Serendipitet - og Poul Martinsens bog om hypnosemorderen Palle Hardrup

Jeg er blevet færdig med at læse tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne dokumentarbog 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Den er på mange måder dybt fascinerende læsning. Både historien om mandens liv - og om Martinsens opsporing af ham i hans gennem mange år nye skjulte identitet.

   Men jeg anmelder ikke på denne blog. Jeg analyserer! For at se hvorfor noget - en bog, en metafor, en artikel, en film, et tv-indslag, en personlighed, et maleri, et stykke arkitektur – hvorfor netop det 'noget' er særlig godt, overraskende, kreativt, grænseoverskridende, anderledes, facinerende og tænkevækkende.

   Og jeg søger forklaringer i faglitteratur, videnskabelige undersøgelser, relevante blogs og websider, men også i egne 'teoretiseringer', italesættelser og begrebliggørelser - og i egne relevant associerende erindringer og helt personlige erfaringer.

   Som nu netop i forbindelse med Martinsens bog om Hardrup som jeg allerede har skrevet to blogindlæg om.

Min opslugende flow-læsning af den bog fremkalder undervejs begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg også tidligere har skrevet om (se til sidst i dette indlæg).

   På engelsk hedder det 'serendipity'.

Evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder. Dette, at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

Serendipity means a "happy accident" or "pleasant surprise"; specifically, the accident of finding something good or useful without looking for it. The word has been voted one of the ten English words hardest to translate in June 2004 by a British translation company.[1]However, due to its sociological use, the word has been exported into many other languages.[2] Julius H. Comroe once described serendipity as : to look for a needle in a haystack and get out of it with the farmer's daughter.[3]

http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity

Den sidste metaforiske definition her holder jeg meget af: "at søge efter nålen i høstakken - og komme ud af den igen sammen med bondens datter."

   'Tiddskrift for dramaturgiske studier', der selv har en "mærkelig" titel: 'Peripeti' (=vendpunkt), har et helt særnummer om emnet 'sereneipitet', som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/serendipitet-hvad-er-det-og-hvorfor-det.html

Det indlæg blev optakten til at jeg siden har forfulgte fænomenet og begrebet on and off - som noget der er helt centralt når man prøver at forstå kreativitetens mange psykologisk og sociologisk aspekter, ja, vel egentlig: kreativitetens inderste væsen.

Filvidenskabens 'auteur'-begreb er relevant i denne sammenhæng.

   Allerede Martinsens eget personlige liv er så mentalt og visuelt filtret sammen med hans omfattende tv-dokumentarproduktion (1968-2008), at det for mig ville være mærkeligt andet end at hans dokumentarbog om Palle Hardrup helt automatisk og af sig selv trækker alle mulige tematiske tråde - bevidste eller ubevidste - mellem de tos liv og virke.

   Men først og fremmest: Hvordan kom det sig at Poul Martinsen ikke søgte, men alligevel fandt og interviewede Palle Hardrup - der i gennem mange mange år havde lykkedes med at holde sig skjult med en hemmelige identitet? 

Jeg refererer og citerer fra bogen - et af de smukkeste eksempler jeg har mødt - på fænomenet 'serendipitet':

Poul havde ifølge bogen ikke haft nogen begrundet forestilling om at hypnosemorderen stadig var i live. Men i slutningen af produktionen besøgte han, nærmest en passant, Politimuseet.

   Han ville se om man måske kunne bruge museets voksmodel af Palle Hardrup med pistolen i hånden, til at optage en filmsekvens som kunne tjene som dækbilleder i lørdagstemaprogrammet om hypnose, en udsendelse som han næsten var færdig med at tilrettelægge for DR.

   Voksmodellen kunne ikke bruges. Men på vejen ud fortæller kustoden, en tidligere politimand, at de har en kasse med dokumenter omkring Palle Hardup-sagen liggende. Om Poul var interesseret?

  Af høflighed kigger Poul dokumenterne igennem - men finder ikke noget som er umiddelbart interessant i forhold til hypnoseudsendelsen:

Jeg var ved at sætte låget på igen, da jeg fik øje på en liste over de steder Palle havde boet siden sin prøveløsladelse i 1966. Han har tilsyneladende skullet dukke op hos politiet med mellemrum for med sin underskrift at bekræfte sit fremmøde.
   Der stod:
   Palle Hardrup
   Palle Hardrup
   Palle Hardrup
   ... osv. i en lang kolonne under hinanden, men så pludselig:
   Palle - og et andet efternavn, hvorefter det nye navn erstattede Hardrup på den sidste del af listen.
   - Sig mig har han skiftet navn?" spurgte jeg min kustodeven.
   Det var der vist noget om, mente han. Men der var ingen friske underskrifter på listen med det nye navn eller nogen ny adresse, så vi blev enige om at Palle da nok var død for længst.
   Da jeg var kommet hjem, slog jeg rutinemæssigt Palles nye navn op på nettet og fandt næste omgående en person med den kombination af navne, jeg havde set på museet. Det viste sig at være en en forfatter af religiøse skrifter og en brugt foredragsholder og debattør i kirkelige kredse.

