Risikoen ved den slags framing-operationer er selvfølgelig at der begås justitsmord, og i hvert fald at tvivlen ikke kommer den anklagede til gode som loven ellers siger den skal.
Jeg kommer i tanker om en virkelig historie for nogle år tilbage hvor det engelske politi netop framede nogle nordirske mænd så de blev dømt for at have være ophavsmænd til bombeterror. De var fængslet i mange år, men blev omsider totalt frikendt.
Framing i den betydning har jo tydeligt noget med kreativ tænkning at gøre. De løgnagtige politifolk har som afsæt for operationen en aktuel verden - et faktivt rum - hvori de ikke kan finde de skyldige og/eller ikke kan finde beviser (nok) for at nogle mistænkte er skyldige.
De må så med afsæt i denne verden, forestille sig en anden kontrafaktiv verden - et fiktivt konceptuelt rum - hvor nogle mistænkte, men måske uskyldige, kan dømmes, nemlig hvis der i en indtil videre tænkt retssag kan fremlægges indicier eller beviser og vidneforklaringer som tilsammen giver et troværdigt billede der peger på at disse muligvis uskyldige har gjort noget kriminelt: terrorbombet.
Når politiet så ud fra deres erfaring har gennemtænkt denne fiktive verden, og hvad det ville kræve af "props" og udsagn for at det fiktive billede blev taget for faktisk af en domstol, så tilrettelægger de efterfølgende vidneforklaringer og konstruerer spor i den aktuelle verden som kan overbevise dommer og jury om at fiktion er fakta som kan retfærdiggøre en domfældelse.
Framing i den betydning er - for nu lige at følge en aktuel association - også det de fleste "aprilsnarre" i medierne udnytter.
F.eks. hoppede jeg selv på at Ekstrabladet den 1. april havde en forsidehistorie om at den netop afgåede chefredaktør Bent Falbert, var blevet ny spindoktor for statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Alle udtrykkene (indicier og beviser) i aprilsnarartiklen for en faktiv historie var tilstede, alle genremarkeringer var overholdt. Og med det image Falbert har for at være fræk, arrogant og ligeglad med hvad der betragtes som politisk korrekt i pænere journalistiske kredse, så var det meget nemt at tro på at denne fantasifulde løgn var en journalistik sandhed - og en rigtig god historie, også set fra Ekstrabladets journalisters synspunkt.
Begrebet "framing" stammer i videnskabelige sammenhænge fra en af den moderne sociologis mest kreative forskere: Irving Goffman. Det bruges af en lang række medieforskere og forskere inden for sociologi og psykologi til at forstå og forklare hvad det er journalister styres af når de alle vinkler en historie ud fra den samme forestilling om hvad der er interessant og relevant at fortælle læserne om virkeligheden i en sag.
Et eksempel der er nemt at forstå er da den amerikanske præsident George Bush erklærede "Krig mod terroerisme". Han framede med den formulering de tiltag som man skulle møde terrorister med som KRIG. Og når denne frame så var og blev godtaget i offentligheden - også af journalister -så betød det en udbredt accept af at det var legitimt, naturligt, logisk at gør brug af alle en krigsførelses midler, strategier og bagvedliggende tænkning omkring disse tiltag.
Det gjorde det forfærdelig svært for i øvrig solide og gode journalister at komme igennem med kritisk journalistik om Bush-regeringens politiske praksis i forhold til terrorisme. Krigs-framingen gjord det nemlig mulig at stemple den slags journalistik som noget der hjalp og støttede fjenden i krigen, og journalisterne blev gjort sårbare for beskyldninger om at være en slags - ja, selvfølgelig - landsforrædere.
Det med framing og journalistisk kreativitet eller mangel på samme, det vender jeg tilbage til senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar