Akvarelmaleriets mysterier (11) - Kreta-drømme og malerpyskologi

Kreta - den største græske ø i Middelhavet - har jeg aldrig før besøgt. 

   I gamle dage - i 80-erne - holdt jeg mange familieferier på forskellige grækse øer, og havde mange gode minder med i bagagen til denne malerferie: varmen, de lune mørke aftener, vandet, retsinaen, maden, venlige mennesker. 

  Nu var planen og projektet at genbesøge, genopleve -  og udnytte min nyerhvervede lyst til akvarelmaleri til at male "græske motiver."

   Erfaringsmæssigt kan jeg nå 5-7 akvareller på en uge, hvis altså jeg maler hver dag, og bruger fotos som "forbilleder".

   Det hører med til historien at det var første gang jeg var alene og ene på en planlagt malerrejse. Fruen var andersvo engagiert - i koldere egne. 

Man kan sige at "succesen" fra både Kap Verde-feriens billeder og fra Bardur Jakupssons kursus på Færøerne, havde gjort mig ambitiøs - og utålmodig. 

   I dagene op til afrejsen, gik jeg og overvejde om jeg ikke skulle varme op hjemmefra. Det blev ikke til noget. 

   Jeg ville prøve noget nyt motivisk. Og jeg ville prøve mere bevidst at arbejde med "laveringer" hvor farver får lov til at flyde sammen som undermaling - som første "lag". 

   Endelig havde jeg købt en lille æske med kun en halv snes farver af den dyre engelske type: Winsor & Newton.

   Jeg syntes at ved det akvarelmærke jeg hidtil havde brugt, var farverne svære at styre fordi de næsten var for koncentrerede. De blev nemt for kraftige!

   Jeg ville prøve om et andet mærke - det som alle lærebogsforfatterne anbefaler - og som koster det hvide ud af øjnene for en kvart tabletfuld, om det kunne give mig bedre kontrol over farverne, større frihed i blandinger og større variation i farveintensitet.

Velankommet blev jeg i høj grad overvældet af indtryk - blandet med erindringer fra tidligere besøg på græske øer. Tusindvis af detaljer hvorend man gik og vendte sig.

   Jeg for rundt og fotograferede alt hvad jeg kunne af pitoreske motiver fra den gamle bydel med de snævre gader - og fra den gamle havn fra den gang byen var et venitiansk brohoved - med en stor fæstning som forsvar mod pirater . Og oven i samlede jeg fotos fra lokale turistpjecer og -brochurer. 

  Jeg var utålmodig - næsten dirrende, men der gik alligevel to dage før jeg kom i gang med at tegne og male et motiv:

Maleriet er ikke færdigt. Og jeg var og er ikke tilfreds. Det næsten kvadratiske format er ikke mit "naturlige" format. Jeg har klippet ca. 1/3 af venstre side af det oprindeligt tegnede motiv bort. 

   Jeg synes det alt for meget lignede mine akvareller fra det første Bardur-kursus ved Gada-søen. Et tilbageskridt i udvikling.

Efter at hav malet den rosa-violette gamle portbygning der var centrum for en lille plads med et par butikker og en større café til venstre, var jeg ved at gå helt i stå. 

   Jeg kom slet ikke i det male-flow jeg tidligere har oplevet. Det der tiltrak ved motivet, var den gamle portportal med rosa væg omkring og den pitoreske café, men der var en stor del af billedets venstre halvdel jeg ikke havde "analyseret" - dvs. der var flader, former og farver jeg ikke havde taget stilling til på forhånd.
   Så for ikke at gå totalt "død", klippede jeg den tredjedel bort som jeg slet ikke havde noget forhold til. Og lagde mig til at sove.

Næste dag skiftede vejret. Allerede fra morgenen var der mørke dramatisk skyer på himlen ved solopgang, det blæste en del, faktisk noget der lignede et lille stormvejr med byger i horisonten.
   Jeg havde fået tiltusket mig værelse på 4. sal med flot udsigt mod nord ud over havnen og havet. Og jeg tog nogle flotte fotos af det dramatiske scneri. 

   Jeg valgte det ud som motiv som jeg syntes var mest udfordrende at omsætte til en relativt hurtigt malet akvarel. 

   Her er første udgave:

Jeg startede med lavering af himlen over horisonten - med lys gulorange forneden og lys gråblå foroven. Og vandet blev også laveret fra grunden i en mørkere tynd gråblå ved horisonten og en lysere - "tynderer" nuance i bunden af billedet. Og så lagde jeg lag på lag som jeg bedst kunne.

Ikke tilfredsstillende. Specielt himlen blev hurtigt bare til "mudder". Og jeg havde heller ikke fundet en ordentlig malriske løsning på havets bølger.

   En af Bardurs læresætninger fra Færø-kurset, var at man skulle - eller udmærket kunne - male det samme motiv mange gange. Men indtil nu har jeg kun før prøvet at male det samme motiv én gang mere: 'Den afghanske valmuebonde' - malet efter et fascinerende flot foto i Information (se blogindlægget "Akvarelmaleriets mysterier (4)").

    Det her er så anden version af det samme motiv - udsigten fra min balkon tidlige morgen - hvor jeg i højre grad på forhånd havde planlagt det dramatiske udtryk i himlen ved at lægge stadig mørkere lag ind over undergrunds-laveringen. Og hvor jeg lodt lidt af kanterne "flyde" ud i de halv-våde lag nedenunder:

Til gengæld havde jeg igen været for utålmodig - og slet ikke gennemtænkt havets udtryk før jeg bare kastede mig ud i det. Det gik endnu dårligere end i første version af motivet: farveplutte!

   Så kom jeg i tanker om min lille farveladeæske med Winsor & Newton-farvetabletterne. Jeg satte mig for så vidt muligt kun at bruge dem resten af tiden på Kreta. Som en "kreativ restriktion". På min f'ørst indkøbte akvarel-æske var der ellers 36 farver i ½ tablet udgave.

Jeg var allerede næsten halvt igennem "malerferien". Panik.