Efter noget baggrundsresearch i disse kirkelige kredse, har Poul fået et telefonnummer af en kilde.

Jeg ringede straks op. Der var forbindelse med det samme, og stemmen lød ungdommelig, venlig, nærmest lattermild:

   ”Det er Palle” ...

Resten er historie - den historie Martinsen fortæller i bogen 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Læs den! For historien skyld, for fortællingens skyld, for kompositionens skyld, for sprogets skyld.

Bogen og historien har efter min mening potentiale til at blive omsat til en dokumentarfilm. Og den burde produceres af forfatteren - dansk tv-dokumentarismes 'grand old man' Poul Martinsen.

Og så lige tilbage til det begreb der er så svært at udtale og definere. Det vrimler med mærkelig sammentræf mellem Poul og Palle, deres liv og virke:

   - Poul har lavet en række dokumentarfilm hvori indgår mennesker - herunder kriminelle - som bliver isolationsfængslet, og under isolationens sensoriske deprivation har halucunationer; Palle oplever i fængslet at han får kontakt med en skytsånd der giver ham ordrer og beskeder.

   - Poul har brugt 'den røde sagfører' Carl Madsen som central medvirkende i flere af sine tidlige udsendelser: 'På jagt efter underverdenen' (1968), 'Soldat i Spanien' (1969), 'Den røde sagfører' (1977); som sikkerhedsforvaret i fængslet havde Palle i en række år den selvsamme Carl Madsen som forsvarer; og efter at Palle var sluppet ud december 1966, boede han hos Carl Madsen privat i halvandet år; det var Carl Madsen der rådede Palle Hardrup til at skifte navn og identitet.

   - Poul og Palle har begge haft nær-død-oplevelser på et sygehus - og har oplevet empatiske sygeplejersker som "frelsende engle" i den situation; Poul portrætterer en sådan "engel" i et af sine tidligste tv-udsendelser: 'To syn på døden' (1969).

    - Pouls anden kone har samme fornavn som Palles første kone.

   - Poul har en række psykiatere som medvirkende eksperter i flere af sine udsendelser; Palle bliver også udsat for en række psykiateres 'ekspertise' da han bliver diagnosticeret som hypnotiseret i forbindelse med det røveri der endte i mord; en af disse psykiatere var overlæge P. J. Reiter som blev verdensberømt på grund af sit case-studie af "Hypnosmordene", og som over for retten leverede de eksperimentelle "beviser" for at Palle var blevet hypnotiseret af Bjørn Schouw Nielsen

Selv kan jeg også bidrage med et smukt aktuelt serendipitet-eksempel i samme forbindelse:

   - P. J. Reiters barnebarn, Simon Reiter, var ung kreativ av-tekniker på TV2 ØST mens jeg var direktør; Simon skrev til mig på Facebook - ”vækket” af mit blogindlæg om det kreative sprog i Martinsens bog om Hardrup:

Hej Peter. Det er min farfar, der behandlede Palle H (Paul J Reiter) og påstod at han var under hypnose af Bjørn. Skal helt sikkert læse bogen. Om ikke andet pga sprogblomsterne.

At den psykiater der laver psykologiske show-eksperimenter med hypnose af Palle Hardrup, hedder Paul ligesom forfatteren til bogen - bare stavet med et 'a' i stedet for et 'o' - er et sjovt sammentræf.

   Og det er naturligvis også en ren tilfældighed at Martinsens bog udkommer samtidig med at der er ved at blive afsagt dom i retssagen mod Anders Breivik - hvor forskellige grupper af psykiatere er kommet til forskellige diagnostisk begrundede svar på spørgsmålet: gal eller normal? - egnet til behandling under forvaring på ubestemt tid - eller egnet til tidsbestemt straf?

Martinsen er en ægte 'film-auteur', som jeg tidligere har fremhævet. Og han understregede gang på gang da jeg interviewede ham til min bog om ham, at hans forhold til mange af de mennesker han har brugt i sine tv-dokumentarer, har været kendetegnet ved at han - uforklarligt ofte - har været "heldig".

   Og heldig, det har han altså været endnu en gang - med 'fundet' af en lyslevende Palle Hardrup - forklædt som ekspert i kristendom!

Hvis man skulle falde i min bog om den 'virkelighedsbesatte' Martinsen - efter læsning af denns dybt fascinerende bog om 'dobbeltmennesket' Palle Hardrup - så vil man kunne finde mange flere af de mærkeligste ligheder, paralleller og sammentræf mellem Pouls og Palles liv.

