Jalousien sparer på energien - eksempler på 'nudging' - med kreativ udnyttelse af Kahnemans tænkning

Jeg læser idag i Politiken på økonomisiden en artikel af Adam Hannestad under rubrikken:

Nabojalousi gør boliger grønnere

Det er en rigtig god og kreativ rubrik som puffer til ens nysgerrighed, idet den virker som en regulær gåde: Hvordan "nabojalousi" og "grønne boliger" have noget med hinanden at gøre - endda i et årsagsforhold. 

   Manchetten fortæller:

En af de mest effektive måder at spare energi på er at gå ind i kundernes hjerner, siger stifteren af verdens førende selskab inden for energibesparelser.

Jeg får straks tanken at her er tale om "nudge" selv om artiklen ikke bruger udtrykket. Men det er et engelsk udtryk jeg er stødt på nogle gange i de senest år:

Nudge - Nudging

Umiddelbart oversat til dansk betyder det "et puf" - "at puffe til nogen". 

    

Sidst jeg mødte begrebet var i et speciale der analyserede en række offentlige kampagner i lyset af den udgave af begrebet som nu anvendes af fagfolk inden for markedsørings- og reklamebranchen, og af fagfolk inden for området 'adfærdsøkonomi', et fagområde som Daniel Kahneman har været frontløber for - ikke mindst med sin bog "Thinking, Fast and Slow", som jeg her på bloggen har refereret til i en række indlæg.

  

Begrebet 'nudge' som fagudtryk stammer fra bogen Nudge: Improving decisions about health, wealth and happiness fra 2008, skrevet af adfærdsøkonomen Richard Thaler og juraprofessoren Cass Sunstein.   

   Udgangspunktet er den lange liste af 'kognitive bias' (=fordomme og fejlslutninger) som den moderne eksperimentelle adfærdsøkonomi  har afdækket, og som i dagligdagen medfører, at menneskers adfærd ofte systematisk afviger fra deres gode og velbegrundede intentioner.

   Den adfærdsøkonomiske teori er et blandingsprodukt af mikroøkonomi og kognitiv psykologi, og teorien indebærer blandt andet et opgør med al den økonomiske teori der bygger på forestillingen om at mennesket tænker og opfører sig rationelt på grundlag total indsigt i de økonomisk konsekvenser af valg.

En masse forsøg og eksperimenter dokumenterer hvordan vi har adgang til begrænsede kognitive og mentale ressourcer når vi skal orientere os og finde rundt i en stadig mere kompliceret omverden. Vi bliver trætte, og tager mentale genveje som forenkler og udelader vigtige detaljer, og vi motiveres ofte af det kortsigtede perspektiv når vi beslutter og handler. 

   Det er det Kahneman kalder 'System 1-tænkning' - der er hurtig, nem, automatisk, emotionel, fordomsfuld og ureflekteret.

De danske faglige ambassadører for nudging-tænkning hedder Pelle Guldborg Hansen og Andreas Maaløe Jespersen. Og de har markedsført en slags officiel definition på på 'nudging':

"Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning og i overensstemmelse med deres reflekterede præferencer uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner, o.lign."

Pelle Guldborg Hansen forklarer: 

Begrebet 'nudging' dækker over hypotesen om, at en lang række samfundsmæssige udfordringer udspringer fra disse bias, og at de bedre kan imødekommes ved at indtænke vores stadig større viden om adfærd i de tiltag, der udvirkes til deres løsning.

   Resultatet er billige, adfærdsforandrende initiativer, der virker uden at fratage folk deres valgmuligheder, og som fungerer uden yderligere incitamentsstyring, hvilket gør tilgangen særligt attraktiv.

http://www.dm.dk/da/FagligtForum/KulturSundhed/Artikler/HvordanAdfaerdsforandring

Et klassisk eksempel på nudging der virker, citeres om og om igen i litteraturen: "Fluen i pissekummen" - der får mænd til reducere tisseriet uden for kummen med 80 procent:

Hvordan kan man få flere folk til at vælge det sunde - at tage trappen - i stedet for det mindre sunde valg - at tage rulletrappen? Sådan:

Andre eksempler nævnes her, to af dem danske:

• Copenhagen places a series of green footprints leading up to a garbage bin marked in the same colour. Littering drops by 46 per cent within a month. After three months, it’s down 26 per cent.
• A U.K. company changes the way it tells people to switch to energy-efficient furnaces. Instead of saying how much consumers will lose each month, the company says how much they will save.
• A Danish hotel stacks apples in a beautiful display, with the old adage painted on the wall reminding people that an apple a day keeps the doctor away. Conference-goers begin to choose the healthier snack over cake and chocolate, so much so that the hotel has to order extra apples.

“These are examples of small tweaks that cause dramatic differences,” said Rotman School of Management professor Dilip Soman, who has helped to write a new report, A Practitioner’s Guide to Nudging.

   “We stay away from any restrictions. Nudging isn’t about banning stuff. Nudging is about giving people the freedom of choice, but steering their choice.”

   The theory is that by changing the way the choices are presented, behaviour can be influenced. It’s not about offering an economic incentives, but about gently showing the options.

http://www.thestar.com/business/2013/04/05/nudge_here_nudge_there_can_bring_behaviour_change.html

Tilbage til artiklen i Politiken der påstår at jalousi eller misundelse mellem naboer vil påvirke dem til at investere mere i grønne og energibesparende løsninger.

   Alex Laskey er en af stifterne af et konsulentfirma "Opower" der er et af verdens førende når det gælder om at få folk til at spare på energien:

"Det viser sig at det mest motiverende du kan sige til folk er hvordan deres energiforbrug er sammenlignet med naboens. Det er meget mere motiverende en at fortælle folk at de kan redde miljøet eller tjene penge", siger han under et besøg i Danmark.

Opower har ifølge artiklen hjulpet sine kunder til at skære ca. 2 millioner megawattimer af det globale energiforbrug - svarende til ca. Københavns årlige forbrug af elektricitet. 

  Artiklen uddyber senere:

En af de mest effektive teknikker handler om nabomisundelse. En test afslører at hvis man prøvede at få folk til at spare på energien ved at påpege, at det ville redde planeten, havde det kun begrænset affekt. Det gav - måske lidt uventet - heller ikke de store resultater at påpege, at der var penge at spare. Men hvis man derimod fortalte kunderne, at de klarede sig 30 procent dårligere end de fleste af naboerne, så kom folk i sving og så sig om efter besparelser.

Firmaet laver deciderede stor-skala-forsøg med at indhente "big data" for at finde ud af hvilken form for puf - dvs. hvilken form for motivation der virker bedst når man fx skriver ud til folk for at få dem til at spare. Alex Laskey:

"Et andet forsøg handlede om at give folk bonuspoint for at spare på energien. Vi afprøvede flere forskellige teknikker - en, der sagde, at der stod 200 bonuspoint og ventede, en anden brugte et billede af en smuk kvinde, en tredje skrev, at dem, der var hurtigst, fik pengene, og en fjerde sagde direkte, at man ville miste pointene, hvis man ikke henvendte sig."

Resultatet var overraskende for Opower-folkene idet det var meddelelsen om et truende tab af point der havde størst effekt:

"Det er åbenbart sådan, at hvis du taler om et tabe, virker det bedre end hvis du taler om gevinst. Hvis jeg siger til dig, at du får 200 kroner for at løbe op ad den trappe, virker det ikke nær så godt, som hvis jeg siger, at du mister 200 kr, hvis du ikke løber op ad den."

Jeg synes det giver stof til eftertanke:  At misundelse og jalousi som motivationsfaktorer virker stærkere end det at man vil gøre det godt for sig selv eller for hele verden, og at angst for tab virker stærkere end lyst til at vinde og opnå fordele.

En associerende strøtanke:
   Nu har jeg jo i mange år undervist, studeret journalister, og indimellem spekuleret over hvad der driver værket: Der er virkelig megen dårlig omtale af kollegers meriterende journalistiske produktioner rundt omkring på redaktionerne.
   Kampen for og konkurrencen om solohistorierne har måske også jalousi som en vigtig motivationsfaktor?

Køn, tænkning og kreativitet - set med hjerneforskerøjne

Her i denne juletid er det tydeligt at der er forskel på mænds og kvinders adfærd og holdninger.
   Kvinderne - alle dem jeg kender og har kendt - opfatter Julen som et kreativt frirum hvor de - legitimt og med glæde - kan klippe, klistre, bage, sy, strikke, dekorere, farve, forme, modellere - you name it.

   Og de fleste nyder også at pakke gaver ind - så kreativt som muligt.

   Og mændende - inklusive mig selv - ser Julen som en stærkt overvurdert pestilens og pligt - noget man deltager i og bidrager til - kun for hyggens og familiens og børne(børne)nes skyld. Ikke fordi de synes det er sjovt - eller at der er noget selvrealiserende i at deltage.
   Erindring: For min mor der var hjemmegående husmor - (og ubevidst frustreret over det) -var hele Julemåneden en lang kreativ tour-de-force af rumudsmykning, bagning, konfektlavening, nisselandskabsbyggeri, produktion af nye former for julestads - hele registret.
   Alt for damerne fik baghjul.
    Og Juleaften gik det tit galt. Vi fire børn havde svært ved at leve op til hendes drømme om den perfekte og idylliske familiejul. Vi skændtes og brokkede os, var misundelige på hinanden, og gaveudpakningen var et rent kaos.
    Klimaks var næsten altid noget af en nedtur for min mor.