   Jeg måtte nu prøve at finde et motiv som havde noget af samme enkelhed i form og farve som de motiver Kap Verde-billederne var malet ud fra (se "Akvarelmaleriets mysterier (7)") og Færø-billederne (se "Akvarelmaleriets mysterier (10)". 

   Fotos af borg-ruinen" i udkanten af byen levede op til de kriterier:

Jeg var på sporet igen, syntes jeg. 

   Men bjergene i baggrunden er "overbehandlet" og presser sig frem i billedet, hvilket ødelægger arbejdet med at skabe dybde gennem perspektivt. 

   Og der er et problem med  "ovenlyset" fra solen så der egentlig ingen skygger er i motivet. De violette skygger i murværket er "kunstige" - og virker netop "gemacht" fordi det er en slags nødløsning på "ovenlyset".

   Jeg overvejede at male et lag videre på det så den brune side af murværket bliver mere kraftig orange tonet, og det violette får et lag med kraftigere blåt. 

   Det kan nås endnu.

Men det jeg er tilfreds med, er de klart afgrænsede former i ruinresterne, perspektivet - og lyset i billedet som skyldes alt det der ikke er malet - altså der hvor det hvide papir får lov til at træde frem som en slags negativ form.

Tre dage tilbage af ferien. En halv liter retsina og en lille flaske raki til aftensmaden. Uzo? Jeg kan ikke fordrage uzo.

Den venitianske havn med det middelalderlige fyrtårn - i sen eftermiddagsbelysning - set ud gennem en af de mange hvælvinger som det vrimlede med i bygningerne med front ud mod havnen inde på kanten af havnekajen. 

   Det levede op til mine motiviske ønsker - og gav samtidig mulighed for at arbejde med laveringer hvor forskellige farver flyder sammen og umærkeligt går over i hinanden: 

Her nærmede jeg mig endelig en akvarel som - da den var færdig - lå tæt på det "ideal" jeg havde i hovedet.

Fidusen ved de flerfarvede laveringer både i himlen og i havet, var den for så vidt banale som jeg læste om i en af de to akvarellærebøger jeg havde med: på forhånd at blande de tynde, tynde farver i små skåle hver for sig som man skulle bruge til at lade flyde sammen på det allerede gennemvædede papir. 

   Så var farverne klar til at man kunne male i én flydende arbejdsproces, og sådan at man kunne koncentrere sig om at få farverne til at "blende sig" og "fusionere"  på den rigtige og dog kontrollerede måde nede på papiret. 

   Og så lå der til alt held - (serendipitet!) - en lille elektrisk hårtørre i skrivebordsskuffen på værelset som lige kunne tages frem og tørre vandfarvelagene med på ingen tid, så jeg blev fri for - anspændt og utålmodig - at sidde og vente på at de skulle tørre af sig selv før jeg kunne gå i gang med næste lag. 

Endelig lykedes det mig med fyrtårn-akvarellen at komme i det "maler-flow" som jeg havde oplevet tidligere ved de vellykkede akvareller fra tidligere "ferier".

   Jeg nød at få spejlingerne i vandet til at fungere (havde prøvet det i to vellykkede billeder fra før: et fra Kap Verde og et fra Færøerne). Og jeg nød oven i at få dette spejlbillede brudt af kølvandet fra motorbåden. 

   Den fidus med hårtørren havde jeg også læst om et sted, men glemt igen. 

   Fyrtårnbilledet tog det en fuld arbejdsdag at tegne og male.

   Det billede hjalp gevaldigt på humøret. 

Til sidst ville jeg prøve at male et billede hvor jeg kombinerede nogle af kvaliteterne fra fyrtårns-akvarellen med den pitoreske havn og havnefront som man så i alle brochurer. 

   Jeg tog en masse fotos, men alle de sk... parasoller ødelagde stort set alle flader, så ingen af motiverne tændte mig for alvor.

   Så jeg fandt til sidst i en gammel kalender et manipuleret foto fra havnen - uden parasoller - som jeg så broderede videre på, lidt på samme måde som akvarellen af de to fortidige fiskerbåde ved en kaj på Gardasøen (se "Akvarelmaleriets mysterier (1)").

   Efter halvanden dags arbejde med at tegne og male, kom der det her ud af det:

Jeg prøvede at få den første Kreta-akvarel med den rosa væg, portvælving og caféen til at fusionere med fyrtårnsakvarellen - i stil, motivebehandling og farver. Og jeg brugte de gamle stærke akvarelfarver til sidste lag på et par af skibene.

   Blandingen mislykkedes - som skilt sovs! 

   Der er gode elementer i enkelte delmotiver, men jeg opnåede ikke at samle dem til en malerisk og motivisk helhed. 

   

Kreta-akvarelferien på egen hånd, har lært mig en masse. Ikke mindst: at jeg stadig har en masse at lære. Og at jeg skal gå ind i maleprocessen med en mental indstilling som er den modsatte af den jeg tog til Kreta med.
   Vær åben, afslappet, og husk: Det gør ikke noget hvis der slet ikke kommer malerier ud af det. Det betyder ikke noget hvis du ikke finder de rette motiver. Det skal nok komme. Kig den anden vej. Mediter!

Jeg savnede i øvrigt også undervejs fruens kommentarer som "første seer".

(fortsættelse følger...)

Om 'den indre biograf' når man bliver blind - om Oliver Sacks' 'The Mind's Eye' - fortsat ...

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om Oliver Sacks' bog 'The Mind's Eye'. 

   Ud over at han er en af pionererne i moderne hjerneforskning, og var en slags frontløber med sin bog fra slutuningen fa 80-erne: 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat', så gav han mig personligt forklaring på sider af min omgang med andre mennesker gennem et langt liv, som jeg ikke før havde været bevidst om, nemlig min 'ansigtsblindhed' - i mildere grad.

   Faktisk blev jeg også klar over ved læsningen at jeg sansynligvis mangler det 3-D syn - det såkaldt 'stereoskopiske syn' -  som de fleste menensker har, men ikke alle. Jeg blev som 10-årig opereret for skeløjethed på begge øjne, og det indebar at øjenenes muskler blev fixeret. Nogle af de cases Oliver Sacks fortæller om i kapitlet 'Persistence of vision', ligner slående min historie. 

