Kasinoøkonomi - kasinoimse - en kreativ metafor til at frame og forstå årsagerne til krisen

Preben Moslund, som jeg ikke kender eller har hørt om før, har skrevet en glimrende kronik i Information for et par dage siden (25.01.2012). Overskriften lyder: "Velkommen til Kasinoimsmen".

   Han etiketteres som konsulent og fagbogsforfatter. De tags kunne jeg også komme ind under. Og umiddelbart kobler jeg til begrebet "kasinomøkonomi" som jeg godt husker andre har brugt. 

   Det er en ny metafor som giver optik til at forstå verdens økonomiske elendighed, og jeg har egentlig kun betragtet den som et smart journalistisk greb.

   Eller "verdens elendighed"? Eurpas?

Manchetten lyder:

Kapitalismen er død. Den blev som kommunismen aflive af sine egne paradoksale modsætninger, og af politikere, der ikke rettede op på problemerne af frygt for at blive opfattet som velfærdens fjender. Vi står nu tilbage med en økonomi, der bygger på gambling i stil med den vi finder i kasinoet.

Kommunismen er død! 1989. Murens fald. Ingen tvivl om det. Og godt det samme. 

   Død, det er enevælden også, bortset fra et par Arabistan-regimer. 

  Kun dinosaursamfundet Korea og last-man-standing-Cuba minder én om et system som ikke var levedygtigt under historiens social-økonomiske pres. Ligesom apartheid-systemet i Sydafrika.

Men kapitalismen lever jo tilsyneladende i bedste velgående selv om samfundende under systemet lider alskens økonomiske elendighed.

   Staterne skal spare - alle stater i Europa skal spare - fattige og arbejdsløse bliver der stadig flere af. Og Bankerne og de helt store globale virksomheder kører videre som om intet var hændt. Men de kapitalistiske dynamik som virksomhederne skulle lever: Blowing in the wind.

   Preben Moeslund har fat i metaforikken som indledning til sin kronik - (af)personificeringen af økonomien i det sprog vi taler om økonomien i - diskursen som det hedder:

I kapitalismens barndomsår hørte en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en — påstået — nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse.

   Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring. Selv om der bag begreberne marked, kapital og investering er personer med heftige personlige interesser, er nodalpunktet for al økonomisnak ’vækst’ og ikke personinteresser. Angriber man de andre begreber, angriber man væksten og i sidste ende velfærden.

  Kun få skeptiske forskere og politikere har derfor de senere år sat sig op imod den dominerende opfattelse af, at økonomiske aktører skal have så frie forhold som muligt. Det bidrager til kapitalismens pervertering.

Den pervertering af udviklingen til noget andet end den klassiske kapitalimse navngiver Preben Moeslund så som en -isme: Kasinoismen.

Men "kasinoet" som metafor på den udvikling som økonomien i en masse vestlige og europæiske samfund har undergået de sidst 10 år, ...er det ikke bare en af de sædvanlige journalistiske Karl Smart-hed´er?

     Men nej, når man skærer mentalt ind til benet. Der er virkelig noget om snakken (=metaforen).

Kritikken fra kloge og kreative forskere går på at konsekvenserne af den globale frisætning af økonomierne i virkeligheden indebærer en "pervertering" af kapitalismen, ligesom "den reelt eksisterende socialisme" i Sovjetunionen og Østeuropa i 70-erne og 80-erne var en pervertering af de ideer som Marx kreativt og indsigtsfuldt udfoldede i en række af sine økonomi-teoretiske skrifter halvandet århundrede før, og som han og hans fans betegnede "kommunisme", det økonomiske system som karakteriserede et kommende utopisk idealsamfund.

Her kommer et godt citat om hvordan og hvorfor "kasinoet" er en glimrende metafor til at levere en indsigtgivnde mental optik til vores aktuelle økonomiske system:

I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet. Der er så mange penge og i så store koncentrationer, at varer og tjenesteydelser er blevet midlerne til at få pengesystemet til at fungere. Logik og formål er vendt på hovedet.

   Og eksemplerne er mange: Investeringer, der flyttes fra produktion med et driftsberegnet afkast over i risikoanalyserede futures i f.eks. en hel regions høst og et potentiale for udbytte, som ikke er realiseret. Går høsten godt scores ekstragevinsten; går den skidt har man forsikret sig i forsikringsselskaber, der har genforsikret deres risiko.