Zoomer man ud og spørger efter sammenhængen mellem køn, tænkning og kreativitet, så er et af de forhold som hurtigt stikker i øjnene, at fordelingen af store kunstnere og videnskabsmænd på de to køn er meget ensidig: Der er forholdsvis mange flere nobelpristagere, store komponister, store malere, arkitekter, etc. der er mænd end kvinder. Og på universiteterne er der fx mange flere mandlige professorer end kvindelige.

   Det man så har diskuteret så ophedet, er om disse forskelle primært skyldes de sociale systemers positive bias i forhold til mænd, eller de primært kan tilskrives biologiske forskelle.

   Dertil kommer at kvinder på forhånd er både fysisk og mentalt handicappede i forhold til faglig udvikling og karrierer, fordi det er dem der føder børn, og dem der de første år primært hænger på at tilfredsstille små børns særlige behov for omsorg.

De her ting slår ind i min bevidsthed fordi jeg for nylig i flere avisers videnskabsnyhedssider så omtale af en ret så spektakulær historie om markante forskelle på mænds og kvinders hjerner (statistisk set).

   Det handler om de nervebaner - "wiring" - der forbinder de forskellige dele af hjernen. Dem kan der være færre eller flere af - afhængig af alder, oplevelser og erfaringer.
   Fagudtrykket på engelske er 'connectivity' - som altså kan være højere eller lavere i forholdet mellem forskellige af hjernens centre.

  Men det som de nyeste undersøgelser viser - baseret på skanninger af en masse hankøns- og hunkøns-hjerner, er at der for kvindernes vedkommende er mange flere forbindelser mellem de to hjernehalvdele, mens der hos mændende er mange flere forbindelser mellem de forskellige centrer inden for hver hjernehalvdel.

   Visuelt ser det sådan ud:

Illustrationen med de blå linjer viser at der er en meget høj 'connectivity' mellem den frontale og den bagerste del af hver hjernehalvdel i den mandlige hjerne, mens billedet af hjernen med de orange linjer viser at der er en meget høj grad af 'connectivity' mellem de to hjernehalvdele hos kvinder.

   Ifølge forskerne der har lavet disse undersøgelser, så kan det forklare nogle forskelle mellem hvilke slags mentale opgaver hhv. mænd og kvinder er mere eller mindre gode til (statistisk set):

Psychological testing has consistently indicated a significant difference between the sexes in the ability to perform various mental tasks, with men outperforming women in some tests and women outperforming men in others. Now there seems to be a physical explanation, scientists said. “These maps show us a stark difference - and complementarity - in the architecture of the human brain that helps to provide a potential neural basis as to why men excel at certain tasks, and women at others,” said Ragini Verma, professor of radiology at the University of Pennsylvania in Philadelphia.

Den slags undersøgelser og resultater rammer ind i mange, mange års ret så ophedede diskussioner om forholdet mellem køn, tænkning og kreativitet. Det er forholder forskeren bag undersøgelsen, sig også til:

Ragini Verma said the greatest surprise was how much the findings supported old stereotypes, with men's brains apparently wired more for perception and co-ordinated actions, and women's for social skills and memory, making them better equipped for multitasking.

   "If you look at functional studies, the left of the brain is more for logical thinking, the right of the brain is for more intuitive thinking. So if there's a task that involves doing both of those things, it would seem that women are hardwired to do those better," Verma said. "Women are better at intuitive thinking. Women are better at remembering things. When you talk, women are more emotionally involved – they will listen more."

   She added: "I was surprised that it matched a lot of the stereotypes that we think we have in our heads. If I wanted to go to a chef or a hairstylist, they are mainly men."

En af de andre forskere supplerer med det perspektiv at man med disse ny "findings" måske har nøglen til de kønsforskelle som der fx. er i karakteren og udbredelsen af forskellige psykiske sygdomme og syndromer:

"It's quite striking how complementary the brains of women and men really are," Ruben Gur, a co-author on the study, said in a statement. "Detailed connectome maps of the brain will not only help us better understand the differences between how men and women think, but it will also give us more insight into the roots of neurological disorders, which are often sex-related."

Man har godt i længere tid vidst at der var forskelle mellem de to køns hjerner - fx mht. vægt og volumen, og med hensyn til hvor meget de brugte de to hjernehalvdele. Men her får man altså i ren neurologisk forstand syn for sagn.

   Tidligere har jeg i indlæg skrevet om de sammenhænge man i et vist omfang har konstateret mellem udøvende kunstneres mentale set up og psykiske sygdomme, med fx Van Gogh og Edvard Munch som berømte cases.

  Så det er forholdsvis oplagt at antage at der også er en sammenhæng mellem den her nye opdagelse om forskelle i hjernens "wiring" og så de to køns forskellige måder at udfolde kreativitet på.

 

Men hvad ved forskerne i øvrigt om forskellene mellem de to køns hjerneaktiviteter og mentale set up? Her er en kvalificeret liste fra 2010:

1. Brain size: The male brain is typically about ten percent larger than the female brain. Although the extra mass does give males more processing power, this doesn’t make men more intelligent. Rather, science believes the reason for the increased brain mass is to accommodate the bigger body mass and muscle groups of the male (human).

   2. Brain hemispheres: Many men are sharply left-brain dominant, while women tend to be more evenly balanced between left and right-brain processing. Women are therefore thought to be slightly more intuitive, and sometimes better communicators. Men are often less socially adept, and are more task-oriented thinkers than females.

   3. Relationships: Women are purported to have better communication skills and emotional intelligence than men. Women tend to be group-oriented, and apt to seek solutions by talking through issues. Men can have trouble picking up on emotional cues unless they’re clearly verbalized – making for tricky communications between the sexes.

   4. Mathematical skills: The inferior-parietal lobule, which controls numerical brain function, is larger in males than in females. On standardized tests, men often score higher on mathematical tests than women.

   5. Stress: When faced with stressful situations, men usually employ ‘fight or flight’ tactics, while women use a ‘tend or befriend’ response that is rooted in their natural instincts for caring for their children and establishing strong group bonds.

   6. Language: Women often excel at language-based tasks for two reasons: two brain areas that deal with language are larger in females, and females process language in both hemispheres while males favor a single brain half.

   7. Emotions: Since women tend to have a larger deep limbic system then men, they’re more in touch with their feelings and are better at expressing their emotions. This makes women better at connecting with others, but unfortunately also more prone to different types of depression.

   8. Spatial abilities: The parietal region is thicker in the female brain, making it harder for them to mentally rotate objects – an important spatial skill. Women often report difficulty with spatial tasks, both on tests and in real life.

   9. Susceptibility to brain function disorders: Men are more likely to be dyslexic or have other language disabilities, since they’re more often left-brain dominant. Males are also more prone to autism, ADHD and Tourette’s Syndrome, while women are more susceptible to mood disorders like anxiety and depression.    http://www.brainfitnessforlife.com/9-differences-between-the-male-and-female-brain/

Det forskerne ikke har konstateret er at det ene køn er relativt mere intelligent end det andet. Tværtimod: Ved IQ-test finder man at de er lige intelligente (statistisk set).

   Men undersøgelser har også vist at de to køn er intelligente på hver sin måde. Det fremgår fx af et eksperiment af den amerikanske neurolog Richard Haier og kolleger fra University of California.

    Man har længe vidst at de to køn har en forskellig fordeling af såkaldt hvid og grå substans i hjernen, og forskerne søgte i denne omgang at finde ud af om der var en sammenhæng mellem bestemte områder i hjernens grå og hvide 'substans' (eng. "matter") og så den generelle intelligens. 

   Og det fandt de der var:

• Mænd: De højt intelligent mænd der deltog i forsøget, havde særligt veludviklet grå substans bagerst i hjernens isselap. I dette område bearbejdes sanseindtryk. 
• Kvinder: De højt intelligente kvinder i forsøget havde særligt veludviklet grå og hvid substans i pandelappen forrest i hjernen. Herfra kontrolleres vores sproglige evner.

Se artiklen der referer til undersøgelsen her.

http://www.imaginggenetics.org/PDFs/2005_Haier_NeuroImage_SexdiffIQ.pdf

En anden undersøgelse viser at når de gælder fordelingen af grå og hvid substans i hjernen set i forhold til hjernens samlede volumen, så er den forskellig for de to køn:

Women have a higher proportion of gray matter to cranial volume than men. Conversely, men have higher proportions of white matter and cerebrospinal fluid to cranial volume than women. (...)
   Gray matter is where computation takes place, while white matter is responsible for communication between groups of cells in different areas of the brain.
   "With these findings, we are beginning to get an explanation for the lack of intelligence disparity between men and women," says Ruben C. Gur, Ph.D., professor of psychology in psychiatry and lead author on the new study, which will appear in the May 15 issue of the Journal of Neuroscience.    "Women have a higher percentage of tissue devoted to computation than men. Men have a greater proportion of tissue assigned to the transfer of information between distant regions.
   http://www.sciencedaily.com/releases/1999/05/990518072823.htm

Det passer sådan set meget godt med det som den illustrerede undersøgelse fra indledningen viser.      

