Aphantasia - når mennesker ikke kan danne billeder på den indre skærm

Jeg læser en notits i en avis som jeg bliver fanget af fordi der i overskriften indgår et ord jeg ikke har set før, og fordi notitsen står under paraplybetegnelsen "ny viden" som typisk refererer til undersøgelser med resultater som har fascineret nogle (videnskabs) journalister.

   Og så har det jo altså noget med fantasi at gøre, og forstavelsen "a" betyder jo "ikke".  

   Men hvad er det for noget?

Wikipedia har en artikel om 'aphantasia', men den er godt nok kort:

Aphantasia is a hypothesized neurological condition [1] where a person does not possess a functioning mind's eye. The term was first suggested in a 2015 study for a specific kind of visual agnosia.[2] Further studies are being planned.[3] The term was coined by the team led by Prof. Adam Zeman of the University of Exeter Medical School.

Altså en kondition - et 'syndrom' ligesom synæstesi eller ordblindhed - der indebærer at hjernen hos nogle mennesker ikke er i stand til at danne eller skabe billeder 'på den indre skærm' - på engelsk: 'the minds eye'. 

   Og der refereres i artiklen kun til et enkelt forskningsresultat - fra i år.

Medierne videreformidler 'cases' som illustrerende eksempler på nyheden, og man kan allerede teste sig selv ved at besvare nogle få spørgsmål, og finde ud af om man 'har det'.

   Her en case fra BBC som bringer nyheden den 25. august i år

Niel Kenmuir, from Lancaster, has always had a blind mind's eye.

   He knew he was different even in childhood. "My stepfather, when I couldn't sleep, told me to count sheep, and he explained what he meant,    I tried to do it and I couldn't," he says.

   "I couldn't see any sheep jumping over fences, there was nothing to count."

   Our memories are often tied up in images, think back to a wedding or first day at school.

   As a result, Niel admits, some aspects of his memory are "terrible", but he is very good at remembering facts.

   And, like others with aphantasia, he struggles to recognise faces.

   Yet he does not see aphantasia as a disability, but simply a different way of experiencing life.

Testen kan man prøve sig selv på her på Videnskab.dks artikel om de nye forskningsresultater:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/test-indre-billeder-aphantasia-billedsygdom

En pointe i testen og i de allerede eksisterende populariserende artikler er at 'syndromet' kan gradbøjes. Altså at man kan have 'aphantasia' i større eller mindre grad. Ligesom man kan være mere eller mindre ordblind eller tonedøv.

   Og at i den anden ende af skalaen der så vidt jeg ved ikke har fået navn, findes mennesker som uhyre nemt kan fremkalde skarpe billeder gennem sindets indre øje-mekanisme. Til den kategori hører min kone.

   Sproglogisk burde man betegne det modsatte med begrebet "phantasia" - dette at kunne fremkalde et helt skarpt billede på den indre skærm.

Det kunne jo ligne den skavank som teknisk kaldes 'prospagnosia' - ansigtsblindhed - som jeg selv lider af til en vis grad, ligesom jeg har svært ved a genkende lokaliteter selv om jeg måske har været på stedet for kun få minutter eller timer siden.

   Jeg blev klar over det ved at læse kapitlet 'Face-blind' i Oliver Sacks glimrende bog "The Mind´s Eye". Her fortæller han også at det er noget han selv lider af - i svær grad. Og altid har gjort det.

Metroxpress som jeg vist fik det første input til begrebet 'aphantasia' fra, har på sin hjemmeside en artikel med et længere interview med en dansk case Line:

Hvis Line Thoresen skal beskrive, hvordan hendes mor ser ud, holder hun sig til kolde facts.

   - Jeg kan godt fortælle, at hun har briller, og at hun havde en grøn trøje på i dag. Men det er, fordi jeg ved det. Jeg beskriver hende ikke ud fra et billede inde i hovedet, men ud fra fakta, forklarer 20-årige Line Thoresen fra Roskilde.