  Eller aktiehandler, der ikke primært er funderet i langsigtet analyse af nøgletal og afkast, men i optioner og kortsigtet gambling på, om man kan afhænde aktien til en given pris.

   Eller pantebrevsryttere, der med interne ejendomshandler og genhandler pumper markedet op og med bankers velvillighed belåner egne pantebreve i en totalt urealistisk ejendomspris — hvilket i sidste ende koster banker livet og skatteyderne milliarder, når boblen brister.

   Ja, der findes sågar hedgefonde, der investerer i CDS-kontrakter, der er en slags forsikring mod, at staten krakker. Brister boligmarkedet helt, og kommer landet i uføre, så kursen på forsikringer mod et krak stiger, kan spekulanter sælge dem dyrere, end de købte dem. Den ultimative produktfrie investering er opfundet.

   Sen-kapitalismens pris. 

Men senkapitalismen har sin pris. Markeder, kapitalbevægelser og investeringer er nu så komplekse, at producerende virksomheder og stater hverken kan gennemskue eller overvåge dem. Det er umuligt at se, om økonomisk udvikling skyldes ændrede produktive forhold eller rene spekulative forhold.    

   Samtidig er der så megen fri kapital koncentreret hos enkeltaktører, at de kan styre markeds- og prisdannelse. Derved ryger grundforudsætningerne for kapitalismen og markedskræfternes selvregulerende mekanismer. Markederne monopoliseres helt eller delvist og kan ikke genoprette sig selv, når spekulationerne går galt. Særligt i finanssektoren, hvor infantil risikovillighed følger kasinoverdenens psykologi: 

   Jo større pengekoncentration der er, jo flere let erhvervede penge der er, jo tættere man er på målet om markedsdominans, jo mere illusion om kontrol der er, jo mere villigt og risikabelt sættes pengene på spil.  

Jeg elsker analyser der afslører mentale paradokser i den dominerende tænkning, altså her den økonomiske - med Karl Marx som the big daddy.

   Senere sætter Preben Moslund tryk på beskrivelsen af konsekvenserne af sin analyse af overgangen fra klassisk kapitalisme som Marx jo - mildest talt - havde rigtig godt greb om, og så det vi ser i den moderne globale økonmiske udvikling - "en systemfejl":

Kapitalismen har fået en paradoksal systemfejl: Jo mere man indfører af den, desto mindre får man af den! Dereguleringer og frihed fører til ustyrlige dysfunktionaliteter. En ny epoke er begyndt: kasinoismen. En tilstand hvor sandsynlighedsestimeret gambling i handel med handel i stadig større grad træder i stedet for beregnet, driftsøkonomisk investering i produktion.

   Kasinoisme fuldføres med statens villighed til, at indtage rollen som neutral bankør, der kun griber ind, når tingene kører helt skævt. Ligesom bankøren i et kasino ikke normativt og proaktivt griber ind, når folk i en rus forfølger håbløse odds og sætter hus og ægteskab på spil, griber staten heller ikke ind, når finansinstitutioner tager overdrevne risici og sætter samfundsøkonomien på spil. Den rydder alene op efter skaden er sket og sanktionerer dermed aktørernes adfærd positivt. (...)

   Kasinoismen muliggøres altså af to gensidigt forstærkende forhold. Et marked, der er mere risikovilligt og dysfunktionelt end nogensinde, og en stat, der ikke griber proaktivt, men reaktivt ind, fordi politikerne ikke tør angribe den afpersonificerede økonomidiskurs og risikere beskyldninger om velfærdsnedskæringer.

Den djævelske odder og i paradisets have.... eksemplarisk eksempel på universelle narrative skemaer i et læserbrev

Jeg har i mange år haft et lyd-eksempel fra DR´s Båndværksted-udsendelser i starten af 80´erne der var eksemplarisk til at vise at berettermodel og aktantmodel som grundlæggende indholds- og form-strukturer i narrativ storytelling, ikke var noget Kloge-Åge-dramaturger havde opfundet, men noget der sandsynligvis var universelt, og noget som alle børn fik implanteret som kognitive skemaer inden de var 4-5 år. Og derefter beherskede.

   Du kan se eksemplet citeret i De levende billeders dramaturgi, bind 2: TV, s. 106 ff. : "Den arbejdsløses historie".

Det er sådan set ikke svært at dokumenterer disse skemaer i mange medier og sammenhænge, i fx gode tv-indslag. Eller i avisnotitser og vandrerhistorier.