Her er i øvrigt link-adresserne hvor jeg har brugt begrebet 'serendipitet' i forskellige forklarings-sammenhænge:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/den-heldige-jussi-med-en-rodls-barndom.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/det-kreative-tilfldige-held.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/skriv-sa-det-fnger-fra-forandring-til.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/jens-birkemose-maleri-med-blending-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/johan-olsen-en-af-de-srligt-kreative.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/serendipitet-teaterjournalistik-pa.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/moebius-er-dd-han-lnge-leve-manga.html

Den skrivende Poul Martinsen - sprogkunst der kan læses som en film - i bogen om hypnosemorderen

Som jeg fortalte i et tidligere indlæg om tv-dokumentaristen Poul Martinsens nys udkomne bog om "hypnosemorderen" Palle Hardrup, så var Martinsen en velmeriteret skrivende featurejournalist på Politiken op gennem det meste af 60´erne, inden han i 1968 blev fastansat i DR´s Kulturafdeling for at producere tv.

   På et bredt felt af tv-genrer var han pioner. Men det var han faktisk også allerede som skrivende. Et studieophold på Columbia School of Journalism i USA inspirerede ham både til at ville lave tv som "direct cinema" (=fluen på væggen-dokumtar), men også til at prøve sig selv af i den journalistiske genre som den gang i 60´erne blev kaldt new journalism.

   Det er en konceptuelt blended genre som man bl.a. har beskrevet som "journalism that reads like a novel" - altså: journalistik som kan læses som (var det) en roman. En genre som fra midt i 90´erne har fået en renæssance under navnet "narrativ journalism" - fortællende journalistik. For nylig praktiseret med store gennemslagskraft i offentligheden i Politiken i serien om den adopterede og tvangsfjernde somaliske pige Amy, skrevet af Dorrit Saietz.

I USA var en af pionerene Truman Capote - og den bog som inspirerede kloge folk til at opfinde begrebet "faction", havde titlen "In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences". Den udkom 1966.

   Nu har jeg fået læst Martinsens bog "Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup". Og mon ikke forfatteren har haft denne sin ungdoms inspirationskilde i tankerne - i det mindste i den ubevidste del af dem.

   I hvert fald havde også Palle Hardrup 'koldt blod' da han begik sit fejlslagne bankrøveri og dræbte to bankfunktionærer. Og som det fremgår af bogen, så havde han det stadig - 'koldt blod' og ingen anger eller skam - da Martinsen opsporede og interviewede ham næsten 60 år efter - da Palle Hardrup var 87 år - de 40 levet under cover. 

   Og ligesom Truman Capotes bog først udkom da morderne var hængt, så udkom Poul Martinsens bog først da Palle Hardrup var død.

Jeg kan skrive under på Politikens anmeldelse af Hans Hertel der konkluderer:

En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden.

Men hvordan er den så skrevet, og hvad er det for en tunge han holder lige i munden?

   Her citerer jeg det aller første afsnit - kursiveringerne er mine:

Det er morgen i et af Københavns brokvarterer, og solen leger borte-tit-tit i vinduerne på et tog, som kører forbi. I en lejlighed på første sal, tæt på det høje banelegme, går en gammel mand og vander blomster. Fra sit vindue kan han se ind til rækkerne af passagerer, der ligner folk i en rutsjebane, på vej til de op- og nedture, dagen måtte bringe.

   De tykke dobbeltvinduer i lejligheden dæmper motorlarmen til en susen. Toget, der glider forbi, ser ud som om det er med i en stumfilm.

Manden taler til planterne imens han går rundt og vander dem. Og han beskrives sådan her:

Den gamle mand er i pullover og gabardine-bukser ned pressefolder. Har har sælskindstøfler på og glider uden anstrengelser frem og tilbage over gulvplankerne med vandkanden. Tynd og sej er han og ligner med sine uglebriller og sin veloplagthed en bogholder, der lige har ringet ind til sin arbejdsplads og stukket en plade om, at han må blive hjemme, fordi han er blevet så grueligt forkølet.

Det her er et smukt eksempel på regulær new journalism. Skrevet i 3. person. Scenisk fremstilling. Kronologisk handlingsforløb. En tekst med øje for de sigende detaljer. Erfaringssprog i øjenhøjde.

   Men det er mere end det. Det er også skønlitteratur med finurlige og charmerende metaforer og sammenligninger. Og med et snert af H.C. Andersen: 'solen leger borte-tit-tit i vindueren', 'så grueligt forkølet'.

   Og så er det jo ikke bare en scenisk fremstilling. Det er en filmisk fremstilling - en observeret scene - sat i ord: 'ser ud som om det er med i en stumfilm.'

Dette første kapitel i bogen beskriver en dag i den gamle mands liv. Han går ud og køber ind og...

På vej hjem bestiller Palle sig en cappuccino i Jensens Bøfhus på Trianglen. Der er trængsel i lokalet, og da den unge servitrice vil servere kaffen kommer hun til at vælte kroppen, så den skoldhed drik ryger ud over bakken med kurs mod kundens ben.