   Det mærkelige og interessante er så at de meget store forskelle i mængde og distribution af grå og hvid substans i hjernen hos de to køn, på en eller anden måde udlignes når det gælder intelligens og løsning af forskellige opgaver:

The study shows women having more white matter and men more gray matter related to intellectual skill, revealing that no single neuroanatomical structure determines general intelligence and that different types of brain designs are capable of producing equivalent intellectual performance.

   “These findings suggest that human evolution has created two different types of brains designed for equally intelligent behavior,” said Richard Haier, professor of psychology in the Department of Pediatrics and longtime human intelligence researcher, who led the study with colleagues at UCI and the University of New Mexico. (...)

   In general, men have approximately 6.5 times the amount of gray matter related to general intelligence than women, and women have nearly 10 times the amount of white matter related to intelligence than men. Gray matter represents information processing centers in the brain, and white matter represents the networking of – or connections between – these processing centers.

    This, according to Rex Jung, a UNM neuropsychologist and co-author of the study, may help to explain why men tend to excel in tasks requiring more local processing (like mathematics), while women tend to excel at integrating and assimilating information from distributed gray-matter regions in the brain, such as required for language facility.        These two very different neurological pathways and activity centers, however, result in equivalent overall performance on broad measures of cognitive ability, such as those found on intelligence tests.

På vigtige områder fungerer og arbejder mænds og kvinders hjerner forskelligt. Disse forskeller viser sig i forskelle i hvordan de to køn klarer enkeltopgaver, men de viser sig ikke når man tester og måler det generelle intelligensniveau for de to køn.
 
Når det gælder spørgsmålet om kreativitet i forhold til de to køn, så har vi et tilsvarende problem:

   Der er lavet rigtig mange undersøgelser i de sidste 10-15 år hvor man har prøvet at se om kønsforskelle gav sig forskelligt udslag i det batteri af test og opgaver som forskerne har udviklet til at måle hvor kreativ en person er og tænker.

   Og godt halvdelen af disse undersøgelser kommer til et lignende resultat som dem der tester kønsforskelle mht. generel intelligens, nemlig at der ikke kan konstateres nogen signifikante forskelle mellem kønnene. 

   Og de undersøgelser der viser at der er forskel, kommer til modsatrettede konklusioner. Der er dog en svag tendens til at kvinder kommer ud som vindere.

Så altså: Den forskning - test og opgaver - som måler hvor kreativ en personlighed er, viser at mænd og kvinder stort set er lige kreative.

   Samtidig har vi aktuel neurologisk forskning i hvordan hjernen arbejder og fungerer, som peger på store tilsyneladende medfødte forskelle på hhv. den mandlige og den kvindelige hjernes "wiring" og grundlæggende indretning (=fordeling af grå og hvid substans).

   Der er meget få forskningsresultater der sammenholder resultatet af kreativitetstest der jo i princippet er målinger af kreativ adfærd, med de såkaldte MRI-skanninger der afslører hvilke dele af hjernen der er særligt aktive i forbindelse med forsøgspersonernes forsøg på at løse opgaverne i testen.

   Men jeg har fundet en enkelt artikel fra 2013 der tager spørgsmålet op. Titlen er "Gender Differences in Creative Thinking: Behavioral and fMRI Findings"; forskeren der står først i rækken af forfattere, er Anna Abraham.

   I det indledende 'abstract' sammenfatter hun og kolleger resultatet af to af testene - kaldet "tasks": en der drejer sig om at måle "conceptual exapansion" og en anden der drejer sig om at måle "divergent thinking".

   Og det som MRI-skanningen afslører, er at mænd og kvinders hjerner løser de samme opgaver med forskellig "strategier" - idet det er forskellige interagerende moduler i hjernen som er aktive hos de to køn:

While men and women were indistinguishable in terms of behavioral performance across all tasks, the pattern of brain activity while engage in the tasks in question was indicative of strategy differences between the genders. Brain area related to semantic cognition, rule learning and decision making were preferentially engaged in men during conceptual expansion, whereas women brain activity while engaged in regions related to speech, processing and social perception. During divergent thinking, declarative memory related regions were strongly activated in men, while regions involved in theory of mind and self-referential processing were more engaged in woman.

http://link.springer.com/article/10.1007%2Fs11682-013-9241-4#page-1

Det er jo en smuk forklaring, som i øvrigt stemmer overens med det jeg har skrevet om tidligere: at den menneskelige hjerne er plastisk.

  Her betyder det altså at både når det gælder 'intelligent adfærd' og 'kreativ adfærd' for at løse de samme opgaver, så trækker de to køn på tilsyneladende ret så forskellige kombinationer af moduler i hjernen som hver på sin måde samarbejder om at løse  opgaverne.
  Men begge veje fører til Rom.

  Det synes jeg godt nok er interessant!

Bidrag til neurojournalistikken: Nyheder er dårligt for dig - du har ikke godt af nyheder - nyheder er usundt!

Jeg har altid syntes det var sjovt at finde på nye begreber til at sammenfatte nye indsigter som jeg synes jeg har fået. 

   Til de begreber hører fx "videnssprog-erfaringssprog", "den tredje dims", "erfaringsinterview", "den store dansklærer", "faktion", "journalistisk plot", "bølgemodel", "retssagsskema".

   Til den samling hører også "neurojournalistik" som jeg introducerede i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Og som jeg delvist forfølger videre i disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/nyhedskriterier-i-hjernen-pa-lserne.html

Ideen er som ved alle de andre nye ord der kombinerer "neuro-" med forskellige professioner og fagområder ("neuroøkonomi", "neuroæstetik", mv.), af afdække og forstå sammenhængen mellem det som journalister gør og tænker når de arbejder som journalister, og så de indsigter som kan hentes fra den nyeste neurovidenskab og kognitive psykologi.

   Når de spørgsmål optager mig gevaldigt, er det fordi jeg har undervist journalister, være konsulent for journalister, skrevet om journalistik, været chef for journalister - on and off - siden 1972.
   

Det sidste nye mentale kick jeg fik ad det spor, var Daniel Kahnemans bog: Thinking, Fast and Slow, og jeg brugte bogens teorier, begreber og kategoriseringer til at analysere og gennemlyse nogle eksempler på dårlig journalistik og dårlige beslutninger på redaktør-niveau.

   Hele syv blogindlæg  i januar i år kastede læsningen af den bog af sig, alle under rubrikken "Thinking Fast and Slow".
    Fagligt siger man at hans forskning ligger inden for området "behavioral economics". Jeg har i et tidligere indlæg - inspireret af det - udmøntet termen "behavioral journalism".

Tilfældigt ved at surfe og søge på nettet finder jeg frem til en bog som har titlen: The Art of Thinking Clearly: Better Thinking, Better Decisions. Forfatterens navn er Rolf Dobelli. 

   Han er sweitzer, og bogen udkom på tysk i 2012. Den blev udgivet på engelsk i år hvor den straks kom på bestsellerlisten

   Ved at læse nogle anmeldelser kan jeg se at han på nogle punkter ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og han har også referencer til en forsker og filosof som også Kahneman refererer til: Nassim Nicholas Taleb (som jeg senere vil vende tilbage til). Jeg har bestilt bogen.

   Og jeg finder på Odellis hjemmeside en artikel af ham som har titlen: "Avoid News - Towards a Healthy News Diet", som tydeligvis ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og som opregner en lang række - mere eller mindre - videnskabeligt funderede argumenter for at man skal undgå at bruge tid, hjerne, opmærksomhed, følelser, energi - på at læse, se eller høre nyheder.
   Jeg er en hund efter viden, synspunkter og teorier som giver indsigt på kendte temaer fra nye vinkler.
   Her er det effekten på det nyhedshungrende publikum det handler om. Den vinkel har klart været underbelyst i mine skriverier. 

 
Dobelli har skrevet en nedkogt og indkogt version af denne artikel til en slags kronik i avisen The Guardian. Den har rubrikken:

News is bad for you – and giving up reading it will make you happier

Og manchetten lyder som følger:

News is bad for your health. It leads to fear and aggression, and hinders your creativity and ability to think deeply. The solution? Stop consuming it altogether

Jeg synes ikke bare han har en, men en del gode pointer som er værd at tænke over. Og han skriver for at provokere, klart nok.

   Ikke alle hans påstande indeholder bidrag til neurojournalistikken, men ca. halvdelen gør. Hans overordnede metafor eller analogi er at sammenligne effekten at indtage mange daglige nyheder - med de mange negative helbredseffekter af dårlig kost - som giver overvægt, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge - yuo name it.

In the past few decades, the fortunate among us have recognised the hazards of living with an overabundance of food (obesity, diabetes) and have started to change our diets. But most of us do not yet understand that news is to the mind what sugar is to the body. News is easy to digest. The media feeds us small bites of trivial matter, tidbits that don't really concern our lives and don't require thinking. That's why we experience almost no saturation. Unlike reading books and long magazine articles (which require thinking), we can swallow limitless quantities of news flashes, which are bright-coloured candies for the mind. Today, we have reached the same point in relation to information that we faced 20 years ago in regard to food. We are beginning to recognise how toxic news can be.

Nyheder er for sindet hvad sukker er for kroppen. Nyheder er nemme at fordøje og kræver ikke at vi tænker dybere over hvad de fortæller. Nyheder er en slags gift for hjernen.