   Og når Sacks fokuserer på det fænomen i et helt kapitel, så er det også fordi han selv er blevet blind på det ene øje, og har mistet sit eget stereoskopiske syn.

Men det er faktisk det sidst kapitel i bogen, det der har givet titel til hele bogen, som jeg syntes var mest spændende: 'The Mind's Eye'.

   I forbindelse med det emne jeg skrev om i flere tidligere blogindlæg : 'Den plastiske hjerne', var jeg inde på at hjernen er så flexibel at hvis man er blind, så vil den visuelle cortex som hos seende bearbejder synsindtryk til synsoplevelser, i mangel af stimulerende input fra synsnerverne, kunne blive hvervet eller ekspropieret af andre sanser: fx høresansen, eller følesansen (ved blindskrift) - som derigennem forbedres, skærpes og forfines.

Men Oliver Sacks har en anden vinkel på blindhed. Det der interesserer ham (fordi han måske også frygter at blive blind på det andet øje), er: Hvad skere der i hjernen hos mennesker som i mange år har været seende, når de bliver blinde, fx ved en ulykke eller en blodprop der rammer synet? Altså teknisk: De er udsat for en radikal 'visuel sensorisk deprivation', og hvordan reagerer hjernen på det?

Den helt grundlæggende opdagelse i moderne neuroscience er at de dele af hjerne som er aktive til at omsætte og bearbejde sanseindtryk af fænomener fra omverdenen til mentale "oplevelser", at de også er aktive når et menneske forstiller sig de selvsamme fænomener, eller høre dem beskrevet i ord. Det viser de MRI-scanninger som giver indblik i hvor hjernen er aktiv - 'lyser op'/'tænder' - under forskellige vilkår og udsat for foskellige opgaver og input.  (NB! en lignende tredobling af funktionen har jeg tidligere beskrevet gælder for spejlneuronerne i premotor-cortex: de samme neuroner er aktive både når en person selv udfører en bestemt handling, når en person ser en anden udføre den samme handling, eller når man hører, læser om eller forestiller sig denne handling udført),

    Dette at hjernes perceptionsmoduler har flere tæt forbundne funktioner, får Sacks til at spørge.: Hvad hvis man bliver blind i en relativt moden alder, bliver den visulle cortex så ved med at kunne forstille sig noget på den indre skærm, for det indre syn? Eller går den del af hjernen også i sort, når synsansen lukker ned?

Sacks beskriver så en række cases:

   'John Hull' går rent faktisk mentalt i sort da han bliver blind, og holder helt op med at kunne forestille sig noget som helst visuelt. Som om han havde været blind fra fødslen. Til gengæld skærpes hans andre sanser radikalt.

    Da Oliver Sacks skriver om denne case i en af sine bøger - og generaliserer den, får han en række breve og henvendelser som fortæller helt andre historier:

   En voksen blindet australsk psykolog, 'Zoltan Torey', udvikler - efter at hav mistet synet som 21-årig - sit "indre øje" og dermed sin forestillngsevne til uanede funktionelle højder. Sacks fortæller og refererer:

In this, he said, he had been extremely successful, developing a remarkable power of generating and manipulation images in his mind, so much so that he had been able to construct a virtual visual world that seemed as real and intense to him as the perceptual on he had lost - indeed, sometimes more real, more intense. This imagery, moreover, enabeld him to do things that might have seemed scarcely for a blind man.

   "I replaced the entire roof guttering of my multigabbled home single-handed", he wrote, "and solely on the strenght of the accurate and well focused manipulation of my now pliable and responsive mental space." (...)

   And he felt that his newly strengthened visual imagery enabled him to think in ways that had not been available to him before, allowed him to project himself inside machines and other systems, to envisage solutions, models and designs.

Dette afsnit giver mig straks to associationer til hvad jeg ellers har læst: "Projcting" er noget som en del af "the defualt mode nework" i hjernen tager sig af, siger forskningslitteraturen. Og det mentalt at kunne manipulere ting og billeder rumligt, det er den form for tænkning som er en af den højre hjernehalvdels kernefunktioner, er alle kilder enige om.  

En tredje case Sacks beskriver, er 'Sabrie Tenberken'. Hun har haft dårligt syn næsten fra fødslen, men først i løbet teenageårene forsvandt synet helt, dog kunne hun længe se farver og identificerer objekter ved deres farver. Og hun var i øvrigt synæstetiker i markant grad - det med fx for sit indre blik at opleve bestemte farver som ledsagefænomen til at læse bestemete ord eller bogstaver eller tal.. 

   Sacks refererer fra hendes bog:

Though she had been totally blind for a dozen years when she went to Tibet, Tenberken continued to use her other senses, along with verbal description, visual memories and a strong pictorial and synesthetic sensibility, to construct "pictures" of landscapes and rooms, of environments and scenes - pictures so lively and detailed as to astonish her listeners. (...)

   Hers imagination is essentially an artistic imagination, which can be impressionistic, romantic, not veridical at all, whereas Torey's imagination is that of an engineer, and has to be factual, accurate down to the last detail.

Oliver Sacks giver flere eksempler på forskellige måder blinde der oprindelig har haft den omverdensretted synsevne, udvikler og skærper deres indre syn ("mind's eye") - i forskellig retning og på forskellig måde. 

   Han fortæller at han selv altid har været ret dårlig til bevidst og villet at visualisere konkret og levende for sit indre blik, mens hans mor som var kirurg, var ekstremt god til at forestille sig noget på sin indre skærm - for eksempel hvordan skellettet så ud inde i en krop der jo var dækket af muskler og hud. 

   På den anden side konstaterer Sacks at selv om han ikke bevidst er særlig god til at fremkalde indre billeder, så kan han godt uventet og uvillet få livagtige "syner".

   

Sacks går videre til at beskrive hvordan evnen til at tænke og forstille sig visuelt og rumligt, er en evne mange af de helt store videnskabsmænd inden for fysik og kemi har haft i helt særlig grad - som en mental forudsætning for at de nåede frem til deres opdagelser. 