   Men at disse narrative skemaer også eksemplarisk kan være styrende for fx et læserbrev, har jeg ikke haft i min samling. Før altså Politikens bagside den 13. januar havde et affotograferet læserbrev fra en lokalavis i Silkeborg.

   Læserbrevet er, fortæller manchetten, en reaktion på en positivt vinklet artikel i lokalavisen den 4. januar om "kommunens guidede oddertur", sandsynligvis ledet af en lokal naturvejleder.

   Det er helt naturligt bygget op efter berettermodellen:

Anslag:

Kære Silkeeborg kommune.

   Vi takker for, at I er en gode ved os ældre. Men sæt jer lidt mere ind i den smukke natur, vi har omkring os. Vi har her hos os en bitter erfaring med odderen, som I er så glade for.

Præsentation:

Vi bor på en dejlig grund på Almindvej med en gammel have og en stor dam med åkander og så videre. Vi har nydt vores otium her siden 1990.

Uddybning:

I dammen havde vi flere hundrede guldfiks, som vi fodrede med daggammelt brød. Jeg havde sat tre andre huse op til vildænder, der kom her og rugede mange ællinger ud. De kom op i gården, og det var underholdende for os at opleve.

Point of no return:

Men så sket det forrige vinter, at der kom is på dammen. I kanten var der et tykt lag sne med vand under.

Konfliktoptrapning:

Vores søn og jeg undrede os over et hul i sneen ned til dammen, og der var mange  spor i sneen derfra.

   Da foråret kom og is og sne var væk, så vi at alle fisk var værk. Og vildænderne turde ikke være i dammen.

Klimaks:

Vi var enige om, at det var det djævelske, udanske rovdyr, odderen, der havde ødelagt livet i vores smukke have og dam.

Udtoning:

(Det er vores bitre erfaring med den onde udenlandske odder)

Udtoningen er min tilføjelse, som godt kunne være strøget af redaktionen.

Aktantmodellen:

• Subjket: Brevskriveren (med sin have og dam)
• Objekt: Ønske om et fredeligt og idyllisk otium
• Modstander: Den onde odder - og kommunen som støtter den
• Hjælper: En dam med guldfisk og ænder der føder ællinger

Lige efter bogen.

   Og sproget er ægte erfaringssprog.

  

Kognitiv dissonans og social proof - to begreber som giver mening til dramaturgiske iagttagelser

Inspireret af opgaver inden for medier og kommunikation som jeg har været censor for i de seneste uger, så vil jeg udfolde to begreber som forskere og eksperter jonglerer med: kognitiv dissonans og social proof.

Når man oplever noget som ikke stemmer overens med ens forhåndforventninger, stereotyper og fordomme, så taler psykologerne om "kognitiv dissonans", som motiverer særlige mentale processer.     

   Hvordan løser man det mentale problem at man skal have de umiddelbare mærkelige og afvigende oplevelser til at passe ind i det "world-view" som er indbagt i hjernen gennem erfaringer og input fra personlige opinionsdannere? That´s the question.

   

Kognitiv dissonans er et fænomen som vi alle kender til. 

   Når vi skifter miljø, læser en ny bog, møder nye mennesker - og skal forsøge at forstå og mentalt acceptere at det omgivelserne eller teksterne siger, gør og udtrykker, ikke umidelbart stemmer overens med de "skemaer" som er et resultat af erfaringerne, så finder hjernen sig ikke i det i længere tid. 

   Der skal arbejdes mentalt og kognitivt for at blive fri for frustrationen. Dissonansen skal løses - mentalt og eller i virkeligheden.

  

Hvis man høre til de særligt kreative, så fungerer oplevelsen af kognitiv dissonans på den måde at man - muligvis under skrig og skrål - reviderer skemaerne, fordommene, stereotypierne. 

   At man altså blender, skifter frame, overskrider mentale grænser, ser de gamle erfaringsskemaer i lyset af de nye inputs optik (metaforisk tænkning). 

   Man bliver klogere, simpelt hen. Udvikler sig.

   Det plot er rigtig mange udviklingsromaner bygget over. Bare tænk på Nora i "Et dukkehjem".