   Hun lider af 'aphantasia', som gør hende ude af stand til at fantasere og dermed også skabe mentale billeder inde i hovedet. Aphantasia blev tidligere på året for første gang beskrevet af en række forskere fra University of Exeter som en tilstand, hvor personer 'mangler deres indre øje'.

   - Hvis du beder mig om at lukke øjnene og forestille mig et landskab, en mark eller sådan noget, så er det eneste, jeg ser, bagsiden af mine øjenlåg. Det er sort. Jeg ser ingenting overhovedet, forklarer Line Thoresen, som til daglig studerer til pædagogisk assistent.

Mx.dk karakteriserer 'manglen' på mulighed for at fremkalde klare billeder i sindets indre øje, sådan - med kildehenvisning til Science Daily:

Aphantasia. Visualisering er et resultat skabt af flere regioner i hjernen, som arbejder sammen om at skabe et billede. Det bedste bud på, hvorfor folk med aphantasia ikke kan danne disse billeder, handler om, at disse forbindelser i hjernen er blokeret. Dette kan også forklare sammenhængen med hjerneskade.

   Det menes, at 1 ud af 50 har oplever aphantasia i en eller anden udstrækning.

Da jeg læste den første case der fortalte at Niel Kenmuir også var ansigtsblind, fik jeg naturligvis en mistanke om at jeg også var ramt af aphantasia.

    Og ganske rigtigt: Jeg tager testen og får konklusionen at jeg nok har aphantasia i mildere grad. Jeg ser ikke skarpe billeder på den indre skærm. De er typisk tågede og uklare - uden farver og stærke konturer når jeg prøver at visualiserer noget gennem sindets indre syn. 

    På den anden side undrer det mig jo umiddelbart - fordi jeg altid har været glad for at tegne og male, og jo i de sidste fem år har genoptaget det på amatørbasis. Men også fordi jeg jo nyder og altid har nydt god billedkunst, godt design, stærk arkitektur. 

De følgende afsnit af interviewet med Line giver også anledning til identifikation.

   Hun bryder sig ikke om de lange beskrivende afsnit når hun læser litteratur - hvad enten det gælder personer eller steder. Og hun har problemer med at huske - blandt andet blander hun dage sammen fordi hun har svært ved at visualisere hvad der skete den enkelte dag:

Hun kan ikke lide bøger med lange steds- og personbeskrivelser, da hun altså ikke kan danne billederne, forfatterne ønsker at fremkalde inde i hovedet på læseren. Derfor bliver Harry Potter også hurtigt kedelig.

   - Hvis jeg læser Harry Potter og forfatteren beskriver, hvordan Hogwarts ser ud, og hvordan personerne ser ud, sker der ikke noget. Altså jeg læser mange bøger, hvor der er handling og dialog og ikke stedbeskrivelser, for det giver jo sjovt nok ikke nogen mening for mig, da jeg ikke kan forestille mig de her steder, siger Line Thoresen.

   Tidligere troede Line, at hun bare var dårlig til at huske. Men fornylig hun stødte på fænomenet på et videnskabeligt medie på nettet.

   - Det var vildt mærkeligt for mig at læse. Altså jeg troede, dét her var normalt. Jeg havde altid troet, at det bare var noget, folk de sagde. 'Jeg visualiserer lige det her… ' Det var stort for mig at læse om. Jeg begyndte næsten at græde, fortæller Line Thoresen.

   Når hun skal huske tilbage på gamle minder, er hun ude af stand til at se situationen for sig. Og når hun taler med veninderne, husker hun heller ikke minderne, som de gør.

   - Så sidder jeg også tit og siger 'Øh, nå ja. Var det den dag? Gud, var det det, som skete der.' Og så blander jeg tit dage sammen: Hvad jeg lavede i går og i sidste uge, fordi jeg ligesom ikke har evnen til at se de her billeder af situationerne for mig, forklarer Line.

   I omgangskredsen har der altid været bred enighed om, at Line er dårlig til at huske.

   - Det har altid været virkelig irriterende for mig, men nu kan man sige, at det er fantastisk at have fundet frem til den her tilstand. Det er som om, at en helt ny verden har åbnet sig op for mig, siger Line Thoresen.