   I slow motion ville man kunne følge kaffens sprøjt ud af koppen, hen over bakken og ned ad bordpladen. Strømmen af skoldhed kaffe og mælkeskum svæver lige over den pæn ældre herres bukser - da han i sidste øjeblik kaster benene ud til siden, så kaffen plasker ned ved siden af ham.

Man ser i et aha-glimt filmesekvensen for sig.

Det der ikke fremgår af bogen, er at Poul Martinsen faktisk havde prøvet at få DR til at lade ham producere en dokumentarfilm om hypnosemordene og de to dømte, Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen. Men at hans programforslag var blevet afvist. 

   Så den dokumentarfilm han forestillede sig i fantasien, blev  ikke til noget i virkeligheden. Den  frustration ligger som en billedskabende undertekst i bogen, og er med til at levere et ekstra fascinationslag i fortællingen. Andre steder har jeg talt om kreativ vrede.

Scenen fortsætter:

Servitricen er ved at gå til af undskyldninger. Men Palle vinker afværgende.

   "Jeg har altid været hurtig, når det gælder, og cool," siger han smilende. Pigen aner ikke hvad den gamle dreng taler om. Hun kan jo heller ikke vide, at den kulde, han tænker på, var hans måde at reagere på, når nogen for lang tid siden prøvede på at ramme ham med en salve fra en maskinpistol. Hun skynder sig at bringe en ny cappochino hen til bordet.

Den slags set up til senere scener og afsnit i fortællingen er der mange af i dette først kapitel. Dramaturgisk set er kapitlet et samlet anslag til hele fortællingen.

   Og som vi ser her, veksler fremstillingen mellem på den ene side handling i aktualiserende nutid der giver naturlig fremdrift - og på den anden: flash back i datid der udnytter spillet mellem varslende vidensforspring og tilbageholdt viden om hvad der den gang skete, og som siden vil blive fortalt i bogen.

    Men Martinsen kan også udnytte at det netop er verbalsproget der kan fortælle noget som det vil være rigtigt svært at fortælle i filmiske billeder - fordi det der skal fortælles, er noget indre - noget  mentalt og usynligt. Her i endnu et flash back:

For fyrre år siden gav hans forsvarsadvokat og gode ven ham et råd: "Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv. Gem og glem ham dér Hardrup. Væk med ham!" 

   Siden da har han forvist minderne fra første halvdel af sit liv til en art isolationscelle, han har konstrueret et hemmeligt sted i sin personlighed. Et mørkt rum til forbudte tanker og utidige følelser, som til hverdag pænt bliver på plads, fjernt fra det klare dagslys.

Kender man Martinsens tv-produktion, så vil man se at der her ligger en henvisning til noget af det Poul selv har lavet flere tv-dokumentarfilm om: Hvad der sker med folk når de bliver hensat i isolationsceller. Så der er tale om en personligt levet, 'dyb' metafor når han i en stor del af fortællingen beskriver den anden 'mørke side' af "dobbeltmennesket" Palle Hardrup.
    Og samtidig er denne metafor på Palle Hardrups mentale konstruktion, et set up til Martinsens samlede projekt med bogen: at kalde disse mørke minder, forbudte tanker og utidige følelser frem - og dokumentarisk at modstille dem med den ny identitet som Palle Hardrup har levet i og med i fyrre år.
   Men 'isolationscellen' peger også på at når Martinsen vælger at portrættere endnu et "dobbeltmenneske", så ligger der også en personligt spejling og en form for identfikation i forhold til hovedpersonen. Dokumentaristen PM er selv et "dobbeltmenneske" der altid har følt sig isoleret.
   Og som den 'filmauteur' han er, har han selv brugt en stor del af sin omfangsrige tv-produktion til at udstille "mørke minder", 'forbudte tanker' og 'utidig følelser' i metaforisk kamufleret form - i tv-skærmens flimrende lys.

Til sidst beder Palle Hardrup sin aftenbøn mens han lægger sin kind op ad et billede af Jomfru Maria.  Han slutter bønne med ordene: "Jeg er fuldstændig parat til at forlade denne tilværelse. Amen."
   Det første kapitel slutter med en metaforisk reference til dets indledning.

Uden for kører et tog forbi næsten uden en lyd. Med silhuetter af mennesker rundt om i kupeernes barske lys. Det ligner akvariefisk, der støder næsen op mod glasset og kigger ud.

Det er konceptuel blending. Det er kreativt. Det er faktion. Det er kunst.

Når man har det som hund og kat - om katte og deres grænseoverskridende kreativitet

En  Facebook-ven delte denne You Tube-video med alle interesserede. Selve åbningsbilledet fascinerer og modsiger i den grad det bevingede ord om "at leve som hund og kat".