Men for de fleste almindelige mennesker løses problemet med andre og mere konfliktundvigende strategier der reducerer dissonansen. Wikipedia:

Cognitive dissonance is a discomfort caused by holding conflicting cognitions (e.g., ideas, beliefs, values, emotionalreactions) simultaneously. In a state of dissonance, people may feel surprise, dread, guilt, anger, or embarrassment.[1]The theory of cognitive dissonance in social psychology proposes that people have a motivational drive to reduce dissonance by altering existing cognitions or adding new ones to create consistency.[1] The diagram to the right shows a new cognition being integrated into a person's belief system to resolve such a conflict. An example of this would be the conflict between wanting to smoke and knowing that smoking is unhealthy; a person may try to change their feelings about the odds that they will actually suffer the consequences, or they might add the consonant element that the smoking is worth short term benefits.

 Det drejer sig om "retfærdiggørelse" og "efterrationalisering". Wikipedia skriver videre:

Cognitive dissonance has also been demonstrated to occur when people seek to:

   Explain unexplained feelings: When a disaster occurs in a community, irrationally fearful rumors spread in nearby communities not involved in the disaster because of the need of those who are not threatened to justify their anxieties [9]

   Minimize regret of irrevocable choices: Bettors at a racetrack are more confident in their chosen horse just after placing the bet because they cannot change it (the bettors felt "post-decision dissonance")[10] .

   Justify behavior that opposed their views: Students judge cheating less harshly after being induced to cheat on a test [11]

   Align one's perceptions of a person with one's behavior toward that person: the Ben Franklin effect refers to that statesman's observation that the act of performing a favor for a rival leads to increased positive feelings for that individual.

   There are other ways that cognitive dissonance is involved in shaping our views about people, as well as our own identities (as discussed more in the sections below). For instance, Self-evaluation maintenance theory suggests that people feel dissonance when their cherished skills or traits are outmatched by close social ties (e.g. Jill the painter feels dissonance because she is friends with a master painter - Jill can either care less about painting, or justify her inferiority in some other way).  Balance theory suggests people have a general tendency to seek consonance between our views, and the views or characteristics of others (e.g. the religious believer feels dissonance because his partner does not believe the same things - dissonance which the believer will be motivated to justify). People may self handicap so that any failures during an important task are easier to justify (e.g. the student who drinks the night before an important exam in response to his fear of performing poorly).

Det helt grundlæggende her er at de fleste mennesker for det meste løser ubehaget ved frustrationen ved "fortrængning" og "glemsomhed", eller ved "efterrationalisering".

Man kan så sige at præcis kognitiv dissonans er det som forfattere og filminstruktører udsætter deres hovedpersoner for i starten af en film, en roman, et teaterstykke. Og den spænding og konflikt der opstår af denne dissonans, driver så den mentale udviklingshistorie frem, så hovedpersonen udvikler sig til ny indsigt og erkendelse ved historiens slutning: Thelma og Louise, Jepper på Bjerget, Den grimme ælling.  

 
Kognitiv dissonans er også det kritiske journalister tager afsæt i når de interviewer magtfulde politikere: Du har tidligere sagt sådan og sådan og lovet sådan og sådan, hvordan hænger de sammen med at du nu siger noget helt andet og løber fra dine løfter? 

   Og det er det som mange reklamer demonstrerer og udnytter. Idet de regner med identifikation hos publikum til dissonansen, så motiverer de publikum til køb eller holdningsændring der kan mindske eller fjerne den. 

Et andet vigtigt begrebn er "social proof". 

   Når jeg straks mentalt set spidser ører da jeg læser om det, er det fordi det jo lugter af det vigtige dramturgiske begreb i fakta-tv: visual proof.

   Jeg kan ikke huske jeg har stødt på termen før, men indholdet kender jeg fra mange sammenhænge, både i mit personlige liv og i forbindelse med flere velkendte dramaturgiske og fortællemæssige greb i fakta-tv og journalistik.

   Wikipedia:

Social proof, also known as informational social influence, is a psychological phenomenon where people assume the actions of others reflect correct behavior for a given situation. This effect is prominent in ambiguous social situations where people are unable to determine the appropriate mode of behavior, and is driven by the assumption that surrounding people possess more knowledge about the situation.

   The effects of social influence can be seen in the tendency of large groups to conform to choices which may be either correct or mistaken, a phenomenon sometimes referred to as herd behavior. Although social proof reflects a rational motive to take into account the information possessed by others, formal analysis shows that it can cause people to converge too quickly upon a single choice, so that decisions of even large groups of individuals may be grounded in very little information (see information cascades).