   Derefter følger så en række påstande som begrundes gennem henvisninger både til faglitteratur og anskueliggørende eksempler:

Nyheder er vildledende - hvilket blandt andet indebærer at vi som nyhedsforbrugere ender op med fejlagtige og misvisende "risiko-kort" i hovedet, så vi systematisk under- og overvurderer risikoen ved forhold i virkeligheden, som fx terrorisme:

 News misleads. Take the following event (borrowed from Nassim Taleb). A car drives over a bridge, and the bridge collapses. What does the news media focus on? The car. The person in the car. Where he came from. Where he planned to go. How he experienced the crash (if he survived). But that is all irrelevant. What's relevant? The structural stability of the bridge. That's the underlying risk that has been lurking, and could lurk in other bridges. But the car is flashy, it's dramatic, it's a person (non-abstract), and it's news that's cheap to produce. News leads us to walk around with the completely wrong risk map in our heads. So terrorism is over-rated. Chronic stress is under-rated. The collapse of Lehman Brothers is overrated. Fiscal irresponsibility is under-rated. Astronauts are over-rated. Nurses are under-rated.

   We are not rational enough to be exposed to the press. Watching an airplane crash on television is going to change your attitude toward that risk, regardless of its real probability. If you think you can compensate with the strength of your own inner contemplation, you are wrong. Bankers and economists – who have powerful incentives to compensate for news-borne hazards – have shown that they cannot. The only solution: cut yourself off from news consumption entirely.

Nyheder er uden relevans for dig: Nævn et eksempel på en nyhed af de ti tusinde du har læst i år, som førte til at du tog en bedre beslutning omkring alvorlige forhold som vedrører dit liv:

News is irrelevant. Out of the approximately 10,000 news stories you have read in the last 12 months, name one that – because you consumed it – allowed you to make a better decision about a serious matter affecting your life, your career or your business. The point is: the consumption of news is irrelevant to you. But people find it very difficult to recognise what's relevant. It's much easier to recognise what's new. The relevant versus the new is the fundamental battle of the current age. Media organisations want you to believe that news offers you some sort of a competitive advantage. Many fall for that. We get anxious when we're cut off from the flow of news. In reality, news consumption is a competitive disadvantage. The less news you consume, the bigger the advantage you have.

Nyheder forklarer ingenting: Nyheder er "bobler på virkelighedens overflade" - og en samling og ophobning af nyheder vil aldrig kunne forklare de dybere sammenhænge, så du virkelig forstår hvad der foregår i verden, mængden af dem og ophobningen af dem stiller sig i vejen for at forstå den underliggende helhed: 

News has no explanatory power. News items are bubbles popping on the surface of a deeper world. Will accumulating facts help you understand the world? Sadly, no. The relationship is inverted. The important stories are non-stories: slow, powerful movements that develop below journalists' radar but have a transforming effect. The more "news factoids" you digest, the less of the big picture you will understand. If more information leads to higher economic success, we'd expect journalists to be at the top of the pyramid. That's not the case.

Nyheder er gift for kroppen: Nyheder aktiverer det limbiske systems panik-reaktioner som udløser cortisol, som på sin side svækker immunsystemet og har negative biologiske effekter på kroppen, som permanent stress også har:

News is toxic to your body. It constantly triggers the limbic system. Panicky stories spur the release of cascades of glucocorticoid (cortisol). This deregulates your immune system and inhibits the release of growth hormones. In other words, your body finds itself in a state of chronic stress. High glucocorticoid levels cause impaired digestion, lack of growth (cell, hair, bone), nervousness and susceptibility to infections. The other potential side-effects include fear, aggression, tunnel-vision and desensitisation.

 Nyheder forstærker kognitive fejl - bekræfter fordomme, cementerer mentale bias og giver endimensionelle og oversimplificerede årsagsforklaringer: 

News increases cognitive errors. News feeds the mother of all cognitive errors: confirmation bias. In the words of Warren Buffett: "What the human being is best at doing is interpreting all new information so that their prior conclusions remain intact." News exacerbates this flaw. We become prone to overconfidence, take stupid risks and misjudge opportunities. It also exacerbates another cognitive error: the story bias. Our brains crave stories that "make sense" – even if they don't correspond to reality. Any journalist who writes, "The market moved because of X" or "the company went bankrupt because of Y" is an idiot. I am fed up with this cheap way of "explaining" the world.

Nyheder hæmmer tænkning: Tænkning kræver koncentration og koncentration kræver tid. Nyheder er specielt designet til at afbryde dig og stjæle din opmærksomhed. Og nyheder svækker vores hukommelse på grund af overfodring med informationer som ingen betydning har:

News inhibits thinking. Thinking requires concentration. Concentration requires uninterrupted time. News pieces are specifically engineered to interrupt you. They are like viruses that steal attention for their own purposes. News makes us shallow thinkers. But it's worse than that. News severely affects memory. There are two types of memory. Long-range memory's capacity is nearly infinite, but working memory is limited to a certain amount of slippery data. The path from short-term to long-term memory is a choke-point in the brain, but anything you want to understand must pass through it. If this passageway is disrupted, nothing gets through. Because news disrupts concentration, it weakens comprehension. Online news has an even worse impact. In a 2001 study two scholars in Canada showed that comprehension declines as the number of hyperlinks in a document increases. Why? Because whenever a link appears, your brain has to at least make the choice not to click, which in itself is distracting. News is an intentional interruption system.

Nyheder fungerer som et narkotikum som man bliver afhængig af fordi vi hele tiden bliver holdt i spænding om hvordan konfliktfyldte begivenheder udvikler sig. De dele af hjerne som er udviklet til at "skimme" og "multitaske" bliver yderligere udviklet, mens de dele af hjerne som bruges til dybdegående fokuseret læsning svækkes og forfalder, så man bliver træt og ukoncentreret efter læsning af nogle få sider:

News works like a drug. As stories develop, we want to know how they continue. With hundreds of arbitrary storylines in our heads, this craving is increasingly compelling and hard to ignore. Scientists used to think that the dense connections formed among the 100 billion neurons inside our skulls were largely fixed by the time we reached adulthood. Today we know that this is not the case. Nerve cells routinely break old connections and form new ones. The more news we consume, the more we exercise the neural circuits devoted to skimming and multitasking while ignoring those used for reading deeply and thinking with profound focus. Most news consumers – even if they used to be avid book readers – have lost the ability to absorb lengthy articles or books. After four, five pages they get tired, their concentration vanishes, they become restless. It's not because they got older or their schedules became more onerous. It's because the physical structure of their brains has changed.

Nyheder er spild af tid: Du smider ca. en halv dag om ugen væk til nyhedsforbrug, timer som du kunne bruge til noget bedre. Der er et overskud af information og et underskud af opmærksomhed:

News wastes time. If you read the newspaper for 15 minutes each morning, then check the news for 15 minutes during lunch and 15 minutes before you go to bed, then add five minutes here and there when you're at work, then count distraction and refocusing time, you will lose at least half a day every week. Information is no longer a scarce commodity. But attention is. You are not that irresponsible with your money, reputation or health. Why give away your mind?

Nyheder gør os passive: Vi overvældes nyheder som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og det slider vores bevidsthed til så vi ender med et livssyn som er pessimistisk, præget af ufølsomhed, sarkastisk og fatalistisk, en grundholdning som videnskaben har betegnet som "indlært hjælpeløshed" og som kan indehold kimen til at så mange bliver ramt af depression:

 News makes us passive. News stories are overwhelmingly about things you cannot influence. The daily repetition of news about things we can't act upon makes us passive. It grinds us down until we adopt a worldview that is pessimistic, desensitised, sarcastic and fatalistic. The scientific term is "learned helplessness". It's a bit of a stretch, but I would not be surprised if news consumption, at least partially contributes to the widespread disease of depression.

Nyheder dræber kreativiteten - fordi det vi i forvejen ved står i veje for skabelsen af nye ideer. En ægte kreativ sjæl er aldrig "nyhedsnarkoman". Hvis du ønsker at komme med gamle løsninger, læs nyhder; hvis du vil finde på noget nyt, lad være:

News kills creativity. Finally, things we already know limit our creativity. This is one reason that mathematicians, novelists, composers and entrepreneurs often produce their most creative works at a young age. Their brains enjoy a wide, uninhabited space that emboldens them to come up with and pursue novel ideas. I don't know a single truly creative mind who is a news junkie – not a writer, not a composer, mathematician, physician, scientist, musician, designer, architect or painter. On the other hand, I know a bunch of viciously uncreative minds who consume news like drugs. If you want to come up with old solutions, read news. If you are looking for new solutions, don't.   

Du kan finde den lange og væsentligt mere nuancerede version af Odellis påstande om sundhedsfaren ved nyheder på hans hjemmeside:

http://www.dobelli.com/wp-content/uploads/2013/03/Avoid_News_Part1_TEXT.pdf

Listen af påstande om hvorfor nyheder er dårlige for både sjæl og legeme er også længere: Her er de der er udeladt af læse-let-versionen i The Guardian. De er ikke de mindst interessant, så alene derfor læs den lange version:

• News sunders the relationship between reputation and achievement
• News is produced by journalists (underforstået: de fleste nyheder på nettet er ikke rigtigt nyheder):
• Reported facts are sometimes wrong, forecasts always
• News is manipulative
• News gives us the illusion of caring 

Rolf Odelli slutter med af aflive den misforståelse (som man nemt kunne få af den korte version) at han generelt skulle have fordomme og være negativ over for journalister og journalistik. Samfundet har stadig brug for journalistik .. men en anden slags end den der dominerer: 

Society needs journalism – but in a different way. Investigative journalism is always relevant. We need reporting that polices our institutions and uncovers truth. But important findings don't have to arrive in the form of news. Long journal articles and in-depth books are good, too.