   Som eksempel på grænseoverskridende kreativitet og re-framing i dyreverdenen, er videoklippet illustrativt - og livsbekræftende. Anbefalelsesværdigt til efterfølgelse også i menneskeverdenen. 

   Ingen af de to søde dyr lider tilsyneladende af den udbredte og kreativitetskvælende sygdom i menneskeverdenen, den så kendte og udbredte 'mixofobi'. 

   Tværtimod synes  begge dyr at være varme tilhængere af biologisk integration og social symbiose. Altså dyrepsykologisk blending.

   Den halvvoksne killing framer hunden som 'kattemor', og hunden 'framer' den killingen som 'hvalp'. Hvor svært kan det være!

http://www.youtube.com/watch?v=8FbU_rhFcOo&feature=player_embedded

Vi har en et år gammel rødpelset skovkat som kunne være onkel til den halvstore killing vi ser i You Tube-videoen. Vores hedder  'Fisterfilur' (et typisk blended navn - ligesom 'faktion', og 'docusoap'). 

    Katten på videoen opfører sig præcis som Fisterfilur opfører sig over for os -  klokken 4 om morgenen når vi ligger og sover allerdybest. 

   Filurens mål er også klart: opdragelse af det sociale netværk.
   Og vi er ved at lære det - i modsætning til hunden - at der er ingen anden måde at få Fisterfilur til at holde op med alt sit anmassende og irriterende kæleri, end at man står ud af sin varme seng og lukker den ud - så den kan få jaget og fanget sin morgenmus.
    Som den så træner med uden for på græsplænen en times tid i den kendte konkurrencesport: 'Katten efter musen'.

Forførende fiktion, helende kunst og selvhypnosens livsfarlige forførelseskunster

I mange af mine tidligere blogindlæg har jeg været optaget af hvordan sanseindtryk fx fra oplevelser af film og tv-programmer ifølge den nye boomende neurovidenskab aktiverer og "spiller på" forskellige centrer og moduler i hjernen - dels via spejleneuron-systemet og dels via default-mode-netværket - som begge på hver sin måde har med mulighederne for identifikation med personer der agerer på lærredet eller skærmen at gøre.

   Og min hypotese har været at det er det som den effektive dramaturgisk-retoriske konstruktion af filmen eller tv-programmet stimulerer og fremmer - ikke mindst ved at den - fangende, fængende og fastholdende - sætter publikum i en selv-, sted- og tidsforglemmende 'flow'-tilstand.

Politiken har på sine 'Viden'-sider i dag en lille notits der umiddelbart kobler til denne hypotese. Rubrikken

Du kan blive næsten som den, du læser om

Notitsen burde interesserer enhver journalist, forfatter, filmmager eller tv-producent brændende. Den fortæller at ny forskning "bekræfter antagelsen om, at fiktion kan påvirke adfærd og holdninger" (og hvad kan så ikke "fakta" gøre, tænker jeg, eller blandingen af fakta og fiktion?):

Eksperimenter viste blandt andet, at personer oftere ville stemme, hvis de havde læst om en anden persons strabadser for at opnå frem til en valghandling. Også opfattelsen af eksempelvis homoseksualitet  kunne påvirkes af litteratur. Sammenhængen var der kun blandt personer, der levede sig ind i fortællingene og identificerede sig med dens karakterer. "Folk opdager ikke en gang, hvad det sker. Det er en ubevidst proces, " sige Lisa Libby, en af forskerne bag undersøgelsen.

Det er Politikens nu sidemæssigt stærkt reducerede, men udmærkede 'vidensredaktør' Morten Garly Andersen der har høstet historien fra 'videnskab.dk'. 

   Den kunne godt nok fortjen en opfølgning og uddybning som der måske ikke mere er plads til i det radikalt beskårne videnstillæg.

   Kilden findes her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/vi-bliver-som-helten-i-bogen

Artiklen uddyber de nævnte eksempler, og er oversat fra norsk.

Jeg går ind og søger på forskeren Lisa Libby. Hun har en ph.d.-grad og præsenterer sin forskningsinteresse sådan her:

There's an old saying, "Don't judge a person until you've walked a mile in their shoes." The logic of this advice draws on a fundamental truth of human psychology: an individual's perceptions of the world, and thus their reactions to it, are influenced by their subjective perspective. This truth helps explain why different people can react differently to the same situation, and also why the same person can react differently at different points in time. If you've ever looked back on a past relationship, business decision, or even fashion choice and wondered, "What was I thinking?!", you can appreciate the power of perspective.

   Research in my lab investigates the mental processes underlying people's subjective perceptions of the world and of themselves. We seek to understand how these processes relate to cognition, emotion, and behavior; and to identify how subjective perceptions might be manipulated in ways that help people achieve goals, maintain emotional well-being, improve decision-making, and foster interpersonal and intergroup harmony.

   For more information on our research projects and publications, please visit the Subjective Perspectives Research (SuPeR) Lab website.