Jeg kan genkende det hele, om end jeg ikke har oplevet det så radikalt som Line. Eller måske har jeg bare lært at leve med det - og min hjerne har fundet udveje for at kompensere disse konsekvenser af aphantasia-svaghederne.

Det er for eksempel paradoksalt at jeg jo har studeret og er akademisk uddannet i at læse og analysere skønlitteratur, og derfor må have fundet udvej for alligevel at analytisk at kunne sige noget kvalificeret om de tekster jeg læste og skulle fremlægge/gennemgå.

   Men min ubevidste uvilje mod de lange litterære beskrivende afsnit i pensum, kan så også være en slags forklaring på at jeg skiftede vægten fra litteratur til sprog, og fra fiktions-tekster til fakta-tekster i den sidste del af mit studie.

   Det passer også smukt med at tegneserier altid har ligget i top i min lyst-læsning: alt det beskrivende ligger i billederne - ikke i ord som kræver visualisering.

   Og det passer også godt med at den litteratur jeg har dyrket mest som lystlæsning igennem årene, ikke har været den fine danske og udenlandske skønlitteratur, men dialog og plotdrevne genrer med lav litterær status som krimier, science-fiction - og til en vis grad fantasy.

Jeg synes også jeg i  min delvise aphantasia kan finde en forklaring på min glæde ved både selv at male og tegne, og ved i min omverden at møde billedkunst, design og arkitektur som fascinerer.

   Netop fordi jeg har svært ved at visualisere 'internt' i hjernen, så er min 'sult' efter billeder produceret, sanset og oplevet 'eksternt' så meget desto større og mere intens, tror jeg.

Det er faktisk også sådan jeg tidligere for mig selv har forklaret min udelte fornøjelse ved selv at male billeder med et markant dybde-/central-perspektiv og ved at opleve fx klassiske renæssancemalerier, trompe d'oil-billeder eller malerier af Otto Frello, alle med radikal udnyttelse af den centralperspektiviske tegneteknik:

Piero della Francesca: Idealstaden (1475) 

Pierre Delavie: Marseille's most historic street
- paintet on the facade of the Palais de la Bourse. (trompe d'oil)

Otto Frello: Det skæve rum. 1998

Otto Frello: Nyheder. 1992

Eric Grohe: This Great American Crosroad (trompe l'oeil) 

Den 'mangel' jeg forklarer min særlige fornøjelse med her, er at jeg ikke har stereoskopisk (= 3 D-syn), men er 'stereoblind' når jeg kigger ud på verden. Begge mine øjne ser udmærket, men på grund af en operation for skeløjethed da jeg var 10 år gammel, kan jeg ikke koordinere de to øjnes synsindtryk i et fælles 3 D-billede.

   Det var Oliver Sacks som i sin bog "The Mind´s Eye" gjorde mig opmærksom på eksistensen af og de mulige effekter af min tvungne 'enøjethed', tekniske betegnet som monoskopisk syn. 

   Og Sacks filosoferer også over hvordan de begrænsninger af synet hos nogle kunstnere, kan fungere som en kreativ restriktion:

Photographers and cinematographers, concerned to create an illusion of three-dimensionality on a flat plane, must deliberately renounce their binocularity and steroscopy, confining themselves to a one-eye, one-lens view, to better frame and compose their pictures.

   In a 2004 letter to the editor of the New England Journal of Medicine, Harvard neurobiologists Margaret Livingstoe and Bevil Conway syggested, after an examination of Rembrandt´s self portraits, that the painter was so walleyed (skeløjet) as to be stereo-blind, and that "stereoblindness" might not be a handicap - and might even be an asset - for som artists."

   Subsequently they proposed, after looking at photographs of other artists, that many of them - de Kooning, Johns, Stella, Picasso, Calder, Chagall, Hopper, among others - also seemed to have significant misalignemnt of the eyes and were perhaps also stereo-blind.

Det fik jeg en hel aha-oplevelse af da jeg læste. 

   Ligsom jeg her med begrebet 'aphantasia' nu har fået en mental 'eyopener' - selv om jeg ikke kan visualisere det. 