 Og så runder han af med at han har levet uden det daglige nyhedsfix i fire år. 

I have now gone without news for four years, so I can see, feel and report the effects of this freedom first-hand: less disruption, less anxiety, deeper thinking, more time, more insights. It's not easy, but it's worth it.

http://www.theguardian.com/media/2013/apr/12/news-is-bad-rolf-dobelli

En nyhedsdiæt som går ud på helt at være afholdsmand - og faste i fire år! 

   Det lyder imponerende, men er naturligvis ikke reelt - for alle hans omgivelser: venner, kolleger, familie - har indtaget nyheder som de altid har gjort, så Odelli har utvivlsomt fået et godt (til)skud af nyheder i de fire år - bare mundtligt gennem øret.

   Men ellers er der jo noget om snakken. I kortere perioder - når jeg har været på ferie - har jeg også undgået både at læse aviser, se tv og gå på nettet. Og konstateret at jeg intet har mistet når jeg kommer hjem og vanemæssigt genoptog mit daglige nyhedsfix igen fra alle medier.

P.S.

Politiken bragte den 19. november 1998 en kronik af mig - kort efter jeg var tiltrådt som Professor i journalistik ved SDU i Odense - under rubrikken: 

Journalistikkens uvæsen 

Den havde samme retoriske struktur som Odellis - med 12 bevidst provokerende påstande som så punkt for punkt blev begrunder og underbygget. 

   Nogle af punkterne havde ligheder med Odellis - men der var ingen antydning af forsøg på forklaringer med henvisning til kognitiv psykologi og neurovidenskab.

Her er påstandene fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" i deres nøgne form:

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret (TV–seertals voksende indflydelse)

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer – omfattende kildeafsmitning i terminologi og vinkler

5. Journalisterne er et lukket elitært broderskab – højtlønsgruppe, der har isoleret sig fra, hvad der rører sig i befolkningen.

6. Journalister er blevet en magt i sig selv. Journalister har magt til at skabe helte og begå karaktermord

7. Journalister er overfladiske og ideforladte. Deres virkelighedsopfattelse er ude af skridt med samfundsudviklingen. De løber alle efter de samme historier med de samme forudsigelige vinkler.

8. Journalister er utroværdige og overfladiske. Misbruger kilder, strammer vinkler og rubrikker langt ud over, hvad der er dækning for i virkeligheden.

9. De journalistiske metoder er er etisk anløbne. Brug af telelinser, skjulte mikrofoner, skjult kamera.

10. De journalistiske orm- og udtryksmidler fiktionaliseres. Artikler og indslag bygges op efter dramaturgiens regler ( indbygget spænding o.s.v.)

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden. En god historie er altid en dårlig historie

12. Journalistikken truer demokratiet. Den politiske journalistik fokuserer i stigende grad på personer og personlige motiver. Magtens vagthund er væk.

Hvis man vil have disse fordomsfulde og genraliserende påstande uddybet og nærmere begrundt, kan kronikken rekvireres på biblioteket. Jeg har den ikke selv i digitaliseret udgave

   Det var påstande som jeg havde indsamlet dokumentation for i et års tid ved læsning af aviser der fortalte historier med eksempler på andre journalistiske mediers elendighed.

Kreativt sprog (3) - af journalist og musikanmelder Anna Ullman

Jeg læser sjældent musikanmeldelser. Jeg er så gammel så det meste nyere musik ved jeg ikke siger mig noget - særligt. 

   Jeg er til 60´er pop- og rockmusik, klassisk blues og boogie-woogie på klaver, sydafrikansk populærmusik og sang, Dolly Parton og de andre store contry-sangerinder, zydeco, reggae. Og så har jeg også en svaghed for visse former for meditations-musik, og Mozart, Bach og beslægtede klassiske komponister.

Så for indholdets skyld bliver det ikke til megen læsning af musikanmeldelser. Jeg ved hvad jeg kan lide, jeg ved hvad jeg tænder på.

Men så sker det at jeg bliver lokket ind i en musikanmeldelse - af sproget. Det er faktisk sket nogle gange i Information inden for det sidste års tid. 

   Journalisten hedder Anna Ullman, og sidst jeg hoppede på var onsdag den 11. december i Information da jeg blev fanget af Rubrikken

Smag på psychsuppen

Det var så syret en rubrik at jeg gled videre ned til manchetten, som så netop indleder med en vild syremetafor ("lysergisk tsunami"):

En lysergisk tsunami er skyllet ind over musikken. Moderne psykedelisk rock trives som knæhøj karse. Veteranerne Wooden Shjips og nykomlingene Hookworms er to af de bedste bud på effektiv sandblæsning af bevidstheden.

"Trives som knæhøj karse" og "Sandblæsning af bevidstheden". Jeg spidser øjne!
   Det sidste udtryk  en frisk konkret metafor på en musikeffekt - som gør at jeg aldrig ville købe den musik. 

   Men jeg læser opmuntret og glad videre i anmeldelsen: 

Nu skal rocken være psykedelisk for at være kosher. En ny generation af langskæggede psykonauter har begivet sig ud for at berige verden med spacy guitareffekter, hypnotiske gentagelser og alment stenet velbehag. To fine eksempler er San Francisco-bandet Wooden Shjips, der med fire albums bag sig har opnået noget nær veteranstatus, og de britiske nykomlinge Hookworms, der fermt propellerer traditionen opad og udad.

Udtrykket "kosher" lugter af USA hvor jødiske udtryk er blevet main stream i kulturlivets sprog; "psykonauter" ligeså.
   Det sidste udtryk viser sig oprindelig at være titlen på et kendt computerspil fra 2005, og en nyere dansk science fiction-roman har titlen "Psykonauten". Og "naut" som endelse har oprindelse i ordet "astronaut" eller "cosmonaut" - et besætningsmedlem på et rumskib.

   Og rum-metaforen glider videre gennem udtrykket "spacy". Og videre igen med en flyve- og rum-metafor: "propellerer traditionen opad og udad".

Vi glider fra det psykedeliske indre rum til det satelliternes ydre rum - fra rubrik - over manchet - og til de indledende afsnit. Mange virkeligheder blandes - og teksten frigør sig langt hen ad vejen fra sin genstand: to musikudgivelser der skal vurderes og bedømmes.

   Musikken bliver en slags scenisk bagtæppe, og anmelderens sprog danser en mental og kognitiv ballet på forscenen.

   For mig er der ingen tvivl om at Anna Ullman er god. Det er muligvis ikke særlig præcist associeret fra min side, men af en eller anden grund hører jeg for mit indre ører salig Dan Turells nasale stemme og messende ordguirlander.

Jeg går lidt på jagt i Anna Ullmans andre artikler fra Information som er tilgængelige på nettet.

   Hun skriver blandt andet dagen efter stormen Bodil en meta-reportage om TV-dækningen der røg helt ud af proportion. Og opfinder til formålet konceptuelt blendede udtryk som 

"Klimageddon":

Klimageddon er over os – følg det live på tv. Den hysteriske tv-dækning af stormen Bodil er symptomatisk for en afpolitiseret tid, hvor vejrfænomener italesættes som sikkerhedstrusler

Eller det konceptuelt mixede udtryk "Bodilzilla" som varsles et par linjer inden med udtrykket "katastrofelystne":

At den overstyrede og katastrofelystne tv-dækning i det store og hele er kedeligt fjernsyn – det kan vi hurtigt blive enige om. Mere interessant var det derimod at følge Bodilzillas hærgen som et studie i krisementalitet.

Og Bodil kan genbruges i endnu en semantisk legering "Bodilkalypsen":

Bodilkalypsen er over os. I bogen Living in the End Times hævder filosoffen Slavoj Zizek, at en klimakatastrofe i dag forekommer mere sandsynlig end muligheden for social forandring. Bodil er løjet af, men Zizeks observation forekommer nu endnu mere præcis.

Og sporet af semantisk blanderi fortsætter med udtrykket "Stormaggedon":

Gærhamstringen er muligvis det eneste minde om storkonflikten i 1998, men i arbejderbevægelsen er generalstrejke jo det indgreb, der kan »lamme nationen«. Gær er det afpolitiserede humoristiske symbol på dansk undtagelsestilstand light, og vi kan grine af Stormageddon som en pseudobegivenhed. Men Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik.

Spændstigt sprog: "Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik."
   Læs hele metareportagen her, skrevet under rubrikken "Bodil - en postpolitisk parodi":

http://www.information.dk/481235

Uden at jeg har været inde over alle hendes artikler med et analytisk blik, så ser det ud til at Anna Ullman finder et specielt tema til hver anmeldelse som så føres igennem teksten som et ekstra lag eller spor af fascinerende associationer - associationer der fungerer som glidecreme for læserens bevidsthed

   Da der som regel er flere musikudgivelser der skal anmeldes i et hug, så fungere den slags temaer som en slags rød tråd der binder det hele sammen. En konceptuel bærebølge!