Som der står til sidst - nu i dansk oversættelse:

Vi søger at at forstå hvordan disse processer relaterer sig til forståelse (kognition), følelser (emotion), og handling (adfærd); og at identificere hvordan subjektive sanseindtryk (perceptioner) kan blive manipuleret på måder som hjælper folk til at  opnå mål, opretholde følelsesmæssig balance, forbedre beslutningstagning og skabe mellemmenneskelig og mellem-grupper harmoni.

   Du kan læse mere om Lisa Libby og hendes forskning her:

http://faculty.psy.ohio-state.edu/libby/

Af Lisa Libbyss litteraturliste at dømme, er der rigtig mange artikler og undersøgelser/eksperimenter hun har været med til at gennemføre, som er relevante for en række af de problemstillinger jeg har jagtet i de sidste par år. Så jeg vender stærkt tilbage når jeg har læst på lektien. 

   Men kan den forskning ikke også bruges til at forstå folk som ikke søger harmoni, forståelse og mellemmenneskelighed? - spørger jeg mig selv - fordi det også kan blive for meget med al den godhed og harmoni.

   Det spørgsmål tager jeg op efter dette indskud, som også har noget med sagen at gøre. 

Jeg har jo nemlig også på bloggen her været optaget mere generelt af hvordan fx. vægfarver i patientsygestuer og opholdsrum eller 'helende' park-natur omkring de gamle statslige, statlige og arkitektonisk smukke sindssygehospitaler kan influere på syge menneskers velbefindende - og ligefrem stimulere deres kreativitet; eller hvordan bestemte typer musik synes at have positive effekter på folks evner til at lære, forstå og huske - som i den pædagogiske retning som kaldes 'suggestopædi', og som jeg var på et en-dags-kursus i så tidligt som midt i 80-erne. Og som jeg siden har set beskrevet af videnskabsfolk som 'Mozart-effekten'.

   Et tidligere indlæg hvor jeg prøvede at forfølge diskussionen om hvorvidt Poul Gernes farvelægning af Herlev Hospital, var 'helende' eller 'forstyrrende' på patienterne, har affødt en kommentar som jeg med glæde citerer her:

Vi har i Sonovision i et stykke tid beskæftiget os med begrebet helende arkitektur og ikke mindst underbegrebet helende kunst har vores interesse.

   Der er ganske ofte, at man finder referencer til Poul Gernes kunst på Herlev Sygehus. Men lige så ofte stilles der ikke spørgsmålstegn ved om hans kunst virker efter hensigten.

   Mange videnskabelige undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem kunst og heling. Men det er ikke alle typer kunst, der virker helende. Det er således ikke det samme vi finder behag i, når vi er raske og gerne vil udfordres, hhv. er syge/bekymrede/angste/stressede.

   For at få en dybere indsigt i problematikken henvendte vi os til Odense Universitets Hospital, hvor vi nu har indgået samarbejde med Endokrinologisk afdeling om et forskningsprojekt, som sætter lys på, hvad der sker, når patienten får indflydelse på hvilken kunst, der skal hænge ved sygesengen.

   I projektet får 130 patienter på Odense Universitetshospital mulighed for selv at vælge det billede, der skal hænge ved deres hospitalsseng. Der stilles delvis fokus på, hvad det betyder for patientens velvære og egenomsorgskapacitet, og som sideeffekt finder vi også ud af noget om, hvilke typer billeder patienterne vælger.

   Man kan læse mere om forskningsprojektet her: http://www.sonovision.dk/nyt-forskningsprojekt-patientens-kunstbibliotek.asp

Jeg kan kun forstå dette sådan, at hvis  det viser sig patienterne gerne vil have et naturalistisk maleri af hjorten ved skovsøen eller af den fattige zigøjnerdreng med tårer i øjnene op at hænge på væggen i deres hospitalstuer, så skal de have det hvis ellers videnskabeligt funderede undersøgelser viser at det hjælper på sindets ro og helbredelsen af patienterne.
   Det er jeg faktisk enig i. Jeg henviser i denne forbindelse også til mit indlæg om 'Dem gamle by i Århus som bruger udstillinger som led i det de kalder 'erindringsformidling:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/erindringsformidling-nar-museet-vkker.html

Fra den ene yderlighed til den anden. Fra forførende fiktion til helende kunst.
   Og så et blik tilbage på forrige blogindlægs Poul Martinsen-bog om forførende hypnose - til onde handlinger: 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Det indlæg handlede bl.a. om hvorvidt man kunne hypnotisere folk til at begå forbrydelser. Og de tv-eksperimenter som tv-dokumentaristen Poul Martinsen foretog og viste for åben skærm, dokumenterede at det kunne man; og specielt hvis de der blev hypnotiseret, mentalt blev 'installeret' i en positiv fiktion som hypnotisøren skabte, en fiktion som retfærdiggjorde forbrydelsen ved at den ville tjene - gavne og fremme - en højere idealistisk og uselvisk sag.