   Social proof is a type of conformity. When a person is in a situation where they are unsure of the correct way to behave, they will often look to others for cues concerning the correct behavior. When "we conform because we believe that other's interpretation of an ambiguous situation is more accurate than ours and will help us choose an appropriate course of action,"[1] it is informational social influence. This is contrasted with normative social influence wherein a person conforms to be liked or accepted by others.

   Social proof often leads not just to public compliance (conforming to the behavior of others publicly without necessarily believing it is correct) but private acceptance (conforming out of a genuine belief that others are correct).[2] Social proof is more powerful when being accurate is more important and when others are perceived as especially knowledgeable.

En masse fine akademiske ord. Men lad os gå til stålet. 

   Hvis man laver en tv-transmission fra en fodboldkamp, så sørger man for at vise publikumsreaktioner når der sker noget dramatisk på banen.
   Dette at publikum på tilskuerpladserne reagerer og vi som seere oplever det, forstærker vores oplevelse af: glæde hvis vi selv er lidt begejstrede for det der skete, af vrede hvis vi selv synes det ikke er helt fint det der forgik på banen.

   Tilsvarende: Dåselatter giver i den sammenhæng god mening som noget der skal levere social proof for seerne, og dermed forstærke deres oplevelse af hvor sjovt det er, det de ser i comedy-serier. 

Selv det elementære montage-greb at der i mange scener i en film eller en tv-fortælling klippes til reaktionsskud når nogen gør eller siger noget i en scene, er et udtryk for at instruktør eller tilrettelægger ved at det hjælper og forstærker oplevelsen og betydningen at vise efterfølgende stærke reaktioner på disse handlinger eller udtalelser fra andre medvirkende i scenen. 

   Dermed bekræfter og forstærker social-proof-klippet de følelser seerne har i forbindelse med scenen - skabt af identifikationen.

   Når journalister bruger sync-er eller citater med eksperter, så er der også tale om social proof. Der er det så ikke overensstemmelse med de mange der ligner mig der påvirker og forstærker, men respekt for en samfundsmæssig legitimeret autoritet, der forstærker fx. troværdigheden i en kontroversiel påstand.

Man kan sige at social proof-klip i en film eller et tv-program er den sociale variant af det vi betegner  dramaturgi og journalistisk fortælleteknik kalder: visual proof. 

   Hvor visual proof dokumenterer sandheden i et udsagn fra journalist eller medvirkende, så dokumenterer social proof realiteten (= den sociale sandhed) i en oplevelse og en følelse når nogen handler i historien.

Ondskabens teater - Thomas Breivik´s manifest adapteret til teatret - hvad er problemet?

Inden for film-, teater og litteraturvidenskab har man et begreb adaption. Typisk dækker det dette at en roman eller et teatestykke "omsætttes til en spillefilm. Et moderne fagudtryk der dækker delvis det samme men mere generelt er remediering.

   Jeg vil beskrive det som en særlig form for konceptuel blending, hvor man mixer to konceptuelle rum, og gennemfører en medie- form- og udtryksmæssig re-framing.

Film- og tv-historien vrimler med adaptioner: Karen Blixens Min Afrikanske Farm der blev til filmen Out of Africa (med Maryl Streep i hovedrollen), Babettes gæstebud, Nexøs Pelle Erobreren, Kirks Fiskerne, Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder, Tintin: Enhjørningens hemmelighed. You name it.

   Næsten hver gang man nogen har adapteret, har det givet anledning til debat og kritik. Typisk har indvendingen været at man begår "overgreb" mod det originale kunstværk, eller at adaptionen forfladiger originalværket.

  En debat der udspringer af visse kulturnørders mixofobi: angst for at blande forestillinger og nedbryde grænser. 

  Og for nogle få indlæg tilbage fortalte jeg om en anden adaption - fra journalistik til teater: Zetland Live-forestillingen - og roste det for et udtryk for kreativitet og nytænkning. Der var ingen debat - kun ros. Også hos anmelderne.

Men siden i torsdags har der kørt en ophedet adaptionsdebat i alle medier, men den er kørt ud af et andet spor.    

   To teaterfolk, skuespilleren Olaf Højgaard og instruktøren Christian Lollike er igang med at udforme en teaterforestilling på Cafe-teatret, som så vidt man kan forstå, får karakter af en monolog. Titlen "Manifest 2083". 