   Albert Einstein er en af de mest kendte eksempler på det. Men litteraturen om videnskabens historie kan fortælle om mange flere.

Sacks refererer også til nyere teorier der argumenterer for at det vi 'SER', altid er et produkt af at de visulle sanseinput fra øjet hele tiden matches med det vi - bevidst eller ubevidst - har lagret i den visuelle hukommels som erindringsbilleder, billeder som nogen bevidst kan kalde frem på den indre skærm, mens andre ikke kan - selv om de ligger der et eller andet sted.

   Og jeg kommer til at tænke på vidnepsykolgien som Poul Martinsen lavede et fantastisk dokumentarprogram om i starten af 80-erne, hvoraf det fremgår at det folk ser - ikke er hvad der objektvit sker foran deres øjne, men hvad de forestiller sig sker - så at sige 'fodret' af de visuelle input som kommer via øjnenes synsnerver. 

Hvorfor synes jeg nu alt det her er dødspændende i forhold til min jagt på forståelsen af hvad kreativitet er - og hvordan de kreative processer foregår i sindet - og mellem mennesker?

Det peger på at fantasien - forestillingsevnen - det der på engelsk kaldes 'imagination' - er fordelt og udviklet forskelligt fra person til person, og at der kan være mange forskellige 'stilarter' for fantasiprocesserne - ligesom vi tidligere - med Richard J. Davidson - har set at der er 'emotionelle stilarter' - 'stilarter' som kan kendetegne et bredt spekturm af vidt forskellige temperamenter og personlighedstyper. 

  Det peger videre på at for nogen er fantasi en evne man bevidst kan aktivere og trække på, mens for andre "kører den bare" som en ubevidst mental "strøm". Og sidst men ikke mindst: at fantasien er en mental evne som kan udvikles og rendyrkes som en ressource, ligesom hukommelsen (Joshua Foer) , eller evnen til at se og tegne et motiv (Betty Ewards). 

   Og så giver det mig endnu en slags bekræftelse på at jeg er på rette spor når jeg tror at der er en vis årsagssammenhæng mellem hvad hjernen og sindet udsættes for når man er barn og ung - af tab, savn og (for)flytninger -  og så det kreative fantasi-output som senere trækker på disse oplevelser som en mental og emotionel ressource - hvad enten man er forfatter, billedkunstner, musiker eller videnskabsmand.
   Det stemmer i hvert fald med det man kan læse sig til om udviklingen af 'the default mode network' i Wikipedia der fortæller at dette 'netværk' af nervebaner først er færdigudviklet når folk og deres hjerner er nogenlunde voksne, og at dets udvikling og funktionsmåde kan være være kraftigt influeret  af stærke negative oplevelser i barndom og ungdom.

Set det tidligere indlæg ud fra læsningen af Oliver Sacks bog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/sindets-indre-je-om-ansigtsblindhed-og.html

Astrup & Meyer, Dahlin & Geist, Balling & Bahs, Flindt Pedersen & Stephensen, Bertelsen & Brügger - kreativ blending af krøllede personligheder

Jeg læste i Politikens tillæg Lørdagsliv et interviewbaseret artikel med professor Arne Astrup der blev portrætteret - i anledning af en nysukommet kogebog og slankekur.

   Rubrikken:

Doktor Slank er ikke længere bange for fedt i maden

Når jeg lige læser den artikel med særlig opmærksomhed, har det en personlig vinkel. Mit eget mangeårige problem med "tykkelsen".

   Der synes at være en genetiske forklaring på at nogle mennesker simpelt hen ikke kan kommme ned - når de først er kommet op i overklassen rent fedmemæssigt.

Men det der for alvor interesserer mig er det afsnit hvor artiklen handler om hans samarbejde med Claus Meyer, som artikle sætter det dobbelte prædikat på: "kok" og "entreprenør". For det fremgår af artiklen at man også kan sætte en tilsvarende dobbelt etiket på Arne Astrup: "universitetsforsker" og "entreprenør."

   I midten af 90´erne var Arne Astrup forfatter til et hæfte: ’Arnes køkken’, som han i sin egenskab af formand for Ernæringsrådet havde fået udgivet. Alle gode kokke i Danmark der havde forstand på mad og velsmag, korsede sig, og Camilla Plum hudflettede ham i den grad i en kronik i Politiken. Og viderer fortæller artiklen, skrevet af Lars Dahlager:

Claus Meyer, kokken og entreprenøren, syntes på det tidspunkt, at Arne Astrup var djævelen selv:

   »Hans holdning var: ’fuck velsmag’, jeg skal afmagre det danske folk. Jeg mødte ham så en dag kort efter Plums kronik og spurgte ham, hvad han syntes.

   Han sagde, at han syntes, den var sindssygt velskrevet, og den havde fået ham til at grine. Der måtte jeg tippe hatten for ham, for man møder sjældent nogen, der reagerer så fint på at blive angrebet.

   Han fortalte også om frustrationen over, at næsten alle tager på igen, når de ikke længere kan holde ud at være på kur, og spurgte: »Kan vi gøre noget, der både tilfredsstiller Plum og dig, men også er sundt?««, siger Claus Meyer.

   Resultatet blev et samarbejde om at skabe en ny madstil, der kunne tilfredsstille Astrup ved at være knap så fed som den traditionelle danske flødekost, men også Meyers ønske om masser af velsmag.

   Det blev til forskningsprojektet Meyobes og bogen ’Spis igennem’.

   Et projekt, der betød »sindssygt meget for« Claus Meyers måde at tænke madlavning på og senere for udviklingen af det nye nordiske køkken, der er kendetegnet ved at være friskere og sundere end det danske flødekøkken.

   Løsenet skulle være god mad, masser af smag, mindre forarbejdede og raffinerede råvarer og ikke mindst en stærk madkultur.

   Astrup og Meyer blev venner og lancerede i 2009 sammen det mest ambitiøse måltidsprojekt i dansk ernæringshistorie, det 100 millioner kroner dyre Opus, der siden har testet nordiske råvarer og et nyt nordisk hverdagskøkkens sundhedsfremmende potentiale på voksne og børn.