   Og her har vi altså lige kunnet læse om amerikanske eksperimenter der dokumenterer fiktionens effekt  på ret så basale holdninger hvis forsøgspersoner bare kan identificere sig med hovekarakterer i en fiktionshistorie som de læser eller ser på tv.

   

Massemorderen Anders Breivik 'installerede sig selv' i sin egen skrevne og illustrerede fantacy-verden, et 'manifestet' på over tusinde sider:  "2083 - A European Declaration of Independence" ("Before We can Start our Crusade..."), et univers man kunne se visualiseret og dramatiseret på hans You Tube-video: "Knights Templar 2083" (som nu er fjernet fra You Tube, men kan findes andre steder på nettet).

    Denne fiktive fantasi-verden som havde ham selv både som skrivende subjekt og som læsende og modtagende objekt, gjorde det muligt for ham at hypnotisere sig selv sådan at det legitimerede hans mord på de 77 nordmænd, heraf 69 på øen Uttøya. 

    Det er min hypotese. Baseret på videnskabelig evidens.

Men er 'selvhypnose' så ikke noget jeg lige opfinder til lejligheden? Et journalistisk Karl Smart-udtryk?

   Nej, fænomenet viser sig faktisk at have faglig substans, hvad der fremgår af en oplysende Wikipedia-artikel der indledes sådan her:

Self-hypnosis ("autohypnosis") is a form of hypnosis which is self-induced, and normally makes use of self-suggestion ("autosuggestion"). Listening to pre-recorded audio or other media is often mistaken for self-hypnosis, but is just another form of hypnosis.

http://en.wikipedia.org/wiki/Self-hypnosis

En skelnen mellem 'selv-hypnose' og 'almindelig hypnose' som Wikipedia-artiklen her foretager i sit oplæg, bliver ret meningsløs og jo totalt udvisket hvis den samme person, Anders Breivik, først producerer en række dramatisk-retorisk forførende hel og halfiktive medietekster, og han så derefter læser dem - og bliver hypnotiseret af læsningen af disse sine egne yndlingsfantasi-produkter.
   Eller hvis skrivning og læsning indegår i en løbende, mentalt selvforstærkende hypnotisk spiral.

   Kunne det ikke også være det der skete for Adolf Hitler i forbindelse med hans produktion af skriftet "Mein Kampf"?

Indgår det mon i de norske psykiateres vurderingsgrundlag at der findes sådan noget som 'selvhypnose'? Eller er det ikke noget de 'fagligt anerkender' som medicinsk skolede læger? 

    'Hypnose' er noget der hører hjemme i underholdningsidustriens sensationsprægede freak-shows - og alene at tænke på det, endsige bruge ordet  i en faglig sammenhæng, kan måske give ridser i den professionelle ansigtslak? Og måske komme til at bryde den konventionelle medicinske psykiater-frame?

   Og er en 'selvhypnotiseret' person 'gal' - eller er han bare en af de personligheder der er nemme at hypnotisere? Og har fundet på en effektiv teknik til at gøre det ... SELV?

Tv-dokumentaristen Poul Martinsen - udkommer nu på skrift - om hypnosemorderen Palle Hardrup

Nogenlunde faste læsere af denne blog vil vide at en af de personer jeg i flest indlæg har refereret til, er tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Arbejdet med den mixede mono- og biografi som udkom for nogle år siden, 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed', blev i høj grad det mentale afsæt for mine efterfølgende blok-skriverier. 

   Mange blogindlæg har kredset om "den særligt kreative personlighed" (=flere personer i en) som Martinsen er et klokkeklart eksempel på. Begrebet og forestillingen havde jeg hentet fra en af kreativitetspsykologiens moderne hovedværker: 'Creativity: Flow and the Psychology of Discovery and Invention' - skrevet af Mihaly Csikszentmihalyi.

   En af de afgørende erkendelser under arbejdet med manden og bogen, var at han selv kunne tolkes som en tv-dokumentarisk "auteur", og at hans over 120 tv-dokumentarer kunne ses som et samlet "værk" - med gennemgående og tilbagevendende "dybe" tematikker, metaforformer, figurgallerier, scenetyper, fortælle- og udtryksformer.

   Også flere af de andre spor jeg har forfulgt her på bloggen - "kreativ vrede", "kreative begrænsninger", "metaforisk blending", "ondt i farforholdet", "aha-oplevelser", "meditation som kreativitetsfremmende teknik", "metaforisk højre hjernehalvdelstænkning" - de udspringer direkte eller indirekte af Martinsen-bogen.

Et af de tilbagevendende temaer i Martinsens produktion var spørgsmålet om menneskelig ondskab. Hvordan kunne tilsyneladende "ordentlige" mennesker under bestemte omstændigheder og vilkår, blive forledt eller forført til at udøve fx tortur over for krigsfanger?
   Spørgsmålet blev re-aktiveret i forbindelse med  Iraq- og Afghanistan-krigenen - og de danske soldaters deltagelse. Og Martinsen tog det op som et centralt tema i sin reality-dokumentar-serie 'Krigerne' der blev sendt på DR 2006. 