   Altså en forestilling der skal dramatisere massemorderen Anders Behring Breivik herostratisk berømte skrift på 1500 sider som han rundsendte på nettet umiddelbart inden han gennemførte to terrorhandlinger i Norge: bombningen af regeringsbygninger i Oslo og nedskydning af en masse børn og unge på øen Utøja.

   Kritikken går på etikken i forhold til de berørte mennesker - venner og pårørende til de myrdede, og i forhold til det samfund det foregik i. Man åbner mentale sår, som den enkelte personligt og som samfundet som helhed har forsøgt at læge. 

  Og ikke mindst er problemet at man altså giver ordet til en af de værste forbrydere i mands minde. Får han ikke præcis den opmærksomhed han satsede på med sin ugerning. 

Problemets kerne ser ud til at være at der netop er tale om en monolog, og at Olaf Højgaard skal fremstille - give skikkelse, mimik og mæle - til personen Anders Behring Breivik, ud fra et gennemracistisk skrift som han har forfattet.

I Politiken i torsdags spørger  Kjeld Hybel de to:

"Men er der ikke en risiko for bare at skabe mere opmærksomhed om Breiviks tanker og give andre ideer til at gentage vanviddet?"

   "Det kunne man godt frygte, siger Lollike. "Men vi er selvfølgelig ikke ude på at lave propaganda. Vi er interesseret i at vise, hvordan man kan gå fra at være normalt velfungerende og så til at gå i frivillig isolation og anskaffe sig våben og sprængstof og radikalisere sig selv.  Og vi tror på vores eget medie teatret. Vi tror vi kan få hans vanvittige kortslutninger til at fremstå afskrækkende. "

Jeg studser: Er det et lærestykke de er ude på: Se hvor  galt det kan gå hvis man er normal og så begynder at tænke den slags tanker om korsridder og muslimer i en evig historisk kamp. Er det præmissen for teateradaptionen

   Mit kendskab til skuespilleriet siger at mange skuespillere elsker at spille skurke, fordi det er en stor udfordring at gennem rollen at forsvare en person man absolut ikke sympatiserer med eller direkte tager afstand fra.

    Kjeld Hybel fortsætter:

"Man kravler ikke lige ind i hjernen på sådan en fyr. Det er ikke som at spille Hamlet", siger jeg. Højgaard her flere gange spille Hamlet. Højgaard har flere gange spillet Shakespeares prins på Kronborg.

   "Nej det er noget af et sceneskift", bekræfter Olaf Højgaard. "Og jeg er bare sådan skruet sammen som skuespiller, at hvis jeg endelig skal gå, så vil jeg også gå hele vejen. Jeg er nødt til fordomsfrit at åbne mig for, hvad der er foregået i det menneske. At jeg som privatperson ville være en af dem, han ville henrette... det er noget andet."

Jeg undrer mig: Når en god skuespiller virkelig spiller en rolle fremragende, så er der tale om en form for psykologisk blending - en difussion af skuespillerens mentale ressourcer og så den rolle han skal investere dem i. Man taler ligefrem i skuespiller-jargonen at skuespilleren skal "forsvare" sin onde figur.

     Jeg husker Hitlerfiguren i filmen "Der Untergang" hvor skuespilleren Bruno Ganz spillede hovedrollen. Og tjekker den danske Wikipedia der skriver:

Der Untergang er en af de første tyske film, hvor Hitler har en rolle som historisk figur, og diskussionen herom gik allerede før premieren. Det, mange var bange for, var, at Hitler i en film om Hitler som person, isoleret fra sit terrorregime, skulle blive fremstillet på en måde, som gjorde, at folk enten ville føle sympati for ham, eller at han skulle blive fremstillet som en gal mand. De fleste er dog enige om, at det er lykkedes for filmskaberne at få vist et troværdigt balanceret billede af Hitler. Han bliver fremstillet som et menneske, men et menneske med få sympatiske træk. Af sympatiske træk kan nævnes, at han opfører sig ordentligt mod staben og behandler sin hund, Blondi, med stor omsorg og kærlighed.

Der er klare paralleller til de sidste dages danske debat om dramatiseringen af Breiviks manifest. Og Breivik er jo også blevet sammenlignet med Hitler som vel også var hans idol.

Som nævnt ovenfor, har billedet af Hitler været meget en-dimensionalt i stort set alle film om det tredje rige. Der Untergang´s vigtigste pointe er at vise Hitler som menneske og ikke uhyre.