   »Arne har et gran af storhedsvanvid, ligesom jeg også har. Vi tror nogle gange, vi kan flytte bjerge. Om det er en skyggeside eller en fordel, skal jeg ikke sige, men han har en grænseløs tro på, at det nok skal gå. Nogle gange har det givet ham tæsk«, siger Meyer.

Tæsk i offentlighede, det har Claus Meyer også fået adskillige gange, sidst i forbindelse med tv-udsendelserne hvor kriminelle i fængslet skulle resocialiseres ved at gå på kokkeskole.

   Hvad har vi her? -  To personligheder som begge uden videre kan placeres ind i kategorien "særligt kreative". 

   Claus Meyers barndoms- og ungdomshistorie har jeg tidligere skrevet om. Klart en mønsterbryder.   

   Arne Astrup har jeg kun viden om fra beskrivelsen af hans "kontroversielle" karriere fra Wikipedia, en karriere hvor han haft snuden langt fremme i offentligheden som ernæringsforsker med en masse gode kostråd der siden viste sig at være forfejlede, men også langt fremme i sit samarbejde med madindustrien der har financeret en række af hans forskningsprojekter. Guf-historier for kritiske journalister.

   Begge de herrer har demonstreret at have - mindst - to personligheder i en.

Det jeg læser ud af artiklen i Politiken, er at det så også mentalt har sagt "bang" da de mødtes. En langsom, men produktiv fusion af tanker og ideer begyndte. På trods - og hen over professionelle, mentale og konceptuelle grænser.  Men også med det "storhedsvanvittige enreprenørgen" som de har til fælles  i de ellers forskellige personligheder, et mentalitets-gen som må have udgjort det fælles  mentale "generiske rum" der har stimuleret samarbejdet.

   Begge har haft et "åbent sind", og trods store forskelle har de oplevet at modsætninger mødes, og gode ideer er sprunget ud. 

    Deres samarbejde har stimuleret til gensidig konceptuel blending. 

   For Astrup har det betydet at han nu forskningsmæssigt er i front - og på rette spor. Og for Meyer har det stimuleret til ideen om "det ny nordiske køkken".

Samme lørdag læser jeg en artikel i Informations tillæg 'Moderne Tider'. Af et andet kreativt makkerpar: Ulrik Dahlin og Anton Geist. 

   Rubrikken lyder: 

Sagen Sass

Det er en lang artikel i flere "kapitler". Et stykke fremragende fortællende og afslørende journalistik, som tydeligvis sætter dagsordenen de følgend dage for de andre mediers dækning af sagen, og som fungerer som et grundigt set up til en forespørgselsdebat i Folketinget  - med Helle Thorning-Smith i den varme stol.

   Manchetten lyder:

Der var kun 10 dage, til Folketingsvalget blev udskrevet, da PET udarbejdede et notat om Henrik Sass Larsen og sikrede sig en registrering på toppolitikerens navn. Halvanden måned senere brugte højtstående embedsmænd oplysningerne til at få Sass Larsen til at trække sig som ministerkandidat. Forud for mandagens samråd om sagen fortæller Information historien om ministerkandidaten, der opgav en plads i regeringen på tvivlsomme præmisser, og om statsministeren, der slap for at forsvare en beslutning, som kun hun kunne træffe

Ulrik Dahlin og Anton Geist fik Cavlingprisen i januar for deres afslørende artikler foråret 2011 om integrationsminister Birthe Rønn Hornbecks fiflerier med sandheden i forhold til offentligheden om behandlingen af og lovgivningen omkring børn af statsløse forældre, vokset op i Danmark.

   Og her i juli måned denne sommer bragte Information en serie omfangsrige artikler om Inspektør i Statspolitiet Sigurd Tage-Jensen der i årene efter Den Russiske Revolution og Første Verdenskrig modtog... 

...hundreder af indberetninger fra sine mange meddelere om de revolutionære på den yderste venstrefl øj. Han skrev løbende indberetningerne rent på maskine og underskrev sig med initialerne T-J. Den 13. november 1919 modtog han efterretninger om, at et fremtrædende medlem af Den Røde Garde, Christian Ejlersen, ved et medlemsmøde dagen forinden havde foreslået at kaste opråb ned fra en fl yvemaskine til britiske marinesoldater, hvis skibe efter krigen lå i dansk havn. 

Sådan lyder manchetten til den første artikel i serien som jeg syntes var dødspændende læsning. Dybdeborende journalistik og fængende historieskrivning i et - om en del af Danmarkshistorien jeg aldrig før har hørt om - endsige fået udfoldet som fortælling i det ene fascinerende kaptiel efter det andet. 

  Når de to kombinerer deres journalistiske temperamenter i et samarbejde, sker det tilsyneladende ting og sager, båret af en journalistisk kreativitet både i research og fremstilling. 

   Og når man oplever dem sammen, så virker de virkelig som et "umage par": Dahlin, oprindlig fotograf og en garvet journalist der i mange år har huseret i den kritiske, men smalle del af den skrevne presse; og Geist, oprindelig uddannet i sammenlignende litteraturvidenskab, en intellektuel  forskertype der blev bidt af journalistikken. Aldersforskellen er godt 25 år.

 

Jeg har tidligere skrevet om hvilken betydning i mit liv samarbejdet med særligt kreative personligheder har haft for min egen udvikling gennem årene. Jeg har i lange perioder oplevet hvordan det at vi var to personer med forskellige hjerner og emotionelle temperamenter, udstyret med forskeligt mentalt set up, har fungeret inspirerende og stimulerende for udviklingen af nye tanker og ideer i samarbejdets fælles flow.

   Jeg nævner lige i flæng, men nogenlunde kronologisk: Niels Erik Wille, Poul Trier Pedersen, Ingolf Gabold, Monica Hassel, H.C. Andersen,  Jens Franck, Pia Marquard, Nikolaj Christensn, Poul Martinsen.