Det sidste stykke tv Poul Martinsen producerede, var en lørdag tema-aften på DR2 om hypnose. Hovedparten af udsendelsen var en reportage/dokumentar hvor seerne fulgte et hypnose-eksperiment der gik ud på at få en eller flere personer under  hypnose til at begå kriminelle handlinger som de var blevet motiveret til af hypnotisøren. Det lykkedes.

   Eksperimentet for åben skærm sandsynliggjorde at det rent faktisk var muligt at hypnotisere helt almindelige lovlydige mennesker til at begå fx tyveri og væbnet bankrøveri, handlinger som stred i mod de moralske og juridiske normer som de ellers respekterede når de var 'vågne' og ved fuld bevidsthed - og ikke var under hypnose.

Tv-eksperimentet var særligt interessant på baggrund af en meget berømt mordsag fra begyndelsen af 50-erne hvor en bankrøver ved navn Palle Hardrup blev dømt til psykpatforvaring på ubestemt tid for mord begået i forbindelse med et mislykket røveri, men hvor også hans tidligere fængselskammerat, Bjørn Schouw Nielsen, blev dømt - fængsel på livstid for "anstiftelse" - nemlig for at have hypnotiseret Palle Hardrup til at begå forbrydelsen.
   Bjørn Schow Nielsens dom blev anket flere gange. Sagen endte i Højesteret der konfirmerede dommen.

   Den store danske encyklopædi fortæller hvad der videre skete.

Sagen indbragtes i 1957 for Klageretten, der ikke fandt hypnotisk påvirkning bevist, men dog ikke ophævede Schouw Nielsens dom. Hans klage til Den Europæiske Menneskerettighedskommission over sagens behandling ved nævningetinget afvistes i 1961, idet kommissionen anså en kritisabel ensidig psykiatrisk forklaring for opvejet ved bl.a. retsbelæringen, således at processen som helhed var retfærdig. Begge de dømte blev løsladt i 1967. 

Bjørn Schouw Nielsen begik selvmord i sin lejlighed på Amager den 26. maj 1974 med cyankalium, han blev 61 år.

   Hvad skete der med Palle Hardrup?

Det fortæller tv-auteuren Poul Martinsen den fantastiske historie om i den netop udkomne biografi 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

Bogen får en flot, flot anmeldelse af Hans Hertel i Politiken igår - under rubrikken:

Den religiøse bankrøver

   Anmeldelsen slutter:

Sjældent har jeg læst en biografi, hvor man i den grad ikke aner, hvad der dukker op om næste gadehjørne, og Gud være lovet har Poul Martinsen ikke omdigtet det til en roman, men søgt at komme så tæt som muligt på den utrolige autentiske historie.

   En fantastisk bog om en fantastisk skæbne - flot skrevet, med høj indlevelsesevne og tungen lige i munden. Et nyt bidrag til besættelsens historie, men i sær en bog om livets paradokser, skæbnens vildveje og den sære menneskenatur, indbefattet de klamme og kaotiske kælderrum, som der sjældent åbnes ned til.

Af anmeldelsen kan man læse at Martinsen - her som fortællende journalist i bogform - forfølger sin livlange fascination af forbrydere, forbrydelse, forførelse og identitetsskift. Palle Hardrup har 'figur-forfædre' i en række af Martinsens tidligere dokumentariske tv- og filmportrætter: bagmanden, vekselerer Svend Aage Hasselstrøm ("Edderkoppen"), den østtyske spion Jörg Meyer, den svenske bankrøver Clark Olofsson, den tyrkiske æresdrab-morder Polat. 

    Fælles for Martinsens billedfortalte forbryderportrætter er at han er fascineret af disse afvigende personligheder, samtidig med at han er optaget af at forstå hvad der driver dem - i modsætning til den konventionelle journalistiske vinkeling der sigter på at fordømme og moralisere.
   Og tilsyneladende, efter anmeldelsen at dømme, er det også det der optager Martinsen i 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

    Med bogen her er han på en måde vendt tilbage til sit udgangspunkt som skrivende journalist. Hvad de fleste ikke ved, er nemlig at Poul Martinsen - inden han blev både kreativ og "farlig" tv-journalist og -dokumentarist i 1968 - var en både kendt og anerkendt skrivende featurjournalist på Politiken i en række år.
   Og som sådan var han også dansk pioner inden for det der den gang blev kaldt 'new journalism' - nært beslægtet med de skrevne journalistiske blandingsformer som i dag går under navnet 'fortællende journalistik'.

Læs mere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/den-skrivende-poul-martinsen-sprogkunst.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/06/serndipitet-mm.html