   I løbet af filmen fokuseres der meget på den menneskelige og mentale opløsning, som Hitler gennemgår. Frem for at fremstille Hitler som et uhyre der vælger at begå selvmord, viser filmen hvordan et menneske gradvis går i opløsning, under de konstante kampe, både under og over jorden. Ved at vise denne opløsning sker der det, at Hitler kommer til at fremstå som et menneske, hvilket reelt fjerner det dæmoniske - og også det overmenneskelige - fra personen.

   Fra at være det tredje riges gudlignende skikkelse, reduceres han til at være et menneske, der bukker under for presset. Netop den pointe er filmens alt overskyggende pointe.

   Set i forhold til hvad der er lavet af andre film om Hitler og det tredje rige, er der ingen tvivl om, at Der Untergang på det autentiske og psykologiske plan er en af de vigtigste (måske dén vigtigste) film der er lavet om det tredje riges undergang.

Jeg kan ikke se andet end at forestillingen hvis det bliver godt teater og figuren godt spillet, må indebærer en menneskeliggørelse af Breivik. Og det har jeg principielt ikke noget imod. Jeg tror at alle mennesker under de rigtige forkerte omstændigheder kan komme til at gøre de mest grusomme og umenneskelige ting (tænk på Abu Ghreif-fængslet og mishandlingen af Irakiske fanger der).

   Men hvordan det samtidig kan gøre "hans kortslutninger afskrækkende", det går over min forstand.

Olav Hergels kreative forslag til revitalisering af journalistikken - ud af kontorerne og bortvisning fra "Borgen"

I mange år har jeg undervist journalister på efteruddannelseskurser i bl. a. dramaturgi og fortælleteknik. Og også i at skrive manuskripter og interviewe. 

   Flere af mine bedste venner er kreative journalister med hang til udvikling og fornyelse.
   Jeg har selv være chef for en tv-station med (regionale)nyheder som hovedprodukt i en årrække.

   I efterhånden mange år har jeg undervist journaliststuderende på SDU og på RUC. 

   Jeg elsker faget - og har stor respekt for dets bedste udøvere. Og dem er der stadig mange af.

Men der er sket det i de senere år at jeg faktisk har fået afsmag for meget af den journalistik jeg både læser i mine aviser og ser i tv. Forudsigeligheden, den rituellle case-fixering, den ensporede framing, fantasiløsheden, sætter sig som en mental indre træthed i min bevidsthed. Jeg bladrer hurtigt, jeg zapper. Jeg keder mig, bliver i dårlig humør.
   Jeg læser hellere fagbøger om neuroscience, metaforteori og flow. Og maler akvareller. Gud bedre det.

   Jeg har egentlig ikke været mig det særligt bevidst. Der er jo stadig gode ting der rent journalistisk og fortællemæssigt er en fornøjelse at være modtager af. Og meningen med skriverierne på denne blog er ikke at give udtryk for letkøbte meninger eller dekonstruktiv kritik. Ej heller at levere sure anmeldelser.
   Skriverierne skal fokusere positivt på kreativitet og udvikling, har jeg besluttet fra starten.

Men den velmeriterede og gedigne journalist på Politiken, Olav Hergel, har skrevet en bemærkelsesværdig kronik i går lørdag, under rubrikken: "Den poltiske journalistik er en gøgeunge".

   Manchetten lyder:

Christiansborg har udviklet sig til en isoleret og anæmisk verden uden kontakt med virkeligheden udenfor. Men løsningen er simpel. Fjern 75 procent af journalisterne på Christansborg. For journalistikkens, politikens og danskernes skyld.

"Gøgeungen" som metafor er god. En gøgeunge er en der smider de "ægte" fugleunger ud af reden en efter en, overtager hele pladsen og bliver opfostret af plejeforældrene der fodrer løs pr. instinkt og automatik. 

I detaljer gennemgår OLav Hergel det dominerende nyhedsbillede omkring politik og politikere i Danmark sådan som det har manifesteret sig i bare i de senere måneder og det seneste års tid. 

   Og jeg får en aha-oplevelse. Det er det jeg er ved at være træt af. Historierne, vinklerne, personfikseringen, forudsigeligheden, de rutiniserede skabeloner. Alt for mange Christiansborg-historier uden politisk substans. 