Inden for TV-journalistikken har vi flere umage, men kreative par - som fx Jørgen Flindt Pedersen og Erik Steffensen der op gennem 70-erne og 80-erne producerede en lang række TV-Aktuelt-dokumentarer med afslørende og kritisk journalistik, kreativt og visuelt godt fortalt, rettet imod økonomiske og politiske magthavere.
   Et eksempel på et fortællemæssigt grænseoverskridende nybrud fra de to journalisters side husker jeg stadig som var det i går. Udsendelsen hed 'Sidste Stik', og kendingsmelodien fra spillefilmen af samme navn (eng: 'The Sting') med Robert Redford og Paul Newman, var også kendingsmelodien for tv-dokumentaren: ragtime-melodien "The entertainer" komponeret af Scott Joplin.
   Udsendelse afslørede det for offentligheden hidtil skjulte forhandlingsforløb mellem den socialdemokratiske regering og A.P. Møller om oliekoncessionerne i Nordsøen, et forløb der endte med at staten stort set forærede koncessionen til A.P.Møller & Co.
    Det epokegørende var ikke selve afsløringen af historien, selv om det i sig selv var et eksempel på gedigen journalistik. Det var derimod de to journalisters optræden som synlige fortællere og værter i programmet. De optrådte på skærmen iklædt den slags gangsterkostumer og -hatte som man genkendte fra spillefilmen, der jo handlede om at to små svindlere kom afsted med at franarre en storgangster flere millioner af dollas ved et smart iscenesat bookmaker-set up.

Vi har også det kreative og mentalt krøllede faktions-journalistiske makkerpar Mads Brügger og Mikael Bertelsen der nu er konceptuelle ophavsmænd til og chefer for den relativt nye tale-radio-kanal 'Radio24syv'.

   Inden for dansk film og tv har vi makkerparet Balling og Bahs, med Olsen Banden-filmene, Matador-tv-serien og Huset på Christianshavn som resultatet af deres mentale blendingprocesser. Film og tv - for folket!

Og mange gode krimiforfattere er i virkeligheden et par som bare optræder under fælles pseudonym: Lars Kepler, Ellery Queen, m.fl.

   Dog ikke alle: Maj Sjöwall og Per Wahlöö stod fra starten ved at de var to - med deres epokeskabende pionerserie inden for genren - om politikollektivet omkring kriminalinspektør Martin Bech.

Så vidt jeg husker så skrev de simpelt hen kapitlerne fremadskridende på skift - ud fra en fælles synopse for handlngsforløb og plot. Konceputel blending - to personer i et.

Hvor vil jeg nu hen med alt den her snak om 'kreative parforhold'?

   Jeg har skrevet rigtig meget om 'den særligt kreative personlighed's særlige psykologisk kendetegn, til hvilke blandt andet hører  at han/hun mentalt set fungerer som "flere person(lighed)er i en". 

   Og jeg har forsøgt at forklare denne deres kreativitet som noget der foregår gennem en nærmest  narkotisk trang til konceptuel blending i hjernen, en proces der komprimerer og integrerer ellers konceptuelt adskilte inputrum - i et nyskabende "blend" - i et indholds- og udtryksmæssigt mixet outputrum der manifesterer sig i deres produkter inden for forskning, malerkunst, litteratur, dans, journalistik.

De kreative processer som sker i nogle personers indre mentale rum, kan også ske og udfolde sig  i det socialpsykologisk rum mellem personer - når de er tilpas forskellige og derfor kan befrugte hinanden.
   Og ingen af dem må lide af 'mixofobi'.

John Lautner - visionær arkitekt - mellem fantasi og funktionalitet

The Wolfe House

Jeg er efter flere års pause begyndt at motionere på min motionscykel. Den står i soveværelset og har gjort det i mange år, som en permanent reminder om at jeg skal tage mig samme og se at bestige den dagligt - og cykle ud over stepperne - fysisk og mentalt.

   Motionscyklen er placeret strategisk så jeg kan se tv mens jeg cykler derudaf. Og forleden så jeg så et program på DR K om en arkitekt som jeg ikke havde hørt om - eller husker at have set noget af  - tidligere. Mens jeg trampede i pedalerne.

   Men set noget af ham, det havde jeg nu - på film, viste det sig.

Faktisk er Frank Loyd Wright nok det eneste amerikansk arkitektnavn jeg kender og hvis huse jeg husker at have set:

Guggenheim museet i New York

Og så har jeg også et tæt livs-forhold til de amerikanske møbelarkitekter Chales og Ray Eames hvis fantastisk gode stole og sofaer jeg har skrevet om tidligere, og nyder at sidde i - og se på:

Denne for mig ukendte amerikanske arkitekts navn:

John Lautner

Han er klart en af de helt store. Se her nogle af hans værker:

The Elrod House

The Elrod House

The Chemosphere House

The Chemosphere House

The (Bob) Hope House

The Garcia Recidence

The Seagal Recidence

John Lautner er elev af Frank Loyd Wright, som det fremgår af følgende karkateristik: 

John Lautner (16 July 1911 - 24 October 1994) was an influential American architect, born in Marquette, Michigan. He attended Frank Lloyd Wright's Taliesin Fellowship for six years in the 1930s as architectural training, with great artists and architects like E. Fay Jones, Paolo Soleri and Santiago Martinez Delgado. Lautner's houses have become a Los Angeles landmark that convey both hope and folly. Some of them were featured by popular movies. The Chemosphere house, for example, was used in Brian De Palma's film Body Double, and also appears in Grand Theft Auto: San Andreas.

Flere af John Lautners huse er bestillngsarbejder til kendte Hollywood-skuespillere.

Det er tydeligt at John Lautners arkitektur er af "en anden verden". Det ligner science fiction-film-scenografier - og er derfor også blevet brugt som location for ganske mange film.

   'The Elrod House' er fx kulisse for centrale dramatiske scener i James Bond-filmen 'Diamonds are Forever':

Det er klart at det ikke er funktionalitet, men fascination som har været John Lautners drivende kraft.   

   Dermed være ikke sagt at hans huse ikke er funktionelt indrettet. For det ser de bestemt ud til at være. En øjelyst at leve i. Og klart fokuseret på "the fantastic view" set indefra - og et "eye-kick" set udefra. Beregnet til at profilere beboerne.