   Som nu i anmeldelsen i Information fra den 30. november med rubrikken "Nuttede musikalske hvalpe" der indledningsvis kobler sex og kæledyr sammen. 

Internettet skulle efter sigende være drevet af porno og kattebilleder. På samme måde ser boybandgenren ud til at være udødelig, fordi konceptet ’brunst og nuttethed forenet i en treminutters popsang’ aldrig går af mode. Ifølge den geniale Tumblr-blog Des Hommes et des Chatons (’Mænd og kattekillinger’) er lysten til at kigge på sexede mænd og lysten til at kigge på nuttede kæledyr to sider af samme sag. Og efter at have set et billede af One Direction ved siden af en kurvfuld missekatte vil de fleste nok være enige.

   Så hvilken kælen hundehvalp skal ligge under juletræet i år? Skal det være skælmske Harry Styles med de smalle slædehundeøjne? Eller du er måske mere til gode gamle Robbie med de prollede tribaltatoveringer og underbiddet, der lover håndværkersex? Okay okay, hvad så med den blonde gæliske sukkerknald Ronan Keating? I december er der frit valg på alle hylder.

Og lidt senere i anmeldelsen kører 'associationsmaskinen' videre omkring skjulte lyster, blufærdighed og kejtethed, "parcelhusliderlighed" og drømme om at "få fedtet rotten":

Hænderne er solidt plantet oven på dynen. Når Niall, Zayn, Liam, Harry og Lewis forsøgsvis dypper storetåen i den voksne seksualitet, bliver det underligt karikeret: »Little Black Dress« med det huggende Def Leppard-riff er voksen parcelhusliderlighed tilsløret i kaudervælsk popsprog. »It’s alright. I wanna see the way you move it for me baby,« tigger Zayn med de mandelformede øjne. Det er mere Joan Ørting og »You Can Leave Your Hat On« end »Boing Boing«, og det lyder i hvert fald ikke som noget, en 20-årig ville synge i håb om at få fedtet rotten.

I det næste afsnit trækkes tråden videre gennem "bar overkrop", "trykke hånden mod brystet" og "krammerock": 

Boyzone er holdt op med at gå rundt i strandkanten i hørbukser og bar overkrop, mens de indfølende trykker hånden mod brystet. Men hører man til dem, der stadig får optur over Ronan Keatings suveræne 2000-hit »Rollercoaster« i Radio Soft, så er BZ20 en yderst tilfredsstillende omgang gælisk krammerock.

Til sidst bæres temaet igennem med udtryk som "metroseksuel", "homofobi" - og med sløjfen på hele anmeldelsen: "en flok kåde hundehvalpe" der får lov til at "slikke dig i ..." - "håndfladen i den mørke måned":

Robbies solokarriere har udspillet sig som en langtrukken flirt med hans arbejderbaggrund. Med den metroseksuelle titel Swings Both Ways lægger den hårdtpumpede gavflab med kulturelt feinschmeckeri afstand til arbejderklassens homofobi og antyder, at han nogle gange spiller på det andet hold. For stik mod intuitionen er det jo ret prollet og nouveau riche at hoppe i et jakkesæt og optræde som Sinatra-imitator.

   Robbie får lov til at svede fløde alene i denne omgang. Men ellers er der lutter gode grunde til at lade en flok kåde retrieverhvalpe slikke dig i håndfladen i den mørke måned.

Jeg kan følge sporet og udviklingen af sproget gennem Anna Ullmans artikler Information tilbage til april 2013. Fire til seks anmeldelser og kulturartikler pr. måned. Om og hvad hun har skrevet før, kan jeg ikke lige finde ud af. 

   Men hun har gang i noget med sit flere-lags blendede sprog, og jeg vil følge hendes udvikling som "scribøse" med interesse.

Kreativt sprog (2) - af fotograf og billedhugger Suste Bonnén

Jeg har i årenes løb mødt og snakket med en del billedkunstnere. Og det har slået mig at mange af dem har et noget specielt forhold til det verbale sprog. Enten er de meget fåmælte og udtrykker sig verbalt meget dårligt, fragmenteret og indforstået. Eller også er de meget ordrige og bruger rigtig mange abstrakte ord til at sige - næsten ingen ting.

   Jeg har også haft den teori at hvis ens primære kreative udtryk er billedsprogligt og har været det i mange år, så hænger det sammen med at den del af hjernen der kobler tænkning med billeder har udviklet sig - ændret sig - mens den verbalsproglige centrer i hjernen er blevet forsømt.

En billedkunstner som jeg har fulgt relativt tæt de seneste år, er fotograf og billedhugger Suste Bonnén. Vi er venner på Facebook, og hun er meget aktiv og meddelsom dér - og lægger blandt andet mange af sine billeder ud til glæde for vennerne.

   Hun lever imidlertid ikke op til de forventninger - fordomme - som jeg beskrev oven for. Hun skriver jævnt, klart og ukunstlet erfaringssprog. Og udtrykker ofte sine ret så skarpe personlige meninger i fyndige ord.

   Men toppen kom for nylig i forbindelse med debatten om justitsminister Morten Bødskovs ageren - inden han var gået af.

   Jeg citerer fra Suste Bonéns Facebook-indlæg:

Har kun set eet menneske der er så glat at selv autofocus vil glide af på personen. Hvor selv den bedste fotograf , også ved manuel fokusering fra et Hasselblad, ikke vil kunne finde eet interessant punkt at stille skarpt på, og hvor ingen lampe i denne verden magter at ville kunne oplyse noget som helst spændende i udtrykket: Morten Bødskov.

   Indser pludselig hvorfor netop han ønsker så mange lukkede døre som muligt, for så opdager man måske ikke, at der slet ikke er noget derinde bagved.   

Der er jo tale om en slags metafor - en af de sjældne som i et enkelt billede indeholder en hel historie, og som kommer ud af erfaret liv:

Vi ser for os Morten Bødskov som skal have taget et portrætfoto hos fotograf Suste Bonnén.     

   Fotografen prøver at få ham i fokus, men det lykkes bare ikke, motivet i søgeren forbliver tåget og uskarpt. Fotografen skifter apparat - til et af de supergode og dyre højkvalitets Hassleblad-kameraer - og forsøger nu at fokusere og fastholde fokus med manuel betjening. Men heller ikke det gør det muligt at stille skarpt på ansigtet. 

   Til sidst forsøger fotografen så at sætte ekstra lys på personen. Men det giver heller ikke noget resultat. Den uigennemsigtige tåge bliver kun stærkere - ligesom hvis man tænder det lange lys når man i bil kører i tæt tåge på motorvejen.

   Og så aha-oplevelsen, pay-off på den metaforiske scenes tre set-ups: Lige som det gjaldt for troldmanden fra OZ: "der er slet ikke noget derinde bagved."
   Det er forklaringen på problemerne med at fokusere på ham.

Og det viste sig så i forgårs med Bødskovs afgang - at det havde Suste Bonnén et godt og skarpt øje for - i sin metaforiske fantasi.
   Sådan er det med kreativt sprog - i modsætning til bullshit-proget: Det åbner op for en ekstra dimension på det som det fortæller om. Og her er det også et smukt eksempel på fænomenet kreativ vrede som drivkraft for kreativ sprogbrug.

Men det er naturligvis også skæbnens ironi - og den særlige ironi har jeg altid holdt meget af - at manden og ministeren der i den grad argumenterede for den nye offentlighedslov der bl.a. skulle mørkelægge en større del af "ministerbetjeningen" for at sikre ministre et større såkaldt "frirum", i den grad med sin egen løgnagtige adfærd kom til at dokumentere at det mørkelagte frirum for ministre, snarere burde have været indskrænket end udvidet.

Og Suste Bonnén? Ud over at være en fremragende portrætfotograf, så er hun også ophavskvinde til undervandskulpturerne i Slotsholmens Kanal lige over for Christiansborg ved Højbro Plads.  - med titlen "Agnete og Havmanden": 

Originalt, kreativt - sætter fantasi og refleksion i gang - ligesom fotografmetaforen på Bødskov.

Suste Bonnén har en hjemmeside hvor du kan se hvor god en fotograf hun er:

http://www.suste.dk/

Kreativt sprog (1) - af professor i sundhedsstatistik Svend Kreiner

Kreativt sprog er sprog der overskrider grænser for det normale standardsprog inden for en genre, eller  bryder normen for det typiske sprog der kendetegner en bestemt type afsender og sprogbruger - i begge tilfælde med henblik på at opnå en særlig kommunikations- eller oplevelseseffekt.

Et eksempel på det er fra en kronik i Politiken den 10. december, skrevet af statistiker professor Svend Kreiner med rubrikken:

 Derfor kan vi stadig ikke stole på Pisa 

Den kronik er svar på professor Niels Egelunds  kronik fra den 30. november der havde rubrikken:

I kan roligt stole på Pisa-undersøgelserne

Den kronik var igen en - meget forsinket - reaktion på den kritiske analyse som Svend Kreiner og en kollega Karl Bang Christensen havde gennemført af det metodisk-teoretiske grundlag for de PISA-tests som laves i en lang række lande for at gøre det muligt at måle og sammenligne hvor gode de enkelte landes skolesystem er til at lære børnene en række faglige kvalifikationer på et bestemt klassetrin. 