   Olav Hergel forudsiger også at vi de næste år får meget mere af det samme: En række kommisioner som nu er nedsat for at undersøge den forrige regerings moralske misregimente (Røn Hornbech og de statsløse, Thorning-lækken, Jægerbog-sagen, Overgivelse af krigsfanger til amerikansk tortur) - med udløbere, vil medføre uendelige mængder af den samme slags journalistik der kører i samme riller.

Olav Hegel beskriver også, set indefra, hvad det er for nogle mekanismer i de redaktionelle miljøer og på redaktionsmøderne der kan forklare udviklingen:

Men der er gode grunde til at blive ved med at skrive i samme rille.

   Ikke en, ikke 100, men måske 200 gange har jeg siddet ved et redaktionsmøde og mærket medvinden mod forsiden eller den smukt opsatte artikelm, når ideen om det politiske portræt eller interview begynder at få vinger. Ikke kun fordi det mildt sagt er en journalistisk overkommelig sag at gribe knoglen, gå over til Christiansborg, tage en time med en politikeren, ringe til et par modstandere og så have artiklen i skabet. Også fordi jeg ved, at hvis artiklen bliver god, så bliver placeringen fornem, og det skal være ufatteligt ringe , før den ikke får en nogenlunde opsætning.

   Hvis der ikke er noget andet at find på, så er der altid en eller anden politisk mellemregning, som kan forvandles til et aktiv i ens egen karriere. Men tænk hvis alle disse vitterlig begavede mennesker fik til opgave at rapportere fra virkeligheden. Hvilke dagsordener kunne de ikke sætte.

Ja, "tænk hvis...." Det er formlen for al kreativ tænkning. Og Olav Hergels løsning på miseren er simpel. Det store seriøse redaktioner skal blive enige om at trække 75 procent af "tropperne" hjem fra Christiansborg. Og sende dem ud af kontorerne - ud i den danske virkelighed og lave stærk journalistik derfra.

Hans forslag er godt og i bogstavelig talt grænseoverskridende. Det han taler om er en re-framing af nyhedskriterierne, sådan at det redaktionerne for øjeblikket betragter som "væsentligt" i virkeligheden er holdt op med at være det. 

   Væsentlighedskriteriet er på redaktionerne løbet løbsk, så at sige. Første skridt i forfaldet af den politiske journalistik var at frame på proces snarere end på substans i den politiske journalistik, såkaldt "horserace-journalism". 

   Og nu framer man så efterhånden kun på person og personvurderinger i den politiske journalistik. Med tidshorisonter kortere end nogen politisk proces kan forløbe. 

   Hver dag en ny meningsmåling - uden hensyn til om politikerne overhovedet har haft tid til at gennemføre noget som helst der kan tænkes at virke.

  Olav Hergel har også en god metafor på den slags journalistik: "SE og Hør og Billedbladet for en lille elite":

For vi kan godt, og vi ved det også godt. Vi skal værk fra kontorerne, væk fra telefonerne og væk fra Christiansborg, hvor journalistikken har forvandlet sig til Se og Hør og Billedbladet for en lille elite og derfor ikke fortjener en krone i mediestøtte.

Olav Hergel hører til gruppen af de særligt kreative personligheder inden for journalistikken. Og har ud over både kritisk og indfølende journalistik om indvandrere og flygtnnge (Cavlingprismodtager), skrevet spændende fiktion med udspring i de samme problemstillinger og miljøer. 

   En mand der kan blende fakta og fiktion på en kreativ måde!

   Og her giver han udtryk for det jeg tidligere har kaldt "kreativ vrede". En dyb frustration der kan åbne op for nytænkning og nye - kontroversielle - ideer. 

Vil det hjælpe? Hele resten af Danmark - uden for Borgen - er i den nuværende journalistisk-redaktionelle framing, blevet til en slags "Udkantsdanmark", noget perifert og mindre væsentligt.  

   Er der nogen der vil høre efter og tage nogle konsekvenser - inden for branchen, inden for professionen, inden for miljøet? Og omlægge journalistikken fra den Christianborgske osteklokke til journalistik om det levede og levende livs Danmark uden for?

Erfaringsmæssigt er journalister (over)følsomme over for kritik ude fra. Her kommer den, velargumenteret og velformuleret fra fra en af deres egne!!!

   Vil det hjælpe? Jeg håber, men tvivler. 

   Men jeg gætter på at Olav Hergel selv inden for en overskuelig horisont tager nogle personlige konsekvenser af kronikken.