   Hans arkitektur-tænkning passer vel som fod i hose til det Hollywood-miljø han har fungeret i - i det visuelle grænseland mellem virkelighed og fiktion. 

   Visual blending - med stor mental effekt. I hvert fald på mig.

Sindets "indre øje" - om ansigtsblindhed og andre syner - hos Oliver Sacks

'Forestillingsevne' er et andet ord for 'fantasi'. Og fantasi er jo en vigtig del af det at kunne være kreativ. Det kan både være en "evne" man har, som når mine forældre om mig sagde da jeg var dreng. "Du har en livlig fantasi". Og det kan være produktet af denne evne, som når man siger: "Den bog er en fantasi over...", eller: "Det billede er en fantasi" - her betyder 'fantasi' noget der er "opdigtet" - noget der er "fundet på" - noget som "ikke findes i virkeligheden".

   På engelsk kan 'forestillingsevne' oversættes til 'imagination'.

Efter alt det jeg efterhånden har læst om den moderne hjerneforsknings opdagelser, så er det også klart at fantasiens sæde i hjernen er "the default mode network" eller som det også kaldes "the task negative network". Det er blandt andet den del af hjernen som gen- og fremkalder erindringsbilleder "på den indre skærme" fra 'den episodiske hukommelse' - også kaldet 'den autobiografisk hukommelse'. 

   Og den episodiske hukommelse har en klar forbindelse til den visuelle cortex, den del af hjernen som modtager og bearbejder synsindtryk til mentale billeder. Det viser sig nemlig at bestemte områder i den visuelle cortex "tænder" eller "lyser op" ved såkaldt "MRI-skanninger" når den modtager synsindtryk gennem øjnene af fx en hund. Men de samme områder viser sig også at blive aktiveret når man beder forsøgspersoner om at forestille sig eller koncentrere sig om at tænke på 'en hund'. 

 
Forestillingsevnen er ikke kun visuel. Det ser ud til at alle de moduler i hjernen som bearbejder de forskellige ydre sansers input (syn-, høre-, føle-, smage-, lugte- m.fl.), også kan producerer simulationer af disse input uden at de "ydre" sanser har modtaget nogen impulser. Fx kan man høre en melodi, og de områder i hjernen - hovedsagelig i højre hjernehalvdel - som lytningen aktiverer for at man kan høre lydinputtet som melodi, de moduler lyser også op når man "indvendig" nynner den samme melodi. 

   Og så er der det mentale fænomen som hedder 'synsæstesi' hvor nogle menneskers hjerne når de læser ord og sætninger, har en automatisk 'tvungen' forbindelse til den del af hjernens visuelle system som ser farver, således at bestemte ord, bogstaver eller navne forbindes med bestemte farver eller farvenuancer, uden at disse "indresynsfaver" på nogen måde er produceret som et resultat af at øjnene ser disse farver i omverdenen.

    Det man kalder 'hallucinationer' er sådanne visuelle eller lydlige forestillinger som kommer 'indefra' - altså produceret af hjernen på den "indre skærm" uden ydre sansemæssig anledning eller årsag. Og uden at man selv har gjort sig nogen anstrengelse for at fremkalde dem for sit indre blik eller indre øre.

Hvorfor nu denne lange repeterende smøre?

   Jeg er lige blevet færdig med at læse en bog af Oliver Sacks: "The Mind´s Eye", som jeg synes er rigtig spændende - set i relation til begreber som 'kreativitet', 'forestillingsevne', 'den plastisk hjerne' som jeg har skrevet meget om på denne blog.

Oliver Sachs er en af den moderne hjerneforsknings pionerer, og hans mest kendte værk er bestselleren "The Man Who Mistook his Wife for a Hat". 

   Alene titlens tilsyneladende 'absurditet' fænger og fascinerer. Jeg har endnu ikke læst bogen der er helt tilbage fra 1985, men en lang række af dem jeg har læst, referer ekstensivt til ham. Og han har skrevet forord til flere af dem, husker jeg - bl.a. "The Brain and the Inner World" af Marks Solms og Oliver Turnbull. Se nærmere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/om-indre-og-ydre-sansning-og-task.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/freud-i-neuronernes-net-om-en-ny.html

I "The Mind´s Eye" fortæller Oliver Sacks om en række cases med forskellige 'udfald' eller 'skader' i områder af hjernen. Sådan som han efter sigende også har gjort i de tidligere af sine bøger. Det særlige er her at han også bruger og fortæller om sig selv som "case" - det ved jeg ikke om han har gjort tidligere. 

Et af emnerne er 'ansigtsgenkendelse' - og 'ansigtsblindhed'. Mærkeligt nok har vi altså et ganske bestemt snævert område i hjernen som er aktivt når vi genkender ansigter. Og som hvis det skades, gør at man - i større eller mindre grad - har problemer med at genkende ansigter. Og så er man altså 'ansigtsblind' - 'face-blind'. Det er noget man kan være i varierende grad: fra "let" til "svært" og "invaliderende".

   Dette ansigtgenkendelses-område i hjernens højre hjernehalvdel er en del af et større område som er aktivt når man skal genkende ting eller genkende steder. Og også disse områder kan være skadet. Man kan altså være 'sted-blind' og 'ting-blind'. Den faglige betegnelse for det er 'prosopagnosia'.

   Og det siger næsten sige selv at disse mentale skavanker og svagheder altså også er beslægtet med det at være 'ordblind'. De områder i hjernen som er aktive når man skal genkende ord man læser, kan også være skadet, eller forbindelsen til andre områder i hjernen kan være dårlig, så man fx har svært ved at skelne mellem 'd', 'b' og 'p'.

Oliver Sacks skriver kapitler om både ordblindhed, nodeblindhed, og ansigtsblindhed. Og i det afsluttende kapitel om hvad der sker i hjernens visuelle cortex når man er eller bliver rigtig blind.

   Om sin egen 'face-blindness', skriver han i kapitlet om ansigtsblindhed:

I have had difficulty recognizing faces for as long as I can remember. I did not think too much about this as a child, but by the time I was teenager, in a new school, it was often a cause of embarrassment. My frequent inability to recognizw schoolmates would cause them bewilderment an, sometimes, offence - it did nok occur to them (why should it?) that I had perceptuel problems.

