Jeg var igår censor på et eksamensarrangement i fagelementet "Procesledelse og interaktion" under faget Dansk på KU. Det var en BA-eksamen, og underviserne var to kreative underviserer, som jeg tidligere har mødt i eksamenssammenhæng: Mie Femø Nielsen og Hilde Schroll Jespersen.
Det holdet var "oppe" i var at de skulle være ansvarlige for at arrangere en konference under navnet "Synergisium" på en halv dag, med det formål at deltagerne (andre humaiora-studerenden) skulle blive inspireret til at indgå i et netværk omkring en fælles hjemmeside/portal der skulle danne rammen for et aktivt arbejde for at forny og forbedre humaniorauddannelserne i en både kreativ og praktisk retning, så de studerende i højre grad kunne opleve at deres humanistiske og sprog- og tekstanalytisk funderede uddannelse var anvendelig i en praktisk sammenhæng "ude i virkeligheden".
Konferencen blev afviklet fint, deltagerne var for de flestes vedkommende positive og syntes de havde fået udbytte. Og de studerende som havde stået for hele planlægningen, design, tilrettelæggelse og gennemførelse, fik selvtillid:
"Det vi fagligt har fået ud af kursets teori, kan omsættes i praksis. Vi har fået demonstreret at vi nu har kvalifikationer til både at praktiskere og reflekterer over den teori, som er blevet gennemgået."
De fleste skulle "bare" have karakteren "bestået" ved en i princippet intern bedømmelse hvor kriteriet var aktiv deltagelse i undervisningen og i selve tilrettelæggelsen og gennemførelsen af dagen. Og ingen tvivl om at de skulle bestå. Tre af de mest aktive kvindelige studerende gik så derefter op til en individuel mundtlig eksamen (formen hedder fra gammel tid: "fri mundtlig med materiale"), hvor materialet var selv arrangementet og deres arbejde med at tilrettelægge det, og en citatsamling fra den teoretiske litteratur som fagelementet indeholdt. De fik alle tre højeste karakter efter ny skala.
Det bagvedliggende problem som konferencen var motiveret af, var: Hvad er vi og hvad kan vi som uddannede i dansk/humaniora som gør det muligt for os at få arbejdsgivere til at forstå at de har brug for netop vores kvalifikationer i deres virksomheder? Og hvordan skal vores undervisning/uddannelse ændres så den i højere grad kan bidrage til at løse det problem?
Hvad har nu alt det med kreativitet at gøre?
For det første er selve eksamensformen jo i sig selv "grænseoverskridende", fordi den "blander" teori og praksis. Der er med den utraditionelle eksamensformen tale om "blending" af to konceptuelle input-rum: et mentalt rum der indeholder de teorier og begreber som den teoretiske litteratur og undervisningen leverer og har "plantet" i hovedet på de studerende, og et andet konceptuelt input-rum der indeholder de studerendes forestillinger om en praktisk virkelighed med konkrete mennesker, en virkelighed der som en "fiktion" skal tilrettelægges og iscenesættes så der i outputrummet (konferencen og videre) fremkommer et nyt og succesfuldt resultat.
Lykkes konferencen (hvad den gjorde), skal der ske en integration af de to input-rum, så der skabes ny koncpetuel blending (tanker og ideer) i hovedet på deltagerne, så de ved slutningen kan se sig selv som "nye" og anderledes kvalificerede studerende.
Samtidig betyder et vellykket forløb at de tilrettelæggende studerende selv oplever en slags bevis for mulighederne af integration af teori og praksis, og dermed bidrager eksamensforme til at opbygge en reflekteret selvforståelse og faglige identitet: "Det her kan vi i hvert fald gøre - og gøre endnu bedre en anden gang".
For det andet var indholdet i konferencen jo i høj grad et regulært og for så vidt et traditionelt brain-storming og ideudviklingsforløb - "lige efter bogen" - hvor deltagerne gennem forskellige øvelser og faser, skulle "tappes" for fælles udviklede ideer der kunne bidrage til at løse den overordnede problemstilling. Mange af de ting der kom frem undervejs, ligner hvad der altid kommer frem ved den slags "fremtidsværksteder", og var udtryk for ret så luftige og abstrakte ønsker og forestillinger.
Men i lyset af denne blogs teorier om blending og kreativ tænkning, så var det tydeligt at nogle af ideerne i selve deres formulering viste at der skete noget: Grupperne opfandt en række
metaforiske udtryk til at beskrive nogle af de ideer, som man så kunne se at panelet af eksperter, som skulle give feed-back, rent faktisk tændte på:
- case-akvarium
- garage-kultur
- innovations-laboratorium
Der er tale om sammensatte ord der komprimere forestillinger om noget nytænkt - altså ideer at arbejde videre med. De har alle karakter af metaforisk tænkning: Det abstrakte set og forstået gennem noget konkret, håndfast og overskueligt. Det er det som Donald Schön har kaldt generative metaforer.Hvad er fælles?
Det ene ord i hver sammensætning er en abstraktion hentet fra teoriernes konceptuelle rum: "case", "kultur", "innovation" - mens det andet ord i sammensætningen er hentet fra den fysiske verden: "akvarium", "garage", "laboratorium". Og fælles for dem er at det er lukkede og afgrænsede rum - en slags praktisk "helle" - inden for hvilke man har frihed til tænke og afprøve nye forstillinger om hvordan teori og praksis kan befrugte hinanden - uden at det bliver alvor og totalt forpligtende.
Tre nye ord og udtryk som fantasien kan arbejde videre med at udfylde og realisere i en uddannelse på et universitet. Det er beslægtet med andre nyskabende ideord, som "videnskabsbutikken".
I citatsamlingerne fra de studerende der gik op til mundtlig eksamen, var der citater der beskrev to slags læring: single-loop learning og double-loop learning (ophavsmænd: Chris Agyris, Donald Schön), og som går ud fra forskellige måder at lære af "fejl" på: en der ikke er udviklende, og en der er det:
Whenever an error is detected an corrected without questioning og altering the underlying values of teh system (...), the learning is single-loop. (...) Single-loop learning occurs when matches are createde, og when mismatches ar corrected by changing actions. Double-loop learning occurs when mismatches ar corrected by first examining and altering the governing variables and then the actions.
Det slog mig at der var ligheder med to af blendingteoriens begreber: single scope blending og double scope blending, hvor det sidste dækker den slags kreative ideer/tanker som i sin blending-operation overskrider grænserne i begge input-rummene.
Konferencen forløb pænt og ordenligt - fulgte nøje de minutiøst beskrevne drejebøger som forskellige arbejdsgrupper havde lavet.
Mit ønske var at de havde været mere grænsoverskridende undervejs.
Den aller bedste ide, den som alle vil huske konferencen for, var en indforskrevet rapper, "Pelle", der to gange i forløbet - i starten og hen mod slutningen - "rappede" og "rimede" over de forskellige abstrakte ord og begreber som svirrede i rummet under gruppearbejdet og fremlæggelserne.
Ud fra et kreativitetssynspunkt var det det mest befriende (humor, krop, bevægelse), og ideen tydeligvis hentet fra off-kultur arrangementer som går under navnet "poetry slam".
Alt i alt en stærkt opløftende eksamen.