   Der var tale om en kritik som Kreiner allerede havde fremført i 2011, men som den gang var blevet afvist af bland andre professor Niels Egelund som ikke-kvalificeret, fordi den ikke var blåstemplet internationalt gennem optagelse af en artikel i et anerkendt tidskrift.

 

Niels Egelund er den faglige ankermand og garant i Danmark for Pisa-undersøgelsernes videnskabelige kvalitet, og det har givet ham en meget stor indflydelse på hvad og hvordan politikerne tænker og handler på skolepolitikkens område.

Kreiners kritik af  Pisa-undersøgelsernes metodisk-teoretiske fundament fik han så i juni faglig blåstempling af da en artikel med den kritiske analyse blev optaget og offentliggjort i et videnskabeligt anekendt internationalt tidsskrift: Psychometrika

   Politiken bragte i den anledning en artikel under rubrikken:

Forsker: Pisa-test er ubrugelig

Manchetten lød:

Dansk professor bliver nu fremhævet af anerkendt tidsskrift for at vise, at Pisa-undersøgelserne er så behæftet med statistiske fejl, at de ikke kan bruges.

Og Kreiner blev citeret som følger:

»Min påstand er fortsat, at man ikke ud fra Pisa-undersøgelsen kan sige noget som helst om, hvor Danmark ligger i forhold til de lande, vi sammenligner os med. Vores resultater viser, at afhængigt af hvilke opgaver man vælger, kan man placere landene fuldstændig, som man vil. Jeg kan ud fra Pisas materiale få Danmark til at ligge nummer to, men jeg kan også få Danmark helt ned på en 42.-plads. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis testene havde fungeret, som Pisa siger, de gør«, siger Svend Kreiner.

Artiklen kan læses her:

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2006758/forsker-pisa-test-er-ubrugelig/

Det var en grusom salve, som helt klart skabte uro og usikkerhed hele vejen rundt i systemet - både ude i skolerne blandt lærere og ledere, og blandt politikerne på Christiansborg. 

   Og artiklens kritik havde jo karakter af en bombe under hele det testsystem som er blevet indført i folkskolen siden de første Pisa-undersøgelser viste at Danmark og danske skolebørn lå relativt lavet i sammenligning med mange andre lande - blandt andet Finland.

  Man kan sige at Niels Egelunds kronik den 30. november var et forsøg på at redde fagligt ansigt i offentligheden efter Kreiners opsigtsvækkende kritik, og kronikken skulle dermed være med til at fastholde den offentlige og politiske indflydelse han har og har haft med basis i Pisa-systemet.

   Egelunds kronik som Kreiner nu tager ved vingebenet, kan findes her:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2147351/i-kan-roligt-stole-paa-pisa-undersoegelserne/

Egelund slutter besværgende sådan her:

Med andre ord: Kreiner og Christensen anvender et alt for spinkelt grundlag for deres analyser, de ser bort fra den udvikling, der er sket over årene, og de kritiserer Pisa for noget, som Pisa på ingen måde udgiver sig for at være. Det er, kort sagt, en helt fejlagtig kritik, der emmer af stærke meninger og svag dokumentation.

   Så kære læsere, I kan have fuld tillid til, at de resultater, der præsenteres 3. december kl. 11 i hele verden, giver et troværdigt billede af 65 landes elevers kompetencer i matematik, læsning og naturfag.

Jeg skal ikke gå ind i substansen, men bare fremhæve et enkelt eksempel på kreativ sprogbrug i Kreiners kronik fra den 10 december.

   Han forklarer her at "læsetesten" i Pisa-systemet vurderer - 'måler' - tre sider af læsefærdigheden: om eleverne er i stand til at hente informationer ud af tekster, om de er i stand til at forstå tekster, og, til sidst, om de kan reflektere fornuftigt over det de har læst. Og han fortæller at resultatet - måltallet - varierer med hvor mange opgaver det enkelte lands test indeholder inden for hvv. spørgsmål til information og til refleksion.

   Egelund afviste i et interview bl.a. Kreiners kritik med at den ikke kan tages alvorligt fordi den er lavet af "forskere som ikke kan lide Pisa, fordi der står en stor fæl økonomisk økonomisk organisation som OECD bag.
   Med et sådant løsagtigt forsvar, blotter Egelund bugen for hug.

    Så Kreiner svarer:

Påstanden om vores syn på OECD afslører, at Egelund ikke kan læse tanker. Kronikken afslører, at han har problemer med at læse. Han kan ikke hente relevante informationer i vores tekst, han forstår ikke det, han har læst, og han er helt ude af stand til at reflekterer over det, han har læst i vores artikel i forhold til det, han må vide om sit eget projekt. (min kursivering)

Av! Av! Av! tænkte jeg. 

   Ved så at sige at repetere Pisa-læsetestens tre kategorier på Egelunds kroniksvar, får Kreiner jo  på en uhyre elegant vis sagt at Egelund selv er dumpet til en slags Pisa-test - nu på et videnskabeligt meta-niveau.

   Og så fortsætter Svend Kreiner:

Disse påstande skal naturligvis underbygges. Jeg bliver derfor nødt til at ulejlige Politikens læsere med et resume af hvad vores artikel indeholder, og hvad Niels Egelund gik glip af dan han læste den.

Det gør han så, solidt, grundigt, detaljeret.

Efter at have læst både Egelunds kronik fra den 30. november og Kreiners her igår, synes jeg at Egelund står fuldstændig 'afklædt'. 

   Og dette kreative retoriske greb i Kreiners tekst er en effektiv start på dokumentationen af at Egelund og Pisa fagligt set er ude i tovene.
   Og det er også et smukt eksempel på at man godt kan være tør statistiker og professor - og samtidig blive så vred at det åbner op for kreativ sprogbrug.

Pussy Riots, Trille, Thomas Lundme, Yahya Hassan - om erfaringssprogets gennemslagskraft - og dets modsætning: 'bullshit'

Informations weekend-tillæg "Moderne tider" har ganske mange faste rubrikker, og er af svingende kvalitet. Men jeg har en klar fornemmelse af at der er sket et kvalitetsløft på det sidste. Redaktøren hedder Bodil Folke Kaarsholm.

   Denne weekend, 23.-24. november, er der to "stykker" der især fænger og fanger:

Dels er der en spændende, oplysende, men ikke særlig letlæst brevveksling mellem på den ene side det russiske Pussy Riots-medlem Nadesia Tolokonnikova, aktivisten der blev fængslet efter gruppens Putinkritiske og provokerende optræden i en russisk ortodoks kirke, og på den anden side den slovenske filosof Slavou Zizek, en klog mand der ifølge Wikipedia har skrevet essays om et bredt spektrum af emner: Jacques Lacan, fundamentalisme, tolerance, politisk korrekthed, globalisering, subjektivitet, menneskerettigheder, postmodernisme, Lenin, David Lynch, Alfred Hitchcock.

   Brevene er fra begge sider skrevet i et højstemt og ganske abstrakt sprog, gennemsyret af en anspændt seriøsitet som er ganske fremmed for en gråmeleret leverpostejagtig dansk tænkemåde.

   Pointen i brevvekslingen er, som der står skrevet, at der er opstået en symbiose mellem den globale storkapital og økonomisk tunge stater med et stærkt autoritært og mere eller mindre diktatorisk styre.

  Jeg tænker: Det er jo rigtigt. Men er der egentlig noget nyt i det?

Men Pussy Riots system- og kirkekritiske optræden í Rusland trækker erindringstråde til min egen ungdom - via den anden artikel fra Moderne tider som fanger og fænger.

   Det er en erindringsartikel af Thomas Lagermand Lundme - i anledning af at Arbejdermuseet har åbnet en udstilling om sangeren Trilles liv og virke. Rubrikken lyder:

Hej, Søster løgsovs

Den artikel bliver jeg også straks grebet af da jeg begyndte at læse den - forfra. Den indledes sådan her:

Et af de første steder, jeg boede som barn, var Reberbanegade på Amager. Det var på 3. sal med udsigt til Amager Centret, som strålede som en kunstig højfjeldssol. Der stod også et kastanjetræ. Når det blomstrede om foråret, var det skønheden. Jeg troede, det var skoven. Min far var elektronmekaniker og havde for det meste natarbejde. Min mor var i huset hos Thomas Winding og passede hans børn, så han havde tid til at skrive bøger til alle de andre voksne børns børn. Når min mor ikke passede Thomas Windings børn, var hun med i hans fjernsynsudsendelser for børn. Når jeg blev passet hos min mormor og morfar i deres kolonihavehus, kunne jeg altid se hende i fjernsynet, min mor. Så var hun der. På en måde.

Det gode sprog - erfaringsproget - vender jeg tilbage til. Men hvem er skribenten?

   Thomas Lundme er multikunstner - en af de særligt kreative - der både skriver bøger, producerer dramatik og er kunstmaler. Og i artiklen i Moderne tider leverer han på skrift et flash back til min egen ungdom hvor Trilles sange spillede en vigtig rolle. Nok mest for kvinder.

Jeg kender Trille fra begyndelsen af 60´erne. Vi gik begge på Christianshavns Gymnasium. Og begge var vi såkaldte udvekslingstuderende der fik et års ophold i USA gennem organisationen American Field Service. Det betød så at vi fik vores studenterhue med et års forsinkelse. Men også at vi i den grad fik udvidet vore horisont.