Læse mere om stereoskopisk syn og 2 D-stereoblindhed her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/enjethed-om-konsekvenserne-af-kun-at.html

Artiklen om Line kan læses i sin helhed her:

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/29452740

Sindets "indre øje" - om ansigtsblindhed og andre syner - hos Oliver Sacks

'Forestillingsevne' er et andet ord for 'fantasi'. Og fantasi er jo en vigtig del af det at kunne være kreativ. Det kan både være en "evne" man har, som når mine forældre om mig sagde da jeg var dreng. "Du har en livlig fantasi". Og det kan være produktet af denne evne, som når man siger: "Den bog er en fantasi over...", eller: "Det billede er en fantasi" - her betyder 'fantasi' noget der er "opdigtet" - noget der er "fundet på" - noget som "ikke findes i virkeligheden".

   På engelsk kan 'forestillingsevne' oversættes til 'imagination'.

Efter alt det jeg efterhånden har læst om den moderne hjerneforsknings opdagelser, så er det også klart at fantasiens sæde i hjernen er "the default mode network" eller som det også kaldes "the task negative network". Det er blandt andet den del af hjernen som gen- og fremkalder erindringsbilleder "på den indre skærme" fra 'den episodiske hukommelse' - også kaldet 'den autobiografisk hukommelse'. 

   Og den episodiske hukommelse har en klar forbindelse til den visuelle cortex, den del af hjernen som modtager og bearbejder synsindtryk til mentale billeder. Det viser sig nemlig at bestemte områder i den visuelle cortex "tænder" eller "lyser op" ved såkaldt "MRI-skanninger" når den modtager synsindtryk gennem øjnene af fx en hund. Men de samme områder viser sig også at blive aktiveret når man beder forsøgspersoner om at forestille sig eller koncentrere sig om at tænke på 'en hund'. 

 
Forestillingsevnen er ikke kun visuel. Det ser ud til at alle de moduler i hjernen som bearbejder de forskellige ydre sansers input (syn-, høre-, føle-, smage-, lugte- m.fl.), også kan producerer simulationer af disse input uden at de "ydre" sanser har modtaget nogen impulser. Fx kan man høre en melodi, og de områder i hjernen - hovedsagelig i højre hjernehalvdel - som lytningen aktiverer for at man kan høre lydinputtet som melodi, de moduler lyser også op når man "indvendig" nynner den samme melodi. 

   Og så er der det mentale fænomen som hedder 'synsæstesi' hvor nogle menneskers hjerne når de læser ord og sætninger, har en automatisk 'tvungen' forbindelse til den del af hjernens visuelle system som ser farver, således at bestemte ord, bogstaver eller navne forbindes med bestemte farver eller farvenuancer, uden at disse "indresynsfaver" på nogen måde er produceret som et resultat af at øjnene ser disse farver i omverdenen.

    Det man kalder 'hallucinationer' er sådanne visuelle eller lydlige forestillinger som kommer 'indefra' - altså produceret af hjernen på den "indre skærm" uden ydre sansemæssig anledning eller årsag. Og uden at man selv har gjort sig nogen anstrengelse for at fremkalde dem for sit indre blik eller indre øre.

Hvorfor nu denne lange repeterende smøre?

   Jeg er lige blevet færdig med at læse en bog af Oliver Sacks: "The Mind´s Eye", som jeg synes er rigtig spændende - set i relation til begreber som 'kreativitet', 'forestillingsevne', 'den plastisk hjerne' som jeg har skrevet meget om på denne blog.

Oliver Sachs er en af den moderne hjerneforsknings pionerer, og hans mest kendte værk er bestselleren "The Man Who Mistook his Wife for a Hat". 

   Alene titlens tilsyneladende 'absurditet' fænger og fascinerer. Jeg har endnu ikke læst bogen der er helt tilbage fra 1985, men en lang række af dem jeg har læst, referer ekstensivt til ham. Og han har skrevet forord til flere af dem, husker jeg - bl.a. "The Brain and the Inner World" af Marks Solms og Oliver Turnbull. Se nærmere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/om-indre-og-ydre-sansning-og-task.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/freud-i-neuronernes-net-om-en-ny.html

I "The Mind´s Eye" fortæller Oliver Sacks om en række cases med forskellige 'udfald' eller 'skader' i områder af hjernen. Sådan som han efter sigende også har gjort i de tidligere af sine bøger. Det særlige er her at han også bruger og fortæller om sig selv som "case" - det ved jeg ikke om han har gjort tidligere. 