Sacks fortæller at han ikke har (haft) problemer med at genkende nære venner, primært fordi de havde specielle markante 'features' der udgjorde 'clues' som han kunne genkende dem på. Størst problemer har han med at genkende ansigter "out of context", dvs. hvis han møder folk han kender, men på et sted hvor han ikke forventer det.

  Men det er ikke kun ansigter han har problemer med at genkende...

It was not just faces. When I went for a walk or a bicycle ride, I would have to follow exactly the same rout, knowing that if I deviated from it even slightly, I would be instantly an hopelessly lost.  (...) 

   At the age of seventy-six, despite a liftime of trying to compensate, I have no less trouble with faces and places.

Hvad har det nu med kreativitet at gøre?

   Først og fremmest dette at en sådan skavank i hjernens neurale forbindelsesveje - 'neural circuits and wiring' - ligesom ordblindhed - kan være et tegn på at der er ekstraordinært "hul" igennem mellem andre dele af hjernen som befordrer kreative mentale processer.

   Men det har også med kreativitet at gøre i den forstand at når man er ansigts- og sted-blind, så må man finde på alle mulige kreative strategier for at kompensere og løse problemet:

Face recognition is crucially important for humans, and the vast majority of us are able to identify thousands of faces individually, or to easily pick out familiar faces in a crowd. People with prosopagnosia need to be resourceful, inventive in finding strategies for circumventing their deficits: recognizing people by an unusual nose or beard, or by their spectacles, or a certain type of clothing.

Ansigtsblindhed kan altså fungere som en form for 'kreativ restriktion', hvor hjernens forestillingsevne finder på mentale om- og genveje veje til at nå målet at genkende et ansigt eller et sted som øjnene ser men hjernen ikke kan huske at have set før.

   Og på mange måder minder det jo om det fænomen at der findes to mentalt klart forskellige problemløsningsmåder og -veje: den lineært logiske skridt-for-skridt måde som er venstre hjernehalvdel-forankret - og den associerende intuitive genvejs-måde som har sit neurale udgangspunkt i processer i den højre hjernehalvdel. Og så var det her jeg fik en af mit livs store aha-oplevelser 

   Det var først sent i livet at Oliver Sacks opdagede - dvs. blev bevidst om - at han selv var ansigtsblind. Det viste sig at han havde en bror der også var det. Og at der meget vel kunne være en genetisk arvelighedsfaktor involveret (ligesom i ordblindhed, og farveblindhed).

Jeg er også ansigtsblind og stedblind

Denne aha-oplevelse skrev jeg om til en god ven som jeg dagen inden havde snakket med om Oliver Sacks´ bøger: 

Kapitlet "Face-blind" er faktisk personligt interessant for mig. Den kliniske diagnose er prosopagnosia.

   Det viser sig at man kan være 'face-blind' - ansigtsblind - ligesom man kan være 'ordblind' - og da jeg er ordblind i lettere grad (når jeg læser ord, læser jeg ikke bogstaverne i ordet og forbinder ikke automatisk et læst ord med dets udtale), så har jeg fået den tanke at jeg måske også selv er 'ansigtsblind' - i lettere grad.

   Jeg har i hvert fald i rigtig mange år haft problemer med at forbinde nye ansigter med navne - og når jeg er til en form for komsammen hvor man skal hilse rundt, så kan jeg nemt kommet til at hilse hjerteligt goddag til den samme to gange uden at jeg opdager det. Og tilsvarende når vi siger farvel, kan jeg uden problemer - for mig - sige hjerteligt farvel to gange.

   Og det er ikke noget nyt: Problemet husker jeg fra langt tilbage i tiden.

   Når jeg nu er blevet opmærksom på det, så kan jeg jo huske alle de kreative teknikker jeg netop har brugt i årenes løb for at huske ansigter og navne på de studerende jeg har haft på et hold som jeg ser med en uges mellemrum et helt semester.

   Det viser sig også at ansigtsblindhed for nogle er forbundet med at de heller ikke er gode til at genkende lokaliteter og derfor nemt farer vild. Også det kan jeg genkende som et problem jeg har fundet kreative måder at omgå langt tilbage i tiden.

   Og denne 'blindhed' kan også være forbundet med at have problemer med at genkende ting. Jeg er berygtet i familien for at lede efter en ting som så ligger lige for næsen af mig, uden at jeg "opdager" at det er den ting jeg leder efter.

   Jeg tolker det ikke som begyndende demens, men som mindre handicaps jeg har lært at leve med og forholde mig kreativt til. Men det er klart en lettelse at finde ud af 'diagnosen' og blive bevidst om 'handicappet'

   Af Sacks bog fremgår det at folk der lider af mildere former for ansigtsblindhed ofte bliver oplevet som lidt arrogante af omgivelserne, og de har selv har tendens til at være lidt sky og tilbageholdende i situationer med mange nye mennesker.

   Ansigtsblindhed, fremgår det også, kan være genetisk bestemt - ligesom ordblindhed eller synæstesi. Fruen kan huske at min far da han i en sen alder begyndte at undervise, fortalte hende at nogle af elverne oplevede ham som arrogant, hvad han ikke kunne forstå, for det lå ham utrolig fjernt at være.

Det viser sig naturligvis at Oliver Sacks også har bidraget med en TED Talk - ligesom Jill Bolte Taylor fra foregående indlæg. 

    Her fortæller han om hvordan de forskellige visuelle centrer i hjernen på forskellige "niveauer" kan producere forskellige former for hallucinationer, og hvordan det at han selv har erfaring med og kan diagnosticere nogle af disse former, betyder en vis "befrielse".

Sådan introduceres hans TED Talk:

Neurologist and author Oliver Sacks brings our attention to Charles Bonnett syndrome -- when visually impaired people experience lucid hallucinations. He describes the experiences of his patients in heartwarming detail and walks us through the biology of this under-reported phenomenon.

Her kommer hans indlæg:

Wow - han er godt nok god - ligesom når han skriver.

(fortsættelse følger)