photographs

For eksempel har også den mexicanske portrætkunstner i verdensklasse Frida Kahlo arbejdet på den måde, hende hvis malerier jeg for nylig har skrevet om, og som udstiller på Arken:

 

Min egen konklusion er at det at have et fotografisk 'forbillede', giver mentalt rum for den analyseproces i forhold til motivet som skal til for at mine akvareller har mulighed for at leve op til mine ambitioner og fantasier om det færdige resultat:

Så vidt, så godt!

Men serendipiteten sniger sig ind overalt. 

   I selvsamme Politiken-tillæg var der et stort interviewportræt med kunstneren Julie Nord i anledning af hendes kommende udstilling i Aalborg (journalist: Camilla Stockmann).

   Julie Nord og hendes kunst ligger højt på min skala for malere jeg sætter meget pris på - med hendes artistisk forfinede konceptuelle blending af fabulerende eventyr-tegninger og 'lille-pige'-surrealisme med klare associationer til jugendstil og victoriansk illustrationskunst fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det univers Julie Nord nu dyrker har fællestitlen "Familiebillder". Og det har også fotografiske 'forbilleder', fremgår det.

   Citat fra artiklen:

Konstruerede familiebilleder 

På gulvet under et bord i hendes atelier ligger et sort-hvidt foto fra 1920’erne eller 30’erne af et pigebarn artigt smilende og med sideskilning gennem bløde krøller. Siden har Julie Nord også lavet en serie med børnebilleder.

   »Familiebilleder er jo den stærkeste virkelighedskonstruktion i vores liv. Det begynder med, at vi får lyserødt eller lyseblåt tøj på, og rammerne snævres langsomt ind, og jo mere vi vokser op, jo mere fremmedgørende føles det rum, vi er sat i. Til sidst kan man jo være nødt til at rejse over på den anden side af jorden for at kunne trække vejret eller blive kæreste med en rocker«, siger hun.

Hannah

The Norwegian Sisters

Wilbur