Et af emnerne er 'ansigtsgenkendelse' - og 'ansigtsblindhed'. Mærkeligt nok har vi altså et ganske bestemt snævert område i hjernen som er aktivt når vi genkender ansigter. Og som hvis det skades, gør at man - i større eller mindre grad - har problemer med at genkende ansigter. Og så er man altså 'ansigtsblind' - 'face-blind'. Det er noget man kan være i varierende grad: fra "let" til "svært" og "invaliderende".

   Dette ansigtgenkendelses-område i hjernens højre hjernehalvdel er en del af et større område som er aktivt når man skal genkende ting eller genkende steder. Og også disse områder kan være skadet. Man kan altså være 'sted-blind' og 'ting-blind'. Den faglige betegnelse for det er 'prosopagnosia'.

   Og det siger næsten sige selv at disse mentale skavanker og svagheder altså også er beslægtet med det at være 'ordblind'. De områder i hjernen som er aktive når man skal genkende ord man læser, kan også være skadet, eller forbindelsen til andre områder i hjernen kan være dårlig, så man fx har svært ved at skelne mellem 'd', 'b' og 'p'.

Oliver Sacks skriver kapitler om både ordblindhed, nodeblindhed, og ansigtsblindhed. Og i det afsluttende kapitel om hvad der sker i hjernens visuelle cortex når man er eller bliver rigtig blind.

   Om sin egen 'face-blindness', skriver han i kapitlet om ansigtsblindhed:

I have had difficulty recognizing faces for as long as I can remember. I did not think too much about this as a child, but by the time I was teenager, in a new school, it was often a cause of embarrassment. My frequent inability to recognizw schoolmates would cause them bewilderment an, sometimes, offence - it did nok occur to them (why should it?) that I had perceptuel problems.

Sacks fortæller at han ikke har (haft) problemer med at genkende nære venner, primært fordi de havde specielle markante 'features' der udgjorde 'clues' som han kunne genkende dem på. Størst problemer har han med at genkende ansigter "out of context", dvs. hvis han møder folk han kender, men på et sted hvor han ikke forventer det.

  Men det er ikke kun ansigter han har problemer med at genkende...

It was not just faces. When I went for a walk or a bicycle ride, I would have to follow exactly the same rout, knowing that if I deviated from it even slightly, I would be instantly an hopelessly lost.  (...) 

   At the age of seventy-six, despite a liftime of trying to compensate, I have no less trouble with faces and places.

Hvad har det nu med kreativitet at gøre?

   Først og fremmest dette at en sådan skavank i hjernens neurale forbindelsesveje - 'neural circuits and wiring' - ligesom ordblindhed - kan være et tegn på at der er ekstraordinært "hul" igennem mellem andre dele af hjernen som befordrer kreative mentale processer.

   Men det har også med kreativitet at gøre i den forstand at når man er ansigts- og sted-blind, så må man finde på alle mulige kreative strategier for at kompensere og løse problemet:

Face recognition is crucially important for humans, and the vast majority of us are able to identify thousands of faces individually, or to easily pick out familiar faces in a crowd. People with prosopagnosia need to be resourceful, inventive in finding strategies for circumventing their deficits: recognizing people by an unusual nose or beard, or by their spectacles, or a certain type of clothing.

Ansigtsblindhed kan altså fungere som en form for 'kreativ restriktion', hvor hjernens forestillingsevne finder på mentale om- og genveje veje til at nå målet at genkende et ansigt eller et sted som øjnene ser men hjernen ikke kan huske at have set før.