   Trille havde allerede da taget eller fået sit kælenavn, og hun sang og spillede guitar til gymnasiefester og på studenterlejre, husker jeg.

   Hun havde en god stemme, lidt i retning af Joan Baez hvis plader og sange jeg med flid havde lyttet til efter hjemkomsten fra USA.

   Trille var (ligesom Joan Baez) en dejlig dame med gode, dybe smilehuller, var vi mange der syntes. Og vi vidste godt at hun havde en mere professionel fremtid som sanger og musiker foran sig.

Ret mange år senere  - omkring 1990 - mødte jeg Trille igen - i DR´s B&U-afdeling hvor hun var free-lance-medarbejder og -forfatter. Jeg var indkaldt dramaturgisk manuskriptkonsulent på en serie planlagte tegnefilm for børn, film som Trille blandt andre skulle skrive manuskripter til. Jeg skulle give feed back på de første manus-synopser.

   Serien havde som gennemgående signatur og figurer: "Tim og Thomas". Og den var fra B&U´s side opfattet som et relativt stort og dyrt eksperiment som afdelingen havde fået en særlig pulje penge til at finansiere.

   

Tegnefilm a la Walt Disney var ellers op gennem 80-erne ideologisk belastede i B&U-kulturen, så det var i hvert fald en ret pioneragtig opgave for Trille og to andre forfattere at skulle skrive manus til en danske tegnefilm ud fra et givet rammekoncept og to på forhånd fastlagte karakterer.

   Plottet skulle hver gang indebære en visuel forvandling fra en normal virkelighed til en fantasi-virkelighed - med inspiration fra fra forskellige (børne)litterære fiktionsuniverser.

   Her er et eksempel fra YouTube - med manuskript af Trille:

Trilles mest spektakulære offentlige optræden skete 20 år tidligere - i et TV-underholdningsprogram hvor hun sang den for en del seere provokerende vise  "Øjet", skrevet af forfatteren Jesper Jensen: 

Sangen indbragte hende og Danmarks Radio en anklage for blasfemi efter straffelovens § 140:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det var især andet vers i "Øjet" der provokerede - "Han" i sangen er "Gud":

Han er streng - men så forbandet uerfaren,

han har aldrig nogensinde været barn.

Når jeg strammer min trusser,

som har blonder og er gule,

kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule.

Men så snart der er noget, der kilder

bare en lille bitte smule,

så lurer der et øje i det høje.

Ham Gud han er eddermanme svær at få smidt ud.

Men selvfø'lig det er syndt, han har den drift,

han har aldrig nogensinde været gift.

Retssagen førte til frifindelse den gang i 1970-71, i markant modsætning til den dom på to års fængsel som to af Pussy Riots medlemmer fik for godt et år siden i Rusland.

Tilbage til artiklen af Thomas Lagermand Lundme:

   Det er ikke mindst sproget der gør at man suges ind og hænger på: Enkelt mundtligt farvet erfaringssprog, som meget fint indfanger barnets synsvinkel og oplevelseshorisont.

   Formuleringen "i øjenhøjde" ville her ikke være en kliche.

   

Det der kendetegner erfaringssproget i almindelighed, og Thomas Lundmes tekst i særdelesher, er dets glasklare gennemsigtighed i forhold til den virkelighed det skildrer. Der er ikke antydningen af 'bullshit' i det sprog.

   Her et længere citat fra Thomas Lundmes tekst som netop zoomer ind på på det tidspunkt hvor en plade af Trille med nogle af hendes senere så kendte sange, er kommet ind i familiens liv - sange som ændrer det liv - netop fordi teksterne i dem i den grad selv er gennemsigtige og gøre brug af erfaringssprog:

En dag kom min mor hjem fra Thomas Winding med et par fyldte flasker og en lp under armen. Der var to fugle uden på coveret. Og et rødt hjerte. Min far sagde, at det var ærgerligt, det ikke var snittet.

   »Hvad?«

   »Grafik er vejen frem,« sagde han. Og mente det. På den måde fastholdt man et verdensbillede i sort og hvidt. Det gør han nok stadig.

   Min mor var ligeglad. Hun satte pladen på. Og skruede op.

   »Kom og løft mig op,« sang stemmen i højtalerne.

   Det var en god ide. Jeg gik ind på mit værelse og løftede Bimmer op fra opvaskebaljen.    Og da jeg gik ind i stuen igen, dansede min mor på gulvet. Hun havde fået røde kinder.  Og der var vin i glasset. Da jeg så på hendes øjne, kunne jeg se det.

   »Hvorfor græder du?«

   »Fordi det er så smukt,« sagde hun. Og skruede lidt højere op.

   Birthe Kjær på guitar

   Min far sagde, at det var patetisk. Det var Birthe Kjær på guitar. Og nu gik han altså i Amager Centret og brokkede sig over det. Og over noget andet. Og noget tredje, han havde hørt i kantinen på arbejdspladsen forleden.

   Det var min mor ligeglad med. Hun dansede.

   Nu sang stemmen i højtalerne om »Min lille sol«, og den skinnede, solen derude. Den kastede et lys ind i stuen, der var sjældent. Det mindede om forår, selv om vinden ruskede, og regnen for det meste tordnede mod ruderne.

   Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg kunne mærke, at der skete noget. Det var som om, at alt det der med, at vi skulle bo i kælderrummet resten af vores liv, når Barsebäck sprang i luften, forsvandt lidt, og solen bare blev ved med at skinne, så det lignede, vi var på ferie i Fælledparken. Det var vi tit om sommeren. Så sad min kusine og jeg i græsset og malede, mens Røde Mor råbte fra scenen, at alle, der ikke var røde, var døde. Og alle, der var røde, var søde. Og så sagde min far, at nu var den ferie slut. Og så tog vi hjem igen til Reberbanegade.

   I børnehaven havde jeg godt lagt mærke til, at der var andre børn, der var på ferie i mere end en dag. Men det var også alle de børn, der havde forældre, der arbejdede i lufthavnen. Det var nok derfor, tænkte jeg. Så kunne de flyve. Vi kunne kun cykle.

   Det sang hun også om. Hende i højtaleren. »Mors lange cykeltur,« sang hun og min mor sang med, mens hun vaskede op eller lavede te fra Ceylon.

   Den musik gjorde min mor glad. Og den gjorde hende anderledes.

   »Hvad skal du i aften?« spurgte min far.

   »I Huset,« sagde min mor. »Vi holder kvindefestival. Og jeg er med til at arrangere det.    Det er vigtigt, vi bevæger os.«

   Min far nikkede. Han bevægede sig ikke så meget. Men han var begyndt at høre hende der stemmen inde i højtalerne, når min mor ikke var hjemme.

   Det var også et bedre cover, der var til den lp med »En lille bunke krummer«. Det var et lille rødt hus ude i en skov med grønne træer.

   »Er det kastanjetræer?« spurgte jeg.

   Min far rystede på hovedet og sagde, det var bøg.

   Så sagde jeg, at Fru Frandsen ikke kunne bo der. Hun kunne ikke tåle det der allergi.  Og det kunne Birthe Kjær desuden heller ikke.

   Så grinede min far og rodede mig i håret. De aftner var dejlige. Så sad vi der i Reberbanegade, mens hende der stemmen i højtalerne sang om ræve, rav og om de små lys, vi skal huske at tænde i mørket. Min far snittede grafik. Og jeg lavede et slot i trylledej. Min far troede, det var et hus til alle dem, der ikke havde et sted at bo. Det tror han stadig. Jeg har aldrig nænnet at sige, at det var det slot, jeg skulle bo i, når jeg havde fået så stor succes med at synge på Mellemdækket i min leopard.

   Det slot skulle bygges midt på Røde Mellemvej.

Sproget i Thomas Lundmes tekst står i lysende kontrast til det sprog som beskrives i Informations hovedavis den samme dag - under rubrikken

En bullshitters bekendelser 

Manschetten lyder:

Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’

En faktaboks fortæller:

Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum

Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.

   I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en

person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden:    »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«

De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i den grad er allergisk over for bullshit-sprog, og at jeg får røde knopper af mennesker der bulshitter i tide og utide.
   Jeg ønsker her på bloggen at undgå sprogligt  bullshit, og jeg prøver at udnytte erfaringssprogets gennemsigtighed når jeg skriver. Også selv om det jeg skriver om, kan være ret svære sager der indimellem kræver brug af abstrakte begreber.

   Det sprog som jeg har benævnt 'videnssprog', er - i modsætning til erfaringssproget - rigtig velegnet til at bullshittte med, fordi det er abstrakt, billedfattigt, upersonligt og følelsesrenset - og derfor formidler virkeligheden i fugleperspektivets slørede form.

   Se mere om det to slags sprogbrug i det følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Gå gerne videre til de følgende indlæg hvor jeg fremhæver det særlige anti-bull-shit-erfaringssprog som Christina Hagen bruger i sin digtsamling "White Girl", en samling tekster som nu er blevet omsat til en meget rost teaterforestillig: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Skulle jeg give et lysende klart og helt aktuelt eksempel på det modsatte af bullshit-sprog, så er det Yahyan Hassans digte - men også hans udtalelser når han bliver interviewet:

Læs også gerne mit indlæg om Yahyab Hassan da han lige var trådt offentligt frem i et interview i Politiken:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html