   Og på mange måder minder det jo om det fænomen at der findes to mentalt klart forskellige problemløsningsmåder og -veje: den lineært logiske skridt-for-skridt måde som er venstre hjernehalvdel-forankret - og den associerende intuitive genvejs-måde som har sit neurale udgangspunkt i processer i den højre hjernehalvdel. Og så var det her jeg fik en af mit livs store aha-oplevelser 

   Det var først sent i livet at Oliver Sacks opdagede - dvs. blev bevidst om - at han selv var ansigtsblind. Det viste sig at han havde en bror der også var det. Og at der meget vel kunne være en genetisk arvelighedsfaktor involveret (ligesom i ordblindhed, og farveblindhed).

Jeg er også ansigtsblind og stedblind

Denne aha-oplevelse skrev jeg om til en god ven som jeg dagen inden havde snakket med om Oliver Sacks´ bøger: 

Kapitlet "Face-blind" er faktisk personligt interessant for mig. Den kliniske diagnose er prosopagnosia.

   Det viser sig at man kan være 'face-blind' - ansigtsblind - ligesom man kan være 'ordblind' - og da jeg er ordblind i lettere grad (når jeg læser ord, læser jeg ikke bogstaverne i ordet og forbinder ikke automatisk et læst ord med dets udtale), så har jeg fået den tanke at jeg måske også selv er 'ansigtsblind' - i lettere grad.

   Jeg har i hvert fald i rigtig mange år haft problemer med at forbinde nye ansigter med navne - og når jeg er til en form for komsammen hvor man skal hilse rundt, så kan jeg nemt kommet til at hilse hjerteligt goddag til den samme to gange uden at jeg opdager det. Og tilsvarende når vi siger farvel, kan jeg uden problemer - for mig - sige hjerteligt farvel to gange.

   Og det er ikke noget nyt: Problemet husker jeg fra langt tilbage i tiden.

   Når jeg nu er blevet opmærksom på det, så kan jeg jo huske alle de kreative teknikker jeg netop har brugt i årenes løb for at huske ansigter og navne på de studerende jeg har haft på et hold som jeg ser med en uges mellemrum et helt semester.

   Det viser sig også at ansigtsblindhed for nogle er forbundet med at de heller ikke er gode til at genkende lokaliteter og derfor nemt farer vild. Også det kan jeg genkende som et problem jeg har fundet kreative måder at omgå langt tilbage i tiden.

   Og denne 'blindhed' kan også være forbundet med at have problemer med at genkende ting. Jeg er berygtet i familien for at lede efter en ting som så ligger lige for næsen af mig, uden at jeg "opdager" at det er den ting jeg leder efter.

   Jeg tolker det ikke som begyndende demens, men som mindre handicaps jeg har lært at leve med og forholde mig kreativt til. Men det er klart en lettelse at finde ud af 'diagnosen' og blive bevidst om 'handicappet'

   Af Sacks bog fremgår det at folk der lider af mildere former for ansigtsblindhed ofte bliver oplevet som lidt arrogante af omgivelserne, og de har selv har tendens til at være lidt sky og tilbageholdende i situationer med mange nye mennesker.

   Ansigtsblindhed, fremgår det også, kan være genetisk bestemt - ligesom ordblindhed eller synæstesi. Fruen kan huske at min far da han i en sen alder begyndte at undervise, fortalte hende at nogle af elverne oplevede ham som arrogant, hvad han ikke kunne forstå, for det lå ham utrolig fjernt at være.

Det viser sig naturligvis at Oliver Sacks også har bidraget med en TED Talk - ligesom Jill Bolte Taylor fra foregående indlæg. 

    Her fortæller han om hvordan de forskellige visuelle centrer i hjernen på forskellige "niveauer" kan producere forskellige former for hallucinationer, og hvordan det at han selv har erfaring med og kan diagnosticere nogle af disse former, betyder en vis "befrielse".

Sådan introduceres hans TED Talk:

Neurologist and author Oliver Sacks brings our attention to Charles Bonnett syndrome -- when visually impaired people experience lucid hallucinations. He describes the experiences of his patients in heartwarming detail and walks us through the biology of this under-reported phenomenon.

Her kommer hans indlæg:

Wow - han er godt nok god - ligesom når han skriver.

(fortsættelse følger)